Original subtitles

Det var på den tid af året, som man kalder Indian Summer.

Efteråret var på vej ind over Kanadas vildmarker.

Der er forandring i luften, opbrudstemning i blodet, og dyrene

længes mod deres vinterhjem.

Det er en tid, hvor fuglene kommer og går.

Alt er i bevægelse, en mærkelig urostemning.

Men når dagen er forbi, går naturen til ro, og natten bringer hvile.

Det var netop på denne årstid, i den samme uvejsomme del af Kanada, at denne

historie begyndte.

En aften sad en mand, som hed John Longridge, sammen med nogle af sine

venner.

De var hyggelige at bo sammen med, for han var ungkald. Det var næsten som at

have en familie.

Men det var nu alligevel ikke helt så godt, som det så ud til.

For det her var ikke dyrenes rigtige hjem, og manden var, selvom han var

og venlig mod dem, ikke deres rigtige herre.

Og det var måske forklaringen på den bekymring, der stod at læse i den unge

retrivers øjne.

Sorry, I can't hear you.

Mrs. Oaks?

Yes, it's me, Mr. Longridge. Can you hear me?

I hear you.

I wanted to know, what time will you be leaving in the morning?

Mmm, about seven.

Trouble is, I can't make it by then.

Sorry, Mrs. Oaks, I've lost you again.

I think it's somebody else on the line.

If that's you, Winifred, you'll get off the line this minute. Now, do you hear

me?

Og før du kommer her, vil jeg tænke dig, at jeg ikke kan komme til 9

.00. Det er ganske allerede.

Er du sikker nu om morgenen? 9 .00 vil være allerede.

Selvfølgelig. Og før du kommer her, vil jeg tage de to døg og katten.

Longreach havde aldrig haft dyr, men han fandt hurtigt ud af, hvad de kunne

lide.

Han vidste, at dyrene elskede en rask løbetur om aftenen.

Han vidste også, at han ikke behøvede at være bange for dem.

De skulle nok selv finde hjem.

Ud for en morgenløsning, før jeg vælger.

Vær ikke sikker over dem.

Jeg ved, at de vil være fint.

Når de gik til ro for natten, kunne retriveren bedst lide at være alene, så

sov i køkkenet.

Siamiserkatten elskede luksus, så den sov foran pejsen.

Men Bultageren nægtede at gå til ro andre steder end i husherrens

Gamle Badger havde sin egen ko, sit eget tæppe og sine egne lumske planer.

Så snart manden var faldet i søvn, listede den gerne ud af sin ko og op i

rigtige menneskeseng.

Sådan gik det næsten hver gang.

Men i aften kunne manden ikke rigtig falde i søvn.

Han nåede at tænke på, hvordan det var gået til, at han havde fået de tre

dejlige dyr i pleje.

Det var en weekend hjemme hos professor Hunters.

Familien Hunter var hans bedste venner.

Han var gudfar til datteren og en slags onkel til sønnen.

Og det fik ham selvfølgelig til at holde særlig meget af deres dyr.

Det var

søndag, og som

tilværende blev han inviteret til at blive til middag.

Det var tilfældigvis også den dag, telegrammet kom.

Nancy ville heller engang.

Og i virkeligheden var de alle sammen mægtigt opsat på det. Men i ophidselsen

havde de glemt noget meget vigtigt.

Nu, han ville ikke være så købt op. Han ville være med andre katter.

Men han ærger andre katter.

Det kan gøre ham godt.

Når jeg synes, at han synes, at han er en dæk.

Jamen, jeg synes, at vi sætter det senere.

Der er ingen brug for at bryde John med problemet.

Men jeg har ansvaret.

Der er jeg rækket rundt i det store hus, ikke?

Jeg kender de dækker.

De dækker kender mig, så der er ingen brug for at bryde dem ud.

De vil stå med mig.

Når huset var faldet til ro, plejede katten at gå sig en inspektionsrunde.

