Original subtitles

EN ORIGINAL DOKUMENTAR FRA NETFLIX

Denne by i Ukraine var engang hjemby for næsten 50.000 mennesker.

Der var alt, hvad et samfund havde brug for.

Men den 26. april 1986 blev den pludselig ubeboelig.

Det nærliggende atomkraftværk, Tjernobyl, eksploderede.

Og på under 48 timer blev byen evakueret.

Ingen har boet her siden.

Eksplosionen skyldtes dårlig planlægning og menneskelige fejl.

Den forårsagede en miljøkatastrofe, der havde indflydelse på hele Europa.

Mange så det som den mest bekostelige i menneskelighedens historie.

Men Tjernobyl var en enkeltstående begivenhed.

Vor tids sande tragedie sker lige nu på hele kloden,

og den bemærkes knap fra dag til dag.

Jeg taler om tabet af vor planets natur...

...dens biodiversitet.

Naturen er unik og spektakulær.

Der er milliarder af individer og millioner af typer af planter og dyr,

der er utroligt varierede og righoldige.

De samarbejder for at udnytte solens energi

og Jordens mineraler.

De lever liv, der passer sammen, så de opretholder hinanden.

Vi er afhængige af denne finjusterede, livgivende maskine.

Og den er afhængig af sin biodiversitet for at fungere optimalt.

Men den måde, vi mennesker lever på Jorden, har formindsket biodiversiteten.

Det sker også på grund af dårlig planlægning og menneskelige fejl.

Og det vil også føre til, hvad vi ser her.

Et sted, vi ikke kan bo.

Naturen svinder ind.

Beviserne er allestedsnærværende. Det er sket i min livstid.

Jeg har set det med mine egne øjne.

Denne film er min vidneforklaring og min vision for fremtiden.

En historie om, hvordan dette blev vores største fejltagelse.

Og om, at hvis vi gør noget nu, kan vi stadig løse det.

Mit navn er David Attenborough, og jeg er 93 år gammel.

Jeg har levet et utroligt liv.

Det er først nu, jeg indser, hvor utroligt det har været.

Jeg har været så heldig at tilbringe livet med at udforske naturen.

Jeg har været i alle dele af verden.

Jeg har oplevet naturen med al dens variation og alle dens undere.

Jeg ville ikke gøre noget om.

Jeg har altid elsket at udforske og tage på eventyr

og lære om den vilde natur.

Og jeg lærer stadig.

Helt i samme grad, som da jeg var dreng.

JORDENS BEFOLKNINGSTAL: 2,3 MILLIARDER

KULDIOXID I ATMOSFÆREN: 280 DELE PER MILLION

RESTERENDE VILDMARK: 66%

Det var en anderledes verden dengang.

Vi havde meget lidt viden om, hvordan naturen fungerede.

Det blev kaldt naturhistorie,

for det var det, det handlede om...

...historie.

Det var et dejligt sted at komme som dreng,

da det var et jernstensbrud, som dog ikke var i brug.

Alt var ryddet her.

Det var for nylig nedlagt.

Som barn tilbragte jeg al min fritid

med at lede blandt sten som disse...

...efter begravede skatte.

Fossiler.

Det er en ammonit.

Og i live boede dyret i kammeret her

og sendte tentakler ud for at fange sit bytte.

Den levede for 180 millioner år siden.

Denne art har det videnskabelige navn Tiltonicerus,

da den første gang blev fundet nær dette stenbrud

her i Tilton midt i England.

Over tid lærte jeg om Jordens udviklingshistorie.

Det er en historie om langsom, men konstant forandring.

Igennem milliarder af år har naturen skabt mirakuløse former,

den ene mere kompleks og gennemført end den anden.

Det er uendeligt indviklet arbejde.

Og så, hver hundrede millioner år cirka,

efter denne omhyggelige proces

sker der en katastrofe, en masseudryddelse.

Et stort antal arter forsvinder, som så bliver erstattet af nogle få.

Evolutionen bliver genstartet.

Man kan se det som en linje i stenlagene.

En grænse, der angiver omfattende, hurtig, global forandring.

Under linjen er der en mængde livsformer.

Over den er der meget få.

Der er sket fem masseudryddelser i vores fire milliarder års lange historie.

Den seneste

var den hændelse, der udryddede dinosaurerne.

Et meteornedslag ændrede på katastrofal vis

forholdene på Jorden.

Femoghalvfjerds procent af alle arter blev udryddet.

Livet var nødt til at bygge sig op på ny.

I 65 millioner år har livet på Jorden genopbygget sig...

...til vi nåede den verden, vi kender... vor tid.

Forskere kalder den Holocæn.

Holocæn har været en af de mest stabile perioder

i vores planets historie.

I 10.000 år er gennemsnitstemperaturen hverken steget eller faldet

med mere end én grad.

Og det rige og blomstrende liv omkring os

har været afgørende for den stabilitet.

