Original subtitles

EN ORIGINAL DOKUMENTAR FRA NETFLIX

Skadelig adfærd er baseret på frygt.

At beskytte ens opfattede position i samfundet…

…ens territorier eller fysiske velbefindende.

Men fremskridt er uundgåeligt.

Det er Apollo kontroltårn. Situationen tillader landing.

Jeg gentager, tilladelse til at lande.

På det tidspunkt var der mange fordomme.

Kvindelige astronauter. Sikke en latterlig idé.

Modtaget. Du går klart igennem, Jim. Vi sejler fri.

Okay, Jim. Kan du høre mig? Skifter.

Jeg hører dig klart og tydeligt.

Vi vidste alle, hvorfor det ikke skete.

Okay. Tre hundrede fod.

Femten tilbage.

Tag over, Sarah.

Et sammenspist mande-netværk.

Det var intet “kvinde-netværk.”

Okay. Brændstof er på ti procent.

Vi klarede det så godt, at de ikke brød sig om det, så…

Her kommer skyggen.

Perfekt sted herovre. Jeg ser et par kampesten, ikke slemt.

Jeg fortalte ikke folk, jeg ville være astronaut.

Jeg ville bare gøre det.

Du er i position. Sæt hende ned.

Okay. Syv, seks procent. Ret hurtigt.

Kontakt. Stop!

Nogen må starte kampen for at ændre meningen.

Nogen må lede vejen.

Et lille skridt for en kvinde…

…et kæmpespring for menneskeheden.

Overraskelse!

- Hvordan går det? - Godt.

Godt at se dig.

- Søde, hvordan går det? - Godt.

- Godt at se dig, min kære. - Tak. Hyggeligt at se dig.

- Hvilket fly flyver du? - Normalt en 172.

Men sidst fløj jeg i en Cherokee.

Det er ét fedt. Jeg er vant til en Piper fra dengang med tre Comanche-fly.

- Du er Comanche-pigen. - Ja. Low-wing Comanche-fly.

Jeg var heldig at flyve Stearman’er hver måned.

- Flot. - Det er super.

Sådan et fly ejede jeg, da jeg var 20 og boede i Californien.

Jeg var meget nysgerrig som barn.

Min første flyvetur var som niårig.

Det var vidunderligt. Friheden, duften af brændstof

og vinden i mit hår.

Det var mig. En del af mig.

Jeg havde også vinger.

Jeg voksede op i Minnesota.

Hver dag så jeg et fly flyve over mig og tænkte: “Det kan jeg også prøve.”

Mine forældre var ikke vilde med idéen.

Folk mente ikke, flyvning var for kvinder.

Men jeg vidste bedre. Jeg elskede det og gjorde det.

Den første soloflyvning

føles som ens største bedrift i hele flyvekarrieren.

Det var spændingen ved at lette og være fri deroppe.

Når man kigger ned, kan man få et godt perspektiv.

Jeg var altid meget positiv

overfor at lære noget nyt og opsøge nye eventyr.

Der var et flyveshow i Flint, og de reklamerede med flyveture.

“B” sagde, at fra det øjeblik hun steg på flyet, var i luften og kiggede ned…

“B” STEADMANS MAND, PILOT

…sagde hun: “Det er det, jeg er født til.”

Det er Janeys officielle bryllupsbillede.

Min mor var barn af en velhavende familie

og benyttede sig af det til at udleve de drømme, hun havde.

JANEY HARTS SØN, PILOT

Sytten. Du har ret.

Min første flyoplevelse var, da jeg var meget ung.

JANEY HARTS DATTER, PILOT

Mor var piloten.

Vi lettede og fortsatte op mod himlen.

Min mor var så glad for at vise sin lille datter,

at det var noget, man kunne.

Vi flyver højere og højere,

tættere og tættere på skyerne.

Jeg var lidt bange, fordi i mine tanker er skyerne faste,

og vi rammer dem, og min mor slår os ihjel.

Da vi nærmer os, siger jeg:

“Hvorfor er vi så tæt på skyerne? Vi rammer dem.”

Og hun lo bare og sagde: “Se nu.”

Og så susede vi igennem og over skyerne.

Det var vidunderligt.

Når jeg letter,

tænker jeg ofte: “Gud, hvorfor er jeg…

…så heldig at gøre dette?”

Jeg behøvede ikke megen opmuntring.

Jeg var ivrig, for jeg elskede at flyve.

Der var altid visse fordomme om kvinder, der vælger traditionelle mandejobs.

Men der var historier om kvinders gennembrud indenfor luftfart…

…så jeg vidste, det var muligt.

Hun vil slå kvinders hastighedsrekord: Jacqueline Cochran.

Flystart i Detroit for pigen, der nu er luftrummets førstedame.

Kvinder skrider hurtigt frem.

Hidtil var kvindernes rekord 444 km/t, og den blev lavet af en fransk kvinde.

Jacqueline fløj 27 km/t hurtigere end det.

Hun lander. Gad vide, hvordan hun ser ud efter at have fløjet mere end 471 km/t.

Det er hurtigt nok til at ødelægge frisuren.

Helt sikkert…

Jeg har aldrig mødt Jackie Cochran, men har en historie om hende.

Jeg fløj til Cincinnati,

og kontroltårnet gav instruktioner.

Så hørte jeg en kvindestemme.

Hun fløj en Lockheed Lodestar.

Jeg tænkte: “Hvilken kvindelig pilot flyver den store gamle Lockheed?”

Kontroltårnet talte til hende:

“Lockheed, du er i den forkerte landingsbane.”

Og hun sagde:

“Jeg lander sgu på den landingsbane, jeg vil.”

Jeg tænkte selvfølgelig:

“Jeg vidste ikke, man kunne sige det i radioen.”

RADIOINTERVIEW, JACQUELINE COCHRAN

Vi har mange grunde til at invitere Jacqueline Cochran her.

Vores gæst er den mest fremtrædende kvindelige pilot

i verden i dag.

Du fløj solo fra Roosevelt Airfield i 1932.

- Det er korrekt. Og… - Landede uden fremdrift.

Nemlig. Det var 48 timer efter, jeg så mit første fly på jorden.

Hvor mange flyvetimer havde du, da du…

Fem timer og fem minutter.

