Original subtitles

Intet liv er fuldendt, selv om det måske ser sådan ud.

Hemmeligheder og mishag lurer under den glatteste overflade.

På dette punkt som på mange andre var mit liv ingen undtagelse.

- Prøv nu at nå toget klokken 18. - Jeg skal gøre mit bedste.

Jeg skal nok prøve.

Det passer.

Ved du hvad? Der er møde om Whirlwind klokken 14.

Jaså? Er franskmændene tilbage i kampen?

Jeg aner det ikke, men mr. Hardy er yderst ophidset.

Hvad går det ud på? Priscilla siger, at Mike er ustyrlig.

Vi har nok give forkerte råd og står til smæk.

- Har du noget mod kedsomhed? - Det er dig, der trænger til det.

- Du nåede det. Utroligt. - Det er ikke takket være Simon.

Han siger altid, han keder sig, men han holder aldrig mund.

- Hvad gik mødet ud på? - Noget nyt, jeg ikke må tale om.

Du er så morsom.

- Hedder det igen noget mystisk? - Projekt Whirlwind.

Det lyder som "De fem". Får I te og masser af jordbærmarmelade?

- Du har vel ikke glemt din cricket? - Vel har jeg det.

- Håbløse hund. Har du savnet mig? - Du skal ikke være sød mod ham.

Han har gravet hul i lavendelbedet og ødelagt det. Stygge hund!

- Skulle vi ikke af med det bed? - Skulle vi? Det har jeg glemt.

- Vil du have en drink? - Ja tak.

Kom med ind.

Undskyld mig.

- Hvad er der? - Jeg kan ikke finde lotterisedlerne.

- Hvor har du gjort af dem? - De siger, de blev sendt til os.

- Men jeg husker intet om dem. - Noget galt?

Jeg skal arrangere et lotteri, men sedlerne er væk.

- Meget morsomt. - Sarah Tufnell har nogle i reserve.

- Kom så, James. - Undskyld.

De er lidt slidte, men det går. Jeg må vel hellere købe en.

- Hvem er han? - Lord Rawsons søn, William.

Hold da op. Er det William Bule? Jeg troede, han var i New York.

- Det er han. Eller rettere: var. - Hvordan er han?

Jeg har knap set ham siden hans bryllup.

- Han var venner med David. - Så han er gift?

Skilt. Lidt synd. Hun var ret sød.

- Værsgo. - Undskyld...

- Hvad skulle det være? - To te, tak.

Jeg må sætte mig. Jeg er døden nær. Hvordan klarer James sig?

- Han klarer sig. - Han synes aldrig at score runs.

Hvad laver han? Noget højt på strå i City?

Han er advokat.

- Han er formodentlig dygtig. - Han er dyr.

Vi lukker teltet nu, så jeg huggede det her til dig.

- Skal jeg hjælpe med lotteriet? - Skønt. Jeg er fuldstændig mast.

I kender vist hinanden. Maggie Pierce, William Bule.

Jeg kender mr. Bule. Jeg arbejdede i hans hjem, da hans mor levede.

Jeg må videre.

Det havde jeg glemt. Hvor længe var hun der?

- Længe. - Hun har været fantastisk hos os.

Hun passer huset, når vi er i London. Hvordan klarede vi os uden hende?

- Åh Gud, så er det mig. - Pøj-pøj.

Hvad skete der?

Ægtemanden kom tilbage. Han var slet ikke død.

- Hvem stak af med James Mason? - Ingen. Faktisk var han nazi-spion.

Jeg ville være stukket af med ham.

Sådan tænkte man ikke i 1954.

Skulle vi mon holde et selskab?

Jeg forstår ikke, hvorfor du laver den lyd.

- Du skal bare komme og drikke. - I så fald kan du køre løs.

Vi må skylde samtlige inden for en 30 km radius.

Så lad os holde op med at besøge dem.

Vær nu ikke så tvær. Det var dig, der ville ud på landet.

Nej. Jeg ville bare væk fra London.

Jeg taler bare om en drink og lidt til ganen, ikke et ambassadebal.

Jeg tager den.

Hallo? Sig nu ikke det, jeg tror, du vil sige.

Jeg undgik det gerne, men der kommer en fra Paris...

Og I kan umuligt ses på noget andet tidspunkt.

Jeg prøver at nå 20.30. Så er jeg der 21.40.

- Jeg henter dig. - Ikke på vilkår. Jeg tager en taxi.

Nej, jeg henter dig. Så kan jeg slippe af med gæsterne.

- Hvad med glas? - Jeg har lånt nogle. Af Bill Bule.

- Så du har virkelig styr på det. - Javel, sir.

Hvad laver du? Skulle I ikke have selskab?

Du bliver da ikke til mødet? Frygter du, at vi tager beslutninger?

Som bjergbestigeren, der klynger sig til detaljerne. Lær dog at give slip.

Bjergbestigere, der giver slip, fortryder det som oftest.

Hvor er du sød. Hvordan gik det?

Tja, de kom, drak for meget og gik igen.

- Hvordan gik mødet? - Franskmændene laver stort postyr.

- Men det skal nok gå. - Nu er du i al fald hjemme.

- Hvem er det? - Bill.

- Hvad laver han her? - Bilnøglerne var væk. Dumt, ikke?

Han skulle til at køre, så han tog mig med.

- Det var meget venligt af dig. Tak. - Det var så lidt.

- Kan vi friste med en drink? - Tak.

- Hvad er det? - Hvad?

Ridsen der. Det er nok en eller anden misundelig skiderik.

Jeg har måske strejfet en stolpe.

Har Anne fortalt mig, at du køber lejlighed i London?

Bill har to sønner I London, som han gerne vil se tit.

Det må have været svært, da du boede i New York.

- Hvor gamle er de? - Den ældste er vist 12.

