All language subtitles for Julius.Caesar.Danish-WWW.MY-SUBS.COx

"VED CÆSARS
TILBAGEKOMST TIL ROM -

- EFTER AT HAVE BESEJRET
POMPEJUS I BORGERKRIGEN -

- VALGTE HANS LANDSMÆND HAM
TIL KONSUL FOR FJERDE GANG -

- OG SIDEN DIKTATOR PÅ LIVSTID.

HAN BLEV HERFOR
FORHADT AF JÆVNE MÆND -

- FOR DE ØDSLE TITLER OG MAGT,
HAN BLEV TILDELT."

PLUTARCHOS, "PARALLELLE LIV"

ROM
ÅR 44 FØR KRISTUS

Af sted!
Gå hjem, I dovne asner. Kom så.

Tror I, det er en fridag?
Hvad er din bestilling?

Jeg er tømrer, hr.

Hvor er dit skødskind og dit vinkelmål?
Hvad gør i din bedste klædning?

Hvilket håndværk driver du?

I sammenligning med de fine håndteringer
er det, jeg driver kun lapperi.

Men hvilket håndværk? Svar mig ligeud.

Et, som jeg håber,
jeg kan drive med god samvittighed -

- for det har lettet mangen en
hans gang gennem livet.

Men hvorfor er du ikke i dit værksted, men
trækker rundt med alle disse folk på gaden?

Det gør jeg, herre, for at de kan få deres
sko slidt op og skaffe mig mere arbejde.

Men alvorlig talt, i dag holder vi fridag
for at se Cæsar og glæde os over hans triumf.

Hvorfor dog glæde sig?

Hvilken erobring har han bragt hjem?

Og hvilke skattekonger i lænker
smykker hans triumfvogns hjul?

Træblokke er I, stene -

- følesløse!

I hårde hjerter! Grumme romere!

I kendte dog Pompejus?

Tit og ofte har I jo
klatret op på mure, tinder -

- på tårne, vinduer, ja skorstenspiber.

Med jeres spæde børn på armen -

- sad I den lange dag
og ventede tålmodig -

- Pompejus indtog
gennem Romas gader.

Og når I bare øjned hans triumfvogn,
brød I da ikke ud i jubelråb?

Så Tiber bæved under sine bredder -

- ved genlyden af jeres stemmers klang,
imens den strømmed i sit hule leje?

Og nu har I taget festdragt på?
Nu har I taget jer en hviledag?

Og nu vil I strø blomster på hans vej,
der kom med sejr over Pompejus' blod?

Af sted!
Løb hver til sit, fald ned på knæ -

- og bed, at guderne vil standse straffen -

- der rammer sådan utaknemlighed.

Se, selv en uren malm kan smelte hen.
Der går de, skammen binder deres tunger.

Gå du den vej til Capitolium.

Jeg går ad denne. Hvor du ser en
billedstøtte med hæderstegn, så riv dem af.

Men kan vi det?
Du ved nok, det er luperkaliefest.

Hvad gør så det? Nej, ingen
billedstøtte må bære Cæsars sejrstegn.

Når disse fjer i deres fremvækst rykkes
af Cæsars vinge, vil dens flugt vel hæmmes.

Han steg vel ellers over jordens synskreds
og holdt os alle her i trællefrygt.

- Calpurnia!
- Tys, stille! Cæsar taler.

Calpurnia!

Min husbond, jeg er her.

Stil du dig,
hvor Antonius passerer ved løbet.

- Antonius.
- Høje Cæsar?

Glem ikke, når du løber,
at berøre Calpurnia.

For folketroen siger,
at en ufrugtbar kvinde, der berøres -

- i dette kapløbs hellighed,
befris for ufrugtbarhedsforbandelsen.

Når Cæsar siger
"Gør det," er det gjort.

Begynd. Glem ikke nogen hellig skik.

Cæsar!

- Hvem er det, der kalder?
- Lad larmen tie!

- Stille, siger jeg!
- Hvem er det, som i trængslen kalder på mig?

En røst, der skærer gennem
al musikken og råber "Cæsar."

Tal. For Cæsar lytter.

Vogt dig for Idus martii.

Hvem er den mand?

En spåmand,
som advarer dig mod Idus martii.

- Bring ham herhen, så jeg kan se hans ansigt.
- Træd ud af trængslen.

Se på Cæsar.

Hvad siger du mig nu? Tal engang til.

Vogt dig for Idus martii.

Det er en drømmer. Lad ham stå.

Gå videre. Gå videre!

Vil du gå med og se på væddeløbet?

- Nej, ikke jeg.
- Jeg ber dig.

Jeg har ingen lyst til leg. Jeg mangler
lidt af den muntre livfuldhed Antonius har.

Men lad mig ikke
hindre dig deri, Cassius. Farvel.

Jeg har lagt mærke til dig,
Brutus, i denne tid.

Jeg finder ikke den mildhed i dit blik,
det venskabsglimt, jeg plejede at finde der.

Du viser dig alt for streng og fremmed
mod en ven, som er dig hengiven.

Tag ikke fejl. Selv om mit blik er sløret -

- så vender jeg dog kun
min mørke mine imod mig selv.

Jeg plages for tiden af stemninger,
der kæmper mod hinanden.

Af tanker, som vedrører mig alene,
som nok kan kaste skygge på mit væsen -

- men det må ikke ængste mine venner,
og blandt dem, Cassius, er du jo én.

Og udlæg kun min uopmærksomhed,
at den stakkels Brutus, dybt splittet i sit sind -

- nu ganske glemmer at
vise venskabs ydre tegn mod andre.

Sig mig nu, gode Brutus,
kan du se dit ansigt?

Nej, Cassius, for øjet ser jo kun
sig selv genspejlet af en anden ting.

Netop. Og det må dybt beklages,
Brutus, at du har været uden spejl -

- som viste dit skjulte værd for dit eget blik,
så du dog kunne se dit eget billed.

Tit har jeg hørt de bedste mænd i Rom,
undtagen den udødelige Cæsar -

- omtale Brutus, og imens
de sukked tungt under tidens åg.

Da ønsked de
den ædle Brutus ikke var så blind.

I hvilke farer vil du lokke mig? Du byder mig
at søge i mig selv det, som jeg ikke har.

Bered dig derfor til at høre, Brutus.

Og da du ved, at du kan
se dig selv bedst i et genskin -

- vil jeg som dit spejl stille frem for dine øjne
det af dig selv, du endnu ikke kender.

Hvorfor mistænksom over for mig?

Er jeg en smigrer, plejer jeg at byde mit
venskab flot tilfals med store ord for enhver?

Hvis jeg ved gilder gerne
drikker dus med hele flokken -

- ja, så vogt dig for mig.

Hvad er det for et jubelråb?

Jeg frygter,
at folket kårer Cæsar til konge.

Nå, så du frygter det? Så må jeg tro,
at du ikke ønsker det?

Nej, det gør jeg ikke, Cassius.
Dog er jeg hans ven.

Men hvad er det, du vil betro mig?

Er det for fædrelandets vel,
så stil mig ære og død for hver sit øje -

- og jeg vil se ens på begge.

Så sandt mig hjælpe guderne,
jeg elsker ære mere end jeg frygter død.

Jeg kender jo den indre styrke i dig
så godt som dine egne ansigtstræk.

Nuvel, om æren er det jeg vil tale.

Jeg kender ikke din og
andres mening om dette liv.

Jeg for min egen del
vil ikke være til som leve -

- hvis jeg skal gå rundt i frygt
for et væsen af min egen art.

Fribåren er jeg som Cæsar. Det er også du.
Vor føde var så god som hans.

Vi begge kan tåle
vintrens kulde som han selv.

For engang på en stormfuld uvejrsdag,
da Tiber oprørt rased vildt mod bredden -

- da sagde Cæsar, "Tør du,
Cassius, nu springe med mig -

- i den vrede flod og svømme over der?"

Fuldt påklædt som jeg var,
sprang jeg i og bød ham følge mig.

Det gjorde han.

Flodstrømmen brøled, og vi
stred os vej med stærke muskler.

Stødte den til side
og stemmed os imod i kappestrid.

Men før vi nåede det bestemte mål -

- så råbte Cæsar,
"Hjælp mig, Cassius. Jeg synker!"

Og denne mand er blevet til en gud,
mens Cassius kun en elendig skabning.

Skal stå og bøje ryg, når Cæsar
skænker ham skødesløst et nik.

Cæsar! Cæsar!

Han havde feber, dengang han var i Spanien.
Hvor han skælved, når kulden kom over ham.

Det er sandt, den høje guddom skælved.
Hans feje læbe flygted fra sin farve.

Det øje, for hvis blik
nu verden bæver, var glansløst.

Og jeg hørte, hvor han stønned.
Ja, denne mand, som byder romerne -

- at skrive hans ord i deres bøger.

Å, han klynkede, "Titinius, giv mig
at drikke," som et skrantent tøsebarn.

Guder! Jeg forbavses,
at denne skrøbelige mand -

- har fået det forspring
for den hele, stolte verden -

- og bærer palmen ene.

Cæsar! Cæsar!

Mere bifald.

Han skræver over denne
sværve verden som en kolos.

Og vi småpuslinger
går under kæmpens ben -

- og spejder rundt,
om vi kan finde os en ussel grav.

Et menneske er
til dels sin skæbnes herre.

Og uden skyld er vore stjerner, kære Brutus.
Kun vi selv har skyld, hvis vi er under åg.

Brutus og Cæsar.
Hvad er Cæsars navn, så at -

- det skal nævnes oftere end dit?
Skriv dem på én gang, dit er fuldt så smukt.

Udtal dem, dit har fuldt så god en klang.
Vej dem, de har samme vægt. Man med dem -

- og Brutus vækker ånder
så let som Cæsar.

Nu, ved alle guder,
hvad lever denne Cæsar af -

- som nu har vokset sig så stor?

Skam dig, vor tid!

Rom, du har tabt din ædle helteslægt.

Når var der,
siden verdens store syndflod -

- en tid, berømt for kun en enkelt mand?

Når blev det sagt før nu,
når Rom blev nævnet:

"Dens vide mure rummer kun én mand?"

Å, du og jeg har hørt af vore fædre,
"Der var engang en Brutus."

Han tålte før, at djævelen holdt hof i Rom,
end at en konge gjorde det.

Dit venskab har jeg ingen mistro til.

Hvad du vil ha mig til, det aner jeg.

Hvad jeg har tænkt om det
og disse tider, skal jeg forklare dig.

For øjeblikket, hvis da mit venskab
er dig af værdi, så driv mig ikke videre.

