Original subtitles

To husstande, begge ens i værdighed,

i fair Verona hvor vi lægger vores scene,

fra gammelt nag bryde til nyt mytteri,

hvor borgerligt blod gør borgerlige hænder urene.

Fra frem de fatale lænder af disse to fjender...

et par stjernekrydsede elskere tage deres liv,

hvis misadventured ynkelige omstyrtninger

gøre med deres død... begrave deres forældres stridigheder.

(griner)

Men skænderiet er imellem vore herrer og os deres mænd.

Ah, det er alt ét.

(griner)

Her kommer huset af Montagues.

Ah, god morgen.

Godmorgen til dig, sir.

Skændes, Jeg vil bakke dig op.

Højre.

Svigt mig ikke.

Bider du din tommelfinger mod os, sir?

Jeg bider min tommelfinger, sir.

Bider du din tommelfinger mod os, sir?

Nej, sir.

Jeg bider ikke min tommelfinger til dig, sir,

men jeg bider min tommelfinger, sir.

Skændes De, sir?

skænderi, sir? Nej, nej, nej, sir.

Hvis du gør det, sir, Jeg er for dig.

Jeg tjener så godt en mand som dig.

Ikke bedre?

Ja, bedre, sir.

Du lyver.

(griner)

Tegne!

Tegn hvis du er mænd!

Gregory, husk dit voldsomme slag!

(råber)

Dræb Capulets!

(råber)

Del, idioter! Sæt dine sværd op!

Du ved ikke, hvad du gør!

Prinsen har udtrykkeligt forbyde

denne bandying i Veronas gader!

Her kommer Capulets!

Tybalt, Capulets slægtning!

Hvad, er du trukket blandt disse hjerteløse hinds?

Vend dig, Benvolio. Se på din død.

Det gør jeg, men bevar freden.

Rejs dit sværd

eller administrere det at skille disse mænd med mig.

Hvad, tegnet og tale om fred?

Jeg hader ordet,

som jeg hader helvede, alle Montagues og dig.

Hav på jer, kujoner!

Capulet!

Montague!

(råber)

Capulet!

Nu skal du hjem, fragment.

Din skurk!

Capulet!

(råber)

Giv mig mit lange sværd! Hej!

Capulet!

Ned til markedspladsen!

Capulet!

Følg mig! Følg mig!

Dræb den skurk Montague!

Min ædle onkel! Min ædle onkel!

Hvad?

Mit sværd! Mit sværd!

Du må ikke røre en fod for at søge en fjende!

Hold mig ikke! Lad mig gå!

Montague!

Montague!

Dræb skurken!

(råber)

(kvinde skriger)

Jeg slår dig, fej.

(trompetfanfare)

Prinsen!

Prinsen kommer! Læg dine våben fra dig!

Prinsen!

Prinsen!

Her kommer prinsen!

Læg dine våben ned! Prinsen!

oprørske emner, fredens fjender,

smid din misforståede våben til jorden...

Ned med dine våben.

Og hør sætningen af din flyttede prins.

Tre borgerlige slagsmål avlet af et luftigt ord,

ved dig, gamle Capulet...

Nej, nej.

Og Montague...

Har været forstyrret tre gange stilheden i vores gader.

Hvis du nogensinde forstyrrer vores gader igen,

dit liv skal betale fortabelse af freden.

For denne gang alle de andre går væk!

Du, Capulet, skal følge med mig.

Og Montague, kom dig i eftermiddag.

Endnu en gang, på dødens smerte, alle mænd går.

(trompetfanfare)

Hvor er Romeo? Så du ham i dag?

Det er jeg rigtig glad for han var ikke i denne kamp.

Frue, en time før den tilbedte sol

kiggede frem østens gyldne vindue,

et bekymret sind drev mig at gå i udlandet:

hvor, nedenunder lunden af ​​platanbær

så tidligt at gå så jeg din søn.

Mod ham gjorde jeg; men han var opmærksom på mig,

og stjal ind dækslet af træet.

Mange en morgen har han der er blevet set.

Se, hvor han kommer.

Så vær sød at gå til side.

Jeg vil kende hans klage, eller blive meget nægtet.

jeg ville du være så glad for dit ophold,

at høre ægte sparsomhed.

Kom, frue. Lad os tage afsted.

Godmorgen, fætter.

Er dagen så ung?

Men ny slog ni.

Åh mig!

Triste timer virker lange.

Var det min far det gik så hurtigt?

Hmm?

Det var det.

Hvilken sorg forlænger Romeos åbningstider?

Ikke at have det, hvilket have gør dem korte.

Hmm. Hmm!

Men Romeo...

Farvel, Coz.

(råber)

(kvinde skriger)

Gud er mig, hvilken kamp var her?

Fortæl mig dog ikke,

thi jeg har hørt det hele.

Her har meget at gøre med had, men mere med kærlighed.

Blød, jeg vil følge med.

Men Montague er bundet samt l,

både i straffespark,

og det er ikke svært, tror jeg,

for mænd så gamle som os at bevare freden.

Åh...

Af hæderlig regning er I begge,

og synd for dig levet i modstrid så længe:

men, men nu, min herre,

hvad siger du til mit jakkesæt?

Men siger om hvad Jeg har sagt før,

mit barn er endnu en fremmed i verden.

Hun har ikke set forandringen på fjorten år.

(griner)

Lad to somre mere visne i deres stolthed,

hvis vi måske tænker hende moden til at være brud.

Yngre end hun er glade mødre lavet.

(klukker)

Og for tidligt skæmmet er de så tidligt lavet.

Jorden har slugt alle mine håb, men hun,

hun er den håbefulde dame af min jord.

Men bejlen til hende, blide Paris, få hendes hjerte,

min vilje til hendes samtykke er kun en del.

Åh, Peter!

Denne nat holder jeg en gammel vant fest

hvortil jeg har inviteret mange gæster.

Sådan som jeg elsker, dig blandt butikken,

endnu en, velkommen, gør mit nummer mere.

Amme, hvor er min datter?

Kald hende frem til mig.

Nu ved mit jomfruhoved som 12-årig,

Jeg bad hende komme.

Hvor er pigen? Julie! Julie!

Hvor er pigen? Julie!

Hvor er pigen? Julie!

Hvordan nu, hvem ringer?

Din mor! Din frue mor!

Juliet, det er din mor, din frue mor.

Skynd dig, pige. Skynd dig.

Hvor var du?

Fru, jeg er her. Hvad er din vilje?

Dette er sagen.

Skynd dig, piger. Kom nu, kom nu.

Sygeplejerske, øh...

give orlov et stykke tid, vi må tale i hemmelighed.

Sygeplejerske, kom tilbage igen. Jeg har husket mig.

Du hører vores råd.

Du kender min datters af en smuk alder.

Jeg kan fortælle hendes alder til en time.

Hun er ikke fjorten.

Jeg lægger fjorten af mine tænder.

Og alligevel til min teenager hvad end det talte,

Jeg har kun fire, hun er ikke fjorten.

Hvor lang er den til Lammastide?

To uger og ulige dage.

Lige eller ulige, af alle årets dage,

kom Lammas aften om natten skal hun være fjorten.

Susan og hun--

Gud hvile alle kristne sjæle var af en alder.

Nå, Susan er hos Gud. Hun var for god til mig.

Men som sagt, på Lammasaften

om natten skal hun være fjorten.

Det skal hun, gifte sig! Jeg husker det godt.

Min herre og dig var dengang i Mantua!

Nej, jeg har en hjerne.

For så kunne hun hun kunne stå højt alene.

Nej, ad vejen kunne hun have løb og tumlede rundt,

for selv dagen før hun brækkede panden;

og så min mand - Gud hvile hans sjæl, 'a var en glad mand--

tog barnet op.

"Ja," sagde han, "falder du på dit ansigt?

"Du vil falde tilbage når du har mere vid;

vil du ikke, Jule?"

Amme!

Og ved min ferie,

den smukke stakkel gik græd og sagde: "Ja."

(griner)

Nok om dette, Jeg beder dig holde dig stille.

Ja, frue.

Nu, Juliet.

(griner)

Gud mærke dig til sin nåde

Du var den smukkeste skat det ammede jeg.

Og jeg kan leve for at se du giftede dig en gang,

Jeg har mit ønske.

