Original subtitles

Sagen med Juanita Wofford er nu ovre. Charles Vines tilstod i retten sin skyld.

Han er morder og voldtægtsmand. Det er blevet bevist.

DU DUMPEDE EN LØGNEDETEKTORTEST.

JEG HAR DUMPET MANGE LØGNEDETEKTORTEST.

Jeg ved, at han havde en rød pickup med hvid hardtop, for jeg kørte forbi den.

Charlie Vines indrømmede,

at han stod bag kidnapningen af Morgan Nick.

Han har alvorlige problemer.

Vi kan ændre det, så børn ikke kidnappes,

og så gerningsmænd får straffe, så de ikke løslades igen

og begår den slags forbrydelser.

Alle de her børn forsvinder ikke ud i den blå luft.

De ender et eller andet sted, og nogen tog vores børn.

Vi hører snart, hvad der skete med Jacob Wetterling,

og vi hører det fra manden, der stod bag.

Jeg kender børn, og hvis han kom hjem, kunne vi hele.

Jeg kunne se os på den franske riviera

eller et sted uden for St. Joseph i Minnesota,

hvor vi skabte nye minder.

Jeg planlagde efter det.

Jeg tænkte på det i stedet for: "Hvad nu, hvis det her er sket?"

Sådan overlevede jeg.

Det var måske ikke klogt, men det var alt, jeg kunne gøre.

Jeg rejste landet rundt og lavede præsentationer

og talte med politiet for at holde liv i sagen, og jeg var i vildrede.

Jeg ønsker ikke et 25-års jubilæum.

Ikke for noget, Sherif, men du har haft sagen i 25 år.

Hvor er teamet?

Hvor er delstatspolitiet, BCA, efterforskningsenheden og FBI?

Alle dem, der var med i starten. Vi har brug for nye øjne.

Kald dem tilbage. Og det gjorde han. Han kaldte til møde og samlede alle

i deres "Jacob Wetterling efterforskningslokale".

Han sagde: "Patty er vred. Sig frem, Patty."

Jeg sagde: "Jeg uddanner politifolk. Jeg hører om, hvordan sager opklares."

"Det sker næsten altid ved at gå tilbage til begyndelsen."

"Man starter forfra. Ofte bliver navne nævnt i begyndelsen."

"Vi har brug for nye øjne, for hvis man ser det for 117. gang,

ser man ikke, hvad man ikke ser."

TREDJE DEL NYE ØJNE

JACOBS SAG

En efter en forsøgte de at forklare, hvad de gjorde.

Så sagde FBI: "Vi kan indkalde CARD-teamet."

Og jeg tænkte: "Ja."

CHRIS BOEKERS TIDLIGERE FBI-AGENT

Det år, jeg tog min overbygning,

arbejdede jeg som togpersonale i det nordlige Missouri og i Texas.

Det var der, at Jacob blev kidnappet.

Jeg havde læst på St. Johns Universitet,

som ligger otte kilometer fra stedet, hvor Jacob blev kidnappet.

Jeg kendte udmærket til sagen,

og havde set hans far Jerry Wetterlings plakattavler

langs motorvejen på vej til og fra undervisning,

så jeg kendte navnet.

Mens jeg sad der i toget, sagde jeg:

"Jeg vil arbejde inden for politiet og arbejde på den slags efterforskninger."

Derfor gik jeg efter en karriere ikke blot inden for den lokale ordensmagt,

men også inden for FBI,

da jeg vidste, at de arbejdede på sager som Jacobs.

CARD BØRNEKIDNAPNINGSBEREDSKAB

Jeg kendte til dem, fordi de opklarede sager landet over,

men de skal samarbejde med det lokale politi.

Jeg var så glad. Det var en tiltrængt gave.

Da vi gennemgik sagen på ny, var der intet stort postyr.

Der hang ikke alt muligt på tavler. Der herskede mere en biblioteksstemning.

Man satte sig og læste løs og drøftede ideer med hinanden,

men ingen handlede overilet eller var højrøstede.

Det kan indimellem dominere den slags ekspertgrupper.

Folk var meget stille og eftertænksomme.

Vi havde meget at gå ud fra,

hvad angik oplysninger om de tidligere efterforskeres arbejde i 1990.

Vi afhørte ikke nye personer eller fandt nye beviser.

En blogger begyndte at skrive om Jacobs historie,

og hun var ekstremt detaljeret, faktaorienteret og dygtig.

Gennem hendes blog begyndte nogle af ofrene at kontakte hende.

PÅ SAMME TID SOM JACOBS KIDNAPNING

SKETE DER SEXOVERGREB MOD DRENGE I NABOBYERNE.

JARED FRA COLD SPRING VAR ET AF OFRENE.

Og vi vidste, at Jared nok havde været offer for samme gerningsmand

i januar ti måneder tidligere.

Så Jared og Joy Baker tog til Painesville, og de mødtes med alle ofrene.

Alle de her personer, der havde mødt ham, kom med flere oplysninger.

