Original subtitles

De har fundet huse? Med tennisbaner?

Ingen tennisbaner.

Han forsøgte at vaske penge rene i min forretning.

Jeg har brug for, at De rejser! Jeg får besøg.

Det var en overraskelse. Hvor bliver Morten glad.

Hans engelske deling er vendt hjem. Morten havde selv bedt om at blive.

Hun er økonomisk uafhængig. Der er ingen grund til at blive.

Det skal ikke hedde sig, at jeg har arbejdet for en tyskertøs.

De skal gå!

Din far er først lige kommet ned. For at undgå hr. Molin.

Der er heller ikke brev i dag.

Fra Flygtningeadministrationen? Jo længere der går, før du hører noget -

- jo større chance for at de giver Uwe lov til at komme.

Det nemmeste er at give et afslag. Det, du har fortalt dem, gør indtryk.

Jeg håber, du har ret.

Er det for meget med vasketøjet?

- Vi savner ikke Tulle. - Nej. Hende glemmer vi.

Hun kan ikke glemme os. Valter har hørt Tulle og Thøger snakke.

Ja, om Dem og Frida. Og Fridas far.

Ja... De må vænne sig til, at vi kommer til at bo her alle tre.

Jeg vidste bare det med Tulle.

- Nå. Molin. - Hr. Madsen.

- Jeg troede kun, De blev her kort. - Det er også min plan.

Jeg troede, det var en enkelt dag eller to.

Ja, så må De have misforstået. Jeg er ikke rejst endnu.

Tillader De?

- Er det Dem, hr. Molin? - Ja. Det er såmænd bare mig.

Jeg leder efter noget at læse i.

- Har De været nede at bade? - Nej. Jeg håber, det bliver varmere.

- Det må vi håbe. - Jeg troede ikke, De strikkede.

Hvabehar?

Jamen... forkert bog, jeg har fået fat i. Hvor er det fjollet.

Frøken Otilia? Jeg håber ikke, at jeg vækker Dem om natten.

Der er et gulvbræt på mit værelse, der knirker forfærdeligt.

- Det lykkes at ramme det hver gang. - I gamle huse knirker gulvet jo.

Men jeg har aldrig været forstyrret af noget inde fra Dem.

Er De klar? Ville De ikke med til stranden med Frida og mig?

Åh, det havde jeg glemt. Ej, jeg tror ikke, jeg...

- Er De sløj? - Nej...

Jeg troede ikke, jeg kunne chokeres mere, men...

Rudolf Höss' vidneudsagn... Uden fortrydelse fortæller han om -

- hvordan han har udryddet 2 mio. mennesker.

Han beskriver, hvordan han tog på studierejse til Treblinka for at se -

- hvordan de greb udryddelserne an. Det mente han kunne forbedres.

Han bruger udtrykket "forbedres".

Og så tilbage i Auschwitz... Jeg skal spare Dem for detaljerne.

Ja tak.

Jeg læste et sted, at disse bødler -

- efter at de har slået hundredvis, tusindvis af mennesker ihjel -

- tager hjem og leger med deres børn.

Hvordan skal vi kunne fatte -

- at vi i os kan rumme... så meget ondskab?

- Otilia, skal vi ikke snart gå? - Jo. Vi kommer nu, Frida.

- Gå I bare. Jeg er ikke oplagt. - Nej. Men De er færdig med den bog.

Resten af sommeren kan den ligge her.

Værsgo. Her kan De læse om grågæs på eventyr. Det vil gøre Dem godt.

Du er ikke nem at finde.

- "Var det mord?". - Det er jeg ved at finde ud af.

Det er sådan, din bestyrelsesformand føler det.

- Har han ringet til dig igen? - Han håber, jeg kan tale dig til...

- Fornuft? - Nej, nej. Skifte mening.

De vil have det portræt, og de er kede af, at du har sagt nej.

Bestyrelsen vil have mig op på væggen med min mand som en forhenværende.

Så nemt kommer man ikke af med mig. Det har jeg forklaret hr. Brokmann.

Det vil du ikke uddybe over et glas riesling hos mig senere?

- Jeg har friske rejer. - Dem kan du pille med din kone.