Planteplankton på havets overflade og de store skove nordpå

har hjulpet med at holde balance i atmosfæren ved at gemme kuldioxiden væk.

Store flokke på sletterne

har sørget for frodige og produktive græsmarker ved at gøde jorden.

Mangrover og koralrev langs tusindvis af kystlinjer

har været ynglesteder for fiskearter,

som så er svømmet ud på åbent hav, når de har været store nok,

En bred stribe af jungler ved ækvator indeholder utallige planter,

der indfanger så meget af solens energi som muligt,

hvilket giver fugt og ilt til de globale luftstrømme,

Og polarisen har været altbetydende

for at reflektere sollyset,

så hele Jorden afkøles.

Biodiversiteten under Holocæn har hjulpet med at bringe stabilitet.

Alle levende væsner vænnede sig til en blid, pålidelig rytme...

...nemlig årstiderne.

På de tropiske sletter

gik tørtiden og regntiden på skift hvert år som et urværk.

I Asien ændrede vindene retning, og monsunen ankom på samme tid hvert år.

I de nordlige områder steg temperaturen i marts og bragte foråret med sig,

den forblev høj og faldt så i oktober, hvor efteråret kom.

Holocæn var vores Edens Have.

Årstidernes rytme var så pålidelige,

at det gav vores art en unik mulighed.

Vi opfandt landbruget.

Vi lærte at udnytte årstiderne til at producere mad.

Derfra udsprang alle civilisationer.

Hver generation var i stand til at udvikle sig og opnå fremgang,

fordi mennesket kunne regne med, at Jorden

ville sørge for gode betingelser for os.

Hastigheden hvormed udviklingen skete var ulig noget andet i de fossile optegnelser.

Vores intelligens forandrede den måde, vi udviklede os på.

Før i tiden

måtte dyrene udvikle en fysisk evne for at forandre deres liv.

Men for os kunne en idé gøre det samme.

En idé kunne videregives fra den ene generation til den næste.

Vi forandrede, hvad en art kunne opnå.

Et par årtusinder efter det begyndte, voksede jeg op på det rette tidspunkt.

Min karrieres start i mine tyvere

faldt sammen med den globale luftfarts indtog.

Jeg havde det privilegium at være en af de første

til at opleve den overflod af liv, der var skabt af

det milde klima under Holocæn.

JORDENS BEFOLKNINGSTAL: 2,7 MILLIARDER

KULDIOXID I ATMOSFÆREN: 310 DELE PER MILLION

RESTERENDE VILDMARK: 64%

Uanset hvor jeg kom, var der vildmark.

Funklende have.

Enorme skove.

Vældige græsarealer.

Man kunne flyve i timevis over den uberørte vildmark.

Og jeg blev bedt om at udforske disse steder

og lave optagelser af naturens vidundere til folk derhjemme.

I starten var det nemt.

Folk havde ikke set skældyr før på tv.

De havde ikke set dovendyr.

De havde ikke set Ny Guineas midte.

Det var mit livs højdepunkt.

Vores livs højdepunkt.

Anden Verdenskrig var forbi, og teknologien gjorde livet nemmere.

Forandringerne skete hurtigere og hurtigere.

Det var, som om intet kunne bremse vores udvikling.

Fremtiden ville blive spændende.

Den ville give os alt, hvad vi havde drømt om.

Det var, før vi vidste, der var problemer.

JORDENS BEFOLKNINGSTAL: 3 MILLIARDER

KULDIOXID I ATMOSFÆREN: 315 DELE PER MILLION

RESTERENDE VILDMARK: 62%

Jeg besøgte Østafrika første gang i 1960.

Dengang virkede det utænkeligt, at vi, en enkelt art,

en dag ville have magt nok til at true hele den vildmarks eksistens.

Maasai-ordet "Serengeti" betyder "uendelige sletter".

For de, der bor her, er det en passende beskrivelse.

Man kan være et sted på Serengeti,

hvor der ingen dyr er,

og så næste morgen...

...er der en million gnuer.

En kvart million zebraer.

En halv million gazeller.

Et par dage senere...

...er de alle væk.

Hinsides horisonten.

Man kan blive tilgivet for at tro, at sletterne er uendelige,

når de kan få sådan en flok til at forsvinde.

Det krævede en visionær forsker,

Bernhard Grzimek, at forklare, at det ikke var sandt.

Han og hans søn brugte et fly til at følge flokken hinsides horisonten.

De lavede optegnelser over deres færd over floder,

igennem skove og over landegrænser.

De opdagede, at flokkene fra Serengeti

krævede et enormt område med græs for at fungere.

Uden et så enormt område ville flokkene svinde ind,

og hele økosystemet ville bryde sammen.

Det, jeg fik ud af det, var, at vildmarken langt fra er ubegrænset.

Den er begrænset. Den skal beskyttes.

Nogle år senere gik det samme op for alle.

Fem, fire, tre, to, en, nul.

