All language subtitles for Deadliest_Kids_-_S01E01_WEB.dan

- Jeg hedder Alana Calahan.
- Jeg hedder Erica Dillard.

- Vi viser, hvordan man laver...
- Cupcakes!

- Sådan holder man en kniv.
- Ikke sådan, som Erica viste før.

- Hold kniven sådan her.
- Alana var meget sød.

Man skærer smørret sådan her.

Hun smilede altid.

Hun smilede på en særlig måde.
Hun var meget kærlig.

Hun var lyset i alle de rum,
hun kom ind i.

Hun kunne vende enhvers dårlige dag
til noget godt.

Det er alarmcentralen.

Min søster. Hun hoster blod op!

Hun bevæger sig ikke!

- Trækker hun vejret?
- Nej!

Alana, kan du høre mig? Alana?

Vi kommer så hurtigt, vi kan.

Den 31. Januar 2011-

-blev 14-årige Alana Calahan skudt
og dræbt i hjemmet i Columbia County.

Det så ud, som om nogen
havde spildt saftevand overalt.

Men det var ikke saftevand.
Det var min søsters blod.

Der kom bare mere blod ud af hende.

Og Aaron fortalte mig,
at der var et hul i Alanas hoved.

Alanas morder
var 14-årige Aaron Schmidt.

Han var en plaget ung mand.

Der foregik meget derhjemme.

Det er en ung mand
med et latent personlighedsproblem.

Hvilket betyder, at han har
meget dårlig impulskontrol.

Han må være gået hen bag hende,
sat pistolen tæt på og skudt den vej.

Måden, hun blev skudt på,
det var uden tvivl en henrettelse.

Aaron Schmidt forrådte en familie-

-der gav ham det hjem,
han aldrig havde haft.

Jeg nægtede at tro det,
fordi vi havde elsket Aaron.

Vi så Aaron som et familiemedlem.
Som en af vores søskende.

Alanas brutale mord
fik varige følger-

-på lokalsamfundet i Harlem, Georgia.

Jeg har haft flere mordsager,
men det her var en 14-årig dreng.

En meget ondskabsfuld
og kold 14-årig, men han var et barn.

Harlem i Georgia er et lille samfund.

Det er et landligt område.

Vores huse ligger ikke tæt.

Denne del af amtet-

-er et tæt knyttet,
lille lokalsamfund.

Det er meget landligt,
malerisk og hyggeligt.

På nogle måder kan man sige,
at Harlem sad fast i tiden.

Jeg vil ikke kalde byen "søvnig",
men det er den.

Det er et afslappet sted.
Det er et dejligt sted at bo.

I den stille by Harlem i Georgia
bor familien Calahan-

-en militærfamilie,
som i maj 2010 flyttede på landet...

...for at nyde livet på landet i USA.

Som soldaterfamilie-

besluttede mine forældre
at flytte os tilbage på landet...

...så vi kunne få vores frihed,
vores eget sted.

Vi kunne nyde naturen,
som vi gjorde, da vi var yngre.

Det er roligt at vokse op i Harlem.
Man bliver et med naturen.

Man bliver mere familieorienteret,
når man bor i Harlem.

Man indser,
at man kun har sin familie.

Livet i Calahan-familiens hjem-

-har nogle enkle regler,
som familie og gæster skal overholde.

Du har ikke sko på indenfor.
Du har ikke hat på indenfor.

Som dreng har man skjorte på
ved bordet.

Pigerne skulle dække sig til,
hvis der var andre drenge i huset.

Det var bare...
Det var ikke så svært.

Familien består af Betty Jo,
Paul Calahan og deres seks børn.

Vi er en stor familie. Seks børn.

Der er Jason, Hayley,
Amanda, Alana, Paul og Chase.

Betty Jo og Pauls fjerde barn
var 14-årige Alana.

Alana var meget sød.
Hun smilede altid.

Hun smilede på en særlig måde.
Hun var meget kærlig.

Hun kunne ikke gøre noget forkert
i mine øjne.

Hun var vores faste støtte.
Hun holdt sammen på familien.

Alana var altid festens midtpunkt.

Hun lyste op i alle rum,
hun kom ind i.

Hun kunne vende enhvers dårlige dag
til noget godt.

Hun var det perfekte barn.

Og nok et af de bedste mennesker,
jeg har kendt.

Da familien flyttede hertil-

-blev børnene venner med en dreng,
14-årige Aaron Schmidt.

Han virkede meget tillidsfuld
og omsorgsfuld.

