All language subtitles for Hitlers.Last.Stand.S04E06.da

En amerikansk menig
dækker sine kammeraters retræte.

Beskydning fra en tysk kampvogn
kaster ham til jorden.

Eksplosionen ødelægger hans
maskingevær og knuser hans briller.

Han tager en riffel
og fortsætter med at holde stand.

Den 6. juni 1944 -

går de allierede i land
i Normandiet og åbner fronten.

Men nazifanatikere kæmper indædt
for at overleve.

D-dag var et slag.
De skal stadig vinde krigen.

Den 9. januar 1945.
Alsace-regionen i Frankrig.

Den amerikanske menig Glenn Schmidt
kæmper sig gennem sneen -

med en automatriffel.

Tyskerne lå i baghold
uden for den franske by Hatten.

Under ildkampen satte hans våben
sig fast, og han blev ramt.

Et skud slog hans hjelm af,
og han fik blod i ansigtet.

Han er eneste overlevende.

Schmidts patrulje er meget uheldig.

De laver noget rutinemæssigt
og er bare derude -

da tyskerne skal til at angribe.

Med fjendtlige soldater i hælene må
Schmidt give en overordnet besked.

De oplysninger er ting,
han selv har oplevet.

Schmidt var heldig at slippe væk -

mere eller mindre uskadt
i forhold til mange andre.

Tyskerne er midt i Ardenneroffensiven.

Wacht Am Rhein
mister momentum -

og Hitler beslutter at angribe
en svagere del af fronten.

Så amerikanernes
og briternes opmærksomhed -

fjernes fra slagene mod nord.

Missionen kaldes Nordwind,
og Hitler udpeger Heinrich Himmler -

rigsfører og chef for SS,
til sin første militære kommando.

Som krigen skrider frem,
stoler Hitler på færre og færre.

Men der er en undtagelse, Himmler -

og han ved, at Himmler
altid vil være loyal over for ham.

Himmler vil gerne imponere,
og markere Hitlers jubilæum.

Målet er at tage Strasbourg tilbage
og give den til Hitler som gave -

for 12. årsdagen
for magtovertagelsen den 30. januar.

Som Alsace-regionens hovedstad -

var Strasbourg blevet befriet sidst
i november af De Frie Franske.

Himmlers succes ...

Det ville være et hårdt slag
for den amerikansk-franske alliance.

40 km nordøst for Strasbourg
uden for landsbyen Hatten ...

Schmidt løber mod
den amerikanske linje.

Pludselig bryder natten ud
i hvidt lys.

Schmidt er ramt.

Hans ryg brænder, og han ruller
rundt i sneen for at køle af.

Han må have været skrækslagen.

Han er såret flere steder.
Han er flænset op.

De nye sår er fra amerikanske
fosforgranater og morterer -

skudt ind blandt tyskerne bag ham
af amerikanerne.

Han vakler mod sikkerhed
i en bunker -

for at slutte sig til
forsvaret der.

Ved bunker ni når Schmidt til en del
af den berømte Maginotlinje.

Maginotlinjen er en befæstet linje,
som den franske hær opførte -

og den gik fra den schweiziske
grænse til den belgiske grænse.

Den indeholder enorme
forstærkede betonbunkere.

Nogle af bunkerne
var underjordiske byer.

Der var store mandskabsbunkere.

Alle mulige slags våben
dukkede op oven på bunkerne.

Der var tunneler mellem bunkerne.

Betonen kan være over tre meter tyk.

De kunne blive bombarderet
med flybomber og artilleri.

Men tropperne indenfor
ville stadig være beskyttet.

Men da Tyskland invaderede i 1940,
kørte de bare udenom.

Tyskerne kom aldrig
gennem Maginotlinjen.

De undgik den
og kørte gennem Belgien.

Amerikanske styrker besætter nu
bunkerne, som igen -

skal beskytte den franske grænse
mod tyske angreb fra øst.

Oberstløjtnant Karl Proll og hans
35. Panzergrenadier-regiment -

står i spidsen
for angrebet i Hatten.