Jeg var i et tv-studie, da Apollo-missionen blev opsendt.

Det var første gang,

et menneske var kommet langt nok væk fra Jorden

til at se hele planeten.

HJEMMEVIDEO

Og her er, hvad de så...

...hvad vi alle så.

Vores planet. Sårbar og isoleret.

En af de utrolige ting ved det var, at verden kunne se med,

mens det skete.

Det var utroligt, at man kunne se det samme som en mand i rummet,

og så på samme tid.

Jeg husker tydeligt det første klip.

Man så en blå marmorkugle.

En blå sfære i mørket, og det gik op for én, at det var Jorden.

Og i det ene klip var hele menneskeheden

undtagen personen i rumskibet, der filmede det.

Det forandrede befolkningens tankegang,

menneskene i verden.

Vores verden var ikke uendelig.

Vores eksistens havde en ramme.

Det var en genopdagelse af en fundamental sandhed.

Vi er i sidste ende bundet og afhængige af

den begrænsede natur omkring os.

Denne sandhed definerede vores liv i forhistorien.

I tiden før landbruget og civilisationen.

Selv da nogle af os satte fødderne på månen,

var der folk, der levede på den måde i afsides egne af kloden.

MAJ 1971

I 1971 tog jeg ud for at finde en stamme i Ny Guinea, der aldrig var kontaktet.

Det var jæger-samlere, som mennesket havde været før landbruget.

De levede sammen i små grupper og tog ikke ret meget.

De spiste sjældent kød.

De ressourcer, de brugte, voksede op igen.

Med deres traditionelle teknologi levede de bæredygtigt.

Det var en livsstil, der kunne fortsætte uendeligt.

Det stod i stærk kontrast til den verden, jeg kendte.

En verden, der krævede mere hver dag.

JORDENS BEFOLKNINGSTAL: 4,3 MILLIARDER

KULDIOXID I ATMOSFÆREN: 335 DELE PER MILLION

RESTERENDE VILDMARK: 55%

Jeg brugte sidste halvdel af 1970'erne med at rejse

og lave en serie, jeg længe havde drømt om ved navn Liv på Jorden.

En historie om livets evolution og livets forskelligartethed.

Den blev optaget i 39 lande.

Vi filmede 650 arter,

og vi rejste toenhalv millioner kilometer.

Det er den form for indsats, der skal til,

hvis man på nogen måde vil forsøge at lave et portræt af Jorden.

Men vi bemærkede,

at nogle af dyrene var blevet sværere at finde.

JANUAR 1978

Da jeg filmede blandt bjerggorillaerne,

var der kun 300 tilbage i en afsides jungle i Centralafrika.

Babygorillaer var mange penge værd,

og krybskytter dræbte mange voksne for at få fat i én.

Jeg kom så tæt på, som jeg gjorde, fordi de var vant til mennesker.

De var kun i live, fordi der var rangere med dem hver dag.

Den udryddelse, som jeg som barn så i stenene,

den opdagede jeg, var ved at ske omkring mig.

Mod dyr, som stod mig nær.

Vores nærmeste slægtninge.

Og det var vores skyld.

Det afslørede de kolde kendsgerninger.

Når en art blev mål for os,

så var der intet sted på Jorden, den kunne vide sig sikker.

Hvaler blev slagtet af flåder af industrihvalfangere i 1970'erne.

De største hvaler, blåhvalerne,

var der kun nogle tusinde af dengang.

De var nærmest umulige at finde.

Vi fandt pukkelhvaler nær Hawaii ved at lytte efter deres kald.

FEBRUAR 1978

Vi har lige lavet denne optagelse

med en undervandsmikrofon her i Stillehavet nær Hawaii.

Prøv at lytte.

Optagelserne viste, at pukkelhvalens sange

er lange og komplekse.

Pukkelhvaler fra samme område lærer sangene af hinanden.

Sangene har særskilte temaer og variationer, som udvikles over tid.

Deres sorgfulde sange var nøglen til

at forvandle folks mening om dem.

Hej, Boctok. Vi er canadiere.

Hold venligst op med at dræbe hvalerne.

Dyr, som var blevet set som kilder til olie og kød,

fik nu en personlighed.

Vi er mænd og kvinder, og vi taler for børn,

og vi siger alle: "Hold venligst op med at dræbe hvalerne."

Vi har jagtet dyr til udryddelse mange gange i vores historie,

men nu hvor det blev filmet, var det ikke længere i orden.

Jagten på hvalerne gik fra at være en høst til en forbrydelse.

HOLD OP MED AT DRÆBE VORES HVALER

En stærk delt samvittighed var dukket frem.

Ingen ønskede, at dyr skulle uddø.

Folk begyndte at bekymre sig om naturen...

...i takt med, at de blev opmærksomme på den.

Og vi havde nu evnen til at gøre mennesker i hele verden opmærksomme.