En skygge, en natsværmer, en månestråle. Den var nysgerrig og kom

mange mærkelige steder, også i nat.

Men turen fik et uheldigt udfald.

Uden at den vidste det, havde den muliggjort den eventyrlige rejse.

Næste morgen var John Longridge tidlig på fære, som han havde bestemt det.

For nu skulle han afsted.

Ande i jagten var gået ind, og lige så længe han kunne huske, havde han været

jagt den første dag.

Nu var det tid igen.

Hva lua?

This is the first time.

You charmer, you.

Well,

young fella, you're the steady worker.

So you look after the other two. Won't you?

Au revoir.

Nu var dyrene alene, og de følte sig forladt af alt og alle.

Der faldt en dyb stillhed over stedet. En stillhed, som næsten rakte til

ende.

Med hørte de stemmer.

Det var vildgæst, der kaldte vildgæst på vej til vinterhjem.

Her var noget på fære, som på en eller anden måde talte til den unge huls

instinkt. Det var noget, han forstod, for han længtes også hjem.

Der var et venskab, som bandt de tre sammen.

Hvor den ene gik, fulgte de andre efter.

Og så begyndte dyrene at gå hjemover.

De kunne ikke vide, at deres hjem lå over 300 kilometer borte.

De vidste kun, at det lå et eller andet sted mod vest, så de fulgte solen.

Den eventyrlige rejse var begyndt.

Jeg ser ikke dine dækker.

De er altid her for at velkomme dig.

Måske har mester Longridge lavet dem ind, at du var kommet.

Jeg tror det.

Brug vakuumklæderen, vil du, Burt?

Probably gone up to the school.

There's no note at all.

He goes up there sometimes to play with the kids.

Well, where's the catch?

He wouldn't go up there.

Kat, maybe. I never saw such an animal for hunting that way, but the dogs.

They wouldn't go off.

Oh, quit stewing. They'll show up.

Oh, where do you want this plugged in? Right there in front of your nose.

Oh, for heaven's sake.

Here's a note from Mr. Longridge, after all.

That's funny.

It says, I'll be taking the dogs and Tao, too, of course.

Now, what do you suppose he means by that?

Det er bare, hvad det siger. Han har de dårlige med ham.

Hvorfor sagde han ikke det på telefonen?

Gå og spørg mig.

Vent et øjeblik. Jeg husker nu, at sidste aften, da telefonen gik død, var

Longridge bare om at fortælle mig noget.

Og ikke bry dig. Han har de dårlige og kattene også. Så du har ingenting at

fusse om.

Jamen, alt jeg kan sige er, at det sikkert bryder mig, at nogle

Og sådan gik det til, at intet menneske fik noget at vide om den hemmelige

flugt. Og nu var dyrene allerede godt på vej.

Lige fra begyndelsen havde de indtaget en ganske bestemt marsjorden.

Den unge hund blev den naturlige fører, for han blev drejet mod hjemmet af sit

instinkt.

Den gamle hund var mere en, der fulgte med, og den var helt tilfreds med, at

anden viste vej.

Den var ikke helt sikker på, at den kunne gennemføre turen, men den ville

for sine gode venner skyld.

Katten var over det hele, sommetider foran, sommetider langt bagved.

Den var helt sin egen.

Hundene skred erhvervligt frem, men katten pjattede rundt.

Den var oplagt til hvad som helst, men især til jagt.

Hen på eftermiddagen den første dag, hvor dyrene begyndte at blive trætte.

De kunne godt mærke, at de havde gået temmelig langt.

De stak hovedet sammen, og den unge fører så ud til at være enig med de

at de skulle holde et vis.

Da retriveren havde slukket tørsten, begyndte han at gå videre.

Hvilene måtte være korte, for de havde travlt.

Men det var som om hans kammerater ikke var helt af samme mening.

Gamle børtjers poter gjorde ondt.

Når sandheden var, at det var ved at være for meget for en hum, som

var over sin første ungdom.

