Original subtitles

- Hvem ringede? - Direktør Konradsen.

Deres diamanter, hr. Molin.

- Skal det ende sådan? - Du har fornægtet det, du er.

En pige kan da ikke være forelsket i en pige.

Morten har svært ved at komme tilbage til Newcastle.

Amanda Berggren, vil du have Uwe Kiessling til din ægtemand?

- Ja. - Hotellet, fru Berggren.

Min hustru sagde: "Hvorfor køber vi ikke?" Det er naturligvis Deres valg.

De kommer nu.

- Lydia, sæt dig! - Øjeblik, Olga.

- Ih... - Ja. Det er dem.

Hvis du endelig skal stå der, så fortæl, hvad de siger.

- De har skrevet under. - Ja. Så røg min fødselsdag.

- Men tillykke. - Tak.

- Tillykke. - Mange tak.

Vi er lykkelige for den her løsning.

Vi har fundet en feriebolig og kan føre hotellet videre uforandret.

Hvad sagde du?

At vi har elsket hotellet fra start og ikke vil ændre det mindste.

Hvordan vil De drive hotellet?

Fru Madsen spørger, hvordan vi vil drive hotellet.

Det er et godt spørgsmål. Hvad er planen, John Henry?

Jeg er sikker på, de lokale kan hjælpe.

Vi vil finde lokale forpagtere.

- Det bliver intet problem. - Har De lyst til at se lejligheden?

- Har du lyst til at se lejligheden? - Penthouselejligheden? Ja da.

Er det ikke mærkeligt, at fremmede køber?

Ville du hellere have hende, der kaldte din datter tyskertøs?

- Er der skrevet under? - Ja. De er tilbage fra mægleren.

Ja... Så kom vores lille hotel på amerikanske hænder.

Skal klaveret derinde udskiftes med en jukeboks?

Pjat med dig.

Husk vores frokostaftale. Det har han glemt. Weyse!

- Weyse! - Hvilken aftale?

Ødegaard Andersen har inviteret på herrefrokost.

Er han tilbage? Tog han ikke hjem for at tale sig til rette med sin hustru?

- Hvor ved De det fra? - De syntes jeg bare, jeg havde hørt.

- Konen vil skilles. - Nå. Det kom virkelig dertil?

På grund af brevkassen. Man kan ikke andet end at føle medskyld.

Det har ingen af os grund til. Den mand er kropumulig.

Ja.

Der er jo ikke så meget plads, men der er en dejlig stemning heroppe.

Min datter og jeg har virkelig nydt at bo her.

- Men nu kan De lige selv... - Mange tak, fru Berggren.

- Penthouse... - Jeg troede, den var en smule større.

- Har du ikke set den? - Nej.

Købte du hotellet uden at se, hvor vi skal bo hver sommer?

Jeg hørte bare, der var en lejlighed.

- Mit klædeskab derhjemme er større. - Det ved jeg, min egen.

Men det her er Danmark.

- Jeg synes, her er hyggeligt. - Definer hygge.

- Jeg håber, der er noget at fejre. - Ellers havde hun aldrig solgt.

Fie og fru Andersen blev overraskede, over det med hotellet.

Mon vi får lov til at fortsætte?

De har ikke tid til at finde andre piger.

- Nej, Frida. Du har din egen. - Den er færdig.

- Der mangler da lidt på siden der. - Det ser godt ud.

Jeg har fortalt gæsterne, at der er lagkage.

Fru Berggren, hvad mon egentlig de nye ejeres planer er?

At køre hotellet videre som hidtil. Det har hr. Seerup sagt mange gange.

- Altså også personalet? - Jeg kan ikke forestille mig andet.

- Se, mor. - Flot. Jeg får lyst til at smage.

Den er til hr. Aurland. Det har Otilia sagt.

Jeg sagde bare, at hr. Aurland måske kunne få et lille stykke.

Åh, tak.

Hr. Aurland, De har vel hørt, hotellet er solgt til amerikanerne?

Det er på plads?

Det generer Dem ikke, at det er udlændinge, der skal drive det?

Hr. Seerup virker fornuftig.