I 1990 var Danny Heinrich blevet identificeret som mulig mistænkt

i kidnapningen af en 12-årig i Cold Spring i Minnesota.

Det lå 25 km fra St. Joseph, hvor Jacob Wetterling blev kidnappet.

En af de ting, der sprang i øjnene under vores gennemgang af sagen, kom,

da vi læste den oprindelige rapport fra Cold Spring,

hvor ofret fra Cold Spring havde beskrevet kidnapperen,

og han havde tilbragt en halv time eller mere med ham.

Han gav en meget detaljeret fysisk beskrivelse af kidnapperen.

Betjenten, der tog imod anmeldelsen, gjorde et fantastisk stykke arbejde,

da han tog imod informationen.

Ofrets mor fortalte betjenten:

"Min søn tørrer konstant munden i sit ærme."

Det noterede betjenten ned i rapporten. Det var før, vi havde dna.

Betjenten udførte et fænomenalt stykke arbejde.

Det hjalp senere med at afgøre, hvor der skulle testes for dna på ærmet.

En rapport fra laboratoriet indikerede,

at dna'et fra Cold Spring-ofrets ærme...

Der var dna, men det stemte ikke overens med nogen kendte gerningsmænd.

Det var ikke i CODIS-systemet, hvilket kunne betyde,

at personen ikke var blevet anholdt og fået taget sit dna.

Man ved heller ikke med sikkerhed, at det er gerningsmandens dna.

I kosterrummet i Stearns County var der...

Heinrich havde fået hevet 25 hår ud tilbage i 1990

af de oprindelige efterforskere, og de var stadig i kosterrummet

sammen med skoene og gipsafstøbningen

fra indkørslen, hvor kidnapningen skete, samt hjulsporene.

Det kriminaltekniske laboratorium undersøgte de 25 hår ganske nøje,

men man fandt intet dna på hårene.

En efterforsker fra Stearns County fandt

et hår, der var blevet bevaret på et objektglas.

Han sendte det til analyse, og der var en hårsæk med dna i,

som de kunne udtrække dna fra.

I juli 2015 kom resultatet tilbage,

at dna'et fra ærmet fra Cold Springs-ofret

stemte overens med Danny Heinrichs dna.

Det var som en hvirvelvind af fornyet energi.

Nye øjne, nyt fokus, nye folk, samt ny teknologi og ressourcer.

Det var fantastisk at opleve,

for der var en energi, som vi ikke havde følt i årevis.

Alle var dedikeret til at finde ud af, hvem der kidnappede Jacob.

MORGANS SAG

ALMA POLITI OG RETSBYGNING

Det, der gør mig vred, og nu lader jeg frustrationerne få frit spil, er,

at hvis nogen tilstod et mord over for én hvorfor så vente 20 år med at tale?

Det bliver jeg rasende over. Ligesom fyren her.

"Hvornår fik du det at vide?" "For seks år siden."

"Hvor fanden var du for seks år siden?"

"Jeg vidste ikke, om jeg skulle sige det til nogen."

Vi går tilbage til den 9. juni

for at kigge på den dag og vidneudsagnene fra den dag.

Der opstod spørgsmål til nogle af lokationerne,

så jeg begyndte at kontakte vidnerne.

Jeg forsøgte at kontakte en person, og hans far dukkede op på stationen.

Han var en smule irriteret og frustreret,

fordi han tidligere havde delt sine oplysninger.

Han sagde: "Jeg har de informationer, I søger."

Han begyndte at tale om en person, han mente kunne være ansvarlig for Morgan.

Det var ikke en person, som jeg var bekendt med.

Da han gik, fandt specialagent Bass fra delstatspolitiet rapporten frem.

Vi satte os, og han læste den, og vi begyndte at gennemgå sporet.

Vi opdagede, at personen havde været involveret

i et kidnapningsforsøg i Van Buren to en halv måned efter Morgan.

Politiet leder efter fejlslagen kidnapper

Når man begynder at samle brikkerne,

ser man en tydelig retning, og personen blev hurtigt hovedmistænkt.

TO MÅNEDER EFTER MORGANS KIDNAPNING BLEV BILLY JACK LINCKS ANHOLDT

FOR SEKSUELLE TILNÆRMELSER MOD ET BARN.

Kevin Johnson. Jeg startede min karriere

hos Van Buren politi i 1983 og stoppede i 1999.

Jeg mødte Billy Jack Lincks i 1983, da jeg lige var startet i politiet.

Jeg anholdt ham for spirituskørsel, så jeg kendte til ham i området.

Han var en ældre lokal mand.

Jeg så ham ikke igen før 1995 i forbindelse med den her pågældende sag.

Van Buren politi blev kaldt ud til restauranten The Sonic i byen

i forbindelse med et kidnapningsforsøg.

En ung pige var sammen med sine brødre og en ven.

De havde købt sodavand og pomfritter og gik om bag bygningen.

Der ville de spise deres pomfritter og drikke deres sodavand.