De andre havde ikke noget valg. De måtte vente, mens Badger tog sig et vis.

Og det passede katten udmærket.

For den havde fundet noget, som det nok var ved at vente lidt på.

om der er en vogn.

Bare de nu ikke blev genkendt.

Det var det sidste, de ønskede.

Da faren var over, måtte de videre.

Hvis den gamle Bull Terrier havde været alene om det nu, så kunne den som har

været det samme.

Den var stiv i alle led.

Og den følte virkelig alderdom.

Hen under morgenen den næste dag, var Batia virkelig begyndt at sætte tempoet

ned.

Der var kun ét at gøre.

Den måtte have sig et hvil.

Men den unge fører ville ikke stanse.

Ikke så tidligt i hvert fald.

Han blev ved med at presse på de andre for at komme videre.

Som førerhund var det hans job at bestemme vejen.

Og det var som om han havde en næsten overnaturlig evne.

Til altid at vide, i hvilken retning vest lå.

Så længe det stod til ham, var der ikke noget, der hed forhindringer.

Han bare gik og gik.

I lige linje. De andre havde kun at følge ham.

Men for Basha var det ikke helt så simpelt.

De ømme poter begyndte at pine den, og den gik langsommere og langsommere.

Mange kilometer længere fremme, hen på eftermiddagen den anden dag, var det som

om den gamle bulterias kræfter var sluppet op.

Da den endelig brød sammen, gjorde den det helt.

Benene faldt simpelthen sammen under den.

Den unge hun holdt ikke af at stanse, men han kunne se, at her var han nødt

det. Han kunne ikke lade kammeraten blive tilbage.

Der var ikke andet at gøre end at vente, til Batja fik vejret igen, og prøve på

en eller anden måde at finde noget at spise.

De var alle sammen ved at være sultne, og de kunne ikke blive ved med at klare

sig på vand alene.

Hvis der skulle findes føde, måtte katten være den første til at finde det.

Og pludselig så det ud, som om der var en chance.

GAMLE BOTCHER GAMLE BOTCHER blev liggende.

Den var glad for at få lejlighed til at hvile lidt, og den var ikke klar over,

at den havde vagt en vis opmærksomhed.

Men der var mange nysgerrige øjne, der betragtede fænomenet.

Disse bjørne unger nøjede sig ikke bare med at kigge.

De ville også hilse på Batja personligt.

Batja kunne måske nok have undværet lidt af den personlige kontakt, men den var

alt for træt til at gøre vrøvl.

Det varede ikke længe, før de to bjørne unger også havde fået nok.

Nu kunne de ikke længere se noget sjov ved Badger.

Og i øjeblik efter havde de fundet på en meget sjovere lag.

De larmede og regerede, og på afstand kunne det godt lyde, som om der var

der var oppe at slås.

I hvert fald fik det en bekymret mor til at komme til grundsætten.

Skræmt som bjørnen var, måtte den angribe nogen, for der måtte være nogen,

havde truet dens unger.

Øje for øje og tand for tand.

Det var nær blevet skæbensvanger for Butcher, for den var svag og næsten

hjælpeløs. Men katten mundrede den op.

Den skulle nok sørge for den mad, hunden trængte til.

Kort tid efter var Batja helt i form.

Den følte sig som en helt ny hund, og den var klar til at fortsætte.

Hen imod slutningen af første uge blev dyrene klar over, at det var bedst at

rejse om natten.

Så var der ingen, der så den.

Almindeligvis styrede de udenom beboede steder, men den nat besluttede de sig

til at overtræde reglen.

Der lå en gammel savmølle, som så helt øde og forladt ud.

Så de skulle gennem vej.

Alt gik godt til det øjeblik, da Batja kunne lugte mad.

Det var noget helt nyt, at der var nogen, der skød efter den.

Det rystede på en eller anden måde dens tillid til mennesker.