Men du klarede dig også godt i kosmetikbranchen.

Jeg klarede mig godt.

Hjælper det at være gift med en millionær?

Jeg klarede mig godt, før jeg blev gift.

Jacqueline Cochran var en utrolig dame.

Hun voksede op i fattigdom i Sydstaterne.

Hun startede sit eget firma.

Hun mødte Floyd Odlum,

som før krigen var den højst betalte direktør i USA.

Jackie var en individualist.

Første kvinde der gjorde dit, første kvinde der gjorde dat.

Jackie ville være en pioner.

Kvinder med vinger.

På Avenger Field i Sweetwater, Texas,

giver den berømte Jacqueline Cochran sine pilotelever en sidste inspektion.

Så flyver de afsted til dimissionsceremonierne.

“Farvel, datter. Jeg arbejder for hæren nu.”

Jackie Cochran ledte WASP-programmet under anden verdenskrig.

Women’s Airforce Service Pilots, som fløj alle flymodeller.

Det var første gang i historien.

De fløj alle militærfly, men tog ikke i krig.

I stedet transporterede de flyene.

De hentede fly fra fabrikkerne og fløj dem til flyvevåbnet.

Og disse kvinder fløj

med mere eller mindre samme træning som mænd,

og de havde samme sikkerhedsstandard.

De beviste, de kunne flyve samme fly.

WASP beviste at flyvning også er for kvinder.

De ville ikke tro på,

at en pige kunne være pilot og kvinde på samme tid.

Efter krigen ville de ikke bare stoppe. De ville ikke give slip på uafhængigheden.

Mange af dem blev i flyvevåbenet.

Mange ville ikke tilbage til køkkenet.

De ville beholde deres frihed.

Disse WASP var super rollemodeller.

De organiserede en luftfartskonkurrence, der hed Powder Puff Derby.

Den første, jeg fløj i, var i ’52.

Når man er 18, føler man ingen frygt,

og man tænker ikke over det som modigt.

Man tænker kun på eventyr og at have det sjovt.

Og 18-årige tror, intet slemt kan ske dem.

“Powder Puff Derby” har en god klang.

Det lyder godt at sige: “Jeg fløj i Powder Puff Derby.”

Når man er ved startlinjen og flaget sætter i gang,

får man fart på og letter.

Jeg holdt mig tæt på landingsbanen for at få farten op.

De kvinder, der flyver i dem, er vidunderlige

og meget inspirerende.

Man får veninder for livet.

Sikke spændende det er at vinde denne 13. Internationale kvinde-flyvekonkurrence.

Mary og jeg er stolte af det.

Vi er glade for at være i Florida. En vidunderlig stat.

Flyvekonkurrencen er meget vigtig.

Den beviste evner, og at de kvinder vidste, hvad de lavede.

Sammenholdet under konkurrencen var stærkt.

Vi havde en samhørighed.

1957: "RUMKAPLØBET" BEGYNDER

Den 4. oktober 1957

foregik en verdensomspændende begivenhed.

Sputnik! Du godeste.

Man kunne se den i kredsløb om jorden.

Rummet var meget spændende dengang.

Alle var interesseret i rumfart.

Jeg husker mors store begejstring,

da hun fandt ud af, at Sputnik kunne ses på himlen.

Hun fik os alle ud af huset for at se på himlen.

Hun havde grapefrugtjuice i hånden og hældte det ud over sig selv.

Hun var bare så spændt.

Hurtigt gik det fra at sende Sputnik…

…til at sende dyr op.

Jeg tror, alle var forbløffet over de resultater.

Jeg husker, russerne havde haft succes på alle områder på det tidspunkt.

De var forud for os.

USA måtte indhente dem.

1958: USA BEGYNDER BEMANDET RUMPROGRAM

En af de syv unge mænd bliver den første amerikaner i rummet.

De er astronauter.

USA’s Mercury-projekt.

“ASTRONAUTERNE”

Da programmet startede ville mange fra militæret være med.

Så de udviklede kriterier for at blive astronaut.

Kvalifikationerne var:

Bestået flåde- eller flyvevåbnets testpilotskole,

1500 flytimer…

…kvalificeret i jetflyvning,

ingeniørbaggrund,

180 cm eller mindre.

I alt 32 kandidater kom til Albuquerque, New Mexico

for at gennemgå omfattende fysiske undersøgelser.

Prøverne bestod dels af normale kliniske procedurer

og dels af procedurer kun anvendt i Mercury-projektet.

NASA havde valgt dr. Lovelace

til at sætte standarderne for astronauterne i programmet.

Han udviklede prøverne og udførte dem.

Spørgsmålet er: Er dr. Lovelaces arbejde færdigt?

Vi håber fortsat at deltage i programmet.

Men vores læger og teknikkere er lidt trætte lige nu.

Min far var dr. William Randolph Lovelace II.

DR. RANDY LOVELACES DATTER

Han havde et godt smil, men kunne også være meget seriøs.

Han var først og fremmest kirurg,

men var altid involveret i luftfart og luftfartsmedicin.

Han blev bedt om at lede NASA’s rummedicinafdeling.

Det var en sjov tid,

fordi de syv astronauter kom hjem hos os til middag næsten hver aften.

Vi blev instrueret i at føre en samtale med dem alle.

Så det gjorde vi og spiste med dem.

Hver aften stemte vi på dem ud fra, hvem vi bedst kunne lide,

og fortalte vores far det over morgenmaden næste morgen.

Det var altid Scott Carpenter.

Det var en utrolig tid.

De gjorde grin med min far og de prøver, han udsatte dem for, og…

Men der var tydeligvis respekt der.

Jeg tror, dr. Lovelaces prøver i Albuquerque

var nogle af de mest anstrengende.

Det er ret svært at vælge én,

for når man tænker på hvor mange åbninger, der er i menneskekroppen,

og hvor langt, man kan komme i dem…

Du afslørede det.

Svar på, hvilken var den hårdeste for dig, så er det den.

Ensartede. Ensartede mænd.

Og ensartede betyder, der ikke er forskel på deres religion,

mentalitet eller noget.

De er fuldstændig ens.

Min far havde en meget bestemt mening om kvindelige astronauter.

