Original subtitles

- Gæsterne bør høre om dine planer. - Hvorfor det?

- Hvad er det med dig? - De river hotellet ned.

- Bygge sommerhus? - De skal ikke jage os væk.

Da jeg kom her, følte jeg straks, det her var et ganske særligt hus.

- Vi kommer fra Danmark. - Er De Uwes Amanda?

Hvor jeg fortryder, jeg har indviet en så naiv person som Dem i det her.

- Han ser rar ud. - Jo, jo. Jeg ved ikke.

- Godt, De fik mig i vandet. - Det fejler jo heldigvis ikke noget.

Jeg er så forbandet. Hvordan kan man finde på at rive det her ned?

37, 38, 39, 40, 41 -

- 42, 43, 44, 45, 46.

46.

Godmorgen, de damer.

47, 48, 49...

- Nå, du er stået op. Godmorgen. - Godmorgen.

Rykker vi hotellet tættere på stranden, bliver der plads til yderligere ti biler.

- Det giver 50 i alt. - Hvornår har du lavet alt det her?

Mens du sov. Jeg er ikke færdig.

Ellinor... kan vi tale sammen et øjeblik?

- Ellinor? - Hvad?

Jeg vågnede med følelsen af, at det her er helt forkert.

Tænker du på fru Andersen og den finske arkitekt, der tegnede hotellet?

Han var ikke finne, men nordmand.

Du har mødt fru Andersen én gang. Hvordan ved du, historien er sand?

- Det er jeg sikker på. - Du lovede, at jeg måtte bestemme.

Jeg ved ikke, hvorfor du bekymrer dig.

Der lå bjælkehytter der, hvor du byggede skyskrabere i Milwaukee.

Det generede dig ikke.

Inden da tilhørte jorden de indfødte. De måtte flytte ud i reservater.

Alting har en historie. Indtil den bliver omskrevet.

Vi omskriver den her. Det kaldes fremskridt, John Henry.

Fremskridt.

Endelig er der morgenmad. Jeg er ved at dø af sult.

Kom indenfor.

Ja, nu skal jeg, så I kan komme til.

Skal du ikke have noget?

Det er da lige meget med fru Seerup. Vi får jo vores eget, ikke?

Jeg begynder at have en god idé om, hvordan det skal indrettes.

En stue mod vest og solnedgangen.

Køjeværelse, vores soveværelse, badeværelse og et køkken til dig.

Jamen forestil dig, Helene, at vi går lige ud ad havelågen -

- ned ad klitten, og så er vi i vandet. Det kan kun blive pragtfuldt.

Vær rar ikke at tale om det til morgenmaden, når alle er kede af det.

Jeg har spist, mens du var nede at bade. Jeg skal møde arkitekten.

- Du kunne jo være med. - Nej tak.

Søde Helene, det bliver jo ikke bedre af, at alle sidder og klynker.

- Var det ikke også Deres indtryk? - At fru Seerup målte op derude.

Jo. Men det var uklart, hvad hun gik og målte op.

Jeg håber ikke, det var hotellet. Så bliver det virkelig stort.

Det gør det.

Det bliver meget større. Vi har set tegningerne hos Seerups.

- Og det ser stort ud? - Som en fiskemelsfabrik.

- En fiskemelsfabrik? - Ligesom den på havnen i Hirtshals.

- Hører du, Georg? - Hvad?

Pigerne har set en tegning af et stort skrummel.

- Det da kan ikke være lovligt. - Hvorfor ikke det?

Man kan vel ikke bygge, som man vil? Du skal tale med hr. Seerup.

Om de kan få lov til at bygge, før de river vores datters hotel ned.

Amanda havde aldrig solgt, hvis hun havde vidst, de ville rive det ned.

- De har et vist medansvar. - Hvad mener De, fru Fjeldsø?

Nu var det vel Dem, der kom anstigende med disse mennesker.

Georg har et blindt punkt med Seerup.

Det er et varmt venskab. Det kan sætte ham i en vanskelig situation.

- Det undskylder ham ikke. - Godmorgen. Er der møde?

Det nye hotel kommer til at ligne en fiskemelsfabrik.

Hvis der er en mulighed for -

- at byggeriet er ulovligt, kunne man forhøre sig hos myndighederne.

De mener få en fra kommunen ud?

- Godmorgen. - Godmorgen.

Alt er, som det skal være. De unge arbejder, og de ældre drikker kaffe.

Trine og Lily har set tegningerne. Hotellet bliver stort og grimt.

Gør det det?

- Så er det slut med at komme her. - Ja, det er det.

Har du fundet ud af, hvad du siger til præsten?

- Jeg har en skole, jeg skal passe. - Så du siger nej?

Fordi du stadig håber på hr. Aurland.

- Han skal have det at vide. - Have hvad at vide?

