All language subtitles for Shuttlecock.2019.1080p.WEBRip.x264.AAC5.1-[YTS.MX]

Downloaded from
YTS.MX

Official YIFY movies site:
YTS.MX

Under krigen var min far spion.

Han blev tit kastet ned
i det besatte Frankrig

og sluttede sig til modstandsfolkene.

Han holdt øje med tyske installationer
og var med til at sprænge dem.

Han skrev en bog om sine
bedrifter i starten af 60'erne

og i nogle år var han et kendt navn.
Han var en af krigsheltene.

Han er ikke så kendt nu.
Hans bog har været udsolgt længe.

Men nævner man hans navn for folk
i en vis alder, så kender de ham.

Far var indblandet i en række
dristige operationer i Frankrig

som nåede deres højdepunkt i
den intense periode mellem D-dag

og de allieredes
invasion af Tyskland.

Det var på det tidspunkt,
han blev taget til fange... torteret

og senere flygtede fra Gestapo.

I dag tager han sin plads ved siden af
andre, der hviler på denne hellige jord.

På dette sted for
anerkendelse og minder.

Mænd, der ligesom min far...
bidrog meget til vores lands bedste.

Mr Prentis, jeg kondolerer. Din far
var en bemærkelsesværdig mand.

Tak, det var en smuk gudstjeneste.

Tak, fordi du kom.

-Du ser ud til at have det godt.
-Det gør du også.

Tak.

-Martin, godt, du kunne komme.
-Naturligvis.

Eleanor.

-Mor, vi er nødt til at gå nu.
-Det her er familien.

-Jeg ved det godt.
-Så gør noget. Deltag.

-Mrs Prentis?
-Tak, fordi du kom.

Martin, din bror kunne ikke komme.
Han er ikke engang i landet.

Okay, mor. Okay.

Hej, chef.

Major.

-Det her er Fizz.
-Ja, selvfølgelig. Hej, Allyse.

Skal vi?

-Det var dejligt at se jer.
-I lige måde.

Tak.

-Undskyld.
-Skal vi?

-Det var en smuk gudstjeneste, ikke?
-Jo.

Jeg har ikke været her,
siden jeg var 12.

Det er en mærkelig fornemmelse
at være her.

Dav, gamle dreng.
Dejligt at se dig.

-Martin.
-Det ved jeg.

-Og det her er din far.
-Hvordan går det, Fizz?

-Og hans vidunderlige hustru?
-Dejligt at ses igen.

-Det her er Eleanor.
-Velkommen.

Og... det her er Allyse,
min kæreste.

-Bonjour.
-Enchanté, Allyse.

-Velkommen.
-Tak.

Det er en sørgelig dag...
men vi må ikke være morbide.

Majoren ville ikke synes om det.

Der er en hane bag baren.
Hold jer ikke tilbage.

William, champagne til alle.
På klubbens regning.

Det her bliver en livlig dag.

-Major.
-Major.

-Major.
-Major.

Martin, må jeg lige tale med dig?

Jeg ved, at det her er svært
for os begge...

-Jeg har ikke tid.
-Bare en halv time... du og jeg.

-Hvor skal vi hen?
-Herop.

Hvor farfar opbevarede sine ting.

Din farfar ville sikkert ønske,
at du fik den her.

-Far, det kan jeg ikke.
-Jo, du kan.

Han sagde, at du var den bedste af os.
Det er din.

Tak.

Er der noget andet, du vil have?

Tænker du nogensinde over,
at jeg tog til Portugal?

Du og mor besøgte mig.
Du var 12 år.

Af og til.

Vi har ikke stået hinanden nær
siden da.

-Talte farfar med dig om det?
-Nej.

Jeg ved, at det måske
kan virke lidt sent, men...

Jeg ville ikke skade dig,
eller lukke dig ude.

-Du klarede begge dele fint.
-Jeg ødelagde vores forhold.