Og Freddy må være ni nu. Eller ti.

Jeg troede, du ville tage det ned. Du må ikke sådan give os forhåbninger.

- Hvorfor skulle jeg? - Man bør undgå ringe malerier.

De fordærver ens smag.

Hvis bare han var pæn, men han har en sær næse.

- Det var dig, der hængte ham op. - Stakkel. Han er vel en forfader.

Forfader? Er han ikke din fætter?

- Jeg må af sted. - Tusind tak endnu engang.

- Ja. Tak. - Jeg finder selv ud.

Hvad var der med ham? Hvorfor var han så skide uforskammet?

Du var lige så slem. I rottede jer sammen. Det hader jeg.

Nej, nej! Jeg hader det virkelig.

- Han ville bare være morsom - Det mislykkedes.

- Har det fået fem minutter? - Ja.

- Er det dårligt kogt? Du får et nyt. - Skidt med det.

- Du skal da ikke spise det. - Det er fint.

Fanden tage folk.

- Hallo? - Anne... Der er sket noget.

- Hvem var det? - Maggie

- Sig ikke, at hun ikke kommer. - Det gør hun ikke.

- At du finder dig i det. - Der er sket en ulykke.

Nu føler jeg mig lidt smålig.

- Hvem? - Hendes mand er blevet kørt ned.

- Klarer han det? - Han er indlagt i High Wycombe.

- Hun ringede derfra. - Det gør mig ondt.

- Det er sgu noget skidt. Hvornår? - I aftes.

Jeg sagde, vi tog derop. Til hospitalet.

Hvorfor? Skat, jeg er ked af, at Maggies mand er kommet til skade.

Jeg håber, han kommer sig, men hvordan kan vi hjælpe?

Jeg sagde, vi tog derop. Hun venter os.

Det var sødt af jer. Det går ikke godt.

- De gør alt, hvad de kan. - Ved man, hvad der skete?

Jeg så det. Jeg kiggede ud ad soveværelsevinduet.

Han var næsten hjemme. Jeg så ham i alleen. Så drønede en bil forbi.

- Den må have ramt styret. - Husker du, hvilken bil det var?

Jeg ved ikke, hvad jeg kan huske. En jeep eller Range Rover.

- Det gik så hurtigt. - Frue... De må hellere komme.

Gå hellere. Jeg bliver så længe, du vil have det.

- Kom ind, kom ind. - Jeg kommer bare med dem her.

Vrøvl. Kom dog indenfor. Smid dem der indtil videre.

Vi er inde i biblioteket. Mine to sønnesønner er her i weekenden.

William.

Goddag, James. Jeg kommer med glassene.

- Hvad med en drink? - Ellers tak.

Charles, luk for det lort eller gå ovenpå og se det.

- Kom. - Jeg hører, der er sket en ulykke.

Ja. Stakkels, gamle Joe. Han har arbejdet her. Klarer han det?

- Jeg ved det ikke. Anne er der nu. - Sid ned.

- Vi får se. - Det gør mig ondt.

- Ved man, hvem det var? - Hans kone så en i en Range Rover.

Her var det nok nemmere, hvis det ikke var en i en Range Rover.

Det var synd, vi ikke så Dem i går.

Nu om dage kan jeg kun drikke en dråbe, hvis jeg skal køre.

- Bill kunne da have taget Dem med. - Som tåber kørte vi i to biler.

- Jeg kom direkte fra et møde. - Hold op med at tale så amerikansk.

Han ser sig selv som skabelsens herre, og når modparten siger...

Ja?

- Anne er i telefonen. - Kan du ikke tage imod besked?

Det lader til at være vigtigt.

- Hvad er det? - Maggies datter har ringet.

- Han døde for to timer siden. - Det er jeg ked af at høre.

- Vi taler om det, når jeg kommer. - Ja. Jeg skulle ikke have ringet.

- Jeg sidder bare midt i noget. - Ja. Tilbage til arbejdet. Farvel.

- Vi går. - Jeg vil lige sige noget til Maggie.

- Hun er sammen med sine børn. - Det vil jeg altså.

- Vi tænker på dig, Maggie. - Tak.

Interesseret? Jeg kender en, der kan give Dem en godt tilbud.

- Næ tak... - Goddag.

- Hvordan har hun det? - Som en enke kan have det.

- Hvad vil du have til dessert? - Hvad er der?

Is eller frugt eller sommerkompot. Men den skal tø først.

Hvornår kom Bill Bule til selskabet?

Hvad?

Hvornår kom Bill den aften, vi havde selskab?

- Tja, halv otte, tror jeg. Hvorfor? - Ikke for noget

Bortset fra... at jeg tror, han havde noget med det at gøre.

- Med hvad? - Ulykken.

- Vås. Det kunne han ikke. - Hvorfor ikke?

Fordi han ikke kom den vej. Han kom fra den anden ende af byen.

- Hvad lavede han da? - Hvad mener du?

Hvem besøgte han i den anden ende af byen?

Han var hos Northbrooks. De bor i den modsatte retning.

- Mig fortalte han om et møde. - Du har da vel ikke spurgt ham?

Ikke på den måde. Han sagde, han tog til selskabet efter et møde.

Så har han vel haft et møde med Northbrooks.

Hvad vil du have? Is, frugt eller sommerkompot?

- Har du lidt ost? - Ja.

Bare ost.

Davs, Bill. Det er James Manning. Forstyrrer jeg?

Der er noget, jeg må tale med dig om

Men helst ikke i telefonen. Er du i London i denne uge?

Hvad er problemet?

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det.

Men jeg tror, det var dig, der kørte ham ned forleden.

- Det var ikke mig. Var det dig? - Nej.

Så må det have været en tredje. Må vi få rødvinen?

Du sagde, du var til et møde.