Hvis man er pioner, starter man med ens instinkter.

Han mente, at kvinder har en plads i rummet,

fordi de fysisk og følelsesmæssigt har nogle egenskaber,

der er stærkere end mandlige astronauters.

Og han ville teste deres evner ved at sammenligne deres testresultater

med mandlige astronauters testresultater.

Helt bestemt

var det en af de kvinder i hans liv, der satte gang i det,

hans ven, Jackie Cochran.

Jeg er Jacqueline Cochran. Jeg vil være den første kvinde i rummet.

Enhver, der bruger så meget tid i luften,

som jeg har de sidste 34 år,

vil længes efter gå lidt længere.

Jackie Cochran var min gudmor.

Og…

…Floyd Odlum var faktisk i vores bestyrelse.

Han var formand, mener jeg.

Han var den første formand for Lovelace-klinikkens bestyrelse.

Så han spurgte Floyd Odlum og Jackie,

og de finansierede undersøgelsen.

FEBRUAR 1960 - “KVINDER I RUMMET”

UNDERSØGELSEN REKRUTTERER TESTPERSONER

Det var hans program.

Dr. Lovelace udførte det selv ved siden af kontrakten med NASA…

…og inviterede 25 kvinder til at tage den fysiske undersøgelse,

der lignende den, astronauterne tog.

De havde en liste over toppiloter, som de kendte.

Øverst på listen var Jerrie Cobb.

ERHVERVSPILOT

Hun var en sød pige.

Dr. Lovelace og general Flickinger bad mig være

den første kvinde, der tog astronautprøverne.

INTERVIEWET I 1963

Det var i 1959.

De var netop hjemvendt fra et videnskabeligt møde i Moskva.

Vi havde hørt, at russerne trænede kvindelige kosmonauter.

Og det var over tre år siden.

Så de mente, de måtte gå i gang.

De bad mig være den første kvinde, der gennemgik prøven,

og jeg sagde straks ja…

Jeg kendte Jerrie, da hun fløj Aero Commander.

Hun havde fløjet meget.

Hun fløj meget til Sydamerika. Jeg kendte til hendes liv.

Jeg kendte Jerrie Cobb, ja. Hun var en god pilot.

Men jeg tror, jeg kunne flyve så godt som hende.

Det troede hun måske ikke, men det gjorde jeg.

Hvorfor synes du, at der i det vestlige rumprogram

er et behov for kvinder?

Det er det samme som at spørge, om der er behov for mænd i rummet?

Hvis vi sender et menneske ud i rummet, bør vi sende det mest kvalificerede.

På visse områder har kvinder meget at tilbyde og andet end mænd.

Jeg mener, vi må udnytte begge.

Jerrie og jeg var fra Oklahoma. Jeg var i Fort Sill.

Hun ringede og sagde: “Vil du være astronaut?”

Jeg sagde: “Absolut.”

Jeg kendte Wally.

Wally tog mig til side under en konkurrence

og sagde: “Jeg er i et hemmeligt program.

Det er et astronautprogram og meget hemmeligt.”

Jeg tænkte: “Det lyder sjovt. Det vil jeg være med i.”

Så her er mit brev til dr. Lovelace, hvor der står:

“Jeg er i god fysisk form, pilot, og vil gerne medvirke i dine prøver.”

Og her er hans brev tilbage med en liste

over kvalifikationer for kvindelige astronauter.

Det første, de spørger om, er: “Hvor mange flyvetimer har du?”

Det kan jeg fortælle dem.

Så vil de vide ens totale jettimer,

antal flyvetimer i hver: ballonflyvning, faldskærmsudspring,

timer fløjet over 20.000 fod,

timer fløjet over 30.000 fod, timer fløjet over 40.000 fod,

erfaring i lavtrykskammer og eksplosiv dekompression

og trykdragtserfaring.

Jeg kunne svare på nummer ét.

Ingen af os havde nogen kvalifikationer. Hun var ingeniør.

Vi skulle testes.

ERHVERVSPILOT, RUTEFLYVNING

ERHVERVSPILOT, FRAGTFLYVNING

ERHVERVSPILOT, RUTEFLYVNING

“B” var på den liste.

Det var noget, der passede så godt til hende.

Hun var…

…en af de bedste professionelle piloter i landet blandt både mænd og kvinder.

ERHVERVSPILOT, FRAGTFLYVNING

De kontaktede mig.

De vidste åbenbart, at jeg var pilot.

Så de talte med mig om det.

ERHVERVSPILOT, FRAGTFLYVNING

ERHVERVSPILOT, RUTEFLYVNING

ERHVERVSPILOT, FRAGTFLYVNING

ERHVERVSPILOT, FRAGTFLYVNING

Jeg var på rejse i Europa,

og der var rygter om,

hvad der foregik, og hvordan diverse blev spurgt.

Og pludselig fik jeg en opringning.

ERHVERVSPILOT, RUTEFLYVNING

ERHVERVSPILOT, FRAGTFLYVNING

Jeg gik til min chef og sagde: “Jeg er blevet inviteret til

at tage de fysiske undersøgelser til at blive astronaut.”

Min chef sagde: “Vi kan ikke undvære dig.”

Så jeg sagde op for at tage prøven.

ERHVERVSPILOT, FRAGTFLYVNING

Jeg var den yngste.

Den anden igennem, næstefter Jerrie,

måske tredje, i februar 1961.

LOVELACE-KLINIKKEN

Der var tre faser i astronautprøven.

Fase et var i Lovelace-klinikken i Albuquerque.

Mine forældre kørte mig derned og måtte indskrive mig.

Vi gik igennem en eller to ad gangen.

Jeg gik igennem med Janey Hart, som var en utrolig person.

HELIKOPTERPILOT - ERHVERVSPILOT, RUTEFLYVNING

Vi måtte ikke have børn, og Janey Hart havde otte.

De var nysgerrige efter at se, hvad hun kunne.

Hun og jeg var de sidste to, der gik sammen.

Det tog fem dage.

Undersøgelserne var ret utrolige,

fordi de anede ikke, hvordan vores kroppe ville håndtere

den ydre atmosfære,

eller hvordan vi ville reagere.

Prøverne var vanskelige. De var grundige og varede i timevis.