Vil du lette på samvittigheden?
Vores forhold led...

Så jeg kunne beskytte din farfar.

Han er elsket og savnet,
men han er død.

Jeg kan fortælle sandheden,
hvis du lader mig gøre det.

-Sandheden?
-Ja.

Her er mine noter. Jeg gemte dem til dig,
hvis der skulle ske mig noget

inden vi fik talt sammen.

-Husker du farfars bog?
-Ja.

Da den udkom, vakte den en del
opstandelse. Victoriakorset og alt det.

Efter krigen flyttede
din farfar til Portugal.

En fascistisk stat
ledet af general Salazar.

Ingen af os forstod hvorfor...

Salazar støttede Mussolini
og Franco.

Din farfar havde tydeligvis
kontakter på højt niveau.

Dengang vidste jeg ikke,
at din farfar

sikkert led af
en slags stressforstyrrelse.

Når man oplever ekstrem fare, kan man
blive afhængig af adrenalinkicket.

Jeg tror, han flyttede dertil
for at føle sig levende igen.

At være den mand, han var.
Ikke at han ville erkende det.

Da bogen udkom, blev han berømt.
En slags virkelig James Bond.

Vi blev alle inviteret til Lissabon,
men kun jeg ville derned.

-John!
-Hej, far.

Gamle dreng.

-Hvor er Marian?
-Hun kunne ikke komme.

-Jeg har sendt billetterne.
-Ja, det var arbejdet.

Hun kunne ikke sige fra.
Har hun ikke ringet til dig?

-Hun ville ringe.
-Det gjorde hun ikke.

-Jeg fik billetterne refunderet.
-Det er ikke pengene.

-Nej, det ved jeg.
-Åh...

-Men du er her!
-Ja.

Sandheden er, at det var det sidste,
din mor ville. De kunne ikke sammen.

-Hvordan har mit barnebarn det?
-Martin har det fint.

Også Peter. Jeg skulle
hilse fra dem. Og fra Marian.

Alle taler om bogen.

Hvis man ville bo i Portugal dengang,
skulle man inviteres.

Og at blive inviteret
var et privilegium.

Der var udgangsforbud,
og man kunne ikke bevæge sig frit.

Det var før regimeskiftet
og alle begyndte at købe huse i Algarve.

-Deres papirer, tak.
-Det er vist ikke nødvendigt.

Tal med Deres overordnede
general Botelmo.

-Hvorfor inviterede de ham?
-Det sagde han aldrig.

Da din farmor døde,
solgte han alt tog af sted.

Han kunne ikke
holde vejret ud længere, sagde han.

Kendte han folk fra krigen der?

Det var en flugtvej ud af Europa,
så det må han have gjort.

Sagen er, at han bevidst
lagde afstand til familien.

Hans liv der havde intet
med os at gøre.

Det var ikke gået op for mig
før ved festen.

Goddag.

-John.
-Det går godt, ikke sandt?

-Jo, det gør det.
-Godt.

Tidligere sociale sammenkomster
mindede om modvillig idoldyrkelse.

Men det her var anderledes...
Det var ikke en litterær lancering.

Det her var en opvisning af magt.

Alle havde en grund til at være der,
og det havde intet med bogen at gøre.

-En dejlig fest.
-Tak. Dit engelske er glimrende.

Det var underligt
at se din farfar sådan her.

Hans tidligere bedrifter
virkede ligegyldige.

Det var, som om at da de var blevet
trykt, tilhørte de en anden.

Quinn.

Nu også forfatter...

-Det var pænt af dig at komme.
-Det her ville jeg ikke gå glip af.

-Det her er...
-Virkelig meget venligt af dig.

Pennen og sværdet.

Shuttlecock.

Ja.

-Præcis som jeg havde forestillet mig det.
-Virkelig?

Bedre. Ja, bedre.

Åh, disse lækre bacalhauer.

Torskeboller.

-General.
-Major.

