Original subtitles

- Er det dig, Morten? - De siger, det går bedre nu.

Når vi skal til Hamborg, kan vi så ikke besøge din far?

Nej.

De er stjålet fra en jødisk familie, efter at de blev sendt til Auschwitz.

- Hvis du siger det til nogen... - Frier han?

Hendes præst spørger, om hun vil gifte sig med ham.

- Tillykke. - Vi fører det videre uforandret.

- Jeg har lavet et udkast til køkkenet. - Jeg lovede ikke at ændre noget.

Hvad blev der af forretningsmanden?

- Fru Fjeldsø, kan jeg hjælpe? - Nå, der kommer bestyreren.

Så taler jeg med ham. Vi har lige ringet.

Jeg vil tale om min fødselsdag.

Olga vil fejre sin 75-års fødselsdag her næste år.

- Tillykke med det. - Passer De ikke hotellet?

Jo, men næste år er det hr. Seerup.

Jeg vil have min bestilling noteret nu, hvis De ikke har noget imod det.

Jamen så...

Jeg har brug for samtlige værelser, der ikke er forudbestilt.

Vi har regnet ud, at det er værelse 1, 7, 8, 11 og 12.

- Har De det? - Ja, ja. 1, 7, 8, 11 og 12.

- Tak. - Undskyld ulejligheden, hr. Madsen.

- Hvad laver du der? - Jeg passer hotellet, for fanden!

Fru Fjeldsø har bestilt værelser til næste sommer.

Der er ingen, der kan læse det her. Jeg skriver det tydeligt ind i bogen.

- Skulle vi ikke ned og bade? - Jo, jo. Jeg kommer.

- Kom ind. - Godmorgen. Og velbekomme.

Tak. Vi valgte at spise her. Min hustru kan ikke få nok af værelset.

- Hvad sagde du, John Henry? - At vi er vilde med værelset.

Ja.

De nævnte, at De ville til Skagen -

- og så tænkte jeg: "Tag dog min vogn."

- Er det ikke ubelejligt? - Nej, nej.

De tager den bare. Jeg lægger nøglerne i dueslaget.

Hr. Madsen vil låne os sin bil.

Tak, hr. Madsen. Venligt af Dem.

God tur.

Skal vi ikke fortælle gæsterne om dine planer for hotellet?

- Vi lovede dem ikke at ændre noget. - Det gjorde du, ikke jeg.

De er lige så sentimentale som dig.

Det er en overraskelse, hvis de kommer igen.

Hvorfor siger du "hvis"? Jeg håber, de kommer.

- Det er vigtigt, at de er tilfredse. - Selvfølgelig, min egen.

- Godmorgen, Hjalmar. - Godmorgen.

Fik du set Politiken? Schybergs fine omtale.

- Ja, ja. Det så jeg da. - Teatret er vilde med Edwards idé.

Jeg har med interesse fulgt Schybergs artikler i avisen.

Jeg husker kun én gang, hvor han har været så positiv i sin foromtale.

Det blev desværre ikke indfriet, da han så stykket.

Hvordan mener du?

Han blev slemt skuffet, og det fik læseren så at vide.

- Men det bliver ikke tilfældet. - Det tror jeg bestemt heller ikke.

Nå. Jeg troede, De var rejst. Jeg så Dem ikke i går.

Jeg hjalp fru Berggren med at pakke. Jeg må blive sæsonen ud.

Jeg vil gå en tur. De har måske lyst til at gå med?

Nej tak. Jeg vil ikke forstyrre.

De har fået noget vigtigt at spekulere over.

- Hvad mener De? - Deres præst tilbyder Dem ægteskab.

Hvad... Hvor har De hørt det?

Det behøver jeg ikke at spørge om. Jeg sagde, det ikke vedkom andre.

Jeg blev overrasket. Jeg har ikke hørt Dem nævne en sådan forbindelse.

Der er ikke nogen. Pastor Gabriels brev var en overraskelse for mig.

Ja, for som præstekone kan De vel ikke passe Deres lærerindegerning?

- Jeg har ikke taget en beslutning. - Men fået lidt at tænke over.

- Hvem siger du, Martha? - Liva. Jeg elsker Liva Weel.

- Alle hendes film. "Odds 777". - Den kender jeg ikke.

- De er alt for unge, Martha. - I kender da sangen.