Min kone og jeg... Hvordan skal jeg sige det?

- Det betyder ikke noget, Alice. - Men det gør det for mig.

Alice...

Så må købmanden gerne komme. Det er vores sidste mel.

Jeg skulle ikke have sagt det der til Amanda.

Den slags sker jo for dig. Det er kun Thøger og Tulle, der snakker.

- Og vi ved jo hvorfor. - Blev I færdige deroppe?

- Jeg er. Jeg ved ikke med Lily. - Så må I dække til frokost.

- Det klarer jeg. - Jeg kan hjælpe.

Hvad skal du? Jeg har lige sagt, at jeg klarer det selv.

- Er du sur? Du virker sur. - Jeg er ikke sur.

- Du er sur. - Lily, stop!

- Hvad er det, jeg har gjort? - Ikke noget!

Jeg vil bare gerne klare det her selv.

Jeg er vant til at se min mors navn på stenen.

Det er mærkeligt, at min far nu også står der.

Jeg har dog et sted. Dem, der dør til søs... Der er ingen steder at gå hen.

Det var så forfærdeligt, når vi mistede et skib.

- Mistede I flere end det ved Norge? - Ja, vi mistede tre.

Det sidste var det værste.

- Har Morten ikke fortalt om det? - Næ.

Nej. Selvfølgelig ikke.

- Hvad tid var det, han ville komme? - Han kunne være fremme til frokost.

- Ih... - Åh.

- Jeg elsker, når du smager af salt. - Så må jeg få det våde tøj af.

Der er telefon. Skal jeg sige, De ikke er her?

- Hvem er det? - Han sagde ikke sit navn.

- Lille frøken Lulu... - Det er Lily.

Lille frøken Lily, når folk ikke siger deres navn -

- så skal De starte med at spørge: "Hallo? Hvem taler jeg med?"

- Så spørger jeg. - De skal gøre det med det samme.

Med det samme.

Edward Weyse. Hvem taler jeg med?

Direktør Konradsen? Hvad har De på hjerte?

Nu ved jeg ikke, hvordan det er i det mørke Jylland.

Tømmer man først postkassen, når den er fyldt?

Jeg har ikke fået Deres brev. Om hvordan De griber forestillingen an.

En malersal og et snedkerværksted venter utålmodigt.

Jamen, direktør Konradsen, premieren er jo først til september.

Men jeg foretrækker nu, at dekorationen er bygget før premieren.

Det ville være rart for skuespillerne med tøj. De fortrække dem nøgne?

Nej, ingenlunde.

- Ingenlunde. Jeg arbejder på det. - Jeg skal gøre det nemt for Dem.

Inden De sendte Bonderose på nervesanatorium -

- der afleverede han en udførlig gennemgang.

Den vælger vi, hvis vi ikke hører fra Dem.

Det gør De skam.

Jeg arbejder på en fuldstændig original fortolkning.

- I morgen, hr. Weyse. - I morgen?!

I morgen? Jamen så har vi jo god tid.

- God tid? Hvad laver du der? - Jeg smager stadig af salt.

Nej, nej. Det er der slet ikke tid til. Jeg skal arbejde.

Hvis du skal arbejde, tror jeg, at jeg tager mig en lillebitte lur.

Det er ikke det, jeg har brug for. Du må læse stykket.

- Men jeg faldt i søvn i første akt. - Hvordan tror du så, jeg har det?

Jeg forbander, at Ibsen skrev det makværk, før han døde.

Jeg har virkelig brug for din hjælp, Helene.

Åh, det var godt. Bare sæt dem der.

Jeg skal hilse fra en, der hedder Fie.

- Er Fie hos fru Andersen? - Hvornår er hun kommet?

Det skal vi fortælle til fru Berggren.

- Hvem er Fie? - Hun er noget helt særligt.

Hun startede her som stuepige og endte med at eje hotellet.

Hun er gift med Morten. Han er skibsreder.

Under krigen klarede Fie rederiet. Morten var i modstandsbevægelsen.

- Var han det? - Ja.

- Fie er på besøg hos fru Andersen. - Hun vil komme og hilse på senere.