Men lur mig, om der ikke kommer forandringer. Det gør der altid.

Fødselsdag, det bliver der i hvert fald ikke.

Andersens Badehotel. Ditmar, jeg skulle til at ringe.

Det hele er på plads. Hr. Seerup overtager 1. september.

- Hvad siger gæsterne? - De er glade.

Mægleren sender dig købsaftalen.

- Helt fint. Har I fået post i dag? - Ikke endnu.

- Jo, den er kommet. - Er der et brev fra mig?

- Ja. Til Philip? - Jeg har sendt til jer.

Posten er usikker nede ved hytten. Kan en af pigerne gå ned med det?

- Det bliver først efter frokost. - Tak, Amanda.

- Vi skal køre nu. - Mor, jeg tager ikke med.

Ditmar...

- Kan jeg have det her på? - Bestemt. Du ser skøn ud.

Synes du ikke? Tror du ikke, hun vinder førstepris på dyrskuet?

- Tante... - Undskyld.

Sådan var det ikke ment. Tag nu med, Ditmar.

Det er hyggeligt, når vi er af sted. Det forventes, at familien er der.

- Forpagteren er der jo. - Vi kører selv, tante.

- Så kan Ditmar surmule. - Mitzi, lad være.

Han har altid været kilden der.

Skattevæsnet bliver ved med at rykke efter bilag flere år tilbage.

- Er der uorden i regnskaberne? - Dengang var jeg et andet sted.

- Det ved jeg ikke, om du husker? - Undskyld, Ditmar.

Nu er Ditmar jo gudskelov hjemme hos os igen, og det er du også, Mitzi.

- Skulle I ikke af sted? - Jo.

Undskyld? Hvornår bliver frokosten serveret?

Undskyld?

Frokost. Hvornår?

- Hun spørger, hvornår der er mad. - Halv et.

Hvad?

Der er frokost klokken halv et.

- Kan De hjælpe mig fru... - Frigh.

- Jeg spørger, hvornår der er frokost. - 12.30.

- Er det muligt at få noget inden? - Ja, kaffe og småkager.

Kaffe og småkager? Herligt. Vil De være sød at bestille for mig?

- Fru Seerup vil have kaffe og kage. - Også til hr. Seerup?

- Også til Deres mand? - Gud ved, hvor han er.

- Hvorfor har jeg sagt ja? - Du og Madsen plejer at hygge jer.

Det er helt slut, efter det han har gjort mod hotellet.

Eller ikke har gjort.

Han kunne have købt det i stedet for at kaste det i armene på fremmede.

- Kom ind. - Hotellet er solgt.

Godt, det ikke blev de mennesker, der har bagtalt fru Berggren.

Ja. Tak for alle Deres dejlige synspunkter, lille frøken Hansen.

Hvad?

Jeg har talt med Konradsen om min kontrakt.

Han var meget medgørlig. De skal lige høre.

Jeg skulle takke Dem for Deres mod og kunstneriske udsyn.

- Hvadbehager? - Det sagde han.

Teatret summer af virkelyst over det, De har sat i gang -

- med Deres fortolkning.

- Har han glemt at tage kamferdråber? - Han mente det.

Hans stemme knækkede næsten af bevægelse.

Det er en original idé. Det syntes jeg, De skulle vide.

Altså jeg har jo ikke hørt andet end beklagelser fra det teater.

Originale tanker skal bundfælde sig.

- Rejste De ikke i går? - Tjo. Nu er jeg tilbage.

De fandt ikke det, De ledte efter? De er ikke færdig med at ransage sjælen?

- Over Deres samarbejde med tyskerne. - Bliver vi aldrig færdige med det?

Nogle har mere grund til det end andre.

Ja. Jeg er sikker på, Deres samvittighed altid er ren.

Hvis De vil have mig undskyldt.

- Hvordan gik det? - Kom indenfor.

Hvad sagde juveleren i Aalborg?

Hvad sagde han?

- Er de falske? - Tværtimod.

Det her er diamanter af allerfineste kvalitet.

Alene den her... ville kunne købe Dem et pænt lille hus.

- Det er jo en formue. - Ja.