- Gå med i lunden... Gør I ikke? - Jo. Er den derfra?

Gå med i lunden, så spidser vi munden

og fløjter den gamle sang om kærlighed.

La' skoven skælve og klokken slå elleve

og Månen og stjernevrimlen drysse ned.

Der er kun dig og mig, mig og dig til at gå i takt

og hvis du klemmer mig, glemmer jeg, hvad mor har sagt.

Gå med i lunden

så spidser vi munden

og fløjter den gamle sang om kærlighed.

- Kan vi lige tale sammen? - Ja.

Hvad er der, Otilia?

Du skulle ikke tale om det brev. Slet ikke til hr. Aurland.

- Hvordan skal der ellers ske noget? - Hvad havde du troet, der kunne ske?

- Jeg får lyst til at... - Give mig en endefuld som i skolen?

Jeg slår ikke mine børn i skolen, men tak for hjælpen, Edith. Tusind tak!

- Hold da op. - Det her har vi ikke hørt.

Jeg går lige ind og ringer til købmanden.

Fru Madsen?

Jeg skulle notere noget, og så lå der bilag, jeg ville skrive ind i bogen.

- Vil De gerne til? - Det er købmanden. Det kan vente.

- Hvad siger de? - Andersens Badehotel.

- Andersens Badehotel. Amanda? - Hils og sig, at jeg savner Frida.

Jeg skal hilse fra Martha.

- Er I kommet frem? - Ja. Endelig.

Og hvordan gik turen?

- Var det slemt? - Du aner ikke, hvordan her ser ud.

Vi har hørt lidt.

Så snart toget kom til Tyskland... Den ene ødelagte by efter den anden.

Jeg prøvede at få Frida til ikke at se ud. Det var ikke bedre i toget.

Det var propfyldt. Deres blikke, da vi tog madpakken frem...

Mor, de sulter hernede.

Og her i Hamborg... Én stor ruin.

Bare vejen fra stationen og ind til hotellet...

Frida blev ved med at spørge: "Hvad er der sket?"

Hvordan forklarer jeg, at nogen har smidt bomber ned i folks huse?

Hvordan gør jeg det, mor?

- Er Uwe kommet? - Nej. Det forstår jeg heller ikke.

Skal jeg lige hilse på Frida?

Skal du hilse på mormor?

Nej. Vi er trætte.

Jeg ville bare sige, at vi er kommet frem.

Skal du ikke skifte? Er det Schybergs foromtale?

Uh, han sidder bare der og venter på, hvornår han kan skrive:

"Idéen var god, men forløsningen mislykket."

Det tror jeg altså ikke.

Han har aldrig skrevet venligt om en dansk Ibsen-forestilling.

Ibsen, det er kun nordmændene, der kan finde ud af det.

Med sine store forventninger har han lagt løkken om min hals -

- og venter bare på, at jeg hænger der og spræller.

- Kom. Nu går vi ned og bader. - Jeg har ikke lyst.

- Du skal bare gå. - Jamen så spørger jeg fru Frigh.

- Jamen sæt jer, så laver jeg kaffe. - Nej. Det skal jeg nok.

Du skal ind og hvile dig. Du hørte, hvad lægen sagde.

Det er rigtigt, Molly. Gå ind og læg dig lidt.

Væk mig, så jeg kan lave frokost. Det skal I ikke også begynde på.

Jeg har tænkt på det med Lars og Aksel.

Du har ret. De skulle ikke have været med på den konvoj.

Vi skulle have holdt dem hjemme.

Og jeg ved godt, du kom tæt på dem, mens de boede hos dig og børnene.

Og jeg var andre steder. Undskyld. Det var ikke for at rippe op i det.

Det gør ikke noget. Jeg er glad for, at du siger det.

Jeg ved ikke, om jeg vil tilbage til Newcastle.

Det var præcis det, Molly sagde. Hun kender dig.

Men hvorfor flytter vi så ikke hjem?

- Var det det, du ville tale om? - Det er det rigtige tidspunkt.

- Peter skal begynde i skole. - Vi skal flytte hele rederiet.

- Jeg ved ikke, om tiden er til det. - Så må vi tabe penge.

Vi skal hjem nu, mens vi har din mor, og hun kan få glæde af børnebørnene.

Hun savner dem.

- Har De set hr. Molin? - Han fik morgenmad på værelset.