- Hvad sagde købmand Damgaard? - Han kommer ikke.

Vi skal have mel til bollerne.

- Han vil ikke levere til os. - Hvorfor ikke?

Snakken har spredt sig. Af hensyn til hans andre kunder -

- så turde han ikke at sælge til os, når hotellet ledes af en tyskertøs.

- Sagde han det? - Vi hælder mel i hovedet på ham.

- Det synes jeg. - Der er andre købmænd.

Købmand Frost i Aalbæk. Han er fin nok, men man kan ikke få det skrevet.

Det behøver vi heller ikke. Jeg ringer til ham.

- Tyskertøs? Tænk, han sagde det. - Jamen det kommer fra Tulle.

Jamen så siger vi det, Morten.

Vil du lige tale med Fie? Nå.

Ja. Vi glæder os til at se dig. Farvel.

Der kom vist nogen. Han kører dernedefra lige om lidt.

- Så vi spiser bare. - Tak.

- Hvor mistede I de andre skibe? - På Atlanterhavet.

Vi var med i konvojsejladsen. Alt skulle hentes i Amerika.

Men vi vidste ikke, om vi så skibene igen. Tyskerne lå derude med ubåde.

- Vi mistede to med danske matroser. - Danske?

De danske skibe søgte i havn i Newcastle.

Nogle af drengene var ikke mere end 15, 16, 17 år.

To af dem boede hjemme hos os. Aksel og Lars.

Og var de så blandt dem, der...

Letmatroser. De kom begge to heroppefra.

Jamen så har Morten da besøgt deres familier.

- Det ved jeg ikke, Molly. - Det er jeg da sikker på, han har.

- De kan komme i dag? - Ja, vi kommer.

Jeg er nysgerrig. De plejer at bruge købmand Damgaard.

- Har De været utilfreds? - De siger det selv, købmand Frost.

De kan komme i dag. Det har det knebet med hos købmand Damgaard.

Vi plejer at afregne med det samme.

Det er ikke noget problem. Farvel.

- Hvad sagde han? - Han kommer om et par timer.

Martha, så er der mel til morgenbollerne!

- Er du igennem? - Hold nu op med at herse med mig.

Jeg ved ikke rigtig, Edward. De snakker og snakker.

Det er interessant, at de tager deres liv op til revision -

- men det hele står der.

Det foregår på et badehotel, et sanatorie og på bjerget.

- Er det ikke bare at følge det? - Det er jo det, Bonderose foreslog.

Jeg har lovet dem en original fortolkning.

- Det var da også letsindigt af dig. - Nej!

Der er telefon til fru Weyse. Hun sagde, hun var Deres redaktør.

- Hende er jeg nødt til at tage. - Jamen selvfølgelig er du det.

Så kan jeg bare ordne alting selv.

Det er dig, der har sagt ja til at sætte i scene.

- Sig mig, skal du ikke klæde om? - Hr. Seerup er på vej herop.

- Jeg hørte hans stemme. - Jeg hopper ikke på den to gange.

- Det er rigtigt. - Jeg går ned og bader.

- Hvor fanden er min badekåbe? - Der.

Ja, øjeblik.

Kom.

- Goddag, hr. Madsen. - Sikke en overraskelse.

- Fru Madsen, der er De. - Goddag, hr. Seerup.

- Har De ikke Deres hustru med? - Hun skulle pudre næsen.

- Vi ventede Dem om et par dage. - Ellinor kunne ikke lide hotellerne.

Så må vi håbe, hun bliver glad for det her.

Der er du, min egen.

- Gæsterne deler ét badeværelse. - Ja, min egen.

- Det er en del af charmen. - Goddag.

- Hvordan går det? - Dem kender jeg, hr. Madsen.

Hvordan går det?

- Det er fru Madsen. - Hyggeligt at møde Dem.

Goddag.

Måske skulle I pakke ud. Så kan vi mødes senere.

- Det er dejligt at være tilbage. - Ja, i lige måde. At De er tilbage.

Vi mødes senere.

Hun virker sød, hr. Seerups kone.

- Hun virker fisefornem. - Fordi du ikke kender hende endnu.