Mr. Lincks ankom i sin pickup og ville tale med dem alle sammen,

men han var mest interesseret i pigen. Han prøvede at sende drengene væk.

Han forsøgte at give dem en dollar hver til noget at drikke eller spise,

så han kunne tale med den unge pige, der var omkring 11 år.

Det lykkedes ham at lokke børnene to husblokke væk fra The Sonic,

hvor de først havde mødt ham.

Han tilbød hende penge. Flere penge.

Han tilbød hende pengene, hvis hun tog med ham hjem.

Hun sagde selvfølgelig nej.

Så indledte han en yderst upassende samtale med hende.

Under deres samtale talte han om nogle meget seksuelle emner,

hvilket skræmte hende.

Hun truede med at ringe efter politiet.

Han spildte en drink og tabte en cigaret ud af pickuppen

og prøvede at få hende tilbage for at samle cigaretten op.

Hun bad drengene gå hen til The Sonic. Hun ville ringe til politiet.

De løb i retning af The Sonic, og han stak af og kørte galt.

De hørte ham køre galt. Han flygtede efterfølgende fra stedet.

Næste dag fik jeg en ransagningskendelse

og skulle efterforske sagen med andre politifolk.

Jeg fik stort sagen overrakt.

Kidnapningsforsøget blev naturligvis nævnt i nyhederne.

Det skete kort efter Morgan.

En mand så nyhedsindslaget, kontaktede Van Buren politi

og fortalte dem, at han var i en bank på den anden side af gaden

fra stedet, hvor mr. Lincks havde talt med børnene.

Han så en rød pickup sammen med børnene.

Den var jo blevet beskrevet i Morgans sag.

Alting virkede okay på ham, men han tænkte for sig selv:

"Jeg må hellere notere nummerpladen."

Pickuppen tilhørte Billy Jack Lincks.

Vi fik en ransagningskendelse til at gennemsøge hans køretøj og hus

efter de genstande, som pigen havde oplyst os om.

Vi fandt genstandene i hans besiddelse.

Da de kørte ud til adressen, så de en rød pickup, der var beskadiget.

Skaderne stemte overens med skaderne på flugtbilistens bil.

Hans pickup var beskadiget.

Vi fandt den beskadigede lygtepæl på hjørnet af 5th og Webster.

Da vi gennemsøgte huset, fandt vi den hat, hun havde beskrevet

samt pungen og pengene i den.

Vi varetægtsfængslede ham, og den aften afhørte jeg mr. Lincks.

Jeg ville have ham til at indrømme det, for han var meget samarbejdsvillig.

Jeg ville have ham til at indrømme det, men det gjorde han ikke.

Selv om han huskede mange ting, valgte han at glemme den del af det.

Da efterforskningen, anholdelsen og dommen fandt sted så tæt på,

bad vi delstatspolitiet og FBI om at deltage

samt nogle andre agenturer, der måske kunne gøre lidt mere.

De fortsatte arbejdet på sagen, og det gjorde vi ikke rigtigt.

AFHØRING AF BILLY JACK LINCKS DEN 30. AUGUST 1995

Efter at han var blevet anholdt og sad i fængslet,

hentede jeg ham og foretog en afhøring af ham,

og han var meget samarbejdsvillig.

Jeg oplyste ham om hans rettigheder. Han afviste sin ret til en advokat.

Han ville gerne fortælle, hvad han mente, at han vidste.

Han vidste en del om den aften og vidste, at han havde drukket.

Han havde talt med nogle børn og givet dem penge,

men det var stort set alt. Pludselig gik hans hukommelse i sort.

Så husker han, at han var hjemme, og at han vågnede næste morgen.

Jeg spurgte ham: "Hvordan kan du huske alle de ting,

men pludselig få hukommelsestab, hvorefter du vågner?"

Der var malingen fra lygtepælen, skaderne på pickuppen

samt træfibrene fra selve pickuppen, og derfor beslaglagde vi pickuppen.

Da det skete i Van Buren, er det åbenlyst, når vi læser rapporterne,

at nyheden nåede frem til Alma. Byen ligger ti minutter væk.

Mindst én FBI-agent var involveret.

Et par agenter fra delstatspolitiet i Arkansas var involveret.

De foretog afhøringer og stod for...

...bevismaterialerne fra sagen på daværende tidspunkt.

Og vi kunne tolke ud fra det,

at det var meget åbenlyst for os,

at de fandt personen yderst interessant, hvad angår Morgans sag.

Billeder af lygtepæl og parkeringsplads, men ingen af pickuppen. Ingen.

I samtlige rapporter står der: "Rød pickup."

Da han kørte af sted for at købe spiritus i august 1995,

kom han tilbage og så en pige i rette alder sammen med nogle drenge.

Det virkede ret skødesløst. Hele hans adfærd virkede skødesløs,

men han var plørefuld.

Hvis det var samme fyr...

Hvis det var den samme som i Alma i juni,

og han så baseballkampe, var han nok ikke lige så fuld.

Var det samme mand? For manden fra vidneudsagnene

og fra kidnapningssagen i Alma

lader ikke til at være fuld.