Han er måske ude at gå.

Hr. Molin?

Det er mig.

Nå, De er her. Fandt De ud af noget i går?

Kom lige indenfor.

Ja, jeg spurgte min tidligere kollega vekselerer Henriques.

Han har gode forbindelser til jødiske familier i Europa.

Hele familien Hirschel er væk. Der er ingen tilbage nogen steder.

Hvad vil De så gøre?

Aflevere dem til myndighederne i Hjørring.

- Skal jeg tage med? - Nej.

Det skal De ikke. Jeg har blandet Dem rigeligt ind i det her.

- Når Fuchs gætter, vi har dem... - Hvordan skulle han det?

Jeg besvarede ikke hans sidste opkald.

- Hvad kan han gøre fra Schweiz? - Langt mere, end De tror.

De har vel hørt om foreningen af 6. maj 1945?

Det er nogle yderst ubehagelige personer.

Mennesker, der ikke vil acceptere, at krigen er slut.

Det var dem, der hjalp Fuchs med at finde mig i Stockholm.

Er det derfor, De låser døren? Hr. Molin, De ser spøgelser.

Jeg må bede Dem om at gå. De skal ikke ses mere med mig.

- Det er ikke Deres alvor. - Det er for Deres skyld.

Farvel, frøken Hansen. Og pas godt på Dem selv.

- Tænk, den skulle blive så populær. - De er også god til det.

Jeg fik hjælp af Dem og fru Madsen.

Jeg håber, nogle af kvinderne har fulgt vores kloge råd.

Vi kender i hvert fald én. Ødegaard Andersens kone.

- Skilsmissen har kostet ham dyrt. - Goddag, de damer.

Har De et øjeblik, fru Frigh? Det er et forretningsanliggende.

- Hvis vi kunne gøre det kort? - Det kan vi.

Skal vi ikke lige sidde her et øjeblik?

- Du ser skøn ud. - Forretningsanliggende.

- Nå ja. Du har fyret din bestyrelse. - Og Brokmann rendte straks til dig?

Han var knotten over, at de hang på en bestilling hos portrætmaleren.

- Han kan få malet et billede selv. - Og hvad med mig?

Jeg har ingen planer om et billede af dig.

- Er jeg også fyret? - Det ser jeg ingen grund til.

- Var det det? - Ja.

Du glemmer den her. Den er helt tør.

- Bader damerne uden? - Når der ikke er herrer.

- Så du er bar indenunder? - Slip.

Når du nu ikke synes, vi kan mødes, kan vi så ikke ses i hemmelighed?

Det duer jeg desværre ikke til længere.

- Ved I, hvad vi har set hos Seerup? - En masse tegninger af hotellet.

- Køkkenet fyldte hele gården. - Mit køkken?

- Ja! Og der var en glasveranda. - Vi nåede ikke at se mere.

- Det har vi da ikke hørt en lyd om. - Jeg spørger altså lige fru Madsen.

Har hr. Seerup sagt, der skal bygges om?

- Pigerne så nogle tegninger. - Der skal kun bygges badeværelse.

- Jeg hører ham lige. - De har lånt vognen og er kørt.

- De er kørt? - Ja. Hvad skal du?

Therese, du kan sgu da ikke gå ind på deres værelse.

- Nøglen må hænge dernede. - Therese, for helvede!

For satan.

Therese... Ej, det gør du ikke.

- De har taget nøglen med. - De vil ikke have, man går og roder.

Hovednøglen ligger i skuffen.

- Therese, læg den nøgle tilbage. - Georg, flyt dig.

- Therese! Kom nu ud! - Du skal se det her.

Pigerne havde ret. Det er hende. Det er jeg sikker på.

- Ej... Hun tegner da meget godt. - Er det, hvad du har at sige?

De fik lov til at købe, fordi de lovede, der ikke skulle laves om.

- Therese, det er lidt modernisering. - Og et kæmpe anneks.

Er det også bare lidt modernisering?

Hvorfor tog det så lang tid?

Så er det altså sandt. Stuepigerne har set dine tegninger.

Hr. og fru Madsen har lige fortalt mig det. Et anneks?

- Det er nyt for mig. - Tegningen er ikke færdig.

- Jeg har lovet... - John Henry.

Ikke nu igen.

Hvis folk skal besøge restauranten, skal de kunne overnatte.