- Er De slet ikke glad? - De glemmer oberst Fuchs.

Han har givet op. Han tænker, som De gjorde.

At hans adjudant har snydt ham og stukket diamanterne til sig selv.

Hvis han troede, diamanterne var her, ville han så ikke kime Dem ned?

De har ikke hørt fra ham i flere dage.

Nej, nu tilhører diamanterne Dem. Det har De fortjent.

Fortjent er vel ikke det rette ord? Og halvdelen er jo Deres.

- Nej, nej, nej. - Jo.

Det har jeg ikke brug for. Jeg klarer mig fint.

Jeg har fået den bedste kontrakt nogensinde.

Men De kan komme væk fra Södermalm. De kan starte forretning igen.

Begynde helt forfra.

Tænk, hotellet er solgt.

Det virker så længe siden, Morten købte det og forærede det til dig.

Jeg skulle måske have beholdt det.

Så var vi aldrig rejst, og... jeg havde været her, da min far døde.

I stedet for at sidde alene i England, mens Morten var i krig.

Hvad opholdt Morten i lejren?

Jeg ved det ikke. Noget, han ikke kunne køre fra.

Det er da ærgerligt, I ikke lige kan nå at sige farvel.

Din idé om at flytte rederiet hjem er god. Har du fortalt Morten om det?

Det skal ikke gøres i telefonen. Jeg ved ikke, om det er godt at foreslå.

Morten vil selv finde på, hvad der skal ske. Jeg går ned til vandet.

- Nå, der er du. - Hvor ellers? Hvor har du været?

Jeg har set mig omkring. Der er en tilhørende have.

Skønt. Du har opdaget en have efter at have brugt en formue.

- En mindre formue. - På en ubrugelig lejlighed.

John Henry, hør her. Jeg ved, stedet minder dig om din pauvre barndom.

Men jeg kommer aldrig til at holde mine sommerferier her.

Ellinor, hvad vil det kræve at få dig til at føle dig hjemme?

Hvad det kræver?

- Vil du virkelig gerne vide det? - Ja, det vil jeg. Fortæl mig det.

Skål og velkommen. Værsgo at tage. Slagter Munchs det bedste.

- Det ser godt ud. Hvad, Weyse? - Hvad? Jo.

- De hænger med hovedet. - Fordi hotellet er blevet solgt.

- Nå, det er afgjort? - De skrev under i morges.

Det undrer mig, det ikke er Dem, der købte det, Madsen.

Jeg kan ikke være hotelejer og bygge i Amerika.

- Er det slut med at besøge hotellet? - Nej!

For mig er det. Det er en epoke, der er slut. Det må vi bare se i øjnene.

Det var skønt, så længe det varede, men vores lille hotel er fortid.

Åh, hvor er den god, den sild her!

Det glæder mig, De ikke er gået rabundus.

Jeg skal finde et sted i København, så jeg må nok sælge lidt ud heroppe.

- Hytten? - Nej, men grunden er stor.

Der må gerne bygges på de to klittoppe derude.

- Var det noget? - Et sommerhus? Ellers tak.

Nej, heller ikke jeg. Jeg kommer her slet ikke mere.

Selvfølgelig gør De det. Seerup har lovet, der ikke bliver ændret noget.

- Ja, ja. Så siger vi det. - Hov, vent lidt på os andre.

- Skål. - Skål.

Molly?

Molly?

Molly, jeg kører lige om lidt.

Molly?

Molly?

- Fie? - Er du dårlig?

Nej, jeg skulle bare sidde lidt. Jeg blev ør.

Jeg ringer til lægen. Er det stadig doktor Martinsen?

- Ingen grund til at forstyrre ham. - Det er derfor, han er der.

Den er sandelig god. Har du selv lavet den?

Det er en kærlighedskage.

- Det siger Otilia. - Nej, det sagde jeg ikke, Frida.

Jeg sagde, den var lavet i kærlighed for at glæde hr. Aurland.

- Vi går til stranden. Vil De med? - Nej. Jeg vil være færdig med bogen.

- Er De igennem Selma Lagerlöf? - Nej, den om Nürnbergprocessen.