Han var hjælpsom.
Han var der altid og hjalp altid til.

Både med at hugge brænde til pejsen
og med at slå græs.

Han var aldrig respektløs.

Han fulgte alle reglerne.
Han var en god dreng.

Som tiden gik, kom Schmidt
tættere på familien Calahan.

Han kom ofte for at være sammen
med de to yngste drenge.

De kørte motocross
og den slags udenfor.

Og han spiste ofte middag her.

Vi tog ham med på familieferier.

Vi købte julegaver
og fødselsdagsgaver til ham.

Jeg behandlede ham som vores egen,
som vi behandlede vores børns venner.

Aaron Schmidt blev budt velkommen
med åbne arme i vores familie.

I modsætning til familien Callahan,
som var faste kirkegængere-

-kom Schmidt fra en af Harlems
mest udsatte familier.

Der foregik meget i hans familie.

Han blev ikke opdraget
af sine forældre.

Han blev opdraget
af en meget ældre søster.

Schmidt var blevet sendt rundt
i socialsystemet-

-fordi hans mor
var afhængig af stoffer.

Og hans far afsonede
lange fængselsdomme.

Aarons far havde siddet i fængsel
det meste af Aarons liv.

Han afsonede en betragtelig dom-

-for seksuelt farlige
og voldelige seksuelle overgreb.

Det var en dårlig situation.

Jeg er ikke i tvivl om,
at Aaron var hårdt ramt.

Der var en masse uro i hans hjem.

Men der er mange, der har det skidt.

Og endnu værre.
Og de ender ikke som Aaron.

Otte måneder efter de flyttede
til Harlem den 26. Januar 2011-

-fik en hændelse med Aaron Schmidt...

...familien Calahan
til at tvivle på den 14-årige.

Tilliden fik et knæk med Aaron-

-da min mor og jeg kom tilbage
fra en af hendes aftaler.

Kort efter stod Alana
af bussen og kom ind.

Alana kom hjem og blev overrasket
over at se nogen i huset.

Hun blev så bange,
at hun tog en kniv og en saks-

-for at konfrontere vedkommende.

Alana er skrækslagen og går rundt
uden at vide, hvem der venter.

Hun hørte noget i huset.

Og Aaron sprang frem fra badeværelset
og skræmte hende fra vid og sans.

Aaron var på badeværelset.
Vi ved ikke, hvordan han kom ind.

Aaron sagde,
at vi havde ladet døren stå åben.

Jeg vidste, at det var løgn,
for døren skulle låses med slå for.

Han sagde, at vi havde låst døren.
Vi havde ikke ladet døren stå ulåst.

Jeg sagde, at jeg havde låst dørene.

Han sagde: "Nej."
Jeg sagde: "Du lyver."

Men Aaron grinede bare ad det.

Han sagde, det var en spøg.
Han mente ikke noget med det.

Men Alana troede ikke på det.

Hun brød sig ikke om, at han var her.

Efter episoden måtte Alanas mor
sætte nye grænser for Schmidt.

Jeg sagde,
at han ikke måtte komme i huset-

-medmindre jeg, Paul eller Alanas
storesøster Amanda var i huset.

Fordi jeg ikke stolede på ham.

Jeg tabte tilliden til ham,
fordi han selv gik ind i huset.

Det gjorde ham nok vred på Alana,
fordi Alana sladrede.

Han var ikke moden nok.

Han havde ikke
en underliggende personlighed-

-der kunne håndtere de grænser,
der nu blev sat for ham...

...uden at tro eller tænke,
at hjulene var hoppet helt af.

Og at det blev en ny situation,
hvor hans liv blev kaotisk.

Han har bare ikke den personlighed-

-på grund af den måde,
hans familie havde taget sig af ham.

Betty Jo bandlyste ham fra huset,
og så skete det her.

Cirka en uge senere,
den 31. Januar 2011-

-blev den otteårige Chase Calahan
sat af med skolebussen...

...for enden af indkørslen.

Jeg havde ventet
til allersidste øjeblik-

-med at hente Chase i indkørslen...

...fordi jeg så et tv-program.

Jeg efterlod Alana ved computeren.

Min indkørsel er 800 meter lang.

Amanda spurgte Alana om hun
ville køre sin fars bil i indkørslen.

For han var bortrejst med militæret.

Hun sagde nej. Hun ville
lægge nogle billeder på Facebook.

Alana er alene hjemme-

-da Amanda kører den korte tur
gennem skoven til busstoppestedet.

Jeg hentede Chase.