Hvad du sagde, vil jeg betænke.

Hvad du har at sige, vil jeg tålmodigt høre,
og lejlighed finde til at høre -

- og til at svare på så store ting.

Til da, min ædle ven, betænk blot dette.
Brutus vil heller trælle bag ved ploven -

- end regne sig for Romas søn
på disse hårde vilkår -

- som vor tid nu truer
med at lægge på vor nakke.

Det glæder mig, at mine svage ord -

- dog slog så mange gnister ild af Brutus.

Festen er forbi. Der kommer Cæsar.

Se dog, Cassius, den vrede plet
på Cæsars pande gløder -

- og følget ser ud, som fik det skænd.

Casca vil på sin vrantne måde sige,
hvad af betydning der er sket i dag.

Calpurnias kind er bleg -

- og Cicero har nu
så flammende, så røde øjne -

- som vi har set på Capitolium,
når senatorer sagde ham imod.

Af Casca får vi nok besked om sagen.

Antonius, jeg vil se
fede mænd omkring mig -

- mænd med
glatte hoveder, der sover trygt.

Den Cassius ser mager
og hungrig ud. Han tænker meget.

Den slags folk er farlig.

Frygt ikke, Cæsar. Han er ikke farlig.

Gid han var federe.

Jeg frygter ikke.
Men hvis mit navn var underkastet frygt -

- da ved jeg ingen mand, jeg ville sky
så stærkt som den magre Cassius.

Han læser meget -

- og iagttar folk,
han gennemskuer klart, hvad mennesker gør.

Han ynder ikke skuespil
som du, Antonius. Og ej heller musik.

Han smiler sjældent og smiler da -

- som spotted han sig selv og hånede sit sind,
fordi det kunne smile af nogen ting.

Sådanne folk som han har aldrig
fred i hjertet, når de ser en overmand -

- og derfor er de meget farlige.

Jeg taler mer om, hvad der kunne frygtes,
end hvad jeg frygter. Jeg er altid Cæsar.

Kom til min højre, jeg er døv
på dette øre, og sig mig så -

- hvad din mening om ham er.

- Vil du tale med mig?
- Ja, Casca.

Sig, hvad der skete i dag,
for Cæsars ansigt var så mørkt.

Men du var jo med ham, var du ikke?

Så spurgte jeg dig ikke hvad der skete.

Der blev tilbudt ham en krone, men han skød
den til side med bagsiden af hånden, sådan.

Så gav folket sig til at juble.

Hvorfor råbte de anden gang?

- For det samme.
- De råbte op tre gange.

- Hvad var det sidste brøl for?
- For det samme.

- Blev kronen tilbudt ham tre gange?
- Javist blev den det.

Tre gange skød han den fra sig,
den ene mere tøvende end den anden -

- og for hver gang,
jublede mine brave naboer.

- Hvem bød kronen?
- Antonius, naturligvis.

Fortæl, hvorledes det gik for sig.

Om jeg skulle hænges, kan jeg ikke. Det hele
var narrestreger, jeg lagde ikke mærke til det.

Marcus Antonius tilbød ham en krone.

Nå, egentlig ikke nogen krone,
men sådan en slags diadem.

Han skød den fra sig én gang. Dog
skulle jeg tro, han gerne ville have haft den.

Han bød ham den igen,
han skød den igen fra sig.

Men jeg tror, han havde
meget svært ved at give slip.

Han bød ham den tredje gang,
han skød den fra sig tredje gang.

Mens skrålede pøbelen
og klappede i deres grove hænder -

- kastede deres svedige nathuer -

- og udbredte sådan
en stinkende ånde, fordi Cæsar afslog -

- at det nær kvalte Cæsar,
for han besvimede og faldt omkuld.

Jeg turde ikke le af frygt for at
åbne munden og indånde den dårlige luft.

Hvad? Besvimed Cæsar?

Han faldt om, fråden stod
ud af ham, og han kunne ikke tale.

Sandsynligt nok, han har jo faldesyge.

Nej, Cæsar har den ikke.

Du og jeg og brave Casca,
vi har faldesyge.

Jeg ved ikke, hvad du mener med det,
men sikkert er det, at Cæsar faldt om.

Hvad sagde han, da han kom til?

Da sagde han, at hvis han
havde gjort eller sagt noget forkert -

- bad han forsamlingen forstå,
at det var hans svagheds skyld.

Tre eller fire tøse råbte,
"Å, den gode sjæl."

Og tilgav ham af deres ganske hjerte.
Men dem skal man ikke regne.

Om Cæsar havde myrdet
deres mødre, gjorde de det samme.

- Og så var det, han gik bort så dyster?
- Ja.

Sagde Cicero noget?

- Ja, han talte græsk.
- Hvad var meningen?

Kan jeg sige det,
kan jeg ikke se dig i ansigtet.

Men de, der forstod,
smilede og rystede på hovedet.

Men for mig var det græsk.
Jeg kunne fortælle jer endnu flere nyheder.

Maruldus og Flavius blev gjort tavse,
fordi de rev diademer af Cæsars billedstøtter.

Farvel.

Der var flere narrestreger endnu,
hvis jeg bare kunne huske dem.

Vil du spise hos mig i aften, Casca?

Nej, jeg har lovet mig ud.

Vil du spise til middag hos mig i morgen?

Ja, hvis jeg lever, du ikke skifter mening,
og din middag er værd at spise.

Godt. Jeg venter dig.

Gør det. Farvel, begge to.

Sikken en vranten fyr han dog er blevet.
I skolen var han lutter ild og liv.

Det er han endnu,
når det gælder noget kækt og ædelt.

Hans ligefremhed
er et krydderi på viddet -

- som gir folk mere appetit
på at fordøje, hvad han har at sige.

Ja, det er sandt.

Farvel for denne gang. I morgen,
hvis du da vil tale med mig, besøger jeg dig.

Eller om du vil, kom hjem til mig,
så vil jeg vente på dig.

Det gør jeg.
Tænk på verdens gang så længe.

Ja, Brutus, du er ædel. Men jeg ser dit
herlige metal kan nok forandres fra sin natur.

Og derfor er det godt,
at ædle sjæle søger deres lige.

Hvem er så fast, han ikke kan forføres?

Cæsar bær nag til mig,
men elsker Brutus.

Hvis jeg var Brutus nu, og han var Cassius,
fik han mig ikke omstemt.

Nu i aften kaster jeg sedler
med forskellig håndskrift -

- som om de kom fra
flere borgere ind ad hans vindu -

- hvor der tales om det store håb,
Rom sætter til hans navn -

- samt dunkle vink
om Cæsars herskesyge.

Lad Cæsar sætte sig til rette.

Alle går vi til grunde, eller han skal falde.

God aften, Casca.

Men hvorfor stønner du, og stirrer vildt?

Ængstes du ikke ved
at jordens vægt må skælve som et løv?

Cicero, jeg har set uvejr -

- hvor de vilde vinde kløved en knudret eg,
og det herskelystne hav opsvulme, rase, fråde -

- for at hæve sig op til skyerne.

Men aldrig før i aften og før nu
gik jeg igennem ildregn.

Enten er der borgerkrig i himlen -

- eller jorden har ved sin frækhed
ægget guderne til at sende undergang.

Ja så? Og så du fler mærkværdigheder?

En ringe træl, du kender ham,
holdt op sin venstre hånd.

Den flammed op og brændte
som tyve faklers blus.

Og der sad
hundred rædselsblege kvinder.

De svor, de havde set,
at mænd af ild gik op og ned ad gaden.

Og i går sad nattens fugl
ved middagstid på torvet og skreg og tudede.

Når undere som de sker sammen -

- så skal ingen sige,
"Det går naturligt til."

Jeg tror, at det er varsler
for dette jordstrøg, som de rettes mod.

Mon Cæsar går til Capitolium i morgen?

Ja, han bød Antonius
at sende dig besked, han ville møde.

Godnat da, Casca.

Denne uvejrshimmel
er lidet egnet til spadseretur.

Farvel, Cicero.

- Hvem der?
- En romer.

Cascas stemme.

- Cassius, hvilken nat.
- En herlig nat for alle brave mænd.

Hvem har set himlen true sådan?

De som så jorden liså fuld af synder.

Casca, du er sløv.

De livsgnister, en romers sjæl burde have -

- dem savner du eller bruger dem ikke.

Du blegner, stirrer, ængstes,
taber dig helt i forundring -

- ved at se på
himlens uvante voldsomhed.

Jeg kunne, Casca, nævne dig en mand,
der ligner denne frygtelige nat -

- der tordner, lyner, åbner grave, brøler.

En mand, der ikke overgår os to.

- Det er vel Cæsar, som du mener?
- Det være hvem det vil.

Ja, i morgen vil senatet
udnævne Cæsar, siger man, til konge.

Og han vil bære kronen alle vegne,
til søs, til lands, undtagen i Italien.

Jeg ved, hvor jeg vil bære denne dolk.
Cassius skal frelse Cassius fra trældom.

Den del af trældomsåget,
jeg må bære, den kan jeg ryste af.

Jeg med. Og hver en træl har i sin hånd
en magt til at befri sig selv fra trældom.

Hvorfor skal Cæsar være en tyran?

Den stakkel. Han var ingen ulv,
hvis ikke han mærkede, at romerne var får.

Og ingen løve, var de ikke harer.

Den, som i hast vil tænde mægtigt bål,
begynder med det svage strå.

Hvad er dog Roma
for en dynge skarn og pjalter -

- at det skal tjene til usselt stof til glans -

- for en så ringe ting som Cæsar?

Men å, min sorg, hvor fører du mig hen?

Måske jeg taler til en villig træl.

Du taler nu med Casca.
Med en mand, og ingen øretuder.

Tag min hånd. Og denne fod skal
vove sig så langt, som den der vover mest.

Det er et ord.

Stå stille.

Jeg kender ham på gangen,
det er Cinna. Han er vor ven.

- Hvorhen så hurtigt, Cinna?
- Jeg søgte dig.

Hvem der? Metellus Cimber?

Det er Casca.
Han har sluttet sig til os.

- Venter man ikke på mig?
- Jo, bestemt.

Cassius, kunne du vinde
den ædle Brutus for vor sag ...

Vær du kun rolig.
Cinna, tag denne seddel.

Læg den på prætorstolen,
så Brutus finder den.

Kast denne ind ad hans vindu,
og sæt den på gamle Brutus' billedstøtte.

Og kom så til Pompejus' buegang, der vil du
træffe os. Er Decius Brutus og Trebonius der?

Alle på Cimber nær,
han søger dig nu i dit hus.

Kom, Casca. Du og jeg må,
før det dages, gå hjem til Brutus.