Lad den ligge.

Overlad til mig selv, hvad jeg vil læse.

Problemerne forsvinder ikke, fordi de bliver lagt i klædeskabet.

- Nej. Selvfølgelig ikke. - Nej.

Nå, Frida. Vi må vist også hellere...

- Går vi ned til stranden? - Tak for kagen, Frida.

- Du kan få en ny i morgen. - Kom så, Frida.

- Jeg er stadig i Nürnberg. - I domhuset?

Man kan ikke være andre steder. Byen er ødelagt.

- Hvor bor du? - I en amerikansk militærforlægning.

Har du vidnet?

Ja.

Og jeg skal ind igen om lidt.

Jeg havde bare brug for at høre en stemme fra et normalt menneske.

- Er det slemt? - Det er ubeskriveligt.

Hele nazitoppen på to rækker.

Göring med et ironisk smil, som om han ikke tager det alvorligt.

Ikke en eneste af dem fortryder noget.

De ser bare på mig med foragt. En forræder.

Og det...

Alt det, der er sket i lejrene...

Alle detaljerne.

Det er værre, end jeg har troet.

- Jeg følte mig pludselig skyldig. - Hvordan kan det være din skyld?

Flere af de anklagede var min fars venner.

Ja, men ikke dine. Og det er jo ikke sikkert, din far vidste noget.

Du skulle vide, hvor ofte jeg har hørt den undskyldning.

Jeg synes, du skal tale med ham, Uwe. Han savner dig.

- Hvornår kommer I? - Om ti dage.

Så længe kan jeg ikke vente på min kone.

Jeg kan heller ikke undvære min mand længere, men jeg driver et hotel.

- Jeg glæder mig til at se jer begge. - Hvor mødes vi?

Missionshotellet i Hamborg. Det står uskadt.

Når vi alligevel skal til Hamborg, kan vi så ikke besøge din far?

Nej, Amanda, det kan vi ikke. Ham er jeg færdig med.

Jeg bliver kaldt ind nu. Jeg elsker dig.

- Dig og Frida. - Jeg elsker også dig.

- Uwe? - Han er færdig med at vidne om lidt.

Jeg har lyst til at tage ned til ham. Men hotellet er fuld af gæster.

- Jeg kan finde ud af de kassebøger. - Ja, den er god med dig.

- Amanda, jeg mener det. - Mor, jeg rejser ikke før gæsterne.

Nej... Ditmars brev. Det må jeg lige få afleveret.

Han bliver ved med at håbe på Philip.

- Trine og Lily? - Lily er på stranden. Trine er der.

Vil De gå ned med et brev til hr. Dupont?

- Hr. Dupont? - Ham, I mødte den anden aften.

- Nå, ham. - De finder det nemt.

Her er De, fru Berggren. Der var lige en lille ting. Goddag.

- Goddag. - Kender De en god blikkenslager?

- Det gør jeg. Ediths mand. - Valter har smedjen i Hulsig.

Ville De have noget imod, at han så på installationerne?

- Jeg kan ringe til ham. - Mange tak.

Der er du, min egen. Fru Berggren ringer til blikkenslageren.

- Er det her køkkenet? - Ja.

- Det eneste køkken? - Måske er der mere derude.

Nå, det her har du heller ikke set.

Der er ikke mere deromme. Et gammelt komfur.

- Vi havde det samme i min barndom. - Det siger du ikke. Og herude?

Ja, hvad er der derude?

- Værksted og vaskeplads. - Og das.

Værksted og vaskeri. Og et das.

Herligt.

Undskyld forstyrrelsen. Tak for kigget.

Forresten håber jeg, I piger vil fortsætte næste år -

- selvom det nu er os.

- Det vil vi gerne. Ikke? - Jo, jo.

Jeg tror også, Trine og Lily gerne vil.

Det kunne godt være, det var en strand så. Eller nogle klitter.

Ja.

Er den flot? Er den lige så flot som den her?

Tror du det?

Tag at holde op.

- Otilia, sidder du der? - Hvis du ikke har noget imod det.

- Undskyld. Hvor er Frida? - Hos sin mor.