Da hun gik væk, tabte han sin cigaret

og prøvede at få hende til at samle den op.

Hun beskrev cigaretten, men så løb hun væk, og han kørte galt.

Han vidste, at de ville ringe efter politiet.

Han gik i panik og kørte ind i lygtepælen.

Han sagde i sin forklaring: "Hvorfor ville en fuld mand gøre det?"

"Hvorfor ville en fuld mand tale med dem og give dem en dollar?"

Han benægtede alt, der havde at gøre med at ville gøre hende fortræd,

og han huskede nogle få andre ting.

Jeg kigger på omstændighederne i vores sag.

En person kørte rundt og gjorde det samme over for børn.

Det var det samme.

Nogle ting gør ham mere interessant for mig.

Jeg er enig.

Jeg har gennemgået det hele, og intet diskvalificerer ham.

Når man beder et barn om at beskrive en person,

og det er en gammel person, kan de ikke skelne mellem 40 år og 70 år.

Hvis personen er gammel, er han gammel, og i børns øjne er alle høje.

Derfor beskriver de personen som høj.

Hvert vidne har deres egne ting,

som de fokuserer på, når de kigger på en person.

Og intet i vidneudsagnene fører os væk fra ham her

eller får os til at overveje andre ting.

Firkantede forlygter. Ligesom vores. Firkantede baglygter.

JESSICA LEGEDE MED MORGAN, KORT FØR MORGAN BLEV KIDNAPPET.

Jeg husker bare, at han havde skægvækst.

Der var ikke rigtig noget, der sprang mig i øjnene.

Det gjorde det måske dengang,

men efter alle de år var der ikke noget, jeg ville have bemærket.

Såsom tatoveringer i ansigtet eller noget. Intet sprang mig i øjnene.

Vi løb jo lige forbi ham. Vi tænkte ikke over det.

Det var bare en eller anden voksen.

Jeg husker bare, at den var rød med hardtop og af ældre dato.

Den lignede mere en ældre Chevrolet med firkantede lygter.

Dengang havde vi en Chevrolet pickup, og den mindede om den.

Formen af den. Den var meget firkantet.

Det her fandt jeg interessant.

Vores pickup har efter sigende en bule i passagersiden.

Et af børnene sagde,

at den her pickup også havde en bule i passagersiden.

Så muligheden foreligger.

Vi har signalementer af den mistænkte fra Van Buren,

der på forskellige måder stemmer overens med vores vidner,

som kom med signalementer.

Personen i Van Buren havde også en rød pickup.

Ved at læse om efterforskningen ved vi,

at et vidne talte om en hvid hardtop på den pickup.

Vidnet fortalte efterforskeren,

at den pickup nogle måneder forinden havde en hvid hardtop.

Det var i starten af september 1995.

Det var lige efter, at Morgan blev kidnappet.

Det vækkede vores interesse, at selve pickuppen under efterforskningen

blev sendt til det kriminaltekniske laboratorium i Arkansas i Little Rock.

Det er aldrig sket før og aldrig sket efterfølgende med en bil.

Det fortæller os, hvor alvorligt de tog det,

og hvor grundigt de undersøgte det i starten.

Nu, 25 år senere, kan vi desværre ikke få adgang til de ting.

INGEN BEVISER FRA LINCKS PICKUP I 1995 KAN LOKALISERES.

De gjorde ting i starten, selv om det var i Van Buren,

fordi der var så mange ligheder med Morgan.

Delstatspolitiet og FBI blev involveret

og var involveret i hans sag i Van Buren i 1995.

Men sporet endte.

Han tog en løgnedetektortest,

som han åbenbart bestod, og så stoppede efterforskningen af ham.

Her står der, at pickuppen blev sendt til det kriminaltekniske laboratorium.

Her står der,

at Hyden, Hoffman, Lonetree, Risley, og Kevin Johnson undersøgte

den på Van Buren Street-stationen på et værksted.

DET TROR JEG PÅ, DE GJORDE, OG AT DE SÅ SENDTE DEN TIL LABORATORIET.

De undersøgte pickuppen den 1. september.

Den 5. september sendte Hyden den til det kriminaltekniske laboratorium,

hvor de undersøgte den yderligere.

Det er måske der, at de udskar noget af sædet med blodet.

Der står bare, de fandt følgende:

"Bevismateriale med en udskæring af forsædet i pickuppen."

"Ifølge en indledende undersøgelse udført af Parsons

vurderede hun, at den indeholdt en plet med menneskeblod."

I 1995 viste en undersøgelse, at det var blod,

men i 1995 var dna-forskning ikke så langt fremme som i dag.

Det eneste, vi kunne finde igen,

var nogle oprindelige dokumenter fra sagen.

Derudover har det ikke været muligt at finde nogle af de beviser.

Det er ekstremt frustrerende,

når man kommer ud for den slags, for man ser på det,

og ved, at med udviklingen inden for dna

kunne det potentielt give en familie forløsning

og opklare en 25 år gammel sag. Det er ekstremt frustrerende.