Da Liv på Jorden blev sendt i 1979, var jeg i 50'erne.

Der var dobbelt så mange mennesker på Jorden...

LIV PÅ JORDEN

...som da jeg blev født.

Du og jeg tilhører den mest udbredte og dominerende dyreart på Jorden.

Vi er uden tvivl de mest talrige større dyr.

Vi er vel omkring 4.000 millioner i dag,

og det antal har vi nået med lynets hast.

Det er sket i løbet af omkring 2.000 år.

Det er, som om vi er brudt fri af de begrænsninger,

som gælder for andre dyrs aktiviteter og antal.

Vi var brudt fri.

Vi adskilte os fra resten af livet på Jorden.

Vi levede et andet liv.

Vores rovdyr var udryddet.

De fleste af vores sygdomme var under kontrol.

Vi havde fundet ud af, hvordan vi lavede mad til bestilling.

Intet kunne begrænse os.

Intet kunne stoppe os.

Hvis vi ikke stoppede os selv...

...ville vi forbruge af Jorden, indtil den var opbrugt.

At redde enkelte arter, eller selv grupper af arter,

ville ikke være nok.

Hele habitater ville snart forsvinde.

Første gang, jeg så ødelæggelsen af et helt habitat, var i Sydøstasien.

JULI 1956

I 1950'erne var tre fjerdedele af Borneo dækket af regnskov.

Vi hørte postyr i grenene længere fremme.

Og der, kun et par meter væk,

så vi en stor, pelset, rød skikkelse, der svingede i træerne.

Orangutangen.

Ved udgangen af århundredet

var Borneos regnskov reduceret til halvdelen.

Regnskove er særligt værdifulde habitater.

Mere end halvdelen af arterne på landjorden bor her.

Det er et sted, hvor evolutionens designtalent virkelig udmærker sig.

Mange af de millioner af arter i skoven eksisterer kun i små antal.

De spiller alle en vigtig rolle.

Orangutangmødre skal tilbringe ti år med deres unger.

De lærer dem, hvilke frugter der er værd at spise.

Uden denne træning

ville de ikke udføre deres rolle med at sprede frø.

Hvilket ville bringe mange generationer af fremtidige træer i fare.

Og trætypernes mangfoldighed er nøglen til en regnskov.

I et lille stykke tropisk regnskov

kan der være 700 forskellige typer træer,

hvilket er lige så mange som i hele Nordamerika.

Alligevel har vi forandret denne mangfoldighed til dette.

En monokultur af oliepalmetræer.

Et dødt habitat til sammenligning.

Alligevel ser man et grønt tæppe med en fugl hist og her.

Og man tænker, at det måske er okay.

Men fra en helikopter er det

et 800 meter bredt stykke.

Og hinsides det stykke

er der ikke andet end sirlige rækker af palmetræer.

Der er et dobbelt incitament til at fælde skovene.

Folk får gavn af tømmeret.

Og de får gavn af at opdyrke jorden.

Således har vi fældet tre billioner træer i verden.

Halvdelen af verdens regnskov er blevet ryddet.

Det, vi ser i dag,

er bare det seneste kapitel i en global proces, der strækker sig over årtusinder.

Skovrydningen på Borneo har reduceret antallet af orangutanger

med to tredjedele, siden jeg så den første for 60 år siden.

Vi kan ikke blive ved med at fælde regnskov,

og noget, vi ikke kan blive ved med at gøre, er per definition ubæredygtigt.

Hvis vi gør ting, der er ubæredygtige,

så akkumuleres skaderne, for til sidst at få hele systemet til at kollapse.

Intet økosystem, uanset størrelsen, er sikkert.

End ikke ét på størrelse med havet.

Det habitat var emnet i serien Den blå planet,

som vi filmede sidst i 90'erne.

JORDENS BEFOLKNINGSTAL: 5,9 MILLIARDER

KULDIOXID I ATMOSFÆREN: 360 DELE PER MILLION

RESTERENDE VILDMARK: 46%

Det var et forbløffende indblik i en ukendt verden.

En verden, der havde eksisteret siden tidernes morgen.

Alle mulige ting, man ikke anede eksisterede,

i en masse farver og helt enormt flotte.

Og alle uforstyrrede af vores tilstedeværelse.

Store dele af havet er i stor udstrækning tomt.

Men visse steder er der hotspots,

hvor havstrømme bringer næringsstoffer til overfladen

og får havet til at eksplodere med liv.

Sådanne steder dukker store stimer af fisk op.

Problemet er, at vores fiskeflåder

er lige så gode til at finde de hotspots som fiskene.

Når det sker, kan de let indfange store stimer.

Det var først i 50'erne, at store flåder

begav sig ud i internationalt farvand...

...for at høste fra det åbne ocean over hele kloden.

Alligevel har de fjernet 90 procent af de store fisk fra havet.

I starten fangede de masser af fisk.

Men i løbet af få år

begyndte nettene over hele kloden at blive tomme.

