Original subtitles

- Værsgo, hr. Nyd Deres ferie. - Tak.

Skal jeg tage tasken?

Her ligner sig selv.

Señor Perez?

- Værsgo. - Okay. Tak.

Goddag.

Adam. Louise.

Goddag, Perez.

Hvordan går det? Hvordan har familien det?

Godt.

Skal du på ferie snart?

- Undskyld? - Skal du på ferie?

Nej, desværre ikke. Min kone og jeg tog til Marokko i vinter.

Så vi skal ikke holde så meget ferie den her sommer.

- Marokko er et dejligt sted. - Det er det.

Hvad med jer? Hvordan har I det?

- Fint. - Udmærket. Godt.

Lad mig lige finde jeres sagsakt.

Som I ved, har dommeren valgt at lukke jeres sag.

Jeg vil gerne takke jer for at komme i dag og tage jer tid til at tale om det.

Vi har forberedt en grundig rapport om sagen.

Jeg vil gerne have, at I læser den, stiller spørgsmål og underskriver den,

så I bekræfter, at I er blevet informeret om processen,

og at rapporten afspejler de informationer, I har modtaget.

- Har I spørgsmål? - Ja, jeg har et. Hvorfor nu?

- Er det fordi ...? - Adam, skat.

Kan vi ikke holde op med det her?

Jeg spørger bare. Man må gerne spørge.

Hvad står der præcist i rapporten?

Rapporten siger, at politimyndigheden ikke har nogen tvivl om ...

... at jeres søn er død. At det var en drukneulykke ...

... selvom hans lig aldrig er blevet fundet.

- Og hvis vi ikke er enige? - Så noterer vi det.

Så vil dommeren tage det i betragtning.

Ærlig talt ændrer det ikke meget ved den procedure, som er blevet indledt.

Skat.

Vi kan gennemgå den sammen, men I kan også få et eksemplar,

som I kan læse derhjemme.

Jeg venter udenfor.

Beklager.

Vi har gjort alt i vores magt. Det ved du udmærket.

Der er ikke mere at finde. Det har der aldrig været.

Og derfor afviste dommeren din anmodning om ikke at lukke sagen.

Hvad med indbruddet?

Hvad med det?

Jeg spørger dig. Vi har ikke været her i flere år.

Og en uge før vi vender tilbage til den her forbandede by,

bryder nogen ind i vores lejlighed. Er det et tilfælde?

Du aner ikke, hvor mange indbrud vi har.

Oftest narrestreger. Teenagere, der keder sig uden for sæsonen.

Der er ikke mere i det.

Hvad med brevene?

Dem, vi har modtaget, og stadig får flere af?

Adam, der vil altid være folk, som forsøger at udnytte situationen.

Det er brutalt og ækelt, men sådan er det.

Jeg ved, at det lyder kynisk, men du skal prøve at komme videre.

Mange tak, Perez

Må jeg få et eksemplar af rapporten?

Selvfølgelig.

Værsgo.

Lucas' sko og hans T-shirt. De ting, I fandt.

- Har I stadig dem? - Selvfølgelig.

Det er bevismateriale. Det er i vores arkiv.

Må jeg se dem?

- Nu? - Ja tak.

Sådan fungerer det desværre ikke.

Vil du have lidt selv?

Nej tak.

Skal du med i vandet?

Nej.

Nej?

Jeg vil hellere ligge her.

Du plejer da ikke at gide at sole dig.

"Plejer" er død, Adam.

Jeg synes, at vi skal sætte lejligheden til salg.

Kan du huske apotekeren i byen?

Nej.

Du sagde altid, at hun kiggede mærkeligt på dig, når du var derinde.

Åh. Jo, hende husker jeg.

Jeg følte altid, at hun var en smule jaloux.

Hvorfor?

Jeg havde blærebetændelse, hver gang vi var her.

Jeg tror, at hun var misundelig på al den sex, jeg fik.

Jeg tror, at du overdriver lidt.

Hvad er der med hende?

Hun kunne ikke genkende mig til at starte med.

Jeg er fandeme blevet gammel.

Også mig.

Nej.

- Jo. - Nej.

Jeg går i seng.