De var lidt mere grundige end de fleste fysiske undersøgelser.

Man løber fra en test til en anden.

Vi havde en lungefunktionsundersøgelse…

Nogle af dem var ikke behagelige for kroppen.

…bestemmelse af kropsvæske og væv…

Nogle af dem var ret eksotiske.

- Alle tænder blev fotograferet. - Nogle af dem var underlige.

Alle knogler i min krop blev røntgenfotograferet.

De røntgenfotograferede igen og igen.

Jeg fik to kopper. På en stod der “Urin”, på den anden “Afføring.”

Det var sjovt. Jeg grinede ad nogle af undersøgelserne.

Jeg sagde: “Hvad mener du med ‘afføring’?

Det muger vi ud i stalden hos køer i Taos.

Jeg ved ikke, hvad I mener.”

“Afføring er, når du går på toilettet.”

Jeg sagde: “Men vil I have det?”

Helt privat, sig det ikke til nogen,

men vi fik lavement hver morgen.

Jeg sagde: “Wow.”

Der skete nogle virkelig mystiske ting som det.

De sprøjtede 12 grader varmt vand ind i ørene,

og der er det, ens krop bare ikke…

…fungerer.

Man har ingen kontrol over sin krop.

Ja, det kan jeg godt huske. Jeg kunne ikke lide det, men gjorde det.

Hvad de gjorde mod de piger var grimt.

Ingen af prøverne var bemærkelsesværdige.

Kort efter mig kom Jacqueline Cochran til interview.

Hun gennemførte nogle prøver,

og han ville give hende resultaterne, sagde han.

Han sagde til mig: “Hun bliver ikke glad for dem.”

Hun fandt ud af, hun ikke kunne være med i programmet.

Det var en skuffelse for hende.

Hun var vist for gammel på det tidspunkt til at komme i betragtning til rumfart.

Den slags var ikke vigtigt for hende.

Vil du være Mercury-astronaut eller “astronautinde”?

Jeg vil meget gerne være det.

Alder har ingen betydning, hvis man er sund og i god form,

og det er jeg.

Ved du, hvad jeg gjorde efter prøven?

- Nej? - Jeg spillede 18 huller golf,

og så lavede jeg mad.

På sidste dag fortalte de mig, jeg bestod.

Og det betød meget for mig.

Det var rart at høre fra lægerne, at jeg havde klaret mig godt i prøven.

Utroligt, efter ni graviditeter

havde hun en krop, der ikke gav op. Det var utroligt.

Ud af de cirka 23 udvalgte piger bestod kun 13.

Senere da “B” talte med Randy Lovelace,

var han så begejstret over kvindernes præstationer.

1961: USSR SENDER EN MAND I KREDSLØB

Jeg fulgte det. Selvfølgelig fulgte jeg, hvad russerne lavede.

At Yuri Gagarin blev sendt op

var en fænomenal ting.

En stor begivenhed, som vi alle var bevidste om.

Vi var alle bevidste om konkurrencen med Rusland,

Sovjetunionen, på samme tid.

Der var et rumkapløb

og samtidig et videnskabeligt eventyr.

Jeg tænkte: “Hvorfor kan amerikanerne ikke det?”

Det var den følelse, man havde.

Russerne havde kronede dage,

og de var tydeligvis forud for vores rumprogram.

Vores Mercury-mænd blev forberedte til at konkurrere.

Tre… to… en… nul.

Affyring.

Okay. Affyring og uret er startet.

MAJ 1961 - ALAN SHEPARD ER DEN FØRSTE AMERIKANER I RUMMET

HANS TUR I RUMMET VARER 15 MINUTTER

De blev bundet fast til sædet, sendt op og ned igen.

Og: “Juhu, her er jeg. Jeg klarede det, men fløj ikke.”

I MELLEMTIDEN FORBEREDER KVINDERNE SIG TIL ANDEN FASE AF PRØVEN

Anden fase var i Oklahoma City, hvor jeg boede hos Jerrie.

Det var en psykologitest.

Jeg hørte om en test,

hvor man blev sænket ned i en vandtank i lang tid,

så man mistede sine fem sanser.

Det var et interessant eksperiment,

hvor de isolerer dig i en tank med varmt vand.

Vandtanken var i et stort rum.

De havde allerede givet mig ørepropper.

Jeg havde kun skumgummi til bag lænden,

og jeg skulle ligge i vandet så længe som muligt.

Jeg var i vandet og lagde mig til rette med arme og ben spredt ud.

Jeg tænkte: “Der er noget galt her.”

Jeg plaskede i vandet

uden at kunne føle noget.

Plaskede i ansigtet, men kunne ikke føle vandet.

Kunne intet føle.

Hun syntes, det var interessant, at i det sensoriske deprivationskammer

var kvinderne tilfredse med at ligge i evigheder,

men mændene kunne ikke klare det. De blev nervøse.

Man føler ingenting.

Det er meget afslappende, synes jeg. Meget fredfyldt.

Jeg havde haft et stramt program, før jeg kom derind,

så jeg var glad for at slappe af

og satte rekorden i at blive der i ni en halv time.

De fleste almindelige voksne begynder

at hallucinere efter tre timer.

Det, der foregår, er, at vandets temperatur

og rummets luftfugtighed…

…var præcis min kropstemperatur,

så jeg følte mig vægtløs i vandet.

Sådan mente de, at rumfart ville føles.

Så jeg lå der bare.

Jeg tror, jeg faldt i søvn

i et minut eller der omkring.

Jeg tænkte på, hvor vidunderligt det ville være

at være deroppe og føle sig vægtløs.

Det var frihed.

Man kan se op og se stjernerne…

…månen og solen.

Man tænker: “Hvordan virker det?”

Jeg havde ikke svarene.

Men jeg tænkte på det hele.

At svæve blandt stjernerne var mit mål.

SEPTEMBER 1961: FASE TRE AF PRØVEN FOR “KVINDER I RUMMET” ER PLANLAGT

Den tredje del af prøven foregik i Pensacola, Florida hos flåden.

Vi skulle derned på samme tid, alle 13.

Det var første gang, vi mødtes.

Det er brevet til Jacqueline Cochran.