- Altså er der noget galt? - Ja. Jeg kan ikke holde min mund.

Det siger du ikke, Otilia. Har du skældt Frida ud?

Nej, jeg har ikke skældt Frida ud.

Der er brev til dig. Fra en, der hedder pastor Gabriel.

Pastor Gabriel?

Jeg har hans tre børn i skolen. Bare der ikke er sket noget.

Er der sket noget? Hvad vil han?

Ikke noget, Edith. Ikke noget som helst.

Ja?

Jeg har et brev til Dem.

- Nå da. - Værsgo.

Var De ikke nede at bade den aften med morilden?

- Var det ikke fantastisk? - Jeg har aldrig set det før.

- Hvad hedder De? - Trine.

- Og hende den anden? - Hun hedder Lily.

- Er I uvenner? - Hvorfor skulle vi være det?

- De lød næsten ked af det. - Vi er ikke uvenner.

- Det modsatte måske? - Hvad?

Da jeg så jer nede på stranden... fik jeg den tanke, I måske var kærester.

- Overhovedet ikke. - Undskyld.

Nogle gange ser jeg noget, andre ikke ser. Ofte er det forkert.

- Vil De ikke have kaffe? - Jeg har ikke tid.

Jeg skal tilbage. Jeg er faktisk på arbejde.

Tak for brevet, frøken. Kom en anden dag, hvis De har lyst.

De kan putte likør i lagkagen. For mig er der ikke noget at fejre.

- Jeg tror, det bliver godt, Olga. - Du har altid været så godtroende.

Goddag, de damer.

- Hr. sognerådsformand, er De der? - Leder De efter Deres hustru?

Næ, jeg er blevet tilkaldt af det nye ejerskab.

De vil gerne have et badeværelse oppe i lejligheden.

Jeg håber ikke, vi forstyrrer.

På ingen måde, hr. Seerup. Det er Deres hotel.

- Skal vi? - Ja.

Hvad laver de derinde? Jeg har ingen tillid til de mennesker.

Han virker meget rar, men konen ved jeg ikke rigtig...

Jo, du. Magen til tør citron.

Undskyld mig.

Undskyld.

Godt, at hun ikke forstår dansk.

Så fik du min besked?

- De kunne ikke få fat i dig. - Hvordan har hun det?

Hun sover hele tiden. Lægen siger, hun har fået et slagtilfælde.

Et slagtilfælde?

De siger, det går bedre nu. De har givet hende noget beroligende.

Jeg kan ikke regne det ud.

De har rendt rundt her hele dagen. Noget er i gærde.

Det har sikkert noget at gøre med det badeværelse oppe hos Amanda.

Eller også går det ikke at lave det, og så skal de bruge det hernede.

Hvad så med os andre?

Det tror jeg ikke. De tager ikke vores badeværelse.

Amanda? Hvad er det, der skal laves om?

De vil gerne have eget badeværelse og måske et ekstra hernede.

De synes, det er for meget, at gæsterne skal deles om ét.

Og de har bedt Valter undersøge, om der kunne komme vand på værelserne.

Både varmt og koldt. Det skulle være lavet for længst.

- Det er også kostbart. - Det virker til, der er penge nok.

- Det kan jeg bekræfte. - Det lyder nu dejligt.

Jeg har altid syntes, det var godt nok.

Du var også imod elektricitet i 28, men du vænnede dig hurtigt til det.

- Det er fjollet ikke at bruge det. - De vil også få glæde af det her.

Nå, du er her.

Fru Berggren spørger, om du vil komme op og læse godnathistorie?

Jeg kommer.

Hvem er det? Er det præsten?

Ja, ham, du fik brev fra? Er det så hans børn?

Ja, det er det. Lad mig lige få det, Edith.

- Hvorfor sender han billeder? - Det skal du ikke blande dig i.

Jeg spørger bare. Er det, fordi han er interesseret i dig?

Det er det. Er det ikke?

Hvis du siger det til nogen, Edith... Jeg ved ikke, hvad jeg gør.

Jeg anede ikke... Jeg har hjulpet til i præstegården -

- efter at hans kone døde, og han har åbenbart...