Dejligt at se dig og dine kolleger.
Tag en drink.

Vi tager præsentationerne senere.
Undskyld os.

Undskyld, den er tom.

-Nå... Så du er sønnen?
-Ja.

Quinn... Gammel ven af din far.

Jeg var med, da han fik sin...
militære udmærkelse.

Virkelig?

Hvad laver du så?
Din far nævnte ikke dit job.

Nej, det gjorde han sikkert ikke.

Jeg henter mere champagne.

Quinn var en læge, som din farfar
inviterede ned til Portugal.

Jeg brød mig ikke om ham.
Han var også flyttet til udlandet

og levede et udsvævende liv,
men til hvilken pris?

Allerede da vidste jeg,
at alt havde en pris.

Hallo?

Far?

Far?

Far?

Goddag, dr. Quinn.

-Han burde ikke være her.
-Din far kan ikke være i bedre hænder.

Jeg er glad for al hjælp.

Du må huske på...
at vi er hans venner.

Hvordan kunne han bare sidde der?
Hvad skete der?

Vi finder ud af det her.

Han har ikke sagt et ord, bortset fra...

-Bortset fra...?
-At han ikke vidste noget.

Forsøg at tage det roligt.
Rejs tilbage til England.

Når der sker en udvikling...
kontakter jeg dig.

Vi vidste ikke,
om han forstod, hvad vi sagde

eller om han kunne genkende folk.

-Hvorfor blev du der ikke?
-Jeg var nødt til at rejse hjem.

-Hvorfor?
-For jer andres skyld.

Martin, uanset hvad du tror,
så forsøgte jeg virkelig.

Ja... Jeg forsøgte at finde ud af det,
mens det skete.

-Har mor set dem?
-Lidt... i starten.

Senere mistede hun interessen.

Kan man bebrejde hende det?

"Marian havde ikke sympati for far...
De var aldrig venner."

"Far viste aldrig
nogen hengivenhed for Marian,"

"end ikke den opmærksomhed,
man giver en svigerdatter..."

"...hvilket altid irriterede mig."

Hej, skat.

Er det meget slemt?

Lad os gå ud.

-Hej!
-Halløj! Vi er tilbage.

-Hej!
-Hej, Eddie. Hej, Jenny.

-Har de været besværlige?
-Nej da. De har sovet i to timer nu.

De har være søde.

Som barn var jeg ligeglad med,
at min far var en berømt spion.

Jeg var 13 år, da jeg besluttede
ikke at lade mig imponere.

Som et resultat af det
ignorerede far mig.

Han interesserede sig ikke for mig,
da jeg ikke interesserede mig for ham.

Far gav mig et eksemplar af sin bog,
signeret og det hele.

Jeg lod, som om
jeg ikke havde tid til at læse den.

Efter hans tavshed
har jeg ikke gjort meget andet.

Det er underligt, at han aldrig
skriver om sine følelser,

som om de var adskilt
fra hændelserne.

Jo mere jeg læste,
jo mere fjern virker han.

Men på en måde fornemmer jeg, at der
er ledetråde til hans tavshed der.

En slags spor.
Har jeg modet til at følge dem

vil de i sidste ende
føre til far.

En anden mærkelig ting...
Han dedikerede bogen til mig.

Hvorfor ikke til Martin?

Jeg var jo en skuffelse.
En arkivar hos politiet.

-Hvad gjorde du egentlig?
-Ikke ret meget.

Vi analyserede uopklarede sager.

Mit job var at samle
og sortere al værdifuld information.

En slags standarddetektiv.

-Godmorgen, John.
-Godmorgen, Adrian.

Først syntes jeg, det var spændende.
Men det var udmattende.

Mr Prentis, en til dig.
Værsgo.

Jeg var stod til at blive chef,
men det var ikke vigtigt længere.

Jeg befandt mig et andet sted.

Jeg tænkte kun på far.

