Original subtitles

HALBERSTADT, JULI 1990 STADIG ØSTTYSKLAND

Jeg troede ikke, vi ville blive arbejdsløse.

Hvis jeg skal arbejde i et snylterkapitalistisk system,

vælger jeg Kempinski eller Kadewe.

- Jeg vil være længere væk. - Det kunne du have været.

Jannik så ikke godt ud i min uniform.

Jeg synes, gravide stewardesser ser godt ud.

- Jeg vil ikke få penge uden et job. - Sådan er det.

Nummer 591!

Vi giver ikke op, vel?

Aldrig!

TWO TO ONE

- Sådan. - Godt gået.

Siegl vil tale med dig.

Se, om den virker nu.

Hvordan går det?

Alt vel med familien?

- Tak, fordi du kom. - Gå lige til sagen.

Okay.

Det er forbi.

Er det en belønning, eller er jeg fyret?

Misforstå mig ikke, Robert.

Vi kan ikke begynde med pigerne i fragtafdelingen.

Jeg havde taget en anden.

Vil du skændes?

Du har altid ønsket forandring.

Det får du nu.

Hvordan sidder du så oprejst uden rygrad?

Hallo! Hvad laver I?

Strisserne! Løb!

Stop!

Stop!

- Du er altså også arbejdsløs. - Hvem er ikke det?

- Vi kan slappe af. - Her, verdens mindste runde bord.

Så rundt er det ikke.

- Snarere firkantet. - Det er fint.

- Jeg løber herover! - Stop!

Stop!

Der er han!

Det føles meget anderledes.

Og det er større.

Endelig har jeg penge på kontoen.

Et stykke tid.

Det er også rart.

Synd, at du skal betale tilbage.

Ja. Men lad mig nyde det lidt.

Omfordelingen.

Din søn er ret hurtig.

Endelig kommer du.

Jeg har været her hele tiden.

Jeg kan ikke lide, at politiet står ved vores dør, Jannik.

Vores kammerater, distriktspolitiet!

Vi fejrer. Det burde I også gøre. Vil De have?

Nej tak, jeg...

Altså...

- Ser De nogen med spraymaling... - Der er vel intet galt med lidt maling.

- Ødelæggelse af statens ejendom. - Ikke folkets ejendom?

Nej, det er vist statens ejendom.

Har I anholdt alle, der dansede på Berlinmuren, Rainer?

En gang til, og han er færdig!

Forstået.

Sikken fantastisk tid!

Var Ungarn for kedeligt?

- Hold op. - Hvad vil du?

- Bare sige hej. - Okay. Klart.

- Maren, jeg sagde, jeg skulle rejse. - Fem minutter før.

- Jeg ville ikke bringe jer i fare. - Sikkert.

Maren.

Jeg fik ikke engang fem minutter til at vælge.

Dini lå og sov i mine arme, og du forsvandt bare.

Så jeg undrer mig over, hvorfor du er tilbage.

- Jeg følte mig ikke hjemme der. - Klart.

Jeg følte mig ikke hjemme.

- Vesterlændingen er tilbage. - Godt at se dig!

- Din lejlighed er taget. - Jeg finder noget.

Du kan flytte ind, hvor Zisko boede.

Er de også rejst?

De går glip af det bedste og fortryder, at de ikke blev.

- Kan du huske ham? - Kan du huske mig?

Tror du, jeg er dum?

Nej, det gør jeg ikke.

Det er dig, der er dum!

Hun har ret.

Vil du sidde på mine skuldre? De er højere end din fars.

Man kan se helt til Timbuktu.

- Timbuktu findes ikke. - Sikker? Har du været der?

Forsigtig, ikke slås!

Du er ude på tynd is.

Meget tynd is.

- Du godeste! - Lunke!

Vær med til at fejre det!

La fiche, s'il vous plaît.

- Bonne nuit, monsieur. - Bonne nuit, monsieur.

- Très bien, monsieur. Votre passeport... - Votre passeport, s'il vous plaît.

- Voilà mon passeport. - Voilà mon passeport.

Hvad siger du til at komme væk herfra?

Jeg vil ikke.

Jeg hører hjemme her.

Jeg ville ikke flygte. Vi kommer tilbage.

Canada. Madagaskar.

Haiti.

Hvad siger du?

Burde Volker ikke få et lagen?

Hvis du synes.

- La fiche, s'il vous plaît. - La fiche, s'il vous plaît.

- Bonne nuit, Monsieur. - Bonne nuit, Monsieur.

Her.

Det ser ud, som om de kommer tilbage når som helst.

Jeg vidste ikke, om de havde noget.

Tak.

Har de bare lukket, eller har de lukket ned?

De lukkede for et halvt år siden.

Der kan man bare se.

Vil Maren nogensinde tilgive mig?

Du spurgte ikke, om vi ville med. Hun blev såret.

Jeg ville se det først. For Dinis skyld.

Hold nu op. Andre tog deres børn med.

- Det indså jeg. - Lad os gå udenfor.

Maren var bekymret for dig, og du...

Vi fik ikke engang et postkort.

Du forlod os bare.

Sådan ser hun på det.

Du tager på eventyr.

Gør det, vi alle har drømt om, mens vi sidder her.

Devos kone efterlod en besked til ham.

Hun ville se verden.

Så rejste hun. Uden børn eller noget.

Gad vide, hvorfor hun valgte dig.

Det mindste onde, måske.

Maren var altid mere, end vi kunne klare.

Som en sommerfugl med afklippede vinger.

Nu skal vi så se hende flyve væk.

Vores sommerfugl.

Vi skal måske støve hendes vinger af.

Støvet hjælper dem med at flyve, ikke?

Så strør vi lidt på.

Jeg skal måske købe noget til hende.

Maren har nok brug for en anden slags støv.

- Hvad laver de her? - Aner det ikke.

Der er gået nogle nætter. De skal vel til lageret.