Frier han til dig?

Hold da op. Må jeg se fotografiet igen?

Nej, du må ej.

- Hvad gør du? - Det ved jeg ikke, Edith.

- Men hvad vil du svare? - Edith, jeg skal læse historie.

- Fortæl det til hr. Aurland. - Hvorfor i alverden skulle jeg det?

Han ville have godt af at få det at vide.

Det vedkommer ingen og slet ikke hr. Aurland. Er du med?

Ja, ja.

So fill to me the parting glass

and drink a health whate'er befall.

I gently rise

and I softly call

good night and joy be with you all.

- Det var smukt, Weyse. - Nu skal vi hjem.

- Allerede? - Det må vi nok hellere.

Så vil jeg bede Dem om at hilse Deres hustruer og sige mange tak.

For medvirken i min skilsmisse.

Hvordan kan min hustru have medvirket til Deres skilsmisse?

- Fru Weyses brevkasse. - Hvad har den med det at gøre?

- Det troede jeg, De vidste. - Vidste hvad?

Min kone skrev til brevkassen -

- og så vidt jeg har hørt, var både Deres kone, hr. Madsen -

- og fru Weyse indblandet i -

- at rådgive min kone om at skille sig af med sin frygtelige mand.

- Det har jeg sgu da aldrig hørt. - Det er sådan, det forholder sig.

- Sådan rotter kvinder sig sammen. - Alice ringer ikke engang tilbage.

Hvad skulle fru Frigh også ringe til Dem for?

Har De også haft noget kørende med hende?

- Nå, nå, nå, nå. Det har De. - Nej, det kunne jeg ikke drømme om.

- Hvad? - Så. En sidste skål da.

- Skål, skål. - Hov, hov. Ja, ja. Hov, hov.

Jeg vil høre, om Philip har modtaget brevet? Jeg har ikke hørt fra ham.

Tak, Amanda. Undskyld, at jeg ringede så sent.

Førsteprisen? Men dog.

Den skal stå lige her.

Godnat.

Godnat, Mitzi.

- Godnat, tante. - Godnat, kære. Sov godt.

Det har været sådan en fin dag. Alle på dyrskuet sværmede om Mitzi.

Hun har det bedre. Det er ikke nemt at komme sig over at miste et barn.

- Det har hun da klaret ret fint. - For en kvinde heler det sår aldrig.

Ikke før der kommer en lille ny. Det er det, der skal til.

- Så må hun jo finde sig en mand. - Ditmar...

- Hun har en mand. - Hører du, hvad du siger?

Hun er stadig glad for dig. Hun taler om dig hele tiden.

- Jeg skal ikke... - Der må være andre hensyn.

Hvad skal der ske med stedet, når vi er væk?

Mor, nu stopper du. Jeg bliver ikke forelsket i Mitzi.

Forelskelse? Det er ikke en luksus, nogen som os kan tillade os.

Frijsenholm har været i slægten i syv generationer.

Det skal ikke stoppe her.

Er det ikke nok med én præmietyr?

Therese?

- Therese? - Hvad er der?

Så er jeg tilbage.

Ved du, hvad jeg tror? Therese? Ved du, hvad jeg tror?

- Nej. Hvad? - Jeg tror sgu, han dusker hende.

Ødegaard. Jeg tror, han dusker fru Frigh.

Fru Frigh? Sikke noget pjat.

- Georg, jeg sover. - Nej, du gør ej.

Du er vågen.

Og du er varm. Og du er sgu så dejlig.

- Du kan også tage hjem og sove. - Nej. Jeg går ingen steder.

Det er mærkeligt. I morges var hun så frisk.

- Vi talte om, hvad der skal ske. - Hvad skal der ske?

- Det var bare en idé. - Om hvad?

- Hvordan har du det, mor? - Er det dig, Morten?

- Ja, det er mig. - Så er du kommet helt dernedefra.

- Det havde du ikke behøvet. - Selvfølgelig.

Du sagde lige mor.

- Det har du aldrig sagt før. - Har jeg ikke?

Nej, det har du ikke. Men det må du gerne.

Du er her også, Fie.