Min far hadede mit job... Han var ikke
interesseret i, hvad jeg lavede.

Jeg var en vildfaren søn,
som bar nag.

-Min far har haft et sammenbrud.
-Åh, det gør mig ondt.

Jeg har ingen idé om hvorfor.

Ham af alle mennesker.

-Hvad ved du om Portugal?
-Ingenting.

Hvorfor skulle en modstandsmand fra
krigen vælge at bo i en fasciststat?

-Vil du have en drink?
-Hvorfor ikke?

Jeg fatter det ikke. Husker du
sidste gang, vi mødte din far?

Vi tog ind på hans klub.
Din fars klub.

Hvor skal I hen?
I kan ikke komme ind i det tøj.

-Undskyld. I er ikke klædt korrekt.
-Jeg kunne sige det samme om Dem.

Vi er min fars gæster,
major Prentis.

Hej, drenge! Martin.
Hej, Eddie, godt at se dig igen.

-
Skaf ham noget tøj, Horace.
Slips, jakke.

-Naturligvis, sir.
-Vi er i baren.

-Godt.
-Scotch?

Jeg savner stedet her, John.

Vi går herover.

Mit barnebarn,
hvis ingen har noget imod det.

Godt at se dig igen, major.
På gennemrejse?

-Er du løbet tør for kraver, James?
-Fizz. Ja, noget i den stil.

-Nu, champagne.
-Champagne, sir.

Du må være stolt af din farfar.
Har han fortalt nogle historier?

-Han har fået Victoriakorset.
-Ja, det har han.

Udmærkende tapperhed,
for at redde folk i minefelter.

-Før han blev spion for SAS.
-Du minder meget om ham.

-Du burde skrive det hele ned.
-Og hvem skulle købe det?

Det ville ikke interessere nogen.
Ingen læser den slags nu.

Lad os taler om dig.
Åh, Eddie, der er du.

De har fået skik på dig.
Klubbens slips. Skål.

-En til, tak.
-En til.

-Må jeg køre?
-Nej.

-Det er Eddies bil. Jeg kan køre den.
-Han er dygtig. Jeg har lært ham det.

-Ikke her.
-Gør det bare, min dreng.

Tak.
Kom, morfar.

Okay, der er tændingen.

Det er min bil!

Jeg er overbevist om,
at far er med i bogen,

ikke en anden mand
med kodenavnet "Shuttlecock."

Bogen er far.

Det er mere far
end personen på hospitalet.

Når jeg læser den,
har jeg adgang til far.

Jeg holder om ham, selv om
han er forsvundet ind i tavsheden.

Tiden er gået, siden jeg sidst
indspillede noget.

Jeg ved ikke, hvor det fører mig hen,
men føler, at jeg må fortsætte.

Det er noget, vi gør på arbejdet.
Vi indspiller sager.

I dag viste Marian de
første tegn på vrede.

Hun siger, at jeg er ved
at blive besat.

I går aftes sagde hun,
at jeg råbte i søvne.

-Synes du virkelig om den musik?
-Ja.

Det gør jeg ikke.

Ved du, hvor mange
lag hud vi har?

-Syv.
-Martin, jeg arbejder.

Hvad er det her?

Lad tingene være.
Du må hellere gå ud nu, Martin,

-Gå nu.
-Nej, vent, jeg...

-Det her er fars værelse.
-Hvad laver du?

Hvad er alt det her?
Hvad sker der?

-Fars værelse?
-Jeg forsøger faktisk at læse.

Han var slet ikke interesseret i dig.

Dit arbejde kedede ham.
Jeg kedede ham.

Det har været et helvede for mig
at leve i skyggen. Nu må du...

Giv mig den. Han blev torteret.

Jeg har set arrene.

2. maj... 1944.

Seks uger før D-dag.
En varm nat... spredte skyer.

En bleg måne.

Vores mål... en ammunitionsfabrik
af vital betydning for invasionen.