Undskyld.

Det er okay.

Hallo?

Hallo?

JEG VED, HVAD DER SKETE MED DIN SØN.

FORSVUNDET BARN HJÆLP OS MED AT FINDE LUCAS

- Goddag. - Goddag.

Hej. Klar til at bestille?

- Ved du, hvem jeg er? - Ja.

Jeg har et spørgsmål til dig.

Værsgo.

Har du sendt mig det her?

Nej.

- Er du sikker? - Selvfølgelig.

- Men hvem sendte den så til mig? - Jeg ved det ikke.

Se her. Det er jeres menukort. Det er det samme.

Vi har mere end 150 gæster hver dag.

Og menuen er ikke ændret i årevis. Det kunne være hvem som helst.

Jeg aner ikke, hvem der kunne finde på at gøre den slags.

Jeg ved det ikke.

Må jeg sætte en plakat op et sted i din café?

Naturligvis. Der er en væg, hvor du kan hænge den op.

Jeg er ked af, hvad der skete.

Mange tak.

Det var mine bedsteforældres lejlighed.

Der kommer et smukt lys ind.

Og gulvene er virkelig velholdte.

Her er masser af historie.

- Må jeg? - Det er køkkenet.

Ja.

Dejligt.

Inventaret er også skønt.

Følger det med huset, sammen med køleskabet eller ...?

Ja, det skulle jeg mene.

Ja. Det vil helt sikkert gøre det lettere at sælge.

- Virkelig? - Ja. Jeg har allerede nogle idéer.

Potentielle købere. Jeg har et par i tankerne.

- Må jeg? - Vær venlig ikke at gå derind.

Beklager.

Jeg er ked af det med jeres søn. Det er jeg virkelig.

Tak. Det er pænt af dig.

Hej.

Se, hvad jeg fandt.

Nej, ikke af mig.

Der er ingen film i. Bare rolig.

Jeg tager ikke noget billede af dig. Det kunne jeg ikke drømme om.

Det var ikke sødt sagt.

Du skal ikke tage et billede af mig!

Jamen ... For fanden da.

Kom an!

Kom så! Du skal ikke kilde mig!

Lad os nu ...

Nej!

Hvad skal du have?

Måske fisk.

Er I danskere?

Ja.

Ja. Eller halvt. Min kone Louise er fra Sverige.

Nå, okay. Det er tæt nok på, ikke?

Jo.

Er I på ferie?

Ja, en uges tid.

- Jeg hedder Carl. - Hej, Adam.

- Louise. - Hej, Julie.

Hyggeligt at møde jer.

Er det første gang, I er her?

Nej. Vi har faktisk en lejlighed her på den anden side af pladsen.

- Fantastisk. - Hvad med jer?

Det er første gang, vi er her. Men helt sikkert ikke den sidste.

Nej, her er virkelig hyggeligt.

Hej, skatter. Hvad for en smag har du valgt?

- Jordbær. - Må jeg smage?

Det er Simon. Kan du sige hej, skat?

Hej, skat.

Hey. Jeg hedder Adam. Hej.

Highfive.

- Hej. - Hej.

Vi har også en søn.

Er det rigtigt? Hvor er han henne?

Han er blevet så stor, at han ikke vil med os på ferie længere.

Han ved ikke, hvad han går glip af.

Hvor gammel er han?

Han bliver snart 15.

Jeg er otte år.

Han er i Sverige hos mine forældre. Han sejler kano og fisker.

Det lyder hyggeligt. Hvad hedder han?

Lucas.

Tænk, at de bliver så store.

Det er fantastisk.

Pludselig kan man tale med dem om alting.

At kunne se på sit barn og se, at han er blevet en fantastisk person.

At vide, at man selv har været med til at forme ham.

- Det er en vidunderlig følelse. - Værsgo.

Det er is til de voksne, det her. Du kan da ikke spise mere is?

- Hvad vil du have, skat? - Chokolade.

Ja da. Og dig?

Jeg vil ikke have noget. Ellers tak.

Adam sagde det. Men jeg sagde, at du skal have is.

Simon siger, at det er verdens bedste is.

Ved du hvad? Så får du min, Simon.