Ellinor, det bliver stamgæsterne ikke glade for.

Det eneste, der betyder noget for dig, er at gøre stamgæsterne glade.

Hvad med at gøre din kone glad?

Du lyder præcis som far. Nu så jeg lige en mulighed.

- Det passer ikke. - Jo. Og det ved du godt.

Vi må fortælle, hvis vi laver så omfattende ændringer.

- Hvis du synes. - Det gør jeg.

Så tilføj de andre planer også.

Andre planer? Hvilke andre planer?

Hr. Seerup vil tale med gæsterne, så dæk op til kaffe i dagligstuen.

- Om det, der skal ske med hotellet? - Skal køkken og spisesal bygges om?

Det ser sådan ud.

Men hr. Seerup vil fortælle om det hele klokken tre.

Kunne jeg få en af jer til at stikke ned med det til Philip?

- Det kan jeg gøre. - Tak.

Hr. Seerup vil tale med os alle klokken tre i dagligstuen.

Er det stadigvæk ham den onde Schyberg?

Ved du, hvornår jeg var mest lykkelig?

- Forhåbentlig da du mødte mig. - Da jeg endnu gik på elevskolen.

Og lige havde fået min første rolle. Jeg skulle komme ind med et brev.

De ældre skuespillere, de drillede mig og sagde:

"Næ, lille Weyse, har De allerede fået en bærende rolle?"

Så lo de. Men jeg var lykkelig.

Stod der på scenen og var lykkelig. Gid det aldrig havde forandret sig.

Ville det ikke være lidt mærkeligt, hvis du var drengen? I din alder.

Hvorfor skal vi hele tiden stræbe efter mere?

Er det forfængelighed?

Hvad var der i vejen med dengang, jeg spillede to-tre roller om året?

Og du ikke havde den der brevkasse. Dengang vi var sammen med drengene.

Og levede et helt simpelt liv.

Helene? Jeg har besluttet mig. Jeg skal ikke sætte i scene.

Du har skrevet kontrakt.

Den kan man kun komme ud af, hvis man er alvorligt syg. Det er du ikke.

- Hvem siger, jeg ikke er syg? - Det gør jeg.

Hører du, Edward?

Hallo?

Det var lige Dem, jeg tænkte på.

Det er, hver gang vinden er i det hjørne. Flere breve?

Fra fru Berggren. Hun ville have været hernede. Hun rejste i går.

Nå. Det var da ærgerligt. Men tak.

- Den her er til Dem. - Til mig?

Jeg håber, De kan se, det er Dem og Lily.

Hvis det ligner for meget, er det jo ikke kunst.

Et lille plaster, fordi jeg troede, De og Lily var forelskede.

Der ramte jeg jo helt forkert.

Måske ikke helt.

For mit vedkommende.

- Men for Lilys? - Ja.

En dag møder De en, der har det som Dem.

Livet er for kort til at løbe efter en, der ikke vil have os.

Er det derfor, De ikke har åbnet Deres brev fra grev Ditmar?

Nogle gange ser jeg ting, andre ikke ser. Det er ikke altid rigtigt.

- Nå. Jeg må tilbage. - De har fuldstændig ret.

Jeg gider ikke at høre på Ditmars undskyldninger.

Er du her endnu, Ditmar? Og du er ikke klædt om.

- Skulle I ikke ud at ride? - Jeg venter på Ditmar.

Avisen skriver så flot om Frijsenholm.

- Gør de? - Ja, fra dyrskuet.

De siger, at fra Ditmar kom tilbage, har det aldrig været drevet bedre.

- Det er så sandt, som det er sagt. - De skriver også noget andet.

"Frijsenholm har for alvor lagt den mørke fortid bag sig."

"Grevindens mand drev i grev Ditmars Frijs ulyksalige fravær godset."

"Nazisten afsoner som bekendt en tiårs fængselsstraf."

- Og det skulle de lige minde om. - Det er der ingen, der tænker på.

Hvorfor står der "mand" og ikke "forhenværende"?

- Står der det? - Det har jeg lige læst for dig.

- Er det ikke ligegyldigt? - Vi må kræve en berigtigelse.

- Vil du gøre det, eller skal jeg? - Jeg skal nok ringe til dem.

Så må vi se.

Rahbek, Rahbek, Rahbek.