Jeg kom tilbage og gik ind ad døren-

-og så Aarons sko
ved siden af Alanas støvler.

Da Amanda kom hjem-

-så hun Aarons sko ved døren,
så hun vidste, at han var her.

Da hun når tilbage til huset
seks-syv minutter senere-

-bemærkede Amanda også,
at computerområdet var i uorden.

Man kunne se computerbordet,
som mine forældre havde ved væggen.

Stolen lå væltet
ved siden af skrivebordet.

Glasskydedøren bagtil stod åben.

Det så ud, som om nogen
havde spildt saftevand overalt.

Og så blev jeg vred.

For jeg havde gjort rent hele dagen.

Jeg ledte efter Alana og Aaron
i hele huset.

Fordi deres sko var der,
gik jeg ud fra, at de begge var der.

Da Amanda så,
at skydedøren stod åben-

-lukkede hun den og tog Chases hånd
og sagde: "Kom."

Så blev jeg meget vred.

Ingen svarede eller sagde noget.

Jeg lukkede døren og låste den.

På det tidspunkt
kom Aaron ind ad hoveddøren.

Så kom Aaron løbende ind
ad hoveddøren-

-og sagde: "Nogen har taget Alana."

Aaron sagde,
at han så nogen løbe væk fra huset.

Hun spurgte, hvilken vej de gik.
Han sagde: "Ned til bækken."

Aaron gik ind i skoven for at jage
manden, han sagde, havde taget Alana.

Så kom Aaron løbende og sagde,
at Alana lå i skoven.

Og så fandt Amanda hende.

Schmidt viste Amanda,
hvor Alana lå på jorden i skoven-

-kun få meter fra huset.

Da jeg så Alanas lig ligge der...

Og da jeg så, at hun havde...

Hun havde et sår lige ved hagen.

Jeg gik ud fra, at vedkommende,
der havde været i skoven-

-havde stukket hende ned,
fordi hullet var så lille.

Jeg gav Alana førstehjælp.

Og Aaron bukkede sig
for at samle en pind op.

Jeg bad ham stoppe, for da han
ville trække pinden ud af hendes hår-

-kom der bare mere blod.

Det fossede ud af hende.

Så fortalte Aaron mig-

-at der var et hul i Alanas baghoved.

Amanda prøvede at genoplive hende
og få blodet ud af hendes mund.

Men det virkede ikke.

Hendes bror Chase
stod ved hendes fødder.

Han ville have hende til at rejse sig
og tørre blodet af.

Han sagde,
at mor ikke ville blive glad.

Chase var kun otte år. Amanda var 18.

Det er alarmcentralen.

Min søster! Hun hoster blod op.

Mens Amanda prøver at genoplive
sin søster, ringer hun efter hjælp.

Hun bevæger sig ikke!

- Trækker hun vejret?
- Nej.

- Trækker hun ikke vejret?
- Nej!

- Ingen vejrtrækning.
- Vent et øjeblik.

Amanda begyndte straks
at vurdere situationen.

Man kan høre på alarmopkaldet,
at hun var helt ude af den.

Klem på næsen, læn hovedet tilbage,
og pust to gange i munden.

Der kommer blod ud af hendes mund.

Jeg kan ikke det her!

Da den første betjent kom,
var jeg stadig i chok.

Han sagde, at jeg skulle flytte mig.

Så tog han over,
indtil ambulancen kom.

Da en civilklædt betjent dukkede op-

-sagde han til Amanda, at hun
måtte stoppe, fordi hun var død.

Jeg havde trukket Aaron
og Chase til side-

-indtil en anden betjent dukkede op.

Så sagde den første til den anden,
at vi skulle væk derfra.

For han havde set et blodspor-

-fra Alanas lig til bagdøren.

Hele haven var et gerningssted,
og vi skulle flytte os.

Det var ret kaotisk.

Det var en frygtelig forbrydelse-

-på en ung kvinde,
der havde hele livet foran sig.

Hun ville aldrig gå på universitetet.

Hun ville aldrig møde en,
forelske sig, gifte sig og få børn.

Det var den store tragedie.

Efter et opkald om, at hendes datter
var kommet til skade-

-kom Betty Jo Calahan hjem
til et gerningssted.

Da jeg steg ud af bilen...

Jeg løb hen mod hende.

Og en betjent stoppede mig.

Han sagde, jeg ikke måtte gå derhen,
fordi det var et gerningssted.

Jeg ville bare holde om hende.
Jeg ville bare holde om Alana.

På den ene side af indkørslen
så jeg Aaron stå op ad en politibil.