Karl Proll er tidligere underofficer,
som steg i graderne.

Han bliver hurtigt forfremmet på grund
af sine præstationer på Østfronten.

Han bærer nogle af
de højeste militære dekorationer.

Fra skoven -

krydser Panzergrenadierne
en stor mark mod bunkerne.

Tyskerne tror,
at bunkerne er ubemandede.

Men pludselig møder de hård modstand.

Fortropperne beskydes
af amerikansk mortérer -

maskingeværer og artilleri.

De lider store tab
i frontalangrebet.

De overlevende flygter
ind mellem træerne.

Proll, der er veteran fra Østfronten,
ved, at han må være fleksibel -

og ændre taktik og dreje.

Prolls mænd og kampvogne skal finde
vej mellem de amerikanske bunkere -

for at angribe direkte.

Bunker ni er en
af en række forsvarsværker -

som strækker sig halvanden
kilometer ud fra Hatten.

Fra en kommandopost i landsbyen -

koordinerer kommandør
William Corson forsvaret.

De er forbundet via telefonledninger
med radio.

De hører om de tyske angreb.

Corson gør, hvad enhver kommandør
ønsker under de omstændigheder.

At indsamle så mange oplysninger
som muligt.

For at gøre det
må man holde kontakten.

Hans enhed
fra 242. infanteriregiment -

er først lige kommet til Europa.

Amerikanerne sendte dem til Alsace -

til det, der skulle have været
en rolig sektor.

42. division har styrker og svagheder
i den henseende.

Svagheden er manglende erfaring
og organisation.

Måske mangel på selvtillid.

Men styrken er det nye ved det.
Det kan skabe entusiasme -

der måske ikke findes
i de mere hårdføre enheder.

Som svar på angrebet -

forberedes
et improviseret forsvar i landsbyen.

Man lægger miner ud for at forhindre
tyske køretøjer i at køre igennem.

Minefeltet blokerer vejen
foran bataljonens kommandopost -

lige over for kirken.

Over minefeltet går soldater
med bazookaer i stilling -

i kirketårnet.

De slutter sig til
en amerikansk observatør -

der skal styre ilden
til støtte for bunkerne.

Måse bortset fra kommandøren -

er observatøren vigtigst
i kamp under 2. Verdenskrig.

Artilleriobservatøren styrer
den vigtigste ildkraft -

den farligste ildkraft,
især på den amerikanske side -

hvor artilleri er
et frygtindgydende våben.

Sergent Alvin Cahoon
fra A-kompagniet -

havde slået
de første tyske bølger tilbage -

mod 3. delings position -

med artilleri og mortérild.

Men sydpå ser han
en farlig udvikling.

Tyske kampvogne og infanteri
bryder igennem bunker fire og fem.

Da de tyske kampvogne nærmer sig,
kan de flankere bunkerne -

og rykke lige ind i Hatten.

Men pludselig skyder
amerikanske bazookaer mod dem -

fra højt oppe i landsbykirken.

Det er det bedste sted
at se tyske enheder.

Den tyske hærfører ville indse det -

og straks fokusere på kirketårnet.

Tyskerne besvarer ilden -

og ødelægger tårnet.

Skuddene eliminerer bazookateams
og observatørerne.

Amerikanerne kan ikke længere
regne med præcis artilleristøtte.

Tabene svækker forsvaret
i landsbyen.

Mænd fra 1. bataljons kommandopost
gør klar til -

aktivt at forsvare Hatten.

Menig Vito Bertoldo er en af dem.

Han ser dårligt, og det kan være
et problem, men han vil være der.

Han havde kæmpet for
at komme i hæren.

Først afviste de ham,
men som krigen udvikler sig -

får de brug for flere folk.

Så han kommer ind på den måde,
men bliver kok.

Bertoldo var ikke glad
for den birolle.

Bertoldo har allerede været
et problembarn for sin chef.

