Original subtitles

Engang p� denne selv samme Jorden, under denne selv samme sol,

l�nge f�r dig...

Ogs� f�r aben og elefanten,

f�r ulven, bisonoksen, hvalen,

f�r mammutten og mastodonten p� dinosaurernes tid.

Kom s�!

Der var to slags dinosaurer.

Nogle havde flade t�nder og spiste tr�ernes blade,

og nogle havde skarpe t�nder tiI at spise k�d, og de jagede bladspiserne.

S� begyndte bladene at d�.

De m�gtige dyr, som lod tiI at regere Jorden,

blev i sandhed styret af bladet.

Desperate efter mad

drog nogle af dinosaurflokkene vest p�,

hvor de s�gte efter Den Store Dal, et land, der stadig var frodigt og gr�nt.

Det var en rejse mod liv.

Det var en march med mange farer.

Skarpt�nder fulgte efter flokkene, ventende p� at tage de, der strejfede omkring.

Bladspiserne stoppede kun for at kl�kke deres unge.

Mor.

Nogle af de unge virkede tiI at v�re f�dt uden frygt.

Men selv det at kl�kke kunne v�re farligt.

�n flok havde kun en enkelt baby, deres sidste h�b for fremtiden.

De kaldte ham "Lillefod".

Her erjeg.

V�r ikke bange. Kom frem.

Alt, der var tilbage af hans flok, var hans mor, bedstemor og hans bedstefar.

Han kendte dem ud fra deres udseende, deres lugt og deres k�rlighed.

Han vidste, at de ville v�re sammen for altid.

V�r forsigtig, min Lillefod.

Smukke Lillefod.

Mor, er det her alt, der er at spise?

Undskyld, min k�re. Landet har �ndret sig.

Derfor m� vi g� s� langt, som vi kan hver dag,

indtil vi n�r Den Store Dal.

Lillefod, hurtigt, kom her.

Se, deroppe.

En tr�stjerne.

Den er meget speciel.

En tr�stjerne.

Den er meget speciel. Den vil hj�lpe dig til at vokse dig st�rk.

Der, hvor vi skal hen, der er s� mange af de blade.

Kom.

Den Store Dal er fyldt med gr�nt mad som det her,

mere end du nogensinde kunne spise,

og mere frisk, koldt vandt, end du nogensinde kunne drikke.

Det er et vidunderligt, smukt sted,

hvor vi kan leve lykkeligt med mange flere af vores egen slags.

Hvorn�r n�r vi frem?

Den lyse cirkel skal passere os mange gange,

og vi m� f�lge den hver dag for at n� hen til, hvor den r�rerjorden.

Har du nogensinde set Den Store Dal?

Nej.

Hvordan ved du, at den virkelig er der?

Nogle ting ser man med sine �jne, andre ting ser man med sit hjerte.

Jeg forst�r det ikke, mor.

Det vil du, min s�n. Det vil du.

Lillefod, g� ikke for langt v�k.

Hej!

Hvad griner du af?

Lillefod.

Kom, Cera.

Trehorn leger aldrig med langhalse.

Lillefod.

Trehorn leger aldrig med langhalse.

Langhalse?

Mor, hvad er en langhals?

Jamen det er, hvad vi er, k�re.

Hvorfor m� jeg ikke leg med et trehorn?

Vi morede os.

Vi holder os alle til vores egne slags.

Trehorn, piggehaler, sv�mmere, flyvere.

- Vi laver aldrig noget sammen. - Hvorfor ikke?

Fordi vi er forskellige. Det har altid v�ret s�dan.

Jamen hvorfor?

Du skal ikke bekymre dig s� meget.

N�r vi kommer til Den Store Dal, vil der v�re mange langhalse,

du kan lege med.

Gid vi var der nu.

Der er lang vej endnu,

forbi den store sten, der ligner en langhals,

og forbi bjergene, der br�nder.

Der er stadig lang vej endnu, men vi skal nok n� frem.

Hopper, kom tilbage!

Hej.

Dig igen? G� v�k! Det er min hopper.

Jeg s� ham f�rst.

Men han er i min dam.

Herovre.