Gifte sig, at "gifte" er selve temaet jeg kom til at tale om.

Fortæl mig, datter Juliet,

hvordan står din disposition at blive gift?

Det er en ære som jeg ikke drømmer om.

En ære, var jeg ikke din eneste sygeplejerske,

Jeg vil sige du havde suttet visdom fra min patte.

Tja, tænk af ægteskab nu.

Yngre end dig, her i Verona, kære damer,

er lavet allerede mødre.

Efter min optælling Jeg var din mor

meget i disse år at du nu er tjenestepige.

Åh, ja, jeg kan huske.

Så kort fortalt...

det tapre Paris søger dig for hans kærlighed.

En mand, unge dame! Dame, som hele verden--

Hvorfor han er en voksmand.

Veronas sommer har ikke sådan en blomst.

Nej, det er han en blomst i troen.

Shh.

Hvad siger du? Kan du elske herren?

Frue! Frue!

Gæsterne er kommet, aftensmad serveret,

du ringede, min unge dame bad om!

Vi følger efter.

Tal kort, kan du lide Paris' kærlighed?

Jeg ser ud til at kunne lide, hvis det ser ud til at flytte.

Men ikke mere dybt vil jeg ende mit øje,

end dit samtykke giver styrke til at få den til at flyve.

Juliet, amtet bliver.

Frue, jeg kommer.

Gå, pige, søg glade nætter til glade dage.

(musik spiller)

(synger)

Giv mig en sag at sætte mit ansigt ind;

et visir til et visir.

Hvad bekymrer jeg mig hvad nysgerrigt øje citerer misdannelser.

Her er billebrynene skal rødme for mig.

Ahh!

Hvad, skal denne tale blive talt for vores undskyldning?

Eller skal vi videre uden undskyldning?

Datoen er ude af en sådan overflod.

Lad dem måle os efter hvad de vil.

Vi måler dem en foranstaltning og være væk.

Kom, bank på og ind, og ikke før i,

men hver mand tage ham på benene.

Og vi mener godt med går til denne maske,

men det er ingen vidst at gå.

Hvorfor, kan man spørge?

Jeg drømte en drøm i nat.

Ho, og det gjorde jeg også.

Nå, hvad var dit?

At drømmere ofte lyver.

I sengen sover, mens de drøm ting sandt.

Åh, så ser jeg dronning Mab har været hos dig.

Dronning Mab?

Hun er...Hun er feernes jordemoder.

(latter)

Og hun kommer i staten

ikke større end en agatsten

på pegefingeren af en rådmand,

trukket med et hold af små atomer

uoverskuelige mænds næser mens de ligger og sover.

Hendes vogneger er lavet af lange spinnerben;

og omslaget, af græshoppernes vinger;

sporene af det mindste edderkoppespind;

og kraverne, mmm, af måneskinnets vandstråler;

hendes pisk, knæk!

Er en cricket knogle; filmens vippe;

og i denne tilstand

hun galopperer nat for nat gennem elskendes hjerner,

og så drømmer de om kærlighed,

andre kvinders læber, hvem direkte kysser drømmer,

som ofte den vrede Mab med vabler plager,

fordi deres åndedrag med, øh,

søde kød plettet er.

Snd engang kommer hun med en tiendegrisehale,

kildrer præstens næse mens han ligger og sover,

og drømmer han af en anden fordel.

(alle) Amen.

(latter)

Nogle gange kører hun over en soldats hals,

og så drømmer han

at skære struber over i fremmede, af brud,

ambuscadoer, spanske klinger, trommer i hans øre,

hvorved han starter og vågner;

og bliver dermed bange prøver en bøn eller to...

og sover igen.

Det er lige den Mab

der fletter manerne af heste om natten,

og bager nisserne i grimme, luskede hår,

som engang løste sig ud megen ulykke lover.

Dette er tøsen, når tjenestepigerne ligger på ryggen,

der presser dem og lærer dem først at bære

gør dem til kvinder af god vogn.

Det her er hun...

Det er hende der...

Det her...er hun.

Fred, Mercutio, fred.

Du taler om ingenting.

Du taler om ingenting.

Ægte.

Sandt nok taler jeg om drømme;

som er børnene af en ledig hjerne...

Avlede af ingenting men forfængelig fantasi;

som er lige så tynd af substans som luft,

og mere ukonstant end vinden

der bejler selv nu nordens frosne barm,

og blive vred puster væk derfra,

vender sig til siden til det dugfaldende syd.

Denne vind du taler om blæser os fra os selv.

Slå tromme. Kom, lystne herrer.

(musik spiller)

(synger)

Romeo, det skal vi komme for sent.

Jeg frygter for tidligt...

For mit sind misforstår...

En eller anden konsekvens, dog hænger i stjernerne,

skal bittert begynde hans frygtelige date

med denne nats fester,

og udløber løbetiden af et foragtet liv

lukket i mit bryst,

ved en eller anden modbydelig fortabelse af alt for tidlig død.

(klokken ringer)

Men den der har styringen af ​​min kurs...

Ret mit sejl.

Gå ind i mit fattige hus. Vido, vido, velkommen.

Åh, min dejlige Helena, min dejlige niece.

Velkommen alle sammen! Vær glade, mine herrer.

Vær livlig, mine damer. Hej! Hej!

Velkommen, mine herrer.

Jeg har set dagen at jeg har båret visir

og kunne fortælle en hviskende historie i en smuk dames øre,

sådan som ville behage.

'Det er væk, 'det er væk. I er velkomne, mine herrer.

Mine damer, ho, ho!

(musik spiller)

Hun underviser faklerne at brænde lyst.

Det ser ud til, at hun hænger på nattens kind

som en rig juvel i en etiops øre;,

skønhed for rig til brug, for jorden for kær.

Så viser en sneklædt due tropper med krager,

som den anden dame om hendes medshows.

Har mit hjerte elsket indtil nu?

Forsøg det synet,

for jeg har aldrig set sand skønhed indtil denne nat.

Dette ved hans stemme skulle være en Montague.

Onkel, det er en Montague, vores fjende;

en skurk altså kom her til trods,

at håne vores højtidelighed denne nat.

Ung Romeo er det?

Tør slaven komme hertil dækket af et antikt ansigt,

at frygte og foragte ved vores højtidelighed?

'A bærer ham som en høvisk herre;

og for at sige sandheden, Verona praler af ham

at være en dyd og velforvaltet ungdom.

Jeg ville ikke for rigdommen af hele denne by

her i mit hus gøre ham nedværdigende.

Hav derfor tålmodighed, ikke tage ham til efterretning.

Moureska!

Moureska!

(klinger)

(griner)

(musik spiller)

Hvorfor, onkel, det er en skam!

Gå til.

Du er en fræk dreng.

Du vil lave et mytteri blandt mine gæster!

Er jeg herre her, eller dig?

Jeg vil ikke udholde ham.

Du vil ikke holde ud! Han skal udholdes!

Eller ved jeg hvad!

Godt sagt, mine hjerter.

Du er en princox.

Vær stille eller...

Ah.

For skam! Jeg gør dig stille.

Leonardo vil synge!

Leonardo, jeg beder dig, syng.

Hvad er en ungdom?

Kraftig brand

Hvad er en tjenestepige?

Is og lyst

Verden logrer videre

En rose vil blomstre

Så vil det falme

Det samme gør en ung

Det samme gør den smukkeste stuepige

Kommer tiden

Når et sødt smil

Har sin sæson i et stykke tid

Så er kærligheden forelsket i mig

Nogle tænker måske kun på at gifte sig

Andre vil drille og tøve

Min er den allerbedste parering

Amor han styrer os alle

Kapers kapers, syng mig sangen

Døden kommer snart at tysse os med

Sødere end honning og bitter som galde

Kærlighed er et tidsfordriv der aldrig vil falde

Sødere end honning og bitter som galde

Amor han styrer os alle

En rose vil blomstre

Og så vil falme

Det samme gør en ung

Det samme gør den smukkeste stuepige

Hvis jeg profanerer med min uværdigste hånd

denne hellige helligdom,

den milde synd er denne;

mine læber, to rødmende pilgrimme, klar stand

for at udglatte den ru berøring med et blidt kys.

Åh.