Mine forudanelser om, hvad der venter,
var sært nok som en civil lovbryders.

Som om jeg frygtede at blive opdaget
af politiet, snarere end af fjenden.

Det har strejfet mig, om det var
en fornemmelse, agenter kender til.

Uden uniformen føler man sig mere
som en forbryder end en spion.

I hans rolle forveksles
krig og fred.

Optræder civiliserede instinkter
i krig...

eller skjuler det civiliserede liv
krigsinstinkterne?

Jeg ved det ikke.

Beatrice!

Hvordan var det at sprænge
jernbaner, være i kontant fare,

at se sine kammerater
blive slagtet og brændt levende?

Hvordan var det egentlig?

Jeg kunne have spurgt ham
om disse ting.

Det gjorde jeg ikke, som om
jeg ikke var interesseret i sandheden.

Det var derfor, jeg tog tilbage.
For at være sammen med ham.

For at lade ham vide,
at jeg gik op i det.

Hej, far. Jeg ville lige se,
hvordan du har det.

Jeg har hilst på far.

-Så du besluttede at komme hertil?
-Han virker ikke plaget.

-Undskyld mig et øjeblik.
-Jeg vil gerne se hans journal.

-Hans journal?
-Hans medicinske journal.

-Notater om hans sag.
-Ja, naturligvis.

-Nu.
-Det er desværre ikke muligt.

Jeg finder dem inden dit næste besøg.
Hvornår kan vi vente dig?

Jeg kommer tilbage i morgen.

-Hvor længe bliver du i Portugal?
-Det ved jeg ikke.

Nu er jeg nødt til at gå.

Hej, gamle dreng.

Kom ind.

Jeg gennemgår bare
nogle af mine... dokumenter.

En spions pligt...
er ikke at fortælle noget.

-Er dét, hvad der lå her?
-Ja, faktisk.

Jeg måtte aldrig komme i nærheden.
Ingen rørte fars ting.

Du er sikkert stolt af din morfar.

Har han fortalt
nogle gode historier?

-Og hvad sagde far til dig?
-Ingenting, som han havde sagt.

Jeg må ikke tale om det, gamle dreng.

Har han nogensinde nævnt
noget for dig?

-Talte han om krigen?
-Nej.

-Nævnte han aldrig noget?
-Han var god mod mig. Vi kunne sammen.

-Åh, Martin, kom nu.
-Du rejste bare.

-Jeg flyttede ud.
-Du blev skilt og forlod os.

Nej, din mor forlod mig,
Hun stak af med en anden.

-Jeg var syg!
-På hvilken måde?

Du var syg i Portugal, men blev
rask her. Hvordan er det muligt?

Hvordan kan du føle så meget for
din far og intet for dine sønner?

Jeg ved, hvad du synes om mig.
Jeg ved, hvad vi betyder for hinanden.

-Eller hvad vi ikke betyder.
-Du valgte dit liv. Det var din ret.

Du var der ikke for mig.
Det var han.

Han talte aldrig om krigen.
Han sagde, det hele stod i bogen.

Det gjorde det ikke.

Noget dybere.
Noget mørkere var på vej.

Det er, hvad der sker,
når man leger med Gestapo.

Ikke mere foragt for mit arbejde...
Ingen nedladende holdning til Marian.

Et tomt blik.

Jeg tænkte, at jeg kunne lokke
ham ud med de rette spørgsmål.

At jeg kunne sige ting til ham,
som jeg ikke havde sagt før.

Jeg respekterer dig, far.
Jeg elsker dig, far.

Jeg så op til dig.
Det har jeg altid gjort...

...selv om jeg
aldrig viste det.

Hvorfor tog du til Portugal, far?
Jeg har aldrig rigtig forstået det.

Det virkede så langt væk fra alt.

Jeg begynder at trænge igennem.
Jeg mener... Kan du ikke se det?

Selektiv mutisme.
Et ekstremt valg, mr Prentis.