De tre fjerdedele af ham tilhører os, og ved
næste møde skal hele manden overgi sig til os.

Jeg læser ikke klart af stjernerne,
hvor nær det er ved dag.

Lucius.

Nå, Lucius, vågn op nu.

Gid, det var min fejl at sove sådan.

Kaldte I, herre?

Bring lys til min læsestue.
Når det er tændt, så kom og meld mig det.

Javel.

Det nås alene ved hans død -

Og jeg for min del kender ingen grund til selv
personlig at foragte ham, undtagen folkets sag.

Han ville krones.
Om det vil ændre hans natur er sagen.

Ved middagssolen lokkes slangen frem.

Så må man gå forsigtigt.

Krone ham. Og så.

Så kan jeg indse, at vi gir ham en brod,
som, om han vil, kan gøre skade.

Højhedens misbrug sker,
når den adskiller samvittighed fra magt.

Når jeg om Cæsar skal sige sandhed, har jeg
aldrig set, at lidenskab har kuet hans fornuft.

Men det er kendt, at ydmyghed er ofte
en stige, som den unge stræber bruger -

- imens han klatrer op.

Når først han kommer til stigens top,
så vender han den ryggen, ser højt i sky -

- og ringeagter de lave trin,
ad hvilke han steg op.

Måske gør Cæsar det.

Det må forhindres.

Men når vor klage mangler synligt påskud,
så lad os betragte sagen sådan:

Det han er, vil, når det blir forøget,
blive til et farligt overmål.

Tænk derfor på ham som slangens æg -

- som, når det ruges ud,
vil følge sin fordærvede natur -

- og dræb ham nu i ægget.

Lyset er tændt i læsestuen, herre.

Da jeg i karmen søgte efter fyrtøj,
så fandt jeg et forseglet brev.

Det lå der ikke, da jeg gik i seng.

Er det i morgen Idus martii?

Det ved jeg ikke.

- Se det efter i kalenderen og sig mig det.
- Ja, herre.

"Brutus, du sover. Vågn og se dig selv.

Skal Rom ...? Og så videre.
Så tal, slå til, befri.

Brutus, du sover. Vågn."

Den slags tilskyndelser blev ofte kastet,
hvor jeg har fundet dem.

"Skal Rom ...? Og så videre?"
Således må det fyldes ud.

"Skal Rom da skælve
for en enkelt mand?" Hvad? Rom?

Mine fædre drev Tarquin
fra Romas gader, da han kaldtes konge.

"Tal, slå til, befri."

Opfordrer man mig til at tale og slå til?

Ja, Rom, jeg lover dig -

- at hvis befrielsen vil følge, skal du
af Brutus' hånd få alt, hvad du begærer.

- Af marts er femten dage gået, herre.
- Godt.

Gå og luk porten op, nogen banker.

Fra den tid Cassius først ægged mig
mod Cæsar, har jeg ikke kunnet sove.

Fra tanken om en frygtelig bedrift indtil
udførelsen, er mellemtiden lisom et mareridt -

- eller en hæslig drøm.

For sjælen og vort legeme,
der skal udføre dåden, rådslår.

Og mennesket ligner
et lille rige, som er vildt i oprør.

Jeg frygter, at vi forstyrrer dig.

- Godmorgen, Brutus. Er vi til besvær?
- Jeg lå vågen hele natten.

Kender jeg de mænd, du kommer med?

Ja, hver og en, og alle agter dig.

Og ønsker, at du havde samme mening om
dig selv, som hver en ædel romer har om dig.

Det er Trebonius.

- Han er velkommen.
- Decius Brutus.

- Også han velkommen.
- Og Casca. Cinna.

- Og Metellus Cimber.
- De er velkomne alle.

Og hvilken søvnløs uro har nu trængt sig
imellem jeres øjenlåg og natten?

Hør lige et par ord.

Det her er øst. Gryr dagen ikke der?

- Nej.
- Jo, undskyld mig.

De lyse striber der,
der kanter skyerne, er dagens bud.

Indrøm, at I begge to har uret.

Hvor sværdet peger nu, er solens opgang.

- Giv mig nu jeres hænder.
- Lad en ed bekræfte vor beslutning.

Nej, ingen ed.

Hvis ikke folkets øjne,
og hvad vor sjæl har lidt, og tidens misbrug -

- hvis det er svage grunde, så bryd af
og skynd jer til jeres dorske leje.

Lad det stolte tyranni rase,
til hver mand falder, som det træffer.

Hvilken anden spore kræves
end sagen selv for at opægge os?

Hvad anden garanti end tavse romere,
der har sagt ordet og ikke vakler?

Hvilken anden ed
end ærlighed i pant på -

- at dette skal ske, eller vi skal falde?

Lad præster, krystere
og slyngler sværge -

- og svage gamle eller sølle skrog,
der siger tak for uret.

Lad en usling, der mistros, sværge på sin slette
sag. Men skæm dog ikke dette vores storværk.

Og vore hjerters ubetvungne mod -

- ved tanken om, at denne sag
og gerning skal trænge til en ed.

Men Cicero? Mon vi skal prøve ham?

Lad os få ham med. Hans lokker sølv
vil købe os en gunstig stemning -

- i erhverve stemmer, som vil prise os.

Ham må vi ikke glemme.

Nævn ikke ham. For han går aldrig
med til noget, andre har begyndt.

- Så lad os ikke ta ham med.
- Han passer ikke.

Skal Cæsar kun og ingen andre rammes?

Jeg tror, at det vil ikke gavne, om Cæsars
bedste ven, Antonius, skal overleve Cæsar.

Vi vil finde i ham en snedig rænkesmed,
hvis magt, såfremt han bruger den -

- vil være stærk nok til at skade os.

Så vil vor bane se
for blodig ud, Caius Cassius.

Først hugge hovedet af, så lemmerne.
Det ligner had i døden, hævn bagefter.

Antonius er kun et lem af Cæsar.

Vi skal jo ikke slagte,
men kun ofre, Caius.

Vi alle rejser os mod Cæsars ånd,
og menneskenes ånd har intet blod.

Å, gid vi kunne ramme Cæsars ånd -

- uden at såre legemet.
Men desværre, Cæsar må bløde for det.

Ædle venner, vi dræber ham
med mod, men uden vrede.

Og lad ham falde som et gudeoffer
og ikke som et rov for hundene.

Hvad Antonius angår, lad ham være.

Han er ej mer end Cæsars arm,
når Cæsars hoved faldt.

Dog frygter jeg hans dybt
indgroede kærlighed til Cæsar.

Tænk ikke på ham, kære Cassius.

Alt han kan gøre
hvis han elsker Cæsar er:

Gruble for sig selv og dø for Cæsar.

Og det var meget for ham,
han elsker svir -

- og lystighed og gildet.

Han er ufarlig. Lad ham ikke dø.

Han lever nok og ler ad dette siden.

- Så er det tid at gå.
- Dagen overrasker os. Farvel da, Brutus.

Men det er tvivlsomt endnu,
om Cæsar vil gå ud i dag.

For nu er han jo blevet overtroisk.

Måske vil disse varsler
og denne nats uvante rædselssyner -

- og hans augurers overtalelser
holde ham fra Capitol.

Frygt ikke det. Hvis han
er sådan stemt, kan jeg påvirke ham.

Han hører gerne,
at enhjørningen fanges med et træ -

- løven i et net, og folk med smiger.

Men når jeg så siger ham, han hader smiger,
nikker han fornøjet og smigres allermest.

Lad mig råde,
jeg bringer ham til Capitolium.

Vi mødes alle for at hente ham.

Det skal vel være senest klokken otte?

Cajus Ligarius bær nag til Cæsar,
som dadlede den ros han gav Pompejus.

- Det undrer mig, at ham har ingen tænkt på.
- Gå hjem til ham.

Han holder af mig, og af gode grunde.

Send ham herhen, så skal jeg forme ham.

Venner, lad os skilles ad,
men husk, hvad I har sagt.

Og vis jer nu nu ægte romere.

Gode herrer, tag et frisk og muntert udtryk på.
Lad ikke ydret klædes i vort forsæt.

Og så godmorgen alle, hver især.

Hvad vil du, Portia? Så tidligt oppe?

Det er da ubetænksomt at betro
dit svage helbred til en råkold morgen.

Og du dit eget.
For ukærligt listed du fra min seng.

I går ved aftensbordet
rejste du dig med ét -

- gik sukkende og grubled
med korslagte arme.

Og da jeg spurgte, hvad du fejlede,
så stirred du på mig med mørke blikke.

Jeg spurgte dig igen.

Så gned du panden
og stamped utålmodigt med din fod.

Da jeg blev ved, gav du mig intet svar, og slog
irriteret ud med hånden, mens du bad mig gå.

Det gjorde jeg -

- for ikke endnu mer at irritere dit sind,
som var så heftigt oprørt.

Men jeg håbede, at det var kun et lune,
som somme tider alle mennesker har.

Det lar dig ikke spise, tale, sove.

Hvis det kunne virke på dit ansigt -

- så stærkt som det har virket på dit sind,
kendte jeg dig ikke, Brutus.

Herre, gør mig bekendt
med grunden til din sorg.

Jeg føler mig lidt uvel. Det er alt.

Brutus er klog, og svigtede hans helbred,
så søgte han vel midler til at få det.

Det gør jeg jo.

Gå nu i seng, min Portia.

Er Brutus syg? Er det da sundt
at gå omkring halv påklædt -

- og indånde den klamme morgenluft?

Er Brutus syg og lister
sig op fra sit sunde leje -

- og lade den urene feberluft
forværre sygdommen?

Nej, kære Brutus.

Du går omkring med sygdom i dit sind -

- som det er en
ægtehustrus kald og ret at kende.

Jeg besværger dig på knæ
ved denne skønhed, som du engang priste -

- ved hver en elskovsed, du svor,
og ved det store løfte, som gjorde os til ét -

- at åbenbare for mig, dit andet jeg,
din halve del, hvorfor du er tungsindig.

Og hvem det var, der kom til dig i nat -

- for her har været seks eller syv,
som skjulte deres ansigt for mørket selv.

Min Portia, ikke knæle.

Var du min Brutus, gjorde jeg det ikke.

Var det i vor ægtepagt betinget, at jeg ikke
måtte vide en hemmelighed, som vedkom dig?

Er jeg kun sådan på en måde,
med indskrænkning dit andet jeg -

- for kun at dele bord med dig,
at rede dit leje, somme tider at tale med dig?

Er min bolig da kun
i en forstad af din kærlighed?

Er det det hele, så er Portia
jo kun slavinde, ikke Brutus' hustru.