God pilgrim, du tager fejl din hånd for meget

hvilken mådelig hengivenhed viser i denne;

thi helgener har hænder at pilgrimmes hænder rører ved

og håndflade til håndflade er hellige palmers kys.

Har ikke hellige læber, og hellige palmer også?

Ja, pilgrim, læber det de skal bruge i bøn.

Åh...

Åh, kære helgen,

lad læberne gøre hvad hænder gør...

De beder, give dig,

for ikke at tro vende sig til fortvivlelse.

Hellige bevæger sig ikke,

selvom tilskud for bønnernes skyld.

Så flyt ikke...

Mens min bøn er effekt jeg tager.

Således fra mine læber, af din,

min synd er renset.

Så har mine læber synden som de har taget.

Synd fra mine læber!

O overtrædelse sødt opfordret!

Giv mig min synd igen.

En rose vil blomstre

Så vil det falme

Det samme gør en ung

Det samme gør den smukkeste stuepige

Julie!

Lady Juliet!

Amme?

Din mor tørster et ord med dig.

Skynd dig, skynd dig!

Hvad er hendes mor?

Hmm. Glædelig, ungkarl,

hendes mor er fruen i huset,

og en god dame, og klog og dydig;

Jeg ammede hendes datter som du talte med.

Hmm.

Jeg siger dig det skal gribe hende

skal have sprækkerne.

Er hun en Capulet?

Ah, kære konto!

Mit liv er min fjendes gæld.

Hvad, ho, mine elskerinder?

Hvad, vil du være væk?

Det ser sådan ud, stakkels Gud, det er så meget sent.

Vi ringer til det tidligt, efterhånden.

Godnat, sød, min Lady Juliet.

Kom her, sygeplejerske.

Hmm?

Hvad er din herre?

Greve Paris.

Nej. Hvad er han der følger der?

Åh! Jeg ved ikke.

Spørg hans navn.

Hmm. Romeo, af huset Montague.

Hvad?

Han hedder Romeo, og en Montague;

den eneste søn af din store fjende.

Min eneste kærlighed opstod fra mit eneste had,

for tidligt set ukendt, og kendt for sent!

Åh!

Vidunderlig fødsel af kærlighed det er til mig

som jeg skal elske en afskyet fjende.

Julie!

Min Frue Julie!

Frue!

Romeo!

Julie!

Romeo!

Lady Juliet!

Julie!

Romeo!

(hornet blæser)

Romeo!

Romeo!

(latter)

Romeo!

Romeo!

Romeo!

Romeo!

Romeo!

1, 2, 3.

- Romeo! - Romeo!

Han er klog,

og på mit liv har stjålet ham hjem i seng.

Han sprang denne frugthavevæg.

Ring, gode Mercutio.

Romeo!

(fløjter)

Romeo! Passion! Elsker!

Åhhh! Vanvittig!

Åhhh! Romeo!

Han hører ikke, han rører sig ikke, han rører sig ikke.

Aben er død.

Han spøger med ar som aldrig følte et sår.

Romeo, det er i orden.

(hund gøer)

Men blød,

hvilket lys igennem går vinduet i stykker?

(klokken ringer)

Det er min dame,

åh, det er min kærlighed.

Åh...

Åh, at hun vidste, hun var.

Hun taler, alligevel siger hun ingenting.

Hvad med det?

Hendes øjentaler, Jeg vil svare på det.

Jeg er for dristig,

det er ikke til mig, hun taler.

To af de smukkeste stjerner i alle himlene,

have noget forretning, beder hendes øjne

at blinke i deres sfærer indtil de vender tilbage.

Se, hvordan hun læner sin kind på hendes hånd.

Åh, det var jeg en handske på den hånd,

at jeg kan røre ved den kind.

Åh mig!

Hun taler.

Åh, tal igen, lyse engel.

O Romeo, Romeo,

hvorfor er du, Romeo?

Fornægt din far, og afvis dit navn.

Eller hvis du ikke vil, vær kun svoret min kærlighed,

og jeg vil ikke længere være en Capulet.

skal jeg høre mere,

eller skal jeg tale om dette?

'Det er kun dit navn det er min fjende.

Du er dig selv, dog ikke en Montague.

Hvad er Montague?

Det er hverken hånd eller fod, hverken arm eller ansigt

ej heller nogen anden del tilhørende en mand.

O vær et andet navn.

Hvad er der i et navn?

Det, vi kalder en rose

under et hvilket som helst andet navn ville lugte sødt;

så Romeo ville, blev han ikke kaldt Romeo,

bevar den kære perfektion

som han skylder uden den titel.

Romeo, fjern dit navn,

og for det navn som ikke er en del af dig,

tage alt selv.

Jeg tager dig på dit ord.

Kald mig men elsk, og jeg vil blive nydøbt;

herefter har jeg aldrig bliver Romeo.

Hvilken mand er du, der således bliver afskærmet om natten

så snublende på mit råd?

Ved et navn, jeg ikke ved, hvordan fortæl dig hvem jeg er.

Mit navn, kære helgen, er hadefuld mod mig selv,

fordi det er en fjende for dig.

Havde jeg skrevet, Jeg ville rive ordet i stykker.

Mine ører har endnu ikke drukket

hundrede ord af den tunges ytring,

alligevel kender jeg lyden.

Er du ikke Romeo, og en Montague?

Heller ikke, skønne pige, hvis du ikke kan lide.

Hvor er du her, fortælle mig og hvorfor?

Frugthavens vægge er højt og svært at klatre,

og stedet død, i betragtning af hvem du er,

hvis nogen af ​​mine frænder find dig her.

Med kærlighedens lette vinger

har jeg o'er aborre disse vægge,

for stenede grænser kan ikke holde kærligheden ud,

og hvad kærlighed kan gøre, der vover kærlighedsforsøg.

Derfor dine frænder er ingen stop for mig.

Sshhh!

Hvis de ser dig, de vil myrde dig.

Jeg har natkappe til skjul mig for deres øjne.

Og men du elsker mig...

Lad dem finde mig her

mit liv var bedre endte med deres had,

end døden fremsatte, mangler din kærlighed.

Elsker du mig?

Jeg ved, du vil sige ja, og jeg vil tage dit Ord;

dog hvis du sværger,

du kan bevise falsk;

ved elskendes mened de siger jove griner.

O milde Romeo,

hvis du elsker, udtale det trofast.

Eller hvis du tænker Jeg er for hurtigt vundet,

Jeg rynker panden og er pervers, og siger dig nej,

så vil du bejle men ellers ikke for verden.

I sandhed, fair Montague, jeg er for glad...

Og derfor kan du tænke mit liv lys.

Ingen.

Men tro mig, herre, Jeg vil bevise mere sandt

end dem der har mere snedig at være mærkelig.

Det skulle jeg have været mere mærkeligt,

Jeg må indrømme,

men at du overhørte, før jeg var vare,

min sande kærligheds lidenskab;

derfor undskyld mig,

og ikke tilregne dette udbytte at tænde kærlighed,

som den mørke nat har så opdaget.

Dame dernede velsignet måne, jeg sværger.

Åh, sværg ikke ved månen,

den inkonstante måne,

at månedlige ændringer i hendes cirklede kugle,

for at din kærlighed ikke skal vise sig ligeledes variabel.

Hvad skal jeg sværge til?

Bande slet ikke.

Eller hvis du vil...

sværger ved dit nådige jeg,

som er guden af min afgudsdyrkelse,

og jeg vil tro dig.

Hvis mit hjerte er kære kærlighed, Jeg sværger...

Åh, Juliet!

Sød, godnat.

Denne kærlighedens knop ved sommerens modne åndedræt

kan vise sig at være en smuk blomst hvornår vi mødes næste gang.

Godnat, godnat.

Som sød hvile og hvile kom til dit hjerte

som det i mit bryst.

O, vil du forlade mig så utilfreds?

Hvilken tilfredshed kan du få i aften?

Udvekslingen af ​​din kærlighed trofast løfte for mit.

Ahh.

Jeg gav dig min før du bad om det.

Og alligevel ville jeg det være at give igen.

Ville du trække det tilbage?

Til hvilket formål, kærlighed?

Men for at være ærlig og give dig det igen.

Og alligevel ønsker jeg det men for det jeg har,

min dusør er så grænseløst som havet,

min kærlighed så dyb.