Hvis man har en soldat, man ser
som et problem eller ikke så god -

så placér ham,
hvor han gør mindst skade.

Efter ankomsten til Europa
forflytter Bertoldos overordnede -

kaptajn William Corson,
ham til Hatten.

Det er ikke en forfremmelse,
men for at få ham af vejen.

Men Bertoldo er et skridt tættere på
at bekæmpe tyskerne.

Bertoldo har pralet
over for sine venner om -

at hvis han kommer i kamp,
bliver han en helt.

Der er mange historier som den,
og slutningen er næsten altid -

at han var stor i kæften, men
da kuglerne fløj, lå han i en grøft.

Den tidligere kok sætter
et maskingevær op i døren og venter.

Mens tyske kugler bombarderer
bataljonens kommandocentral ...

... smadrer fjendens artilleri kommunikationssystemet.

Før angrebet havde kaptajn Corson
direkte linjer til alle bunkerne.

Nu er han afskåret.

En leder skal altid beslutte,
hvor han skal være på slagmarken.

Hvor er det passende for ham at være?

Corson forlader kommandoposten.

Han vil genskabe forbindelsen
til sine tropper i bunkerne.

Artilleriet vakler.

Karl Prolls mænd fortsætter
angrebet på de nordlige bunkere.

Bunker ni holder stand, men andre
amerikanske stillinger giver efter.

Længere sydpå ...

Jagdtiger var det største
og mægtigste pansrede køretøj.

Chassiset var det samme
som i Royal Tiger-kampvognen.

Men i stedet for et kanontårn
med en 88 mm kanon -

havde den fastgjort overbygning
med endnu tykkere panser -

og en endnu mere kraftfuld
128 mm kanon.

De bruges til at dræbe
fjendtlige kampvogne -

- og kanonen på 128 mm
vejer 5,5 ton.

Den kan trænge igennem 2,3 meter
beton fra over 1,6 kilometer.

Under kampene i Alsace -

stødte de tyske tropper på
den gamle Maginotlinje som forsvar.

Adolf Hitler hørte om det og sagde:

"Jeg har det perfekte våben.
Send Jagdtigere -

og få dem til
at beskyde bunkerne."

Mens der angribes langs linjen,
falder de amerikanske bunkere.

Kaptajn William Corson
skynder sig til bunker ni -

i håb om
at genoprette forbindelsen.

Da han nærmer sig bunkeren,
bliver jeepen beskudt.

De springer ud og søger ly
i en tom mortérstilling.

Corson beslutter
at løbe hen mod bunkeren.

Det var et klassisk eksempel på noget,
man ser i kamp på jorden.

Enkle ting bliver svære.

Han ved ikke, hvad der sker.
Kommunikationen er dårlig.

Nu bliver de enkle ting ekstremt svære
og dødbringende.

Han efterlader en walkie-talkie
hos en af sine mænd -

så de kan kommunikere
med 1. bataljon i Hatten.

Mens amerikanerne kæmper
for deres liv -

trænger tyske styrker
længere ind i landsbyen.

Det skal være en bagtrop.
Altså teknisk set.

Pludselig er tyskerne der
ved denne kommandopost.

Et sted,
hvor de ikke burde være.

Heldigvis stopper
det midlertidige minefelt -

den tyske fremrykning.

Karl Prolls Panzergrenadiers
rykker frem -

for at fjerne minerne.

Menig Vito Bertoldo kan ikke ramme
fra døren til kommandoposten.

Han beslutter sig for
at finde en bedre vinkel.

De tager maskingeværet med ud
på gaden og gør det klart.

For øjnene af fjendtlige soldater -

åbner menig Vito Bertoldo ild
med maskingeværet.

Han går efter de tyske styrker,
der rydder et minefelt -

som forhindrer deres kampvogne i
at rykke frem.

Bertoldo tvinger dem tilbage.

Han og hjælperen
flytter maskingeværet.

Bertoldo er blevet uddannet,
som alle andre soldater er det.