Havde vi haft beviserne i dag, så vi kunne teste blodet,

eller havde vi kunnet se, om håret stemte overens

med vores sag, havde det været et mirakel.

JACOBS SAG

De fandt ikke noget. Jeg havde ikke noget, de kunne finde.

Husker du, hvad de talte med dig om dengang?

Jeg vil ikke tale om det.

DANNY HEINRICHS HJEM

Jeg er bitter.

Men du er ikke anholdt. Du kan gå, når du vil.

Vi har dog en ransagningskendelse, så vi har ret til at være her.

Jeg sørger for, at du føler dig tilpas og besvarer gerne spørgsmål

og presser dig ikke, okay?

Vi mente, at Heinrich måske havde taget ting fra sit offer.

Han havde beholdt Cold Spring-ofrets undertøj

og havde klippet hår

af et af Paynesville-børnene, der var blevet befamlet.

På daværende tidspunkt vidste vi ikke, hvor Jacob var

og havde gode beskrivelser af Jacobs tøj, men vidste ikke, hvor hans tøj var.

Så vi fik en ransagningskendelse,

hvor vi forsøgte at finde de ting samtidig med,

at vi mente, han sikkert var i besiddelse af børneporno i hjemmet.

De kommer ind og tager billeder.

Der kommer omkring otte personer, så det er hurtigt overstået.

De gennemsøger værelserne og garagen,

og så går vi igen, og så kan du gøre, hvad du vil, okay?

Jeg gennemsøgte hans soveværelse.

Hans hjem var interessant, eftersom Heinrich var livslang ungkarl.

Han havde sværd hængende på væggen. Et samuraisværd.

Han havde en stor samling af film og tv-serier.

Nedenunder stod der en ældre computer.

Han var meget stolt af at have gjort militærtjeneste,

da han var i hjemmeværnet.

Han var meget ryddelig, selv om sengen dog ikke var redt.

Sengen var det eneste, der ikke var ordnet i hans hjem.

De vil finde ting i huset, som vil sætte mig i et rigtig skidt lys.

For fanden da.

Tidligt i gennemsøgningen

havde nogen fundet børnepornografi i et skab

og gav alle besked om det.

Han havde klippet billeder ud fra årbøger af børn

og af drenge, han havde gået i skole med.

Han havde klistret dem på nøgenbilleder af andre børn.

Det var ikke en stor samling,

men det var afgjort børnepornografi og erotiske billeder.

Det var hovedsageligt af drenge på Jacobs alder,

Cold Spring-ofret samt børnene fra Paynesville.

De fortalte os, at vi skulle tage hen på politistationen,

og så gik vi nedenunder.

Normalt mødtes vi med sheriffen og Pam ovenpå i deres kontorer,

men den her gang sagde Pam: "Vi er hernede."

Og vi så,

at alle dem fra det tidligere møde var der igen.

Det var ekstremt skræmmende. Det her var anderledes.

De havde aldrig før troet, at de havde fundet gerningsmanden.

Og de havde en PowerPoint-præsentation,

og det var første gang, jeg så, at de havde fodaftrykket.

Vi havde set Jakes fodaftryk fra kidnapningsstedet mange gange,

men jeg vidste ikke, at de havde Dannys sko,

og at de havde et billede af bunden af hans sko

og skoaftrykket i jorden.

De lagde de to aftryk oven på hinanden, og det var helt uhyggeligt.

De gjorde det samme med dækkene, så vi tænkte, det var afgjort,

men de sagde: "Det er et match, når man ser på det."

Men der var ingen unik faktor. Der var ingen flænge i skoen.

Der var ingen sten i dækket, der kun sad i det dæk.

Intet fik ham til at skille sig ud fra andre med samme størrelse sko,

eller som købte dæk hos Sears. Der var ikke nok beviser.

Jeg tænkte: "Hvordan kan det ikke være nok?"

Vi gik derfra og var helt knuste.

Det var det. Vi vidste det. Det får mig til at græde selv nu.

Vi havde ledt efter ham i næsten 27 år og havde båret på et håb,

og så vidste vi bare, at det var ham. Det vidste jeg.

Og de anholdt ham vist dagen efter.

Her er Daniel Heinrichs forbryderbillede fra 1990

blot fire måneder efter kidnapningen af Jacob Wetterling.

Over 25 år senere er Heinrich atter i politiets varetægt.

Denne gang lader efterforskerne ham ikke gå.

Efter os bad de Jared komme ind, og de ville vise ham samme præsentation.

Halvanden time senere ringede telefonen. Det var Jared.

Han sagde: "Jeg har brug for et kram."

Han kom hjem til os. Vi var alle i samme båd.

Han kunne ikke blive sigtet i Jareds sag, da forældelsesfristen var udløbet.

Retfærdigheden ville aldrig ske fyldest for stakkels Jared.

Han kunne aldrig konfrontere ham i retten.