Ja!

Nervøs mavelidelse. Nej, det er for ubehageligt.

Tarmslyng.

"Døden kan indtræde i løbet af tre til fem dage." Det er for hurtigt.

Strubekatar, blegsot.

Nej, det er for lidt. Det er for lidt.

Alvorlig blegsot. Ja, måske.

Mener du det, Morten? Det er jeg glad for.

Jeg ringer, så snart jeg er hjemme hos børnene.

Farvel.

- Er Morten tilbage i lejren? - Nej, han ringede fra Aalborg.

Han ville finde et sted, hvis vi skulle flytte rederiet.

- Er han med på det? - Ja, det er han.

Og ved du hvad? Vores gamle sted er ledigt.

Morten sagde, det måtte være et tegn. Jeg har aldrig hørt ham sige sådan.

Hvor er det dejligt. Jeg vidste, det blev godt, når du kom.

- Ja? - Dav, Edith.

- Ja, jeg har hentet grøntsager. - Det var da fint, Edith.

Og så ville jeg lige se, hvordan De har det. Vi har været så bekymrede.

- Det er der ingen grund til. - Vi har haft forskrækkelser nok.

- Hvad skal det sige? - De nye ejere vil bygge det hele om.

Spisesalen, køkkenet og flere værelser.

Jamen havde de ikke sagt, de ikke ville ændre noget?

I eftermiddag vil hr. Seerup fortælle mere. Hvor længe bliver du, Fie?

- Jeg rejser i morgen. - Vel ikke uden lige at sige farvel?

Jeg kan tage med, så I kan se, jeg stadig er i live.

- Fru Andersen er tilbage. - Fortalte du om hotellet?

Kun lidt. For ikke at gøre dem kede af det.

- Hr. Seerup snakker. - De spiser vel kringlen?

- Ikke ret meget. - Og det med værelserne...

- Der skal bygges et stort anneks. - Og det er ikke det eneste.

Asfalt? Asfalt hele vejen ned til stranden?

Jo, men fru Seerup kom galt af sted. Det er måske meget praktisk -

- hvis man skal køre i rullestol.

Lydia, jeg ved ikke, hvorfor du forsvarer det kvindemenneske.

Og en tennisbane i haven.

Så vi skal høre på det boldspilleri hele dagen.

Ja, det bliver unægteligt et andet hotel.

- Olga, det med rullestol... - Det var mig, du tænkte på.

- Det var jeg ikke i tvivl om. - Det var slet ikke det, jeg mente.

Så tør hun ikke engang at være med selv.

- Jeg drejer halsen om på kællingen. - Tag det nu roligt.

Som dig, der hyggesludrer med hr. Seerup.

Jeg forslog, at han regnede på, hvad alting koster. Så bliver han klogere.

- Du drømmer. - Lad os nu se.

Ja, så fik fru Seerup sin lille hævn.

Fordi hun vrikkede om på vej til stranden.

Man skulle ikke tro, det var lovligt at asfaltere klitterne.

Jeg må nok hellere overbringe Edward de gode nyheder.

Edward?

Hvor er han?

- Det er Konradsen. - Det er Edward Weyse.

Hvem? De må tale højere.

Det kan jeg desværre ikke.

Jeg er blevet ramt af en frygtelig...

... gigtfeber. Jeg må desværre melde fra til forestillingen.

Jeg forstår ikke et ord. Taler De om en forestilling?

- "Naar vi døde vaagner". - Hvad er der dog med den?

- Få fat i hr. Bonderose. - Bonderose?

De kan ikke komme tilbage til forestillingen.

Vi har jo hr. Weyse. God bedring, Bonderose.

Det er for ynkeligt. Hvis du har fået kolde fødder, så sig det.

Eller også så lav den forestilling og blæs på Schyberg.

- Helene, du må høre... - Jeg gider ikke at høre mere!

Der er større problemer end dine. De vil bygge hotellet fuldstændig om.

Altså hvad fabler du om? Helene? Helene?

- Værsgo. - Tak.

- Uwe, hvor er du? - I Nürnberg.

- Jeg troede, du var færdig. - Jeg venter på min passérseddel.

- Jeg får den i morgen. - I morgen?

Desværre går der en dag mere.

Uwe, det mener du ikke!

Der er ikke plads i toget i morgen.

