Original subtitles

Det er maj 1945. Nazismens skygge trækker sig endelig tilbage.

Kontinentet er hærget af krig. Nu ønsker alle blot at leve på ny.

Men selvom våbnene tier, er anden verdenskrig endnu ikke forbi.

Det tredje rige har overgivet sig, men volden vil ingen ende tage.

Europa vil forblive vædet i blod i lang tid endnu.

Man har lige lagt våbnene fra sig, da en ny krig truer.

Et jerntæppe har sænket sig over kontinentet.

Nazismen er snart blevet erstattet af et nyt frygtindgydende tyranni.

Den 8. maj 1945. Nazityskland har endelig overgivet sig.

Overalt i Europa fejrer man sejren.

"Det er forbi," siger de. "Det er forbi."

I alles øjne kan man skimte håbet om en bedre verden.

I Moskva, New York, Paris, London, Amsterdam, Prag.

Folk jubler overalt.

I en landsby i Belgien holder man karneval-

-og hele historien bliver genfortalt.

Flugt, fangenskab.

Befrielse. Der er Sejren til hest.

Og de fire store stjerner.

Churchill, de Gaulle, Roosevelt og Stalin.

Glæden er ægte nok, men den vil ikke vare ved.

Nazityskland er måske nok besejret, men Europa er tvunget i knæ.

Det har været den blodigste krig i menneskehedens historie.

27 millioner sovjetborgere er forsvundet.

Tyskland har mistet 4,5 mio. soldater og over 1,5 million civile.

Næsten 6 mio. jøder er blevet udryddet.

I hele Europa har anden verdenskrig-

-kostet næsten 40 millioner mænd, kvinder og børn livet.

Kontinentet er én stor kirkegård.

De overlevende sørger over de døde, mens alt omkring dem ligger i ruiner.

I Sovjetunionen er over 70.000 byer og landsbyer blevet udslettet-

-af den tyske besættelsesmagt.

I Frankrig er hundredtusindvis af bygninger blevet jævnet med jorden.

I Holland er digerne brudt sammen. De blev saboteret af nazisterne.

Nu står hele kvarterer under vand.

Budapest ligger i ruiner. Hele byen bærer præg af voldsomme kampe.

Hvad Berlin angår, så er den blot en skygge af sig selv.

Disse ruiner er alt, der er tilbage af Warszawa.

90% af byen er blevet ødelagt.

Den amerikanske fotograf John Vachon udtalte:

"Jeg forstår ikke, det kunne gå så vidt.

Det er så brutalt. Jeg kan ikke forstå det."

Der har aldrig været en større katastrofe.

Det frugtbare Europa er blevet forvandlet til et goldt månelandskab.

Fra maj 1945 kom hundredtusindvis af tyskere tilbage fra landet.

De var flygtet derud for at undslippe krigens rædsler.

Der er ingen benzin.

Hitler ønskede et tusindårsrige-

-men har i stedet sendt sit folk tusind år tilbage i tiden.

Nu er de hjemme, og de har alle brug for mad og et sted at bo.

Men alle har det hårdt.

Infrastrukturen er brudt sammen, så forsyninger kan ikke nå frem.

Der er intet tilbage.

Man skal bruge kuponer til alting. Brød, mælk, tøj, kød.

Selv i Frankrig, der blev befriet for flere måneder siden-

-er kødrationen nogle få hundrede gram om dagen inklusive knogler.

Det er én lang kø.

Selv vand er strengt rationeret. Man må ikke gå rigtigt i bad.

Situationen er forfærdelig i Napoli og i Budapest.

Hundredvis af gadebørn er så sultne, at de er villige til alt.

Inklusive prostitution.

De roder efter madrester eller noget, de kan handle med.

Et par kulstykker er værdifulde varer.

Sådan en nød fører hurtigt til plyndringer.

USSR, De Forenede Stater-

-Storbritannien og Frankrig har vundet krigen.

Men vil de formå at vinde freden?

Denne armod og ødelæggelse bliver forværret af endnu et problem.

Hvad skal man gøre med de millioner af tyske og italienske krigsfanger?