I skulle bare vide, hvor...

... hvor meget I betyder.

Begge to.

- Nå. Du er vågnet? - Hvad er klokken?

De rydder først morgenmaden om en halv time. Det blev sent i går.

Han hang lidt med hovedet. Jeg håber aldrig, du oplever at blive skilt.

- Det har jeg oplevet. - Ja. Jeg skal ikke opleve det mere.

Det tager jeg som en kompliment. Hjalmar gav mig Politiken.

Schyberg skriver om teatrets kommende sæson.

- Åh nej. - Du skal lige høre.

"Nationalscenen lægger ud med 'Naar vi døde vaagner'."

"Denne gang lagt i hænderne på en af teatrets fremmeste skuespillere."

- "En af"? - Hør nu.

"Hr. Weyse har valgt et overraskende greb -

- og flyttet handlingen til et krigshærget land."

"Et dristigt valg, man kun kan have de allerstørste forventninger til."

"Lykkes det et dansk teater at give Ibsen den nutidighed, han fortjener?"

Må jeg se?

- Ja. Jamen det er da vidunderligt. - Ja, min skat.

Det var derfor, direktør Konradsen pludselig blev så medgørlig.

Da han talte med frøken Hansen. Dette latterlige teater -

- som først kan se det originale, efter at andre har fået øje på det.

Uh!

- Der er 25 minutter til morgenmad. - Det når jeg sagtens.

- Alice Frigh. - Det er mig.

- Hvornår ses vi? - Det gør vi ikke, Bent.

Ikke efter at du er blevet skilt. Jeg deltog i brevkassen.

Jeg kan ikke rådgive din kone for så at kaste mig i armene på dig.

Men du vidste ikke, det var min kone.

Det ved de andre ikke.

Vi kunne ikke ses, fordi jeg var gift. Nu er det, fordi jeg er skilt?

- Ja. - Du gør det meget indviklet.

Det er jeg ked af, men det kan ikke være anderledes. Farvel, Bent.

- Ja? - Det er mig igen.

Men det er ikke vigtigt, hvis jeg forstyrrer.

Jeg ville bare høre, om De er kommet Dem over formuen i Deres turban?

Jeg kommer aldrig til at røre de diamanter, frøken Hansen.

Jeg opdagede pludselig noget i bunden her.

- Her. Et lille mærke. - Et mærke?

- Abraham Hirschel, Antwerpen. - Det er Europas diamantby.

Og det var Antwerpen, Fuchs blev sendt til for at bygge bunkers.

Han havde jo så gode erfaringer fra Danmark.

De diamanter er stjålet fra en jødisk familie -

- efter at de blev sendt til udryddelse i Auschwitz.

En ugerning, som jeg nu er en del af.

De har ikke stjålet deres diamanter.

Jeg har kun leget med tanken om at beholde dem.

- Før De vidste, hvor De kom fra. - Var det?

Var det, frøken Hansen?

Jeg burde have indset, der var noget galt, da Fuchs ringede til mig.

Men jeg... Jeg valgte det bekvemme.

Jeg valgte ikke at lytte.

- Undskyld? Der er telefon. - Hvem er det?

Den samme som for nogle dage siden. Ham, der taler engelsk.

Vil De være venlig at sige, at jeg ikke er her?

- Jeg skal forsøge. - Tak.

Jeg vidste det. Jeg vidste det. Fuchs er en mand, der ikke giver op.

- Han ved ikke, De har diamanterne. - Nej, men han ved, hvad de er værd.

Han slipper dem ikke.

Therese... Nå, dav, min pige.

Hvis nogen bygger sommerhuse på de klittoppe -

- så kommer vi fandeme til at glo lige ud i dem.

Dem ved Ødegaard Andersens hus. Han er nødt til at sælge dem.

Far var ikke interesseret.

Nu har vi lavet lidt om på det. Jeg har ringet til Ødegaard og købt dem.

Hvad skal du med dem?

Det har jeg forklaret. Når jeg kigger ud ad vinduet, så vil jeg se vand.

- Måske I kunne tage det bagefter? - Ja.

Amanda og Frida rejser til Tyskland i morgen.