Hvordan du har det. Han er tykhovedet og sidder bare med sine bøger.

- Jeg havde sagt det for længst. - Det er jeg ikke i tvivl om, Edith.

- Mangler der noget? - Nej, nej. Vi taler om tegningerne.

Deres mand er sognerådsformand. Han må vide, om det er lovligt at bygge.

Det er jeg sikker på. Jeg kan ringe med det samme.

- Tak. - Ved Deres datter noget om det her?

- Nej. - Hun var nok blevet ked af det.

Så kom du endelig.

- Jeg har sådan savnet dig. - I lige måde.

- Hvor er Frida? På værelset? - Nej.

- Hvor er hun så? - Hjemme hos din far.

Min far? Det mener du ikke.

Jeg ville bare vise hende huset, fordi hun var så nysgerrig.

Og så løb hun derop. Jeg var nødt til at gå efter hende.

Det var virkelig ikke meningen.

Men din far og Ursula blev så glade, da det gik op for dem, hvem vi var.

- De vil gøre alt for os. - Hun kan ikke blive der, Amanda.

Hun er mere tryg der end her.

Hun har været ked af at rejse og savner mine forældre.

Amanda, jeg vil bede dig om -

- at tage ud og hente hende. Jeg skal se Max Brauer i eftermiddag.

Han stiller op som borgmester i Hamborg -

- og vil have mig med i genopbygningen.

Men vi spiser i hvert fald sammen.

- Jeg glæder mig til at se Frida. - Hun glæder sig også til at se dig.

Jeg forstår ikke, hvordan et så kærligt menneske -

- kan være så uforsonlig over for sin egen far.

Jeg henter hende.

- Nu gør vi det selv. - Gør hvad selv?

Vi får Ediths mand ud. Han kan fortælle, om det er lovligt at bygge.

Vi kan sgu da ikke gå bag om ryggen på Seerup.

- Hvor skal du hen? - Jeg skal mødes med arkitekten.

Jeg vil have sat det i gang, inden vi rejser til Amerika den 8. oktober.

- Det skulle jeg ikke vide? - Det har jeg sgu da fortalt!

Det ville være rart, hvis du gad at høre efter!

- Nej, De forstyrrer ikke. - Jeg tog Dem på ordet.

- Jamen det var da hyggeligt. - Det er ikke til ulejlighed?

- Hvor bor De hyggeligt. - De er vist vant til større forhold.

Ikke hvor jeg er født. Det ligner det her.

- Tak skal De have. - Værsgo.

- Hvornår rejste De til Amerika? - For 33 år siden.

Der skulle to voksne mænd til at holde på min far. Så meget græd han.

Og De har ikke været hjemme siden?

Mine forældre døde ikke så længe efter.

Jeg følte nok, det var min skyld.

De ville nok være stolte af, hvad De har præsteret.

Ja. Måske.

- Så skal De bare tage. - Tak.

Jeg var glad for det, De fortalte om hotellet.

Det gjorde indtryk. Men... jeg må fortælle, at vi holder fast i planen.

- Det gør De? - Jeg har ikke haft anfægtelser før.

Men det er det eneste rentable. Hvis vi skal modernisere lidt, så...

Alt andet giver ikke mening, når vi skal køre det derovrefra.

Jeg begik den fejl at love gæsterne én ting og min hustru noget andet.

Hun mener vist, at jeg er blevet sentimental.

Det er vel ikke forkert at holde af det, man kommer fra.

Det har De selvfølgelig ret i.

Åh, hr. Molin. Jeg gik sådan og håbede, De ville komme tilbage.

- Jeg skylder Dem en undskyldning. - Det er der ingen grund til.

Det var dumt at blande mig og tale med Fuchs og tro -

- vi kunne sætte en fælde op for ham.

Det er, fordi jeg lever i teatrets verden.

Hvis De gik til myndighederne, måtte De sige, De har arbejdet for Fuchs.

Nu skal De høre. Jeg afleverede diamanterne til politimesteren.

Han spurgte, hvor jeg havde dem fra.

Jeg sagde, Fuchs have opfordret mig til at lede efter dem.

Jeg har for mange gange forsøgt at løbe fra sandheden.

Hver gang er jeg blevet indhentet. Og Fuchs skal ikke slippe.

Han stjal de diamanter fra en jødisk familie, han sendte til Auschwitz.

Jeg fortalte om Deres idé.

København kontaktede de amerikanske myndigheder i München.

- Så... de følger Deres plan. - Gør de?

Ja. De står parat til at pågribe ham i München.

- Det må jeg sige. - De skylder ikke en undskyldning.

Det er mig, der skylder Dem en. Det var bare det, De skulle vide.

Hvad gør De så nu?

Ja, jeg har bestilt frokost på mit værelse, og så rejser jeg.

Til Sverige? Så kommer jeg og besøger Dem.