Fiskeriindustrien blev hurtigt fattig,

og derfor begyndte flere lande at bekoste flåderne for at opretholde dem.

Uden store fisk og havrovdyr

presses oceanernes næringscyklus.

Rovdyrene sørger for, at næringsstofferne bliver i oceanernes solfyldte vand.

De genbruges, så de kan optages igen og igen af plankton.

Uden rovdyr

går næringsstofferne tabt i flere århundreder,

og de hotspots forsvinder.

Havet begynder at dø.

Livet i havet begyndte også at forsvinde på lavt vand.

I 1998 faldt et Blå Planet-filmhold

over et fænomen, der var dårligt kendt på det tidspunkt.

Koralrevene begyndte at blive hvide.

Den hvide farve forårsages af, at korallerne udstøder alger,

som lever i symbiose i deres kroppe.

Når man ser det,

tænker man måske, det er smukt, men i virkeligheden er det tragisk.

For det, man ser, er skeletter.

Skeletter af døde væsner.

De hvide koraller kvæles til sidst af tang.

Og revet går fra at være et eventyrland til en ødemark.

I starten var afblegningen et mysterium.

Men forskere opdagede, at mange af de steder, hvor der var afblegning,

var vandtemperaturen stigende.

I nogen tid

havde klimaforskere advaret om, at planeten ville blive varmere,

i takt med at vi afbrændte fossile brændstoffer og frigav kuldioxid

og andre drivhusgasser i atmosfæren.

En markant forandring i kuldioxid i atmosfæren

har altid været uforenelig med en stabil Jord.

Det indgik ved alle fem masseudryddelser.

Tidligere hændelser

havde krævet millioner af år med vulkansk aktivitet

for at hive nok kuldioxid op af Jorden til at udløse en katastrofe.

Ved at afbrænde det, der svarer til millioner af års dyr

på én gang i form af kul og olie,

har vi formået at gøre det samme på under 200 år.

Den globale lufttemperatur havde været relativt stabil indtil 90'erne.

Men noget tydede på, at det var på grund af havet,

som havde optaget den overskydende varme og sløret vores påvirkning.

For mig var det første indikation på,

at Jorden var ved at ryge ud af balance.

Det mest afsides habitat af alle

eksisterer længst mod nord og syd på planeten.

LIVET PÅ SYDPOLEN, 1993

Jeg har besøgt polarområderne over adskillige årtier.

DEN FROSNE PLANET, 2011

De har altid været nogle ubegribelige steder.

Med natur ulig noget andet sted på Jorden.

Og unikke arter, der er tilpasset det ekstreme liv.

Men den fjerne verden er under forandring.

I mit liv har jeg oplevet, hvordan de arktiske somre er blevet varmere.

Vi er kommet til lokationer

med en forventning om at finde havis uden at have fundet noget.

Vi har rejst i båd

til øer, der var umulige at nå tidligere,

fordi de var permanent blokeret af is.

Da Den frosne planet blev sendt i 2011,

var årsagerne til disse forandringer velkendte.

Havet er for længst blevet ude af stand til at absorbere

den overskydende varme fra vores aktiviteter.

Derfor er Jordens gennemsnitstemperatur i dag

én grad højere, end da jeg blev født.

Denne ændring er sket hurtigere end nogen anden i de seneste 10.000 år.

Sommerhavisen i arktis er reduceret med 40 procent på 40 år.

Vores planet mister sin is.

Dette uberørte og fjerntliggende økosystem er på vej mod afgrunden.

Vores aftryk er nu i sandhed globalt.

Vores indvirkning er nu i sandhed dyb.

Vores skjulte angreb på planeten

har nu ændret de fundamentale vilkår for livet på Jorden.

Vi har overfisket 30 procent af fiskebestandene til et kritisk niveau.

Vi fælder 15 milliarder træer om året.

Ved at opdæmme, forurene og overudnytte Jordens floder og søer,

har vi reduceret mængden af ferskvandsbestande med 80 procent.

Vi erstatter den vilde natur med en tæmmet natur.

Halvdelen af Jordens frugtbare jord er nu landbrugsjord.

Halvfjerds procent af planetens fugle er nu i fangenskab.

Størstedelen er kyllinger.

Vi står for over en tredjedel af Jordens pattedyr.

Yderligere 60 procent er de dyr, vi opdrætter for at spise.

Resten, fra mus til hvaler, udgør kun fire procent.

Planeten er nu vores,

og den drives af menneskeheden for menneskeheden.

Der er meget lidt tilbage til resten af naturen.

Siden jeg begyndte at filme i 1950'erne,

er den gennemsnitlige bestand af vilde dyr mere end halveret.

Når jeg ser billederne i dag, går det op for mig,

at selvom jeg følte, at jeg var ude i vildmarken

og oplevede den uberørte natur...

...var det en illusion.

Skovene, sletterne og havene var allerede ved at blive tømt for beboere.