Et maskingevær er fjendens mål.
Det er et dødbringende våben.

Uden for Hatten bryder William
Corson igennem den tyske ild -

og ankommer til bunker ni.

Her er sergent Alvin Cahoon
og andre medlemmer af A-kompagniet -

i 242. infanteriregiment.

Men de mangler ammunition
og har mange sårede.

Det meste
af det amerikanske forsvar -

langs deres del
af Maginotlinjen er smuldret -

men bunker ni mod nord
gør stadig modstand.

Corson videregiver
regimentets ordrer.

"At holde stand for enhver pris."

Han prøver at kontakte manden ved
jeepen, men kommer ikke igennem.

Han beslutter at vente til mørkets
frembrud, inden han henter hjælp.

Hvis bunkerne falder,
og Hatten kan flankeres fra nord -

gør det Alsace-regionen
og hovedstaden Strasbourg sårbar.

I begyndelsen af
Operation Nordwind -

var Dwight D. Eisenhower
klar til at afgive territorium.

Deriblandt Strasbourg.

Eisenhower fokuserer på
at angribe Tyskland nordfra -

og Alsace-regionen ligger for langt
sydpå. Han ser den ikke som vigtig.

For Eisenhower ville det give
mere mening at trække sig -

fra den front
og fokusere på Berlin.

Forslaget skaber næsten mytteri
blandt franske styrker.

Alsace-regionen har skiftet
frem og tilbage -

mellem Frankrig og Tyskland
i århundreder.

Men det vigtige i denne periode er -

at De Frie Franske
har befriet Strasbourg.

Den er følelsesmæssigt vigtig
og et stærkt symbol for Frankrig -

og de opgiver den ikke igen.

I Hatten indleder tysk infanteri
og kampvogne et nyt angreb -

mod 1. bataljons hovedkvarter.

Under dækningsild rykker
Panzergrenadier-styrker igen frem -

for at rydde minefeltet -

som forankrer
det amerikanske forsvar i sektoren.

Minefeltet skal begrænse
tysk mobilitet.

Det er sådan, man vinder tid.

En stor del af slaget ved Hatten er
at vinde tid til at få forstærkninger.

Det kunne være bedre.

Amerikanerne håber,
at der kommer en kampvogn -

som rammer en mine
og bliver en fin vejspærring.

De holder øje med folk,
der ankommer -

til kommandoposten og minefeltet.

Menig Vito Bertoldo og hans hjælper
gør deres maskingevær klart.

Hjælperen gør flere ting.

Det mest åbenlyse er ammunition
til maskingeværet.

Han skal også forsvare maskingeværet
mod fjendtlige tropper.

De fastgør våbnet til et bord.

Et let maskingevær
står normalt på et stativ.

De små fødder
kan grave sig ned i jorden.

Ved at spænde det fast til bordet
kan han holde maskingeværet stabilt -

og skyde mere præcist.

Bertoldo åbner ild med
sit maskingevær på bordet.

Igen tvinger hans ildkraft de tyske
tropper til at trække sig tilbage.

Men denne gang fastslår fjenden
Bertoldos position.

Fra 70 meter væk skyder de
direkte mod hans vindue.

Skuddet slår gennem rummet.

Mens støvet lægger sig, er menig
Vito Bertoldo og hjælperen -

blevet slået omkuld,
men er utroligt nok uskadte.

Han er heldig, for kampvognen
affyrer et panserbrydende skud.

Det er ikke rart,
når det rammer ens værelse.

Hjernerystelseseffekten er frygtelig.

Men ikke så dødelig, som hvis
det var højeksplosiv beskydning.

Bertoldo kravler tilbage til bordet.

Kampvognen holder stadig
lige over minefeltet.

Da han når hen til maskingeværet,
skyder han igen.

At affyre et maskingevær
mod en kampvogn er vanvittigt.

Man trænger ikke igennem,
og man afslører sin position.

En tysk kommandør kommer ud
af lugen for at se nærmere på det.

Bertoldo tager en riffel.