Men ifølge Anne var du hos Northbrooks.

- Ja. - Hvad var det så?

Måske havde jeg et møde med Northbrooks.

- Det sagde Anne også. - Jamen, så...

Northbrooks var i Spanien og kom først i weekenden.

Jeg ringede til Amelia, før jeg kontaktede dig

Og så den ridse på din bil.

Hvorfor hastede det med at få den lakeret?

Jeg syntes ikke, den var pæn.

Jeg var nok et andet sted, men det vil jeg ikke bevise.

Så kan du ikke fortænke folk i at mistænke dig.

Hvem gør det? Jeg har intet imod det.

Heller ikke, hvis politiet spurgte om det samme?

Det er vel for meget at bede dig om bare at lade det ligge?

- Ja. - Hvorfor?

Med fare for at lyde storsnudet så vil jeg helst gøre det rette.

Nå?

Ja, ja, du får din vilje. Det var mig.

Kan jeg... regne med, at du selv melder dig?

Det vil påføre min far og børnene store lidelser.

Jeg ved, du ikke tror mig. Men det gør mig meget ondt, at det skete.

Men faktum er, at det skete. Det kan ingen af os ændre på.

Så du ringer til politiet i dag?

- I morgen. - I morgen.

- Vil du have noget? - Ellers tak.

Jeg spiste frokost sammen med Bill Bule.

- Er du ikke overrasket? - Burde jeg være det?

Jeg spurgte ham om ulykken.

Han sagde, det var ham. Han gjorde det. Skylden var hans.

- Hvad sker der så? - Hvad tror du?

Han går til politiet, de sigter ham.

- Og det er absolut nødvendigt. - Absolut nødvendigt.

- Hvordan kan det gavne? - Hvad mener du?

Jeg kan ikke se, hvordan det kan gavne. Bill har begået en fejl.

En forfærdelig, tragisk fejl, og en mand er død.

Men han gør det jo ikke igen. Han er ikke til fare for andre.

- Sikke noget vås. - Alle ved jo, at du er perfekt.

- Men selv du begår fejl af og til. - Jeg plejer ikke at slå folk ihjel.

Og hans far og drengene. Hvad med dem? Vil du ødelægge de liv?

- Jeg har da intet valg. - Jo, du har.

Du har gjort, hvad du skulle. Du har løst mysteriet.

Kan du ikke lade Bill om at gå til politiet?

Vel kan jeg da ikke lade Bill om det. Og hvad med Maggie?

Før hulkede du, nu vil du dække over morderen. Det giver ikke mening.

- Ja. - Er der noget, jeg ikke har fattet?

Ja.

Jeg var sammen med ham.

Hvad?

- I bilen. Jeg var sammen med ham. - Hvorfor?

Det overrasker dig næppe, at jeg ikke havde tjekket drikkevarerne.

Og ved femtiden opdagede jeg, at der ikke var vodka.

Jeg havde forlagt bilnøglerne, så jeg ringede, og Bill gav mig et lift.

- På vej hjem stoppede vi ved en pub. - Hvorfor?

- Det havde vi lyst til. - Så han var fuld.

Nej. Det var ingen af os.

- Men han fik en drink. - Det fik vi begge to.

Under alle omstændigheder...

...var det mig, der kørte.

- Sæt farten ned. - Hold op. Jeg kan sagtens.

- For pokker... - Hold da kæft.

Der er noget meget potent over dem her.

Kan du ikke være lidt mindre potent og... Jesus!

Hvorfor standsede I ikke?

- Det ved jeg ikke. - Ville Bill ikke have det?

Han mente ikke, at vi ramte. Og vi anede ikke, at han var kvæstet.

Sig, det er løgn.

- Hvad gør vi? - Hvad du vil.

Du afgør det. Jeg gør, som du ønsker.

Pyt med mig. Hvad vil du?

Ikke, at Bill tilstår noget, jeg har gjort.

- Jeg må hellere gå til politiet. - Det går ikke.

- Hvorfor ikke? - Fordi du ryger i fængsel.

Så er det der, jeg hører til.

Du kan komme på besøg med en kage med en fil i.

Har du tænkt dig at bruge det fad?

Det må du undskylde.

Nå, men de...

De har ikke meget at gå efter. Selv ikke, hvis Maggie udpeger bilen.

Ikke noget, der holder. Du skal ikke i fængsel.

- Jeg har gjort uret og bør straffes. - Det er meget ædelt.

Men du bliver ikke ene om at tage en straf.

- "Stjerneadvokats kone flugtbilist". - Netop.

Hvorfor var det anderledes for Bill?

Hans familie måtte godt blive involveret. Hvorfor ikke min?

- Ring hellere til ham. - Skidt med Bill.

- Har du besluttet, hvad du vil gøre? - Ingenting, vil jeg tro.

- Du vil ikke have, jeg gør noget. - Hvorfor også smadre vores liv?

- Nu lyder du som Bill. - Fuck Bill!

- Lige netop. - Hvad?

Jeg går i seng med Bill.

Eller snarere: Han går i seng med mig.

Du må undskylde.

Må jeg bede dig om en stor tjeneste?

Jeg må lufte Anne et par dage. Vil du klare mine ting?

Priscilla har styr på alt, og jeg har en telefon Vil du passe butikken?

- Klart. Hvor tager I hen? - Det er nærmest lige meget.

Et sted, hvor vi ikke møder nogen, vi kender. Tak skal du have.

Jeg har svigtet dig. Det må jeg have gjort. Ellers var det ikke sket.

Nej. Det er min skyld. Jeg har, gjort det. Lad det nu blive ved det.

Nej. Jeg er nødt til at forstå det.

Jeg går og tror, at vi er lykkelige, men opdager så, at vi, eller du -

- er meget ulykkelig. Er jeg ubetænksom? Uvenlig?