Hvorfor går I ikke en tur rundt på hotellet?

Det kan du godt glemme. Jeg forstår ikke, hvad hun siger.

- Mener du det, John Henry? - Hvad, min egen?

Det hele. Det her hotel.

Det er som et helt andet århundrede. Du står ved et servantestel.

- Det generer mig ikke. Som dreng... - Hentede du vand fra brønden.

Og hr. Madsen, helt ærligt. For ikke at tale om hans blomstrende kone.

- Så du ikke hendes kjole? - Vent, til du lærer hende at kende.

Behøver vi at invitere dem på besøg?

Madsen gør mig glad. Vi har samme ophav.

Danmark har godt nok gjort dig følsom.

I København gik jeg rundt og så alt det, han har bygget.

Det er ikke så lidt. Jeg forhørte mig i branchen.

Han er en af de bedste i landet.

Vi kan lave forretninger med ham.

- Ja, kom ind. - Nå.

Er alt vel? Havde vi vidst, De kom, havde der stået champagne.

Hvis Deres frue vil se hotellet, vil min hustru vise hende rundt.

Therese! Nå, hun er der.

Ellinor, fru Madsen vil vise dig hotellet.

Hvor venligt af Dem, fru Madsen.

Therese er imponeret over Deres hustru.

- Ellinor sagde det samme om Deres. - Er hun med på vores forretning?

Det undrer Dem måske, at jeg blander min hustru ind i mine affairs -

- men det har altid været en sorg, at hendes far ikke ville have hende med.

- Jeg prøver at involvere hende. - Jeg forstår det så fuldstændig.

Det er jo vores datter, der har hotellet.

Beklager. Jeg forstår det ikke.

Fru Frigh, taler De engelsk?

- Jeg har lovet at vise rundt. - Det kan jeg godt hjælpe med.

- Goddag. - Gudskelov. De taler engelsk.

Jeg gør forretninger i Amerika. Jeg driver en tobaksvirksomhed.

- De har Deres egen virksomhed? - Ja, det har jeg.

Har De set spisesalen? Det er lige herinde.

Jeg viser fru Seerup rundt, men nu har fru Frigh overtaget.

Jeg har talt med min redaktør.

Kan De huske hende fra brevkassen? "Den forladte".

Hende, der spurgte, om hun skulle forlade manden?

Spiser alle gæsterne samtidig? Og får de alle sammen det samme?

- Det er fru Weyse. - Ingen a la carte?

Nej. Alle får de samme tre retter. Menuen står skrevet derovre.

Kan De huske hende fra brevkassen, der ville forlade sin utro mand?

Jeg har fundet ud af, hvem det er. Min redaktør kom til at sige navnet.

Undskyld? Jeg kender ikke bogstavet her.

Det er et Ø. Der står lammekølle. Vi skal have lam i aften.

Nå, lam. Jeg bryder mig ikke så meget om lam.

- Hvad sagde hun? - Hun kan ikke lide lam.

Hvem var hun så?

- Hvad er det, der ligger herinde? - Det er dagligstuen.

Er det det eneste sted at være om aftenen?

Ud over et mindre værelse ovenpå og Deres eget værelse.

Ser man det.

Det er fru Fjeldsø og fru Ploug. De er kommet her i mange år.

- Det er fru Seerup. - Spændende at møde Deres mand.

Hun var glad for at møde Deres mand.

Det lykkedes ham at gøre os alle fuldstændig til grin.

Det glædede også hende. Har De lyst til at se stranden?

- Er der langt? - Nej, nej. Det er denne vej.

- Hvem er hun? - Fru Ødegaard Andersen.

Altså Ødegaard Andersens kone? Bent Ødegaard Andersen? Hans kone?

Skal jeg gå derned alene?

Nej, nej. Vi kommer nu.

Det var ikke venligt sagt om hendes mand.

Hvad sagde jeg?

Bare gør sådan her.

Købmand Frost har lige ringet. Han kommer heller ikke.

Han havde ringet til købmand Damgaard.

Når det forholdt sig, som det gjorde med mig og Frida...

