Original subtitles

Jeg tager det fulde ansvar for, hvordan mit liv har udviklet sig.

Folk taler altid om, hvor uretfærdig verden er.

Ingen har sagt, at livet skal være retfærdigt.

Det må folk bare acceptere.

Det nytter intet at være bitter over det. Sådan er livet.

SIDEN GENINDFØRSLEN AF DØDSSTRAF I USA I 1976

ER MERE END 8.000 MENNESKER BLEVET IDØMT DØDSSTRAF FOR MORD

HER ER HISTORIEN OM DØDSGANG-FANGE ♪322534

Jeg hedder James Robertson. Jeg er 54.

Jeg har siddet i fængsel i 37 år.

Jeg afsonede min oprindelige straf helt tilbage sidst i 80'erne.

Jeg har fået en hel masse straffe.

Jeg ved ikke hvor meget. Nok omkring 100 år.

Jeg nåede et punkt, hvor jeg sagde: "Jeg vil på dødsgangen."

EN ORIGINAL SERIE FRA NETFLIX

Jeg gik hen og affyrede et skud, og så et skud til, da jeg kom tæt på.

Hun blev skudt i kinden, og kuglen stoppede i kæben.

Jeg jagtede ham om bag et skrivebord og stak ham omkring 25 gange.

Jeg kunne ikke fatte, at jeg lige havde myrdet nogen.

Det angrer jeg ikke.

Jeg begyndte at stikke fyren på sofaen.

FLORIDAS FÆNGSEL BRADFORD COUNTY

I 2008 KVALTE JAMES ROBERTSON FRANK HART

HANS MOTIV TIL AT GØRE DET DISKUTERES STADIG

Jeg havde en ret god barndom.

Jeg tilbragte mine første 12 år på Orlandos østkyst.

Det havde en slags... Det er...

Dengang virkede det landligt, selvom det lå lige uden for byen.

Jeg vil tro, at vi var lavere middelklasse.

Jeg har boet i områder, som var helt hvide.

Jeg har boet i blandede områder.

Jeg gik i helt hvide skoler og i skoler, som var 90% sorte.

Jeg har været lidt overalt.

Jeg pjækkede ofte, da jeg gik i folkeskolen.

Det elskede jeg. Jeg elskede at hænge ud på gaden, tage stoffer

og feste med venner. Jeg røg en hel del pot.

Jeg tog også andre stoffer. LSD, PCP.

Jeg tog methaqualon og valium og kokain. Den slags.

Jeg røg ind, fra jeg var omkring 12.

Jeg havde mest bare stjålet børneting som cykler og den slags.

Jeg var 16. Jeg hang ud på gaden,

og så fik jeg øje på et sted, der så ud til, at jeg kunne bryde ind i.

Skaffe penge til stofferne.

Der var en lille forretning lige over for mit hus.

Jeg havde allerede brudt ind og stjålet stereoanlægget.

Jeg solgte det til en pusher og fik noget narko.

Så gik jeg tilbage for at stjæle højtalere.

Nogle sikkerhedsvagter fangede mig.

Jeg kom lidt op at slås med dem,

og jeg troede, jeg havde en kniv i min sok.

Jeg ville stikke ham med kniven og stikke af,

men jeg kunne ikke nå den. De overmandede mig.

Det røg jeg i fængsel for.

Kort tid efter sin 17-års-fødselsdag kom James Robertson i fængsel for indbrud,

grov vold og flugt

Oprindeligt var min straf ti år.

Så... Så skete der noget.

Jeg sad i fængsel, da en fyr blev myrdet.

Og jeg slog ham ikke ihjel. Det gjorde nogle andre,

og det fik jeg 15 år for.

Jeg prøvede at flygte. Jeg sparkede en vagt og ville tage hans våben fra ham.

FLUGTFORSØG OTTE ÅR

VOLD MOD TJENESTEMAND FEM ÅR

Og på det tidspunkt havde jeg bare en skidt attitude.

Jeg fik en del straffe. Jeg plejede at stikke folk ned.

RÅBTE "LÆG KNIVEN, KYLLINGEHOVED".

JEANNIE LÅ FORAN 1-5-14 I EN BLODPØL.