Eller er det mere prosaisk?

Er hans pik større end min?

- Giver han dig flere orgasmer? - Nej. Han er ikke...

- Det er slet ikke sådan. - Hvad er det så?

Han er let at være sammen med.

Han forlanger intet af mig.

- Og det er rart. - Ja. Det er rart. Rigtig rart.

Du stiller så store krav. Lige meget hvad jeg gør, føler jeg altid...

...at jeg svigter dig og ikke gør fyldest, at jeg misforstår tingene.

- At jeg skuffer dig. - Men du skuffer ikke ham.

Jeg tror faktisk, han er ligeglad.

Og det er bare så... afslappende.

Jeg beklager, jeg ikke slapper af. Men drab har det med at påvirke mig.

Ved du, hvad jeg tror?

Vi burde have fået et barn. Jeg burde ikke have ladet dig opgive.

Tænker du det?

Guderne skal vide, at jeg prøvede.

Nå, men tanken om en hylende unge -

- og din undren over, at stuen var rodet eller vinen ikke var kølig.

Jeg kan ikke se det for mig.

Hvorfor opsøger folk de her dystre hoteller, når de intet har at sige?

Hvad nu?

Jeg går ud fra...

...at vi tager tilbage til London, og jeg siger til Bill, det er slut.

Og jeg kommer over det, og vi glemmer ulykken.

- Og så begynder vi forfra. - Kan du det?

Det ved jeg ikke. Men jeg har intet bedre forslag. Har du?

Nej. Du må simpelthen lægge det bag dig. Det sagde du selv.

Det ved jeg.

Men der er bare, som om det ikke vil om bag mig endnu.

I fik en rar pause. Det gør godt at komme lidt væk.

- Gid du ville tage lidt ferie. - Tak, men jeg har ikke lyst.

Ikke lige nu. Ikke mens de arbejder på sagen.

- Kommer de nogen vegne? - Det tror jeg.

Det siger de, og man må jo stole på dem.

Jeg går op med dem her.

Lad være med at pine dig selv.

Nogen er jo nødt til at gøre det.

Og nu til næste punkt på smertens vej.

Bill. Jeg er nødt til at fortælle ham, at det er forbi.

- Det behøver du ikke at gøre nu. - Man skal jo gribe øjeblikket.

Og det er definitivt? Du er sikker på, han ikke kan være vores ven?

- Det er jeg. - Han ville ikke føle sig forlegen.

- Så godt kan han ikke lide mig. - Det er lidt for "Jerry Springer".

- Og jeg kan lide dig. - Ja...

Jamen, så kører jeg

- Skat, vi har besøg. - Hvem?

Politiassistent Marshall.

Han efterforsker Joes død og er kommet fra Buckinghamshire.

Goddag. Var De ikke med til begravelsen?

Ja, jeg kan godt huske Dem.

- Det var pænt af Dem. - Kom indenfor og sid ned.

Jeg var i London og ville gerne tale med Dem begge to.

Vi tager på landet i morgen. Men vi hjælper meget gerne.

- Kan De lide Buckinghamshire? - Jeg er født der, så jeg kender det.

- Har Anne tilbudt Dem en drink? - Jeg skal ikke have. Ellers tak.

De holdt selskab den aften, mr. Pierce blev kørt ned.

- Det gjorde Anne. - De var der ikke?

Nej, jeg blev opholdt i London.

Så De ved intet om, hvem der kom og gik.

- Og De har haft meget travlt. - Jeg forstår ikke helt, hvad De vil.

Ulykken skete nær Deres hjem klokken cirka 18.15, -

- da mange mennesker var på vej til Dem.

Mange i store biler og på ukendte veje.

- Må jeg få en liste over gæsterne? - Der er næppe nogen forbindelse.

I drabssager prøver vi at være grundige.

Naturligvis.

Hvis De vil vente, skal jeg se på mit kaotiske skrivebord.

Jeg kan sagens vente.

- Så der sker altså noget. - Det vil vi helst tro, sir.

Vidste De, at mrs. Pierce har været kriminel?

Ja, der var noget bøvl for nogle år siden.

De får hende til at lyde som en stor togrøver.

- Så hun har fortalt det? - Ja. Hvad forskel gør det?

Det kan blive ret ubehageligt for hende i retten. Hun er hovedvidne.

- Tror De, det ender i retten? - Det håber vi sandelig.

Han mistænker ikke dig. En, der ikke kører til et selskab, er værtinden.

- Skal vi ringe til Bill? - Nej.

- Bare for at advare ham. - Nej

- Hvilket tog tager du i morgen? - Det bliver sent.

Der er møde om Whirlwind igen. Jeg tager en taxi.

- Vær nu ikke fjollet. - Jeg er her altså ikke før 22.

Anne, vågn op. Du drømmer. Du drømmer, skat. Vågn op.

Det er en drøm. Du drømmer.

Jeg ved ikke, om jeg kan klare det her, James.

- Selvfølgelig kan du det. - Jeg ved det ikke.

Jeg tror ikke, jeg er skabt til et liv som kriminel.

Det tror jeg, jeg er.

Kan vi ikke bare sige det til dem?

- Er det ikke bedre? - Hvad er det, du siger?

- Du aner ikke, hvad de gør ved dig. - Jo.

Og det gør mig så bange, at jeg knap kan trække vejret.

- Jeg tror ikke, jeg kan klare det. - Det skal du.

Det er for sent til det der. Vi er nødt til at gå fremad nu.

Vi må fremad.

- Jeg tjekker lige formuleringen. - Mr. Hardy har godkendt den.

Jeg vil lige tjekke formuleringen.

En politiassistent Marshall ringede i går. Jeg bad ham ringe hjem til dig.

Ja. Han kom i aftes. Der er en sag med en flugtbilist nede på landet.