De er mange, men de er blot en del af den enorme folkevandring.

En af de største, man har set.

Et tocifret antal millioner er blevet fordrevet under krigen.

De længes alle efter at vende hjem.

De allierede står over for en tilsyneladende umulig situation.

Hvordan skal man løse problemerne?

Hvordan kan man genoplive og genopbygge kontinentet?

Og frem for alt. Hvad skal man gøre med det besejrede Tyskland?

Fra nu af er Berlin i russernes hænder. De nåede først frem.

De gjorde sig populære ved at levere friske forsyninger til byen.

Det er en fin gestus, men piben får en anden lyd.

Rusland er blevet hærget-

-så på Stalins ordre river man fabrikker ned-

-og fragter maskinerne bort. De fjerner endda jernbanespor.

Det hele bliver sendt østpå.

Kvinder bliver desværre også betragtet som krigsbytte.

Over 2 mio. tyske kvinder er blevet voldtaget af Den Røde Hær.

Som denne ukendte kvinde.

For hende som for mange andre er krigen endnu ikke forbi.

I juni 1945 ligger Berlin åben for alle sejrherrerne.

Her mødes Eisenhower, Montgomery, Zhukov og De Lattre.

De er alle enige. Tyskland skal knægtes.

Ifølge Jalta-aftalen skal USA, Rusland-

-Storbritannien og Frankrig dele Tyskland imellem sig.

Berlin er i den russiske zone, men de deler byen i fire.

Det skal symbolisere sejrherrernes samarbejde.

De allierede fejrer det i fællesskab.

Men bag deres smil lurer en krudttønde af uenigheder.

Og lunten er tændt.

Man rejser de første skilte, der opdeler byen.

Og mens charmerende rekrutter dirigerer trafikken-

-finder man sig til rette.

Du kan bare filme, men jeg holder ikke op med at arbejde.

Sejrherrerne poserer for at blive udødeliggjort.

Det har de også fortjent efter fem års krig.

Amerikanere besøger Rigsdagen eller det olympiske stadion.

De besøger det sted, hvor Hitlers lig angiveligt blev brændt.

Benzindunkene ligger der endnu.

Under tyskernes kamp for at overleve bliver Føreren hurtigt glemt.

En ung Berliner skriver:

"Nu vender alle ryggen til Hitler, som om intet var sket.

Alle blev forfulgt, og ingen gjorde noget."

Men de allierede har intet glemt.

I deres øjne er tyskerne fortsat farlige og ikke til at stole på.

Amerikanerne får klare ordre. De må ikke fraternisere.

VÆR MISTÆNKSOM

Et sted i Tyskland er der tusindvis af stormtropper.

De skjuler sig som en del af mængden, men de holder øje, og de hader dig.

Alle tyskere er en potentiel kilde til problemer.

Man må derfor ikke fraternisere med nogen tyskere.

Det tyske folk er ikke vores venner.

For soldaterne er det vanskeligt at adlyde.

Den store lidelse påvirker dem. Som en officer bemærker:

"Når jeg ser 2-3.000 gamle kvinder og børn-

-der alle ser svage og skræmte ud-

-så kan jeg ikke undgå at føle medlidenhed."

Og mange soldater havde ikke set en kvinde i flere måneder.

En attache fortæller:

"For en mand, der er træt af andre mænd-

-er alt i en kjole tillokkende.

Soldater og fräuleins var som magneter og stål."

Snart danser pigerne ikke kun med hinanden i dansesalene-

-og prostitution er udbredt. Der er både professionelle og amatører.

De tyske mænd forbander besætterne-

-men de kan ikke hamle op med soldaternes rationer.

"Se bare," knurrer de.

"Tysklands fremtid er en amerikansk soldat og en tysk luder."

Man har travlt i de ødelagte byer.

Man skal have vand, reparere broerne og rydde murbrokkerne.

Det hele skal gøres i hånden. Der er ingen maskiner tilbage.

Berlinerne er tvunget til at rydde op i deres by.

Hvis de vil have noget at spise, må de komme i gang.

Tusindvis af kvinder går sammen for at fjerne de mange ton murbrokker-

-som deres by er begravet under.