Det her er sjovt.

Skarptand!

Hj�lp!

Mor! Hj�lp!

Af sted.

Den her vej.

Kom tilbage. Du l�ber den forkerte vej!

- Mor? - L�b! L�b!

Pas p�!

Hj�lp!

Mor!

Far!

I denne tid, hvor kontinenterne st�dte sammen, delte et stort jordsk�lv landet.

Flokke blev skilt, familier blev delt i to.

Lillefod blev skilt fra hans bedstefor�ldre.

Cera!

Mor! Far!

Cera var p� den ene side af afgrunden,

og hendes for�ldre var p� den anden.

Mor!

Mor, hvor er du?

Mor!

Mor?

V�r s�d at rejse dig op.

Jeg er ikke sikker p�, jeg kan, Lillefod.

Jo, du kan. Rejs dig op.

K�re, s�de Lillefod,

kan du huske vejen til Den Store Dal?

Det kan jeg vel, men hvorfor? Du vil jo v�re hos mig.

Jeg vil v�re hos dig, selv hvis du ikke kan se mig.

Hvad mener du med, hvis jeg ikke kan se dig? Jeg kan altid se dig.

Lillefod, lad dit hjerte guide dig.

Det hvisker. S� lyt godt efter.

Mor? Mor?

Hallo!

Hvad foreg�r der her?

Hvad er dit problem? Du er ikke s�ret.

Det er ikke retf�rdigt. Hun burde have vidst bedre.

Det var en skarptand. Det er alt sammen hendes skyld.

- Alt sammen hvis skyld? - Mors.

Jeg forst�r.

Hvorfor gik jeg s� langt v�k hjemmefra?

Det er ikke din skyld. Det er ikke din mors skyld.

Lyt du nu til gamle Rooter.

Ja, men...

Det er ikke nogens skyld.

Livets store cyklus er begyndt,

men vi n�r ikke alle sammen frem sammen til sidst.

Hvad skal jeg g�re? Jeg savner hende s� meget.

Og du vil altid savne hende, men hun vil altid v�re hos dig,

s� l�nge du husker de ting, hun har l�rt dig.

P� en m�de vil I aldrig v�re adskilt, for I er stadig en del af hinanden.

Min mave g�r ondt.

Det vil ogs� forsvinde med tiden, lille ven.

Kun med tiden.

I starten kunne Lillefod kun t�nke p� sin mor.

Han lod n�sten ikke m�rke til sin sult og glemte alt om Den Store Dal,

og at han m�tte finde derhen p� en m�de.

Lillefod.

K�re Lillefod,

husker du vejen til Den Store Dal?

F�lg den lyse cirkel forbi den store sten, der ligner en langhals,

og forbi bjergene, der br�nder.

Jeg viI v�re i dit hjerte, Lillefod.

Lad dit hjerte guide dig.

Mor.

Mor!

Mor! Det er dig!

Vent, mor! Vent!

Da vidste Lillefod med sikkerhed, at han var alene,

og at selvom Den Store Dal var langt v�k

og rejsen dertiI var farefuld, s� m�tte han finde vej.

Ellers ville livets k�de blive brudt.

Cera!

- Cera, hejsa. - Hvad vil du?

Ikke noget. Hvor skal du hen?

Jeg skal finde mine egne. De er p� den anden side.

Jeg har kigget over alt her. Du kan ikke kravle op p� den anden side.

M�ske kan du ikke.

Vent! Jeg skal hen til Den Store Dal.

Vi kunne hj�lpe hinanden.

Et trehorn har ikke brug for hj�lp fra en langhals.

Vi ville i det mindste ikke v�re alene.

N�rjeg finder mine s�stre, vil jeg ikke v�re alene, s� g� med dig.

Trehorn kan v�re meget farlige.

Og de snakker kun med andre trehorn,

og de rejser kun med andre trehorn.

Hejsa.

Jeg sagde hejsa.

Hvad hedder du?

M�ske kan du ikke snakke endnu.

Ved du ikke noget som helst?

Langhalse snakker ikke med, hvad du end er.

Mig? Jeg er ogs� en langhals. Se? Og jeg har en lang hale ligesom dig.