Total tavshed.

Jeg tror, det har noget
med nøgenheden at gøre.

Hans journaler.
Må jeg få dem nu?

-Mr Prentis.
-Goddag.

Hvad laver du her?

-Drengene er her ikke, vel?
-Kun Martin. Peter er med Brian.

-Hvor er han?
-I haven.

Han sagde, at han var nødt til
at tage med.

På dette tidspunkt
var generalen helt oppe at køre.

Jeg troede, at jeg forstod det.

Men jeg tog fejl.

Er du okay, mr Prentis?

Jeg tænker på, om disse besøg
ikke lægger et stort pres på dig.

Du behøver ikke føle dig tvunget til
at besøge os hele tiden.

Mor kommer snart.

Sæt dig ned.

Vil du have en cola?
Señor, en Coca-Cola og en...

-Hvad laver du, far?
-Hvad jeg laver? Jaså.

Hvis du ville ændre på en journal...

-Hvad?
-Du forstår sikkert, hvad jeg mener...

Ændre noget... uden at nogen ved det.
Hvad ville du så bruge?

-Hvilken slags journal?
-Hvilken som helst.

Der er sakse, tipp-ex,
usynligt blæk...

reduceringer, mikrofilm.

I journalen nævnes et eksperiment...
men der er ingen detaljer.

Der var intet at rapportere.
Det var en blindgyde.

En blindgyde?
Hvad var det for et eksperiment?

-Hypnose.
-Hypnose?

-Og det virkede ikke?
-Nej.

-Ingenting?
-Nej, hvorfor?

Jeg troede bare,
at der manglede nogle sider.

-Åh, mener du sidenumrene?
-Ja, de er blevet ændret.

Det var bare en skrivefejl.
Du er mistænksom, mr Prentis.

Ja...

Det er jo mit job.

Sammenfatning af spørgsmål og svar,
mens han var i en hypnotisk tilstand.

Genindkaldelse oktober 1962.
Carnots død.

Carnot.

-Johnny?
-Carnot.

Johnny! Sig nu, hvad der foregår!

Hvor er bogen...?
Fars bog, den er væk.

Den er væk!

Martin!

-Martin, har du set min bog?
-Hvilken bog?

-Spil nu ikke dum. Farfars bog?
-Jeg har ikke set den.

-Stop nu, skat.
-Jeg ved ingenting om det.

-Løgner!
-Jeg lyver ikke!

Okay. Så fortæller jeg dig det.

Jeg smed den i skraldespanden.

-Hvad sagde du?
-John, er du blevet tosset?

Stop! Stop.

Det er min søn! Stop!

Jeg smed den ikke ud....
Jeg ville læse den.

Jeg ville se, hvad den handlede om.

-Den forbandede bog.
-Jeg ved det godt, Martin.

Men det var alt, jeg havde. Far havde
lagt nogle ledetråde i bogen.

Små antydninger, og jeg var sikker på,
at det var budskaber til mig.

Politiet arbejder på sagen med en kvinde,
som blev fundet død i Graça, Lissabon.

Trods den alvorlige skade, der blev
forårsaget af sporvognskollisionen

har man fastslået,
at kvinden er Beatrice...

Carnot.

Det var den nat,
din farfar blev tavs.

Da Beatrice Carnot
blev dræbt af en sporvogn.

Det var den første rigtige
ledetråd, jeg fik.

I bogen var Carnots
din farfars nærmeste venner.

To brødre og en søster.

Alle var modstandsfolk.

Min mor har altid troet,
at han elskede hende.

Han troede, at de alle
var blevet dræbt i krigen.

Beatrice.

Søsteren.

Jeg vidste, at jeg var
nødt til at hente journalen.

I min besættelse var det
krystalklart for mig

at være inde i fars hoved var
den eneste måde at befri ham.

For første gang følte jeg mig
som min far.

Jeg var steget ned
i farfars helvede.