- Skulle vi komme til stranden? - Nej. Jeg hjælper Martha.

- Han turde heller ikke. - Jeg har aldrig brudt mig om Frost.

- Jeg ville ikke sige det før. - Mor, hvad taler I om?

Ikke noget. Jeg kører op til købmand Kramme i Skagen.

Jeg vil gerne se ham afvise mig, når jeg står i forretningen.

- Det tror jeg ikke, jeg turde. - Du er ikke fru Berggren.

Flot, Frida.

- Uh! - Skal De ud at gå?

- Ja. En rigtig lang tur. - God tur.

- Ja? - Deres kaffe, hr. Aurland.

- Det var en hurtig lang tur. - Varmen er kommet.

Vandet ser så skønt ud. Jeg skal bade.

Nå, var hun glad for at se hotellet?

Hun syntes, det var mærkeligt, at det kun havde 12 værelser.

Og det var mærkeligt, at alle spiste på samme tid -

- og at man ikke kunne bestille det mad, man ville.

Så spurgte hun, hvem der boede i de mærkelige sommerhuse på stranden.

- Hvad for sommerhuse? - De tyske bunkers.

De har ikke haft tyskerne rendende. Var hun glad?

Hvis hun ser småfornærmet ud, når hun er glad, var hun glad.

Det blev ikke bedre, da hun vrikkede om.

- Det troede jeg, du havde hørt. - Hvor er hun nu?

På vej i en ambulance til Skagen.

For helvede! Du sendte hende på sygehuset!

Jeg har ikke sendt hende på sygehus. Kællingen kunne ikke tåle sandet.

Så rendte hun rundt på stranden i sine åndssvage sko.

For helvede. Ja?!

Hr. Seerup? Jeg har lige hørt det med Deres hustru.

- Pokkers uheldigt. - Ellinor har svage ankler.

Men vi håber ikke, foden er brækket. Vi finder et hotel i Skagen.

Det er jo et helt mønster. Jeg kommer og rejser straks igen.

Det er De ikke herre over, men vores lille aftale...

- Den ordner vi, når hun er frisk. - Ønsk hende rigtig god bedring.

- Det skal jeg gøre. Farvel. - Farvel, farvel.

- Farvel, fru Madsen. - Farvel, hr. Seerup.

- Hvorfor bygger vi ikke i Danmark? - Fordi Danmark er gået i stå.

I Amerika er der blevet dobbelt så rigt som før krigen.

Hvorfor drømme om noget, der er større end det, vi har?

Ellers ville verden ikke udvikle sig.

Til det bedre eller værre, mener du?

Jeg troede, du kom hjem til os, da englænderne rejste.

Jeg troede, de ikke kunne finde andre.

Jeg har hørt, du har bedt om at fortsætte.

Fie, jeg har jo ansvaret for 25.000 mennesker. Jeg må gøre det færdigt.

Jeg talte med Molly om Aksel og Lars. Har du besøgt deres forældre?

- Nej, Fie. Det har jeg ikke. - Hvorfor ikke?

De har mistet deres drenge med vores skib.

De får det ikke bedre af det.

Jeg har tænkt mig at tage ud til dem. Vi sendte dem ud på den tur.

Mig, mener du. Det var mig, der sendte dem af sted, ikke dig.

- Det er det, du mener. - Det er lige meget.

Det forfærdelige er det, der skete. De var så unge. Kun 15 og 16.

Hvad med dem, der var 16 et halvt? 17?

Når man ikke har ansvaret, er det nemt at bebrejde dem, der tager det.

- Jeg er ikke kommet for at skændes. - Men jeg har mærket din bebrejdelse.

Jeg har kunnet mærke det i telefonen, og når jeg har været hjemme.

Det er ikke rigtigt.

- Ja, så er der kaffe. - Jeg må tilbage.

Nej, Morten. Du har tid til at drikke en kop kaffe med din kone og mor.

Ja, nu skal jeg lige...

Værsgo.

- Så er der varer fra købmanden. - Fru Berggren har fået det hele.

Så har vi fået ny købmand.

- Købmand Kramme. - Er lige til at kramme.

Nå, den kan jeg da tage.

Mor, kom lige.