Se. “Dr. Randolph Lovelace II fra Lovelace Foundation

inviterer dig til at tage til Pensacola, Florida

for at tage en serie prøver

fra den 18. september 1961.

Vi anbefaler kraftigt, at du deltager.”

Vi skulle til jetorientering og centrifugetræning.

Der var mange spændende ting på programmet.

At flyve jetfly, det glædede hun sig til.

De fik billetter, deres rejseplaner. Alt var arrangeret.

Vi skulle møde op på en mandag, tror jeg det var,

og jeg husker, “B” Steadman fortalte mig, hun havde golfkøllerne med.

Men så hørte NASA om det.

De vidste intet om dr. Lovelaces program.

“Vi beklager at meddele, at arrangementet i Pensacola er aflyst.

Det vil nok ikke være muligt at fuldende denne del af programmet.

Du må returnere omkostningsbidraget til Lovelace Foundation.”

Her er en til.

“Miss Cobb har lige informeret os i Washington,

at hun ikke har kunnet omgøre beslutningen om udsættelse af Florida-prøverne.

Jeg beklager det korte varsel, men det var uundgåeligt.”

Da han havde resultaterne, som han syntes var bedre end mændenes,

fortalte han os det, og vi syntes alle, det var sejt.

Han tog resultaterne til Washington.

De sagde:

“Vi vil ikke bruge kvindelige astronauter. Glem det.”

Der var bestemt ikke en stor interesse hos NASA.

Faktisk er jeg sikker på, de var meget overraskede over,

at kvinderne havde så stor succes.

De ville ikke have dette program. Sådan var det.

Han sagde, det var det største nederlag, han havde oplevet.

Det må have været … ret knusende.

Det var fortvivlende for mig…

…fordi jeg ville videre med det her.

Vi blev ved med at få breve fra Jerrie Cobb:

“Hold håbet oppe. Bliv ved med jeres luftfart.

Måske kan vi få programmet genindført og komme videre.”

Kort efter...

...var jeg i en lufthavn med helikoptertræning.

Jeg besluttede, at det ville jeg også lære.

Alle mændene var jaloux på den her kvinde, der fløj helikopteren.

De parkerede den meget tæt på hangaren.

Jeg var lidt bange for at skifte til en helikopter.

Jeg ignorerede følelsen og var ligeglad.

Jeg ville kæmpe videre.

Tja, jeg blev skuffet.

Jeg havde besluttet, jeg ville ud af flyinstruktion

og prøve en anden type flyvning.

Så jeg begyndte at arbejde for Beech Aircraft Corporation.

De var klar med en ny flymodel ved navn Musketeer.

Der var kun to kvinder i USA, der fløj for flyproducenter.

En af dem var Jerrie Cobb, der fløj for Aero Commander.

Den anden var Joyce Case, der fløj for Beech Aircraft.

De var klar med lanceringen af Musketeer.

De ville flyve tre af dem i alle 48 stater i 90 dage

for at introducere flyet.

Og da to af de tre piloter var kvinder, fik vi selvfølgelig meget gratis reklame.

Jeg kan fortælle, at vi altid fløj i kjole og høje hæle.

Vi arbejder hårdt. Vi flyver, flyver, flyver.

Vi fløj oftest i formation.

Vi anede ikke noget om at flyve i formation i begyndelsen.

Men efter et par dage var vi ret gode til det.

Vi lavede 80 ændringer til det fly det første år.

Så vi var testpiloter. Uden tvivl.

Jeg blev ansat lige efter prøverne

hos Center Aviation i Californien.

Jeg tog min Stearman med og lærte mig selv akrobatik.

Jeg elsker at flyve.

Jeg elsker at lave akrobatik.

Det er vidunderligt, fordi man er fri.

Man er fri af jordens tyngdekraft.

Man kan gøre, hvad man vil.

Sådan føler jeg det, og sådan tænker jeg om det.

Frihed.

Jeg drømmer om rummet.

Jeg vil være deroppe.

Det er en del af mig.

Hvordan kommer jeg derop?

Jeg må forestille mig det.

Jeg er ikke et jetfly. Ikke en person.

Jeg er en ånd, der flyver op.

Forstået.

- 15 sekunder. - I Guds navn, kom godt retur.

God tur, John Glenn.

FEBRUAR 1962 TI MÅNEDER EFTER YURI GAGARIN

BLEV JOHN GLENN SENDT I KREDSLØB

Glenn var den første amerikaner i kredsløb.

Forstået. Cape er klar. Jeg er klar.

Vores kapsel er i god tilstand.

Lad os sige det, som det er. Man tager derop med et uafprøvet system.

Ingen ved, hvad der vil ske…

Forstået. Er vægtløs og har det fint.

Kapslen drejer rundt.

Udsigten er utrolig.

Så jeg giver Glenn point for hans mod.

Jeg giver dem alle point for mod.

Friendship 7, det er Cape. Modtager du?

Det er Friendship 7. En rigtig ildkugle udenfor.

Jeg giver også kvinderne point for samme mod.

Deres vilje til at tage del i det ukendte var lige så stor og modig som mændenes.

Omkring på samme tid kontaktede Jerrie kvinderne og sagde:

“Lad os råbe højt, fordi de har snydt os

ved ikke at lade os tage til Pensacola for at tage flere prøver.

Hemmeligheden er afsløret.”

JULI 1962 - MERCURY 13 TAGER SAGEN TIL KONGRESSEN

KVINDER VIL HAVE EN PLADS I RUMMET

Jerrie Cobb og Janey Hart tænkte, de ville stå foran senatets komite

for at få programmet genindsat,

fordi Janey Hart havde politisk slagkraft.

INGEN KVINDER I RUMMET? SENATORKONE VERSUS “KUN FOR MÆND”

Min far blev valgt til senatet

efter at have været viceguvernør i Michigan.

Janey og Jerrie Cobb følte,

at kongressen burde fortælle NASA: “Lad os gøre det.”

“ASTRONAUTINDER” BER’ OM PLADS I RUMMET

“Miss Cobb og mrs. Hart,

hvis alle er klar, indleder vi spørgerunden.”

Janey startede med åbningserklæringen.

“Efter min mening bør kvinder have en rolle i rumforskningen.

Faktisk er det uforståeligt for mig,

hvorfor det ydre rum er forbeholdt mænd,

som var det en herreklub.