- God idé. - Du er heldig.

- Hvad med dig? - Jeg tager den samme som Simon.

- Den er kæmpestor. - Godt valg.

Det ser godt ud.

Louise har tilbudt at passe Simon i morgen,

så vi to kan komme ud at dykke lidt sammen.

- Er det rigtigt? - Er det rigtigt?

Ja.

- Sig ja, far. - Han vil meget gerne.

Og hvad med dig? Han kan være lidt af en mundfuld.

- En lille bavian. - Kom nu.

Det kunne være hyggeligt, ikke, skat?

Vi har tun, tomat og pølse ...

... og gulerødder. Hvad vil du have?

Har du ostemadder?

Nej, jeg har ikke ost.

Så vil jeg ikke have noget.

Er du sikker?

Du er nødt til at spise noget.

Men jeg kan ikke så godt lide det.

Jeg vil gerne bede om ...

... alle pølsemadderne.

Louise laver verdens aller, aller, allerbedste pølsemadder.

Engang vandt hun faktisk en guldmedalje for sine pølsemadder.

- Det tror jeg ikke på. - Jamen det er rigtigt.

Det er altså ikke rigtigt.

Spis en pølsemad og en agurkemad. Så spiser vi en is i byen.

Hvor mange kugler?

Nul eller en. Du bestemmer.

Hey! Nej!

- Hvad står den? - 1-0.

- Der var faktisk offside. - Nej!

Nej!

Skulle hun ikke være med?

Adam, nej.

Kom, vil du ikke være med? Kom nu.

Jeg har lige scoret for din skyld.

Hvor er du sød. Hvad skal jeg gøre?

Du skal bare sparke til bolden.

Du skal score derhenne.

- Er du klar, Simon? - Ja.

Er du okay?

Bare spil lidt derovre. Skyd lidt derovre.

- Er du okay, skat? Slog du dig? - Nej.

- Er du okay? - Hvad laver I?

Ikke noget. Vi står bare og snakker.

Hvorfor gør du sådan her mod mig?

Du er så led.

Hvad har jeg gjort?

Det er let at lokke med is og lege superfar.

Undskyld, jeg prøvede bare ...

Det er jeg ked af.

Kommer du nu?

- Kom nu. - Okay.

Ja, jeg kommer nu.

Hvad laver du?

Jeg kigger efter fisk.

Kan du se noget?

Nej.

Kan du?

Nej.

Vil du se, hvor god jeg er til at svømme?

- Kom inde i mig. - Hvad?

Kom inde i mig.

Kom inde i mig.

Hej.

Har nogen af jer en cigaret? Nej?

- Jeg kan sælge dig en. - Fint. Hvad vil du have?

- To euro. - To euro for en cigaret?

Okay.

Værsgo.

Tak.

Har du ild?

Tak.

Dig genkender jeg. Vi er naboer, ikke?

Jo.

- Hvad hedder du? - Emilio.

Jeg hedder Adam. Jeg er fra Danmark.

- Vi ved, hvem du er. - Gør I?

Du er far til drengen, der druknede.

Ja. Hvor ved du det fra?

Min far sagde, at han havde set dig i byen.

Hvad sagde din far ellers?

- At du ser træt ud. - Okay.

Hvad er så morsomt?

Intet. Intet er morsomt. Tro mig.

Hør, jeg ville bare spørge jer, om ...

... om nogen af jer husker noget fra den sommer, min søn forsvandt?

Jeg ved, at I var yngre, og at I nok talte med politiet.

De fleste af jer.

Måske kom I i tanker om noget senere, der ikke virkede vigtigt.

Bare små ting ...

... der kan hjælpe mig med at forstå, hvad der skete med min dreng.

Okay.

Hallo?

Vent!

Hallo?

Undskyld mig.

Hallo, kan du høre mig?

Hørte du mig ikke kalde på dig?

Jeg vil ikke tale med dig.

Jeg vil bare spørge ...

Jeg har sagt, at jeg ikke husker noget.

- Kan du ikke lade være med at gå? - Forsvind, eller jeg tilkalder politiet.

Vil du tilkalde politiet? Hvorfor?