Det var frygteligt for ham også,

men jeg følte, og det vidste han, at det var takket være hans indsats

og hans vilje til at tale om overgrebet, og det at han fik andre til at tale,

som førte til opklaringen.

Hvem var det, der fortalte om den nylagte beton?

Ham, der kom ind og fortalte os om det, hvilket satte gang i det hele.

Og han hældte ikke blot beton ud, men byggede en bygning oven på stedet.

Og han var rasende,

da han åbenbart havde fortalt det tidligt i efterforskningen.

Han var rasende,

for da de lavede ransagningen efter kidnapningsforsøget i 1995,

undersøgte de aldrig det sted. De kiggede ikke engang på det.

Og det var i august. Blot tre måneder efter.

Men han sagde, at han havde fortalt dem om det,

og under ransagningen undersøgte de det ikke. Han var rasende.

Mit mål er ikke at stille nogen i dårligt lys,

og grunden bag er følgende:

Jeg er nået hertil i sagen i dag takket være de mænd og kvinder,

der kom før mig i efterforskningen, så jeg vil ikke være respektløs.

Det, jeg kan forklare, er, at der er udfordringer i sagen 25 år senere,

fordi ting, der skete for 25 år siden, ikke blev behandlet af andre agenturer.

Deres fokus har ikke været Alma politi eller Morgans sag.

De håndterer ting på deres egen måde.

De ransagede pickuppen i 1995 grundet kidnapningsforsøget

og andre potentielle forbrydelser. Senere kiggede man på sagen igen.

Det var nok i 2005 fem år efter hans død. Flere oplysninger dukkede op.

De tog hen til ejendommen og ledte en lille smule.

Politimester Russell var der. De drøftede det

og besluttede ikke at grave under betonen, og hør her.

Han havde været død i fem år, og de gjorde deres arbejde.

Nogen havde sagt: "Han bestod en løgnedetektortest."

"Vil vi bruge tid og penge på det her?"

Jeg undskylder dem ikke, men jeg prøver at forstå det her.

De gennemsøgte ikke ejendommen.

For mig er en løgnedetektortest et redskab.

Det er ikke noget, der gør, at jeg med sikkerhed

vil udelukke en mistænkt baseret på en løgnedetektortest alene.

Det vil jeg ikke gøre, for så meget stoler jeg ikke på dem.

Vi vil grave stedet op.

Vi fjerner betonen

og undersøger stedet

for at finde ud af, om der er hold i oplysningerne.

Bevishåndteringsenhedens vogn kommer med al udstyret

og tre fra bevishåndteringsenheden. Området er lille.

Ejeren af ejendommen bor i nærheden. Det er en smal og stejl grusvej.

Der er ikke meget plads, så det bliver trangt.

Vi kan ikke fylde alt for meget.

Der er to betonplader på 2,5 x 2,5 meter, et skur,

og en terrasse på 2,5 x 2,5 meter.

Lige nu er vi i gang med at fastlægge, om bygningen på grunden

er den samme, der stod der i 1995, og som blev bygget der.

Der er forskellige betonplader, så dem undersøger vi

for at afgøre hvilken plade, der er tale om.

Hvis det skete tre dage efter Morgan, hvilken plade er det så?

Er vi usikre, brydes alle op.

MORGAN NICK-FONDEN

Hej, hvad laver du?

Du skulle have ringet for flere uger siden.

Jeg vil bare fortælle, at de foretager en udgravning i dag.

COLLEENS MOR I TELEFONEN

Men det er i Crawford County.

Meget mere ved jeg faktisk ikke.

De mener, at det er et så befærdet område, at medierne nok får nys om det.

Det måtte ikke komme som et chok for jer.

Ja, jeg giver besked, når jeg ved noget. men du ved jo, hvordan det er.

Det tager sikkert hele dagen.

Okay. Godt.

Jeg elsker også dig.

Farvel.

Og nu græder hun.

Det gør altid alle så oprevne.

En udgravning betyder jo, at de leder efter et lig.

Meget følelsesladet.

BILLY JACK LINCKS TIDLIGERE HJEM

Det er tyk beton at lægge.

-Det er ret dybt. -Vent lidt.

Hold da op. Er det to?

-Vent lidt. Det ser sådan ud. -To lag.

-Det er to lag. -Ja, det er.

Grav ned igen.

Grav 15 cm længere ned. Lad os se, hvad der sker.

-Se ned til højre. -Man kan stadig se beton.

Det er virkelig tykt.

-Er det 30 cm? -Grav 30 cm længere ned.

Grav 30 cm længere ned.

Ja.

Okay, vent lidt.

Den er 25 cm tyk.

Skal hegnet væk for at komme ind under hjørnet?

Ja.

Hvor er Rob? Må vi fjerne hegnet?

-Kan du løfte det op? -Jeg kan prøve.

De har gravet en håndfuld gange i årenes løb,

som har været svære, fordi sporene føltes...

...en smule anderledes og mere præcise, og sådan er det med den her udgravning,

hvor selve sporet...