HØRINGER I SÆRUDVALGET FOR UDVÆLGELSE AF ASTRONAUTER

For hundrede år siden var det utænkeligt, at kvinder arbejdede på hospitaler.

Deres skrøbelige og følelsesladede natur

kunne angiveligt ikke holde til felthospitalsarbejde.

Det var vedtaget, at kvinder måtte prøve det,

hvis de var midaldrende og grimme.

Grimme kvinder formodes at have mere karakterstyrke.

Jeg postulerer, hr. formand, at en kvinde i rummet i dag ikke er mere bagvendt

end en kvinde i et felthospital for 100 år siden.”

Mrs. Hart, du er mor til otte børn.

Er svært for en kvindelig astronaut at have en familie?

I hvilken rækkefølge?

Det spørger jeg dig om.

Jeg har født otte børn,

og under deres opvækst

udførte jeg 2.000 flyvetimer,

fik en betydelig luftfartserfaring,

og hjalp min mand med hans kampagner og så videre.

Det tyder på, at jeg har brugt min tid konstruktivt

ud over tiden brugt på børnene.

Jeg tror ikke, familielivet er ofret.

Du burde nok spørge børnene om det og høre, hvad de synes.

Hvis hun kan få otte børn på ti år og stadig klare det,

er idéen om det ydre rum ikke en stor udfordring.

En avis spurgte hende engang: “Hvorfor vil du tage til månen?”

Hun sagde: “Havde du otte børn, ville du nok også gerne til månen.”

“'Okay, miss Cobb. Har du et udsagn?'

Miss Cobb: 'Ja.'”

“Vi kvindelige piloter, som vil være en del af rumforskningen,

gør det ikke for at være en del af en kønskamp.

Vi ønsker en plads i vores nations rumfartsfremtid

uden forskelsbehandling.

Som borgere af denne nation beder vi

om lov til at deltage med seriøsitet og oprigtighed

i historien, som kvinder har gjort i fortiden.

Ingen nation har sendt en kvinde ud i rummet.

Vi tilbyder 13 kvindelige piloter som frivillige.”

Udsættes kvinder for forskelsbehandling i rumprogrammet?

De udsættes ikke nødvendigvis for forskelsbehandling.

Men reglerne er lavet,

så det er umuligt

for kvinder at imødekomme kvalifikationerne for astronauter.

Den mest omtalte kvalifikationsfælde var selvfølgelig,

at mændene var tidligere testpiloter, jetcertificerede piloter,

og mange var kamppiloter.

Så de havde den kvalifikation, som ingen kvinde har.

Den kan kvinder nemlig ikke få,

fordi de ikke må være jet-kamppiloter.

Der var en lov.

Eisenhower havde vedtaget den lov, at for at kvinder kan flyve militærfly,

skal de være mænd.

Jeg synes ikke, de skal kunne blive astronauter, fordi…

…mænd er mere modne end kvinder.

Det synes jeg, de skal.

Kvinder bør have samme rettigheder som mænd.

Hvis de kvalificerer sig og vil, skal de trænes og sendes af sted.

Ja, jeg gør. Fordi de er lettere og mindre…

Jeg synes, at de bør have lov.

- Og hvad er din mening? - Jeg er uenig. Jeg synes…

Kvinder er ikke fysisk egnede til at være astronauter.

Jeg synes, kvinder bør være astronauter.

Hvis de er fysisk og mentalt egnede, er de ikke anderledes end mænd.

Færre kvinder går til psykiatere end mænd, så det giver en idé om deres mentale evne.

HØRINGERNES ANDEN DAG

De, der afholdt høringerne, var så imponerede over astronauterne,

der kom og talte og afgav vidnesbyrd.

Scott Carpenter og John Glenn gav udtryk for deres mening.

John Glenn var helten. Han var Gud.

Rum-guden.

John Glenn. Ja.

Ikke en af vores families favoritpersoner,

slet ikke mors.

John Glenn udtrykte sin mening.

“Det er bare faktum,

at mænd tager i krig og flyver fly,

kommer tilbage og designer, bygger og tester dem.

At kvinder ikke er i dette område, er på grund af vores sociale orden.”

Han sagde: “Hvis kvinder kan bevise, de er bedre end mænd,

byder vi dem velkomne med åbne arme til folkemængdens jubel.”

Klart.

Men hvis kvinder var bedre kvalificerede end dig,

bød du dem så velkomne i programmet?

De skulle være velkomne.

“Kan du forestille dig en kvinde flyve en jet eller farligt fly?”

“Du godeste, nej.”

Jacqueline Cochran havde fløjet jetfly.

Hun slog alle mulige rekorder.

Hun havde adgang til jetfly,

fordi hendes mand, Floyd Odlum, byggede jetfly til flyvevåbnet.

Så hun beviste, at kvinder kunne flyve jetfly.

Men da det endelig blev tid til kongressens høring, vidnede hun.

Floyd Odlum og Jackie Cochran var klart tilhængere af Lovelace Foundation.

Så jeg gav ikke op.

Det var sjovt.

Manner.

Jeg læser fra Jacqueline Cochrans vidneudsagn:

“Bemandede rumflyvninger er ekstremt dyre og i nationens interesse meget vigtige,

så derfor, når man udvælger astronauter, er det naturligt og korrekt

at vælge fra gruppen af mandlige piloter, der allerede

i flyprøvning og højhastigheds-præcisionsflyvning

har vist, at de er erfarne, kompetente og kvalificerede

til at imødegå mulige nødssituationer i et nyt miljø.

Ud fra alt det jeg har fået af vide af aviserne,

skal vi undgå at sænke farten på vores program,

så man ender med

at miste en masse penge ved at tage en stor gruppe kvinder ind,

fordi vi mister dem, når de gifter sig.”

Det er slående.

Hvorfor gjorde Jacqueline Cochran det?

Hun slog kvinderne ud af rumprogrammet.

Hvordan kunne hun leve med sig selv?

Det mest chokerende ved høringerne var,

at vi følte, Jackie havde forrådt os.

Janey og Jerrie regnede med, at Jackie Cochran støttede dem.

Og Jackie Cochran gjorde ikke, hvad de troede, hun ville.

