Original subtitles

En amerikansk bataljon omringes af tyskere ...

... og en japansk-amerikansk enhed kæmper for at nå dem.

For foden af det, de ville kalde Suicide Hill -

rører ingen sig, da de beordres til at angribe.

Indtil en usandsynlig helt fører an.

Den 6. juni 1944.

Allierede styrker er i Normandiet for at åbne vestfronten.

Men nazifanatikere kæmper indædt for at overleve.

D-dag var et slag.

De mangler stadig at vinde krigen.

Fredag den 27. oktober 1944.

Bjergkæden Vogeserne i Frankrig.

En amerikansk sergent Shiro Kashino fører sine soldater ad en smal sti -

langt inde i skoven.

Klokken 03.00 har de svært ved at se deres sti.

Det er ubeskriveligt, så mørkt det er.

Træernes løv.

Mørket og manglen på byens lys, der oplyste himlen -

får det til at føles som at være midt i et mareridt.

Af frygt for at mændene fra 442. regiments kampteam -

farer vild i skoven, sætter de hvidt papir på ryggen -

som soldaten bagved kan følge.

De skal redde en del af en bataljon af amerikanske soldater -

som er blevet helt afskåret af tyske styrker.

Den anden bataljon er 8 km væk i fugleflugtslinje.

Men dalene dykker og topper og øger afstanden betydeligt.

Da de meldte sig til hæren -

levede mange soldater fra 442. som fanger i fangelejre.

Efter bombningen af Pearl Harbor -

tvang et dekret underskrevet af Franklin Roosevelt -

japansk-amerikanere på fastlandet ud af deres hjem.

Alle med en sekstendedel japansk afstamning blev fængslet -

inklusive tusindvis af børn, ældre og handicappede.

Regeringen byggede ti permanente interneringslejre -

spredt over hele USA.

Det var stort set militærbarakker.

Det var store kaserner med fælles latrin -

midt ude i ingenting og omgivet af pigtråd.

Det var hjem for over 100.000 japansk-amerikanere -

de næste tre år.

Japansk-amerikanere i militæret den 7. december 1941 -

bliver hjemsendt eller forflyttet i februar 1942.

Men mange unge mænd melder sig frivilligt -

da Roosevelt aktiverer det 442. regiment et år senere.

Husk på, at det var drenge.

De var unge fra 17-18 år til 21-22 år gamle.

Nogle var patrioter.

De ville kæmpe for at bevise deres værd.

Nogle ville bare ud af lejrene. Det var et forfærdeligt miljø.

442. kæmper i Italien og kommer så til Sydfrankrig.

De undgik bogstavelig talt kugler i udlandet.

De vidste, at de skulle vinde for at redde deres liv.

Men de vidste også, at de repræsenterede noget -

om dem selv og deres folk -

som stadig var i lejrene eller på Hawaii.

De forstod, at det var en test af, hvem de var som amerikanere.

Efter deres start klokken 03.00 -

ankommer 442. til deres udgangspunkt om formiddagen.

Den enhed, de skal redde, er stadig 5 km væk.

Den tabte bataljon er fra 141. infanteriregiment -

et søsterregiment til 442. i 36. infanteridivision.

36. division havde stor kamperfaring på dette tidspunkt.

Den havde ført an i invasionen af Sydfrankrig i august 1944.

Den havde nået Vogeserne i september.

Og her begyndte det figurative sjove at ende.

Da 141. angreb for at indtage bakke 595 -

- kom 1. bataljon for langt foran.

Tyskerne nærmede sig bagfra og afskar dem fra deres regiment -

- forstærkning, forsyninger og hjælp.

Omringningen starter anden verdenskrigs udgave -

af sagaen om den tabte bataljon.

Udtrykket er fra første verdenskrig, når der skete noget lignende -

hvor der var en enhed, som dog ikke var tabt -

for så ved man ikke, hvad der skete med dem.

Nej, man ved, hvor de er. Man kan bare ikke nå dem.

Løjtnant Martin Higgins etablerer en forsvarsgrænse -

for at sikre deres position.

I tre dage afværger bataljonen en række tyske angreb.

Alle forsøg på at kæmpe sig ud -

eller regimentets forsøg på at komme ind har fejlet.

Da de løber tør for rationer og ammunition -

bliver situationen for Texas-regimentet desperat.

Det vides ikke, hvor længe de kan holde stand.

Sergent Shiro Kashino og I-kompagniet kæmper -

for ethvert fremskridt i skoven under redningsforsøget.

Under angrebet indleder tyskerne et voldsomt modangreb.

I-kompagniets venstre flanke bliver blottet.

Kashino opdager en deling, der er fastlåst af en maskingeværrede.

Kashino var japansk-amerikaner og voksede op i delstaten Washington.

Han var en typisk amerikansk dreng.

Han spillede på footballholdet.

Han blev revet op med rødder og sendt til Minidoka-lejren i Idaho.

Jeg tror, at han var ivrig efter at komme ud af Minidoka -

og han så hæren som en mulighed for at vise sit værd.

Pludselig springer Kashino op for at lette presset på delingen.

Han løber opad og giver tyskerne et mål i bevægelse.

Kashino udmærkede sig ved konstant at tage udfordringen op.

Hvis det indebar at sætte livet på spil -

gjorde han det igen og igen.

Det lykkes Kashino.

Han tiltrækker den tyske beskydning, så de andre kan rykke frem.

Han gør tegn til, at de skal tilintetgøre maskingeværreden.

Under kraftig beskydning -

dækker han deres angreb med sin Thompson-maskinpistol.

Den slags handlinger gjorde ham vellidt blandt sine mænd -

og viste, at soldater var i stand til at gøre ting -

der overgik deres fantasi.

Mens tyskerne er distraheret -

kan de andre eliminere maskingeværreden.