...får mig til at tro, er der er stor sandsynlighed for at finde noget.

Hvis de tilbringer dagen derude og ikke finder noget...

...hvad gør vi så?

For det er stadig et rigtig godt spor, men måske bare det forkerte sted.

Så...

Jeg ved det ikke.

Det ser ud, som om der er et fundament under.

Det går ind under skuret.

Så skuret stod der ikke, før han hældte betonen ud.

Ja, det er inde under skuret.

-Vi prøver ikke at bevare det, vel? -Nej, det gør vi ikke.

Ja, træk den ud.

Når du graver, smider vi jorden oven på betonen.

Jeg husker, jeg hørte om sporet dengang,

og det blev også undersøgt.

Sagsmappen var ret omfattende,

men det blev lagt til side af en eller anden årsag.

Det er hårdt at vide, hvis det her er gerningsmanden,

at vi har vidst det meget længe siden to måneder efter Morgans kidnapning.

Det, der går mig mest på, er, at gerningsmanden er død.

Det betyder i sidste ende, at retfærdigheden ikke kan ske fyldest.

At ingen bliver draget til ansvar.

At ingen skal stå i retten...

...og se os i øjnene...

...for det, personen gjorde.

Retfærdigheden sker ikke fyldest for Morgan.

Og det har jeg virkelig svært ved at acceptere.

Alle burde være forargede over,

at retfærdigheden indimellem ikke sker fyldest.

Bliv ved, til vi rammer grundfjeldet.

-Grundfjeldet? -Ja.

JEG TROR VIRKELIG, AT HAM HER...

JEG TROR, AT HAN...

Det gør jeg også.

-Ingen passer beskrivelsen bedre. -NEJ.

Hun gav ham modet, og derfor gjorde han, hvad han gjorde.

HVIS DEN LILLE PIGE HAVDE SAT SIG IND I HANS BIL VED THE SONIC,

OG HAN VAR KØRT AFSTED MED HENDE, HAVDE HAN SÅ SAT HENDE AF BAGEFTER?

Nej.

-SÅ HAN HAVDE DET I SIG. -Ja, han havde.

Da han forsøgte at lokke hende til at samle cigaretten op,

der ville han have hevet hende ind i pickuppen.

Man skal være rimelig rolig under pres,

hvis man kidnapper en pige lige ved siden af morens bil,

smider hende ind i pickuppen og kører væk. Så har personen gjort det før.

-Hvad tænker du? -De fortsætter her.

-Vi har ryddet helt hen. -Ja, fjern det.

Ja, fjern det forreste. Der er sten og et rødt lerlag.

Så går de ind under skuret den vej.

Okay. Nå...

...hvad tænker I?

Hvis det har stået der alle de år, så giver det ingen mening.

Jeg ser ingen grund til at gøre det.

-Ved vi, hvor længe skuret har stået her? -Nej, for jeg spurgte ejeren.

Og han ved ikke, om skuret...

-IFØLGE BILLEDET STOD DET DER I 1990. -I 1990?

Han ved ikke, om det er det præcise skur.

-Men der var sandsynligvis et skur. -Ja.

Det havde været ideelt at se ham bygge det.

Det ser ud, som om der er et skur.

-Der er huset. -Ja.

Der er indkørslen. Det ligner et skur.

Så jeg ser ingen grund til det.

Det her er det eneste spor.

Han fortalte mig, at han hældte beton ud og byggede en bygning ovenpå.

Det var sporet.

Vi fjernede betonen. Bygningen der står ikke på en betonplade.

Er der nogen grund til at grave under det skur?

-Nej. -Det synes jeg ikke.

-Hej. -Hej.

Jeg vil bare opdatere dig.

Vi er stort set færdige her.

COLLEEN I TELEFONEN

Ja.

Betonen blev fjernet, og vi gravede ned til grundfjeldet.

Det lader ikke til, at jorden har været rørt.

Hvad angår selve skuret,

stod det der sikkert i 1990.

Betonen blev hældt ud ved siden af det.

Det stod der, da betonen blev hældt ud, så vi fjerner det ikke.

Alle er enige om, at vi er færdige, så vi flytter alt på plads nu.

Ja. Det er jeg ked af.

Jeg ved det godt.

Nej. Okay. Godt.

Det var så lidt. Okay, farvel.

Det var den eneste grund til, at jeg ville lave interviewet i dag.

For ingen bliver draget til ansvar.

Og der er ingen retfærdighed.

Jeg vil have, at alle er forargede over...

FORSVUNDET FUNDET

...at retfærdigheden ikke sker fyldest, for Morgan fortjener...

...bedre end det her.

DA DE INTET FANDT PÅ LINCKS EJENDOM, FOKUSERER TEAMET PÅ ANDRE VINKLER.

Jeg viste ham den gamle afhøring. "Hvad husker du om ham her?"

Han sagde: "Rob, jeg husker intet." Jeg sagde: "Slet ingenting?"

Han sagde: "Han havde vist

en rød og hvid bil, for det husker jeg bare."