Du er min hædrede, min ægte hustru -

- så kær er du mig som de
røde dråber i mit kummerfulde hjerte.

Om det var sandt, så kendte jeg din gåde.

Jeg tilstår jeg er kvinde -

- men trods alt en kvinde
som den ædle Brutus ægted.

Jeg tilstår jeg er kvinde, men trods alt
en agtet kvinde, jeg er Catos datter.

Tror du, at jeg er svag som kvinder plejer?
Jeg, som har ham til far og dig til husbond?

Sig hvad du skjuler, jeg skal intet røbe.

Gå nu, Portia.

Så skal du lige straks få del
i alle mit hjertes hemmeligheder.

Så vil jeg forklare alt hvad der hviler på mig,
og hvert et skrifttegn på min mørke pande.

Her er en syg mand, som vil tale med jer.

Cajus Ligarius, som Metellus nævned.

Gå, dreng.

Med svækket stemme
hilser jeg godmorgen.

Å, hvilken tid at vælge,
tapre Cajus, til at gå sygeklædt.

- Gid du var rask.
- Jeg fejler intet.

Hvis blot Brutus har en dåd
der skal udføres, æren værdig.

Ligarius, det har jeg.
Havde du kun sunde øren til at høre den.

Ved alle guder som en romer ærer
bortkaster jeg min sygdom.

Byd mig nu at løbe,
og jeg vil kæmpe med umuligheder,

Det er mig nok, at Brutus viser vej.

Et arbejd, som vil gøre syge raske.

Men ingen raske, vi skal gøre syge?

Det skal vi også.

Cæsar! Hjælp!

Hjælp!

De myrder Cæsar! De myrder Cæsar!

De myrdede Cæsar!

De myrdede Cæsar!

Hvem der?

Hvem der?

Min herre.

Præsterne skal ofre straks.
Meld mig, hvad deres mening er om varslet.

Det skal jeg gøre, herre.

I nat har hverken
himmel eller jord haft ro.

Cæsar, hvad er din hensigt?
Agter du dig ud?

- Jeg gir dig ikke lov at gå et skridt.
- Cæsar må ud.

Hvad der trued mig, så blot min ryg. Så snart
det skuer Cæsars ansigt, er det svundet.

Cæsar.

Jeg fæsted aldrig lid til varsler,
nu ængster de mig.

Der er en derude, der,
foruden hvad vi selv har set og hørt -

- fortæller de frygteligste syner,
vagteme har set.

At en løvinde har yngler midt på gaden.

Gravene har åbnet svælger
og udsendt de døde.

Ildrøde, vilde stridsmænd slås i luften
og genfærd hørtes pibende i byen.

Å, Cæsar, det har ingen før oplevet,
og det forfærder mig.

Og dog må Cæsar ud. for disse varsler
har gyldighed for alle som for Cæsar.

Dør der en stodder,
ses der ingen jærtegn.

Men himlen selv udblusser fyrsters død.

En fej dør mange gange før sin død.

Af alt forunderligt, jeg har hørt -

- er det mig særest,
at en mand kan frygte -

- når han dog ved, at døden, alles mål,
skal komme, når den må.

Hvad siger så augurerne?

De råder jer til ikke at gå hjemmefra i dag.

For da de tog indvolden ud af ofret,
da fandtes der i dyret intet hjerte.

Det gjorde guderne i spot for fejhed.

Et dyr uden mod og hjerte var jeg,
hvis jeg lod frygten holde mig inde.

Nej, det gør Cæsar ikke.

Faren ved,
at Cæsar er mer farlig end den selv -

- og Cæsar går sin gang.

Min husbond, å.
Din selvtillid berøver dig din klogskab.

Gå ikke ud i dag.

Sig kun min angst
tilbageholder dig og ikke din.

Marcus Antonius kan gå til rådet -

- og sige, du er ikke vel i dag.

Lad mig formå dig til det.

Så lad ham sige, jeg er ikke rask.

Og for at føje dig, så blir jeg hjemme.

Se, Decius Brutus. Han kan melde det.

Hil, Cæsar, hil. Godmorgen, ædle Cæsar.

Jeg kommer for at hente dig til rådet.

Du kommer lige ret tilpas, så du kan hilse
senatorerne og sige at jeg vil ikke komme i dag.

Kan ikke er urigtigt, at jeg ikke tør endnu mer.
Sig blot, at jeg vil ikke komme, Decius.

- Sig blot at han er syg.
- Skal Cæsar lyve?

Har jeg med sejr strakt min arm så vidt
at jeg skal frygte sandhed for gråskæg?

Gå, Decius, meld: Cæsar vil ikke komme.

Men, høje Cæsar, sig mig dog en grund,
for ellers blir jeg udleet for mit budskab.

Min grund er i min vilje. "Jeg vil ikke" -

- det er senatet nok at vide det.

Men siden du så gerne selv vil høre,
fordi du er min ven, så skal du vide -

- min hustru her
får mig til at blive hjemme.

Hun drømte, hun så min billedstøtte -

- lisom et springvand
sprøjte ud med blod fra hundred rør.

Og romerne kom glade med smil
og vaskede hænderne deri.

Det tyder hun som jærtegn
og som varsler om ondt der forestår -

- og har på knæ bønfaldt mig
om i dag at blive hjemme.

Den drøm er helt forkert fortolket.

Drømmen hun så,
var lykkevarslende og skøn.

Den billedstøtte, som udstrømmed blod
som romerne med smil kom for at bade i -

- betyder at af dig -

- skal store Rom indsuge livsblod.

Og store mænd skal trænges om dig,
søge løn, ære, mindestegn og hædersmærker.

- Således må Calpurnias drøm fortolkes.
- Og dermed har du tydet den udmærket.

Det har jeg, når du hører,
hvad jeg melder: Hør.

Rådet har besluttet, store Cæsar,
på denne dag at skænke dig en krone.

Hvis du nu siger, du vil ikke komme,
så kan de skifte sind.

Desuden kunne det nok
gi stof til latter, hvis man sagde:

"Opsæt senatet til en anden gang,
når Cæsars hustru får en bedre drøm."

Hvis Cæsar skjuler sig, mon ikke folk
vil hviske: "Nu er Cæsar bange."

Tilgiv, Cæsar. Min omsorg for din lykke
er det, som byder mig at sige det.

For venskab må betænksomheden vige.

Hvor tåbelig din frygt, Calpumia.

Jeg skammer mig, at jeg gav efter for den.
Giv mig min kappe: Jeg vil gå.

Se der. Her kommer
Publius og henter mig.

- Godmorgen, Cæsar.
- Publius, velkommen.

Hvad, Brutus, også du så tidlig oppe?

Godmorgen, Casca.

Og Ligarius, Cæsar har aldrig været dig så
fjendsk som denne feber, der gjorde dig mager.

- Hvad er nu klokken?
- Den har slået otte.

Antonius, der svirer
hele natten, er dog på benene.

- Godmorgen, Antonius.
- Jeg ønsker dig det samme, høje Cæsar.

Det er forkert, jeg lader vente på mig.

Venner, kom ind og smag et bæger vin med
mig. Så går vi sammen, lisom gode venner.

Hvad, Cinna.
Se, Metellus. Næh, Trebonius.

Jeg har så meget vi skal tale om.
Glem ikke at besøge mig i dag.

- Og vær mig nær, så at jeg husker dig.
- Det skal jeg, Cæsar.

"Cæsar, vogt dig for Brutus.

Tag dig i agt for Cassius.
Kom ikke Casca nær.

Hold øje med Cinna.
Stol ikke på Trebonius.

Pas på Metellus Cimber.

Decius Brutus er ikke din ven.
Du har forurettet Cajus Ligatius.

Der er kun ét sind i alle disse mænd,
og det er fjendsk mod Cæsar.

Hvis du ikke er udødelig, så tag dig i agt.

Tryghed åbner vejen
for sammensværgelse.

De høje guder beskærme dig.
Artemidorus."

Her vil jeg stå, til Cæsar går forbi.

Å Cæsar, læser du det,
da kan du fries fra faren.

Skæbnen er ellers med i morderskaren.

- ldus martii er kommet.
- Men ikke gået, Cæsar.

Hil dig, Cæsar. Læs denne seddel her.

Trebonius ber dig,
at du vil gunstigst læse dette bønskrift.

Læs mit først, Cæsar.

Min bøn berører Cæsar
allernærmest. Læs det.

- Min sag skal sidst besørges.
- Opsæt det ikke, Cæsar. Læs det straks.

- Men er da fyren gal?
- Af vejen, karl.

Hvad? Trænger du dig på med din
begæring på gaden? Kom til Capitolium.

Jeg ønsker held til det, som I har for.

- Hvad mener du, Popilius?
- Farvel.

- Hvad sagde Popilius Lena?
- Han ønsked held til vores.

- Jeg frygter for, at vores plan er røbet.
- Han går hen til Cæsar. Vogt på ham.

Brutus, hvad gør vi nu?

Er vi røbet, kommer Cassius
eller Cæsar aldrig. Jeg dræber mig.

Cassius, vær fast. Popilius har
ikke nævnt vort anslag. Se, han ler.

Og Cæsar selv er rolig.

Trebonius er på sin post. Se, Brutus,
nu lokker han Antonius af vejen.

Hvor er Metellus Cimber? Han må
gå frem og overrække Cæsar bønnen.

Han står parat.
Træng jer nu frem og hjælp ham.

Du, Casca, løfter hånden mod ham først.

Er vi parate?

Hvem har nogen klage,
som Cæsar og senatet kan afhjælpe?

Du mægtige, højædle, store Cæsar. Metellus
Cimber kaster for dit sæde et ydmygt hjerte.

Lad det være, Cimber.
Er sådant kryberi med ydmyg smiger -

- kan muligt varme hverdagsmennesker og
ændre lov og fast bestemmelse til børneleg.

Vær ikke så naiv at tro,
at Cæsars blod så let kan røres -

- at al dets ægte kraft
optøs ved der, som smelter tåber.

Smukke ord og
dybe knæfald, ussel hundelogren.

Du ved, din bror er landsforvist ved lov.

Og knæler, logrer, trygler du for ham,
så sparker jeg dig som en hund til side.

Cæsar kan ikke gøre nogen uret,
og kan forsones ikke uden grund.

Hvem har en stemme ædlere end min,
som lyder sødere i Cæsars ører -

- og skaffer min forviste bror benådning?

Jeg kysser Cæsars hånd,
men uden smiger.

Og ber, at Publius Cimber
tilbagekaldes fra sin landsforvisning.