Okay.

Jeg er ikke en langhals. Jeg er en stormund, men jeg er helt alene.

Det erjeg.

Jeg mistede min familie i det store jordsk�lv.

- Vil du f�lges med mig? - Ja!

Ja! Ja, ja! Det vil jeg!

Okay. Kom s�.

Men du skal f�lge med.

Jeg skal nok f�lge med. Det skal jeg nok.

Hvor skal vi hen?

Til Den Store Dal.

Jeg stopper ikke, f�rjeg finder mine bedstefor�ldre.

Tror du, min familie ogs� er taget hen til Den Store Dal?

M�ske. Min mor sagde, at alle flokkene var p� vej derhen.

Det h�berjeg. Det h�berjeg. Det h�berjeg.

Jeg hedder Lillefod.

Jeg hedder Ducky. Ja, det hedderjeg.

Jep, jep, jep.

Tr�d nu ikke p� en revne, ellers vil du p� din ende havne.

Min mave snakker.

Det g�r min ogs�.

Gad vide, hvordan det her smager.

Tr�et taler.

Nej, det g�r ikke.

Du b�r ikke spise talende tr�er. Nej, nej, nej.

Hvem er du?

Jeg hedder Petrie.

Petrie, siger du? Sjovt navn.

Fl�j jeg?

Nej. Du faldt.

Faldt jeg?

Kan du ikke flyve? Men hvordan kom du helt derop?

Jeg klatrede.

Men du er en flyver, ikke en falder.

Det er sv�rt at flyve.

Det er det vel. Vi kan ikke g�re det.

Nej, det kan vi ikke.

Stille.

Hold jer nede.

Hov! Petrie! Kom af!

Du har et fint, fladt hoved, Fladhoved.

Jeg hedder ikke Fladhoved. Jeg hedder Lillefod.

Lillefod?

Har du bare t�nkt dig at blive deroppe?

Ja.

Det kan du ikke. Du �del�gger min tr�stjerne.

Den er meget speciel. Meget. Hans mor gav ham den.

Det gjorde hun.

Morgave, meget vigtig. Ja. Jeg holde den sikker.

Lad ingen r�re den.

Jep, Petrie, hold du den i sikkerhed. Jep, jep, jep.

Nej, nej, nej. Jeg er ikke et fragtdyr. Kom ned!

Du er en flyver. Begyndt at flyve.

Men...

Spred dine vinger, Petrie! Spred dem! Spred dem!

Nej, nej! Jeg kan ikke!

Du kan flyve!

Spred s� dine spinkle vinger!

Petrie, h�jere! H�jere som en flyver!

Fare!

Hvor, Petrie?

Der! Forude!

Cera! Det er dig!

Hvad er der sket? Hvorfor er du s� bange?

Bange? Mig?

Hvorfor er I s� bange?

Vi er ikke bange. Er vi?

Nej, nej.

Det b�r I v�re.

Jeg kunne v�re med de andre trehorn, men valgte at komme tilbage for at advare jer.

Jeg m�dte skarptanden!

Skarptand!

Kom nu, Cera, skarptanden er d�d.

Han faldt ned i den store undergrund.

Det var der, han m�dte mig.

K�re, modige Cera.

Ja, jeg er modig.

Skarptanden er d�d!

Min far fortalte mig, at fladhoveder har meget sm� hjerner.

Jeg var helt alene med ham i m�rket,

bare skarptanden og mig.

Jeg kunne h�re ham tr�kke vejret.

Jeg kunne se hans ene store, grimme �je kigge efter mig.

Hvad gjorde du?

Jeg gik helt hen til ham.

Jeg kiggede ham lige i �jet

og sagde...

Ducky!

Hall�j.

Hall�j?

Du b�r komme ud. Det b�r du. Du er sent p� den.

Ja, du er. Jep, jep, jep.

Kom ud! Du er helt alene. Er du ikke bange?

Vi skal hen til Den Store Dal. Du kunne tage med. Ja, det kan du.

Du er en pighale, s� vi vil kalde dig "Pig. "

Ducky!

S� de fem sultne dinosaurer drog mod Den Store Dal.