Men værre var det, at den havde tabt ansigt over for vennerne.

Og det kunne den godt se på deres øjne, at den havde.

Da de havde rejst den halsen i stedet, var dyrene helt udmattede af sult, og de

var ved at tabe mod.

Selv den unge førehund var betænkelig.

Nu var de parat til at jage hvad som helst.

Katten var selvfølgelig af naturen jager, men hundene var også parat til at

prøve, skyndt ingen af dem rigtig havde prøvet det før.

Harejagt var lidt for krævende for den gamle bulterier, så den lagde sig lidt i

stedet.

Men pludselig hørte den nogen synge.

Det var gamle Jeremias, enebor og filosof.

Han var lidt til en sidesag af folk, men han var rar, og han holdt meget af dyr.

Oho, god dag til jer.

Gamle hermeres boede inde i skoven, helt i sin egen verden. Hans venner var

skovens vilde dyr.

Batja havde på fornemmelsen, at her var der en mand, som måske kunne hjælpe dem.

Da retriveren vendte tilbage for at følges med den, var han en lille smule

skeptisk.

Det her var lidt i strid med hans egen dømmekraft.

Han var ikke helt sikker på, at de havde lyst til at begynde at blande sig med

mennesker.

Hende ved eneboernes hytte holdt den unge hund sig lidt tilbage, stadig ikke

helt overbevist om, at det var en god idé.

Kom ind, min kæreste, rundt denne vej.

Det var den dejlige lugt af mad, som endelig fik hunden til at overgive sig.

Men den måtte nu alligevel hellere gemme sin hare et sted, hvor den kunne finde

den igen.

Og så sluttede retriveren sig til sine venner og var klar til at nyde godt af

den gamle mands gæstfrihed.

Verden gik i gang med at dække bord.

Af gammel vande satte han kun én tallerken på bordet, men hov, det er

dag skulle der jo være tre kuverter ekstra.

Endelig var den dejlige mad klar til de sultne dyr.

Det var da et held, at Badger træffede den rare gamle eneboer, og var det

venligt af ham at invitere dem til sådan et overdået måltid.

For det, vi kommer til at få, vil Herren gøre os virkelig glade.

Amen.

Du, sæt dig ned.

Oh, not hungry?

Oh, picky.

Da den gamle mand havde spist op, flyttede han hen til den næste stol og

næste tallerken.

For hvis der ikke var nogen, der ellers ville have det, så måtte han jo spise

det.

Efterhånden var det ved at gå op for hundene, at de var ved at gå glip af

rart.

Den sidste stol, den sidste tallerken, deres sidste chance.

Til slut var det kraven, der fik den gamle mand vækket at drømme tilstand.

Dyrene var skuffede, men de var for høflige til at vise det.

De lå manden blive i troen.

og trak sig tilbage, som de velopdragende gæster, de var.

Et held vartet, da de havde gemt haren, så de behøvede ikke at sulte.

Det var jo at vente, at der kom problemer i det vildsomme terræn.

Og nu var der et.

Så med tider havde retriveren som nu en virkelig fordel frem for sine venner.

For han var en rigtig vandhug.

Og det var ikke noget problem for ham at svømme over en flå.

Tværtimod, han syntes det var dejligt med en svømmetur.

Bullteren derimod syntes, at det var knap så naturligt.

Men alligevel, så snart den havde overvundet sin skræk, viste det sig, at

den kunne være en vanden.

Og så blev det kattens tur.

Men det var noget helt andet.

For første gang på turen krummede den ryg.

Den nægtede så meget som at dyppe en pote i vand.

Den kunne slås med en bjørn. Det var i orden.

Men giv sig i kast med en flod.

Der var grænsen.

Og det viste sig da også, at katten ikke behøvede at sætte poteren i vand.

Der lå en bro, som nogle bævere havde bygget.

Der manglede et par pinde, men det var ikke værre, end at katten godt kunne

hoppe over.