- Hvad, Brutus?
- Nåde, Cæsar, nåde.

For dine fødder knæler Cassius -

- og beder dig om
Publius Cimbers frihed.

Jeg blev vel rørt, ifald jeg var som I.

Ifald jeg kunne bede for at røre,
ville bønner røre mig.

Men jeg er ubevægelig
som nordens stjerne.

Der i grundfæstet og urokket kraft
på himmelhvælvingen er uden lige.

Med gnister uden tal er himlen smykket.

Og hver af dem er ild, hver af dem lyser.
men kun én af dem bliver på sit sted.

Således her på jorden,
den er fuld af mennesker -

- og de har kød og blod og de kan føle.

Men iblandt dem alle ved jeg kun én -

- som ubetvingelig står
på sit sted og ikke lar sig rokke.

At jeg er denne,
det vil jeg vise en smule også her.

Som jeg stod fast på Cimbers landsforvisníng,
så står jeg fast pâ, at den varer ved.

- Å, Cæsar.
- Bort!

- Olympen vil du løfte?
- Hør, Cæsar!

- Ber da ikke Brutus selv forgæves?
- Mine hænder, tal da for mig!

Et tu, Brute. Fald da Cæsar.

Frihed og frelse! Tyranniet faldt!

Løb, råb det udi alle byens gader!

Til talerstolene! Forkynd det højt:
Frihed og frelse og befrielse!

Senat og folk! Vær ikke bange!

Stands, for herskesygen
har betalt sin skyld.

- Til talerstolen, Brutus!
- Hvor er da Publius?

Her, helt forfærdet ved dette oprør.

Hold stand,
at ikke en af Cæsars venner ...

Hvem taler om stand? Vær frejdig.

Intet ondt skal ramme dig, eller nogen
anden romer. Gå hen og sig dem det.

- Hvor er Antonius?
- Flygtet, forfærdet.

Mænd, børn og kvinder stirrer,
skriger, løber, som var det dommedag.

Forlad os, Publius, at ikke folket,
skal øve vold imod alderdom.

Gør det. Lad ingen svare
for vor gerning, undtagen os.

l skæbnens magter,
nu vil vi se jeres vilje.

At vi skal dø, det ved vi.

Men hvornår, og om hvor længe,
det bekymrer os.

Ja, den som skærer tyve år af livet,
afskærer tyve år af dødens angst.

Hvis det er sandt, er døden kun en fordel.

Og vi er Cæsars venner,
der har kortet hans dødsangst.

Bøj jer, romere, og lad
os bade hænderne i Cæsars blod.

Hvor mange århundreder herefter
skal nu ikke vort optrin spilles?

I end ufødte sprog, ukendte riger.

Hvor ofte skal på scenen Cæsar bløde?

Som her nu ved Pompejus' sokkel,
ikke mer værd end støvet.

Liså ofte som dette sker -

- skal vores skare kaldes de mænd,
der skænked fædrelandet frihed.

Tys, hvem er der?

En af Antonius' venner.

Min herre bød mig knæle sådan, Brutus.

Antonius bød mig falde ned sådan.
Han bød mig sige, bøjet ned til jorden:

"Brutus er ædel, tapper, vis og ærlig.

Cæsar var stor, kæk, kongelig og mild.

Jeg elsker Brutus, og jeg ærer ham.

Jeg frygted Cæsar, æred, elsked ham.

Tillader Brutus,
at Antonius må komme trygt -

- og høre af din mund,
hvorledes Cæsar har forskyldt sin død?

Da vil Antonius ikke elske
døde Cæsar som i live Brutus.

Men vil med troskab
følge den ædle Brutus' sag -

- gennem den nye tilstands farer.

Dette sværger jeg på."

Dette sagde Antonius, min herre.

Din herre er en vis og tapper romer.
for mindre har jeg aldrig agtet ham.

Sig ham, at kommer han herhen, så skal han
blive fyldestgjort og, på min ære, gå urørt bort.

Så henter jeg ham straks.

- Jeg ved, at vi vil få en ven i ham.
- Det håber jeg.

Men i mit indre bor en frygt for ham.
og når jeg aner ondt, så slår det sjældent fejl.

Velkommen blandt os, Marcus Antonius.

Mægtige Cæsar, ligger du så lavt?

Er al erobring, helteglans og hæder, triumf
og sejrsbytte skrumpet ind til dette lille mål?

Farvel.

Jeg ved slet ikke, herrer, hvad I har i sinde.
Hvem fler skal årelades, hvem ellers er moden.

Er det mig, så findes ikke en stund mer
passende end Cæsars dødsstund.

Intet redskab halvt
så meget værd som jeres sværd -

- forgyldt med Cæsars blod,
det ædleste på jorden.

Hvis I bærer had til mig -

- sluk det, mens jeres
purpurhænder damper.

Om jeg leved tusind år endnu,
fandt jeg ingen stund så god til døden.

Og intet sted og ingen død så kær
som her ved Cæsar -

- hugget ned af jer,
I, denne tids udvalgte heltesjæle.

Antonius, bed ikke os om døden.
Vel må vi synes blodige og grumme -

- nu da du ser vor dåd og vore hænder.

Men det er dog kun hænderne,
du ser, og denne deres bloddåd.

Men ikke vore hjerter.

Der er medynk.
Og medynk med den uret, Rom har lidt -

Ild kvæler ild, medynk medynk,
den har mod Cæsar udført dette.

Når nye hædersposter deles ud,
skal din stemme gælde som den bedstes.

Vær tålmodig, til vi får mængden
beroliget, som er vild af angst.

Så skal du af mig
høre grunden til, at jeg -

- der elsked Cæsar,
mens jeg dræbte, har handlet sådan.

Din klogskab er bekendt.

Så ræk mig hver sin blodbestænkte hånd.

Først, Marcus Brutus, vil jeg trykke din.

Så, Cajus Cassius, griber jeg din hånd.

Så, Decius Brutus, din.

Nu din, Metellus. Din, Cinna.

Og, min tapre Casca, din.

Sidst din, Trebonius, ikke sidst i venskab.

I allesammen.

Ja, hvad skal jeg sige?
Jer tillid til mig hviler på så glat en grund -

- at I må anse mig for enten
en kujon eller også en smigrer.

Din ven, det var jeg, Cæsar, det er sandt.

Hvis nu din ånd betragter os hernede,
oprører det dig ikke mer end døden -

- at se din ven Antonius slutte fred -

- og trykke dine fjenders blodhånd her,
du ædle helt, ved siden af dit lig?

Hvis jeg havde liså
mange øjne, som du har sår -

- og de græd
som disse vælder ud med blod -

- det sømmed sig bedre
end at samles her som ven med dine fjender.

- Marcus Antonius?
- Tilgiv mig, Cajus Cassius.

Sådan vil jo selv Cæsars fjender sige.
I vennemund er det koldsindig tale.

Jeg dadler ikke, at du priser Cæsar.
Men hvad slags forhold vil du ha til os?

Er du blandt vores venner,
eller går vi videre uden dig?

Derfor gav jeg jer hånden.

Men jeg glemte min hensigt,
da mit blik faldt ned på Cæsar.

Ven er jeg med jer alle,
elsker alle. I håb om -

- at I vil forklare mig,
hvorledes og hvorfor Cæsar var farlig.

Ellers var det her et morderoptrin.
Vi har så gode, velbetænkte grunde -

- at om du så var Cæsars søn,
Antonius, blev du tilfreds.

Det er alt, jeg ønsker.

Og så ber jeg blot om lov
at bringe liget hen på torvet.

Og fra talerstolen, som det sømmer
en ven, at tale til Cæsars ligfærd.

- Det skal du, Marcus Antonius.
- Brutus, hør.

Giv ikke Antonius lov
at tale ved hans ligfærd.

Ved du, hvor voldsomt folket
kan optændes ved hans ord?

Undskyld mig, jeg selv bestiger talerstolen
først og gør så rede der for Cæsars død.

Alt Antonius siger,
det siger han med vor tilladelse.

Samt at vi gerne forunder Cæsar
hver hellig skik og sørgehæder.

Det vil gavne os langt mer end skade.

Men alt kan ske. Jeg synes ikke om det.

Marcus Antonius, tag Cæsars lig.

I talen skal du ikke dadle os,
men sige kun hvad godt du ved om Cæsar.

Og sige, at du gør det med vort minde.

For ellers kan du ikke
her få del i Cæsars ligfærd.

Du skal tale fra samme talerstol,
som jeg betræder, og først når jeg har talt.

Det går jeg ind på. Jeg kræver intet mere.

Å, tilgiv mig, du blødende klump ler -

- at jeg er mild mod disse slagtere!

Du er ruinen af den ædleste
der levede, mens tiderne omskifted.

Ve den hånd, der udgød dette blod.

Her spår jeg over dine sår -

- der åbner som stumme
munde deres røde læber -

- og af min tunge kræver røst og ord:
Forbandelse skal ramme folkets lænder.

Vild borgerkrig og indre oprørs rasen
skal plage alle dele af Italien.

Hærværk og blod skal blive sådan vane
og grusomhed sådan hverdagsting -

- at mødre vil smile, når de ser,
at børn lemlæstes vildt af krigens hånd.

Medynk blir kvalt
af rædselsgernings vane.

Og Cæsars ånd -

- i hævnens vilde tørst, med Ate
ved sin side, glødende fra helved steget -

- råber vidt om land
med vældig herskerrøst: "Slå ned for fode!"

Og slipper krigens vilde hunde løs.

Den misgerning skal stinke imod himlen -

- af rådne lig, der klynker for en grav.

Cæsar!

Romere!

Landsmænd!

Jeg vil høre Brutus!

Hør mig for min sags skyld!

Vær stille nu! Brutus taler!

Romere, landsmænd.

Hør mig roligt til ende.

Hør mig for min sags skyld,
og vær stille for at I kan høre.

Tro mig for min æres skyld.

Og hav agtelse for min ære,
for at I kan tro mig.

Døm mig efter jeres indsigt, og hold jeres
sanser vågne, for at I kan dømme bedre.

Cæsar! Cæsar!

Cæsar!

Hvis der er nogen i denne forsamling -

- nogen hjerteven af Cæsar -

- til ham siger jeg, at Brutus' venskab
for Cæsar var ikke mindre end hans.

Hvis da denne ven vil spørge, hvorfor Brutus
rejste sig mod Cæsar, så er dette mit svar:

Ikke fordi jeg elskede Cæsar mindre,
men fordi jeg elskede Rom mere.

Ønskede I hellere, at Cæsar levede
og I alle dør som slaver -

- end at Cæsar skulle dø,
så at I kan leve som frie mænd?