Det er ikke almindelig transport. Hvad skal de gemme?

- Dokumenter? - Det er ikke dokumenter.

- Din onkel... - Ikke ham igen.

Han arbejder med vedligeholdelse der, ikke?

- Vil du have et lift? - Hvorhen?

Hvor du vil.

I har ikke nok benzin.

Nok til at køre til dit job.

Hvad skal I der?

- Bare kigge lidt. - Kigge lidt?

Hvad er det for nogle transporter?

Det kommer ikke jer ved.

Vi har ret til at se, hvad staten har gemt.

- Det er dig. - Ja.

Er det ikke lidt sent at være revolutionær?

Det er ikke for sent.

Hvem stemte du på?

Ikke nogen.

- Ved du meget om bunkeren? - Hvad handler det om?

- Vi vil ind. - Det mener du ikke.

Kan du huske, da Folkehæren lukkede alt ned i 1976?

De opbevarede ammunition. Hvem ved, hvad de ellers lavede?

For os var det en legeplads. Vi gik ind i skakterne.

Nogle gange.

Vi overvejede det. Maren klatrede faktisk ind.

Og nu vil I være ti år igen?

Du skal vist overbevises.

- Hvor har du den fra? - Det er noget nyt.

Jeg foretrækker vores.

Du ligner din mor.

Stop bilen.

Stop!

Ville du hellere ligne min bror? Vær glad for, du ikke har vores næse.

- Det er nok. - Ligner dine børn dig?

Vi har sendt billeder.

Af spædbørn.

Vi troede ikke, du var interesseret.

- Skal jeg gå i sort? - Ja.

- I denne varme? - I hvert fald noget mørkt.

Er det lovligt?

Lovligt og ulovligt er et spørgsmål om perspektiv i tider som disse.

Er I vanvittige? Det her er forbudt område!

Du siger jo altid, at vi har ret til at se.

Nu skal vi se.

Du gik glip af Ungarn og protesterne. Nu får du pulsen op.

Prøver du at bestikke mig med adrenalin?

Jeg kan da i det mindste prøve.

Marke.

Kom så.

Denne vej.

Der er det.

Fandens også.

- Har du en nøgle? - Niks.

Lad mig se.

Her har der været tre indgange, som er blevet lukket.

Her tror jeg, at luftskakten var.

Du kom vist ikke hele vejen.

- Hvad? - Det er meget større end det.

- Hvor mange kilometer er der? - 67.000 m2.

Utroligt.

Er luftskakten der stadig?

Fedt!

God idé.

Vi fik pulsen op. Det må være nok.

Kom. Hvad skal vi have til frokost?

Hvorfor laver du ikke noget?

Vent, Marke!

Hvor plejer du at gå ind?

Førte du os hertil, selvom der ikke er nogen vej ind?

Du hader denne stat.

Du tror ikke på dens fremtid eller noget som helst for den sags skyld.

Hvad har du at miste?

- Mit job. - Dit job?

Du arbejder for militæret. Hvor længe har du det job?

Jeg beder dig.

Jeg husker ikke al den beton.

Jeg tror, du var i den gamle del. Det er bare mursten.

Det er ikke beton. Det er gips.

Vær stille.

Markowski! Vent lidt.

- Ja? - Hvad står den mod Tjekkiet?

Nå ja, der er intet signal.

Hvis I klarer jer uden kameraer lidt...

Hvad laver du?

Hvad?

Sort og hvidt uden lyd. I kan forestille jer det.

Du er fantastisk, Marke!

- Der er Littbarski. - Han scorer.

Her er det.

Der er det, I vil se.

Åbn!

I vil nok ikke bare kigge, når I ved, hvad det er.

Vi er ikke tyve.

Nej, I er jo revolutionære.

Men hvis I tager noget, er jeg med.

Jeg kan ikke se noget.

Hvad er det?

Det er utroligt.

Hvad er det?

- Penge. - Mange penge!

Siden i går er det vores tidligere penge.

Tag noget.

- Det er bare værdiløst papir nu. - Utroligt.

En souvenir fra en svunden verden.

Tag jer sammen. Tag lidt!

Sikker?

- Må vi det? - Det er lokumspapir.

Hvorfor ikke?

- Okay. - Sikker?

Kom så.

Tag, hvad I vil have. Ingen opdager det.

Og der sker ingen skade.

Hold op!

Vanvittigt.

Hvorfor bliver de ikke brændt?

De har ikke ovne nok.

Men at stuve det hele derind?

Når D-marken kommer, får vi brug for bankboksene.

De kan ikke brænde dem, så det her er den bedste løsning.

Eller den nemmeste. Nå, men...

Lidt vand, en væg, og så kan de rådne op.

Stop!

Kom!

- Fantastisk! - Sikket mål!

Han scorer.

Forsvaret er svagt.

Er det dig, Markowski?

Løb!

Venstre!

Fandens også.

- Hvor er luftskakten? - Der.

Den er låst!

- Fandens. - Hvad nu?

- Hvor fedt var det lige? - Jeg har aldrig haft det så sjovt!

Utroligt!

Må jeg få noget?

- Skal vi køre dig hjem? - Niks.

- Nej? - Får du ikke problemer?

Ved I, hvor de ikke vil lede efter mig?

Hos jer. For vi kender ikke hinanden.

Jeg skal vist tage en prøve for at vise mine kvalifikationer.

Til pensionen, sikken joke. Jeg ville sige...

Kom ind, Käte.

Hvad med at låse døren?

Bare rolig. Jeg laver kaffe.

- Kom, sid ned. - Vi forklarer.

Sikken skam.

Alle de penge, og så helt værdiløse.

Hvordan kan du sige det?

Vi har jo alle vekslet penge og deklareret aktiver.

Man kan jo ikke bare sige, at man har fundet mere.

Ja, nu er det afsluttet.

Jeg saboterede det.

Hvad? Har du ikke betalt endnu?