Jeg så hans kammerater blive dræbt,
og resten blive slæbt til afhøring.

Chateau Martin var
ikke et almindeligt fængsel...

Der var ingen tårne, ingen pigtråd.

Det var her, SS tilbageholdt
prioriterede fanger.

Den britiske agent
var en stor fangst for dem.

Første skridt mod
at nedbryde en spions modstand

er at forvirre
og desorientere ham.

Depravering, isolering... sult.

Ligesom spionernes manglende viden
om tilfangetagerens næste træk.

Min hukommelse bliver til drømmeagtige,
tilbagevendende sekvenser.

Og stilheden i cellen blev afbrudt
af støvletramp, råb

raslen med låse og smækkende døre.

Rejsen...

Af alle ydmygelser
og al ondskab...

Intet kan være mere demoraliserende,
mere skræmmende end denne nøgenhed.

I bogen sagde han, at han flygtede
i en tapper, heroisk operation

som det passer sig for
en handlingens mand.

At han gik til de allierede,
som skulle befri Paris.

Men det, der skete til sidst,
kunne jeg ikke acceptere.

-Blev du forfulgt?
-Hvad er der sket?

-Var der andre, da jeg ringede?
-Naturligvis ikke. John, hør...

-Ved nogen, hvor du er, hvad du gør?
-Kun Ana.

Ana.

-Hvad har du gjort mod dig selv?
-Mod mig selv?

Jeg er bag fjendens linjer nu, Marian.
Sådan går det, når man...

Det er far.

Jeg tror, der er sket en frygtelig
fej. Og de mørklægger den.

Jeg har beviser.
Jeg havde beviser.

-Jeg kom for tæt på. Jeg blev advaret.
-Åh, skat.

-Tror du mig ikke?
-Jo, men kom med til huset.

Det er det første sted,
de vil lede.

Du går tilbage, samler alle mine
papirer og lægger dem i banken.

Der er sket far noget forfærdeligt.

-Mrs Prentis.
-Dr. Quinn.

Jeg håber ikke, det gør noget,
at jeg ringede.

Jeg blev glad, da du ringede.
Jeg har ville tale med dig.

Men jeg vidste ikke,
hvor meget du var klar over.

John er syg...
Han er under et frygteligt pres.

Han har sagt op.

Han er blevet umulig.
Han slog Martin.

Nu er han overbevist om, at der er
en konspiration om hans fars sygdom.

-En konspiration?
-Du har gjort noget. Begået en fejl.

Du mørklægger det.

I nat brød han ind på hospitalet.

Det ved jeg.

Jeg tror, det er selvplageri.

Det er vel svært for alle
i sådan en situation.

Det ene øjeblik er alt godt,
og det næste... Bang.

Kan du hjælpe os?

Ja. Det tror jeg.

Tiden.

Stedet.

Hun var smuk.

Det var hun altid.

Hvem?

Hun elskede mig.

Hvad hed hun?

Jeg kunne ikke fatte,
at det var hende, der ringede.

Jeg troede, hun var død.

Beatrice...

Hun elskede mig.

Hvad skete der så?

Vi aftalte...

at mødes et sted...

tæt på hotellet...

i hemmelighed.

Som det var.

Alt ved hende...

...var det samme.

Det var, som om jeg
havde fået en chance til.

Beatrice.

Major James Prentis, Victoriakorset.

Beatrice!

Gamle ven.

Gamle kammerat.

Hun elskede mig.

Hvad var det, hun sagde?
Hvad sagde hun til dig?

Det var en ulykke.

Hvad sagde Beatrice Carnot til dig,
major Prentis?

Hun fortalte mig...
at hun kendte sandheden.

Hvilken sandhed?

Hun sagde, at hun fandt frem til mig...
da bogen blev udgivet.

Hvilken sandhed?

Fortsæt.

Hun sagde, at hendes bror...
Philippe Carnot...