- Nej!
- Nej!

- Nej!
- Nej!

Cæsar var min ven.
derfor begræder jeg ham.

Han havde lykken med sig,
det glæder jeg mig over.

Han var tapper, derfor ærer jeg ham.

Men han var herskesyg,
derfor dræbte jeg ham.

Der er tårer for hans kærlighed,
glæde for hans lykke -

- ære for hans tapperhed
og døden for hans herskesyge.

Hvem er her så lav,
at han ville være en træl?

Så tal, for ham har jeg krænket.

Hvem er her så barbarisk,
at han ikke ville være en romer?

Er der nogen, så tal,
for ham har jeg krænket.

Hvem er her så ussel, at han ikke elsker sit
fædreland?

Er der nogen, så tal,
for ham har jeg krænket.

Jeg venter på et svar.

Ingen, Brutus, ingen!

Ingen!

- Ingen!
- Ingen!

- Ingen!
- Ingen!

Så har jeg ingen krænket.

Jeg har ikke gjort andet mod Cæsar,
end I vil gøre mod Brutus.

Berettigelsen af hans død
er opregnet på Capitolium.

Hans hæder er ikke forringet,
hvori han fortjente den.

Heller ikke er den brøde overdrevet,
som han led døden for.

Her kommer hans lig,
ledsaget af Marcus Antonius.

Skønt han ingen del havde i hans død,
vil han få fordelen efter hans død.

En plads i den frie stat,
og hvem af jer skal ikke det?

Jeg stiger ned med disse ord:

Ligesom jeg dræbte Cæsar for Roms vel -

- sådan har jeg
den samme dolk for mig selv -

- når som helst mit fædreland
må finde min død nødvendig.

Leve Brutus! Leve! Leve!

- Leve!
- Leve!

Ledsag ham i triumf til hans hus!

- Rejs ham en billedstøtte blandt hans fædre!
- Leve Brutus!

- Leve!
- Leve!

Gør ham til Cæsar!

Cæsars bedre del skal krones nu i Brutus!

- Hurra!
- Hurra!

- Medborgere.
- Tys! Stille!

Brutus taler.

Landsmænd, lad mig gå alene bort,
og bliv for min skyld hos Antonius her.

Vis Cæsars ligfærd ære.

Og vis ære mod talen
som går ud på Cæsars pris -

- og som Antonius
nu med vores minde vil holde her.

Jeg ber jer om, at ingen, undtagen jeg,
går bort, før han har talt.

Bliv her og hør på Marc Antonius.

Lad ham bestige talerstolen.
Vi vil høre ham.

Marcus Antonius, op!

For Brutus' skyld er jeg jer højst forbunden.

Hvad snakker han om Brutus der?

Han siger, at han
"for Brutus' skyld er os forbunden."

Han skal nok ikke her
snakke ondt om Brutus.

- Ham Cæsar var en tyran.
- Ja, det er vist og sandt.

En lykke, Rom blev af med ham.

I ædle romere.

Ædle romere, hør mig nu!

Romere, venner,
landsmænd, lån mig øre!

Jeg kommer her for at begrave Cæsar,
og ikke for at prise ham.

Det onde, en mand har gjort overlever ham,
det gode jordes ofte med hans ben.

Det er da Cæsars lod.

Den ædle Brutus har sagt
om Cæsar, han var herskesyg.

Og hvis han var det,
slem var da hans brøde.

Og slemt har Cæsar måttet bøde for den.

Jeg kom med Brutus' og de andres minde,
for Brutus er en hædersmand.

Det er de alle, alle hædersmænd.
For her at tale selv ved Cæsars ligfærd.

Han var min ven, trofast og god mod mig.

Men Brutus siger, han var herskesyg.

Og Brutus er en hædersmand.

Han har bragt
mange fanger hjem til Rom -

- hvis løsepenge fyldte rigets kister.
Så det hos Cæsar ud som herskesyge?

Når fattigfolk led nød, har Cæsar grædt.

Men herskesygens malm er mere hård.

Dog siger Brutus, han var herskesyg -

- og Brutus er en ægte hædersmand.

I alle så ved luperkaliefesten,
tre gange bød jeg ham en kongekrone.

Han afslog hver gang!

Var det herskesyge?

Men Brutus siger, han var herskesyg,
og han er helt bestemt en hædersmand.

Jeg taler ikke her mod Btutus' ord.

Jeg står her for at sige, hvad jeg ved.

I elsked ham engang, og det med grund.

Hvad grund forbyder jer
at sørge for ham?

Å, sund fornuft, du flygted ud blandt dyr,
og folk har tabt forstanden!

Tilgiv mig. Mit hjerte
er i kisten der hos Cæsar -

- og jeg må vente, til jeg får mig samlet.

Jeg synes der er mening i hans tale.

Når nu man tænker efter,
har dog Cæsar lidt megen uret.

Ikke sandt? Jeg frygter,
vi får en værre mand i Cæsars sted.

I hørte vel hans ord? Han afslog kronen.

Så herskesyg, det var han sikkert ikke.

Hvis det er sandt,
kan det blive dyrt for visse folk.

Ingen i Rom er bedre end Antonius.

Hør, nu begynder han igen at tale.

Den stakkels mand.
Hans øjne er helt ildrøde af at græde.

Endnu i går, da kunne
Cæsars ord opveje hele verden.

Og nu ligger han her,
og ikke selv den ringeste vil bøje sig for ham.

I gode mænd.

Ifald det var mit ønske nu
at ægge jert sind og hjerte op til raseri -

- så gjorde jeg en uret
imod Brutus og Cassius -

- som I ved er hædersmænd.

Uret vil jeg ikke gøre dem.

Heller vil jeg gøre uret mod den døde -

- uret mod mig selv og jer
end uret imod brave hædersmænd.

Men her har jeg et pergament.

Med Cæsars segl. Jeg fandt det
i hans gemme. Det er hans testament.

Kunne menigmand
blot høre denne sidste vilje -

- tilgiv mig, jeg skal ikke læse det -

- så kom de her alene for at kysse den dødes
sår og dyppe deres klæder i helligt blod -

- og tigge om et hår til minde,
ja, de nævnte det i deres testament -

- og skænked det
som kostbar arvelod til deres slægt.

Det vil vi høre. Læs, Markus Antonius.

Hans testamente!

Vi vil høre det!

Kære venner, hav tålmodighed.
Jeg tør ikke læse det.

Det var urigtigt, om I ved,
hvor meget Cæsar elsked jer.

For I er ikke sten og træ, men mennesker.

Og da I jo er mennesker, ville hans testamente,
hvis I hørte det, opflamme jer til vanvid.

Det er godt, I ikke ved, I er hans arvinger.

For om I vidste, å, hvad blev så følgen?

Læs testamentet! Vi vil høre det!

Du skal læse hans sidste vilje op,
Cæsars sidste vilje!

Vær blot tålmodige. Vent bare lidt.

Jeg gik for vidt, da jeg fortalte det.

Jeg frygter for, at jeg gør uret mod
de hædersmænd, hvis dolke ramte Cæsar.

- Forrædere, de hædersmænd!
- Slyngler, mordere var de!

Læs testamentet!

Så tvinger I mig til at læse det?

Så slut da kreds her omkring Cæsars lig
og lad mig vise jer ham selv, der skrev det.

Skal jeg gå ned? Tillader I mig det?

- Kom ned!
- Kom ned!

Hvis I har tårer, skal I græde nu.

I kender denne kappe.

Hvor jeg husker den første gang,
da Cæsar tog den på.

Det var en sommeraften i hans telt
den dag, han sejred over nervierne.

Se, her for Cassius' dolk igennem den.

Se hvilken rift, den onde Casca laved.

Her stødte Brutus, den højtelskede -

- og da han trak sit morderjern tilbage,
se her, hvor Cæsars blod da fulgte med.

Som fór det ud af døren for at se,
om det var Brutus, som ukærligt banked.

For Brutus, ved I nok, var Cæsars engel.

I guder, døm, hvor Cæsar elsked ham!

Det stød, det traf ham hårdest af dem alle.

For da den ædle Cæsar så ham støde,
da fælded utaknemligheden ham -

- langt mere stærk end en forræders våben,
da brast hans heltehjerte.

Med sit ansigt indhyllet i sin kappe -

- ved foden af Pompejus' billedstøtte,
hvor blodet løb i strømme -

- faldt da Cæsar.

Hvilket fald, å, landsmænd.

Der faldt jeg og I, vi alle -

- mens blodbestænkt
forræderiet stod og jubled over os.

Å.

Nu græder I.

I føler nok et stik af medynk.

Det gør godt at græde.

Gode mennesker. Græder I, når I
kun ser vor Cæsars klædning såret?

Se!

Se så her ham selv.
Flænget af forræderhænder!

- Den ædle Cæsar.
- Det var et blodigt syn.

Å, de forrædere. De slyngler.

- Vi vil have hævn!
- Ikke en af forræderne skal leve!

Vent, mine landsmænd!

Kære, gode venner. Lad mig ikke
opægge jer til sådan oprørs stormflod.

De som har gjort
den dåd, er hædersmænd.

Hvad de personlig har at klage over,
hvorfor de gjorde det, det ved jeg ikke.

Men de er kloge, hæderlige mænd,
og de vil sikkert gi jer gode grunde.

Jeg vil jo ikke stjæle jeres hjerter.

Jeg er ingen taler som jo Brutus.

Men, som I ved, en jævn og ærlig mand -

- og trofast mod min ven.
Det ved de godt -

- som gav mig lov at tale om ham her.

Jeg mangler både vid og ord
og anstand, gebærder, foredrag -

- og talegaver til at
ophidse menneskers lidenskab.

Jeg taler sådan ganske ligefrem
og siger bare det, som I forstår -

- og viser jer vor kære Cæsars sår, de stakkels,
stumme munde, og ber dem om at tale for mig.

Men hvis jeg var Brutus,
og Brutus var Antonius -

- så var der en Antonius,
der kunne opflamme jeres sind -

- og gi ethvert af Cæsars sår en tunge -

- der ægged til opstand
hver en sten i Romas mure.

Opstand! Lad os brænde Brutus' hus!

- Nej, hør mig, landsmænd!
- Opstand!

Hør endnu et ord!

Men ved I, venner, hvad det er I gør?

Hvorfor fortjente Cæsar jeres troskab?

Det ved I ikke. Jeg må sige jer det.

- I har nok glemt det testamente, jeg talte om.
- Testamentet!

Her står det under Cæsars eget segl.

Til hver en romersk borger
skænker han, til hver især -

- fem og halvfjerdsindstyve drachmer!