- Kom nogen til skade? - Han blev dræbt, desværre.

- Vores rengøringshjælps mand. - Det var da skrækkeligt.

- Ved man, hvem det var? - Det tror jeg ikke.

- Han har vel været fuld. - Nej...

De mener, det var en, der kom for hurtigt om hjørnet.

Selvfølgelig kan han have været fuld, nu du siger det.

Vær hilset. Jeg bringer godt nyt.

Der er flystrejke i Paris. Mødet er aflyst. Mike går nu og vi med.

Og jeg kan give dig et lift.

Jeg skal til High Wycombe, det er kun tre kilometer fra din hoveddør.

- Det er pænt af dig. - Vi går nu for at undgå trafikken.

- Jeg ringer lige til Anne. - Hun svarer ikke.

Prøv hendes mobil og læg en besked. Og så kan du selv gå tidligt hjem.

Det kan du lige tro, jeg gør.

Alt vel? Du har virket noget tænksom på det sidste.

- Har jeg? - Er alt faldet til ro?

Ja... Ja. Tak.

Godt.

- Det er nok ikke her, du bor. - Næ, det er den lokale herremand.

For pokker!

Jeg misunder ikke landsbyens beboere, hvis de kører sådan.

- Var det en af familien? - Jeg kunne ikke se det.

Til venstre næste gang,

- Anne? Det er en overraskelse. - Ikke helt.

Jeg fik beskeden for ti minutter siden. Davs, Simon.

- Hvad må vi byde på? - Ikke noget. Men må jeg se huset?

- Hvor meget skulle der gøres? - Det var ikke slemt.

Farvel!

Du kom gennem gitterporten, da vi kom til landsbyen.

- Skal du ikke benægte det? - Det er der ingen idé i, vel?

- Du sagde, du havde opgivet ham. - Ja. Men jeg løj, ikke?

Agter du at opgive ham?

Nej.

James... Hvis jeg kunne, ville jeg gøre det.

Det var min hensigt, da jeg tog derhen.

Men jeg kunne ikke. Måske er det alligevel kærlighed.

Men selv hvis det bare er lyst eller desperation eller en neurose, -

- så ved jeg, at hvis jeg lover at stoppe, så bryder jeg mit løfte.

Jeg sagde, jeg ville afslutte det, og det ville jeg. Men jeg kan ikke.

Jaså.

- Ja? - James?

I er nødt til at komme straks. Du og Anne må kommer herhen.

- Nej. - Hvad mener du?

Jeg ved, hvad du har gjort, din lort. Og jeg ville aldrig sætte fod -

- i noget hus, du havde med at gøre.

Det taler vi om senere. Men I er nødt til at komme.

Der er et vidne.

En fyr på det lokale værksted. Han ringede, da I var taget af sted.

- Han kender til ridsen. - Du fik den da ikke udbedret her?

Nej. Jeg er ikke idiot. Men jeg tankede, før jeg tog til London.

Da jeg kom tilbage i morges, så han, at ridsen var væk.

De har åbenbart forhørt sig i alle værksteder.

- Melder han det? - Det syntes han, han burde.

Og jeg ser ingen grund til, at han ikke skulle.

Jeg sagde, det umuligt kunne være, mig, men det ændrer næppe noget.

Hvorfor kunne det ikke det?

Fordi du ringede til mig klokken 18.15 den aften.

- Hvorfor skulle jeg det? - Det ved jeg ikke.

Hvad betyder det? Hovedsagen er, at du nok må have en historie klar.

- Kontorets notater vil vise... - For pokker!

Du lånte en mobil. Eller ringede fra en boks. Find på noget.

Medmindre vi siger sandheden og tager følgerne.

- Ja, ja. - Godt.

Endnu noget rod, du har hevet mig ind i.

I morgen formiddag. Godt. Farvel.

Når man taler om solen. Om jeg er hjemme i morgen, -

- hvor en politiassistent Marshall vil aflægge besøg.

Han besøgte os i London. Det betyder intet.

Jamen, så er alt i bedste orden. Jeg siger kun noget, hvis han spørger.

I givet fald siger jeg, at du ringede fra toget, fordi Anne var optaget.

Okay. Så er den sag ude af verden.

Er det det hele? Vi får en drink, og så smutter jeg, -

- mens du går op og knepper min kone. Dit dumme svin.

Dit stor møgsvin.

Hallo?

- Du er fuld. - Ja.

- Hvorfor er du kommet tilbage? - Hans far er der.

Hvor uheldigt.

Hvad står der så på dagsordenen? Opdaterer du mig ikke lige?

Vi tager næppe til Wales igen for at få en fortrolig samtale.

Bill skal til galopløb på Longchamp.

Han rejser i morgen og har inviteret mig med.

Javel.

Han foreslog, at vi blev i Paris et par uger.

Aha...

Aha.

Er vi dermed nået til vejs ende, som det hedder?

Vil du skilles?

Jeg ønsker bare, at ingen er ulykkelig.

- Hvad? - Jeg er også i Paris, som du ved.

- Nej, det vidste jeg ikke. - Det endelige møde om Whirlwind.

- Det havde jeg glemt. Undskyld, - Det bliver da skægt.

Du sammen med din elsker, mens jeg knokler sørgmodigt i huset overfor.

Mit arbejde har altid moret dig, og du kan stadig få dig et godt grin.

- Du må ikke være sådan, James. - Hvordan skal jeg da være?

Selvmorderisk? Bitter? Eller "skønt at slippe af med dig"?

Men jeg kan ikke håndtere det sidste, så jeg holder mig til "bitter".

Ses vi der?

Du bor vel på Hotel George V.

Skrid.

- Søger De mig? - Hvis ikke det er ubelejligt.

- Jeg skal til en frokost. - Det varer ikke længe.

Vi kan måske gå op på Deres kontor.