Bestemt ikke. Det kaldes passiv modstand.

Jeg spillede dum og udfyldte alle formularer forkert.

Hvor meget?

Hvor meget før du vækker opmærksomhed?

Stop nu lige en halv.

Jo, faktisk.

- Hvor meget tjente du? - Omkring 920.

Ikke dårligt.

Vi siger, at han har lagt halvdelen til side hver måned i 20 år.

Halvdelen? Hvordan havde jeg så overlevet?

Du var sparsommelig.

Men det tjente du ikke for 20 år siden.

Selvfølgelig ikke.

Så vi må regne på det.

Vi siger 20 år, 300 om måneden, det bliver...

72.000.

Maks 72.000. Det er en høj vurdering.

- Læg 30.000 oveni. - Synes du?

- Ja, fra mor eller bedstemor. - Det er umuligt.

100.000?

Er du skør? Ingen havde så meget. Vi kommer i fængsel.

De kan kun håndtere trafiksyndere nu om dage.

De elsker færdselsreglerne. Men alt andet?

Bare se på vores distriktsbetjent.

I alle de år har han fulgt loven til punkt og prikke.

Forsvaret den med sit liv. Pludselig styrter hans verden sammen.

Han er glad for alt det, han ikke bemærker.

I skal bare komme igennem det her og beholde jobbet.

Godt så.

Lad os sige 97.517.

Ikke for meget og et ulige tal.

Jeg går ikke op i pengene, kun hvad I gør med dem.

Hvad vi gør med dem? Det sædvanlige.

Jeg indbetaler.

Kun hvis jeg kan overvåge jer som forsøgsrotter.

- Giv mig den. - Lad os se.

50.758.

Del 50.000 med fire.

- Må jeg få noget at drikke? - Vand?

Nej.

Sådan.

Hvorfor gør du det?

Det er langsomt selvmord.

Jeg er for fej til et hurtigt.

- Hvad gør vi med alt det her? - Jeg tæller dem.

- Hvorfor? - Jeg vil bare vide det.

- Hundredlapperne først. - Må jeg få lidt?

Du kan få det hele, når vi er færdige med at tælle.

Virkelig?

De er ikke noget værd. Du må gerne lege med dem.

Jeg ville købe en Cadillac med et bånd på bagsædet,

der spiller musik, mens jeg krydser Amerika.

Det ville du kunne lide.

En villa på landet med en stor terrasse.

Midt mellem Østersøen og Friedrichstrasse.

Med en flot udsigt, landligt og elegant.

Badeværelset har udsigt til Zugspitze.

Der er ikke langt til biografen. Enkelt og beskedent.

Ni værelser. Nej, ti!

Tagterrasse med have og egetræer.

Penge og en hel del smykker.

Og en million til, og så en til. Det ville du kunne lide.

Hvad er det?

200? Dem har vi aldrig haft.

Lad os se.

De knaser næsten!

Den her er 500 værd!

Hvad? Lad mig se.

Men hvordan?

De blev trykt som aktiver, hvis vi skulle overtage Vesttyskland.

Os? Vesttyskland?

Centralkomitéens beslutning, 1986. Trykt, men aldrig taget i brug.

Virkelig?

- Det er absurd. - Smart plan, ikke?

Hvad havde du købt? Et folkejet destilleri?

Nej, en ø. Sammen med andre.

Udvalgte personer. Så var vi begyndt forfra.

- Hvor fint. - Du ligner dig selv.

Hvad ville du købe?

Jeg er lykkelig.

Hvor meget har vi her?

Nogle millioner.

- Vi er millionærer! - Det ville vi være.

- Må jeg få dem nu? - Ja.

Dini!

- Tæller du stadig? - Se, der går millionæren.

Du har tabt et par hundrede tusind.

Hvad ville du gøre for dem?

Alt falder fra hinanden.

Vesttyskernes eneste fordel er penge.

De ved, hvordan de skal bruge dem og maksimere fortjenesten.

Vi må være smarte.

Smarte, når det gælder penge.

Hvor er min uforbederlige optimist?

Jeg ville købe et folkeejet firma.

Selvfølgelig.

- Du er sådan en drømmer. - Det ved jeg.

- Jannik. - Distriktsbetjenten.

Goddag, fru...

- Jaritza. - Goddag, hr. Jaritza.

Hvad har I for et komfur?

- Et komfur. - Så har jeg lige, hvad De har brug for.

De behøver ikke købe noget, bare lad mig vise Dem det.

Jeg har gode gryder, der kan stables og i syv størrelser,

med guldskafter, meget elegante.

Som i et firestjernet køkken i Paris.

Og nu er prisen kun 89 mark og 99 pfennig.

Må jeg komme ind og tale med Deres kone?

Beklager, vi har kun østtyske mark.

Det tager jeg også. En mod syv.

- Hvad? - Okay, du får en mod seks.

En bedre handel får du ikke.

Hvorfor? Prøver du at snyde mig?

Jeg tjener stadig penge på vekselkursen.

- Man kan ikke betale med dem mere. - Har I dem?

Ja.

Så rigeligt. Et til måske, til bedstemor?

Det er en aftale.

Jeg tænkte jo, at du nok havde lidt tilbage.

Sådan?

Men hvad gør du med pengene?

Har man ikke deklareret endnu, er fredag sidste dag.

Tre dage tilbage.

Jeg er jo en Wessi. Jeg venter altid til sidste øjeblik.

- Til slutudsalget, så at sige. - Nemlig.

Okay, mange tak.

- Hav det godt. - Tak.

- Tager han stadig imod penge? - Det gør han.

- Vores penge? - Ja.

- Lad os købe flere ting! - Hvad?

Flere varer!

- Undskyld. - Har I brug for andet?

Ja, lidt mere ville være godt.

Ja.

Jeg kommer tilbage.

Tænk, at han stadig kan veksle.

Han har vel en som Markowski, der venter til slutningen.