Jeg viste ham opsummeringen af afhøringen, som han læste.

Jeg sagde: "Vil du mene,

at hvis du så det dengang, så var det sandt og korrekt?"

Han sagde: "Ja, hvis jeg sagde det, er det sandt og korrekt."

Han sagde. "Der står rød pickup. Jeg tænkte rød og hvid."

Jeg sagde: "Du sagde også,

at den havde en hardtop få måneder inden afhøringen i august?"

"Du sagde, at der havde været en hardtop på."

Og han sagde ja. Jeg sagde: "Hvilken farve ville den have?"

Han sagde: "Hvis jeg ser røde og hvide farver for mig,

må det have været en hvid hardtop."

-Giver det mening? -Ja.

Og jeg sagde:

"Gik den ind over pickuppen, eller var det en hardtop?"

Han sagde: "Nej, for jeg lægger mærke til hardtops."

Han havde endda en autocamper, da jeg talte med ham.

Han sagde: "Jeg går op i den slags. Det har jeg altid gjort."

"Jeg ville have bemærket, hvis den gik ind over pickuppen."

"Det var bare en hardtop på ladet." Det var, hvad han huskede.

"Den må have været hvid."

For han huskede bilen som værende rød og hvid.

EFTERFORSKERNE FÅR ENDELIG ET GENNEMBRUD I MORGANS SAG.

Jeg kiggede på billederne, jeg sendte dig.

Hvis jeg kan finde dem.

Se den her pickup.

DA DE TJEKKER STELNUMMERET, FINDER DE EN REGISTRERINGSATTEST.

EJEREN BOR BLOT 50 KM FRA ALMA.

Vi må have fat i den, før fyren sælger den eller sender den til skrot.

Vi skal måske snart afhøre ekskonen på grund af hendes alder.

-Vi må skrue tempoet op. -Ja, og jeg tænkte...

Jeg vil ikke træde nogen over tæerne, men hvis vi får tilladelse af ejeren,

kan jeg skaffe en plads hos os i Little Rock.

Folkene fra bevishåndteringsenheden kan rydde pladsen til pickuppen.

I Little Rock kan de bruge al den tid, de vil, på at gennemsøge den

for at se, om der er noget, vi kan bruge.

Vi kan risikere at miste pickuppen og ekskonen på grund af hendes høje alder.

Afhør konen. Kan en af os tage med en af jer?

Kan vi køre hen og se, om hun er hjemme?

Ja, hvis vi kan ringe og tale med hende

eller en, der kan bekræfte, at hun vil være der den dag.

-Har I oplysningerne fra 1992? -Hvad?

-Sagen fra 1992. Har I en kopi af den? -Jeg læser noget af den her.

Der var adskillige ofre.

TRE ÅR TIDLIGERE BLEV LINCKS ANKLAGET FOR MISBRUG AF SIT BARNEBARN.

Barnebarnet identificerede ham, men jeg kan ikke se,

at man oprettede en sag på det, så det var ikke en engangsforseelse.

Jeg har et hurtigt spørgsmål.

Konen sagde i retten, at hun gik, når han blev fuld,

da hun ikke ville være omkring ham.

Hun sagde: "Jeg kan ikke lide ham." Men hun blev hos ham.

Hun gik ikke fra ham, efter at han voldtog hendes barnebarn.

Hun ansøgte vist om skilsmisse kort derefter i 1992.

Bedstemoren så barnebarnet hviske med ham.

Hun sagde: "Fortæl mig om det." Hun ringede til moren, som anmeldte ham.

-Hvornår blev han løsladt efter 1992? -Han sad aldrig inde.

-Han fik en betinget dom. -Sad han slet ikke inde?

Han fik en betinget dom på ti år.

Han voldtog en 11-årig pige og fik en betinget dom på ti år.

-Med andre ofre... -Med andre ofre som ingen tog sig af.

Lad os se bort fra det hjerteskærende fis.

I værste tilfælde finder vi noget og må skære en del af sædet ud,

og så skylder vi ejeren et nyt sæde. Det er det, vi står overfor.

Vi låner pickuppen. Vi beder om deres tilladelse.

-Nægter de, får vi en ransagningskendelse. -Okay.

-Og de finkæmmer den? -Vi skriver alt ned.

Vi laver en lang liste til bevishåndteringsenheden.

Hvem står for pickuppen?

Jeg tager derud i morgen aften allersenest

og taler med familien for at få beslaglagt pickuppen.

Når vi har den, gennemgår vi alt, som vi alle vil have undersøgt,

og så skriver vi det ned.

Og så beder vi bevishåndteringsenheden finde på flere ting.

Okay. Godt.

Hvis det kræver, at de skiller den ad, så skiller de den helt ad.

Hvis vi skal betale ejeren erstatning, så gør vi det.

På den måde ved vi, at pickuppen er blevet finkæmmet.

Så længe vi er sikre på, at pickuppen kræver en sådan indsats.

-Hvilket vi vist alle er enige om. -Ja.

Tekster af: Louise Tang