- Det var et chok. - Ja, det var et stort chok.

Jacqueline Cochran…

…havde altid arbejdet i militæret.

Så Jackie blev overbevist af generalerne, at hvis hun kom med de holdninger,

ville det skade programmet.

Faktisk kunne det sætte en stopper for programmet.

Jeg synes, det var latterligt, men hun troede på det.

INTERVIEW MED JACQUELINE COCHRAN, 1974

De tog mit vidnesbyrd.

Jeg sendte det rundt, og det blev “godkendt”

af flyvevåbenchefen,

flådens stabschef og hæren.

Jeg skrev i hånden: “Det siger jeg,

men hvis I er uenige, vil jeg undgå at vidne,

så jeg ikke siger noget.”

Jackie Cochran var ikke feminist.

Efter min mening er definitionen på en feminist en,

der holder med og promoverer kvinder.

Jackie holdt med Jackie.

Hvis Jackie havde været en af de 13 i programmet,

havde hendes attitude og vidnesbyrd set anderledes ud under høringen.

Efter det aflyste vicepræsident Johnson programmet.

Kvinderne klarede sig så godt.

Der er et klassisk brev, som er underskrevet af Lyndon Johnson.

Han var den, der sagde: “Dette program må stoppe nu”

og underskrev det.

STOP DET NU!

Hans ord var: “Stop det nu.”

Angiveligt sagde Lyndon Johnson:

“Altså, kvinder får menstruation.”

Bare man kunne skrive på en tamponæske:

“Du kan flyve, hvis du har menstruation.”

Det var så typisk for mænd på den tid, og hvordan de dømte kvinder.

Der er mange måder

at forhindre kvinder i at opnå, hvad de ville opnå.

Jeg tror, det har meget at gøre med,

at fyrene ikke ville have, at rampelyset forsvandt fra dem,

fordi de var datidens helte.

En smuk kvinde som astronaut

ville have domineret i nyhederne…

…til et punkt så de andre syv ville føle:

“Hvad er gået galt, og hvor er mine penge?”

Hvis de herrer, der gik imod Mercury 13,

havde haft selvtillid,

havde de opført sig anderledes.

Men under alt det er der en lille bange dreng.

Vi ved alle, hvorfor det ikke skete.

Det er et spørgsmål om…

…ren og skær fordomme. Gode gammeldags fordomme.

Selvfølgelig var de fordomsfulde.

Et sammenspist mande-netværk.

Og der var ikke et “kvinde-netværk.”

Jeg var skuffet, fordi jeg vidste, jeg gjorde det godt, og så…

Men det kunne de ikke lide. Ej heller at nogen af os klarede det.

Så det var slut med det.

Mange år senere

indrømmede Jackie overfor mig, hun var flov og fortrød det…

…og skammede sig lidt. Det fortalte hun mig.

For at slå russerne til månen, måtte vi indhente dem først.

Hvornår tror du, det vil ske, og hvad bliver deres næste rummission?

Det er lidt svært at finde ud af i et forløb,

hvor modstanderen gør alt hemmeligt.

Vi ikke ved, hvad de laver. Vi ved ikke, hvad vi er oppe imod.

Har du ingen idéer? Der er snart en mission.

Ingen idé. Jeg har ingen hemmelig information.

Kun det, jeg læser i aviserne.

JUNI 1963 - VALENTINA TERESHKOVA BLIVER DEN FØRSTE KVINDE I RUMMET

Valentina,

selvom hun var russer, og vi ønskede, at den første havde været amerikaner,

hjalp hun alligevel med programmet.

Det er modigt at kravle ind i en af de rumfærger

og blive sendt ud i rummet for at se, hvad der så sker.

VALENTINA I KREDSLØB OM JORDEN 48 GANGE

Valentina var faldskærmsudspringer.

Vi havde foretrukket, at en pilot blev valgt.

Men det faktum, at de sendte en kvinde ud i rummet,

var et gennembrud,

og vi beundrede hende meget.

Det var en kæmpe propagandasejr for russerne igen.

“B” sad der bare og tænkte på, hvor dumme de mænd var.

FLOT KLARET, VALYA!

Russerne sendte en kvindelig kosmonaut op.

Er der plads i vores rumprogrammer

til en kvindelig astronaut efter din mening?

Vi kunne have brugt en kvinde…

PROJEKT MERCURY ASTRONAUT

…på det andet Mercury-Atlas kredsløb, vi havde.

Vi kunne have sendt en kvinde op, samme type kvinde,

og fløjet hende i stedet for en chimpanse.

Men…

Mor var vred. Virkelig vred.

Ja, det var hun. Og blev ved med at være det, faktisk.

Afviklingen af programmet fik hende til at blive radikaliseret.

Mor var en af de første grundlæggere af NOW.

National Organization of Women.

Hun blev inviteret som resultat af høringerne.

NOW - VIDUNDERKVINDEN INGEN MYTE, AMERIKA

Hun kæmpede for kvinderettigheder dag og nat,

uge efter uge, måned efter måned,

så det næsten blev: “Så er hun i gang igen.”

MARTS 1965

NASA AFFYRER DET FØRSTE TOMANDS-RUMFARTØJ FEM MÅNEDER EFTER RUSSERNE

ADVARSEL TIL MANDSCHAUVINISTER

ALLE KVINDER ER SMUKKE

GØR MØDRE TIL BORGERE NU!

JULI 1969 - NASA FORSØGER AT NÅ TIL MÅNEN FØR RUSSERNE

SLUT MED: RACISME, MANDSCHAUVINISME, KAPITALISME

MÆND PÅ MÅNEN I GÅR KVINDER FRIGØR VERDEN I DAG

Er lille skridt for en kvinde…

…et kæmpespring for alle kvinder.

Du har kun 15 minutter, før du skal køre tilbage til LEM, skifter.

Okay.

Vi må i arbejde. Sarah, vi tager en prøve her.

At tage til månen var en af de ting i 60’erne,

som vi alle kunne være stolte af.

Det var en god tur.

At styre er lidt svært.

Men tænk, hvor sigende og stort det havde været,

hvis en kvinde gik på månen.

Det var en alvorligt forspildt chance.

Det ville have ændret manges liv.