Min lejlighed er ikke værd at besøge.

Det er ikke Deres lejlighed, jeg vil besøge. Det er Dem.

- Nå. Ja, det... Det var sødt sagt. - Ja. Men jeg mener det.

Hav det nu godt, frøken Hansen. Og held og lykke med Deres teater.

Valter kommer og taler med gæsterne i dagligstuen. Kan du gøre rent inden?

Jeg tror ikke, vi skal regne med at se grev Ditmar mere i sommer.

- Hvor er det dejligt. Tillykke. - Tak, Mitzi.

- Nå, er du der? - Heller ikke noget i avisen i dag.

Hvad?

At min mor ved gud ikke er gift med Bruun, den landsforræder.

Har du talt med avisen?

Jeg ringede til dem i går. Den slags tager tid.

- Er der kommet post? - Nå, der var bare et brev til mig.

Ja, fra dyrskuet. De siger tak, fordi vi kom.

- Var der andet post? - Nej, der var ikke andet.

- Venter du noget spændende? - Hvad dog?

Ditmar har jo alt, hvad han har bruge for, her.

Det er mig. Jeg vil bare sige tak for sidst og høre, om du kom godt hjem.

Hvordan er stemningen på hotellet?

Pigerne så fru Seerups tegninger på byggeriet. Det er tre gange så stort.

Vi vil spørge sognerådsformanden, om det er lovligt at bygge så meget.

Kunne du ikke komme forbi senere? Jeg laver gerne omelet igen.

Her på stedet har vi et tilbud om omelet plus overnatning.

- Det er pænt af dig. - Jeg vil gøre alt for dig.

Jeg kommer til at løbe. Nu er sognerådsformanden her.

Sådan som De beskriver det, lyder det godt nok stort.

- Det kan vel ikke være lovligt? - Det er vanskeligt at vurdere.

Pigerne fandt dem her, da de tømte papirkurven på Seerups værelse.

Lad mig lige se så. Uha, ja.

- Det er stort. - Der må være servitutter om det.

- Det bør hr. og fru Seerup vide. - Før de river hotellet ned.

Jeg synes, nogen har tegnet noget mere ind.

- Der er planer om tennisbaner. - Mere end en?

- Jeg tror, de taler om fire. - Tennisbaner? Uha.

Pigerne har sagt, der på en af tegningerne stod "golf".

- Golf? - Hvordan skal der være plads?

De har vel planer om at købe op.

Golf? Uha, uha. Det rammer hovedet på sømmet.

- Ja! - Ikke sandt?

Der er noget, jeg bliver nødt til at fortælle om forholdene herude.

Planer som de her vil gå glat igennem.

- Sognerådsformanden spøger, ikke? - Nej, desværre ikke.

Og jeg kan godt se, De havde håbet, at jeg havde sagt noget andet.

Det bliver taget imod med kyshånd.

Man har aldrig sagt nej, hvis der noget at tjene.

Bare tag bunkerbyggeriet. Folk stod i kø for at være med.

Og sådan er det hele vejen ned ad vestkysten. Bare der er penge i det.

- Der er stadig frokost. - Jeg spiser i Skagen med arkitekten.

- Velbekomme. - Hvordan gik det?

- Heroppe har man lov til alt. - Det kunne jeg godt have fortalt.

Molin, De rejser hele tiden, men kommer alligevel tilbage igen.

Men denne gang rejser jeg, og jeg kommer ikke tilbage.

- Fandt De det, De kom efter? - Ja, det kan man sige, men...

- Jeg gav det fra mig igen. - Det lyder dumt.

- Jeg fandt noget andet. - Som De også gav fra Dem?

Ja...

Ja, det gjorde jeg vist. Det var nok dumt.

Tak. Tak, hr. Madsen.

Sig mig, skulle De ikke rejse?

Der var... lige noget, jeg glemte at sige.

Jeg vil bare sige...

... at De... er det mest vidunderlige menneske, jeg nogensinde har mødt.

Og at jeg og min lejlighed vil være meget beærede over -

- at få besøg i Stockholm.

- Der er langt til Stockholm. - Ja, det er jeg klar over.

Hvorfor vente?

Mor? Vil du lige komme herind?

Jeg fandt det... brev fra dyrskuet.

Går du i mine private gemmer?

Jeg ledte efter bilag og tænkte, de lå i din mands papirer.

For nazisten Bruun er jo stadig din mand, ikke?

- Jo, Ditmar. - Men han er ikke nazist mere.

- Mitzi, lad mig. - Han fortryder ligesom jeg.

Mitzi, vil du være sød at forlade os et øjeblik?

Ja, tante.

Du har fået flyttet ham til Kragskovhede for at besøge ham.

Ved du, hvordan man behandler folk som Preben i Fårhuslejren?