Amanda sad på verandaen
med sin lillebror Chase.

Det var forfærdeligt.

Men...

Jeg kunne intet gøre.

Mindre end ti minutter
efter alarmopkaldet-

-ankom politimanden
Brian Jones til stedet.

Jeg fik at vide,
at de havde brug for en efterforsker-

-til det, der viste sig
at være familiens hjem.

Jeg fik at vide,
at der havde været et skyderi-

-og at Alana var offeret.

Hun lå omme bag huset.

Lige uden for et skovområde
bag huset.

Efterforskeren måtte tale
med sit hold-

-for at få alle fakta
om gerningsstedet.

Man ankommer og taler
med de betjente, der er der-

-og prøver at finde ud af,
hvordan gerningsstedet ser ud.

Hvor skal vi lede?

Hvem skal vi tale med?
Den slags.

Aaron påstod, at nogen var brudt ind
i huset og havde taget Alana.

Efterforskerne skulle nu
finde gerningsmanden-

-og forhindre,
at andre kom til skade.

Politiet og efterforskerne-

-de troede, det var en indbrudstyv,
som stod bag.

Det blev en menneskejagt.
Der var betjente fra flere amter.

Det var angiveligt en ukendt mand,
som Aaron havde set tage Alana.

De gik fra dør til dør
for at finde nogen.

De vidste kun,
at det var en med hættetrøje på.

Mens jagten står på-

-leder Brian efter beviser
på gerningsstedet.

Når man har en mordgåde,
påhviler det mig-

-og efterforskerne og teknikerne.

Vi må komme på bølgelængde hurtigt.

Jeg skal danne mig et overblik.

"Sådan ser gerningsstedet ud.
Det er det, beviserne fortæller os."

"Det her fortæller liget os
om området."

Så når jeg går tilbage og taler
med folk, hvilket er næste skridt-

-så har jeg allerede
et mentalt billede af gerningsstedet.

Efterforskerne fik hurtigt talt
med alle vidnerne-

-som var til stede, da de ankom.
Og et af dem var Aaron.

Da politiet ankom
til familien Calahans hjem-

-holdt et par betjente øje
med Aaron...

...alene fordi
Amanda var så hysterisk.

Aaron reagerede meget mærkværdigt.

Da vi først så ham,
var han bare sær. Han skilte sig ud.

Han gjorde sådan...
Og så kiggede han rundt.

Det var, som om han ventede på,
at nogen skulle se på ham-

-og så begyndte han igen.

Der var noget forkert ved ham.

Politiet beskriver Schmidts reaktion
som "en sær adfærd".

Og de beskriver faktisk,
at han ikke har de rette følelser-

-der passer til omstændighederne.

Han prøver at græde på et tidspunkt,
fordi han ved, at han bør græde.

Han ved, at når nogen dør-

-er det passende, at man græder
under de omstændigheder.

Han udtrykker det,
vi kalder "flad affekt".

Og det betyder basalt set-

-at han måske er opstemt og glad
eller deprimeret og trist...

...men vi kan ikke se hans følelser,
ud fra hvordan han udtrykker sig.

Som de eneste to vidner på stedet-

-måtte politiet nu tale
med Amanda og Aaron.

Når man har sådan en forbrydelse,
som ligner en mordgåde...

Når man ikke ved,
hvordan noget er sket-

-og man ikke ved,
hvem gerningsmanden er...

...så ser vi på det,
som om alle er mistænkte.

Alle, der var sammen med ofret,
eller som havde kontakt med offeret-

-de kan være vidner,
men også mistænkte.

En time efter ankomsten-

-tog politiet Amanda Calahan
og Aaron Schmidt med til afhøring.

Imens fortsatte det lokale politi-

-med at lede
efter den ukendte gerningsmand.

Der var stadig folk på stedet.

De undersøgte stadig gerningsstedet-

-mens min partner og jeg
afhørte vidnerne.

For Amanda Calahan og Aaron Schmidt-

-blev det starten på
en fire timer lang afhøringsproces.

Jeg sad i politiets
lille forhørslokale.

De spurgte, hvad der var sket.
Og det fortalte jeg.

Og så gik de ud.

De talte nok med Aaron.

Så kom de tilbage og spurgte igen,
hvad der var sket.

Og så sagde de:
"Der er noget, der ikke passer her."

Amandas historie ændrede sig aldrig.

Aaron begyndte med store,
generelle udtalelser.

Han var ikke ret konkret.

Da de fik ham ind på politistationen-

-fik de en udtalelse fra ham.