Desuden gir han alle sine haver -

- lystlunde, nyanlagte
plantninger på denne side Tiber.

Efterlader til jer og jeres børn til evig tid.

Så det kan være til rekreation
og til forfriskning for jer alle sammen.

Det var en Cæsar.

- Når ser vi hans lige?
- Aldrig! Aldrig!

Gå og hent ild!

Af sted! Af sted!

"DA DE MEDSAMMESVORNE
VAR FLYGTET -

- KOM DEN UNGE
OCTAVIANUS TIL ROM -

- CÆSARS ADOPTEREDE SØN.

HAN OG ANTONIUS DELTE
MAGTEN MELLEM HVERANDRE -

- OG BEREDTE SIG PÅ EN KAMP
MOD BRUTUS OG CASSIUS -

- OM ROMERIMPERIET."

Ved alle disse navne
er sat mærke, de skal dø.

Din bror skal også dø.

- Samtykker du i det, Lepidus?
- Javel.

Sæt mærke ved ham.

Men så skal Publius heller ikke leve,
din søstersøn, Antonius.

Nej, han skal ikke leve.
Se, nu er han dømt med dette pennestrøg.

Men, Lepidus,
hent du Cæsars testamente -

- så vil vi tale om,
hvad der skal stryges af Cæsars gaver.

- Træffer jeg jer her?
- Enten her eller på Capitol.

En ubetydelig og ringe mand.
han duer kun til ærinder.

Er det fair, når verden, den trefoldige,
skal deles, at han får en af tre andele?

Det var din mening.

Lod ham stemme, om hvem der skulle ha
et kryds i denne proskriptionens sorte domstol.

Octavian, jeg har set flere dage end du.

Og når vi lægger hædersposter på denne mand
for selv at lettes for lidt af sladrens byrder -

- skal han kun
bære dem som æslet guld -

- for under dem at svede og enten
trækkes eller drives frem, hvor vi to viser vej.

Når han har bragt det, hvorhen vi vil -

- læsser vi hans byrde af og lar ham gå som
et aflæsset æsel ud på græs at ryste sine ører.

Som du vil. men han er
dog en prøvet, tapper kriger.

Det samme er min hest, Octavian,
og derfor får den rigeligt med foder.

Men nu, Octavian, skal du få nyt at høre.

Nu samler Cassius og Brutus styrker.
Dem må vi byde spids.

Derfor må vore forbundsfæller samles,
og lad os nu på stedet lægge råd -

- hvordan vi bedst opdager skjulte rænker
og sikrest møder åbenbare farer.

Ja, lad os det. Vi står som bjørn ved pæl,
og mange fjender glammer rundt omkring os -

- og mangen en, som smiler, frygter jeg,
har tusind onde rænker i sit hjerte.

Stå bi!

Giv signalet videre! Stå bi!

Stå bi!

Stå bi.

Hvad nyt, Lucilius? Er Cassius her?

Han er her snart, og Pindarus er
kommet med en hilsen fra sin herre.

Han sender venlig hilsen.

Pindarus, din herre har,
af egen drift eller forledt -

- bragt mig dertil at ønske det,
som nu er sket, ugjort.

Men jeg venter forklaring.

Jeg tvivler ikke om,
min herre Cassius vil vise sig -

- som den han er, fortjent til al ærbødighed.
- Sikkert.

Et ord, Lucilius.
Fortæl, hvordan han modtog dig.

Med megen høflighed og agtelse,
men ikke så fortroligt -

- eller med hjerteligt og
åbent venskab, som han jo plejed.

Der beskriver du
den varme ven, der kølnes.

Mærk dig det: Når venskab
skranter og går ned ad bakke -

- benytter det en tvungen høflighed.

En ærlig troskab kender ingen kunster.

Stå bi!

Min ædle bror, du gør mig uret.

Døm mig, guder! Gør jeg fjender uret?
Ellers, hvor meget mindre imod en bror?

Din sindrighed er kun
skjul for uret, og når du ...

Cassius, behersk dig.
Sig din klage uden larm.

Jeg kender dig.

Lad os ikke skændes
for begge vore hæres øjne -

- der kun skulle mærke
venskab imellem os.

At du har gjort mig uret fremgår af,
at du har dømt og stemplet -

- Lucius Pella for at
ta mod bestikkelse fra Sardes.

Imens mit brev, hvori jeg bad for ham,
fordi jeg kendte ham, blev overset.

En uret mod dig selv at skrive så.

Det nytter ikke i disse tider
at hænge i hver en småting.

Du må vide, Cassius,
at du selv har ord for pengegriskhed.

For guld bortsælger
hædersposter til uværdige.

Jeg pengegrisk!

Du ved, Brutus sagde de ord,
for ellers var, ved guderne, det dine sidste.

Cassius' navn besmykker nu bedraget,
og derfor skjuler straffen nu sit hoved.

Straf?

Husk marts! Husk Idus martii. Den store Julius,
blødte han da ikke for retfærds skyld?

Hvilken usling stødte dolken,
om ikke for retfærdighed?

Skal nu en af os,
der dræbte den første mand i verden -

- blot fordi han holdt med røvere,
skal vi af lav bestikkelse besudles -

- og sælge for en håndfuld
usselt snavs vor store hæders rummelige mål?

Jeg ville være hund
og gø ad månen end en sådan romer.

Jeg tåler ikke, at du plager mig.
Du vil holde mig i snævre grænser.

Kriger er jeg, og ældre,
mere øvet i at udnævne folk.

Det er du ikke, Cassius.

- Det er jeg!
- Ikke tale om.

Tir mig ej. Jeg kunne forglemme mig.
Tænk på dit bedste, og frist mig ej.

Gå, du er for ringe.

Er dette muligt?

Skal jeg gi efter for din hidsighed?

Og la mig skræmme af en gal mands blik?

Å, guder, guder! Skal jeg tåle dette?

Ja, mer! Ras til dit stolte hjerte brister!

Gå du, lad dine slaver se dig hidsig.
Lad dem skælve.

Skal jeg lystre? Og observere dig?

Ærbødigt krumme ryggen for din arrighed?

Du skal nedsvælge
selv dit onde lunes gift -

- om så du revner.

Du er mig kun stof til morskab,
hver gang hidsigheden tar dig.

- Så vidt er det kommet?
- Du er en bedre kriger.

Vis det, gør din pral til sandhed.
Mig vil det glæde.

Jeg for min del lærer gerne
af dygtigere mænd.

Du gør mig helt og holdent uret, Brutus.

En ældre kriger sagde jeg, ikke bedre.

- Har jeg sagt bedre?
- Det er lige meget.

Cæsar vovede ikke at krænke mig sådan.

Så ti da stille.
Du turde ikke friste ham dertil.

- Så jeg turde ikke!
- Nej.

- Turde ikke friste ham?
- Om det gjaldt dit liv.

Stol ikke for meget på mit venskab.
Jeg kunne gøre, hvad jeg ville angre.

Du har gjort det, du burde angre nu.

Dine trusler gør mig ej bange.
Jeg har en rustning i min ærlighed -

- så at de går forbi
som vindens pust og ikke strejfer mig.

Jeg sendte bud om en sum guld,
som du har nægtet mig.

Skaffe penge
ved lave midler kan jeg ikke.

Jeg sendte bud til dig om guld
til mine legioner. Det har du nægtet mig.

Var det en Cassius værdigt?

- Jeg har intet nægtet.
- Jo.

Nej. Det var blot en tåbe,
der bragte dig mit svar.

Brutus har såret mit hjerte dybt.

En ven må bære over med venners fejl.
Brutus gør mine større.

Nej, kun når du begår dem imod mig.

- Du holder ikke af mig.
- Ikke dine fejl.

Et venneblik så ikke disse fejl.

En smigrers øjne ville ikke se dem,
om de var kæmpestore som Olympus.

Å kom, Antonius, Octavianus.
Kom, hævn jer kun på Cassius alene.

For Cassius er træt af livet.

Hadet af den,
han elsker, trodset af sin bror -

- skældt som en træl,
hver af hans fejl bemærket -

- og ført til bogs, lært udenad
for siden at kastes i hans ansigt.

Å, jeg kunne udgræde
sjælen gennem mine øjne.

Der er min dolk og her mit nøgne bryst.
Såfremt du er en romer, tag det ud.

Jeg, som har nægtet
dig guld, jeg gir mit hjerte.

Ram det, som du ramte Cæsars.

Jeg ved jo, da du hadede ham mest -

- da elsked du ham højere
end du har elsket Cassius.

Stik din dolk i skeden.

Gør hvad du vil.
Jeg tar en hån som spøg.

Har Cassius nu oplevet, at han tjener
kun til morskab, til latter for sin Brutus -

Da jeg sagde det,
var jeg uligevægtig selv.

Det siger du?

- Giv mig din hånd.
- Mit hjerte med.

Å, Brutus. Har du ikke
venskab nok til at bære over -

- med min mor hidsighed,
som gør at jeg kan tale overilet?

Jo, Cassius.

Og hvis det skulle ske
at du blir for streng imod din Brutus -

- vil jeg huske på, det er din mor
der skænder, og la dig tale frit.

Lucilius, byd vore officerer
at skaffe natkvarter til deres folk.

Og kom så straks tilbage her
og bring Messala med jer.

Lucius. Bring vin.

Jeg troede ikke,
at du kunne blive så vred.

Å, Cassius, jeg er syg af mange sorger.

Du bruger ikke din filosofi,
når et tilfældigt onde kuer dig.

Ingen bær sorger bedre.

Portia er død.

Portia?

Er død.

Hvorledes slap jeg
da med livet, da jeg opirred dig?

Å, rystende, ulidelige tab!

Af hvilken sygdom?

Af længsel efter mig,
af sorg, fordi Octavianus -

- og Antonius fik sådan magt.

- for dette budskab
kom med hendes død.

Det rysted hendes sind,
og mens slavinderne var borte, slugte hun ild.

Og deraf døde hun?

Deraf.

Å, store guder.

Ikke mer om hende.

Se, Cassius, heri begraver jeg alt nag.

Mit hjerte er tørstigt
efter denne ædle skål.

Kom ind, Lucilius.
Velkommen her, Messala.

Lad os sidde her om lyset og
rådslå sammen om, hvad gavner os.

- Å, Portia, borte.
- Ikke mer, jeg ber dig.

Messala, her har jeg et brev -

- som melder, Octavianus og Antonius
med store styrker er på vej -

- og retter deres vej imod Philippi.

- Jeg selv har fået brev af samme indhold.
- Hvad mere står der?

At Octavianus, Antonius og Lepidus ved
proskription myrded et hundred senatorer.