Hør. Vent et øjeblik.

- Vi er naboer, ikke? - Jo.

Godt. Der var indbrud i vores lejlighed for et stykke tid siden.

- Jeg vil høre, om du har set noget. - Jeg ved intet.

Hvorfor går du?

- Hold op med at følge efter mig. - Lad være med at gå. Jeg beder dig.

Skjuler du noget? Jeg vil bare ...

Venner, kom her! Skynd jer.

Nu er du i knibe. Mine venner er på vej.

- Ved du noget? - Lad mig gå. Kom nu!

Du ved noget.

- Hvad fanden siger du? - Du ved noget.

- Hør her. Lad mig gå.

Hvorfor reagerer du sådan? Du ved noget.

- For helvede! - Hold op med at råbe konstant!

Hvad er det, du laver? Det er min telefon.

- Giv mig min telefon. - Hvad er det, du skjuler?

- Giv mig min skide telefon. - Hvad er koden?

- Jeg kaster den væk. - Venner!

- Giv mig min telefon! - Vent!

- Er du okay? - Skrid!

Hvad fanden foregår der?

- Din skiderik. - Undskyld. Det var et uheld.

Du er ynkelig. Slog du også din egen dreng?

Hvad sagde du?

Hvad fanden laver du? Forsvind med dig.

Fuck dig.

- Hej. - Hej.

Jeg hedder Emilio. Vi er naboer.

Jeg har mistet min telefon, og jeg tror, at den er her.

- Her? - Ja.

Jeg mistede den forleden.

Men jeg kan se på min computer, at den er her i bygningen.

- Mener du det? - Ja.

Jeg tror ikke, at den er her. Jeg har ikke set den.

Måske din mand, så.

Kender du min mand?

Ja.

Og du kan se på din computer, at din telefon er herinde?

Ja.

- Tag dine sko af. - Mine sko ...?

- Vil du have et glas juice? - Ja tak.

Tak.

Jeg prøver at kigge efter den.

Jeg kunne ikke finde den.

Tak, fordi du ledte.

Hvad er der sket med dit øje?

Jeg spillede fodbold.

- Kan du lide at læse? - Ja.

Du må gerne få den.

Jeg mener det. Som en gave.

Tak. Men jeg forstår ikke, hvad der står.

Må jeg læse lidt af den højt for dig?

Ja, hvis du gerne vil.

"Helene. Jeg så hende første gang i skolegården."

"Jeg var 12 år."

"Hun legede tagfat med de andre, men hun var den eneste jeg så."

"Små stråler af lys faldt fra hende, hver gang hun tog et skridt."

"Hun var iført sorte jeans og en sort trøje. Hun var en solformørkelse."

"Helene kom to timer for sent til skolens afslutningsfest."

"Straks hun kom gennem døren, var der nogle af fyrene, der besvimede."

Andre drak mekanisk og spiste alle jordnødderne."

"Inden hun trådte ind i lokalet, var det let for os at være overfladiske."

"Men hendes blotte nærvær ændrede ethvert molekyle i rummet

og det blev pludselig svært for os bare at være os selv."

"En lyshåret fyr med tilhørende appelsinjuice introducerede os."

Jeg kan huske ham.

Jeres søn. Jeg kan huske ham.

Jeg kan huske, han havde en ny fodbold, som han var glad for.

Jeg kan huske, at han ville spille med os,

selvom vi var lidt ældre.

Jeg kan huske, at jeg kunne se ham fra mit vindue.

Han sad i sin seng og legede med sit legetøj.

- Undskyld. - Nej.

Jeg burde ikke have sagt det.

Der er intet galt i at mindes.

Åh gud, her er virkelig smukt.

Jeg kan også lide udsigten.

Ja. Der er et smukt lys i hele huset.

Sagde du ikke, at du ikke ville være med?

Jo, men jeg har ombestemt mig.

Okay.

Skal vi sige hej?

Ja.

- Hallo. - Hej. Jeg hedder Peter.

- Julia. - Hej.

- Hej. Christina. - Hola.

Sådan gør man i Spanien.

Velkommen. Kan I lide det?

- Det er fantastisk. - Det er lige, hvad vi søger.