Den havde titklaret grøfter, der var bredere end denne her, og hunden var

på, at det nok skulle gå.

Katten var væk.

Der kunne ikke være nogen tvivl. De havde mistet deres ven.

Instinktivt følte hundene tabet.

De savnede deres ledsager.

Savnede dem meget.

Og de prøvede på at trøste hinanden i deres fælles sorg.

Timer senere ventede de stadig.

De nægtede at forlade stedet.

De havde på en eller anden måde en fornemmelse af, at en kloge kat nok

finde vej tilbage.

Hvis de bare blev lette nu, skulle den nok komme igen, glad og fro, som altid.

Men håbet var forgæves, og til slut var det ligesom det gik op for dem.

Nu havde de ikke andet at gøre, end at glemme deres bedste ven på skaffer, og

videre, de to alene.

Mange kilometer længere nede af floden var gode rådyre.

Men da katten var i den aller værste kattepine, kom der en hjælpende hånd.

Jeg synes ikke det.

Nej, det er en kat.

Eller det var en kat.

Hjælpe mig. Du røg og fik en dry towel, og jeg vil købe lidt mælk.

Sæt noget brandy i det også.

Hjælpe mig. Ikke skubbe for højt. Han har svulget halvdelen af riveren.

Den dårlige ting vil ikke bruge en drikke vand i en uge.

Og så kan du tage lidt mælk og brandy.

Kom, lad ham være varm og tynd for en tid.

Jeg har noget at gøre.

Vil han være okay, pappa?

Måske. Måske ikke.

Det er svært at fortælle lige nu.

3 -4.

You too.

Papa, one little song for my cat.

Se,

når på natten kom katten hen til pigen, som om den ville sige noget til hende.

Den prøvede på at sige farvel.

Der var noget derude, som trak, og den vidste godt, hvad det var.

Den måtte finde hundene.

Næste morgen fandt katten frem til det sted, hvor hundene havde ventet.

Og det varede ikke længe, før den var på sporet af den.

Nu hvor den var alene, kunne den selv bestemme farten og selv bestemme vejen.

At sne sig afsted, det var nu dens måde at beskytte sig på.

Den følte sig næsten ligesom at være hjemme i den store skov, som de vilde

Den lurede tit på den, godt gemt.

Og dyrene anede ikke, at katten var der.

Da katten kom dybere ind i skoven, begyndte den at blive urolig.

Den havde en mærkelig fornemmelse.

Det var som om, der var nogen, der forfulgte den.

Der var ikke noget at se, men den sandte sig, at der var et eller andet bagved.

Noget farligt.

Og det var farligt.

Det var en løs.

der er på kristi.

Måske nok ikke så vildt som Lossen, men til gengæld udstyret med et farligt

våben.

Da det så ud til, at der var faldet ro over fældet igen, gik katten videre.

men hurtigere for at indhente den tabte tid.

En morgen hørte hundene en mærkelig lyd.

Det var ligesom om, der var en, der græd. De stansede op.

Det lød fuldstændig som en siamikserkat.

Den unge hund lod Batja sige goddag til katten først.

Han vidste, at der var noget særligt ved det venskab.

Og så legede begge hundene med katten. Det var som om, de ville fortælle den,

hvor meget de havde savnet den.

Dyrene havde hele vejen født sulten knave, men i slutningen af tredje uge

ved at være desperate.

De var begyndt at jage alt, hvad der bevægede sig.

Nu var et træpindsvin jo nok en opgave, som kunne kræve en specialist, men

hunden havde ikke tilstrækkelig erfaring til at vide det.

Retriveren blev ramt, før han rigtig var klar over, hvad der var sket.

Noget han heller ikke vidste var, at de skarpe pikke havde modhager ligesom

fiskbekroge, så de kunne trænge dybere og dybere ind.

Instinktivt gik retriveren hen til sine venner for at bede om hjælp.

Men Batze gjorde bare ondt værre, for han vidste ikke, hvad han skulle gøre.