Han fortalte en tvivlsom historie
om en mand, der løb gennem skoven.

Efterforskerne kæmpede
for at få Aaron-

-til at give en klar beskrivelse
af gerningsmanden.

"Jeg så en fyr hoppe herover,
løbe herop.

"Jeg ville se på det,
fordi vi har haft problemer før."

"Så jeg undersøgte det.
Jeg så en mand, og han..."

Så spurgte jeg: "Hvordan så han ud?"

"Han var... Det var...
Han var ret høj."

"Jeg troede, han var sort,
men han var ikke sort."

"Jeg så hans ansigt. Han var hvid,
men han var klædt i sort."

"Han løb herfra og dertil,
og så rundt om der."

"Så gik jeg herop."
Og jeg tænkte bare: "Du godeste."

Brian Jones videregav
Aarons beskrivelse af morderen-

-til betjentene i marken.

Nu havde vi en beskrivelse
af personen, vi ledte efter.

Men beskrivelsen var meget rodet.

Der, hvor han skulle have løbet,
havde vi en hundepatrulje ude.

De gennemsøgte de områder,
hvor Aaron sagde, han løb.

De fandt aldrig et fodaftryk
eller tegn på, at der var andre.

På gerningsstedet-

-fandt politihundene kun færten
af Aaron Schmidt.

Hundene blev ved med at gå tilbage
til der, hvor Aaron havde stået.

Det gik op for os, efter vi talte
med dem og gav dem de oplysninger.

Det hele foregik samtidig.

Og vi kunne sprede budskabet:

"Han skal være gået
herfra og dertil."

De sagde: "Vi har to hunde der."

"Og de bliver ved med at gå tilbage
til det samme sted."

Så jeg vidste,
at Aaron havde været der.

Schmidts forklaring
var en ringe hjælp-

-så politiet bad nu
Amanda Calahan om hjælp.

De ville have mig
til at tegne et kort.

De sagde, at min tegning-

-kunne hjælpe efterforskerne
i baghaven...

...med at finde ud af,
hvad der var sket.

De brugte Amandas kort
til at stykke sammen-

-hvad der kunne være sket i huset.

De gentagne afhøringer af betjentene-

-fik Amanda til at føle sig mistænkt
for mordet på sin søster.

De sagde: "Er du sikker?
Er du sikker på, det skete sådan?"

Jeg var ikke en løgner.

Jeg var sikker på, at det var det,
der var sket, og jeg var frustreret.

Jeg spurgte, om jeg var mistænkt.
Og...

De sagde nej,
men sådan følte jeg det.

Og det er ærlig talt
en ret ubehagelig følelse.

Aaron hævdede,
at gerningsmanden kidnappede Alana-

-i løbet af de seks-syv minutter,
Amanda var ude af huset.

Men udstyret med Amandas kort-

-begyndte betjentene at tvivle
på Schmidts forklaring.

Så vi prøvede at finde ud af-

-hvordan i alverden
nogen kunne have gjort alt det...

...på så kort tid.
At udarbejde en tidslinje.

Jeg tænkte: "Det kan ikke passe!"

Politiet begyndte at tro, at Aaron
vidste mere, end han ville ud med.

Det fik dem til at afhøre Amanda
om livet i familien Calahans hjem.

De spurgte til husets grundregler.

Jeg sagde, vi skulle tage skoene af.

Det var hovedreglen. "Tag skoene af,
når du går ind i huset."

Så sagde de: "Vi kommer tilbage."

Der var en fast regel hos familien.

Man gik ikke ind i huset med sko på.
Man tog dem af.

Jeg tror helt ærligt,
at det var det vigtigste.

Den ene handling fra Aaron
ødelagde hele hans plan.

Fordi han gik ind i huset,
men han tog skoene af.

Da han kom til politistationen,
var en af de ting, de gjorde-

-under afhøringen af Aaron,
at de bad ham tage skoene af.

Han havde sko på,
da politiet ankom til gerningsstedet.

Men det så ud til,
at han var kommet i tanker om det-

-for han havde blod på sokkerne.

"Hvordan fik du blod
oven på dine fødder-

hvis du gik rundt
og gjorde dit eller dat?"

"Så ville det være under fødderne."

Men det var oven på og på buksebenet.

Så jeg tænkte: "Han er
mere indblandet, end vi troede."

Han tog skoene af, og Alanas blod
var oven på hans sokker.

Det var det, der opklarede sagen.

Blodet på Schmidts sokker afslørede-

-at han må have været tæt på Alana,
da hun blev skudt.