Han har fået sin straf. Er det ikke på tide at vise menneskelige hensyn?

Menneskelige hensyn? Du hjælper ham, der sendte mig i koncentrationslejr!

Sødeste, sødeste Ditmar. Min elskede søn.

Jeg tænkte på dig i det helvede hver evig eneste dag.

Det er en smerte, jeg altid vil bære.

Men Preben er den eneste mand, der nogensinde har elsket mig.

Accepteret, respekteret, begæret mig.

Jeg er så lykkelig over, du har kunnet tilgive Mitzi.

Jeg håber, du en dag også kan tilgive din mor.

Jeg havde altså håbet på mere.

Sognerådsformanden kan jo ikke mere, end sognerådsformanden kan.

Nej.

Vi samles i dagligstuen igen.

Hr. Weyse har et forslag til at redde hotellet.

Hr. Weyse har et forslag.

Ja, så er vi her alle sammen.

Helene har vist mig det her. Det er en skændsel.

Jeg har siddet i møde omkring vores sommerhus.

Vi kommer jo til at se direkte ned på det monstrum.

- Nu handler det jo ikke kun om os. - Selvfølgelig ikke.

- Det kan ikke være tilladt. - Men det er det jo.

Vi må finde en fra kommunen, som kan sige det modsatte.

Sognerådsformanden gjorde det klart, at kommunen ville give dem lov.

I misforstår, kære venner. Han kommer ikke fra kommunen.

- Det er noget, vi siger. - Det ville være...

Ja, det ville være usandt.

Men det ved hr. og fru Seerup jo ikke.

- Vel? - Det er et forsøg værd.

- Som embedsmand... - Har du et bedre forslag?

Men hvis man gjorde det, hvem kunne man så... få til det?

- Det skal være en, de ikke kender. - Nogen forslag?

Der er måske en, man kunne spørge...

... som jeg er ret sikker på, hr. og fru Seerup ikke har mødt.

Det kan ikke være dit alvor. Det kan jeg ikke.

Hvis det bliver opdaget... Jeg mister min bestalling.

- Den er jeg lidt afhængig af. - Så er der ikke mere at sige.

- Ville du ikke gøre alt for mig? - Det er ikke fair.

Er det ikke det princip, du hylder? I krig og kærlighed gælder alle kneb.

- Det her bliver ikke gratis, Alice. - Det tager vi bagefter.

- Vi er på meget tynd is. - Det er vores sidste halmstrå.

Jeg skal komme fra kommunen? Hvorfor dukker jeg op?

- For at hilse på de nye ejere. - Hvordan kender jeg de nye ejere?

Det er godt at have rede på, hvis de spørger.

De har kontakt til mægleren, som har fortalt Dem det.

Jeg skal sige nej til planerne? Hvad hvis de ikke vil tale om dem?

Jeg kan jo ikke så godt påstå, at jeg ved noget som helst.

De opsøger altid nye ejere -

- fordi De kender kommunens regler, regulativer og forordninger.

- Jeg kender også straffeloven. - Det kommer til at gå fint.

Nå, lad os nu lige se på kostumet engang.

En fra kommunen har ikke råd til sådan en jakke.

Det, vi har brug for, er noget langt mere tarveligt.

Vi går ind og kigger i Hjalmars klædeskab.

John Henry, kom og læg dig her lidt.

Det bliver godt. Vi kan drive det hjemmefra.

Vi skal bare finde de rette bestyrere.

Jeg håbede, du også gerne ville tage heritl.

Ja da. Jeg er glad for, du involverede mig i virksomheden.

Jeg ved, det har smertet dig, at du ikke har givet mig et barn.

Men det her er mit barn.

Ja? Kan jeg hjælpe med noget?

Mit navn er Poulsen. Jeg kommer fra kommunen.

Jeg kan forstå, at De er de nye ejere.

Han kommer fra kommunen.

- Hvad drejer det sig om? - Vi tilstræber at besøge nye ejere.

Vi orienterer om reglerne for ombygning.

Jeg ved ikke, om De har planer i den retning?

Det har vi faktisk. Vil De ikke komme ind?

- Hvad vil han? - Tale om ombygningsreglerne.

- Er der regler? - Ja, sådan er det i Danmark.

- Det fortalte hr. Madsen. - Godt så.

Ja.

Vi kan godt fortælle lidt om vores planer.

- Kan vi vise ham dem? - Selvfølgelig.

Det er så de foreløbige skitser.

Hr. Weyse, det der er enerverende.

- Nu kunne han godt snart komme. - Der er nogen på trappen.

- Hvordan gik det? - Jeg tror, det gik meget godt.

Fortæl.

De fortalte om deres planer og viste mig nogle tegninger.

- Det er godt nok voldsomt. - Og hvad skete der så?

Så fortalte jeg, det aldrig ville kunne godkendes -

- men fruen ville klage.