Jo mere jeg giver dig, jo mere jeg har,

for begge er uendelige.

Julie!

Anon, god sygeplejerske!

Søde Montague, vær sandt.

Frue!

Bliv kun lidt, Jeg kommer igen.

Frue! Lady Juliet!

O velsignede, velsignede nat!

Åh! jeg er bange, at være om natten,

alt dette er kun en drøm,

for flatterende-sød at være væsentlig.

Tre ord, kære Romeo, og rigtig godnat.

Hvis det er din kærlighed vær ærefuld,

dit formål ægteskab, send mig besked i morgen,

af en, som jeg vil anskaffe at komme til dig.

Hvor og hvad tid du vil udføre ritualet,

og alle mine formuer ved din fod vil jeg lægge mig

og følg dig, min herre, i hele verden.

Frue!

Jeg kommer, anon.

Men hvis du ikke mener det godt, jeg beder dig...

Lady Juliet!

Efterhånden kommer jeg!

At ophøre med din sag og overlad mig til min sorg.

I morgen sender jeg.

Så trives min sjæl.

Tusind gange godnat!

Romeo!

Hvad klokken i morgen skal jeg sende til dig?

Klokken ni.

Jeg vil ikke fejle.

'Det er tyve år indtil da.

Romeo!

Jeg har glemt hvorfor jeg ringede tilbage.

Lad mig stå her indtil du husker det.

Jeg vil glemme, at have du står der stadig,

huske hvordan Jeg elsker dit selskab.

Og jeg bliver stadig,

at have dig glemmer stadig,

glemmer ethvert andet hjem end dette.

Ahh.

(hanen galer)

Godnat, godnat!

Afsked er sådan sød sorg

at jeg vil sige godnat til det bliver i morgen.

Woo!

Woo!

Broder Laurence!

Hvilken tidlig tunge hilser mig så sød?

Godmorgen, far!

Ha ha ha!

Hej!

Ung søn, hævder det et oprørt hoved

så snart at byde godmorgen til din seng.

Derfor din tidlighed forsikrer mig

du er oprørt over noget utemperatur.

Eller hvis ikke, så her sætter jeg det rigtigt

vores Romeo har ikke været i seng i aften.

Det sidste er sandt. Den sødere hvile var min.

Gud tilgive synd! Var du sammen med Rosaline?

med Rosaline, min spøgelsesagtige far, nej.

Jeg har glemt det navn og det navn er ve.

Det er min gode søn.

Nå, hvor har du har du været dengang?

Jeg fortæller dig det her du spørger mig igen.

Jeg har festet med min fjende,

hvor pludselig en har såret mig.

Vær almindelig, gode søn, og hjemlig i din drift.

Gådefulde tilståelsesfund men gådefuld sparsommelighed.

Så ved det klart mit hjertes kære kærlighed er indstillet,

på den smukke datter af rige Capulet.

Som min på hendes, så hendes er indstillet på min,

og alt sammen, gem hvad du skal kombinere

ved helligt ægteskab.

Hvornår og hvor, og hvordan vi mødtes,

vi bejdede og lavede udveksling af løfte,

Jeg fortæller dig det, når vi passerer.

Men dette beder jeg,

at du giver samtykke at gifte sig med os i dag.

Hmmm?

Hellige Saint Francis!

Er Rosaline, at du elskede så kært,

så snart forladt?

Du spotter mig ikke, Fader!

Unge mænds kærlighed ligger da ikke rigtig i deres hjerter,

men i deres øjne.

Hør mig, far.

Jesus Maria! Hvilken del saltlage

har vasket dine bløde kinder til Rosaline!

Og er du forandret?

Udtal dette sætning da.

Kvinder kan falde når der er ingen styrke i mænd.

Du bespotter mig tit for at elske Rosaline.

At elske, ikke for at elske, elev min.

Ja, for at elske og, og bad mig begrave kærligheden.

Ikke i en grav at lægge en i,

en anden ude at have.

Kom, unge vaklende,

kom, gå med mig.

I én henseende Jeg vil være din assistent.

O Fader!

For denne alliance kan så glad bevise

at vende dine husstande ærgrelse til ren kærlighed.

O, lad os komme herfra!

Jeg står i pludselig hast.

Shh! Klogt og langsomt,

de snubler der løber hurtigt.

Ha ha ha!

Shh!

Hvor djævelen skal denne Romeo være?

Hmm?

Kom han ikke hjem i aften?

Hmm?

Hvad?

Kom han ikke hjem i aften?

WHO?

Romeo.

Åh nej, ikke til sin fars. Jeg talte med hans mand.

Hej, Tybalt, slægten til gamle Capulet,

har sendt et brev til sin fars hus.

En udfordring på mit liv.

Romeo vil svare på det.

Enhver mand, der kan skrive kan besvare et brev.

Nej, vil han svare brevets mester,

hvordan han tør, at blive vovet.

Ak, stakkels Romeo, han er allerede død;

stukket med en hvid piges sorte øje;

løbe gennem øret med en kærlighedssang;

selve stiften af hans hjerte spaltet

med blinde bue-drengs numseskaft.

Og er han en mand at støde på Tybalt?

Hvorfor, hvad er Tybalt!

Mere end Prince of Cats, Jeg kan fortælle dig.

Ah, god morgen til jer begge.

(snuse)

Det burde vi være således ramt

med disse mærkelige fluer,

disse modehandlere,

disse pardonnez moi'er.

Åh, signor Romeo,

Bonjour.

Bonjour.

Der er en fransk hilsen til din franske slop.

Hvad?

Du gav os forfalskningen ret i aftes.

Hvilken forfalskning gav jeg dig?

Sedlen, sir, slippen,

kan du ikke blive gravid?

Undskyld, gode Mercutio.

Min forretning var fantastisk--

Åh! Ha ha ha!

I sådan et tilfælde som mit

en mand kan anstrenge sig for høflighed.

Kom imellem os, god Benvolio;

mit vid besvimer.

Dit vid er meget bitter sød

det er mest skarp sauce.

Åh! Åh! Åh! Åh!

Ha ha ha!

Hvorfor, er dette ikke bedre nu

end at stønne af kærlighed?

Nu er du omgængelig,

nu er du Romeo;

nu er du hvad du er,

af kunst såvel som af natur.

For denne drivende kærlighed er som en stor naturlig

der kører malling op og ned

at skjule sin kugle i et hul.

Stop der, stop der.

Du ønsker, at jeg skal stoppe i min fortælling mod håret?

Du ville ellers har gjort din fortælling stor.

Nej, nej, nej, du er bedraget;

For jeg var kommet til hele dybden af ​​min fortælling,

og beregnet til at besætte argumentet ikke længere.

Her er godt gear.

(latter)

Her er en fin pram.

Et sejl.

(alle) Et sejl, et sejl.

(latter)

To, to; en skjorte og en kittel.

(latter)

Shh!

Peter.

Anon.

Min fan, Peter.

Godt, Peter, at skjule sit ansigt,

for hendes fans den mere retfærdige af de to.

Ha ha ha!

Åh!

Gud godmorgen, herrer.

Gud du gode hule, fair gentlewoman.

Er det en god hule, jeg beder?

Nå, det er ikke mindre jeg siger dig,

for den skæve hånd af skiven

er nu på prikken af middagstid.

Ha ha ha! Åh!

Ud over dig, hvad er du for en mand?

Én, herre, den Gud har gjort sig til mar.

Ved min tro det er godt sagt,

for sig selv at mar citere 'a?

Hmm.

Herre, kan nogen af dig fortæl mig

hvor jeg kan finde unge Romeo?

(alle) Romeo, Romeo.

Hej!

Shh!

Jeg er den yngste af det navn

for en værre skyld.

Hvis du er ham, sir,

Jeg ønsker mig nogle møde med dig.

(griner og griner)

Hun vil indtage ham til noget aftensmad.

En bawd, en bawd.

Et vrøvl!

Åh!

(latter)

Din beskidte varmint dig!

Her kommer hun!

Mercutio, nej!

Åh!

En gammel harehår

Og en gammel harehår

Er meget godt kød, i udlånt

Men en hare det er en hær

er for meget for en scoring

Når det hæver før det bliver brugt

(sygeplejerske) Aah!

(latter og jubel)

Åh!

(latter)

Farvel, gammel dame.