Men spørgsmålet var stadig,
hvem der skød.

Man kan begynde at zoome ind-

-og overveje muligheden for,
at en ukendt gjorde det.

Eller måske var det ham,
der sidder foran mig-

-som prøver at overbevise mig om,
at der var en anden derude.

Hvad angår absolutter-

-begynder det
at blive mere sort-hvidt.

Man begynder med et sløret billede.
Man begynder at fokusere lidt mere.

Og før man ved af det, hvis man
husker gerningsstedet og beviserne-

-og man husker, hvad personen siger,
så fokuserer man hurtigt.

Det store perspektiv
begynder at tage form efterhånden.

Men bare fordi historien
har ændret sig-

-er det ikke en garanti for,
at han gjorde det.

Efter politiet fandt blodet
på hans sokker-

-ændrede Aaron Schmidt
sin forklaring igen.

Halvvejs gennem afhøringen-

-da han begyndte at tale om,
at Alana var blevet skudt...

...sagde han, at han havde pistolen,
og at den gik af ved et uheld.

I sin nye udtalelse-

-hævdede Schmidt at have skudt
Alana Calahan ved et uheld.

På det tidspunkt vidste vi-

-at alt, hvad han havde sagt
over to timer, havde været løgn.

Schmidt fastholdt, at Alana
havde fået fat i pistolen først.

Mens de legede med den,
gik den af og skød Alana.

Det eneste, han sagde, var-

-at han skød hende,
men at det var et uheld.

Han gik i panik
og slæbte hende ud af huset.

Efter fire timers afhøring-

-indrømmede Schmidt,
at han skød Alana ved et uheld.

Han flyttede liget i panik
og smed pistolen ind i skoven.

Da han sagde, at han havde
skudt hende efter en lang afhøring-

-vidste vi, at han havde gjort det,
så han blev sigtet.

Aaron Schmidt er anholdt-

-og politiet må nu fortælle familien,
at de har fundet Alanas morder.

Min mor, min far, mig selv
og et par andre familiemedlemmer-

-ventede alle på at høre noget.

Efterforskerne kom hjem til os,
og vi satte os ned.

De sagde, at Aaron havde tilstået,
at han skød Alana.

Jeg kunne ikke tro det.
Jeg kunne ikke tro, at det var Aaron.

Jeg ville ikke acceptere,
at det kunne have været ham.

Jeg kunne ikke tro det,
fordi vi havde elsket Aaron.

Vi bød Aaron velkommen i familien.

Vi så Aaron som et familiemedlem.
Som en af mine søskende.

Da vi hørte det,
var alle i familien meget berørte.

Min mor var forvirret.
Hun ville heller ikke tro på det.

Jeg var lettet over,
at de havde fundet Alanas morder.

Men jeg var også vred over,
at det viste sig at være Aaron.

Politiet havde Schmidt
i deres varetægt.

Men hans påstand om, at han skød
ved et uheld, købte politiet ikke.

Efterforskerne ville vide mere
om deres hovedmistænkte.

Aaron blev anholdt.

Men der var andre ting,
som vi fandt ud af bagefter-

-som tydede på, at det måske ikke
var en pludselig indskydelse,

At det måske var planlagt på forhånd.

Politiet fandt ud af,
at der var sket uforklarlige ting-

-før Schmidt blev bortvist
fra familien Calahans hjem.

Først troede vi, at vi havde forlagt
nogle MP3-afspillere.

Alana, Paul og Chase gik jo i skole.

Vi tænkte, at de tog i skole
og havde ladet en ven låne dem.

Og at de var midlertidigt væk.

Jeg havde også mistet
et sæt husnøgler.

Ting forsvandt, men vi vidste ikke,
at Aaron havde stjålet dem-

-før efter han dræbte Alana,
og de fandt det hele hjemme hos ham.

De må have føle sig forrådt-

-efter at have inviteret
en ung mand ind i deres hjem...

...som så gengælder den venlighed
ved at tage deres datters liv.

Ud over ting, som Schmidt
havde stjålet fra familien-

-afslørede ransagningskendelserne,
at det formentlig var overlagt.

Da politiet ransagede Aarons hjem-

-fandt de en kasse ammunition...

...og den låste kasse,
som min fars pistol altid lå i.

Paul havde en pistol,
men den lå i en låst boks.

Den var... Den var ikke samlet.

Efterforskerne og politibetjentene
fandt kassen-

-og instruktioner til at samle den
i Aarons hjem.

Paul Calahans pistol blev brugt
til at dræbe Alana.