Så sagde jeg, hun var velkommen, men at kommunen -

- amtet og Indenrigsministeriet forventedes at have samme holdning.

- Det afskrækkede hende ikke. - Hun er ikke nem at bilde noget ind.

Og hvad sagde De så?

Så fortalte jeg, at sagen ville blive sendt til Naturfredningsforeningen.

Der skal den igennem Fredningsnævnet, Overfredningsnævnet -

- Taksationskommissionen og Naturfredningsrådet.

- Er det reglerne? - Det aner jeg ikke.

Fruen begyndte at bande og sige noget ufordelagtigt om Danmark.

Skal vi ikke give Ødegaard Andersen en hånd?

Nej. Lad os nu se på udfaldet og vente på det.

- Hr. Aurland, tak for lån af trøje. - Nå, det er min?

Ja, jeg syntes nok, jeg havde set den før.

Jeg hørte lige, De stadig var her, hr. Poulsen.

Jeg skulle give en besked til en af gæsterne.

Tak for at orientere os om bygningsreglerne.

Når det forholder sig sådan, går vi ikke videre med planerne.

Det var bare det. Hr. Madsen.

- Seerup, alt vel? - Ja, både-og.

Ødegaard?

Ødegaard, er det Dem? Jeg kunne ikke genkende Dem i det kluns.

Har De hilst på min sagfører Ødegaard Andersen?

- Jamen... - Det er ikke rigtigt, vel?

- Jo. - Hvad sagde hr. Seerup?

- Han gik bare. Sikkert op til fruen. - Hun bliver nok ikke gladere.

- Vi må sige det til Trine og Lily. - De har pause.

Kom ind, kom ind.

Dav, Philip.

- Du venter gæster? - Ja.

- En ny ven? - Hvad vil du?

Fortælle dig, at jeg har besluttet at sælge Frijsenholm.

Besluttet at sælge?

Besluttet at sælge godset, som har tilhørt slægten i 30 generationer?

Ja. Sådan cirka.

Dine forfædre må rotere om kap.

Det er sjovt at forestille sig. Jeg skulle have gjort det forlængst.

- Hvad med din mor og Mitzi? - De klarer sig.

- Hvad... Hvor flytter du så hen? - Til Frankrig. Jeg køber hus der.

Jeg kunne sende dig adressen. Du er velkommen, hvis du skulle få lyst.

Du er også velkommen til... at tage din nye ven med.

Kommer han nu? Det er lidt akavet. Jeg går igen.

- Det er Dem fra hotellet. - Har De noget med?

- Det kan vente, nu De har gæster. - Nej, lad mig lige se.

- Den er ikke rigtig god. - Jo. Trine er lige begyndt at male.

De har talent, frøken.

Vi er blevet inviteret til Frankrig.

Af grev Ditmar. Er det ikke sødt af ham?

Og nu drikker vi kaffe alle tre.

Jeg ejede hotellet sammen med Ditmar, en af mine venner.

Det må alligevel have været lidt vemodigt at sælge.

Jamen jeg havde ikke noget valg, når jeg ville være sammen med Uwe.

- Og det vil jeg. - Det forstår jeg godt.

Da Uwe første gang kom i opposition til det parti, jeg støttede -

- blev jeg både skuffet og vist også vred.

Senere forstod jeg, at Uwe handlede ud fra værdier, jeg havde lært ham.

Det er måske sådan, at når vi bliver irriteret på vores børn, så er det -

- fordi de møder os med de idealer, vi havde som unge, men har svigtet.

Frida! Nu er det tredje gang. Hun er så forelsket i den dørklokke.

Uwe?

Jeg sidder lige sammen med din far derinde.

- Så venter jeg bare. - Nej, kom nu ind.

Det ser fuldstændig ud, som da jeg rejste.

- Uwe, er det dig? - Goddag, Ursula.

Omsider kom du hjem.

Goddag, Uwe.

Goddag, far.

- Sikke en sød familie, du har fået. - Ja.

- Du skal samarbejde med Brauer? - Ja, det skal jeg.

- Han er en fornuftig mand. - Selvom han er fra SPD?

Frida!

- Hvad har du der? - En kattekilling.

Den har været her i nogle dage. Den er kommet væk fra sin mor.

- Så er det din, Frida. - Det går ikke på hotellet.

- Hvorfor bor I ikke her? - Har du set byen?

Alt ligger i ruiner. Jeg kan ikke bygge den op og bo her.

Du har flyttet din kone og lille datter fra et trygt land.

Er der ikke også et hensyn til dem?

Den by, du skal være med til at bygge op, skal vel både kunne rumme os -

- der tog fejl, og jer, der ikke gjorde.

Er vi ikke nødt til at finde hinanden -

- hvis Tyskland skal finde sig selv igen?