Jeg kører med en engelsk oberst i overmorgen.

Hvordan har Frida det?

Hun er forskrækket over de ødelagte huse. Hun vil kun sidde på værelset.

Kan I ikke gå et sted hen, hvor byen ikke er ødelagt?

Den botaniske have. Kan I ikke gå derhen? Der er ikke så langt.

- Frida spørger, hvor farfar bor. - Kan du ikke sige, du ikke ved det?

Lover du, der ikke går mere end to dage?

Ja. Det skal nok gå alt sammen.

Jeg må op til Frida, før hun bliver urolig.

- Giv hende et kys fra mig. - Det skal jeg nok.

- Jeg glæder mig til at se jer. - I lige måde. Farvel.

- Tak. - Ingen årsag.

Kan De fortælle mig, hvordan vi finder den botaniske have?

Annekset er for småt.

Vi må tale sammen, Ellinor. Hr. Madsen har ret.

Hvad har hr. Madsen ret i denne gang?

Ombygningen bliver for dyr.

- Det er at smide penge ud ad vinduet. - Jeg er uenig, John Henry.

Hr. Madsen og jeg har lagt et budget.

Hotellet vil være en underskudsforretning de næste ti år.

Javel.

Sig mig, hvorfor kom jeg?

Hvorfor forlod jeg far? Han kan dø, mens jeg er på dette rædsomme sted.

Jeg kom, fordi vi kiggede på ejendom sammen.

Men nu har du købt et gammelt hotel uden at besigtige det -

- og vil ikke lade mig forbedre det.

Jeg kan gøre det til en god forretning.

Men selvfølgelig er det vigtigere, hvad hr. Madsen mener.

- Ellinor, min egen... - Du skal ikke røre mig.

Jeg rejser hjem.

Vær nu ikke fjollet. Vær nu sød, Ellinor.

Hvis huset er i så dårlig forfatning, er der en anden udvej.

- Jeg håber ikke, du mener... - Hvorfor ikke?

Det er udelukket.

- Hvad er det med dig? - Hr. Seerup talte med hr. Madsen.

Han sagde, det ville blive alt for dyrt at bygge om på hotellet.

Åh, gudskelov.

Men så havde fru Seerup sagt, at der jo var en anden løsning.

Hvilken anden løsning?

- Hvilken, Lydia? - Det er billigere at begynde forfra.

- Så de river hele hotellet ned. - Hvad gør de?

Ja...

Det kunne man jo have sagt sig selv med de mennesker.

Vi er lige sluppet af med tyskerne. Og så kommer amerikanerne.

Jeg vidste, det ville ende galt.

Hvad skal han gøre, når hans kone truer med at rejse?

Sætte hende på den første båd.

Du har tænkt dig at arbejde med en, der ikke kan styre sin kone?

- Og det skulle komme fra dig? - Jeg sætter ikke mine ben her mere.

- Ja, for helvede? - Er det rigtigt?

- At hele hotellet skal rives ned? - Ja.

Jeg havde det på fornemmelse, fra De kom slæbende med ham.

- Weyse, det er hans hustru. - Det er sidste gang, jeg er her.

Jeg ringer til Ødegaard Andersen og køber en af hans grunde.

- Dem har han ikke længere. - Hvem har dem så? Dem?

Det er for at beskytte min udsigt.

Weyse. Jamen De må godt købe en af dem.

Har vi råd, når du ikke laver den forestilling?

Jeg laver den og flere. Og du har jo din brevkasse, ikke?

Nå, den har jeg? Hvad så med det simple liv?

Søde, søde Helene, de yankee'er skal ikke komme og jage os væk.

Er der ikke noget at gøre juridisk? Sådan blev hotellet ikke handlet.

Seerup lovede, der ikke skulle laves om.

Er det en skriftlig aftale?

- Det tror jeg ikke. - Så er den ikke bindende.

Når man handler en ejendom, må de nye ejere gøre, som de vil.

Vil du ikke lige sidde et øjeblik?

Jeg er kommet heroppe, siden tvillingerne var helt små.

Det undrer mig med Seerup. Madsen siger, han er fornuftig.

Det er hans fornemme hustru.

- Hvad siger de andre gæster? - Weyse har købt en af dine grunde.

- Madsen bygger på den anden. - Gode naboer.

Rotterne forlader den synkende skude.