Åbenbart var mr. Bules bil involveret i et uheld, den aften Pierce døde.

Det ville jeg spørge ham om.

- Det har vi gjort. - Hvad svarede han?

At han intet har med mr. Pierces død at gøre.

Han siger, De ringede til ham omkring 18.15 den aften.

- Ja. - Hvorfor?

Anne var optaget, og jeg ville lige bekræfte, hvilket tog jeg tog.

Og jeg vidste, at Bill kom til selskabet

- Og De ringede herfra? - Nej.

Nej, nu De nævner det.

Jeg var i bygningen og lånte en mobil. Hvis kan jeg ikke huske.

Men den var 18.15?

Ja, for bagefter hentede jeg nogle papirer til et møde 18.30.

- Hvis det passer, er dét på plads. - Det passer.

Hvad mener De om mrs. Pierce som vidne?

- Hvad mener De? - Hun har jo haft problemer.

- Nå ja. - Hun blev dømt for tyveri.

Det fortalte hun, da vi ansatte hende. Det er jo længe siden.

De ved vel, hvem der var hovedvidne mod hende? Ærede William Bule.

Hun arbejdede for hans forældre, og han var den, der meldte hende.

Han sagde, han havde set det. Og sagen er, -

- at hun har erklæret, at det var Bules bil, hun så den aften.

Hvordan kan hun være sikker? Det gik jo så hurtigt.

Hun er sikker. Det var derfor, jeg spurgte Dem.

Særlig nu, hvor De siger, at De talte med ham, da ulykken skete.

De kan nok se mit problem.

De mener, at hun måske prøver at rette anklagen mod ham som hævn?

Jeg tror ikke, at Maggie bevidst ville lyve om den slags.

- Ikke det? - Nej.

Har I lyst til at købe et par pladser i operaen i morgen?

- Jeg hænger på dem. - Til hvad?

En kedelig udgave af "Turandot". Og de koster en million stykket.

- Fristende. Men ellers tak. - Vil du ikke spørge Anne?

- Hun er i Paris. - Skal I mødes i næste uge?

Det tror jeg ikke.

Så er jeg gået.

- Så er du alene? - Ja.

Den står på køleskabsmad.

Du kunne vel ikke have lyst til en skål af min spaghetti?

Det lyder rart, men jeg er til nok besvær i dagens løb.

Det er intet besvær. Jeg har lavet en enorm grydefuld sovs.

Det er sødt af dig. Men jeg tror, jeg skal tidligt i seng.

Naturligvis. Jeg kom bare i tanker om den her enorme grydefuld sovs.

Vi ses i morgen.

- James Manning... - De er ventet, mr. Manning.

Værsgo. Værelse 432.

Og der er en besked til Dem.

Kæreste James, vi må mødes. Du siger naturligvis nej.

Nej.

James?

Så gerne, monsieur.

- Hallo? - Det er...

- Det er mig. Er han der? - Nej.

Godt.

- Kan vi ses? - Hvad med middag?

Vi skal på Fouquet.

- Hvad med i morgen? - Jeg har fri i morgen formiddag.

Lad os mødes i Parc Monceau klokken halv tolv.

Ved statuen af Guy de Maupassant. Kan du huske den?

Ja.

Så står vi her igen.

Jeg har altid elsket det her sted.

- Du ser godt ud. - Du med.

Marshall kom i sidste uge for at tjekke historien om telefonsamtalen.

- Så nu er du involveret. - Var jeg ikke det før?

Vidste du, at Bill var hovedvidne mod Maggie?

- Det har han fortalt. - Hvornår?

- For nogle dage siden. - Hvorfor har han ikke sagt det før?

- Hvad rolle spiller det? - Hun har identificeret hans bil.

De tror, hun måske lyver for at rette søgelyset mod ham.

Sådan ville hun ikke gøre.

Nej, men skørt nok kan det gavne dig, hvis de tror det.

Gid du havde ladet mig sige sandheden fra begyndelsen.

- Men sådan gik det ikke. - Det siger Bill også.

- Jeg tænkte, du trængte til det her. - Det er sødt af dig.

Intet af det her er Annes skyld.

Jeg ved, hvem jeg bebrejder. Det er ikke hende.

Jeg ved ikke, hvor gavnligt det er at bebrejde nogen.

Der er jeg ikke enig. Nogle mennesker smadrer bare alt.

Det gør vi alle sammen.

Vi foretage valg. Af de bedste og kærligste grunde.

Men vi ser ikke ødelæggelserne, vi forårsager.

Angående det, der er sket mellem jer, så er der noget, jeg må fortælle.

Ulykken, hvor Joe blev dræbt...

Det var mr. Bule, der kørte.

Hvor ved du det fra? Så du ham?

Det var ham. Bilen var hans. Jeg sagde det til politiassistenten.

- Hvad sagde han? - At Bule har fået lavet et alibi.

Men han lyver. Eller også lyver nogen for ham.

I så fald er jeg vis på, at politi- assistenten ved, hvad han skal gøre.

Ja, han sagde, at de nok skal finde de rette.

Men jeg kan ikke klare tanken om, at Anne er indblandet.

Du er hende en god ven.

Før jeg traf Anne, havde jeg ikke arbejdet i otte år.

Når en rengøringshjælp fortæller, at hun har en dom for tyveri, -

- er det som at være spedalsk. Man må ikke nærme sig.

- Man må ikke røre deres tings. - Men sådan var Anne ikke.

Ved du, hvad hun sagde? Jeg har aldrig glemt det.

"Alle har noget i deres fortid, der ikke er så smart."

Og hun bad aldrig om tak. Hun gav mig bare livet igen.

Hvorfor fortalte du det? Ingen havde opdaget det.

Dér taler storbymennesket.

Det ville under alle omstændigheder være løgnagtigt at tie, ikke?