Men familien Calahan havde regler
for at have pistoler i huset.

Min far var meget streng med våben.

Børnene måtte ikke have våben,
hvis han ikke var hjemme.

Man rørte ikke hans våben.
Aldeles ikke.

Våbnene blev opbevaret
på mine forældres værelse.

Min far skilte altid sin pistol ad-

-og opbevarede delene flere steder
blandt hans tøj i kommoderne.

Selve pistolen var låst inde.

Den onsdag, hvor han var i huset-

-da han var alene,
må han have taget den.

Han gennemgik mit soveværelse-

-og gennemsøgte alt
for at finde pistolen.

Schmidt tilstod, at han efter mordet
smed pistolen i skoven.

Da politiet undersøgte pistolen-

-afslørede den,
at det ikke kunne være en ulykke.

Hanen var spændt på pistolen.

Det betød, at da den blev affyret-

-havde den, der skød,
spændt hanen på forhånd.

Så man vidste,
at det var en bevidst handling.

Den styrke, der skulle til
for at spænde hanen-

-var mere end noget, der kunne ske...

...ved at tage den op af lommen
eller bare skubbe til pistolen.

Da de vidste, at Schmidt
havde haft pistolen før mordet-

-kunne politiet stykke sammen,
hvad der skete på morddagen.

Da vi fik stykket beviserne sammen...

Når vi så på tidslinjen og historien-

-og på beviserne på gerningsstedet,
hvor Alana blev skudt...

Alt ved hele hændelsen,
da vi fik samlet brikkerne-

-skreg til os, at det var overlagt.

Han tog skoene af ved døren-

-som han havde gjort
hundredvis af gange før den dag.

Alana sad og var på Facebook
ved computeren.

Hun blev skudt i baghovedet,
mens hun sad ved computeren.

Så blev hun slæbt ud af bagdøren-

-og gennem hendes have
og ind i skoven.

Intet tydede på,
at Alana blev forskrækket først.

At hun overhovedet hørte ham i huset.

Hun stirrede bare
på en computerskærm.

Han sneg sig ind på hende bagfra
og henrettede hende.

Han må være gået hen bag hende,
sat pistolen tæt på og skudt den vej.

Kald det et uheld, hvis du vil.

Men måden, hun blev skudt på,
tydede på en henrettelse.

Selv om beviserne peger på overlæg-

-angav Schmidt aldrig en årsag
til at dræbe Alana.

Hvilket motiv havde han
til at myrde sin ven-

-og miste en familie,
der tog ham til sig?

Jeg tror personligt,
at han havde et motiv.

For tidligere på ugen-

-havde Alana
givet ham ballade med min mor...

...over at være alene i huset,
før Alana kom hjem fra skole.

Så ændrede reglerne sig for ham.

Han måtte ikke være her uden mig.

Jeg tror, han var vred på Alana.

Og han følte sig forrådt af hende.

Jeg tror personligt,
at han så Alana som en trussel.

Det var den eneste familie,
han følte var normal-

-og hvor han havde følt kærlighed
fra forældre og søskende.

Og da han fik ballade,
fordi han havde skræmt Alana-

-tror jeg,
at han irrationelt tænkte...

...at han måtte eliminere truslen.

"Hvorfor?" Alle vil vide hvorfor.

Men det eneste, jeg kan sige,
når jeg spekulerer over hvorfor-

-at det mest bare var: "Jeg vil
bevare min status i familien."

Det er nok grunden til, at det skete.

Det var noget,
han måtte have planlagt i dagevis.

Han planlagde det
ned til mindste detalje.

Fordi det blev udført
på seks til syv minutter.

Hans eneste motiv var,
at han så hende som en trussel.

Jeg ved ikke, hvorfor han gjorde det.

Jeg vil gerne spørge ham en dag.
Men jeg ved bare ikke hvorfor.

Aaron Schmidt sad varetægtsfængsel
i over et år efter mordet på Alana.

Retssagen begyndte
den 6. Februar 2012.

Han erklærede sig ikke-skyldig
i alle anklager.

Det var en meget bevistung sag.

Jeg havde tiltro til sagen
rent bevismæssigt.

Men jeg var stadig bekymret-

-fordi det motiv,
jeg skulle fremlægge for juryen...

...var svært at forstå
for et rationelt menneske.

Det var en grufuld,
voldelig og helt unødvendig død.

Efter ikke at have set Schmidt
i over 12 måneder-

-stod familien Calahan
nu ansigt til ansigt med drengen...

...som svigtede deres tillid
og myrdede Alana.