Og vi andre kan sejle i vores egen sø.

Du ved, du altid kan komme i havn her hos mig.

Ja?

- Vil du have et stykke til? - Ja tak.

Den var rigtig god, Martha.

Jeg har aldrig oplevet så mange, der har spist på værelserne.

- Ja... Så kommer vi ikke her mere. - Nej.

Det gør du vel heller ikke? Af andre grunde?

Jeg kunne ikke undgå at høre, da du talte med Edith.

Hvem er han, ham præsten?

Vores præst derhjemme. Jeg har hans børn i skolen.

Ja, efter at han mistede sin kone, har jeg hjulpet til i præstegården.

Spillet i kirken, når organisten var syg.

- Jeg havde aldrig tænkt... - Er han flink?

- Vil du se et billede af ham? - Ja. Det vil jeg da gerne.

- Han ser rar ud. - Jo, jo.

- Men jeg ved ikke. - Hvad siger hr. Aurland?

Han siger bare, det er synd, jeg opgiver min lærergerning.

Det er det eneste, han kan finde ud af at sige.

Så er han altså ikke værd at satse på, Otilia.

- De havde ikke den store appetit? - Nej.

Tyskerne rev i det mindste ikke hotellet ned.

- Nu skal jeg lukke efter Dem. - Tak.

Jeg har bare en kort besked til hr. Molin.

Frøken Hansen... hvad bad jeg Dem om?

Frøken Trine siger, der er telefon. Oberst Fuchs.

Jeg bad hende stille den op. Oberst Fuchs må stoppes.

- Stoppes? Hvordan? - Ved at De taler med ham.

- Jeg vil ikke tale med ham. - Godt. Så taler jeg med ham.

- Det kan De ikke. - Jeg er god til tysk.

Frøken Hansen, lad den telefon være! Hører De?

Godaften. Det er Hannelore Reuter. Taler jeg med hr. Fuchs?

Navnet er Roland Glenz. Og hvem er De?

Jeg er hr. Molins sekretær. Hr. Molin er her ikke i øjeblikket.

Han var ked af ikke at kunne tale med Dem, da De ringede sidst.

Men han har bedt mig om at meddele Dem en glædelig nyhed:

Diamanterne er fundet.

Det var dejligt! Og kommer han så ned med dem?

Det har han ikke mulighed for. Jeg skulle bede Dem om at komme herop.

- Det kan jeg ikke! - Ved De hvad?

Jeg skal til München på søndag. Jeg skal besøge min far, der er syg.

- Kunne vi mødes der? - Jeg vil nødig forlade Schweiz.

Så må De få dem, næste gang De er i Danmark.

Så siger vi München. Hvordan kender jeg Dem i München?

Jeg er iført en rød kjole og stråhat -

- og står foran rådhuset kl. 14. På gensyn, hr. Glenz.

Jeg glæder mig til at træffe Dem og overrække Deres arvestykke.

På gensyn, fru Reuter.

Er De fuldkommen vanvittig? München? Hvordan vil De komme derned?

Det kan jeg ikke, men det er i den amerikanske zone.

Fuchs er efterlyst i Tyskland. Mon ikke De kan finde en lokkedue?

I en rød kjole og stråhat?

Frøken Hansen, De lever i en drømmeverden.

Det her er ikke et af Deres teaterstykker -

- hvor forfatteren kan vælge en lykkelig slutning.

Oberst Fuchs er en krigsforbryder. Han slår folk ihjel.

Hvor jeg dog fortryder -

- at have indviet en så naiv person som Dem i det her.

What does it matter

if rain comes your way

and raindrops patter all day?

The rain descending should not make you blue.

The happy ending is waiting for you.

Take your share of trouble

face it and don't complain.

If you want the rainbow

you must have the rain.

Happiness comes double

after a little pain.

If you want the rainbow

you must have the rain.

What if your love affair should break up

as they sometimes will?

When you kiss and make up

oh, what a thrill.

Sadness ends in gladness

showers are not in vain.

So if you want the rainbow

you must have the rain.

- Nå, nu har du set din farfars hus. - Det er ikke gået i stykker.

- Nej. Husene her er ikke i stykker. - Er min farfar derinde?

Det ved jeg ikke. Så, nu går vi. Frida, bliv her!

Hvem er du? Hvad vil du?

Ursula? Hvem er det?