- Fik du talt med ham? - Nej. Han taler med sin kone.

Jeg ville ikke forstyrre. Hvordan kunne I lave sådan et nummer?

Jeg sørger for, vi har et sommerhus, når vi kommer hjem fra Amerika.

Jeg kommer ikke hjem, Georg.

Jeg kommer ikke derover. Hvis du vil til Amerika, bliver det uden mig.

Du har aldrig spurgt, om jeg vil med.

Jamen fint. Så kan du fandeme blive herhjemme!

- Jeg tager i hvert fald derover! - Jeg går en tur.

- Ja? - Deres kaffe, hr. Aurland.

Vi mente, gæsterne havde brug for lidt at styrke sig på.

Der er også en lille kage.

Frøken Otilia plejer at overraske mig.

- Hun rejste for en time siden. - Gjorde hun det?

Så fik jeg ikke sagt farvel til hende.

Jeg håber ikke, hun er vred på mig.

Jeg nævnte, hun jo stod i et skisma. Lærerindegerningen eller ægteskabet.

Hun har valgt lærerindegerningen, fordi hun kun har haft blik for én.

Jamen dog. Hvem?

Det kan godt være, de er den klogeste på hotellet -

- men på nogle områder er De noget langsomt opfattende.

De har ikke har set, at den, Otilia har sukket efter -

- det er dem, hr. Aurland!

Der står en kuffert her. Ligner den ikke hr. Molins?

- Jo, det er da hans. - Men han er ikke på sit værelse.

I det stykke, jeg skal lave med hr. Weyse, siger hende, jeg spiller:

"Hvad sker der, når vi døde vågner? Opdager vi, at vi aldrig har levet?"

Hvordan kan man stille det spørgsmål? Hun må være gået glip af meget.

- Ja. - Hvordan er det at ligge i min seng?

I stedet for neden under den.

Meget, meget bedre.

- Hvad sagde Deres kone? - Jeg fortalte det, som det var.

- Hun blev vel godt gal? - Nej.

Hun syntes, det var morsomt, at gæsterne var kommet så langt ud.

Det var pathetic, sagde hun. Ynkeligt.

Jeg tænkte: "Hvad er det for en krig?"

Med min hustru på den ene side og gæsterne og hotellet på den anden.

Det var ikke, hvad jeg ønskede.

Jeg sagde til Ellinor, det måtte stoppe.

Vi sælger hotellet til nogen, der vil bevare det.

Nå. Og det er Deres kone med på?

Hun er lige kørt med vognmanden til stationen.

- Nå. - Jeg ville bare sige farvel.

Men vi ses jo snart i Milwaukee.

Lige der... Ja, jeg har desværre også lidt knas med konen.

- Nå. - Hun vil sgu ikke med, Therese.

Og det var ellers nu, man lige kunne gribe chancen.

Men jeg har jo vænnet mig til hende.

- Hun er også værd at holde fast i. - Det er hun.

- Jeg havde sgu ellers glædet mig. - Det havde jeg også.

- Nå, jeg må se at komme af sted. - Jeg kører Dem.

- Gør De? - Ja, selvfølgelig.

Jamen...

Hvor fanden bliver de af? Deres vogn jo holder derovre.

- Så er de sikkert på vej. - Jeg kan sgu ikke se dem.

Ja, ja.

- Der var I. Hvad vej er I kommet? - Vi gik lige omkring stranden.

Pyh. Den er lummer i aften, hvad?

Tillykke med det nye barnebarn.

Han er den sødeste lille fyr, siger Amanda.

- Er I glade for huset? - Det kan De bande på.

- Man savner ikke hotellet, vel? - Nej da.

Det er spændende, hvordan det går Edith.

- Hvordan har hun fået råd? - Det går godt for smedeforretningen.

De fik en favorabel ordning med hr. Seerup.

- Fru Weyse, vil De give en hånd med? - Weyse, kom og få en kold bajer.

- Hyggeligt. - Ja. Er Deres lige så småt?

Ja, og det er, fordi arkitekterne er mænd. De skal ikke stå herude.

Vi skal ikke tale om hr. Seerup.

Det er et ømt punkt. Han er skuffet over, de ikke kom til at samarbejde.

- Har De ikke hørt fra ham? - Nej.

- Skål, gamle dreng. - Kartofler og sovs.

Vi holder traditionerne ved lige med rødspætter første dag.

Hvad fanden er det for en ulykke?

Prøv selv at lave dem på to små blus.

Det havde været nemmere, hvis vi havde spist på hotellet.

Vi skal til fru Fjeldsøs fødselsdag i morgen. Det må være rigeligt.

- De fandt ud af det alligevel. - Ja, det sørgede du for.

- Jeg nævnte det for Bertha. - Som sagde det til Leslie.

- Ægte kærlighed kan ikke skjules. - Sandt.