Så verden er ikke så uspoleret, som den var.

Vi har ødelagt den. Ikke bare spoleret den.

Vi har helt og aldeles ødelagt den verden.

Den menneskefri verden er væk.

Vi har løbet verden over ende.

Det er min vidneforklaring.

Historien om en global nedtur i løbet af én generation.

Men det stopper ikke der.

Følger vi vores nuværende kurs,

så vil skaderne, som har defineret min livstid,

blive overgået af skaderne, der venter.

VERDENS BEFOLKNINGSTAL: 7,8 MILLIARDER

KULDIOXID I ATMOSFÆREN: 415 DELE PER MILLION

RESTERENDE VILDMARK: 35%

Videnskaben forudsiger, at hvis jeg blev født i dag,

så ville jeg blive vidne til følgende.

2030'ERNE

Amazonas er blevet ryddet i så høj grad, at den ikke producerer fugt,

og den bliver derfor til en tør savanne,

hvilket fører til katastrofale tab af arter...

...og ændrer den globale vandcyklus.

Samtidig vil arktis blive isfri om sommeren.

Uden den hvide iskappe

vil mindre af solens energi blive reflekteret ud i rummet igen.

Og den globale opvarmning vil gå hurtigere.

2040'ERNE

I hele norden vil frossen jord tø op, og metan vil blive frigivet.

En drivhusgas langt mere potent end kuldioxid.

Derved vil hastigheden af klimaforandringerne stige dramatisk.

2050'ERNE

I takt med at havene bliver varmere og mere syreholdige,

vil koralrev rundt omkring på kloden dø.

Fiskebestande vil styrtdykke.

2080'ERNE

Den globale fødevareproduktion kommer i krise, da jorden er udpint.

Insekter, der bestøver, forsvinder.

Og vejret bliver mere og mere uforudsigeligt.

2100'ERNE

Vores planet er fire grader varmere.

Store dele af Jorden er ubeboelige.

Millioner af mennesker bliver gjort hjemløse.

En sjette masseudryddelseshændelse...

...er godt på vej.

Det er en række envejsdøre...

...der medfører uoprettelige forandringer.

I løbet af den næste generation

vil den sikkerhed og stabilitet, som Holocæn har bragt,

vores Edens have,

gå tabt.

FN KLIMAKONFERENCE, 2018

Lige nu står vi over for en global og menneskeskabt katastrofe.

Den største trussel i tusindvis af år.

Hvis vi ikke gør noget,

så vil vores civilisationer kollapse

og det meste af vores natur uddø.

Jo længere tid vi venter,

jo sværere bliver det at gøre noget ved det.

IMF FORÅRSMØDER, 2019

Du kunne vælge at gå på pension.

Men du ønsker at forklare os, hvilken fare vi står over for.

På en måde ville jeg ønske, jeg ikke var en del af kampen.

Jeg ville ønske, kampen ikke var nødvendig.

Men jeg har været utroligt heldig, og lykken har tilsmilet mig.

Og jeg ville føle stor skyld...

...hvis jeg indså problemerne, men valgte at ignorere dem.

For at komme frem, er man nødt til at klatre over de mange kroppe.

Dem, der ligger nederst, kan blive mast.

Vi står over for naturens kollaps.

Det, som var vor civilisations vugge.

Det, som vi er afhængige af i alle dele af vores liv.

Ingen ønsker, at det skal ske.

Ingen af os kan tillade sig at lade det ske.

Hvad gør vi så?

Det er meget ligetil.

Det har været foran næsen af os hele tiden.

For at genoprette vores planets stabilitet,

er vi nødt til at genoprette biodiversiteten.

Det, som vi har fjernet.

Det er den eneste vej ud af den krise, vi har skabt.

Vi må gøre naturen vild igen.

At gøre naturen vild igen er nemmere, end man skulle tro.

Og de forandringer, vi må foretage,

vil kun komme os selv og fremtidige generationer til gode.

Om et århundrede kunne vores planet være vild igen.

Og nu skal I høre hvordan.

Alle andre arter når en maksimalpopulation på et tidspunkt.

Et antal, der kan opretholdes med de ressourcer, som er til rådighed.

Da intet har begrænset os,

er vores population vokset dramatisk i løbet af mit liv.

De nuværende prognoser viser,

at der vil være 11 milliarder mennesker på Jorden inden 2100.

Men det er muligt at sænke,

endda stoppe, væksten i befolkningstallet, inden vi når dertil.

Japans levestandard

steg markant i sidste halvdel af det 20. århundrede.

Sammen med sundheds- og uddannelsesniveauet,

steg også folks forventninger og muligheder,

og fødselsraterne faldt.

I 1950 fik japanske familier normalt tre eller flere børn.

I 1975 var gennemsnittet to.

Resultatet er, at befolkningstallet nu er stabilt,

og næsten ikke har ændret sig siden årtusindskiftet.