Der havde aldrig v�ret s�dan en flok f�r,

en langhals, et trehorn, en stormund, en flyver og en pighale,

alle sammen, og alle vidste de, at hvis de for vild, ville de sulte

eller finde sig selv i skarptandens skygge.

Tr�stjerner vokser, hvor der er meget vand.

Hvis vi f�lger det her vand...

Der er intet gr�nt mad her, og jeg er stadig sulten.

Jeg er ogs� stadig sulten.

Kan I lugte noget?

Jeg kan lugte...

Jeg kan lugte... Jeg kan lugte...

...Ducky.

Kan du lugte mig?

Jeg kan lugte vand. Jeg kan lugte...

Tr�stjerner!

Se! Gr�nt mad!

Den Store Dal! Jeg fandt den!

Cera, stop!

Jeg fandt den!

Jordsk�lv!

Vi m� ud herfra!

Den vej! Kom! Kom!

Hj�lp!

Pig, skynd dig!

Ducky, Pig, kom ud derfra!

De spiser vores mad!

Se, se, hvad de g�r! De er s� gr�dige!

Hvad med mig? Jeg er stadig sulten!

Er du sulten? Jeg tom helt op til toppen.

Nu er vi ved Den Store Dal, og vi har stadig ikke noget gr�nt mad.

Vi vil v�re sultne for evigt.

Nej, Petrie. Cera tog fejl. Det er ikke Den Store Dal.

Det er slet ikke noget stort.

Nej, nej, nej.

Vi m� hellere g� ned og se, om der er noget tilbage.

Petrie, tror du, at du kunne flyve derop og...

Nej, nej!

Du skal ikke v�re ked af det, Petrie. Det er okay. Mange ting kan ikke flyve.

Sten, tr�er, pinde, Pig.

- Hov! - Nej!

Ducky, skub Petrie op mod grenene.

Okay, Pig, ikke for hurtigt.

Okay. Hov, ikke for hurtigt! Ikke for hurtigt!

I fire ser s� latterlige ud.

Ducky, Petrie, kom herned! Vi har gr�nt mad!

Flyv, Petrie!

Flyv, Petrie! Bask dine vinger!

Fl�j jeg?

Kom, Cera. Vi har gr�nt mad.

Jeg kan selv finde mit eget gr�nne mad.

Se selv? Jeg kan s�rge for mig selv.

Helt alene.

Og jeg er ikke bange for at v�re alene!

Jeg ved, hvilken vej jeg skal g�, og jeg er ikke bange for skarptanden!

Jeg h�ber, han ikke spiser nogen afjer.

Bare rolig. Der er ikke nogen skarptand.

Skarptand! Pig.

Der er ikke nogen skarptand.

V�gn op. V�gn op!

V�gn op!

Stop med det.

Det er skarptand.

Cera, stop.

- Han spiser os! Han spiser os! L�b! - Stop! Kom tilbage!

Kig ikke tilbage! Forts�t!

Tror du s� p� mig nu?

Undskyld. Vi er i sikkerhed nu.

Ingen er i sikkerhed sammen med dig.

Se, det er stenen, der ligner en langhals,

ligesom min mor sagde.

Vi g�r den rigtige vej, vejen til Den Store Dal!

Lillefod havde taget fejI ang�ende skarptanden,

men de andre fulgte ham.

Deres eneste h�b var at n� frem til Den Store Dal,

og kun Lillefod kendte vejen.

Kom s�. Rejs jer.

Vi g�r den rette vej. Vi m� forts�tte opad.

I kan ikke give op nu.

Hvad nu, hvis Den Store Dal er lige p� den anden side af de sten?

Selvom de var �mme og tr�tte, drev Lillefod dem videre.

Han havde aldrig set Den Store Dal, men hans hjerte fortalte ham, at de var t�t p�.

De ville da uden tvivl endelig kunne se den fra toppen.

Er det din Store Dal? Du er sk�r.

Jeg g�r.

Cera, vi m� forts�tte med at f�lge den lyse cirkel.

For en gangs skyld tagerjeg den lette vej.

Men det er den forkerte vej.