- Tillykke med brylluppet. - Der har ikke være bryllup.

Det springer vi over. Bent kan ikke tåle at være gift.

- Hvad skal det sige? - Hvor i Frankrig bor De?

I en lille by i det sydlige Rhône.

- Ditmar har købt et vinslot. - En vingård.

Trine var med nede og hjælpe os sidste efterår.

- Velbekomme. - Hvor ser det godt ud.

Ja, det gør det virkelig.

Mens De soler Dem, er Deres mor sendt på aldersrentehjem, siger Lydia.

Det har jeg da aldrig sagt. Jeg sagde, grevinden var flyttet.

Hun har købt en ejendom ved Kragskovhede.

Men skål, fru Fjeldsø.

- Tak for invitationen til i morgen. - Jeg håber ikke, De bliver skuffet.

Hvorfor skulle de blive skuffede, Olga? Det bliver da så fint.

Hvad skal du?

Når gæsterne kommer i morgen, så er der også sherry, ikke?

Vi aftalte lagkage, borgmesterstang, jyske fristelser.

Kaffe, te, chokolade, portvin, likør. Ikke sherry.

- Der kommer gæster fra England. - Jeg skriver sherry på.

Ja. Tak.

Og middagen...

Hummersuppe, dyreryg med tyttebær og jordbæris. Ønsker De noget andet?

- Er dyreryggen kommet? - Den er på vej.

- De når det vel? - Helt sikkert.

Ja.

- Bær over med hende. - Nu vil hun også have sherry.

Fordi der kommer gæster fra England.

Hun må mene Morten og Fie, men de er jo flyttet hjem for længst.

- Hvor mange kommer? - Familien fra Sverige.

Adam og Sibylle og Sarah og Sibylles bror Robert.

Han er gift med Madsens datter Vera. Der er vist også nogle børn.

Så kunne vi jo godt have haft Signe og Peter med.

Det undrer mig, vi er inviteret.

Fru Fjeldsø er en snob.

- Det pynter med den fine skibsreder. - Hvor er det dejligt, I er her.

I Newcastle tænkte jeg: "Her bliver vi."

Nu kan jeg ikke forstå, jeg havde det sådan.

Ja, det er godt at være hjemme.

Der var mange gange under krigen, hvor jeg tænkte, om det ville ske.

Og nu sidder jeg her. Sammen med jer to.

Ja.

- Bliver du lidt berørt, Morten? - Nej, nej.

Morten bliver let berørt på sine ældre dage.

Det er så sødt.

- Jeg kan sgu ikke finde den. - Den må stå derude.

- Jeg har kigget. - Tillykke med forestillingen.

Bladene var begejstrede. Det må da være dejligt.

Jo, men De kender det jo.

- Så river og flår alle i en. - Forestillingen skal på turné.

Uden frøken Hansen. Hun har lagt sig gravid.

Det lyder, som om hun er syg.

Det er dejligt for frøken Hansen. Hun er blevet gift.

- Den er der sgu ikke. - Så må du have glemt den.

- Gift med hvem? - Hr. Molin.

- Hvad er der med Molin? - Han giftede sig med frøken Hansen.

- Og har gjort hende med rogn. - Det bliver altså uden cognac.

Den kan vi få nede på hotellet, men der skal vi jo ikke ned.

Hvad fanden er det for en larm? Hvad fanden laver de dernede?

Georg, du skal ikke lukke vinduet. Her bliver kvælende varmt.

- De er gået om bord i vinen. - Også fru Fjeldsø?

Nej, hun er ved at rette bordplanen til i morgen. Igen.

Du milde.

Hr. Aurland er lige kommet. Hans tog var forsinket.

- Hvad er der? - Sig noget på fransk. Bare noget.

Goddag, frøken. Hvordan går det?

- Og hvad betyder det? - "Hvordan går det?"

Jeg troede ikke, du kom i år.

Hvor mærkeligt det end lyder, savnede jeg dig.

Jeg savnede da også dig.

- Skal du derned igen? - Ja. Men ikke til dem.

- Til Paris. Jeg vil på malerskole. - Vil du det?

- Du kommer og besøger mig. - Jeg er jo forlovet.

Det er da ikke noget problem. Ham lader du bare blive derhjemme.

- Nu er det Dem, der står for alt? - Ja, sådan blev det.

- Er frøken Otilia kommet? - Otilia kommer ikke i år.

Nej, det er der ikke grund til, hvis ikke hun skal passe Amandas datter.

Så må jeg finde en måde at kontakte hende på.

Jeg kan vel godt fortælle til Dem, at det gjorde et stort indtryk -

- at Otilia nærede visse følelser. Det gav mig noget at tænke på.

Men jeg synes ikke, det skal meddeles i et brev, som hendes præst gjorde.

- Det bør siges direkte. - De mener...