De kalder dem "Trümmerfrauen". Ruinkvinder.

Det er udmattende og tilsyneladende endeløst arbejde.

Og imens vandrer titusindvis af navnløse børn igennem ruinerne-

-mens de leder efter deres familier.

På vej gennem Tyskland skriver en britisk major:

"Det mest tankevækkende er fraværet af mænd mellem 17 og 40.

Det er en verden af kvinder, børn og ældre."

Ægtemændene, sønnerne og fædrene er døde.

Eller også er de interneret.

De allierede har fortsat næsten 11 mio. krigsfanger.

Og det er dyrt. Så de skal tjene til føden.

Sejrherrerne deler dem-

-og de må genopbygge de lande, de har været med til at ødelægge.

De er moderne slaver, der bliver lejet ud for sulteløn.

I England og Frankrig udskriver man-

-over en million tyske krigsfanger til tvangsarbejde.

Fangerne må til tider udføre farligt arbejde.

De skal rydde alle de miner, der er blevet lagt ud under besættelsen.

Det koster mange af dem livet.

For at blive konfronteret med dem-

-bliver nogle tvunget til at åbne massegravene for deres utallige ofre.

Sejrherrerne drager taberne til ansvar.

Samtidig regerer de et opdelt Tyskland med mange fanger.

Det bliver snart for meget for dem.

Hvordan skal de hjemsende de millioner af fanger-

-som Tyskland har hentet overalt, og som ønsker at vende hjem?

Jøderne og de politiske fanger, der fortsat sygner hen i lejrene.

De fanger, der vælter ud af de tyske krigsfangelejre.

Alle nazisternes tvangsarbejderne, der nu forlader deres fabrikker.

Og så er der alle de civile, der flygtede fra kampene.

I alt har krigen medført-

-at 40 millioner mennesker er blevet fortrængt fra deres hjem i Europa.

Et sammensurium af forskellige nationaliteter vader gennem ruinerne.

I hjertet af Tyskland-

-strømmer kolonner af dem over en improviseret bro.

Over 2 mio. russere, 1 mio. polakker, 330.000 tjekker-

-og 600.000 flygtninge fra Centraleuropa er alle på vej mod øst.

Samtidig er over to millioner franskmænd, 570.000 belgiere-

-400.000 hollændere og 420.000 italienere på vej vestpå.

En engelsk journalist udtaler:

"Man ser hele Europas historie på Tysklands veje."

Det bliver hurtigt et mareridt-

-at have denne tidevandsbølge rullende omkring.

For mange af disse flygtninge tænker kun på én ting. Hævn.

På vej gennem landsbyerne-

-trækker rigets ofre et spor af tyveri, voldtægt og ødelæggelse.

De lokale lader endda det hvide flag hænge ud af vinduet.

Man plyndrer løs.

"Russere, polakker og franskmænd har travlt.

De må standses," bemærker en britisk kaptajn.

Overalt har krigen drænet menneskets værdighed.

I udryddelseslejrene straffer fangerne deres fangevogtere.

En fange indrømmer: "Da jeg blev befriet, mente jeg-

-at vi skulle have slettet Tyskland fra landkortet."

Nogle nazister forsøger at skjule sig blandt deres ofre.

Soldaterne beder fangerne om at udpege dem.

Og nogle gange lader de dem tage hævn.

Mordernes håndlangere bliver også straffet.

I Dessau-lejren i Tyskland identificerer man en gruppe.

Fotografen Henri Cartier-Bresson er vidne til scenen-

-og foreviger den for eftertiden.

En informant bliver konfronteret med en kvinde-

-som hun havde angivet.

Det er begyndt at haste.

Man må sørge for, at disse mennesker kommer hjem i en fart.

Og det er farligt. For de kan alle bære på en usynlig plage...

Plettyfus.

De allierede laver vejspærringer. De har ét formål.

Alle skal sprøjtes med DDT, et kraftigt insektmiddel.

"DDT-pulver," fortæller en mand. "I ansigtet. Ned i bukserne.

I ørene og op i næsen. Man kunne smage det. De druknede os i det."