- Det er smukt. - Tak.

Vi elsker stedet og har prøvet at bevare det. Selv gulvet.

Det er oprindeligt. Prøv at mærke.

Ja, det er virkelig rart.

- Godt, det føles godt. - De elsker det.

Som I ved, følger inventaret med huset, hvis I ønsker det.

Ja, selvfølgelig.

Det er lige os. Vi er vilde med det.

Godt.

- Godt. Ved I hvad? Det er jeres. - Tak.

Prøv stolene. De er meget behagelige.

- Thonet-stole. - Thonet-stole?

Ja. I Tyskland kalder vi dem Thonet-stole.

De er bøjet ved hjælp af damp.

Vi kalder dem bare stole.

Kunne I lide køleskabet?

- Ja. - Så er det jeres.

- Det har en fint blå farve. - Jeg kan lide det.

Godt.

Lad mig bare lige ...

Adam, hvad laver du?

Jeg rydder bare ud, skat. De vil nok ikke have vores gamle mad.

Følg med mig.

Kan du ikke holde op?

Okay.

- Som walk-in closet måske. - Det ville være dejligt.

Eller et gæsteværelse.

Undskyld. Jeg vil gerne undskylde.

Det har været stressende med lejligheden.

Det er i orden. Den følelse kender vi nok alle.

Beklager, jeg ville ikke forstyrre. Kan I lide rummet?

Ja. Det er også et dejligt rum.

- Har I børn? - Nej.

Men der er faktisk et på vej.

Virkelig? Wow.

Louise? De skal have en baby.

Tillykke.

- Hvor er det dejligt for jer. - Tak.

- Tillykke. - Tak.

- Hvor langt henne er du? - 12 uger.

Okay, så er det for sent at få en abort.

Medmindre I gør det selv, hvilket jeg ikke synes, at I bør.

Men i Sverige er det vist tilladt frem til uge 18.

- Hold din kæft. - Hvad har jeg sagt?

- Hvad er der i vejen med dig? - Kom. Vi går.

Jeres barn vil alligevel dø på et tidspunkt. Nu kunne I selv bestemme hvornår.

Kom, lad os gå.

Skal vi bare glemme det hele, eller skal vi lave en ny aftale?

Lad os lave en ny aftale.

- Virkelig? - Nej.

Jeg sagde, at jeg ikke ville tage tilbage.

Jeg vil aldrig mere tilbage.

Synes du ikke, at det er mærkeligt?

At ...?

At de skulle bo her.

At de skulle spise her.

Og elske derinde.

At deres barn skulle bo inde på Lucas' værelse.

Sådan gør folk.

De forsøger at komme videre med deres liv.

Det gør jeg også.

Jeg oplever det, som om du ...

... opstiller en slags facade.

Du opfører dig, som om du har kontrol.

Som om du har styr på tingene.

Men du er lige så langt så nede, som jeg er.

Nogle dage ville jeg ønske, at du var forsvundet i stedet for Lucas.

Så ville alting være så meget nemmere.

Sådan har jeg det med dig hver dag.

Vi sidder her, 40 år gamle ...

... og er rædselsslagne for, at vi aldrig vil blive lykkelige igen.

Vi er ikke engang modige nok til at gå fra hinanden.

For vi vil hellere være ulykkelige sammen

end at risikere ensomhed.

Du kan sige, at du elsker mig.

Men du har jo intet andet valg.

Går vi fra hinanden, dør han.

Så er der intet tilbage.

Jeg vil tale med Perez.

Undskyld mig?

Jeg vil gerne tale med Perez.

Hvordan kan jeg hjælpe Dem?

De kan hjælpe mig ved at lade mig tale med Perez.

- Lige et øjeblik. - Fint.

Godaften. Er der et problem?

Nej, intet problem. Jeg vil bare gerne tale med Perez, tak.

Perez er her ikke.

Vil De tale med ham, så kom i morgen.

Jeg må tale med ham. Jeg ved, at han er derinde.

Jeg beder Dem.

Okay.

Beklager.

Av, for satan.

JEG VED, HVAD DER SKETE MED DIN SØN.