Fru Johansen vander blomster i min lejlighed.

Brevet fra Flygtningeadministrationen er endt i København. Hun åbner det.

Ja, jeg er her. De må gerne læse det. Tak.

Nå.

Nej, men tak, fru Johansen. Ja, farvel.

Hvad står der, Amanda?

Du har fået afslag?

Jeg troede, at når han lærte dansk, ville de give ham lov.

Men det gør det værre, for tyskerne skal hjem til Tyskland.

De er ligeglade med, at Uwes familie er her.

- Jeg bliver her hos dig. - Nej, mor. Gå ind og spis.

Der er telefon. En herre, der talte engelsk.

- Til mig? - Deres navn var alt, jeg forstod.

Hallo?

Godaften, hr. Molin. Hvad synes De om mit fif med at tale engelsk?

- Hvad vil De? - Høre, hvordan De har det.

- Og om De har fundet noget. - Nej, og det kommer jeg ikke til!

- Hvad skal det sige? - Jeg er færdig med Deres julelege.

- De må finde Deres diamanter selv. - Et øjeblik, hr. Molin.

Hvor ved De fra, det er diamanter? Det har jeg aldrig fortalt.

Hvad skulle det ellers være i Deres lille pose? Nok ikke guldbarrer.

Jeg advarer Dem, Molin. Det vil være uklogt at beholde, hvad De finder.

Den pose tilhører mig. Forstår De, hvad jeg siger?

Nu skal De høre, hvad jeg siger. Jeg har ikke fundet Deres pose -

- og jeg kommer ikke til at lede mere. Hotellet er fuld af gæster.

I dag var jeg nær blevet grebet i den mest ydmygende situation, mens jeg...

... lå under en seng.

Godt ord igen.

Giv Dem tid. Lad være med at tage forhastede beslutninger.

Glem ikke, at den lille pose vil være til glæde for os begge to.

- Ikke mindst Dem, hr. Molin. - Farvel, oberst Fuchs.

Lad os sige på gensyn.

Og husk, at navnet er Roland Glenz.

- Frøken Hansen? - Var det min seng, De lå under?

Jeg er ret god til tysk. Jeg kunne ikke undgå at høre Deres samtale.

Jeg har fundet Deres nøgle under min seng.

- Lå De der, mens jeg skiftede tøj? - Jeg forsikrer Dem...

- Jeg kiggede ikke. - Skylder De mig ikke en forklaring?

Det...

- Det er ikke nemt, frøken Hansen. - Jeg har god tid.

De grimme tyske bunkers... Var det ikke det, De kaldte dem?

De har ret. De ligger som en skamstøtte -

- over de danskere, der hjalp med at bygge dem. Jeg var en af dem.

Jeg byggede dem sammen med oberst Fuchs, jeg talte med i telefonen.

Hvis det kan glæde Dem, fik jeg konfiskeret hele fortjenesten.

Og hvad jeg ikke mistede her... tog min hustru, da hun forlod mig.

- Alma Molin. - Ja.

Hun er gift med en adelig nu.

Fejrer store triumfer på teatret.

Da jeg mødte hende, var hun korpige -

- og boede i en ussel lejlighed på Södermalm.

Det er der, jeg bor nu. Skæbnen siger, hvad vi ikke vil høre.

Jeg skulle have lyttet, før jeg samarbejdede med Fuchs.

Nu hjælper De ham igen? Var det diamanter?

- Hvorfor? - Ja, hvorfor?

Hvorfor? Det spørgsmål stiller jeg mig selv.

Men som De også hørte i telefonen, er jeg færdig med at arbejde for ham.

Jeg er ked af, De skulle blandes ind i det. Jeg er væk i morgen.

Men jeg vil glæde mig til at se Dem på teatret.

De er et særligt menneske. Jeg er glad for at have mødt Dem.

- Jeg kan ikke holde ud, du er sur. - Jeg er ikke sur.

- Så må jeg godt ligge lidt her. - Nej.

- Læg dig over i din egen seng. - Hvis du lover, du ikke er sur mere.

- Jamen det gør jeg. - Og heller ikke i morgen.