Retssagen var...

Det var et helvede.

Vi havde ikke set ham-

-siden han dræbte Alana,
og så bare stod der.

Og så endelig se ham i retssalen...

Det bragte så mange
grimme følelser tilbage.

Jeg var vred og såret på samme tid.

At stå ansigt til ansigt
med en person som Aaron i retten-

-og vide, at han myrdede min søster
med koldt blod...

Det var hjerteskærende.

Det gav mig kvalme. Jeg var målløs.

Mine ord skulle lyde meningsfulde,
men ikke hadefulde.

For hvis jeg hader ham,
lader jeg ham kontrollere mig.

Han skal ikke have kontrollen.

Aarons attitude i retten var sådan...

At han var ligeglad med at være der.
Han trillede tommelfingre.

Han legede med blyant og papir.
Han så ikke på mig, da jeg vidnede.

Jeg tror faktisk, han var ligeglad.

Jeg tror, Aaron var helt ligeglad.

Retssagen var svær for familien.

Men anklagerne havde gjort,
hvad de kunne-

-for at sikre en dom
og retfærdighed for Alana.

Da Aaron skulle forsvare sig...

Hans forsvarsadvokat...

Ikke for at svine hende til,
men hun havde ingenting.

Vi knoklede for at finde ud af,
hvad der var sket.

Vi ville sikre os, at hvis vi påstod,
at Aaron gjorde det-

-så ville vi have alt,
der kunne bevise, at han gjorde det.

Det var ikke et uheld,
og det, der skete, skulle ske.

Den 9. Februar 2012,
retssagens sidste dag-

-trak juryen sig tilbage
for at votere.

Juryen fandt Aaron skyldig
i alle anklagerne.

Han blev dømt for overlagt mord
og idømt fængsel på livstid-

-uden mulighed for prøveløsladelse.

De kom til samme konklusion som jeg:
At han var en koldblodig morder.

Han var 14 år på mordtidspunktet
og 15 år, da han fik sin dom.

Så Aaron Schmidt var en af de yngste-

-til at få livstid i fængsel
uden mulighed for prøveløsladelse.

Han fik livstid,
og det havde han brug for.

For det generede ham ikke,
at han havde dræbt Alana.

Han ville bare ikke
gøre mig vred på ham.

Jeg tror, han ville gøre det
mod andre, hvis han kom tæt nok på.

Alana Calahans morder
blev stillet for retten.

Men hendes død påvirker stadig
lokalsamfundet og familien.

Jeg har arbejdet
med mange dødsfald og mordsager.

Jeg har arbejdet
med mange forbrydelser mod børn.

Men jeg kan klart sige,
at det er en af de sager-

-der ramte mig hårdest.

For jeg bor i området,
hvor det skete.

Jeg bryder mig ikke om Aaron,
men jeg ønsker ham intet ondt.

Hans familie skal ikke igennem det-

-min familie gennemgår hver dag.

Men han må aldrig slippe fri.

Han fortjener ikke at være fri.

Og den dag, retten beslutter,
at han kan gå fri-

-må de tage ud på kirkegården
og grave mit barn op og sige:

"Det var bare en misforståelse.
Du er ikke død længere."

Men det kan de ikke,
så han fortjener ikke at gå fri.

Det er retfærdighed nok.

Han burde straffes på samme måde,
som han gjorde med Alana.

Men ikke at komme ud og skade andre
er næsten lige så godt.

Der er ingen vindere
i de her situationer.

Familien Calahan er grunden til,
at man har det her arbejde.

Det gjorde ondt.

Jeg kan ikke forestille mig,
hvad Betty Jo har været igennem.

Men jeg gør mit bedste
for at være der for hende.

Det er det eneste, jeg kan gøre.

Og det prøver jeg at gøre
med hele mit hjerte, når det sker.

Hvis hun kontakter mig-

-får hun min fulde opmærksomhed.
Lad os sige det sådan.

Mordet på Alana har betydet-

-at vi ikke er så tillidsfulde,
som vi var før.

Vi passer os selv
og lukker ikke andre ind.

Vi holder os bare for os selv.

Vi holder ikke havefester længere.

Livet skal nok blive bedre med tiden.

Jeg har hendes niecer og nevøer
at opdrage nu.

Jeg prøver at få det bedre
for deres skyld.

Og være stærk for dem.

Selv om Alana ikke kendte dem,
og de ikke kendte Alana-

-spiller Alana
en stor rolle i deres liv.

Peter Koefoed
Iyuno-SDI Group