På 70 meters afstand skyder han
og dræber den tyske officer.

Bertoldo forsvarer minefeltet
for at holde tyskerne stangen.

Det er stadig uklart,
hvordan slaget ender.

Meget afhænger af,
hvad der sker med Bertoldo.

Om han kan stoppe
et tysk angreb længere inde i Hatten -

og om der kommer forstærkninger
inden for rimelig kort tid.

Ved bunker ni -

venter Corson på mørkets frembrud,
så han kan snige sig ind i Hatten.

Han holder øje med
det tyske angreb -

og vurderer
de nærliggende bunkeres status.

Han håber, at når han
kommer tilbage til landsbyen -

kan han tilkalde artilleri,
sende ammunition -

og lette trykket på bunkeren.

Uden varsel rammes tårnet,
og Corson flyver af sted.

Ved solnedgang nærmer tyske
panserstyrker sig bunker ni.

Som eliteinfanterienhed fylder
oberstløjtnant Karl Prolls tropper -

huller mellem kampvogne
og andet panser med våben -

og reagerer hurtigt,
mens slaget står på.

Panser er sjældent effektivt
mod bunkere.

Langt bedre er pansret infanteri
eller Panzergrenadier -

for de kunne bedre lokalisere
deres svage punkt -

i forsvarssystemet
og beskytte kampvogne på flankerne.

Da Corson er såret, står sergent
Alvin Cahoon over for svære valg.

Den tyske beskydnings
intensitet stiger.

Mændene løber tør for ammunition,
og de sårede hober sig op.

Cahoon beordrer dem tilbage
i sikkerhed i bunkeren.

Vi ser de bunkere
fra 2. Verdenskrig -

som utrolige
uigennemtrængelige befæstninger.

Men husk, at det kun er grupper
af bange mænd derinde.

Deres udkig til verden er begrænset
til de små åbninger, de har.

I mørket hører Cahoon
og hans mænd lyde omkring dem -

samt på taget af deres bunker.

Fanget i bunkeren -

lytter de, mens tyskere fylder
ventilationsrørene med sprængstof.

Fra de blev bygget i 1930'erne,
og da de var i kamp i 1945 ...

I mange tilfælde havde den
tyske hær fjernet meget stål -

til Atlantvolden
langs Normandiets kyst.

De blev pludselig sårbare over for
angreb fra usædvanlige retninger.

I nogle kan ventilationsskakter
være akilleshælen.

Cahoon kan ikke kæmpe imod.

Hvis sprængstofferne detonerer,
overlever de ikke.

Han er løbet tør for ammunition.
Han kommunikerer ikke med enheder -

som kan hjælpe ham.
Han kan ikke få sine folk ud.

Han rådfører sig med kaptajn William
Corson, som er såret, men i live.

Tyskerne er overalt,
og han føler ikke, at det nytter.

At dø der
og ødelægge sine mænds liv.

Så han beslutter at overgive sig.

Corson er enig.

Cahoon råber
til tyskerne oppe på taget.

Resterne af A-kompagniet
forlader bunker ni -

med deres sårede kammerater.

Som de sidste Maginot-forsvarere
i sektoren -

bliver de krigsfanger.

Da den amerikanske modstand
er elimineret uden for landsbyen -

kan tyskerne storme ind
uden at møde modstand.

Om natten den 9. januar 1945
i det nordøstlige Frankrig ...

Den nye modstandslinje
for amerikanske styrker i området -

bliver selve landsbyen Hatten.

Kommandoposter for 1.
og 2. bataljon -

holder stand
i den østlige del af byen.

Men de har brug for forstærkning.

Da tyskerne indledte et lokalt angreb,
reagerede amerikanerne -

og kom tilbage mere ildkraft
og flere folk.

Så det er meget enkelt og utvetydigt.

Ryk ind igen, overtag byen,
og vend situationen.

I mellemtiden har 1. bataljon
flyttet kommandoposten -

væk fra kirken
og til et mere sikkert sted.