- Godnat, Trine. - Godnat, Lily.

- Hvad er det, Edward? - Ikke noget.

Er det stykket?

- Hvad vil du? - Have en cognac.

- Hjalmar? - Ja, det er mig.

Hvad laver du? Jeg kunne ikke sove.

Det er det samme her.

Hvad læser du?

Jeg prøver med vildgæs i Lapland, men det virker ikke.

Skulle jeg ikke forsøge mig med en lille vuggevise?

- Og vække de andre? - Nej. Du har ret.

Nå. Så må det blive natmad. Jeg er skrupsulten.

Jeg tror ikke, vi... Kan vi bare...

Selvfølgelig kan vi det. Er det ikke vores hotel?

- Så. - Jeg har aldrig været herude.

Nå, har du ikke?

Ah!

Ikke til mig. Og jeg skal heller ikke have noget at spise.

Nej...

Nå. Hvad holder så dig vågen, Hjalmar?

Menneskehedens dårskab. Og hvad med dig?

Det frygtelige stykke, jeg har været så letsindig at sige ja til.

- "Naar vi døde vaagner". - Hvad handler det om?

En falleret billedhugger, som møder sin tidligere model, og de opdager -

- at de har forspildt deres liv, og så ender det med, de dør sammen.

Bare det? Hvorfor i alverden skal vi se det stykke i dag?

- Hvad mener du? - Der er vigtigere spørgsmål.

End to personer, der sidder og piller i deres sarte sind.

- Hvad? - Krigen.

Der står ikke meget om krig i det stykke.

Fordi verden er fuld af selvoptagne mennesker, er det gået så galt.

Men det ved du jo bedre end jeg. Jeg vil prøve at få sovet. Godnat.

Ja. Godnat, Hjalmar.

- Godmorgen. - Hvordan går det i sognerådet?

Godt, tak. Valter taler ikke om andet.

De bør være stolt af ham. Det er ikke nemt for en mand med bredt udsyn -

- at være omgivet af enfoldighed.

- Hvad mente hun? - Jeg ved ikke, hvad det er.

Tidligere, når hun var uforskammet, var hun klar over det. Ikke længere.

- Ja, godmorgen, direktør Konradsen. - Nå, vækkede jeg Dem?

Nej. Jeg har været oppe længe.

- Jeg venter på Deres udspil. - Mit udspil?

Skulle jeg ikke sende noget i løbet af dagen?

Malersal og skrædderværksted mødte for en time siden.

- Det ville være rart at gå i gang. - Ja, naturligvis. Naturligvis.

- Skal vi gå med hr. Bonderoses... - Nej, nej.

Absolut ikke. Jeg skulle bare lige...

... samle mine noter, direktør Konradsen.

Jo, ser De...

Jeg startede jo med at stille mig selv det spørgsmål:

Hvorfor i alverden skal vi se det stykke i dag?

Hvad mener De med det?

Man skulle jo synes, der var vigtigere ting -

- end at følge to personer, der sidder og piller i deres sarte sind.

- Hvad tænker De på? - Krigen, direktør Konradsen.

Stykket nævner ikke noget om krig.

Nej, netop. Men det bliver det i min fortolkning.

Stykket udspiller sig på et badehotel i begyndelsen -

- men der høres rumlen i baggrunden.

Personerne tror, det er torden, men det er krigen, direktør Konradsen.

Det er krigen, de prøver at holde på afstand -

- med alle deres små hverdagsproblemer.

Og i anden akt er krigen lige uden for døren -

- men de er så selvoptagne, at de ikke opdager den.

I tredje akt, i stedet for at gå op på fjeldet for at styrte i døden -

- udspiller det sig i ruinerne fra en bombet by -

- hvor huset braser ned over hovedet på dem og...

- Er De der? - Ja, jeg er her.

Det var en modig fortolkning. Det havde jeg ikke ventet af Dem.

Næ. Det kom til mig en nat, hvor jeg ikke kunne sove.

Sådan er det med inspiration, direktør Konradsen.

Nå, De er ikke rejst endnu? Må jeg komme ind et øjeblik?

Ja, værsgo.