Der er tegn på, at det er begyndt at ske over hele kloden.

I takt med, at landene udvikler sig, vælger folk at få færre børn.

Antallet af barnefødsler om året

er ved at stagnere.

En af hovedårsagerne til, at vi bliver flere,

er, at mange af os lever længere.

På et tidspunkt i fremtiden

vil befolkningstallet peake for første gang.

Jo før det sker,

jo lettere bliver alt det andet, vi er nødt til at gøre.

Ved at arbejde hårdt for at hjælpe folk ud af fattigdom,

give folk adgang til sundhedsydelser

og lade specielt piger gå i skole så længe som muligt,

kan vi få det til at peake før og ved et lavere antal.

Hvorfor skulle vi ikke ville gøre det?

Vi ønsker alligevel at give folk

bedre muligheder i livet.

Tricket er at hæve levestandarden globalt,

uden at det går ud over Jorden.

Det kan lyde umuligt,

men der er måder at gøre det på.

Naturen er i bund og grund soldrevet.

Jordens planter

indfanger tre billioner kilowatt-timer af solenergi hver dag.

Det er næsten 20 gange mere, end vi behøver. Og det er kun fra sollys.

Tænk, hvis vi udfasede fossile brændstoffer

og drev vores verden med den evige energi fra naturen.

Sol, vind, vand og geotermisk.

Ved århundredeskiftet

var Marokko afhængig af importeret olie og gas til at skabe al sin energi.

I dag dækker landet 40 procent af sit behov hjemme

med et netværk af vedvarende energikilder, herunder verdens største solcellepark.

Med sin placering på kanten af Sahara

og sin direkte forbindelse til Sydeuropa,

kan Marokko blive eksportør af solenergi inden 2050.

Inden for 20 år kan vedvarende energi blive verdens førende energikilde.

Men vi kan gøre det til den eneste kilde.

Det er vanvid, at banker og pensionskasser investerer i fossilt brændsel...

...når det er det,

der sætter den fremtid, vi sparer op til, på spil.

En fremtid med vedvarende energi er fuld af fordele.

Energi vil blive billigere overalt.

Vores byer bliver renere og mindre støjende.

Og vedvarende energi vil aldrig løbe tør.

Verden kan ikke fungere uden sunde oceaner, og det kan vi heller ikke.

Havet er en essentiel allieret i kampen for at nedbringe kuldioxidudledningen.

Jo mere mangfoldigt det er, jo bedre er det til det.

Og havet er vigtigt for os alle som kilde til mad.

Fiskeri er verdens største høst af naturen.

Og gør vi det rigtigt, kan det fortsætte...

...for det kan være en fordel for alle.

Jo sundere havmiljø,

jo flere fisk er der, og jo mere er der at spise.

Palau er en ønation i Stillehavet,

som er afhængig af sine koralrev til fiskeri og turisme.

Da fiskebestandene faldt,

reagerede palauerne ved at begrænse fiskeriet

og forbyde fiskeri mange steder.

Beskyttede fiskebestande blev hurtigt så sunde,

at de endte steder, hvor man gerne måtte fiske.

På den måde

har zoner uden fiskeri øget fangsten for fiskerne,

mens revene har fået lov at komme sig.

Tænk, hvis vi forpligtede os til at gøre det samme på hele kloden.

Estimater antyder, at zoner uden fiskeri i en tredjedel af kystområderne

ville være nok til at forsyne os med alle de fisk, vi vil få brug for.

I internationale farvande

forsøger FN at skabe den største zone uden fiskeri.

Med én enkelt handling ville det forandre det åbne hav

fra et sted udpint af statsstøttede fiskeflåder

til vild natur, og hjælpe os alle i kampen mod de globale klimaforandringer.

Verdens største havreservat.

I forhold til landjorden,

er vi nødt til radikalt at reducere det område, vi opdyrker,

så vi kan gøre plads til den vilde natur.

Og den hurtigste og nemmeste måde at gøre det på, er ved at ændre diæt.

Store kødædere er sjældne i naturen,

fordi der skal mange byttedyr til for at understøtte dem.

For hvert eneste rovdyr på Serengeti

er der over 100 byttedyr.

Når vi vælger kød,

er vi uforvarende med til at kræve et stort område jord.

Vores planet kan ikke understøtte milliarder af kødædere.

Der er ikke plads nok.

Hvis vi alle havde en overvejende plantebaseret diæt,

ville vi kun behøve et halvt så stort landområde som i dag.

Og da vi så ville fokusere på at kultivere planter,

ville vi kunne øge jordens udbytte markant.

Holland er et af verdens tættest befolkede lande.

Landet er dækket af små familiedrevne landbrug, som ikke kan udvides.

Derfor er hollandske landmænd blevet eksperter i at få mest ud af hver hektar.

Og det gør de i højere og højere grad på bæredygtig vis.