OVERFALDT MIG, DA JEG SOV, OG DOLKEDE MIG.

JEG SÅ BLOD OVERALT PÅ GULVET.

Jeg var i en position, hvor jeg kom op at slås hele tiden,

og jeg gjorde oprør.

Alt det lort, som de gjorde en stor sag ud af.

"Det er forfærdeligt. Du var med i et oprør."

Og alt sådan noget. Hvad forventer I?

Den slags bør man forvente i et fængsel.

Det er fængslet. Der er en masse slemme fyre herinde.

Den slags roder fanger sig jo ud i.

Men de siger, at jeg er ballademageren. Jeg er den slemme fyr.

Jeg blev placeret i en længevarende maksimum sikkerhedsstatus,

hvor man sidder i en celle hele tiden.

De tog alt fra mig.

Mit fjernsyn, mine ejendele.

Det er det rene tortur.

ISOLATION AF EN FANGE ADSKILT FRA ANDRE FANGER

ISOLATIONSREGLER

ISOLATIONSCELLE PÅ OP TIL 23 TIMER OM DAGEN

SEKS TIMER

Man sidder i en celle hele dagen. Man kommer ud et par gange om ugen

i omkring to timer. Man sættes i et lille hundebur.

Man mister al motivation. Man får stort set ingen sol.

Jeg lever i fornedrelse hver dag.

Vagterne ydmyger en hele tiden og behandler en som skidt.

Som om man er et lille insekt.

Tosset, for dem, de godt kan lide, er insekterne.

FLORIDA KORREKTIONSANSTALT FANGEREGISTER OVER HANDLINGER

Hver gang man møder isolationsnævnet,

nævner de noget, man gjorde tilbage i 1980'erne eller 1990'erne.

"Din baggrund ser ikke godt ud." "Og hvad så?"

De siger: "Det er dit baggrundsregister."

Det var deres undskyldning for at isolere mig.

De behandler ikke alle fanger sådan.

Nogle fanger noteres bare og får lov til at komme ud i gården.

Man sidder bare i cellen dagen lang.

Det er umenneskeligt. Det er vanvid.

De sætter bare nogen i en celle

og tager alle hans rettigheder fra ham år efter år efter år,

og jeg ser alle disse fyre, som kommer ud fra isolation.

De ville bruge enhver undskyldning for at holde mig i isolation.

Enhver undskyldning.

Til sidst blev jeg vred og sagde: "Jeg slår bare nogen ihjel."

Det var overlagt. Jeg ville på dødsgangen.

I 2008 BLEV JAMES ROBERTSON FLYTTET IND I EN DELT CELLE

MED FANGEN FRANK HART

Så jeg ville slå min cellekammerat ihjel.

Jeg var sikker på, at jeg kunne overmande ham.

Han var børnemishandler. Og det ville jeg ikke have i min celle.

USØMMELIG HANDLING FORAN ET BARN.

Tro mig, det var overlagt. Hele vejen.

Jeg ventede, til vagten gik sin runde.

Jeg havde en åbning på omkring 25 minutter.

Jeg gik om bag ham, prikkede til ham og vækkede ham.

Jeg havde bundet sokker og sagde: "Lad mig binde dig, eller jeg dræber dig."

Og han sagde: "Ingen af delene."

Så vi sloges.

Til sidst overmandede og kvalte jeg ham. Det tog omkring...

Jeg ved det ikke. Omkring seks eller fem minutter. Fire minutter måske.

Det angrer jeg ikke.

Det lyder vildt, ikke?

Jeg nåede bare et punkt. "Jeg vil på dødsgangen."

Glem alt om isolation. Jeg er træt af at leve i fornedrelse hver dag.

Du kigger på mig, som om jeg er skør.

JAMES ROBERTSON BLEV FLYTTET FRA ISOLATION,

DEN DAG HAN MYRDEDE FRANK HART

Jeg mødte James for flere år siden,

da jeg arbejdede i isolationen.

Jeg bemærkede han, fordi han havde et meget vredt ansigt.

FÆNGSELSSYGEPLEJERSKE

Man kunne se, at denne fyr var en tikkende bombe.