Hvorfor finder vi ikke de diamanter?

Jeg ønsker ikke at hjælpe oberst Fuchs.

Hvem siger, vi hjælper ham?

Georg har lige talt med Skagen. Fru Seerup har ikke brækket anklen.

Vi sidder og taler om fru Ødegaard Andersen.

- Det bliver nærværende at rådgive. - Bare hun ikke følger anbefalingen.

Det ville blive dyrt for Ødegaard Andersen.

- Hun havde egne midler. - Hun ejer det hele, siger Georg.

Det er hendes særeje.

Hvis konen forlader ham, er livet i sus og dus slut.

- Han er blevet for pengenes skyld. - Nu håber jeg, hun forlader ham.

- Du er så stille. - Jeg lå vågen i nat.

Det er rigtigt, at jeg har været fordømmende uden at ville det.

Det er ikke Mortens skyld, at Hitler har sænket vores skibe.

Men sådan har jeg mødt Morten.

Det er derfor, han ikke er kommet hjem til os.

I går tænkte jeg på, hvor meget jeg savner ham -

- og hvor ensomt det må have været ikke at føle sig velkommen.

- Det må du sige til ham. - Jeg håber ikke, det er for sent.

Det er det da ikke. Han holder lige så meget af dig.

Det er Frida, der vil se til killingerne. Kom ind.

- Jamen... - Du troede nok, du kunne gemme dig.

Jeg var på vej over til jer. Hvor er det dejligt at se jer.

- Hvor er børnene? - I England.

Jamen sæt jer nu ned, piger.

- Hvad laver du her, Otilia? - Hun kan da slet ikke undvære os.

- Og så passer hun Amandas datter. - Ja, og hr. Aurland.

- Hvordan går det? Fortæl os alt. - Skal hotellet ikke passes?

Nej, nej. Det har vi da unge piger til.

Næ, der har vi jo frøken Lulu. Har De nogen kæreste?

- Nej. - Nå.

Når De får en, så vil De huske det allerførste kys.

Give me a kiss to build a dream on

and my imagination will thrive upon that kiss.

Sweetheart, I ask no more than this

a kiss to build a dream on.

Oh, honey, give me a kiss before you leave me

and my imagination will feed my hungry heart.

Leave me one thing before we part

a kiss to build a dream on.

When I'm alone with my fancies

I'll be with you.

Weaving romances, making believe...

Han siger, det handler om et kys.

Give me your lips for just a moment

and my imagination will make that moment live.

Give me what you alone can give

a kiss to build a dream on, Lulu.

Jeg må tale med Uwe. Jeg har fået brev fra Flygtningeadministrationen.

Ved Uwe det? Må jeg ikke godt tale med ham?

Søegaard er nede at hente ham.

- Du har hørt det? - Ja.

- Kan vi være alene et øjeblik? - Naturligvis.

Jeg er virkelig ked af det.

- Jeg havde sådan håbet... - Det ved jeg.

Jeg kan ikke holde ud at tænke på, du skal blive her.

Det skal jeg heller ikke. Jeg skal tilbage til Tyskland.

Hvad skal det sige? De sender dig hjem?

- Ja. Og det er din skyld. - Min skyld? Hvordan?

Alt det pæne, du skrev om mig til Flygtningeadministrationen.

Min tid i generalstaben i Berlin og attentatet mod Føreren.

Der kom to herrer fra krigsforbryderdomstolen i Nürnberg.

De ville høre, hvad jeg kunne sige om chefen for sikkerhedspolitiet -

- som nægter, at han har været i Auschwitz. Det ved jeg, han har.

- De vil have, jeg skal vidne. - Jamen det er da fantastisk.

Men hvis du rejser derned, får du ikke lov til at komme tilbage...

... og jeg får ikke lov til at rejse til Tyskland.

Jeg har sagt til dem, at jeg kun tager af sted...

... hvis min kone og datter må følge efter.

- Din kone? - Ja.

Du mener...

Jeg ved jo ikke, om du vil? Leve med mig i Tyskland.

Frida og jeg vil leve med dig, hvor end det skal være.

Tekster: Karla Engelbrecht Dansk Video Tekst