- Til fredag. - Tre dage til.

Ja. Vi kan umuligt bruge alt indtil da.

Vi kan bede om hjælp.

De kan jo bare sige nej.

Ja, hvorfor ikke?

- Janette! - Vil du hjælpe?

Jeg kan ikke. Vi har brug for dig.

- Nu eller senere? - Helst nu.

Okay, hvad er der?

- Pokkers! - Du er hjemme, Lunke.

- Kald mig ikke Lunke. - Vi har et tilbud til dig.

- En livsforsikring? - Nej.

Hvorfor spørger I mig?

Ikke kun dig. Vi spørger alle.

Jeg køber ikke noget af jer.

Nej. Vi giver dig penge, så du kan købe af andre.

Helt sikkert. Skrid med jer, idioter.

Du kan købe nogle gode gryder!

Har I en mikroovn?

Hvorfor er Lunke her?

Bare rolig. Hvis ingen skal sladre, skal hele huset være med.

- Sandt. - Jeg begynder.

- Held og lykke. - Tak.

Hej, alle sammen.

Tak, fordi I kom.

Vi er her, fordi...

...vi har penge.

Hvorfra?

- Det er lige meget. - Nej.

Eller udgiver du dig for at være en anden?

Han er ikke en af dem.

Hvordan ved du det?

De var jo store. Ikke alle kendte hinanden.

- Det er han ikke. - Som sagt har vi penge.

Men det er gamle sedler.

- De er jo værdiløse! - Hvad er det for noget lort?

Nej, de er stadig noget værd i tre dage til.

Vesttyskerne har ikke vekslet endnu. De venter til sidste øjeblik.

Her er planen. Alle får lidt penge

og køber, hvad I kan, indtil vesttyskerne holder op med at komme.

Så deler vi lige over. En fair handel.

Så det er penge,

som I har fundet, så at sige, og som tilhører staten.

Fordi vi er et folkesamfund, tilhører de folket.

Stort set.

Fordi vi er folket, tilhører pengene os. Så at sige.

Ja, nemlig.

Kom nærmere og se.

Jeg er straks tilbage.

Hvis du var en Wessi, ville jeg tvivle.

Men jeg kender dig.

Du mener, hvad du siger.

PRØV VEST

FEST I ØST

Hvad pokker? Mener du det?

Utroligt.

Jeg har virkelig ikke råd.

Jeg forstår. Men du har sparet op og knoklet hele livet.

Fortjener du ikke en belønning?

Jeg har virkelig ikke råd til at købe noget.

Godt, kom her. Vi har stadig meget at gøre.

Kom så.

- Kan du hjælpe os senere? - Okay, din tur.

Nemlig, mange tak.

Leger du, skat?

Nej, jeg tænker.

Hvad laver du?

Jeg tænker også.

- Jeg må hellere gå. - Klart.

Er du ikke glad?

Det føles ikke som vestpakker mere.

Hvis vestpakker er det sædvanlige, kan østpakker jo blive noget særligt.

Jeg forstår, hvorfor du kom tilbage. Det her er det bedste sted.

Vi ved alle, hvorfor du rejste.

Det var næppe af politiske grunde.

Sagde hun noget?

Det behøvede hun ikke. Det var tydeligt.

I tre hang sammen som tyggegummi.

Da Jannik kom, blev du en rest.

Dini og du ligner hinanden.

Hvad mener du med det?

Som synkronsvømmere på land.

Du og Dini ligner hinanden lidt for meget.

Men den slags personlige ting er vel ikke vigtige længere?

I VILLE HAVE KOHL NU ER I UNDER HANS KONTROL

Hvad er der?

- Er Maren der? - Ude bagved.

Tag ikke 200-og 500-sedlerne. Sorter dem fra.

- Hvordan går det? - Det er vildt, ikke?

- Vi må tale sammen. - Kan du se, hvad der sker?

- Vi taler, når tingene falder til ro. - Nej.

Tak.

Vi er nødt til det.

- Er det meget vigtigt? - Ja.

Tak.

Pas på!

Robert? Maren?

Det er nok til jer.

Hvad...

- Det er politiet. - Jannik!

Jeg ordner det.

Nu er I i knibe.

Der er du jo!

Hvad foregår der her?

Du ved. D-marken.

Det er en skam. Alle bliver materialistiske.

Ja, kapitalismen har overtaget.

Ja. Et frit marked kan man også sige. Det lyder bedre.

- Men det er det samme. - Sandt.

Der er stille.

Jeg tror, han er dernede.

Se efter.

Hvad så? Er han der stadig?

- Er han gået? - Jeg kan ikke se ham.

Jeg ser efter.

- Alt skal ned, hurtigt. - Det var tæt på. Jannik!

Beklager, men du har stuearrest. Du må ikke gå nogen steder uden mig.

Er det forstået?

Fandens.

- Hvad sker der? - Det er indviklet.

Der sker ting, når du er væk i dagevis. Spændende ting.

Skateboards.

Hvad?

Jeg ved ikke, hvor I får dem fra, men jeg vil have et.

Snart.

Hallo?

Hallo?

Hallo?

Kan jeg hjælpe dig?

Det er ret godt.

Du er Jannik.

Og det er dig, vi ikke taler om.

Rart at møde dig.

Jeg forstår, at min far og I alle er frustrerede.

Ser jeg frustreret ud?

Jeg er kun lige begyndt. Alt kan ske.

I begyndelsen af hvad?

Du var jo midt i det.

Du arbejdede hårdt, og så ændrede alt sig pludselig.

Jeg ville gerne have set dig.

Man forelsker sig i en præsts datter.

Så man må droppe studierne.

Men du gjorde ikke noget. Ligesom alle andre.

Definer, hvad det betyder at gøre noget.

At sige noget.

Vi sagde mange ting.

- Men det hjalp ikke. - Nej.

- Det hjælper jo nu. - Ja.