Udbyttet er blevet ti gange stå stort over to generationer. Der bruges mindre vand,

færre pesticider, mindre gødning, og der udledes mindre kuldioxid.

På trods af størrelsen

er Holland verdens næststørste eksportør af fødevarer.

Det er muligt for os at bruge lowtech- og hightech-løsninger

til at producere mere mad på mindre jord.

Vi kan producere mad nye steder.

Indendørs, i byer.

Selv steder, hvor der slet ikke er jord.

Forbedrer vi vores tilgang til landbrug,

standser vi den inddragelse af jord, som har stået på,

siden vi begyndte at dyrke ting,

og det er essentielt, for vi har brug for ledig jord.

Skove er en fundamental del af at hele vores planet.

De er den bedste teknologi, naturen har til at opbevare kuldioxid.

Og de er centre for mangfoldighed.

Og de to ting samarbejder.

Jo vildere og mere mangfoldige skovene er,

jo mere effektive er de til at absorbere kuldioxid fra atmosfæren.

Vi skal stoppe skovrydning med det samme overalt...

...og kun dyrke planter som oliepalmer og soja, hvor der for længst er ryddet.

Der er trods alt masser af sådanne steder.

Men vi kan gøre det endnu bedre.

For et århundrede siden var mere end tre fjerdedele af Costa Rica dækket af skov.

I 1980'erne havde skovrydning reduceret det til en fjerdedel.

Regeringen besluttede at gøre noget.

De gav tilskud til jordejere, der ville plante oprindelige træer.

På bare 25 år

er skoven vendt tilbage og dækker nu halvdelen af Costa Rica.

Tænk, hvis vi kunne opnå det globalt.

Træernes tilbagevenden ville absorbere

helt op til to tredjedele af den kuldioxidudledning,

som er pumpet ud i atmosfæren på grund af vores aktiviteter.

I forhold til alle disse ting

er der et overordnet princip.

Naturen er vores vigtigste allierede og vores største inspirationskilde.

Vi skal bare gøre, som naturen altid har gjort.

Den regnede hemmeligheden bag livet ud for længe siden.

I denne verden kan en art kun trives...

...hvis alt andet omkring den også trives.

Vi kan løse de problemer, vi står over for,

ved at erkende denne virkelighed.

Hvis vi passer på naturen,

så passer den på os.

Det er tid til, at vores art holder op med at vokse.

Til at etablere et liv på vor planet, der er i balance med naturen.

Så vi kan trives.

Når man tænker over det, så færdiggør vi en rejse.

For ti tusind år siden, som jæger-samlere,

levede vi et bæredygtigt liv, fordi det var den eneste mulighed.

Alle disse år senere er det igen den eneste mulighed.

Vi må genopdage...

...hvordan vi kan leve bæredygtigt.

Vi skal gå fra at være adskilt fra naturen,

til igen at blive en del af naturen.

I aften vil vi vise jer et anderledes program.

Hvis vi kan forandre, den måde vi lever på Jorden,

så åbenbares en alternativ fremtid.

I denne fremtid

opdager vi måder at drage nytte af Jorden, som hjælper i stedet for at skade naturen.

Måder at fiske i havene, som lader dem komme hurtigt til live igen.

Og måder at høste vores skove bæredygtigt.

Vi vil lære, hvordan vi samarbejder med naturen i stedet for at modarbejde den.

Når jeg ser tilbage, efter et helt liv med at udforske Jorden,

så er jeg sikker på en ting.

Det handler ikke om at redde vores planet...

...det handler om at redde os selv.

Sandheden er, at med eller uden os, så vil naturen genopbygge sig selv.

På de 30 år siden evakueringen af Tjernobyl

har naturen taget området tilbage.

I dag har skoven overtaget byen.

Det er et fristed for vilde dyr, der er sjældne andre steder.

Og et klart bevis på, at på trods af vores store fejltagelser,

så vil naturen overvinde dem.

Naturen vil overleve.

Det samme kan vi mennesker ikke antage.

Vi er nået så langt,

fordi vi er det klogeste væsen, der har eksisteret.

Men for at fortsætte, kræves der mere end intelligens.

Der kræves visdom.

Der er mange forskelle på mennesker og resten af Jordens arter,

men en af dem er, at vi alene er i stand til at forestille os fremtiden.

I lang tid har jeg, og måske dig, frygtet den fremtid.

Men det står nu klart, at den ikke bare er jammer og elendighed.

Vi kan forbedre os

og fuldende vores udviklingshistorie, håndtere vores aftryk,

og igen blive en art, der lever i balance med naturen.

Det kræver bare viljen til det.

Vi har en chance for at skabe det perfekte hjem til os alle

og genopbygge den rige, sunde og vidunderlige verden, som vi har arvet.

Forestil jer det.

DENNE FILM ER DAVID ATTENBOROUGHS VIDNESERKLÆRING

HVEM BØR OGSÅ SE DEN?

Tekster af: Emil Tolstrup