Vore breve stemmer ikke.
Mit taler kun om halvfjerdsindstyve senatorer.

Cicero iblandt dem.

- Cicero?
- Ja, Cicero er død.

Ved proskriptionen, som er omtalt her.

Fik I mon brev fra jeres hustru, herre?

Nej, Messala.

Stod der slet intet i dit brev om hende?

Slet intet, Messala.

Nuvel, til livets gerning.

Synes I, at vi straks drager til Philippi?

- Det synes jeg ikke om.
- Din grund?

Er denne: Det er langt bedre,
fjenden søger os.

Så spilder han sin kraft,
udmatter hæren og svækker sig.

Mens vi, som ligger stille,
ved hvilen samler mod og kræfter.

Den gode grund må vige for en bedre.

Herfra til Philippi har
folket sluttet sig til os af tvang.

Hør mig, min kære bror.

Må jeg ha lov.

Og mærk, at vi
har opbudt alle vore venner.

Fuldtallig er vor hær, vor sag er moden.

Vor fjendes styrke vokser daglig.
Vi står nu på højden og må synke snart.

I menneskenes liv er flod og ebbe.
Benyttes floden, fører det til lykke.

Forsømmes den,
står hele livets fart på grund i usselhed.

Nu flyder vi på højvand -

- og vi må benytte strømmen,
mens den er med, eller tabe al vinding.

Godt da, som du vil.

Vi selv går dem i møde ved Philippi.

- Har mon nogen så mer at sige?
- Intet mer.

Godnat.

I morgen tidlig vil vi bryde op.

Min kappe, Lucius.

- Godnat, Lucilius.
- Godnat, min høje herre.

Farvel, Messala.

Godnat, Brutus.

Min ædle Cassius, godnat, sov godt.

Min dyrebare bror.
Hvor ilde dog den nat begyndte.

Aldrig skal sådan strid adskille vore hjerter.

- Nej aldrig, Brutus.
- Alt er godt igen.

Godnat, min herre.

Godnat, min kære bror.

- Hvor er din lyre?
- Her i teltet.

Du er søvnig?

Stakkels dreng.
Ja, det forstår jeg, du må være træt.

Lad Claudius og en anden komme nu -

- og sove her på hynder i mit telt.

Varro! Claudius!

Se, Lucius, her er den bog, jeg søgte.

- Jeg havde lagt den i min egen kappe.
- Jeg vidste nok, herren ikke gav mig den.

Bær over med mig, min dreng.
Jeg er så glemsom.

Kunne du holde de øjne åbne lidt
og røre lyren til en lille sang?

Hvis det behager min herre.

Ja vist, min dreng.
Jeg plager dig. men du vil gerne.

Det er kun min pligt.

Jeg bør ikke gøre fordring ud over din evne.
Det unge blod har trang til hvile.

Jeg har nu sovet, herre.

Godt, og du skal snart sove mere.

Jeg holder ikke længe på dig.

Hvis jeg lever, skal jeg være god imod dig.

Nu, O nu

Må mit behov gå

Forsvunden glæde er for altid væk

Det er hårdt

Når den tager af sted

Det er hende

En døsig sang.

Hvilket gør dermed

Du morderiske søvn.

Nu lægger du din blystav
på min dreng, der spiller for dig.

Stakkels fyr, godnat.
Nej, jeg vil ikke vække dig.

Så, min kære dreng, godnat.

Lad mig nu se. Mon ikke jeg har lagt
en fold på bladet, hvor jeg holdt op at læse?

Jo, her er det.

Hvor lyset brænder dårligt.

Hvem er der?

Det er vel mine svage øjne,
der skaber dette skrækkelige syn.

Er du virkelig?

Er du en gud, en engel eller djævel -

- som gør mit blod til is
og lader mit hår rejse sig?

Hvem er du? Tal!

Din onde ånd, Brutus.

Og hvorfor kom du?

For at sige dig,
at du skal se mig ved Philippi.

Vel, så skal jeg atter se dig.

Ja, ved Philippi.

Velan.

Så skal jeg se dig ved Philippi!

Nu, da jeg fatter mod, forsvinder du.

Du onde ånd,
jeg ville gerne tale lidt mere med dig!

Lucius. Lucius, vågn opl

Ja, herre?

- Drømte du? Du skreg højt i søvne.
- Jeg vidste ikke, at jeg skreg.

- Vist gjorde du. men sig mig, så du noget?
- Slet ingenting.

Varro! Claudius! Vågn op!

- Ja, herre.
- Ja, herre.

- Hvorfor skreg I dog i søvne?
- Vi, herre?

Ja. Så I noget?

- Nej, jeg har intet set.
- Jeg heller ikke.

Så gå og hils min broder Cassius.

Bed ham at rykke tidligt
frem foran, så skal vi følge.

Det skal ske, min herre.

Nu, ædle Brutus,
os bistå guderne i dag -

- så vi kan ældes
i en fredfyldt tid som venner.

Men da jo menneskenes lod er uvis -

- så lad os forestille os det værste.

Såfremt vi taber slaget, er det den
allersidste gang vi taler sammen.

Hvad har du bestemt dig til at gøre?

Tro ikke, ædle romer,
at Brutus lænkebunden går til Rom.

Dertil bærer han for højt et sind.

Men denne dag skal jo
tilendebringe det, Idus martii begyndte.

Og om vi mer skal mødes, ved jeg ikke.

Tag derfor mit farvel for evigt.

Farvel for evigt, evigt, Cassius.

Hvis vi skal mødes mer, da skal vi smile.

Hvis ikke, ja, så har vi taget afsked.

Farvel, farvel for evigt, kære Brutus.

Ja, hvis vi mødes mer, så skal vi smile.

Hvis ikke, ja, så har vi taget afsked.

Så ryk da frem.

Å gid vi kunne vide vort
dagværks ende, før den viser sig.

Men det er nok, at dagen vil få ende,
og så er enden kendt.

- Messela.
- Ja, min general.

Messala, det er min fødselsdag.
På denne dag blev Cassius født.

Giv mig din hånd, Messala.

Vær du mit vidne, at jeg mod
min vilje nu tvinges, som Pompejus -

- til at vove vor hele frihed i ét slag.

Flygt, herre, længer bort,
flygt længer bort!

Højen her er langt nok borte.

Se, Titinius. Er det mine telte,
som jeg ser stå i brand?

Det er det, herre.

Hvis nu du er min ven,
bestig min hest, skjul sporen i dens side -

- til den har bragt dig
til den skare og tilbage -

- så jeg ved,
om det er venner eller fjender.

Hurtig som tanken er jeg her igen.

Gå, Pindarus, gå længer op på højen.
Mit syn var altid svagt.

Se efter ham og sig,
hvad du får øje på på sletten.

På denne dag drog jeg først ånde.

Tiden har endt sit kredsløb.

Der hvor jeg begyndte, der ender jeg.

Mit levnedsløb er slut.

- Min herre.
- Min dreng, hvad ser du?

Min herre!

Titinius er helt omringet nu af ryttere.
De jager hen imod ham.

Han jager frem alligevel.
Nu er de lige ved ham.

Nu, Titinius! Nu!

Han er fanget.

Kom ned. Spejd ikke mere.

Hvor jeg dog er fej, at jeg vil leve -

- for at se min bedste ven
som fange iblandt fjender.

Kom her, min dreng.

Jeg tog dig selv til fange i Partherland.

Jeg skånede dit liv og lod dig sværge -

- at du ville gøre, hvad end jeg bød dig.

Kom nu, hold din ed.

Vær fri.

Og stød så dette gode sværd,
der gennembored Cæsar -

- i mit bryst.

Nej, svar mig ikke! Grib om fæstet her.

Styr sværdets fart.

Kom nu, hold din ed!

Hvor er han?

Sikker nok, Octavianus.
Brutus er sikker nok.

Jeg svarer for, at ingen fjende
nogen sinde fanger den ædle Brutus levende.

Mod, landsmænd! Hold jeres hoved højt!

Kom, stakkels rest af mine venner.
Hvil jer på klippen her.

Å, Julius Cæsar, endnu er du mægtig.

Dit genfærd vandrer her omkring
og vender nu sværd ...

... mod vore egne hjerter.

Hør, Clitus.

Jeg, herre? Ikke for alt i verden.

- Ti stille. Intet ord.
- Før vil jeg dræbe mig selv.

Volumnius, kom her, min ven, og hør.

Hvad siger I, min ædle herre?

Hør mig, Volumnius:
Cæsars genfærd har vist sig for mig -

- to gange ved nattetide, først ved Sardes
og nu i nat her på Philippis valplads.

- Jeg ved, min tid er kommet.
- Herre, nej.

Jo, jeg er vis på det, Volumnius.

Du ser jo selv, hvordan det går i verden.

Fjenden har drevet os til gravens rand -

- og det er bedre selv at springe ned
end vente til han skubber os.

Min ven, du ved,
at vi to gik i skole sammen.

Nu ber jeg dig for gammelt venskabs skyld,
hold du mit sværd imens jeg løber mod det.

Den tjeneste er ikke for en ven, herre.

Flygt, herre, flygt. Her kan vi ikke blive.

Farvel da, du, og du.
Og du, Volumnius.

Kære landsmænd,
mit hjerte glæder sig, at i mit liv -

- traf jeg kun mennesker,
som blev mig tro.

Jeg vil få hæder af mit nederlag
mer end Octavianus og Antonius -

- vil nå ved deres ynkelige sejr.

Lev vel nu, allesammen. Brutus' tunge
har næsten udtalt enden på hans livsløb.

Nat hviler på mit øje.
Mine ben stunder til hvile.

For de stræbte kun at nå til dette mål.

Min kære Strato, bliv du hos din herre.

Du er et godt, ærligt menneske.

Dit liv har haft en gnist af ære i sig.

Hold nu mit sværd
og vend dit ansigt bort -

- imens jeg løber mod det.

Vil du, Strato?

Tryk først min hånd.

Farvel, min ædle herre.

Farvel da, Strato.

Cæsar, få nu fred.

Kun halvt så villigt stødte jeg dig ned.

Som han er værd, vil vi behandle ham -

- og stede ham højtideligt til jorden.

Hans lig skal ligge
i mit telt i nat på krigervis -

- med alle hæderstegn.

Han var den ædleste af romere.

Hver af de sammensvorne, ham undtagen,
begik den dåd af nag til Cæsars storhed.

Kun han var med i ærlig tanke
på det fælles og på hele folkets vel.

Hans liv var mildt -

- og sjælens evner stemt således
sammen hos ham, at naturen stolt kunne sige:

"Dette var en mand."