Da smerterne tog til, gik hun ned til vandet for at afkøle sit brændende hår.

Det var ikke nogen kur, men det lindrede lidt.

Og det var det eneste, han kunne finde på at gøre.

Så ofte han kunne komme af sted med det, gentog han behandlingen.

Og sådan gik det til, da han tilfældigvis var i nærheden, da det

træk kom.

Jægeren blev noget forbløffet og meget interesseret.

Han kunne godt se, at retriveren var en velafrettet hund.

Det var James McKenzie, en rigtig hundekender.

Når han mødte en smuk hund, skulle han altid snakke med den.

Hvis hun det så end var, var Mackenzie klar over, at dyret måtte ordne

behandling med det samme.

Og Trivon gik med ham uden at gøre vrøvl.

Det var som om den forstod, at den havde brug for hjælp.

Og så er man jo nødt til at vende tilbage til menneskeverdenen for at få

Denne dårlige dårlige dårlige dårlige.

It's lost from a car traveling across country. It's hard to see.

The main thing is, Mr. Creeper needs help.

When did you find Whitey there?

Oh, he found me.

I guess he smelled the bacon cooking.

He came to the door like an old hobo, begging. And I really mean begging.

I heard this scratching, and I went, and there he was, carrying on just like

he's doing now.

You old clown.

Hold still.

I know this hurts.

Unfortunately, it's got to be done.

There, there, laddie. It's not as bad as all that.

See if you can get him on the porch.

Danske tekster af Jesper Buhl Scandinavian Text Service 2018

Skal jeg gå derud med ham?

Men den, som burde have været den første til at høre om det, blev den sidste,

der fik at vide, hvad der var sket i de uger, der var gået.

Men det er kun en halv

af det.

Hvorfor, Mr. Longridge?

Tror du, de kunne have været skudt af en bil?

Eller brugt? Eller stolt?

En af dem, måske.

Men ikke alle tre sammen.

Og så kunne de ikke bare vandre.

Jeg er en retviver.

Jeg husker altid at se i hans øjne.

Du ved...

The morning I left, for the very first time he offered me his call.

Mrs. Oaks, they've gone home.

Home? Home.

The retriever has taken them home.

He was the unhappy one, so he's simply gone back home. Someone would have seen

them. Not necessarily.

It wouldn't be where anyone would see them.

You see, traveling by instinct, it simply go west.

Straight across country.

And over the Ironmouth Range.

Over the Ironmouth?

Then there's no use hoping anymore.

Don't let's fool ourselves.

You know as well as I do, old Bodger couldn't last more than 10 miles.

And I wouldn't give much for the cat's chances either.

Operator?

What if they did make for home?

Then there's a good chance that a big, powerful dog like the Retriever would

there.

But it's a long way, Mr. Longridge.

Yes, I know.

Operator, would you please get me the chief ranger of Lansing Forest up at the

Ironmouth station?

Glad to, Mr. Longridge.

I'll pass the word on to the game wardens tomorrow.

Yes, sir.

No, no trouble at all, Mr. Longridge.

But the reporter that knows that area...

Han er ude ved Vindukel, og han vil være her i morgen, og jeg vil have ham til

at kalde dig.

Ja, Mr. Longridge.

Ja, jeg har brugere i hele det land. Jeg vil være i kontakt med dem i morgen.

I morgen, i morgen.

Jeg har en anden dag.

Hvordan finder du en døg i 200 mile af backwoods -land?

Samme aften var James McKenzie i færd med at skaffe sine gæster husby.

Han besluttede sig til at lukke hundene inde, indtil han fik spor sig for, og

var blevet klar over, hvem dyrene tilhørte.

Det tredje medlem af selskabet kendte Mackenzie stadig ikke noget til.

Men katten havde med største interesse fuldt med i, hvad der foregik.

Den vidste, hvor hundene var.

Nu var de helt alene, så nu kunne den godt komme.