Det hjælper.

Du var heldig.

- Tak. - Prøv det.

Her.

Ja, de er gode.

- Bedre end i Vesten. - De er derfra.

Men de smager bedre her.

Til alle for jeres hårde arbejde.

Ja, tag lidt.

Sådan.

Tak.

Vi må tale sammen.

Vi taler jo.

Hvordan betalte du for jordbærrene, Volker?

- Med pengene. - Hvilke penge?

- De kan kun købes for D-mark. - Hvad?

Har han købt dem for vores penge?

- Til alle! - Bare en fin gestus.

Ikke alle kan tage vores penge.

Han mente ikke noget med det.

Hvor meget? Med hvor meget mente han det ikke ondt?

- Han ville gøre noget godt. - Hør her.

Jeg arbejder ikke hårdt for, at andre skal tage sære beslutninger.

Ikke med mine penge. Dem bestemmer jeg over, forstået?

Vi er sammen om det her.

Ikke jeg. Til helvede med "sammen".

Møde!

Jeg troede aldrig, det ville blive nødvendigt. Hvor er tilliden?

Du har aldrig været realistisk.

Hvordan skulle jeg vide, hvad han brugte på al den mad?

Stille, tak. Ti stille.

Hvem tilhører pengene? Og varerne?

Dig?

Volker? Hvem?

- Os alle sammen. - Netop.

Dermed bør alle bestemme, hvad vi gør med dem.

- Vi kan dele pengene nu. - Men de er ikke dine.

Heller ikke vores. De tilhører alle. Alle i landet, altså.

Vi bør give dem tilbage til alle.

Give dem tilbage?

- Vi hævner alle. - Ved at svindle vesttyskerne.

Hvordan? Vi er jo deres bedste kunder.

- Og vores. - Lad os tænke os om.

Vi har halvanden dag. Så kan vi tale sammen.

Lige nu prøver vi bare at få så meget ud af det som muligt.

Vi har nok.

Nu er det bare grådighed.

- Vi har nok. - Hey!

Lad os dele dem nu.

Ved du, at du er til besvær?

Grådighed ødelægger.

Hvordan kan du sige det foran alle?

Er det tilbage til ikke at kunne sige ting igen?

Hvorfor gør du det her?

Har du set Käte? Hendes kinder lyser som en lille piges.

Du skulle måske fokusere på din familie.

Hvorfor?

- Jeg hører til her. - Det er der ingen tvivl om.

Skynd dig!

Du er blevet et arrogant røvhul!

Se i det mindste på mig, når du fornærmer mig!

- Er han gået? - Ja.

For altid?

Det ved jeg ikke.

Hør efter, alle sammen.

Hvem i dette lokale stoler alle på?

Ikke nogen.

- Hvem er mindst upålidelig? - Jeg gør det.

Jeg kan være kasserer.

Er du pludselig så pålidelig?

Hør her. Jeg er 73 år gammel.

Jeg blev født i sult efter første verdenskrig.

Jeg var vidne til anden verdenskrig.

Mere sult. Endnu en valutaform.

Alle pengene forsvandt. Det begyndte forfra.

Jeg tilpassede mig, arbejdede og knoklede.

Med glæde, ovenikøbet.

Nu gør alt, hvad jeg er blevet bedt om at tro på de sidste 40 år,

så endnu et 180 graders-sving?

Lad mig sige dig noget.

Jeg vil hellere begå selvmord end stikke af med dine småpenge.

Det forstår jeg godt. Men pengene...

Ikke noget men, Lunke!

De kom med pengene. De må vælge, hvad de vil bruge dem på.

Det er perfekt. En for øst, en for vest.

Hvor symbolsk. Vaskemaskiner.

- Øst til venstre, vest til højre? - Niks.

Hvidvaskning.

Kom i gang med arbejdet.

Det er høsttid.

Man skal stole på Gud, men stadig binde sin kamel fast.

Det ser godt ud.

- Ser jeg afskrækkende nok ud? - Helt sikkert.

Nu er det os, der er kapitalisterne.

Er der noget galt igen?

Nej.

Jeg ved, at I har gang i noget.

Jeg ved bare ikke hvad.

Gang i?

Hvis bare vi lavede noget fornuftigt.

Du kan fortælle mig det.

Jeg er ikke i tjeneste.

Hvad med dig? Hvad er din plan?

Altså...

Se, hvor du finder din plads?

Ja, jeg får se.

Som et bryllup.

Begge ejer allerede alt. To skærebrætter, æggedelere...

Alligevel vælger man.

Hej, Rainer.

I det mindste holder I sammen som familie.

I ville kunne lide det, hvis vi bare holdt os for os selv.

- Farvel. - Farvel.

- Du kan ikke bare rejse. - Vi kan rejse sammen!

Du og jeg.

Og Dini.

Det er det, det handler om.

- Du burde have sagt det. - Jeg havde ikke et godt tidspunkt.

Ved Robert det?

Du godeste.

Vi tager pengene, bygger noget...

Som en almindelig borgerlig familie, ikke?

Hvorfor ikke tage pengene og bygge noget her til alle?

- Er det her det rette sted? - For mig? Selvfølgelig.

Jeg synes, det er helt perfekt for mig.

Og for dig.

Det er helt perfekt for os her.

- Hvad ville du sige, Marke? - Ikke her.

- Kan du få en til ind? - Ja.

- Hvor er Marke? - Han køber smøger.

- Du er tilbage! - Hvor har du været?

- Vi købte smøger. - Er det sandt?

Er du også tilbage?

Vil du gøre det hele selv? Savner du mig?

- Er der plads tilbage? - Ja.

Utroligt.

Ja.

Hvorfor ikke tænke større?

Større end det her?

- Vi kan købe fabrikken. - Hvad?

Et folkeejet firma. Med pengene.

Det har vi ikke råd til.

Sammenlignet med det tjener vi intet.

Intet...