- Af og til er tavshed løgn. - Det er det vel.

Kan du ikke sige noget, der kan få hende til fornuft?

Tror du så ikke, jeg havde sagt det?

Jeg er bare lidt træt.

Dit spaghetti-tilbud gælder vel ikke mere?

- Jeg lod dig sove, mens jeg gik ud. - Tak.

Jeg syntes, du skulle have ordentlig morgenmad.

- Jeg har tænkt på... - En gang skader ikke.

Undskyld mig.

- Det er Bill, Hvor er du? - Pyt med det. Hvad vil du?

Det er Anne. Vi må tale sammen. Meddel kontoret, at du ikke kommer.

- Hvad er der sket? - Hun har det godt. Vi tales ved.

Vi skændtes i går. Voldsomt.

- Om hvad? - Alt.

Ham betjenten ringede. Han ville gennemgå din historie igen.

- Og? - Jeg bekræftede den naturligvis.

Bla-bla-bla. Alt i orden. Så begyndte hun at hulke og hyle.

Hun kan ikke blive ved, hun har ødelagt vores liv.

"Intet bliver godt, før vi ser det i øjnene" og så videre.

Da jeg vågnede i morges, var hun væk. Så spørgsmålet er, -

- om hun er taget til Maggie eller direkte til politiet.

- Til Maggie. - Hvordan kan du være sikker?

Jeg kender hende.

I skulle ikke være kommet. Jeg har allerede givet politiet besked.

De kan være her hvert øjeblik. Og havde det været en anden end mig, -

- havde du gjort det for længst.

Hjælp mig. Sig det til hende. Hun vil ikke tro mig.

- Vil nogen forklare, hvad her sker? - Sig det.

Lad være.

Anne var skyld i ulykken. Hun er meget ulykkelig, og det er jeg også.

Det fastholder hun, men det passer ikke.

Hvad skal jeg sige? Jeg slog Joe ihjel.

Nej. Det passer ikke.

Sådan gik det ikke til. Hvorfor lader du hende sige det?

I tror det måske ikke, men I tager fejl.

- Det var ikke ham, det var mig. - Det var hans bil!

Påstå ikke andet. Jeg så den!

- Han løj om det, ikke? - Jo.

Det samme gjorde James og jeg. Ja, det var hans bil, -

- men jeg sværger: Jeg kørte den.

Mrs. Pierce, jeg fik besked...

Det er da noget af en forsamling.

Her er jeg, mrs. Manning.

- Ville De mig noget? - Anne ville gerne høre nyt om Joe.

- Hun sagde... - De er vel ikke kommet uden grund.

Beskeden skulle ikke opfattes som presserende.

- Vel? - Hør så her.

Jeg er kommet, fordi De ville fortælle noget. Hvad?

Sikke en skam at hive dem herud for ingenting. Det beklager jeg.

Hun burde have ventet. Jeg kunne have fortalt, hvad der skete.

De behøver ikke at gøre sådan her.

De skylder dem intet. Og de ville sgu ikke gøre det for Dem.

Jeg forstår ikke, hvad De mener? Gøre hvad?

Jeg er blevet lidt af en ekspert i dem her.

Jeg har opsporet dem overalt siden Deres mands død.

Det var en magen til, ikke, mrs. Pierce?

Den lignede den, men nu, jeg ser nærmere på den, -

- så var forenden lidt anderledes. Jeg kan ikke sige præcis hvordan.

- Profilen var bare anderledes. - Jaså.

- De var så sikker tidligere. - Det ved jeg.

Underligt, ikke?

Sætter du mig af ved huset? Jeg tager til London i morgen.

Vi tager direkte til London. Er det i orden?

Nej.

Jeg tror, jeg bliver hos James. Hvos det er i orden, James.

Bestemt.

Godt.

- Alt vel? - Fint.

Hun var træt af at føle skyld. Så til sidst valgte hun at blive.

Det kunne være gået.

Det var gået, hvis ikke det var for et møde nogle måneder efter, -

- der skyldtes en skæbnens usandsynlige tilskikkelse.

Manning! Det er da James Manning, ikke?

- Angus Burrell. Trinity Hall. '74. - Nå ja, selvfølgelig.

- Hvad laver du? - Ikke noget særligt.

Først militæret, så landbrug.

Jeg kan lige brødføde mine efterkommere.

- Du er vist stjerneadvokat, ikke? - Ikke rigtigt.

- Familie? - Gift, men ingen børn.

Klogt valg. Jeg har fire.

Hvor kommer du fra?

Buckinghamshire.

Vi har et hus i Madeley ved High Wycombe.

Jeg har familie i Madeley. Kender du familien Bule?

- Lidt. - Er det ikke frygteligt med Bill?

- Hvordan det? - Ved du ikke det? Han har kræft.

Den har vist spredt sig. Han er indlagt.

Men de opererer ham nok ikke. Vi har så ondt af ham.

Og lige da han var klar til overdragelsen.

Han har selvfølgelig børnebørn, men den ældste er kun 12.

Vi har sendt blomster, men hvad skal man stille op?

Jeg må videre. Rart at se dig. Vi må prøve at mødes.

- Hvorfor ikke? - Vi ses.

Dav, fremmede.

- Hvordan har du det? - Hvad tror du selv? Sid ned.

Tak.

- Hvordan går det med Anne? - Udmærket.

Går det godt?

- Jo. - Det glæder mig.

Vi er vist sluppet godt fra Pierce-sagen.

- Ja, takket være Maggie. - Hun brød sig ikke om mig.

- Med al mulig grund. - Hun tog pengene.

Jeg ved godt, at jeg er skurken, men hun tog dem.

Jeg synes ikke, vi er i vores ret til at kritisere hende.

- Er Anne indforstået med det? - Måske ikke lige indforstået.