...var blevet skudt,
fordi jeg havde talt.

Fordi jeg forrådte ham.

Navngav ham.

Fordi jeg var blevet...

...nedbrudt.

Hun sagde, at jeg var flygtet.

De løslod mig...

...til gengæld for at navngive ham.

Er det sandt?

Er det, hun sagde, sandt?

Er det sandt?

Er det?

Er det sandt?

Du blev torteret, jeg så arrene.

Løgner!

Løgner!

Er det sandt?

Er det sandt?

Er du en løgner?

Er du en forræder?
Er du en forræder?

Løgner!

Slip mig!

Slip mig!

Af alle ydmygelser
og al ondskab...

var intet mere demoraliserende

mere skræmmende
end denne nøgenhed.

Det siges, at man kun husker
det behagelige.

Måske er sandheden, at visse ting
trodser, at man fortæller om den.

Hukommelsen har
sin egen taknemmelige censur.

Hvis et dominerende indtryk
bliver hos mig, er det, at...

det hverdagsagtige menneske
ikke ved, hvad det vil sige...

...at være helt i en andens magt.

Man føler sig som en skakbrik,

som det afhumaniserede
stykke legetøj, man er.

En spions pligt...
er ikke at fortælle noget.

Hej, John.

Har du fået det bedre?

Har du lagt mærke til
mit lille handikap?

Lad mig fortælle om det.

Jeg har også været i kamp.

Jeg var tvunget til at føre en deling
over en mark og ind i en skov.

Tyskerne åbnede ild, og efter ti sekunder
var halvdelen af mine mænd døde.

Ligesom alle andre
løb jeg som bare fanden.

Jeg udførte ikke nogen
at mine funktioner som leder.

Jeg adlød mit instinkt.
Jeg løb for livet.

Jeg stoppede ikke.

Nogle sekunder senere
slog noget mig ud.

Da jeg vågnede,
var jeg på et felthospital.

Det var et minefelt.

Jeg mistede halvdelen af en fod.

Din far reddede mig.

Ingen kan vide, hvordan det er, John...

Ikke engang for os selv.

Hvordan kan vi dømme andre?
Hvor vover vi gøre det?

Forstår du, John...

Din far er noget af en helt
for os alle.

Så han fortalte aldrig...
at hele bogen var en løgn?

-Han... Han brød sammen.
-Men hvis han ikke behøvede flygte...

...og i stedet indgik en aftale med
tyskerne, hvorfor skrev han så bogen?

Han ville retfærdiggøre,
at han kom ud af slottet.

Han kunne ikke sige,
at de lod ham gå.

Hans bedrifter i krigen indtil da
var bemærkelsesværdige.

Det var derfor, han var så længe om
at udgive sine memoirer.

Har du sagt det til nogen?

I al den tid?

Det var prisen for
at få far tilbage.

Vi talte aldrig om det igen.

Nu kører vi.

-Er du parat?
-Nej, det skal være pænt og lige.

-Sådan.
-Fantastisk.

-Major.
-Major.

-John.
-Her er vi igen.

Jeg har lige gennemgået
nogle af min fars ting.

Modig mand.

Dr. Quinn skulle have været
her i dag for at vise respekt...

Desværre er han med majoren.
Vi alle stod hinanden meget nær.

Din farfar var meget glad for dig.
Meget, meget glad for dig.

-Oman, var det ikke '71, SAS?
-Du er velinformeret.

-Majoren kendte din chef.
-Må jeg udbringe en skål?

-For majoren.
-Majoren.

Hej, Eleanor. Dejligt at se dig.

Dejligt at se dig.

-Farvel, min ven.
-Farvel.

-John.
-Fizz, pas godt på dig selv.

Det var flot.

-Farvel, John.
-Tak, fordi du kom.

-Vi ses.
-Ja, pas godt på dig selv.

Filmen er tilegnet mindet om
Alan Bates og Sax Leader