Ikke kun for mange små piger, der så ville være ingeniører,

men i forhold til en fair magtfordeling…

VELKOMMEN HJEM, JANEY

…implementering af praksisser og love, der kunne have repræsenteret

den humanitære komponent af kvinder

i modsætning til kampglade mænd.

VORES HELTINDE

Det ville have haft en utrolig positiv indvirkning…

…på at styrke kvinder

og overvinde den forestilling,

at kvinder ikke kan gøre det, som mænd kan i dette land.

VELKOMMEN, GENE NORA

Jeg ville gerne have gået på månen.

Jeg ville have elsket at sætte det amerikanske flag i månens skorpe…

…og gøre honnør for det…

…samle et par sten. Mand, de sten er meget værd i dag…

…og fuldende den opgave, der skulle være gjort.

Jeg ville have elsket det.

Jeg kunne have gået på den. Sparket og spredt støv.

Fordi det gjorde mændene.

Jeg kunne have gjort alt det, de kunne.

Jeg er fra Elmira, New York,

og det interessante ved Elmira er National Soaring Museum.

Som barn så jeg svæveflyverne lette og lande.

Jeg overvejede: “Hvordan ville det være deroppe?”

Som barn overvejede jeg at flyve en dag.

Da jeg blev ældre, besluttede jeg at blive astronaut.

Men jeg husker ikke, jeg tænkte: “Jeg kan ikke, fordi jeg er ikke en mand.”

Det var mere: “Jeg bliver astronaut,

en kvindelig astronaut.”

USA’S FLYVEVÅBEN

Flyvevåbenet lod kvinder deltage i flyvetræning i 1976.

Jeg var den første årgang af kvindelige piloter i flyvevåbnet

lige efter college.

Det var et testprogram.

Så vi vidste, hvis vi dumpede, så ville kvinder ikke fortsat kunne flyve.

Så jeg prøvede virkelig hårdt.

Jeg undgik at date.

Jeg undgik at have et vildt socialt liv.

Det var vigtigt at være den bedste pilot, jeg kunne være.

Jeg elskede flyvevåbnet. Elskede det.

Men jeg fortalte ikke nogen, jeg ville være astronaut…

…fordi jeg vidste, de ville sige, jeg ikke kunne.

Jeg var ude at flyve.

Jeg kom tilbage til delingen…

…og der var en gul besked på opslagstavlen.

Der stod: “Ring til NASA.”

Jeg tænkte: “Så er det nu, de siger, om jeg er med.”

John Young svarede telefonen.

Han var astronauten, der gik på månen under Apollo-programmet.

Det første han sagde til mig var: “Vil du stadig være astronaut?”

Jeg sagde:

“Ja.”

Så han begyndte en lang historie om, at jeg skulle til Johnson Space Center.

Han sagde: “Har du spørgsmål?”

Jeg sagde: “Som pilot eller missionsspecialist?”

Han sagde: “Du bliver pilot.

Du bliver den første kvindelige pilot i en rumfærge.”

Mr. præsident, mrs. Clinton,

og administrator Goldin,

jeg kan ikke udtrykke, hvor stor en ære det er for mig at stå her i dag.

Det er også vigtigt at pointere, at jeg ikke nåede hertil alene.

Der er så mange kvinder i landet,

der før mig er steget til vejrs.

Fra de første flyvende cirkuspiloter

til kvindelige fragtpiloter i militæret under 2. verdenskrig

og Mercury-kvinderne i begyndelsen af 1960’erne,

der gik gennem de hårde lægeprøver.

Alle de kvinder var mine rollemodeller og inspiration.

Jeg var ikke her i dag uden dem, og de skal have en speciel tak.

Mercury 13-kvinderne er mine heltinder.

Vi er forbundne, fordi vi alle er piloter.

Så jeg inviterede dem til min affyring.

Da NASA fandt ud af, hvem kvinderne var,

fjernede de dem fra min liste og satte dem på VIP-listen.

Da Eileen Collins skulle op,

fik jeg et opkald om, at hun havde inviteret mig til affyringen.

De havde en pressekonference,

hvor astronauterne var på scenen i en stor hal.

De gav Eileen mikrofonen.

Før hun sagde noget andet, sagde hun: “Jeg vil gerne anerkende Mercury 13.”

Hun pegede på dem og sagde: “Vil I rejse jer op?”

Så læste hun navnene højt.

Og hun sagde:

“Hvis det ikke var for Mercury 13, var jeg ikke her i dag.”

De var meget imødekommende og kunne ikke have været sødere.

Men jeg glemmer aldrig, da alle astronauterne stod og klappede ad os.

Vi har boostertænding og liftoff af Columbia,

der når nye højder for kvinder og røntgen-astronomi.

Det er Columbia. Vi har en brændselscelle ude… nummer et.

Forstået, Columbia. Vi kigger på det.

Så det betød meget for os at lære Eileen at kende,

og specielt at se hende blive sendt op.

Jeg elskede det og tænkte: “Hun er i førersædet.

Den kvinde er i førersædet.”

Vi følte os forløste: Vores mission ikke havde været forgæves.

Vi fik folk til at tænke: “Ja, kvinder kan godt.”

Og, Houston, det I ser er faktisk implementeringen,

når vi aktiverer, og der er så stille.

Når jeg taler om fremtiden for rumforskning,

er en af de ting, som jeg fortæller unge i dag:

“De 12 mennesker, der gik på månen, var alle mænd.

Det var et resultat af den kultur, vi havde i verden i 1960’erne.

Du kan blive den første kvinde, der går på månen,

hvis du vil være astronaut.”

Det er det, jeg fortæller de unge.

Måske bliver den første, der går på Mars, en kvinde.

Vi har Eileen. Vi har mange kvinder.

Mange af dem er ingeniører. Nogle er piloter.

Men jeg siger til de unge i dag:

Søg ind i STEM-programmer.

Få en ingeniøruddannelse.

Vælg NASA.

Og sørg for at komme ud i rummet. Kom op at flyve.

Bliv ruteflypilot. Bliv flyinstruktør.

Hvis det er det, du vil, gør det. Fordi det elsker jeg.

I KÆRLIG ERINDRING OM PAMELA NEVILLE-SINGTON, 1959-2017

Tekster af: Rikke Fryman