Men det rækker nok, at Maggie ved det.

Godt.

Er der noget, jeg kan gøre for dig? Noget, du vil have?

- Hvordan fandt du mig? - Jeg mødte Angus Burrell.

Det skulle være en hemmelighed. Ved Anne det?

- Nej. - Godt. Du må ikke sige noget.

- Hun hører det vel, når det er slut. - Din far fortæller hende det.

Nej, han siger ingenting. Du må ikke fortælle hende det nu.

Du vil gerne. Du føler, at du burde gøre det.

Du synes, det er uærligt at holde mund.

Men hvis du fortæller det, bliver det værst for dig selv.

- Du er meget selvsikker. - Hold nu op med at være spejder.

Du har allerede været igennem ét stormvejr.

Lad det ligge. Lad hende være lykkelig.

Jeg beder dig.

Men det kunne jeg selvfølgelig ikke.

Og når han er død?

Jeg ved det ikke.

Folk behøver ikke altid at dø.

Jo, de gør.

Hvorfor skulle du absolut fortælle det?

Jeg tror, han hellere så, at du læste det i avisen bagefter.

Det lyder som ham.

Ville det være bedre at tie?

Godt, bedre, dårligt, værre... Jeg ville stadig være hos dig.

Men nu forlader jeg dig. Du kender mig.

Jeg dumper til alle dine prøver.

Alligevel bliver du ved med at udsætte mig for dem. Hvorfor?

Jeg ved det ikke.

Hvilken konge kaldtes "kristendommens klogeste tåbe"?

James I, Charles I, eller Edward I?

Pis!

- Dav. - Dav, James.

Kom endelig indenfor.

Jeg var på vej på landet, så jeg ville bare kigge forbi.

Jeg skulle lige til at spise.

Ungkarlemad, kan jeg se.

- Vil du have en drink? Whisky? - Ja tak.

Hvordan har du haft det?

- Fint nok. - Du er hårdt savnet i landsbyen.

Jeg tror ikke, de nye bliver længe.

Han arbejder med tv, hun er dekoratør.

Så de ved "alt" om livet på landet.

Tak skal du have.

Jeg har det dårligt med, at jeg ikke er kommet før.

Vi holdt os lidt på afstand, da du pakkede sammen, men det virkede...

- Det er klart. - Du synes nok, jeg er dum...

Men jeg er kommet for at sige, at hun har været helt fantastisk.

Jeg forventer ikke, at du kan se det, -

- men måske hjælper det dig at vide, hvilken forskel hun har gjort.

Jo, jeg kan godt se det. Tak. Hvordan har han det?

Ikke for godt. Men han har jo haft 15 måneder, er det vel.

Uden hende havde han ikke fået 15 uger.

Så du forstår nok, at jeg er glad for, at hun er hos ham.

Selvfølgelig.

Jeg er frygtelig ked af det.

Der er bare det, at man elsker dem så højt...

Lige meget hvor voksne de er eller hvad de bliver til.

Jeg ved godt, at William har været lidt af et svin.

Men han er min søn, forstår du. Jeg elsker ham så meget.

Ja.

Ja.

James?

- Sikke et vejr. - Undskyld, at jeg rev dig væk.

Er Bill her eller på hospitalet?

Han er her. Han vil ikke...

- Han vil være her. - Får du hjælp?

Ork, det er som på intensiv.

Jeg ville tale med dig. Richard Rawston var hos mig i aften.

Han fortalte, hvor fantastisk du har været.

Det er sødt af ham.

Han sagde, at han ikke tror på, der er lang tid igen.

Derfor er jeg kommet.

For at sige, at jeg elsker dig.

Åh James...

Nej, nej. Jeg udtrykker mig forkert.

Jeg mener, at jeg elsker dig og at jeg er på din side.

Og jeg forstår det virkelig.

Jeg ved ikke, om du tænker på mig.

Men hvis du gør, må du ikke være trist eller føle skyld.

Ikke længere.

Jeg vil bare have, at du har det godt.

Med mig, med os...

Med vores tid sammen.

Jeg tænker på dig.

Så er det sluppet ud. Jeg har sagt det.

Gå hellere ind. Han undrer sig nok over, hvor du er.

Tak.

- Har du set det her? - Hvad?

"William Bule, 39, sovet stille ind efter lang tids sygdom.

Elsket søn af Richard og far til Charles og Frederick."

Stakkels Anne.

- Fortryder hun nu? - Det tror jeg ikke.

Jeg ville egentlig ønske det... Men jeg tror det ikke.

Du må kondolere hende fra mig, hvis du snakker med hende.

Tak, det skal jeg nok.

Også fra mig.

Sig, at jeg føler med hende, når du ser hende.

Selvfølgelig gør jeg det. Tak.

- Tak, fordi du kom. - Og du har ikke noget imod det?

Han holdt meget af dig. Du tror ikke på mig, med det gjorde han.

- Går du op til huset? - Det er der ingen grund til.

Der er nok fyldt med sludrende fætre og kusiner

Jeg har heller ikke lyst.

- Hvad med faderen? - Han klarer sig.

Han har drengene og deres mor. Han kan faktisk godt lide hende.

Nej, min tid her er ovre.

De er hans familie nu.

- Hvad vil du så gøre? - Tage tilbage til London, tror jeg.

- Jeg kan give dig et lift. - Tak, men jeg har købt billet.

- Du må godt køre mig til stationen. - Hvor vil du tage hen?

Tilbage til lejligheden. Det er ikke noget problem.

Så jeg behøver ikke være bekymret?

- Nej. - Godt.

Hvad tid kører dit tog?

Det betyder ikke så meget. De kører hver halve time.

- Du har vel ikke tid til frokost? - Jeg har tid, hvis du har tid.

Tekstning: SDI Media Group

[DANISH]