- Uwe er færdig i Nürnberg. - Men hvad så med gæsterne?

Jeg har lovet, at vi tager os af hotellet, indtil de rejser.

- Hvad har du? - Tak, far.

- Skulle vi ikke have snakket om det? - Ligesom klittoppene?

Er I færdige deroppe? Så kan I gøre frokost klar derinde.

- Skal der ikke stole på stranden? - Dem har jeg været nede med.

Dem alle sammen. Det var ærgerligt, hvad?

- Hvad mener du? - Lily mødte tre ungersvende dernede.

Da hun vendte ryggen til, smed de tøjet og badede.

Hvordan ved du det, hvis du havde ryggen til?

Åh, I er dumme.

- Er hun småforelsket? - Det ved jeg ikke.

Fru Berggren og Frida rejser til Tyskland i morgen.

Hendes forældre passer hotellet. Uwe Kiessling er færdig i retssagen.

- Men hun kommer rundt og siger det. - Hvad så med dig, Otilia?

Fru Berggren sagde, jeg kunne blive.

- Jeg tænker, at jeg tager hjem. - Fordi du har tænkt dig...

Det kunne jo tænkes, at jeg skulle forberede mit skolearbejde, Edith.

Ja?

Jeg skulle bare se, om der var noget service.

- Nej. Det tror jeg ikke. - Nej?

- Så har Otilia nok været her. - Ja.

Har De hørt, hun har fået brev?

- Hvadbehager? - Otilia.

Ja, fra hendes præst. Nydelig mand.

Han spørger, om hun vil gifte sig med ham.

- Javel. - Det er utroligt, men det gør han.

Så før vi får set os om, så har vi jo nok Otilia gift.

Medmindre der er nogen, der forhindrer det.

Men hvem skulle det være?

Ja...

- God formiddag, hr. Aurland. - Tak.

I lige måde.

Ja...

- Jeg faldt da lige i søvn. - Ja.

- Hvad gør du nu? - Jeg må se at komme tilbage.

- Du vil ikke lige have kaffe først? - Hvis jeg kommer ned at sidde...

- Hvornår rejser du? - Jeg venter, til Molly er hjemme.

- Så kommer jeg og siger farvel. - Har du tid til det?

Ja.

Jeg er glad for, du var der. Ellers havde vi nok mistet hende.

Fie? Hvad var det for en idé, I snakkede om?

Det kan jeg fortælle, når du kommer. Kør forsigtigt.

- Hvem skriver du til, Olga? - Adam.

Jeg synes, de skal have at vide, at jeg holder min fødselsdag her.

Det var dejligt. Det blev slet ikke så slemt, som du havde frygtet.

Nå, du er tilbage!

Alle er henrykte over blikkenslagerarbejdet.

- Også hr. Madsen og hr. Weyse. - Pianisten?

Skal vi ikke finde en bedre? Får han kost og logi som betaling?

Han bliver ikke betalt. Han er skuespiller og en kær ven af hotellet.

- Er det rigtigt? - Ja.

Se her. Jeg har skitseret køkkenet.

Vi kan fordoble pladsen -

- hvis vi bliver af med det rædselsfulde das.

- Men personalet spiser i gården. - Så må de finde et andet sted.

Spisesalen bliver dobbelt så stor og med et glasparti ud mod havet.

Men jeg lovede dem ikke at ændre noget.

Det var skødesløst. Hvordan skal vi betale for badeværelserne -

- uden gæster udefra? Utilfredse stamgæster må finde et andet sted.

- Det er mine venner, Ellinor. - Hvor er forretningsmanden henne?

Se dig omkring. Det er et eventyr med en dårlig slutning.

- Sådan ser jeg nu ikke på det. - Fint. Gør som du vil.

Jeg troede, du ville have, jeg var en del af din danske ferie.

Jamen selvfølgelig vil jeg det. Jeg er så glad for, at du er her.

Så stol på mig.

John Henry, de små ændringer vil gøre alle glade.

- Jeg håber, du har ret. - Det ved du, at jeg har, min egen.

Tekster: Karla Engelbrecht Dansk Video Tekst