Hun vil ikke slippe. Hun lader til at være vokset fast.

Læg dig ned med hende.

Væk hende ikke.

Volker?

Vil du sove her?

Siden du spørger så pænt...

Sådan kunne det fortsætte.

TYSKLANDS CENTRALBANK I FRANKFURT

Hold da kæft.

- 200-sedler? De fandtes jo ikke. - Præcis.

- Ring til centralbankerne. - Med det samme.

Bankdirektør? Mit navn er Bahlow.

Jeg er ansvarlig for valutaens tekniske sikkerhed.

Mængden af penge, der cirkulerer, er steget.

Jeg er millionær! Jeg er rig!

Det burde være nok.

- Her. - Tak.

- Ved du, hvad dag det er i dag? - Fredag.

Nemlig.

For fanden da!

Vi klarede det!

Kom, lad os se.

- Godt gået. - Hej, Dini.

- Hvad hedder han? - Bernardo.

Kører du i den nu?

Fik du dine cigaretter?

Jeg er altid et skridt foran.

Til dig.

Vi mangler penge.

- Hvordan? - Jeg har regnet på det. Vi mangler.

- Hvor meget? - Ret meget.

- Du skulle jo holde øje. - Det gjorde jeg også!

Men jeg skulle vel på toilettet.

- Så gør det selv. - Gamle eller nye penge?

Nye.

Fandens.

- Hvem gør sådan noget? - Måske en, der deler dem ud?

Det ville jeg gøre. Dele dem ud om natten.

Til skoler, børnehaver, læger, alle, der gør noget.

- Hvordan ville du gøre det? - Lægge dem i deres postkasser.

Er du vanvittig?

Nej. Og jeg tog dem ikke.

Jeg stjæler heller ikke penge.

- Hvordan går det? - Hej, Erwin.

Alt er, som det plejer.

Hvad laver I?

I kan ikke bare tage, hvad I vil.

Hvordan er det at dele? Vi skulle jo gøre det her sammen.

Lad båndoptagerne være. Jeg lagde dem der.

- Hold op med at skændes. - Vi deler bare højlydt.

- Hvad med den her? - Absolut ikke, stop!

Hey!

Undskyld, Robert!

Lad mig være.

- Kan du gøre noget? - Selvfølgelig.

- Så gør det. - Du kan måske ikke lide det.

Det er lige meget nu.

Okay.

Jeg har læst lidt om det.

Vil I vide, hvad der sker? Det er ikke sjovt.

Det er ufatteligt dystert, bare en masse rod.

Arbejdsløsheden bliver mindst 25 %.

Industriel produktion vil falde allerede i år.

Vurderet til 60 % i snit.

Næste år bliver det 30.

Men alt her tilhører jo folket.

Tror I, at I får noget af det at se?

Nu kan ikke engang vesttyskerne veksle penge mere.

Ja, vi er færdige. Vi kan ikke gøre mere.

Der er undtagelser i aftalen. Der er en lille sætning.

Ja, meget lille.

For østtyskere bosat i udlandet

er den sidste dato den 6. november.

Og hvem er det?

De store kanoner, dem, der måtte rejse.

Præcis. Det er dem!

BERLINS LUFTHAVN

Det er kidnapning.

Markowski ville kalde det gæstfrihed.

Hvad hvis han gør modstand?

- Jeg presser ham lidt. - Hvordan?

Tja, måske...

Afpresning, overtalelse.

Lidt hjernevask.

- Det klarer du? - Ja, med knivskarpe argumenter.

Ja.

Hvad handler det med dig og Maren om?

Ikke noget.

En hel masse intet.

Hr. Kulitzka! Her, kammerat.

Flot bil, Tjajka. "Mågen". Hvor har I den fra?

Vi byttede den for køleskabe og brødristere med russerne.

Der er endda en Kalashnikovrem.

Det er luksus. Det kan man ikke hamle op med.

Nej, det kan ingen.

Jeg er bare glad for at blive hentet.

Ingen afskedsceremoni, ingenting.

Jeg spurgte, om den nye udenrigsminister overhovedet ville mødes.

Jeg fik straks et svar.

De kom til Stockholm for at sikre sig, at jeg ikke tog noget porcelæn.

Det er ikke en genforening.

Det er en snedig overtagelse.

- Hvor skal I hen? Ikke til Berlin? - Bare en lille omvej.

Hallo! Tag det roligt!

Kammerat!

Vi ville bare lave en handel.

Som diplomat og østtysker i udlandet kan du veksle penge for os.

Hvorfra?

De tilhører folket.

- Stjålne, altså. - Uddelte.

Til dem, I vælger.

- Ja. - Stjålne, som sagt.

- Kammerat, vi vil bare... - Ja.

Vi er ikke skurke, vi vil bare have retfærdighed.

Jeg sagde jo ja.

Hvor meget kan du tage uden at vække opsigt?

Kom nu. Hvor meget?

Omkring 500.

Kun 500?

500.000.

Det er godt.

Ved du, hvornår nogle af dine kolleger vender tilbage?

Jeg forstår.

- Hvad er min andel? - To procent, hvis du præsenterer os.

- Fem. - 2,159?

Okay. Erwin fra Uganda kommer snart.

Simmermann fra Sverige. Fra USA, hvad han end hedder.

Barnerski. Horst Barnerski.

Hvornår kommer han? Også i morgen, tror jeg.

- Skal du sove nedenunder? - Nej, jeg holder fest.

- Vil du sige til mor, at jeg er her? - Ja.

Og også far?

Ja.

Han passer på dig.

Det hjælper ikke at stirre ud i luften.

Jeg vil ikke have noget med dem at gøre.

Kom ned. Det her er meningsløst.

Jeg ville fare i flæsket på ham. Han kan veksle 500.000.

Uden at nogen bemærker det.

Uden at blinke.

Vi arbejder for nogle hundrede.