Han talte ikke med de andre fanger, med personalet eller med nogen.

Men hans ro var noget, som skræmte mig.

Og hans blik.

Han kiggede ikke på en. Han kiggede igennem en.

Mit navn er Anne Otwell,

og jeg har arbejdet på Charlotte Correctional siden 1992.

Jeg er sygeplejerske der,

og på det tidspunkt arbejdede jeg i den medicinske afdeling

og tog mig af isolationen og den åbne afdeling.

I isolationen mødte vi en del frustration,

en del vrede og mange selvmordsforsøg,

fordi de er isolerede.

De får ikke de samme opkald, og besøg, som den åbne afdeling har.

De har ikke den frihed.

Efter noget tid bliver det for meget for nogle fanger.

De sover det meste af dagen.

Men besøger man isolationen om natten,

er de vågne hele natten og skændes med hinanden.

I de enkelte celler. Man kan høre dem natten lang.

Så isolationen giver det en helt ny dimension.

Fra det øjeblik, at James kom ind i fængslet,

brød han sig ikke om reglerne og bestemmelserne i straffesystemet.

Han brød sig ikke om reglerne i isolationen.

Han ville derimod gerne på dødsgangen.

Og deres regler og bestemmelser er meget enkle, og det kunne han håndtere.

Der er stor forskel på dødsgangen og isolationen.

Det ville svare til at gå fra slummen til Beverly Hills.

De har deres eget fjernsyn og deres eget sengetæppe, hvis de vil.

Maden er anderledes. De har en sygeplejerske.

De har deres eget træningsområde, og der er stille.

På dødsgangen kan man høre en nål falde.

Og overraskende nok

har de et kammeratskab med hinanden. De er der sammen.

Så for dem er dødsgangen et tilflugtssted.

Men det andet er, at de ved,

at de ikke bliver henrettet i morgen.

De ved, at de skal være der i måske 25 år,

så de ved, at de ikke skal andre steder hen end på dødsgangen.

De er kommet hjem. Og sådan ser de fleste af dem på det.

De elsker dødsgangen.

Nogle siger, at James dræbte Frank Hart for at få bedre livsvilkår.

Min opfattelse er, at en indsat som James er meget narcissistisk,

og han ville nok på dødsgangen

for at vise alle, at han havde klaret det.

Det er ligesom at læse medicin, når man dimitterer.

Efter hans opfattelse kom han så langt som dødsgangen.

Og om det er, fordi han ville have et bedre tv eller bedre mad,

gjorde han det på grund af sin narcissistiske tankegang

om, at han ville have noget ud af sit liv, som alle ville huske.

JEFFERSON KORREKTIONSANSTALT

Mit navn er Robert Lynch.

Jeg sad i en enmandscelle i fire år i isolationen,

så jeg kender isolationen ret godt.

ROBERTSONS TIDLIGERE CELLEKAMMERAT

Jeg har siddet i flere fængsler med James. Kyllingehoved.

Vi røg nok ind begge to samtidig, sent i 80'erne

i Sumter Correctional.

Jeg kender ham ret godt.

Jeg aner ikke, hvorfor han kalder mig en ven.

Han er en lille lort.

Jeg hænger ikke ud med ham. Han er ikke min drikkekammerat.

Jeg ved ikke, hvorfor han siger, at vi er venner.

Jeg har dummet mig og sidder inde, men man kan stole på mit ord.

Jeg går ikke efter de forsvarsløse. Det er ikke hans livssyn.

Hans livssyn er, at hvis han tror, han kan gøre noget

og slippe af sted med det, så gør han det.

Hvis han ikke kan slippe af sted med det, gør han det ikke.

Og efter min mening er det en kujon.

Kyllingehoveds problem er hans kniv, hans vold.

Har han et problem, henter han sin kniv, når han nok bare kunne tæve nogen.

Man bør ikke dræbe bare for at dræbe. Og hans første tanke er,

at han vil hente sin kniv over den mindste kontrovers.

James har store problemer. Ikke kun fængslet.

Han havde nok allerede problemer, da han kom.

Hvis man vil slippe for isolation, skal man bare opføre sig pænt.

Det er alt, man skal gøre. Man skal ikke gøre noget usædvanligt.