Alle, som amerikanerne afluser, får udstedt et kort.

Snart må ingen krydse Rhinen, medmindre de har sådan et kort.

De overlevende fra Holocaust aner ikke, hvordan de skal komme hjem.

De er for svage og for syge.

I starten forstår de allierede ikke den lidelse, de har været udsat for.

De fleste af nazisternes fanger har overlevet-

-men det er blot 2% af jøderne, der har undgået udryddelse.

Man har ingen plan for, hvordan man skal tage sig af dem.

Så de allierede improviserer og brødføder dem med det, de nu kan.

Seks uger efter at Bergen Belsen var blevet befriet-

-var 13.000 fanger døde af plettyfus eller af fejlernæring-

-der skyldtes, at de fik alt for fed mad.

Et par uger efter sejren bærer de overlevende stadig fangedragter.

Og de dør fortsat.

CHARTER BLIVER UNDERSKREVET

Det er et historisk øjeblik, da lord Halifax anmoder om-

-at man stemmer om chartrets vedtagelse.

Og lederne af de 50 delegationer rejser sig for at blive talt.

Alle stemmer for. Et charter for ny verden er født.

Der hersker fortsat kaos i Europa-

-men i San Francisco ratificerer FN sit charter af 26. juni 1945-

-i den hensigt at forhindre krige mellem nationer i al fremtid.

FN vil lindre det gamle kontinents lidelser.

Dets nødhjælpsorganisation UNRRA sender fornødenheder-

-som kartofler, madolie, kød, sæbe og tøj-

-til de mange millioner flygtninge.

Tusindvis af efterladte børn kan nu begynde et nyt liv.

Man ser nu smil på alle de ansigter, der havde mistet ethvert spor af håb.

UNRRA inddeler dem i grupper efter deres nationalitet-

-og sørger for, at de bliver sendt hjem.

Togsporene bliver repareret lidt efter lidt.

Og de første tog kan drage af sted til Europas byer.

Det er en glædens konvoj-

-der giver håb om, man kan gense sine kære.

Nogle af de tårer, der udgydes, er nu glædestårer.

Det er et organisatorisk mirakel. I vest indsætter man 1.500 fly-

-så man kan fragte 36.000 mennesker sikkert hjem om dagen.

I Bruxelles, Paris, Amsterdam-

-Moskva og Prag vender de hjem til en hjertelig modtagelse.

En korporal, der vendte hjem efter fem års fangenskab, skriver:

"På perronen så jeg alt, jeg havde kær.

Min kone, min datter. Hele mit liv.

Det er endnu ikke gået op for mig, at jeg nu er en fri mand."

En kvinde fortæller, at hun...

"aldrig vil glemme det øjeblik, vi faldt hinanden om halsen.

Hvilken lykke. Der var glædestårer. Det var en vidunderlig hjemkomst."

Hans lille pige, som han sidst så, da hun var ét-

-og som nu var seks, omfavnede ham og sagde "far, far"-

-som om han aldrig havde været væk."

Men bag lukkede døre kan disse hjemkomster til tider være bitre.

Mændene, der vender hjem, er som fremmede for deres familier.

Befrielsen fører til en stor stigning i antallet af skilsmisser i Europa.

Nogle vender hjem til familien-

-men andre opdager, at ingen venter på dem.

Det er særligt smertefuldt for de få jøder, der har overlevet.

De er i så dårlig forfatning-

-at man er nødt til at oprette herberger til dem.

I Paris bliver de indkvarteret på Hotel Lutetia.

Efterretningstjenestens hovedkvarter giver de hjemløse husly.

På en væg hænger der billeder-

-hvor der blot står "savnet" og et navn.

For mange er det en kortvarig glæde at vende hjem.

Deres familie og venner er forsvundet.

Fangen Louise Alcan udtaler: "Der var ingen glæde tilbage.

Vi tog for mange døde med os hjem."

Disse overlevende vil længe blive hjemsøgt af det, de har oplevet.

Nazismen er måske nok død, men det antisemitiske had lever videre.

Østeuropa er hærget af pogromer, længe efter at krigen er forbi.