Åh!

(latter og råb)

Skørbug slyngel, skørbug slyngel.

Jeg er ingen af hans flirt-gæller.

Jeg er ingen af hans nøstekammerater.

Eh, cur, elendig slyngel,

elendig, elendig knægt.

Jeg beder Dem, sir.

Hvilken frække købmand var dette

der var så fyldt af hans ejendom?

En gentleman, sygeplejerske, der elsker at høre sig selv tale,

og vil tale mere på et minut

end han vil stå til om en måned.

Jeg tager ham ned,

en 'a var lystigere end han er,

og tyve sådanne stik;

og hvis jeg ikke kan, Jeg finder dem, der skal.

Ha ha ha!

Ha ha ha!

Og det skal du stå også ved

og lider hver eneste snert

at bruge mig efter hans fornøjelse.

Åh...

Punken florerer!

Bed dig, sir, et ord.

Åh!

Oksekød vid.

(orgelspil)

(korsang)

Min unge dame bød mig forhør dig.

Hvad hun gjorde byd mig sige,

Jeg vil holde mig for mig selv;,

men først lad mig fortælle dig,

hvis du leder hende i et dåres paradis--

Amme.

Shh! Som de siger,

det var meget grimt slags adfærd;,

for gentlewoman er ung;

og derfor hvis du skulle handle dobbelt med hende,

det var en syg ting at være tilbudt enhver gentlewoman,

og meget svag omgang.

Sygeplejerske, ros mig til din frue og elskerinde,

jeg protesterer til dig.

Byd hende udtænke,

nogle midler at komme til sparsom i eftermiddag,

og der skal hun i broder Laurences celle

være forkrøblet og gift.

Åh!

Åh!

Her er for dine smerter.

Nej, nej virkelig, sir, ikke en øre.

gå til, Jeg siger du skal.

Ingen.

Godt...

Sir, min elskerinde er den sødeste dame.

Herre, Herre, da hun var en lille pratting.

Farvel. Åh!

Åh der er en ædel mand i byen,

Et Paris, det ville besvime lægge kniven ombord.

Jeg vred hende nogle gange og siger at Paris er den rette mand.

Sygeplejerske, ros mig til din dame.

Tusind gange.

Åh! Åh!

(suk)

Klokken slog ni da jeg sendte sygeplejersken,

på en halv time hun lovede at vende tilbage...

måske hun kan ikke møde ham;

ahh, det er ikke sådan,

åh, hun er lam,

kærlighedens forkyndere burde være tanker!

Havde hun kærlighed og varmt ungdomsblod,

hun ville være lige så hurtig i bevægelse

som en bold.

Men gamle mennesker, mange foregiver, at de var døde,

uhåndterlig, langsom, tung...

Og bleg som bly.

Åh Gud, hun kommer.

O honning sygeplejerske, hvilke nyheder?

O Herre, hvorfor se'st du trist?

Åh!

Selvom nyheder er triste,

fortælle alligevel dem lystigt.

(stønner)

Send manden væk.

Peter, bliv ved porten.

Fortsæt.

har du mødt med ham?

Åh, jeg er træt.

Giv mig lov et stykke tid.

Fie, hvor smerter mine knogler!

Åh!

(stønner)

Sød, sød...

Sød sygeplejerske.

Fortæl mig, hvad siger min kærlighed?

Ha ha ha!

Din kærlighed siger som en ærlig herre,

og høflig, og venlig,

og smuk, og jeg garanterer ham,

en dydig--

Hvor er din mor?

Hvor er min mor?

Hvorfor, hun er indeni.

Hvor skulle hun være?

Hvor svarer du mærkeligt!

"Din kærlighed siger som en ærlig herre,

hvor er din mor?"

Åh, Guds dame, er du så varm?

Gift dig, kom op jeg trow.

Er dette omslag for mine ømme knogler?

Fremover gør dine beskeder selv.

Her er sådan en spole!

Komme! Hvad siger Romeo?

Har du orlov at gå til shrift i dag?

Jeg har.

(klukker)

Så hej dig herfra til broder Laurences celle,

der bliver en mand at gøre dig til en kone.

Ha ha ha!

Nu kommer det useriøse blod op i kinderne.

De vil være i skarlagenrød lige ved enhver nyhed.

Hej dig i kirke!

Jeg skal til middag.

Ærlig sygeplejerske, farvel!

Ha ha ha!

Så smil mod himlen på denne hellige handling,

at eftertid med sorg bebrejde os ikke.

Amen, amen.

Kom hvad sorg kan,

det kan ikke modsvare udveksling af glæde

det ene korte minut giver mig i hendes øjne.

Disse voldsomme glæder har voldelige ender,

og ind deres triumf dør,

som ild og pulver,

hvilket som de kys fortærer.

Den sødeste honning er afskyelig

i sin egen...

Lækkerhed.

Lækkerhed.

Og i smagen forvirrer...

Appetit.

Appetit.

Derfor elsker moderat...

Lang kærlighed gør det.

Ah, her kommer damen.

Åh, så let en fod bliver aldrig slide den evige flint ud.

Julie!

Godt endda til min spøgelsesagtige bekender.

Romeo skal takke dig, datter, for os begge.

Åh, Juliet,

hvis mål for din glæde blive dyppet som min,

at din dygtighed være mere for at blasonere det,

så sød med dit åndedræt

denne naboluft.

De er kun tiggere der kan tælle deres værd.

Men min sande kærlighed er vokset til et sådant overskud,

Jeg kan ikke opsummere summen af ​​halvdelen af ​​min formue.

Tsk tsk tsk!

Kom, kom med mig...

Vi vil gøre kort arbejde.

For ved dine blade,

du skal ikke blive alene

indtil den hellige kirke inkorporer to i én.

(orgelspil)

(kvinde synger)

Bla, bla, bla, bla, bla, bla.

Bla, bla, bla, bla, bla, bla.

jeg beder dig, god Mercutio, lad os trække os tilbage.

Bla, bla, bla, bla, bla.

Dagen er varm.

Bla, bla, bla.

Capulets i udlandet!

Ha ha ha!

(stønner)

Hvis vi mødes, skal vi ikke 'undvinde et slagsmål.

For nu disse varme dage,

er den gale blod omrøring.

Mercutio, lad os gå på pension.

Bla, bla, bla, bla, bla, bla!

Du er som en af disse kammerater

det når han kommer ind et værtshuss rammer

klapper mig i sit sværd på bordet,

og siger: "Gud send mig ikke brug for dig:"

bla, bla, bla, bla;

og ved operationen af den anden kop,

trækker ham på skuffen,

hvornår faktisk der er ikke behov.

Er jeg ligesom sådan en fyr?

Nej og der var to sådanne

vi burde have ingen om lidt,

for den ene ville dræbe den anden.

Hvorfor har du skændtes med en mand

for hoste på gaden,

fordi han har vækket din hund som har ligget og sovet

i solen.

Bla, bla, bla!

Og du vil undervise mig fra at skændes! Hah!

Mercutio...

Ved mit hoved, her kommer Capulets.

Ved min hæl, Jeg er ligeglad.

(fløjter)

(gurgler)

Mine herrer, god hule.

God hule.

Et ord med en af ​​jer.

Og kun et ord med en af ​​os.

Par det med noget,

gøre det til et ord og et slag.

(latter og hån)

Du skal finde mig passende nok til det, sir,

og du vil giv mig anledning.

Kan du ikke tage en lejlighed uden at give?

Mercutio, du konsortie med Romeo.

Konsort? Ha ha ha!

Hvad gør du gøre os til minstreller?

Ha ha ha!

En du laver os tronarer,

du ser efter at høre intet andet end uoverensstemmelser.

Her er min spillemand.

Her skal det få dig til at danse.

Zounds! Konsort!

Vi snakker herinde mænds offentlige tilholdssted.

Enten trække sig tilbage til et privat sted,

eller grund koldt af dine klager,

ellers afgår;

her ser alle øjne på os.

Mænds øjne blev lavet til at kigge,

og lad dem se.

Mercutio!

Jeg vil ikke rokke for ingen mands fornøjelse, jeg.

Nå, fred være med dig, sir,

her kommer min mand.

Mercutio!

Tybalt.

Romeo, kærligheden jeg bærer dig

har ikke råd til bedre sigt end dette--

du er en skurk.