Hverken lås eller slå kunne holde den borte fra kammerateren.

Det er operatøren på Lentola. Hun siger, at en lille kvinde har restreret en

siamisk kat.

Åh, den er forsvundet.

To uger siden.

Giv mig mappen.

Ikke en sang om døgnene?

Vel, tak for at du ringede.

Og lad mig vide, om du hører noget mere.

God aften.

Vel, det er ikke meget at gå på, men det ser ud til, at katten er så langt som

Lentola. Det er omkring 100 mile fra her.

100 mile.

There it is.

Right there by my thumb.

Lynn told him.

Now, how could the cat get that far, and nobody's seen the dogs?

If it was our cat that was rescued.

What could have happened to those dogs?

Oh, Roger.

Well, I don't think we're going to solve anything more tonight.

Ved solopgangen næste morgen, var retriveren yderligere efter at komme op

komme i gang.

Den gamle uro var kommet tilbage.

Det var tid at komme videre.

Men det var ligesom om, hans beslutsomhed for et øjeblik blev svækket

Han var taknemmelig for den venlige behandling, han havde fået.

Men længselen var stærkere end taknemmelighed. Og hjemme hvile han.

Foran dem lå Ørnmavsbjergene, forrevende, uvejsomme og ubeboede.

Nu var dyrene hensidets almindelige hjælp, og det værste af det hele var, at

frosten var kommet.

Der var allerede begyndt at komme is på vandet, og det ville ikke være mange

dage, før en bruse fra floden ville stanse, og hele området ville stivne

sneen.

Hjemme hos Hunters havde telefonen Kimmel dag og nat.

Men han lukkede dem i hans barn, men de forstod, at de skulle væk.

Og han forstod, at de skulle væk her.

Åh, ja.

Til det primære område.

Og der er ingen håb.

Det kan måske være, Jen.

De har gjort det så langt.

Det er kun 40 mil mere.

Ja, jeg ved, love.

Men 40 mil af hvad?

Det største kind af land.

Nancy, som du kan gætte.

Jeg glemmer det, da jeg offerede det.

Tænk på de

dårlige.

De voksne ønskede, at de kunne deltage i børnenes håb, men de vidste, at det var

for godt til, at det kunne være sandt.

Det var nok bedre at glemme det, der var sket, og se fremad og tænke på noget

andet.

Happy birthday, dear Peter.

Happy birthday to you.

Bravo.

Did you make a wish?

I don't feel much like it, really.

Not the wish I'd like to wish.

Peter, I was going to wait until you opened your presents.

But I think this is the right time for you to have this.

Happy birthday.

Registration papers from the Kenmore kennel. They're holding a puppy in your

name. Well, Peter.

Another bull terrier.

How nice of you, John.

What's his name?

Oh, he's properly named. As tradition says, starting with a B.

Champion Birmingham, brigadier of Brockton. What's his color?

White, of course.

And so much like Bodger. I just couldn't believe it.

Peter, kan du ikke sige tak?

Tak, onkel John.

Tænk dig, at vi har lavet cake nu.

Lisbeth, kan du gå og få skål? Det er fint af dig, John.

Hør. Hør, alle.

Hvad er det, kæreste? Jeg hører en dæk.

Jeg hører ingenting.

Jeg hører. Jeg hører.

Et øjeblik var James Hunter barn igen.

Han håbede på noget, han egentlig ikke troede at håbe på.

I den almindelige forvirring glemte man alt andet. Ingen tænkte på Peter, Barker

og katten, før Elisabeth hørte en stemme, hun kendte.

Det

var

næsten for godt til at være sandt.

Men der sad den.

I Elisabeths arme, hendes kat var hjemme igen.

Det var nærmest et mirakel, men det var Badger.

Og sådan gik det til, at de tre uafskillige venner kom spasserende hjem.

Sammen som altid.

De havde nået vejs ende.

Den eventyrlige rejse var slut.