Jeg ved, hvordan det vil lyde, men lyt lige til mig et øjeblik.

Jeg har på fornemmelsen,

at der er en gruppe teenagere i byen, som ved mere, end de vil sige.

Mere, end de sagde dengang.

Jeg er ret sikker på, at de også brød ind i vores lejlighed.

Ja, okay. Du har en fornemmelse.

Hør, Adam. Jeg er ikke uenig, hvad indbruddet angår.

Men hvad har det med Lucas at gøre?

Du må holde op. Lad være med at lege detektiv.

Hold op med plakaterne og med at tale med folk.

Må jeg ...?

Værsgo.

Hør her. Det er slet ikke i orden at du smadrede den patruljevogn.

Men jeg er glad for, at du er kommet.

- Hvad er det? - Vi har også modtaget et brev.

Alle de andre breve, vi har modtaget, har kun indeholdt offentlige oplysninger.

Ting, som folk kan læse i aviserne.

Men det her brev ...

Det henviser til information, som politiet aldrig har viderebragt.

Som teksten på fodboldmedaljen, som Lucas bar den aften.

Og at en af hans sko havde et stort hul ved storetåen,

som det fremgik af din beskrivelse dengang.

Han elskede de sko.

Han ville gå med dem hele tiden.

Har du skrevet brevet selv, Adam?

Hvad?

Har du selv skrevet brevet?

Nej, hvorfor skulle jeg gøre det?

Så det skal virke, som om der er noget at kæmpe for.

Måske kan du forklare mig det.

Jeg behøver ikke at skrive et brev for at opretholde håbet om,

at min søn er i live.

Godt. Jeg tror dig.

Tak.

Vi prøver at finde ud af, hvem afsenderen er.

Godt.

Lad mig spørge dig om noget, Perez.

Hvad tror du, at der skete?

- Det spiller ingen rolle, hvad jeg tror. - Men jeg vil gerne vide det.

Vi har søgt grundigt. Og vi fandt intet.

Jeg taler ikke om politiet.

Jeg spørger dig.

Hvad tror du, at der skete?

Man kan aldrig være sikker. Alt er muligt.

Jeg hørte engang en historie om en pige et sted i Asien.

Hendes forældre lod hende være alene hjemme på gården.

Hendes mor skulle til lægen, og faderen måtte køre hende.

Da de vendte tilbage en time senere, var pigen væk.

Alle troede, at hun var blevet kidnappet, men politiet fandt aldrig noget.

- Hvad skete der? - Hun dukkede pludselig op.

Tre år senere, 20 kilometer fra sine forældres hjem.

Hun var gået ud for at lege i skoven, men for vild.

Hun klarede sig i skoven nogle uger, indtil nogle fattige bønder fandt hende.

De tog sig af hende.

Tre år senere arbejdede hun på et marked med sin nye familie ...

... da nogen genkendte hende. En onkel, tror jeg.

Hun blev genforenet med sin mor.

Hendes far havde taget sit eget liv i sorg ...

... få uger forinden.

Jeg synes, at du burde tage hjem. Til din kone.

Tage hjem? Hvad med den bil, jeg lige smadrede?

Bliver jeg ikke anholdt?

Du bliver ikke sigtet, hvis du går med til at betale for skaden.

Nej, jeg vil ikke betale.

- Er det virkelig dit ønske? - Ja.

- Tak. - Det var så lidt.

1. juni.

Sommer.

Igen.

Der er næppe mange, som bryder i gråd på grund af duften af solcreme.

Det gør jeg. Jeg bruger det aldrig længere.

Jeg kan ikke holde det ud.

Der er to ting, som jeg ikke længere kan holde ud.

Solcreme og jordbæris.

Jeg går stadig med solbriller.

Men det er vist bare af forfængelighed.

Tænk, at man stadig kan være forfængelig.

3. juli.

Din far og jeg kysser meget for tiden.

Som om vi leger en leg, hvor man skal kysse mest.

Ikke fordi vi faktisk vil.

Men fordi ingen af os vil tabe.

12. august.

Jeg tog bussen på arbejde,

da jeg pludselig blev omringet af skoletasker med tilhørende børn.

I dag var det første skoledag.