En lille pige. Jeg tror, hun er her for at tigge.

Er du sulten?

Undskyld. Det er min datter. Jeg sagde, hun ikke skulle gå herop.

Det gør ikke noget. Jeg kan høre, De ikke er tysk.

- Hvor kommer De fra? - Fra Danmark.

- Undskyld forstyrrelsen. - Øjeblik.

Hvad hedder De?

- Amanda. - Amanda?

Er De Uwes Amanda?

Ja. Det er jeg.

Og det må være Frida. Jamen kom dog ind.

Værsgo.

Goddag, Frida.

- Sig goddag til din farfar. - Goddag, farfar.

- Er det Uwes datter? - Ja.

- Fru Berggren er Uwes forlovede. - Jeg hedder Kiessling nu.

Uwe og jeg blev gift for 14 dage siden.

- Er Uwe her? - Han er i Nürnberg.

- Han har vidnet under processen. - Er det sandt? Det vidste jeg ikke.

- Skal De ned til ham? - Nej. Han kommer her i overmorgen.

Han kommer til Hamborg? Det var gode nyheder, ikke sandt, Ursula?

- Hvor bor De? - Vi bor på Missionshotellet.

- Jamen hvorfor ikke her? - Det syntes Uwe ikke.

Nej.

Det kan jeg tænke mig.

Han ved heller ikke, at Frida og jeg er her nu.

Men det er De.

Og, Ursula, nu skal vi have te.

Vi siger ikke noget om hotellet.

Fru Andersen er lige kommet hjem fra hospitalet.

Nu kommer de.

- Dav. - Ej, hvor hyggeligt.

- Skal vi sidde herude? - Trine og Lily kommer om lidt.

- Hvornår rejser du? - Med bussen klokken to.

- Men Fie kommer tilbage. - Ja. Vi flytter hjem.

Ja, det var da også på høje tid.

- Edith og Martha har vel fortalt... - Sæt dig ned, Otilia.

Så skal vi have noget kaffe. Bare forsyn jer.

Det må være mest vemodigt for Dem, fru Andersen.

- Hvad tænker du på, Otilia? - At hotellet skal rives ned.

Rives ned?

- Det kan ikke være jeres alvor. - Det er det.

De nye ejere vil rive hotellet ned og bygge forfra.

Jeg har aldrig truffet hr. Seerup. Hvordan er han?

Det er ikke ham. Det er hans kone.

Hr. Seerup er meget flink. Han er heroppefra.

- De er måske hr. Seerup? - Ja.

Jeg ville da lige nå at hilse og ønske tillykke.

- Jeg er fru Andersen. - Nå, De er fru Andersen.

Det glæder mig at træffe Dem. Min hustru er i haven med en håndværker.

Vi skal jo have lavet lidt om.

Vi håbede, det kunne ske nænsomt, men gæsterne bliver glade for det.

Man skal vænne sig til det nye. Det kender jeg fra Amerika.

- Kom De heroppefra? - Ja. Fra Sindal.

Vil De ikke sidde?

Ja, De har sikkert hørt, hvordan det blev et hotel.

Hr. Madsen fortalte lidt.

Det var en strandfogedgård, til hvis skibe gik på grund.

Den galionsfigur er et minde om et stort skib, der gik ned -

- lige her nedenfor i den værste storm, vi har haft.

Det var med livet som indsats for dem, der hjalp til.

Ved et mirakel kom alle ind og blev indkvarteret på gården for vinteren.

Der fik min mands farfar den tanke -

- at hvis der skulle bo folk, kunne man lave et hotel.

- Og så byggede han det her? - Nej.

Men blandt passagererne var der en norsk arkitekt.

Han tilbød at tegne hotellet. Han tegnede alt.

Tapeterne og udskæringerne.

Indretningen og den fine spisesal. Selv havtornen bag klaveret.

Da de ville betale, ville han ikke have noget.

Han sagde, det var en gave, fordi man havde reddet hans liv.

Jeg ved ikke med Dem, men da jeg kom her første gang, der følte jeg -

- at det her var et ganske særligt hus.

Jeg kunne ikke forklare det, før jeg hørte om den norske arkitekt.

Så forstod jeg, at det her er et hus, der er givet videre.

Ja, til os.

I taknemmelighed.

Tekster: Karla Engelbrecht Dansk Video Tekst