Man skal ikke gøre noget særligt.

Når man er i isolation, skal man bare opføre sig pænt i en vis periode.

Og så kommer man ud til de andre.

Så når han siger, at når de nævner hans fortid,

må han gøre dit og dat, er det bare en dårlig undskyldning.

Man kan få det bedre her, eller man kan få det værre her.

Det er op til en selv. Det er det. Hvad man vælger.

Man kan vælge at blive her for evigt.

Man tager bare en kniv og stikker hul i folk, og så kommer man aldrig ud.

Kyllingehoved vil aldrig ændre sig.

Han vil altid være en trussel. Han vil altid være en sikkerhedstrussel.

Han vil altid være en trussel mod andre og mod sig selv.

Hvis han er træt af at leve,

skal man bare kaste sig på hovedet ud fra øverste køje.

Hvis du virkelig er træt, så kast dig ud.

Skær dig med barberbladet, og det er slut.

Det gør folk, når de er trætte af livet. Han er i live. Han er ikke træt af livet.

Da James først fortalte, hvad han ville...

ROBERTSONS ADVOKAT

At han ville på dødsgangen, tænkte jeg: "Kan det lade sig gøre?"

Jeg havde aldrig oplevet det før.

I 2009 BLEV JAMES ROBERTSON TILTALT FOR DRABET PÅ FRANK HART

MEN BLEV IKKE AUTOMATISK IDØMT DØDSSTRAF

I LØBET AF DE NÆSTE TRE ÅR

GIK ROBERTSON IND I EN KAMP FOR AT BLIVE SENDT PÅ DØDSGANGEN

Mit navn er Mark Desisto. Jeg er James Robertsons advokat...

OKTOBER 2012

...her til venstre.

Han er den tiltalte. Det her er sag nummer 09812F.

Jeg havde bedt min advokat, Mark C. Desisto, Esq.,

om at få ændret sigtelsen til overlagt drab

og desuden begære dødsstraf.

Jeg var hr. Robertsons femte advokat. Han havde haft fire inden.

Hans sidste advokat fravalgte sagen, da der opstod fjendtlighed

over ønsket om dødsstraf.

Alle hans advokater sagde, at han var en fornuftig mand, man kunne tale med.

Han var hverken forstyrrende eller voldelig.

Han var bare fast besluttet på at få dødsstraf,

og han ville ikke lytte til dem, selvom det ikke var aktuelt da.

Mit første møde med hr. Robertson varede cirka 15- 20 sekunder.

Han sad i arresten i domhuset.

Og jeg introducerede mig selv og spurgte, om det var sandt,

at han ville idømmes dødsstraf.

"Ja." Så skulle vi tales ved.

Det var et kort møde. Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne forvente.

Men han virkede tilfreds med, at jeg overtog sagen.

Jeg vidste, at hr. Robertson tilbragte en del tid i isolation.

Det tætteste, jeg er kommet på det

med andre klienter, var otte-ni måneder.

Jeg har aldrig hørt om andre

eller repræsenteret nogen, som har tilbragt næsten hele livet i isolation.

Det ødelægger nok ens forstand. Det må påvirke ens psyke på en vis måde.

Det kan aldrig gøre noget godt for et individ.

Mange satte spørgsmålstegn ved,

at min klient ville have dødsstraffen, og spurgte,

om jeg troede, at han var tilregnelig.

Inden jeg kom til, var det primære forsvar

fra den fjerde advokat på sagen utilregnelighed.

I juratermer er utilregnelighed, at man skal fastslå,

om tiltalte forstår, hvad der er rigtigt og forkert i gerningsøjeblikket.

Delstaten Florida fastslår tiltaltes tilregnelighed

ved at få to læger til at undersøge individet.

Både psykologen og psykiateren mente, at hr. Robertson var tilregnelig

i gerningsøjeblikket, og dommeren godtog lægernes resultat.

I 2012 BLEV FLORIDA DEPARTMENT OF CORRECTIONS BEDT OM

AT FORBEREDE EN DOMSUDREDELSE AF JAMES ROBERTSON

RAPPORTEN, SOM KALDES EN PSI,

SPILLEDE EN ROLLE I PROCESSEN, DER SKULLE AFGØRE ROBERTSONS SKÆBNE

DEN BLEV UDARBEJDET AF MARK GOTTFRIED

Alle har en historie at fortælle.