Jeg måtte stige af bussen og gå resten af vejen.

Fem kilometer.

Jeg kom for sent på jobbet og undskyldte for forsinkelsen.

Forgæves.

Folk er rare og forstående.

Jeg skal da ikke undskylde.

Jeg hader dem.

Jeg ville ønske, at de alle var døde, selvom det nok er at overdrive lidt.

30. oktober.

Far tror, at du vender tilbage en dag.

Det ved jeg, selvom han aldrig ville indrømme det.

I dag mødte far og jeg din ven Erik.

Han var lige fyldt år. Erik er 14 år gammel nu.

Det er sært at tænke på.

I mit hoved er du stadig en lille dreng.

Men hvad, hvis du kommer tilbage?

Hvor gammel vil du så være?

Måske kan du selv vælge.

Erik er holdt op med at spille fodbold.

Jeg tror også, at han er holdt op med at tænke på dig.

Det sagde han ikke, men det kunne jeg mærke.

Det er vel i orden. Han gør det næppe med vilje.

Jeg tror ikke ... at man kan glemme med vilje.

Jeg tror bare, at man glemmer at huske.

11. december.

Hvis sommeren er hård, så er julen heller ikke så rar.

Din far og jeg skændes om vi skal købe et juletræ eller ej.

Jeg tror, at jeg lader ham bestemme.

Han har vist brug for det.

Jeg opdagede forleden ...

... at din far laver lektier i skjul.

Dine lektier.

Han sidder på sit kontor og laver matematikopgaver.

Vinkler, trekanter og Pythagoras.

Diagrammer.

Din far tegner cirkler og linjer på din lille tavle.

Far nyder det.

Vi har forskellige måder at håndtere det på.

Louise?

Skat?

Louise?

FØR VAR LUCAS SØD. NU ER LUCAS DØD.

Hallo?

Undskyld, hvem er det?

Ja, jeg er hendes mand.

Hej, piger.

Må jeg tale med damen? Tak.

Er der mere te?

En rose til fruen?

Nej tak.

Undskyld.

- Må jeg tale med dig? - Nej tak.

Jeg er ikke ... Tak.

Det er dig med drengen, ikke?

Det er okay, skat.

Hvad sagde du?

Det er dig med drengen, ikke?

Jeg har set jer, men jeg var ikke sikker.

Men nu er du sikker? Var det det?

Jeg skal fortælle dig noget. Der er noget, du skal vide.

Jeg er ikke interesseret. Jeg går tilbage til min kone.

Og du skal lade os være i fred.

- Hun bør også vide det. - Du bør gå nu. Lad os være.

Fint. Jeg ville bare hjælpe.

Er alt i orden?

Ja.

Jeg kommer om to minutter.

Nej. Du skal ikke gå.

Jeg kan ikke. Jeg kommer lige om lidt.

Så går vi begge to.

Undskyld mig?

Jeg har travlt. I må vente.

Så køber jeg alle blomsterne. Alle sammen.

Jeg vil ikke have dine penge.

Det bliver fire euro.

Mange tak.

- Hej. Jeg hedder Miguel. - Louise.

Hyggeligt at møde dig, Louise.

Nå, hvad er det?

Må jeg få en cigaret?

Hør. Jeg ved, at I har søgt svar.

Jeg ved også, at I har ledt de forkerte steder.

I skal ikke tro, at jeg ved alt muligt.

For det gør jeg ikke.

Men jeg kender en, der gør, og I bør tale med ham.

Det er alt, jeg ville sige.

I burde komme med mig.

Nej.

Det tager lige et øjeblik. I skal endelig føle jer hjemme.

Godaften.

- Skål. - Skål.

Skat.

Godaften. Hvordan går det?

- Paulo. - Adam.

- Louise. - En fornøjelse at møde jer.

Hæld lidt op.

Tak.

- Godt. Hvordan har I det? - Fint, tak.

Jeg vil fortælle jer, hvad jeg ved.

Okay.

Jeg vil fortælle jer alt og besvare jeres spørgsmål.

Tak.

Men jeg vil også have noget til gengæld.

Okay.

Hvad vil du have?