Har han ingen samvittighed? Ingen skam i livet?

De har snydt os i alle disse år.

Det har du altid vidst.

Ja. Men jeg håbede på noget andet.

Ved du hvad?

Det er ikke ingenting længere.

Nu taler vi om store summer.

Først diplomaterne og alle i udlandet.

Så professorerne i Laos. Alt hjælper.

Og de studerende og dem, der sejlede vestpå.

Hvordan gør vi det her? På en stol?

- Man kan intet høre. - Jeg slukker for musikken.

- Ligesom i gamle dage. - Sprutten gjorde dem smukkere.

Vi har en pengeautomat, og den bliver bare ved og ved.

- Må jeg få din stol, Jannik? - Hvorfor?

Vi skal stå på en stol.

Undskyld. Det tager kun et øjeblik.

Vi vil tale lidt fornuft.

I er nogle lyseslukkere.

Er I lykkelige?

Det er jo som en undergang at samle penge ind.

- Og det er dårligt for karakteren. - Præcis.

Godt, at jeg allerede har opbygget min karakter de seneste år.

- Bemærkelsesværdigt. - Ja.

Vi har lagt en plan.

Vi køber det folkeejede firma.

Hellere en mikroovn end en østtysk fabrik.

- Jeg forstår. - Regn med mig.

Det er det eneste fornuftige.

Sikke noget vrøvl. Hvordan giver det mening?

Det betyder en fremtid og meningsfyldt arbejde for os.

Det er samfundsromantik.

Helt urealistisk.

Ved I, hvad sådan en fabrik koster? Millioner af millioner!

- Sikkert, ja. - Men vi har uendelige aktiver.

Præcis!

- Hvis vi ikke bliver taget. - Hvis vi ikke bliver taget.

I går først.

Ved du, hvad der sker, hvis du bliver taget?

Bare rolig. Der sker ikke noget.

Du mister dine børn.

Hvad er det, du ikke kan lide? At du ikke bestemmer mere?

At dine forsøgsrotter kan klare sig selv?

Kom så.

- Må jeg fortælle dig noget? - Hvis du vil.

Vi valgte ikke hinanden. Det kaldes at være familie.

Jeg mener bare, at du er en del af det nu.

- Har du pruttet, Jannik? - Hvorfor?

Jeg kan lugte det. Råddent, som babylort.

Jeg har ikke pruttet.

Hvad er der?

Jeg troede, de ville glemme det.

De tror vist, at ildelugtende spray holder folk væk.

Sjovt. Som om vi var mårer.

Ved de, at vi har været her?

Kan de se os?

- Har de sat kameraer op? - Jeg kan ikke se nogen.

Plesnik er rejst vestpå. Jeg er stoppet. De mangler måske teknikere.

Vi tager, hvad vi kan, en sidste gang.

Penge lugter vel ikke?

Hvor er du pludselig aktiv.

Først smadrede vi socialismen.

Kapitalismen er det næste.

Bare vent!

Jannik!

- Er du okay? - Ja.

Du godeste.

Jeg kan ikke se dig, Marke. Jeg kan bare ikke se dig.

Tak.

Jeg kan heller ikke høre dig.

Hvad har du gjort?

Hun skal nok klare den.

Kom så, tag sækkene!

- For fanden da. - Kom så, Marke!

Denne vej.

- Gennemsøg sektion C. Afspær sektion D. - Javel.

Vær stille. De må være her et sted.

Sig, han skal klatre op.

Deroppe.

I har ret, jeg tager fejl.

Anhold mig.

Jeg tror ikke på, at penge er alt, men det ser ret sejt ud.

Er der andre deroppe?

- Hent stigen. - Nej, vi er her.

Der kan man bare se.

- I vil have de gamle penge. Hvorfor? - Vi er samlere.

Vi kunne have taget mere.

Du er vores bedste mand.

Nej.

- Nej. - Det er farligt.

Vi har brug for vores bedste mand.

Der er han.

De spurgte, om jeg havde penge at investere.

Selvfølgelig. Er det ikke nok, skaffer vi mere.

Fik vi den?

Hvor meget kostede fabrikken? Forhandlede du en god pris?

Det synes jeg.

Hvor meget?

Sig det.

En mark.

Hvad?

En mark?

En vesttysk mark.

Sådan er det.

Laver de sjov?

Det er alt for billigt. Det går jo ikke!

Hvordan tror du, det føles at gøre sådan noget?

Hvordan jeg havde det i en kø fuld af giftslanger?

Du forhandlede jo slet ikke!

Det behøvede jeg ikke.

Lunke ser bleg ud.

Det kan vi lave om på.

Tilbage igen?

Det er som en ventil, der åbnes.

Og luften lukkes ud.

Vi har brug for mange penge.

Til genopbygning, modernisering...

Det bliver dyrt.

Vi har brug for et godt budget.

Alene at betale løn i et halvt år, indtil ordrerne begynder at komme.

Det bliver svært.

Jordrensningen koster en formue.

- Jordrensning? - Det kan blive dyrt.

- Ja. - Tungmetaller.

- Virkelig? - Ja. Meget dyrt.

Ellers havde de ikke solgt så billigt. De ved, hvad de gør.

Op i røven med jordrensning.

Brok virker altid.

Vi er for dyre til øst. Lønninger og det dobbelte i D-mark.

Men myndighederne ved ikke, at vi også eksporterede til Vesten.

Med disse maskiner, sagde Siegl.

Hvem styrede dem? De stod der jo bare.

- Günther og Körge. - Kødhovederne.

Det var ikke et sjovt job.

Det virker stadig.

Hvad er det?

En lille, proplignende metaltingest.

- Tingest? - Hvad ellers?

Hvor er ordrebøgerne?

Her er de!

Her.

Vent lidt.

Ja, de blev solgt til Vesten, men ikke kun til Tyskland, men også...

Til Sverige.

Hvad? Sverige?

Det er et højtpræsterende firma.