Menig Vito Bertoldo melder sig
frivilligt til at holde vagt -

hele natten
for at dække flytningen.

Hvorfor gør han det?

Det er nok ikke,
fordi han ønsker at dø.

Men han er klar til at acceptere
døden, hvis det er det, der kræves.

Det er noget utroligt at overveje.

Lige efter daggry
er tyskerne først i gang -

og indleder deres eget angreb,
inden amerikanerne går i gang.

Tyskerne vil presse amerikanerne ud
og fortsætte mod Strasbourg.

Den har stor symbolsk værdi.

Hovedstaden i Alsace
skal forblive tysk.

Sådan tænker nazisterne.

Amerikanske forstærkninger
blokerer tyskernes fremrykning -

men kan ikke komme ind og undsætte
Bertoldo og kommandoposterne.

Som dagen går, er Bertoldo stadig
på sin position foran minefeltet.

Tyske tropper prøver
at rydde minerne -

som holder kampvognene tilbage.

Bertoldo bruger salver fra sit
maskingevær for at jage dem væk.

De tyske soldater spreder sig,
og kampvognen trækker sig.

Bertoldo og hans hjælpeskytte lader
igen og venter på næste angreb.

Bertoldo og hans kammerat tegner
på væggen eller skriver -

for at holde styr på den skade,
de mener at have forvoldt.

Det fik tiden til at gå -

og hjalp med
at holde hovedet koldt.

Pludselig er pausen forbi ...

... og rummet splittes ad.
En eksplosion slår Bertoldo omkuld.

Derefter kravler han over
for at hjælpe sin kammerat -

selvom han selv kom til skade.

Hans kammerat er hårdt såret.

Han hjælper med at lappe ham sammen
og får ham ud derfra.

Det må have været meget svært.

Hjælperen er væk,
og støvet er ved at lægge sig.

Bertoldo kigger ud ...

Han ser en fjendtlig kampvogn,
der har sneget sig op ad en sidevej.

Før han kan gøre noget,
bryder den i brand.

Et amerikansk bazookateam
på første sal rammer plet.

Kampvognen brænder
og er i bakgear.

Bertoldo åbner ild
med sit maskingevær.

Der er en vrede i det, han gør.

Han vil skade tyskerne på grund
af det, de gjorde ved hans ven.

Slaget er nu personligt for Bertoldo.

De er ansvarlige for de skader,
hans hjælpeskytte fik.

Bertoldo går efter de tyske soldater
ved den brændende kampvogn.

Klokken 23 den 10. januar ...

Der kommer ordrer til resterne
af 242. infanteriregiment.

De skal trække sig tilbage til
en anden landsby mod vest.

De hærgede bataljoner har holdt ud,
siden angrebet begyndte dagen før.

De kommer tilbage i små grupper.

En dækker en anden,
de bevæger sig gennem bygningerne -

og gennem skyggerne.

Uanset hvordan man flygter,
så gør man det.

For at øge forvirringen -

kæmper afløsningsenheder
sig fremad samtidig.

Bertoldo, nu uden sin hjælper -

melder sig til at yde dækningsild
for tropperne, der er på retræte.

Spørgsmålet for alle,
der dækker retræten, er.

"Når tiden er inde,
vil jeg så selv kunne slippe væk?"

I mørket når tyske soldater frem
til bataljonens kommandopost -

og rykker frem
under Bertoldos sigtelinje.

Herfra kan han ikke ramme
med maskingeværet.

I stedet
benytter han fosforgranater.

Våben med grundstoffet fosfor -

bruges ofte som røgslør
for at skjule sig.

Når fosfor
kommer i kontakt med ilt -

antændes det
og brænder med en temperatur -

på over 760 grader
og skaber en tyk røg.

Granater kan også bruges til
at sætte ild til ting.

Mennesker bliver ofte fanget
i flammerne.

Det er skræmmende, da der ikke skal
meget til for at forårsage skade.