Alle gør noget rigtigt, og alle gør noget forkert.

Domsudredelsen undersøger James Robertson

som person og ikke som indsat.

Den bliver læst af alle, som er involveret i sagen.

BETJENT MIKE GOTTFRIED

Jeg sammenfatter, hvad de ikke ved, og det er hans socio-økonomiske baggrund.

Hvem er hans forældre? Hvor gik han i skole?

Hvor meget uddannelse har han?

Narko- og alkoholmisbrug, psykologisk rådgivning.

Det prøver en PSI at gøre via personens samarbejde. Jeg får hans historie.

Så jeg talte med James Robertson.

Jeg lod ham vide, hvem jeg var, og hvorfor jeg skulle tale med ham.

Og han var samarbejdsvillig og opførte sig ikke ubehageligt.

Han gav mig ingen grund til at føle mig utilpas.

Og vi talte i en time til halvanden.

Vold er en del af James Robertson,

fordi vold var en del af hans opvækst.

SUPPLERENDE INFORMATION FAMILIEBAGGRUND, CIVILSTAND

Problemer med sin mor og far.

Han forklarede, at han blev slået med kæppe.

Forældrene blev skilt, gift og skilt igen, alkohol.

Det boblede under overfladen.

Og det fører selvfølgelig

til hans straffeattest.

Og det er en lang straffeattest.

Der er et mønster af vold med Robertson, som starter langsomt.

Som 12-årig er hans første overtrædelse blot butikstyveri.

Men det går snart over til indbrud.

Og så, selvom han bliver sendt på kostskole, er han uregerlig.

Han er umulig at håndtere. Fravær, slåskampe.

Mønsteret vokser.

Og det fulgte ham lige indtil den dag, da han stod foran dommeren

i Orange County Florida og fik ti års fængsel.

Det interessante ved det er, at da han blev sigtet,

fyldte han først 17 år 15 dage senere.

Så kunne retten have valgt en anden vej?

For ungdomsdomstolen handler om rehabilitering.

Det gør det ikke for myndige. Det handler ofte om straf.

Og det var hans straf.

Men han blev værre. Han indordnede sig ikke.

Han begik mere kriminalitet i fængslet.

79 disciplinære rapporter taler for sig selv.

Så har vi vold med et dødbringende våben.

Han har smuglet våben ind på anstalten.

Uvæbnet vold, forsøg på vold, deltagelse i oprør.

Det var stort set alt, man kan gøre galt.

Her er en mand, som bliver sat i den værste slags isolation.

Et forfærdeligt liv, inden for murene, og det bremser ham ikke.

Det hælder benzin på bålet. Det giver ham ny energi.

Jeg tror, at nogle fanger kan ikke kureres med isolation.

De bliver hærdet, værre, aggressive, farlige.

Og den slags person var James Robertson nok,

for han blev kun værre af sin tid i isolation.

Han blev mere aggressiv, beregnende, grusom.

Og jeg tror, at Hart, hans cellekammerat i 2008, var et middel til at nå målet.

Anbefalingen fra domsudredelsen, det sidste stop,

efter at have samlet og analyseret alting...

Hvis han kendes skyldig, er anbefalingen dødsstraf.

Anbefalede jeg det for at belønne James Robertson? Nej.

Jeg belønner ikke denne person. Hans gerning var uhyrlig.

De skærpende omstændigheder vejede tungere

end de formildende, og det krævede dødsstraf.

DEN 18. DECEMBER 2012 BLEV JAMES ROBERTSON IDØMT DØDSSTRAF

OG KOM PÅ DØDSGANGEN

Jeg spurgte hr. Robertson i starten: "Hvorfor vil du have dødsstraffen?

Han sagde: "Jeg bliver ældre. Fyren i cellen over mig er blind og 65.

Han bliver hundset mere rundt af andre, af vagter, af indsatte.

Sådan et liv vil jeg ikke have, når jeg er ældre.