De kommer desværre for sent, hr. Aurland.

Otilia sagde ja til pastor Gabriel.

- Hun er blevet gift? - Ja, det er hun.

Ja, men...

Så må De jo hilse og sige tillykke.

Ja. Ja, det skal jeg gøre.

Der er kaffe i dagligstuen. De andre er dernede.

Tak, men jeg går tidligt til ro. Lidt træt efter rejsen.

Det kan jeg godt forstå.

Ja...

Der stod en af Aurlands venner...

- Nej, hvor hyggeligt! - Vi savnede vores gode venner her.

Og Dem og pigerne. Tillykke med hotellet.

Og tillykke med de nye sommerhuse.

Vi håber, det er muligt at spise med.

- De er velkomne hver eneste dag. - Det var godt at høre.

- Sæt jer og tag et glas vin. - Jamen hvorfor ikke?

- Det var så den sidste dyreryg. - Må jeg lige se?

- Den ser fin ud. - Ja.

- Hvordan er det at være hotelejer? - Det er nu mere fruen.

Men man gør sig sine tanker. Lidt moderniseringer.

Det tror jeg, du skal gå stille med over for Edith.

Men tiden står jo ikke stille.

- Hallo? - Forstyrrer jeg?

Nå, er det Dem? De forstyrrer ikke. Og jeg skal da sige tillykke.

Edith fortalte lige...

Ja, det må jo være et helt nyt liv at være præstekone frem for lærerinde.

Jeg sagde til Søren, jeg ikke ville forlade skolen.

Jeg vil høre, om jeg kan lokke Dem ned til præstegården?

Vi skal have en foredragsrække.

Foredrag? Hvad skulle jeg tale om?

Måske Nürnbergprocessen, hvis De har lyst.

Jeg har forstået det, De har talt om.

Hvor betydningsfuldt det er, at fire befrielsesmagter kunne gå sammen -

- om en civiliseret rettergang.

Jeg er sikker på, mange vil høre Deres tanker om det.

Jeg savner vores snakke.

I lige måde, Otilia.

Jeg sender forslag til datoer.

- Farvel, hr. Aurland. - Farvel.

Det er sådan, det ser ud. Jeg købte grundene for at beskytte udsigten.

Det hjælper, at det er vores huse.

For min skyld behøver der sgu ikke at komme flere.

- Vil De have mere? - Ellers tak. Jeg har.

- Godaften, hr. Madsen. - Det var lidt af en overraskelse.

Jeg var oppe ved Deres nye hus.

- Er Deres kone med? - Nej.

Ellinor og jeg blev divorced, skilt, i efteråret.

Jeg er ked af, jeg ikke har ladet høre fra mig.

- Det tog tid at afvikle firmaet. - Afvikle? Mener De...

Ja. Jeg er flyttet tilbage til Danmark.

Så jeg vil høre, om De stadig havde lyst til et samarbejde?

Madsen, Weyse og deres hustruer er her, så nu kan vi spille bridge.

Vi venter bare på dig, Olga.

Er det stadig den bordplan? Den var da så fin.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg har kastet mig ud i det her.

Jeg har jaget dem herop alle mulige steder fra.

Sverige og Frankrig. Og England.

Du har da ikke jaget nogen. Alle glæder sig til at være med.

De kommer kun af pligt.

Du ved, hvad jeg altid har ment om fødselsdage.

Hvorfor skilte med, man er et år ældre?

Det er da ved gud ikke nogen bedrift.

Det er da en anledning til at mødes og være sammen. Og fejre dig.

For hvad?

For den, du er.

Min allerkæreste søster. Hende, der hele mit liv er gået forrest -

- men altid har vendt sig og spurgt:

"Er du med, Lydia?"

Det er hende, jeg fejrer i morgen.

Olga.

Nu går vi ned og spiller bridge. Skal vi ikke?

Gå du bare ned, Lydia.

Men jeg... Jeg skal ikke sidde dernede og flæbe.

Hun kommer, men I skal ikke tale om fødselsdagen. Hun er lidt skrøbelig.

Who's that coming down the street?

Who's that looking so petite?

Who's that coming down to meet me here?

Sweetest who you've ever seen.

You know exactly who I mean.

I could tell her miles away from here.

Yes, sir, that's my baby. No, sir, I don't mean maybe.

Yes, sir, that's my baby now.

Oh, yes, ma'am, we've decided.

No, ma'am, we won't hide it.

Yes, ma'am, you're invited now.

oh, by the way

when we reach the preacher I'll say:

Oh, yes, sir, that's my baby. No, sir, I don't mean maybe.

Yes, sir, that's my baby now.

Var det ikke meningen, vi skulle spille, Lydia?

- Jo. - Er det så ikke en idé at give kort?

Tekster: Karla Engelbrecht Dansk Video Tekst