Den hvide fosforgranat
har en radius af -

18 meter,
hvor fragmenterne kan ramme en -

og begynde at brænde gennem huden.

Vand slukker flammerne -

men fosfor genantændes,
når det fordamper.

Soldater løber væk
fra Bertoldos salve.

Tyskerne må fjerne
den amerikanske modstand -

der forsinker deres fremstød.

Igen bliver Bertoldo
kastet omkuld.

Det er muligt,
at der på den tyske side -

er nogen, der dirigerede kampvognens
ild derhen, hvor han var.

Især efter de hvide fosforgranater
kom i spil.

Det gør det mere presserende
at fange ham.

En tysk kampvogn
har låst sig fast på vinduet.

Det må have været meget voldsomt.
Det må også have ramt hørelsen.

Det kan ikke have gjort
noget godt for hans hørelse.

Men det mest umiddelbare for ham er,
at det ødelægger hans briller.

Det gør hans maskingevær ubrugeligt.

Bertoldo nægter at give op.

Han skifter til et gevær og går
efter tyske soldater på gaden.

Bertoldo har kæmpet med alt,
hvad han har.

Han har brugt god innovativ tænkning.

Han bidrog med masser af mod.

Efter at have forsvaret minefeltet
i to dage -

beordres Bertoldo til
at trække sig tilbage.

Bertoldo og 242. infanteriregiment -

forhindrer tyskerne i
at feje gennem Hatten.

Kampene i landsbyen fortsætter
i yderligere ti dage.

Forsinkelsen forhindrer marchen,
der skal generobre Strasbourg.

Kampene i januar 1945
er meget brutale.

Det er bitre gadekampe
fra hus til hus.

Det er ikke kun ødelæggende
for befolkningen -

men også for infrastrukturen
i de smukke byer.

Nogle af dem er smadret helt.

Himmlers plan slår fejl, og han
kan ikke give Hitler Strasbourg -

for at fejre
Det Tredje Riges 12-års jubilæum.

Det forhindrer ikke Hitler i
at forfremme Himmler igen.

Han overtager kommandoen
over Weichsel på Østfronten.

Himmler fortsætter
sin militærkarriere -

på trods af,
at han har svigtet sin første opgave.

Kaptajn William Corson,
sergent Alvin Cahoon -

menig Glenn Schmidt
og de andre tilfangetagne -

fra bunker ni
fortsætter krigen i krigsfangelejre.

1. bataljon i 242.
får en hædersbevisning -

for deres solide forsvar
af Hatten -

for at anerkende tabet af
mere end 500 mænd og officerer.

Næsten 70 procent
af begynderbataljonens styrke.

Oberstløjtnant Karl Proll fortsætter
angrebet indtil den 19. januar.

Hans første bataljon er også ødelagt
med kun 100 overlevende.

Han får Jernkorset med egeløv
for aktionen -

og det bemærkes, at han slog
35 amerikanske angreb tilbage.

De bekendtgør det,
inden januar er gået.

Det kan der være flere grunde til.

For det første var hans præstation
så enestående, at det var tydeligt -

at han skulle tildeles
denne høje udmærkelse.

Ellers er det ret tit omvendt.

Tyskerne vil skjule
et faktisk nederlag -

men tildele en højere medalje,
så det ligner et heroisk nederlag.

Menig Vito Bertoldo
får den højeste udmærkelse -

Medal of Honor,
for ihærdighed og mod.

Kaptajn William Corson
hører om det -

via aviserne, da han vender hjem.

Kokken, der ikke kunne noget,
viste sig at være en dygtig soldat.

"Hvordan kunne jeg
tage så meget fejl?"

Hitlers Wacht am Rhein og Nordwind
fortsætter ind i januar 1945 -

- men giver ikke det afgørende slag,
Hitler havde håbet.

De tvinges tilbage til
den tyske grænse for at forberede -

- og få de allierede til at betale
dyrt for fremstød på tysk jord.

Krigen i Europa vil stadig rase
i tre en halv måned.

Tekster: Lars Steen Olsen