(fløjter)

Tybalt, grunden til det Jeg er nødt til at elske dig

giver megen undskyldning det tilhørende raseri

til sådan en hilsen--

skurk er jeg ingen.

Derfor farvel,

jeg ser du ved ikke mig.

Ha ha ha!

Dreng...

Dette skal ikke undskylde skaderne du har gjort mig,

vend derfor og tegne.

Jeg protesterer Jeg har aldrig såret dig,

men elsker dig bedre end du kan udtænke.

Indtil du ved det grunden til min kærlighed.

Og så, gode Capulet,

hvilket navn jeg byder lige så kært som min egen,

være tilfreds.

(publikum mumler)

Ha ha ha!

Nej, nej.

Åh!

Åh!

(latter)

Ha ha ha!

(Benvolio) Nej, Mercutio.

O rolige, æreløse, elendig underkastelse!

Nej, Mercutio, nej!

Forlad mig...

Tybalt, din rottefanger!

hvad ville du have med mig?

Gode ​​kattes konge,

intet andet end en af dine ni liv,

det mener jeg gør dig modig...

Og som du skal brug mig herefter...

Dry-beat resten af de otte.

Venligst, gode Mercutio.

Vil du plukke dit sværd ud af sin pilcher

ved ørerne?

Skynd dig,

for at mit ikke skal være om dine ører før det er ude.

Jeg er for dig, sir.

Ha ha ha!

Blid Mercutio, sæt din griber op.

Kom, kom.

(jubler)

Benvolio, slå ned deres våben!

Mine herrer, for skam! Undlad denne forargelse!

Prinsen har udtrykkeligt forbyd denne bandying

i Veronas gader.

Tybalt!

Mercutio!

Forlad os!

Lad os væk, din fej!

Gå og hæng dig selv.

(latter)

(jubler)

Øh!

(mænd) Ha ha ha!

(jubel stopper)

(fløjter)

Ha ha ha! Hej!

Ha ha ha!

(skaren stønner)

(jubler)

Ha ha ha!

Hej!

Åh!

Klip hans hår, Tybalt!

(jubler)

Ha ha ha!

Hej!

Hold afstand, Tybalt.

Hyah! Hyah! Hyah!

(latter)

Hold dig væk, fej!

Skynd dig, Tybalt, vi kan ikke vente hele dagen.

Ah, mors baby har tabt sit sværd.

(latter)

Hej!

Tybalt, nej!

Afstå fra dette korstog!

Tybalt, gå!

Mercutio, kom ned!

Forsvundet, begyndt...

Flyv, Tybalt. Flyv væk.

(jubler)

Jeg er såret.

Øh!

Jeg er såret.

(Benvolio) Hvad! Er du såret?

En ridse, en ridse,

gifte sig er det nok.

Mod, mand, det sårede kan ikke være meget.

Nej, det er ikke så dybt som en brønd,

heller ikke så bred som en kirkedør,

men det er nok;

du spørger efter mig i morgen,

og du skal finde mig en gravmand.

(jubler)

Hvor er min side?

Gå, skurk, og hent mig en kirurg.

Hent mig en kirurg!

Ha ha ha!

Har han såret dig?

Hvorfor fanden kom du imellem os?

Jeg blev såret under din arm.

Jeg tænkte alle for det bedste, jeg...

(jubler)

Hjælp mig ind i et eller andet hus, Benvolio,

eller jeg besvimer.

(publikum) Hov!

Hov!

Hov!

Hov!

Yay!

en pest begge jeres huse!

de har lavet ormekød af mig.

jeg har det,

og også sundt...

Dine huse!

Han spøger!

Mercutio!

(latter)

Romeo, Romeo...

modige Mercutio er død.

(mængden håner)

Dagens sorte skæbne,

af flere dage afhænger af.

Dette men begynder ve andre skal slutte.

Han gik i triumf!

Og Mercutio dræbt!

Væk til himlen, respektive mildhed,

og ildøjet raseri vær min adfærd nu!

(jubler)

Tybalt!

Tybalt!

Romeo!

Tybalt!

Romeo!

Denne vej!

Tybalt!

Romeo!

Tybalt!

Nu, Tybalt...

Tag skurken tilbage igen,

så sent gav du mig;

for Mercutios sjæl

er kun lidt vej over vores hoveder,

bliver for dig at holde ham med selskab:

enten du, eller jeg, eller begge dele,

skal gå med ham!

Åh!

Lad ham gå! Lad ham gå!

Sværd, Romeo.

O du elendige dreng,

det gjorde samle ham her,

skal med ham herfra.

Dette skal bestemme det.

Slå fødderne, Romeo!

Beskyt øjnene, Romeo!

(jubler og råber)

Giv mig dit sværd.

Pas på hans fødder!

(folkemængden råber)

Hyah!

(folkemængden råber)

(Romeo) Giv mig sværdet!

Sværdet!

Sværdet!

(folkemængden råber)

Romeo! Romeo!

(Tybalt) Sværdet!

Sværdet!

Giv mig det!

Dit sværd, Romeo!

Sværdet, Romeo!

(råber stopper)

Åh!

(Tybalt taber sværd)

Tybalt!

(publikum gisper)

Romeo, væk, vær væk.

Borgerne er oppe.

Stå ikke overrasket,

prinsen vil dømme dig døden,

hvis du bliver taget.

Derfor, gå væk!

Romeo!

Åh, jeg er lykkens tåbe!

Åh, Romeo! Væk, væk!

En forbandelse over Montagues!

Åh, Tybalt!

Tybalt! Tybalt!

Den bedste ven jeg havde,

åh, høflige Tybalt, ærlig herre,

at jeg nogensinde skulle leve at se dig død!

Åh, Gud!

Gjorde Romeos hånd udgyde Tybalts blod?

Det gjorde, det gjorde, ak dagen, det gjorde det!

Åh, sygeplejerske,

åh, slangehjerte, gemte sig med et flow-ring ansigt!

Var nogensinde bog indeholdende sådan slem sag

så rimeligt bundet?

(græder)

Der er ingen tro, ingen tillid,

ingen ærlighed hos mænd;

alle med mened, alt forsvundet,

alt intet, alle dismblere.

Skam kom til Romeo.

Blært være din tunge for et sådant ønske.

Han var ikke født til skamme.

Over hans pande skam skammer sig over at sidde.

Vil du tale godt om ham det dræbte din fætter?

Skal jeg tale dårligt om ham det er min mand?

(græder)

(græder)

Stakkels min herre,

hvilken tunge skal glat dit navn

når jeg din tre timers kone

har ødelagt det?

(græder)

Men hvorfor skurk, dræbte du min fætter?

Capulet! Til prinsen!

(folkemængden råber)

Tal, Benvolio, tal!

Fortsæt, tal.

Prins! Som du er sand,

for vores blod udgydt blod af Montague.

(folkemængden råber)

Benvolio, der begyndte denne blodige kamp?

Tybalt, her dræbt.

(Lady Capulet) Nej!

Det gjorde Romeo tal ham retfærdigt,

byd ham bethink, hvor dejligt skænderiet var,

og opfordret til din høje utilfredshed.

Det er sandt, prins.

Billedet gør ham falsk.

Han taler ikke sandt.

(folkemængden råber)

Jeg beder om retfærdighed,

som du, Prince skal give.

Romeo dræbte Tybalt, Romeo må ikke leve.

(folkemængden råber)

Romeo dræbte ham.

Han dræbte Mercutio.

Hvem nu prisen af hans kære blod skylder?

Ikke Romeo, prins...

Han var Mercutios ven.

Hans fejl afsluttes men hvad loven skal ende.

Tybalts liv!

Og for den forseelse,

det gør vi straks udvis ham herfra.

(Prins) Lad Romeo derfor i hast,

ellers, når han er fundet...

Den time er hans sidste.

(græder)

Åh, forvisning...

Vær barmhjertig, sig døden!

(banker)

Sig ikke forvisning.

Opstå.

Man banker på; gode Romeo, skjul dig.

Hvem er der?

(bang bang)

Hvem banker så hårdt?

Hvor kommer du fra?

Hvad er din vilje?

(sygeplejerske) Lad mig komme ind,

og du skal vide det mit ærinde.

jeg kommer fra Lady Juliet.