Vi kan gøre det her på to måder.

Vi kan tage ud nu og få fat i nogle kontanter og så tale sammen bagefter.

Eller hvis I er lidt utålmodige, og det ville jeg godt kunne forstå,

så taler vi nu og venter lidt med pengene.

Nå. Hvad foretrækker I? Det er op til jer.

Måske kan vi tale nu, og så giver jeg jer pengene bagefter.

Hvis du ikke har noget imod det? Er det i orden?

- Fint. - Virkelig?

- Ja da. - Okay. Tak.

Jeg synes faktisk, at vi skal gøre det på den anden måde.

Jeg vil bede jer om at tømme jeres lommer og tasker.

Hvad I end har på jer.

Alt, I har. Forstået?

Godt.

Giv mig din taske. Jeg gør det for dig.

Smykker, ring og halskæde.

- Hej. - Hej.

- Goddag. - Goddag.

Jeg er Emilios mor.

- Må vi komme indenfor? - Ja, da.

- Hej, Louise. - Rosa.

- En fornøjelse. - I lige måde.

- Goddag. - Goddag.

- Hvordan går det? - Fint.

- Hej, Emilio. Hvordan går det? - Godt.

Okay.

Hvad sker der?

Jeg ville spørge dig om det samme.

- Vil I sidde ned? - Ja.

Emilio. Det er bedst, at du venter der.

- Vil du have noget kaffe? - Vand, tak.

- Vil han have noget? - Nej, han klarer sig.

Hør, jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det.

Jeg tror, at der foregår noget mellem dig og min søn.

Undskyld. Altså hvad..?

Emilio har opført sig sært de sidste par dage.

Vi kom op at skændes, da jeg konfronterede ham med det i aftes.

Og ud af det blå fortalte han mig, at han havde mødt nogen.

Jeg blev helt rørt, for normalt fortæller han mig ikke den slags.

Men så fortalte han mig, at han er forelsket i dig.

Han sagde også, at han kan lide at være sammen med dig.

At du forstår ham, og at han forstår dig.

Jeg er bange for, at det er en misforståelse.

Jeg mødte Emilio for nogle dage siden på stranden.

Han sparkede en fodbold hen mod mig og kom hen for at undskylde.

Han så, at jeg læste en bog, og spurgte, hvad jeg læste.

Han fortalte, at han var meget interesseret i bøger,

og jeg fortalte ham, at min mand er lærer.

Han fortalte, at han har været her. I lejligheden.

Ja. Han var her en gang.

Han spurgte, om jeg kunne anbefale noget at læse.

Og jeg sagde, at han kunne komme forbi en dag og låne nogle bøger.

Det troede jeg ikke, at han ville, men han kom faktisk.

Jeg gav ham et glas juice.

Han lånte nogle bøger og ...

Det er alt.

Der er ikke sket andet.

Beklager. Jeg burde ikke have inviteret ham.

Det var en fejl.

Jeg beklager dybt.

For den her situation.

Nej, det gør intet.

Måske skulle jeg tale med ham?

Bare for at få alt på det rene.

Det er måske bedre, at han hører det fra mig.

Ville det være i orden?

Ja.

Hej.

Hej.

Min mor vil ikke have, at vi ses længere.

Ja.

Hvordan har du det med det?

Det ved jeg ikke.

- Jeg tror, at hun måske har ret. - Okay.

Måske bør vi slå op.

Slår du op med mig?

Jeg synes, at du er for gammel til mig.

Det er ikke sødt sagt.

Du ved godt, at det hele er din skyld, ikke?

Det var dig, som kom og bankede på min dør.

Det var dig, der begyndte at kysse mig.

Dig.

Og jeg vil vædde på, at du gik tilbage til dine små venner

og fortalte dem, hvordan det var at kneppe en ældre kvinde.

Ikke sandt?

Undskyld.

Jeg løj for dig.

Det er sandt, at jeg kan huske jeres søn.

Men han var irriterende.

Ligesom alle de andre turister, der kommer hver sommer.

Ligesom dig.

Jeg kan huske, at han ville være en stor dreng

og spille fodbold med os.

Men ved du hvad?

Vi fik ham til at græde.