Den værste af dem finder sted i Kielce, blot 200 km fra Warszawa.

Det starter med, at en 8-årig dreng hævder-

-at han har været kidnappet af jøder.

Som gengældelse bliver 42 jøder dræbt og 80 såret.

I pøblen finder man både kvinder, soldater og betjente.

Massakren i Kielce har berørt hele verden.

Disse kvinder overlevede lejrenes rædsler.

De er frie, men de har nu mistet deres kære.

Denne forbrydelse blev begået af polakker.

Vi kan ikke benægte, at vi bære ansvar for den.

Den vil plette Polens ry.

En polsk jøde fortæller:

"Det føltes, som om vi levede på flyvesand.

Vi ville i gang med at leve som mennesker igen.

Pogromen i Kielce fik illusionerne til at briste.

Vi kunne ikke blive der et øjeblik til."

Men hvor skal de rejse hen?

Mange drager af sted for at finde asyl.

Som disse 900 forældreløse tjekker, polakker og ungarere fra Buchenwald.

De håber alle at kunne begynde et nyt liv i vesten.

Regeringerne i Østeuropa lader dem rejse-

-og er ikke kede af at slippe for dem.

I juli 1945 mødes de tre store i hjertet af det besejrede Tyskland-

-for at forhandle sig frem til de nye regler.

Den nye præsident, Harry Truman, hylder de mænd-

-og det mægtige arsenal, der sikrede sejren.

Han rejser til den sovjetiske zone.

Til Potsdam, der kortvarigt bliver verdens centrum.

Stalin ankommer en dag for sent.

Den amerikanske ambassadør Averell Harriman bemærker-

-at det må være tilfredsstillende for ham endelig at være i Berlin.

Stalin svarer koldt: "Zar Alexander nåede til Paris."

Det er Kremls capo, der dominerer konferencen.

Hans hær har befriet Østeuropa-

-og nu skal den røde fane vaje over det hele.

Han har et godt kort.

Kommunistpartier overalt vil blindt adlyde hans ordrer.

Stalin er blevet placeret lige over for Harry Truman.

I Stalins øjne er Truman blot en butiksbestyrer fra Kansas City.

"Han kan ikke hamle op med Roosevelt," udtaler han.

"Han er hverken intelligent eller veluddannet."

Men Roosevelts efterfølger er også mødt op med en trumf i ærmet.

Den hedder Trinity. Den første atombombe.

Fire dage forinden har man afprøvet Trinity i New Mexico-

-og dér målt en sprængkraft, der svarer til 20.000 ton TNT.

Det er et vendepunkt. Mennesket træder ind i atomalderen-

-da det skaber et altødelæggende våben.

Diskussionerne fortsætter.

Truman bekendtgør kryptisk, at han har udviklet nyt våben.

Stalin ikke så meget som blinker.

Men privat betror han sin udenrigsminister Molotov-

-at de må indhente USA.

"Washington og London håber, at vi ikke selv vil kunne udvikle bomben.

Vi skal acceptere deres planer. Men det kommer ikke til at ske."

Få dage senere beordrer Truman, at man smider to atombomber.

Over Hiroshima den 6. august.

Og over Nagasaki den 9.

På få minutter dræber eksplosionen over 150.000 japanere.

Solens rige overgiver sig. Anden verdenskrig er forbi.

Alle tre. Lad os få et, hvor I alle sammen giver hånd.

Stalin er kommet til Potsdam som den stærke mand.

Men han opdager, at butiksbestyreren er mere determineret-

-end han havde troet.

Imens disse diskussioner står på-

-bliver mennesker fortsat fanget i befrielsens vanvid.

I Frankrig, Italien, Belgien, Norge og Danmark-

-bliver kvinder klippet skaldet.

Enhver kontakt med fjenden er nok til at vække mistanke.

Disse reelle eller imaginære forbrydelser-

-tillader selvtægtsmænd at give deres vrede frit spil.

Mænd, der har følt deres virilitet truet, får afløb for deres følelser.

Helt op til 1946 blev titusindvis af kvinder ydmyget på denne måde.

Det er ikke kun hår, der bliver klippet af. Hoveder ruller også.