(Romeo græder)

Velkommen så.

hellige broder, o fortæl mig, hellige broder,

hvor er min frues herre, hvor er Romeo?

Der, på jorden.

Med sine egne tårer gjort beruset.

(Romeo) Der er ingen verden uden Verona-vægge.

Alligevel lyver hun,

spæk og græder,

grædende og spæk.

(græder)

Stå op!

Stå og dig være en mand.

For Julies skyld, for hendes skyld,

rejse sig og stå.

Hvorfor skulle du falde ind i så dyb en 'ole?

Amme.

Ah, sir, døden slutningen af ​​alt.

Taler du om Juliet?

Hvordan er det med hende?

Tænker hun ikke er jeg en gammel morder?

Hvor er hun? Hvordan har hun det?

Hvad siger min skjulte dame

til vores annullerede kærlighed?

Hun siger ingenting, sir, men græder og græder,

og Tybalt ringer, og så græder Romeo.

Som om det navn myrdede hende.

O sig mig, broder, fortæl mig,

i hvilken modbydelig del af denne anatomi

logerer mit navn?

Sig mig, at jeg kan fyre det hadefulde palæ!

(sygeplejerske skriger)

Hold dig desperat hånd.

Ved himlen! Lad være!

Du har forbløffet mig.

du en mand?

Din form råber du er.

Dine tårer er kvindelige,

dine vilde handlinger betegner et dyrs urimelige raseri.

Har du dræbt Tybalt?

Vil du slå dig selv ihjel, og dræb din dame,

at i dit liv lever,

ved at gøre forbandet had på dig selv?

Væk dig, mand...

Din Julie er i live.

Der er du glad.

Tybalt ville dræbe dig,

men du dræbte Tybalt;

der er du glad.

Loven, der truede med livet bliver din ven,

og gør det til eksil;

der er du glad.

En pakke velsignelser lys på ryggen...

Gå op i hendes kammer, derfor og trøst hende.

Men se, du bliver ikke før uret er stillet,

thi da kan du ikke gå til Mantua,

hvor du skal bo indtil vi finder et tidspunkt

for at brænde dit ægteskab, forson dine venner,

undskyld prinsen, og kalder dig hjem,

med tyve hundrede tusind gange mere glæde

end du gik ud i klagesang.

Gå før, sygeplejerske...

Anbefal mig til din frue,

og byd hende skynde sig hele huset i seng,

hvilken tung sorg gør dem egnede til

Romeo kommer.

(fugle kvidrer)

Vil du være væk?

Det er den ikke endnu nærme dag.

Det var nattergalen, og ikke lærken,

der gennemborede det frygtelige hul af dit øre.

Nat synger hun på granatæbletræet.

Åh, tro mig, kære,

det var nattergalen.

Det var lærken...

Morgenens forkynder,

ingen nattergal.

Nattens stearinlys er udbrændt...

Og jocund dagen står på tæerne på de tågede bjergtoppe.

Jeg skal være væk og leve,

eller blive og dø.

Yond lys er ikke dagslys...

Jeg ved det, jeg.

Bliv derfor endnu,

du behøver ikke at være væk.

Åh, lad mig tages,

lad mig dø.

Jeg er tilfreds, så du vil have det sådan.

Jeg siger dig grå er ikke morgenens øje,

det er det heller ikke lærken

hvis toner slår den hvælvede himle

så højt over vores hoveder.

Jeg har mere omsorg at blive end vil til at gå.

Kom død og velkommen, Juliet vil det sådan.

(lærke kvidrende)

Det er...

Det er altså, være væk.

Romeo, det er.

Det er lærken, der synger så ustemt,

anstrenge barske uoverensstemmelser, og ubehagelige skarpe.

Nogle siger lærken gør sød deling;

åh, det gør det ikke, thi hun skiller os.

Så vær nu væk,

mere lys og lys det vokser.

Mere lys og lys,

mere mørkt og mørkt vores elendighed.

(banker på døren)

(sygeplejerske) Frue!

Din frue mor kommer til dit kammer.

Amme.

Din frue mor er kommer til dit kammer.

Dagen er brød, se sig om.

Åh, er du gået så,

min mand, ven?

Jeg skal høre fra dig hver dag i timen,

i et minut der er mange dage,

o ved denne optælling Jeg vil være meget om år,

før jeg igen ser min Romeo.

Jeg vil undlade ingen mulighed

der kan formidle mine hilsener, kærlighed, til dig.

Åh, tror du skal vi nogensinde mødes igen?

det tvivler jeg ikke på,

og alle disse lidelser skal tjene

til søde foredrag i vor kommende tid.

Farvel, farvel,

et kys og jeg vil ned.

(hane galer)

Adieu.

Adieu!

(græder)

Åh, Gud!

(Juliet græder)

Vi vil have hævn for det,

frygt du ikke...

(Juliet) Nej!

Så græd ikke mere.

(Juliet hulker)

Jeg sender til en i Mantua,

hvor det samme forvist runagate lever

skal give ham sådan en uvant dram,

at han snart skal holde Tybalt selskab.

(Juliet) Nej!

Men nu skal jeg fortælle dig glædelige nyheder, pige.

Nå, så har du det en forsigtig far,

en der skal sætte dig fra din tyngde

har ordnet sig en pludselig glædens dag.

Og glæden kommer godt i sådan en trængt tid.

Gift dig, mit barn, tidligt næste torsdag morgen,

den galante, unge og ædel prins,

amtet Paris, ved Peterskirken,

vil med glæde gøre dig der en glad brud.

Nu ved Peterskirken, og Peter også

han skal ikke gøre mig der en glad brud!

Ingen! Ingen!

Så er det konkluderet.

Søn, Paris.

Hvordan nu, kone, har du det overgivet til hende vores dekret?

Ja, sir, men hun vil ingen,

hun takker dig.

(græder)

Jeg ville det fjols være gift med hendes grav.

Blød... tag mig med.

Tag mig med dig, kone.

Hvordan? Vil hun ingen?

Gør hun ikke give os tak?

Er hun ikke stolt?

Regner hun ikke sin salige, uværdig som hun er,

som vi har gjort så værdige en gentleman til at være hendes brudgom?

Elendig tåbe! Lad mig se hende!

Utaknemmelig bagage!

Sig hvad du vil, du skal ikke bo hos mig!

Fie! Hvad, er du sur?

Hæng dig, ung bagage!

Ulydig stakkel!

Jeg siger dig hvad, kom i kirke på torsdag,

eller aldrig efter se mig i ansigtet.

Åh, far, gode far, Jeg bønfalder dig.

Tal ikke, svar ikke, svar mig ikke.

Mine fingre klør.

Du er skyldig, min herre, at bedømme hende sådan.

Og hvorfor, min frue visdom?

Hold tungen!

God forsigtighed, smadder med dine sladder, gå!

Jeg taler ikke om forræderi.

Må man ikke tale?

Tale! Dit mumlende fjols!

Udtal din tyngdekraft eller en sladderskål,

for her behøver vi det ikke.

Du er for varm.

(græder)

Guds brød, det gør mig sur.

Torsdag nærmer sig.

Læg hånden på hjertet, råd.

Og du være min, Jeg giver dig til min ven;

og det er du ikke,

hænge, ​​tigge, sulte, dø i gaderne.

Ingen!

For ved min sjæl, Jeg vil aldrig anerkende dig,

for hvad der er mit skal aldrig gøre dig godt.

Far!

Stol på ikke, tror du, Jeg bliver ikke svigtet.

(hulker)

Åh nej! Ingen!

Åh søde, min mor, kast mig ikke væk.

Udskyd dette ægteskab i en måned, en uge, åh!

Tal ikke til mig, thi jeg vil ikke sige et Ord.

Gør som du vil, thi jeg har gjort med dig.

Åh, Gud!

Åh, sygeplejerske?

Hvordan skal dette forhindres?

Hvad siger du?

har du ikke et ord af glæde?

Noget trøst, sygeplejerske.

Faith, her er den.

Romeo er forvist...

Og hele verden til ingenting,

at han aldrig tør komme tilbage at udfordre dig;

eller hvis han gør, skal det være snigende.

Da sagen står sådan som det gør nu,

Jeg synes det er bedst du gifter dig med amtet.

Ægte.