Før udøvede jeg vold, men nu udøves den på mig. Det vil jeg ikke leve med."

Derfor vil han have dødsstraf. Han vil ikke være udsat som ældre.

Fortjener Robertson sympati? Ja, det gør han nok.

Det var jo ham, der begik forbrydelsen, som fik ham bag lås og slå.

Men inden han kom i fængsel, var han en ung mand.

Han var stadig et barn. 17 år. Ingen forældre.

Hans forældre var alkoholikere og stofmisbrugere. Ingen vejledning.

Når man kigger på alt, han har været igennem,

især i isolationen, så fortjener han nok lidt sympati.

Jeg ser ham ikke som et ondt menneske, som bør dø. Det er hans valg.

Men han er ikke et menneske uden nogen forsonende træk.

Jeg tager med til hans henrettelse. Det har jeg villet siden begyndelsen.

Jeg er nok det eneste venlige ansigt, han kender der.

Han skal ikke dø uden nogen, som var ved hans side til det sidste.

Så jeg vil være der i det lokale, og når det sker, vil jeg være der.

JAMES ROBERTSON HAR TILBRAGT MERE END 37 ÅR I FÆNGSEL

INKLUSIVE NÆSTEN 20 ÅR I ISOLATION

OG FEM ÅR PÅ DØDSGANGEN

I AL DEN TID HAVDE HAN STORT SET INGEN KONTAKT MED VERDEN UDENFOR

Mit navn er Darrell Moshor, Jeg bor i Greenville, Tennessee.

Jeg er gift og har tre børn.

James Robertson er min fætter. Hans mor og min mor er søstre.

Jeg flyttede til Tennessee fra Florida i august 2006.

Først da så jeg mit første snefald.

James' familie, hans mor og far, har bare glemt ham.

Hans to brødre har ikke kontaktet ham i over 25 år.

De gjorde bare ikke noget for at hjælpe ham, hverken økonomisk

eller via breve, som gør en stor forskel derinde.

Der var overhovedet ingen støtte.

Kun jeg har kontakt med ham nu.

DARRELL VAR FOR UNG TIL AT KENDE SIN FÆTTER, INDEN HAN KOM I FÆNGSEL

DE FIK KONTAKT, ET ÅR EFTER AT JAMES BLEV IDØMT DØDSSTRAF

Jeg fik nok kontakt med James...

JAMES ROBERTSONS FÆTTER

...i enten 2013 eller 2014.

Det vil jeg takke Gud for,

for han opmuntrede mig til at kontakte ham.

Jeg vidste, han var i fængsel, men ikke på dødsgangen.

Jeg skrev et brev, det var nok en halv side langt,

og snart efter skrev han tilbage.

Så vi har haft kontakt i omkring fire år nu.

Var det sjovt?

Da vi først fik kontakt, sagde han: "Jeg håber, I vil være her for evigt.

Men I er sikkert som alle andre.

I kommer ind i mit liv en måned eller to og forsvinder så."

Og så fik jeg brev fra ham et års tid senere,

hvor der stod: "Nu ved jeg, at I ikke forlader mig."

Kortene rørte mig nok mest.

De er alle fra James.

Det er et kort, han skrev til min kone, Naomi. Han kalder hende "søs".

"Jeg vil vise min anerkendelse af din vidunderlige opfostring af jeres tre børn

og af dine opofrelser som en kærlig mor."

Før afsluttede han bare med: "Vi ses. Jimmy."

Så blev det til "Elsker dig, bror."

Og så "Elsker dig, Darrell." Nu er det "Må Gud velsigne dig"

eller "Må Gud skinne sit lys på jer" og "Jeg elsker jer højt".

Næsten som om hans hårde hjerte er smeltet.

Den kærlighed, vi har vist ham, som han aldrig har følt før,

har nok ændret hans liv.

Siden vi har fået kontakt med James,

har han sagt flere gange, at han aldrig havde en familie,

eller nogen, som elskede ham.

"Jeg har aldrig levet. Kun eksisteret."

Han har aldrig haft et job. Han har aldrig rigtig været sammen med en kvinde.

Han har aldrig fået børn eller er blevet gift

og alt sådan noget, vi gør i den her verden.