Sikket fund.

Havde de kendt til Sverige, ville de have bedt om millioner.

Hvis ikke mere.

Det er som at flyve.

Sverige.

Sverige.

Tingene!

Jeg forstår ikke, hvad det er.

- Det er ikke nødvendigt. - Vi var lavtlønnede arbejdere for Vesten.

Lunke?

Det var det, vi lavede hele tiden.

Det var altid en femårsplan. Alt for at redde socialismen.

Sikke noget vrøvl.

Vi arbejdede for at holde sammen på verden.

Men ikke vores. De andres.

Var det sådan, det var?

Var det det, vi lavede hele tiden?

Skal du også have en bamse?

Nej, skat.

Jeg skal lave forretninger.

Til helvede med det her!

Lad os rejse. For Dinis skyld.

Nej, du skal blive for Dinis skyld!

Hvad har Dini med det at gøre?

Så ikke engang fem minutter denne gang?

Achim er i Kassel nu. Hans familie arbejder hos Henschel.

De har brug for en masse arbejdskraft, og de betaler bedre.

Penge? Forlader du os for flere penge?

- Jeg er resterne af tyggegummiet. - Nej.

- Det kan ikke være os tre. - Nej.

Kan du ikke klone dig selv?

Hvor meget skal du bruge? Jeg har lidt penge.

Jeg kan ikke købes.

Okay.

Send mig et postkort en dag.

- Helt sikkert. - Farvel.

Er han rejst?

Ja.

For altid?

Ja, for altid.

Og du og jeg?

Du skal ikke behandle mig sådan mere.

Jannik...

Hvem?

Os.

Hvem er "vi"? Sludder.

Jeg tog pengene.

Nej. Det gjorde vi.

Alle sammen?

43 myndige personer.

Og 11 børn.

Ved I, hvad I har gjort?

Ja. Vi tog det tilbage, som var vores.

Vi tog magt fra staten for at kontrollere mængden af penge.

- Det er meget farligt. - Det kan betyde inflation.

- Vidste du godt det? - Ja, jeg syntes, det var interessant.

Interessant?

Du er fra Vesttyskland. Du har ingen magt her.

Vi er stadig en selvstændig stat. Du er her under østtysk lovgivning.

Vi informerer pressen.

De har ret. Jeg har ingen magt her.

- Er det Genscher? - Det er det.

Vi må tale sammen.

Jeg er enig.

Vi har ikke råd til sådan en skandale.

I vil ikke have et ramaskrig. Ingen Robin Hood.

Og ingen Lech Walesa.

Vi ved ikke, om Gorbatjov er stabil.

Skal man føre en ko over tynd is, skal det gå hurtigt.

- Så den ikke sparker bagud. - Netop.

Hvad er jeres krav?

Vi vil have mere tid til at arrangere eksport til øst.

Jeres realistiske krav.

Hvis I ikke ved det...

...så har jeg en ide.

- Ret varmt for Østersøen. - Jeg vil ikke brænde fødderne.

- Vil nogen have en drink? - Det er ikke så slemt her.

Har I set kontrakten? Øen er vores.

Dini, kom her.

Ingen må komme her uden vores tilladelse.

Vi må bevare naturen.

Hvordan går det?

Hvornår rejser du?

Det er ikke så let længere.

Er du begyndt at kunne lide ansvar?

Jeg troede, du var en sommerfugl,

der gør, hvad der passer den.

Det er rart, at nogen bemærker min elegance.

Din charme virker ikke på mig.

- Hver sætning er som et barberblad. - Hej med jer.

Er I klar over, at jeg er en del af forhandlingen, selvom I udelukker mig?

Ved I hvad?

Hvis vi tre ikke kan håndtere det, vi tre udgør,

hvordan skal vi så starte på noget nyt?

- Vil du starte på noget nyt? - Generelt, mener jeg.

Hej, skat.

Det her kunne blive et samfund.

En ønation. Men for alvor denne gang.

Jeg er med.

Er her ikke lidt kedeligt?

Hvad skal vi lave?

Skal du altid have noget at lave?

Jeg ved ikke, om solbadning er min største styrke.

Hvad synes du om bamser?

- Søde. - Det var ikke det, jeg mente.

Dini.

Hvad?

- Hvad er det i din bamse? - Hvad?

Hvad tror du, det er?

Vest.

Hvad er det?

- Hvad er det? - Penge?

Utroligt.

- Den er fuld af dem! - Umuligt.

Kun sedler.

- Tog du pengene? - Hvor meget er der?

Dini.

Det stopper ikke. Den er helt fuld.

Men jeg har mine krav.

EN FILM AF OG MED

KUN FÅ FIRMAER FORBLEV ØSTTYSKE EFTER 1990.

MED TIDEN NÅEDE DE VERDENSMARKEDET.

FOR EKSEMPEL:

BASERET PÅ EN SAND HISTORIE

ALLE ØSTTYSKLANDS PAPIRPENGE BLEV OPBEVARET I BUNKERKOMPLEKS 12.

NOGLE SMARTE TYVE STJAL FLERE SÆKKE MED PENGE.

DET BLEV FØRST AFSLØRET, DA 200-OG 500-MARKSEDLER

PLUDSELIG DUKKEDE OP, SOM ALDRIG VAR BLEVET BRUGT FØR.

OMKRING 620 MILLIONER SEDLER BLEV BRÆNDT I 2001.

DET ER ENDNU UVIST, HVOR MANGE DER DELTOG I TYVERIERNE,

OG HVOR MANGE PENGE DER FAKTISK FORSVANDT.

200-OG 500-MARKSEDLER DUKKER STADIG OP.

SENEST I WIEN.

DER VAR ALDRIG ET STORT BEHOV FOR AT KLARLÆGGE HISTORIEN.

"PENGE ER TRYKT FRIHED" DOSTOJEVSKIJ

Tekster af: Nicolai Brix