Siger hvem?

Min mor.

S� var hun ogs� en dum langhals.

Tag det tilbage.

- Aldrig. - Tag det tilbage!

Nej!

Pig!

Pig, stop!

Fald ikke!

Du!

Slip mit ben!

Pig.

Tag den!

G�r det s�! G� den forkerte vej.

Vi ville alligevel ikke have dig med os.

Kom s�. Vi m� forts�tte.

Kom s�.

Ceras vej er lettere.

Det synes jeg ogs�.

Fladhoved, vent!

Nej, v�r ikke sur. Vent!

Cera, vent p� os! Vi kommer med dig, Cera!

Cera, Pig, vent!

Jeg ville �nske, Lillefod var her hos os lige nu.

Ogs� mig.

Pig.

Pig, stop ikke. Vi m� blive sammen.

Cera, jeg...

Cera, Ducky, Pig! Hj�lp!

Hj�lp, Cera!

Cera, hvor er du?

- Lillefod! - Ducky!

Hj�lp, Lillefod!

Hold ud! Jeg kommer!

Lillefod!

Hurtigt, den her vej!

Pertrie! Hold ud, Petrie!

Hj�lp!

Fladhoved!

Ducky! Pig!

Petrie, jeg er s� glad.

Spring, Petrie!

Hj�lp, Ducky!

Petrie, tr�k!

Petrie.

Hj�lp!

Hj�lp mig! Hj�lp mig! Hj�lp!

Kom v�k! Kom v�k fra mig!

Stop! Slip mig! Hj�lp!

Hj�lp! Petrie, Pig, Ducky, hj�lp!

Cera, det er os.

Jeg vidste godt, det varjer. Jeg vidste det! Det gjorde jeg!

Flyt jer.

Cera?

Cera, kom tilbage! Cera!

Cera var stadig for stolt til at indr�mme, at hun var g�et den forkerte vej.

Skarptand!

Det er skarptand.

- Lad os slippe af med ham en gang for alle. - Hvad skal vi g�re?

Vi lokker ham ud til den dybe ende af dammen.

Han kan ikke sv�mme med de spinkle arme.

Mig og Pig g�r op og skubber den store sten ned oveni hans hoved.

S� falder han ned i vandet.

Petrie, du fl�jter, n�r han er ved det rette sted, hvor vandet bliver m�rkt.

Nu skal vi bare bruge noget lokkemad.

Mig?

Nej. Nej, nej, nej.

- Ducky! - Ducky!

Skub, Pig, skub alt hvad du kan!

Petrie!

Jeg flyver. Jeg flyver! Jeg flyver!

Hj�lp!

Petrie!

Jeg kommer!

Cera, du er tilbage!

Han var min ven.

Stakkels Petrie.

Stakkels, stakkels Petrie.

Petrie.

Stop! G�r I uden Petrie?

Petrie.

Petrie, du er i live!

Jep, jep, jep!

Lillefod.

Mor!

Lillefod.

Mor?

Jeg fors�gte at g�re, som du sagde,

men det er bare for sv�rt.

Jeg finder aldrig Den Store Dal.

Mor. Mor!

G� ikke, mor! G� ikke!

Den Store Dal.

Cera, Pig, Ducky, Petrie, herovre!

Lillefod, du fandt den!

Jep, jep, jep.

Vi gjorde det. Vi gjorde det sammen.

Den Store Dal var alt, hvad de havde dr�mt den ville v�re,

et land af gr�nt, med blade og med liv.

Der var vandafld, gr�srige enge,

nok tr�stjerner tiI at spise dem for evigt...

Og gr�ssende p� dem, deres familier.

Det her er vores nye bror, Pig.

Mor, jeg er en flyver!

- Far! - Cera?

Far.

Og Lillefod fandt endelig sin bedstemor og bedstefar,

de samme k�rlige ansigter, han havde kigget op p�, da han blev f�dt.

Lillefod! Kom. Vi l�ber om kap.

Og de voksede alle op sammen i dalen,

generation efter generation,

hvor hver generation fortalte fort�llingen om deres forf�dres rejse tiI dalen...

For l�nge siden.

Danish