Han lever i en anden verden.

Er det spild af liv?

Ja, det er spild af liv. Det begyndte, da han var barn.

Nogle forældre elsker deres børn til døde,

men sådan var det ikke med hans mor og far.

Hans opvækst var hård, og så kom han i fængsel, da han var 16-17.

Han blev ikke født som et monster eller ond.

Han er bare aldrig blevet elsket.

Jeg ved ikke, hvornår James bliver henrettet. Det afgør staten.

Jeg talte med ham om...

at komme ud fra dødsgangen.

Så han kan få mere tid med os.

Men det var selvisk af mig, for han vil hellere henrettes

end at leve yderligere 40 år i fængsel.

Jeg vil bestemt være der. Han har brug for nogen der.

Det har jeg tænkt over. Jeg har ikke lyst, men han vil gerne have mig der.

Han sagde, at jeg ikke behøvede komme, men det vil han gerne have.

65 DAGE EFTER DET FØRSTE INTERVIEW

LOD FÆNGSELSVÆSENET JAMES ROBERTSON BLIVE INTERVIEWET IGEN

Jeg kan ikke udtrykke, hvor rart det er at have nogen, som holder af en.

Det er en rar følelse.

Jeg får det bedre, og så vil jeg holde mig væk fra ballade.

Jeg vil ikke miste min ret til at komme ud og se ham.

Så det er som en gulerod.

Det er trist at se dem gå.

Jeg tager det fulde ansvar for at skulle tilbringe resten af mit liv i fængsel.

Det tager jeg det fulde ansvar for.

Jeg vil ikke være vred eller bitter. Jeg plejede at være rigtig bitter.

Jeg var bitter, da jeg altid bebrejdede alle andre for,

hvordan mit liv udfoldede sig. Men det holdt jeg op med.

Af princip må jeg se konsekvenserne i øjnene og mande mig op.

Jeg vil ikke høre andre tale om at bebrejde verden for deres problemer.

Livet er ikke altid retfærdigt.

Folk taler altid om, hvor uretfærdig verden er.

Ingen har sagt, at livet er retfærdigt, og der er ingen oppe i skyerne,

som gør alting retfærdigt. Sådan er det ikke.

Det må folk bare acceptere.

Man prøver altid at gøre verden til et bedre sted,

men intet er perfekt.

Gid, at vagterne ville skabe et system, som var mere humant.

Lade fangerne blande sig med hinanden.

Jeg ville være mere tilregnelig nu,

havde det ikke været for alle årene i cellen.

Jeg er klar til at gøre det. Jeg har droppet min ankesag.

Jeg har været klar længe.

Du spurgte mig sidst:

"Hvordan vil du have det om to år?"

Jeg har været klar længe.

Det er forbi. Jeg har afsonet min straf.

Det er som en forflyttelse. Det er forbi nu.

Næsten som om jeg snyder dem.

Der er en lang liste. Der er over 100 fanger på dødsgangen,

som venter, så jeg ved det ikke.

Der kan gå lang tid. Det kan også gå stærkt.

Jeg kender allerede til hele proceduren.

De lægger dig i en...

slags bandage, så dine arme ikke bevæger sig,

fordi de tror, at man vil stritte imod, hvilket jeg ikke ville gøre.

Men det er bare...

De gør det måske bare for at gøre det til en sensation.

For at gøre det vildt. Spænde dem fast som Hannibal Lecter eller...

Jeg ved det ikke. Men...

Jeg har det fint med det. De stikker bare med en nål.

Jeg vil hellere stikkes med en nål

end at få elektrisk stød. Men jeg tager begge dele.

Alt det møg, man læser om i avisen,

om hvor umenneskelig henrettelsen er... Det er noget vrøvl.

De sprøjter et stof i en,

som slår en ud, så man er bevidstløs. Man mærker intet.

Et sidste spørgsmål:

Hvis du havde et kort budskab, som du vil udtrykke,

eller en måde, du vil huskes på, hvad ville du så sige?

En, der altid siger sandheden.

Du ved nok.

JAMES ROBERTSON VENTER STADIG PÅ SIN HENRETTELSESDATO

Tekster af: Anna Rask