Åh han er en dejlig gentleman.

Romeo's en opvask til ham.

En ørn, frue, har ikke så grønt,

så hurtigt, så pænt øje som Paris har.

Forkæler mit hjerte,

Jeg tror, ​​du er glad i denne anden kamp.

Det overgår din første.

For hvis det ikke gjorde, din første er død,

eller hvor god han var som bor her,

og du bruger ham ikke.

taler du fra dit hjerte?

Og også fra min sjæl...

Eller andet forkæle dem begge.

Amen.

(trækgardin)

Hvad?

Nå, du har trøstet mig fantastisk meget.

Gå ind og fortæl det til min dame jeg er væk,

efter at have mishaget min far,

til Laurence's celle,

at afgive tilståelse og at blive frikendt.

Gift mig, jeg skal, og dette er klogt gjort.

Gå!

Du siger, at du ikke ved det damens sind.

Ujævnt er forløbet, Jeg kan ikke lide det.

Umådeligt græder hun for Tybalts død,

og derfor har jeg lidt talt om kærlighed,

for Venus smiler ikke i et hus af tårer.

(fodtrin)

Åh!

Glædeligt mødt, min dame og min kone.

Det kan være, sir, når jeg kan være en kone.

Kom dig for at lave tilståelse til denne far?

Har du fritid, hellige far, nu,

eller skal jeg komme til dig ved aftenmesse?

Min fritid tjener mig, eftertænksom datter, nu.

Min herre, vi må bønfalde alene tiden.

Gud skjold jeg burde forstyrre hengivenhed.

Juliet, tidligt på torsdag vil jeg vække dig.

Indtil da, adieu...

og behold dette hellige kys.

(hulker)

Åh, luk døren, og når du har gjort det,

kom og græd med mig, tidligere håb,

tidligere omsorg, tidligere hjælp.

Åh, Juliet, jeg allerede kende din sorg.

Sig mig ikke, broder, at du hørte om dette,

medmindre du fortæller mig det hvordan jeg kan forhindre det.

Hvis i din visdom du kan ikke hjælpe...

(hulker)

Hold op, datter.

Jeg spionerer en slags håb,

da det er desperat som vi ville forhindre.

Hvis hellere end at gifte sig Paris amt,

du har viljens styrke til--

O byd mig at springe, i stedet for at gifte sig med Paris,

fra brystværnet af ethvert tårn,

eller byd mig gå ind i en nylavet grav

og skjul mig hos en død mand i sit ligklæde.

Hold da op.

Gå hjem.

Vær glad.

Giv samtykke at gifte sig med Paris.

Åh nej.

Onsdag er i morgen.

I morgen aften se at du ligger alene,

lad ikke sygeplejersken ligge hos dig i dit Kammer.

Tag dette hætteglas, er så i seng...

Og denne destillering af spiritus drik dig af...

Når i øjeblikket igennem alle dine årer skal løbe

en kold og døsig humor;,

thi ingen puls skal holde hans oprindelige fremskridt,

men surcease;

ingen varme, ingen ånde skal vidne, at du lever...

Og i denne lånte lighed af krympet død

du skal fortsætte to og fyrre timer...

Og så vågen som fra en behagelig søvn.

I mellemtiden imod skal du vågne

skal Romeo ved mine breve kender vores drift,

og her skal han komme,

og han og jeg vil se din opvågning,

og netop den nat skal Romeo bære dig herfra til Mantua.

Giv mig, giv mig!

Fortæl mig ikke af frygt.

Hold da op.

Få dig væk.

Vær stærk og velstående i denne beslutning.

Hvordan nu, min egenrådige.

Hvor har du været gadd?

Hvor jeg har lært mig

at omvende synden af ulydig opposition.

Undskyld mig, fremover l,

Jeg er altid styret af dig.

Hvorfor, jeg er glad for ikke!

Det er godt. Stå op.

Dette er som det skal være.

Kærlighed giver mig styrke.

Giv dette brev i hånden på Romeo,

i Mantua.

(kvinde skriger)

Åh!

min herre! min herre!

Hun er død, Juliet er død!

Min Lady Juliet, min herre. Hun er død, hun er død!

Julie!

Julie!

Julie!

Min baby, hvor er hun?

(Capulet) O sørgelige dag.

Døden ligger på hende som en utidig frost

på den sødeste blomst af hele feltet.

(synger på latin)

(græder)

(sang stopper)

Mestre.

Balthasar!

Hvordan klarer min Juliet?

For intet kan være sygt, hvis hun har det godt.

Hvordan går det med min dame?

(hulker)

Hun er død, min herre.

Hun er død.

Hendes krop sover i capels monument.

Jeg så hende ligge lavt i sin slægts hvælving.

Så trodser jeg jer, stjerner!

Levende...

og være velstående.

Farvel, gode mand.

Juliet.

Åh min elskede...

Min kone.

Døden, der har suget din åndes honning,

har endnu ikke haft magt på din skønhed.

Du er ikke besejret...

Skønhedens fænrik endnu er blodrød på dine læber

og i dine kinder.

Dødens blege flag er ikke avanceret der.

Tybalt.

Ligger du der i dit blodige lagen?

Hvad mere tjeneste kan jeg gøre mod dig,

end med den hånd som skærer din ungdom i to

at skille hans det var din fjende?

Tilgiv mig, fætter.

Åh, kære Juliet.

Hvorfor er du endnu så retfærdig?

Skal jeg tro det ubetydelig død er amorøs,

og at den magre afskyet monster

holder dig her i mørke at være hans forfædre?

Af frygt for det, Jeg vil stadig blive hos dig.

Aldrig fra dette palads af mørk nat afgår igen.

Her, her vil jeg blive,

med orme, der er dine kammerpiger.

(hulker)

Øjne, se dit sidste.

Arms, tag din sidste omfavnelse.

Og læber, o du åndedrættets døre,

segl med et retfærdigt kys

en datoløs handel til medrivende død.

Her er til min kærlighed.

Så med et kys...

jeg dør.

Hvem er der?

En ven og en som kender dig godt.

Balthasar. Hvor længe har du været her?

En hel halv time.

Gå med mig til hvælvingen.

Jeg tør ikke, sir.

Min herre ved det ikke at jeg er væk herfra.

Bliv da, Jeg går alene.

Frygt kommer over mig.

O meget frygter jeg noget dårligt uheldigt.

Romeo!

Åh, hvilken uvenlig time

er skyldig i dette beklagelig chance?

(Juliet) Åh!

O behagelige broder, hvor er min herre?

Jeg husker godt hvor jeg burde være,

og der er jeg.

Hvor er min Romeo?

(trompet spiller på afstand)

Jeg hører noget støj.

Åh, hvor er min Romeo?

Åh, frue, kom fra denne rede af død, smitte,

og unaturlig søvn.

En større magt end vi kan modsige

har forpurret vores hensigter.

Kom med. Uret kommer.

Hvor er min Romeo?

(Juliet gisper)

Komme. Gå, gode Juliet.

Ingen.

Jeg tør ikke blive længere.

Ingen!

Jeg tør ikke blive længere.

Julie!

(trompet)

Jeg tør ikke blive længere.

jeg tør ikke længere ophold!

Hvad er her?

Gift, ser jeg, har været hans tidløse ende.

O krølle!

Beruset alle, og efterlod intet venligt fald

at hjælpe mig efter!

Jeg vil kysse dine læber;

gerne noget gift dog hænger på dem

at få mig til at dø med en genoprettende.

Dine læber er varme!

Åh, nej, nej!

(mand) Bly, dreng, hvilken vej?

Søg om kirkegården.

Gå, nogle af jer...

Ja, støj?

Ingen!

Så skal jeg fatte mig kort o glad dolk!

Dette er din skede;

hvile der og lad mig dø.

(stønner)

(klokkerne ringer)

Hvor er disse fjender?

Capulet!

Montague!

Se hvilken plage er lagt på dit had...

at himlen finder midler at dræbe dine glæder med kærlighed;

og l, for at blinke også i jeres uenigheder,

har tabt en bøjle af slægtninge.

Alle bliver straffet.

Alle bliver straffet!

En dyster fred denne morgen med det bringer.

Solen til sorg vil ikke vise sit hoved,

for aldrig var en historie af mere ve

end dette af Juliet og hendes Romeo.