I Cusset i Allier bliver to kollaboratører hentet i fængslet.

Og politiet lader mængden få afløb for sine følelser.

Denne barbariske udrensning finder sted overalt i Europa.

Det er, som om at bladet skal plettes af vold, inden man kan vende det.

Når man har fået afløb for raseriet, skal retfærdighed ske fyldest.

I Frankrig, Belgien, Italien, Holland og Norge-

-kommer hundredtusindvis af kollaboratører for retten.

Nu skal bødlen på arbejde.

I Italien foreviger filmskaberne Visconti og De Santis-

-udrensningernes brutalitet.

Disse optagelser er misvisende.

Mange kollaboratører bliver dømt in absentia, eller de slipper udenom.

Men efter flere års blodudgydelser-

-længes verden efter en epilog og en følelse af afslutning.

I 1945 bliver den største retssag i historien indledt i Nürnberg-

-hvor de antisemitiske love var blevet bekendtgjort ti år tidligere.

Nazipartiets ledere skal stå til ansvar for deres forbrydelser.

Iblandt dem er Hermann Göring. Hitlers højre hånd.

Rudolf Hess.

Men også Wilhelm Keitel. Værnemagtens øverstbefalende.

I alt bliver 21 tidligere ledere stillet for retten.

Da retssagen begynder, henvender anklageren sig til juryen.

De forbrydelser, vi ønsker at fordømme og straffe-

-har været så overlagte, så onde og så forfærdelige-

-at civilisationen ikke vil kunne tolerere, at de bliver ignoreret.

Den vil ikke kunne overleve, at de bliver gentaget.

De anklagede rejser sig på skift.

Jeg erklærer mig ikke skyldig.

Jeg erklærer mig ikke skyldig i anklagerne.

-Jeg erklærer mig ikke skyldig. -Ikke skyldig.

Det kræver næsten et år, 400 høringer og 16.000 siders transskription-

-at blotlægge nazismens barbarisme.

Blandt vidnerne er modstandskvinden Marie-Claude Vaillant-Couturier-

-der sad i både Auschwitz og Ravensbrück.

Hendes vidnesbyrd gør indtryk.

-Var du selv vidne til det? -Ja.

En nat blev vi vækket af frygtelige skrig.

Den følgende dag hørte vi fra de mænd-

-der arbejdede i sonderkommandoen...

Gaskommandoen....

... at man dagen forinden var løbet tør for gas-

-og at man derfor havde smidt børn levende ind i ovnene.

Disse grusomme gerninger medfører, at man for første gang-

-anvender betegnelserne "folkemord" og "forbrydelser mod menneskeheden".

Der følger hundredvis af retssager.

For eksempel den mod Ilse Koch. Heksen fra Buchenwald-

-der samlede på tatoveringer og skrumpehoveder.

Hendes makabre trofæer bliver anvendt som beviser.

Hun idømmes livsvarigt fængsel.

De værste forbrydere bliver hængt.

For eksempel Tjekkoslovakiets svøbe. Karl Hermann Frank.

Deres lig bliver kremeret og deres aske spredt-

-så der ikke vil være et mindesmærke for dem eller deres forbrydelser.

I Rusland tiltrækker henrettelserne tusindvis af tilskuere-

-der vil se deres undertrykkere dø.

Mange henrettes, men man udsletter ikke alle nazisterne.

For eksempel brændte Divison Das Reich landsbyen Oradur-Sur-Glane ned-

- og massakrerede 642 mænd, kvinder og børn.

Men dens øverstbefalende, general Lammerding, sover fredeligt ind.

Og hvor mange af de andre bag Den Endelige Løsning-

-vil forblive på fri fod?

Efter hævnen er det blevet tid til at genopbygge.

Men det bliver en enorm opgave at trække Europa ud af skyggerne.

Folk sulter fortsat.

Og så længe Tysklands fremtid er uvis, lurer en ny krig.

Amerikanerne og russerne har forskellige syn på fremtiden.

De allierede har vundet krigen. Men kan de vinde freden?

Jonathan Kobylecki Højen www.btistudios.com