Amerikanerne kæmper videre.

En tysk kampvogn kører i stilling oven over dem.

Larmen og kaosset har skjult dens ankomst.

Sergent Al Takahashi får øje på uhyret i sidste øjeblik.

- Da mundingen blusser op ... - Skyd.

... kaster han sig til siden.

Granaten fra kampvognen lander ved siden af Al Takahashi.

Men den eksploderer ikke. Heldigvis er det en fuser.

Men hvis han var hoppet den anden vej, ville nedslaget have dræbt ham.

Amerikanerne bekæmper en forskanset fjende -

som skal gøre de allieredes fremstød så dyrt som muligt.

Det skete ret sjældent under krigen i 1944 -

at tyskerne omringede en allieret bataljon.

Og den chance vil propagandaen ikke gå glip af.

Så tyske tropper beordres til at stoppe redningsforsøg -

fra amerikanerne i denne bataljon.

Særlige bjergenheder skal forstærke de tyske stillinger.

Bjergtropper blev etableret -

i første verdenskrig for at forsvare de østrigske alper.

De var trænet til at kæmpe under ekstreme vejrforhold.

Til at kæmpe i højderne.

Det særlige ved Gebirgsjäger var, at de ofte blev rekrutteret -

fra de alpine områder fra Østrig og Bayern.

Major Franz Seebacher leder Heeres-Gebirgsjägers bataljon 201.

Franz Seebacher er en relativt ung bataljonschef.

Han er kun 26, da han overtager kommandoen.

Han er østriger og melder sig til Østrigs hær -

og bliver overført til den tyske hær -

og forsøger at stige i graderne under anden verdenskrig.

Seebacher går i position med 1000 mænd med maskingeværer -

let artilleri og mortérer.

Tyskerne har kortene. De kender regionen.

De kender terrænets styrker og svagheder.

De placerer deres tropper på forsvarslinjen -

på toppen af bakkerne og kan skyde ned mod amerikanerne.

Det tyske modangreb fortsætter med kampvogne og artilleri.

Skyd.

Træer eksploderer omkring soldaterne i 442. regiment.

Alle soldater, jeg talte med, talte om træer, der eksploderede.

De var bange for dem.

Forestil dig at være i en skov -

med 18-21 meter høje fyrretræer over dig -

og pludselig bliver der affyret artilleriild -

som eksploderer i træerne.

Man er ikke kun sårbar over for en haglbyge af bly -

men også over for grenene, som faldt af ved eksplosionen.

Under stort pres fra tyske snigskytter og granater -

må amerikanerne trække sig tilbage.

Tilbage!

De stopper det tyske modangreb -

men opgiver også nogle af deres fremgange i dagens kampe.

Det er et stort tilbageslag.

Lørdag den 28. oktober 1944.

Redningsteamet er stadig 5 km væk -

så Martin Higgins og resten af hans bataljon -

i det 141. infanteriregiment står over for store udfordringer.

Efter fire dages isolation med begrænsede rationer -

sulter de langsomt.

Men drikkevand er deres største bekymring.

Man skal bare have adgang til det.

Hvis soldaterne dehydrerer, betyder det ikke -

at de bare falder døde om.

Men jo mere dehydrerede de bliver, jo mindre kampdygtige er de.

Uden for området -

er en mudret vandpyt deres eneste drikkevand.

Og de må dele den med fjenden.

Et lig ville forurene vandet.

Så begge sider undgår at skyde nogen i nærheden.

Men selv uden et lig er det ikke ufarligt at drikke.

Man ved, at man må drikke åvand og flodvand -

hvor der er mikroorganismer, der kan gøre en syg.

Halazonetabletter var vigtige for at rense drikkevandet.

Halazone er en kemisk produkt -

som bruger klor til at dræbe bakterier og parasitter.

Debatten om effekten af klor forsinkede Halazone indtil 1944 -

da forskning viste, at det var ufarligt og effektivt.

To opløste halazonetabletter gør en flaske vand drikkelig -

på cirka ti minutter.

Fire tabletter kan bruges til mudret vand.

Det er et simpelt, bærbart vandrensningssystem.

Bataljonens første forsyning af tabletter holdt kun en dag.

De har brug for mere Halazone, mad -

medicin til de sårede og batterier til radioen.

Første forsøg på at sende det med fly slog fejl -

for skydækket gjorde det umuligt at identificere deres placering.

Men piloterne var fast besluttede.

Ved lyden af P-47'ere i luften -

gør Higgins og mændene sig klar til leveringen af proviant.

De har forberedt et synligt tegn for at vise deres position.

De vil signalere ved at tage alt -

der har lyse eller hvide farver, som de kan binde sammen -

og som kan fange en pilots blik, når han flyver over.

Stoffet danner et signal.

Den tabte bataljon er omringet af tyskere -

så piloterne skal kaste beholderne ned det rigtige sted.

Higgins og mændene ser på -

mens beholderne svæver ned fra himlen.

Og en efter en lander de på fjendens territorium.

Alle forsyningerne falder i tyskernes hænder.

Man går fra at være opstemt til total nedtur.

"Nu kommer flyene og forsyningerne."

"Nu får jeg noget at spise."

"Jeg får måske lidt vand. Nej, ikke alligevel."

"Min dødsfjende får det."

Uden forsyninger -

bliver den tabte bataljons situation mere desperat.

Higgins er formentlig bekymret over sit svækkede lederskab.

Han har flere og flere sårede og færre forsyninger til at behandle dem.

Han vil spare på ammunitionen.

Og så er der det ukendte. Når hjælpen frem?

Pludselig hører amerikanerne lyden af en indkommende artillerigranat.

Som en del af 36. infanteridivision ledes den tabte bataljon -

af den amerikanske generalmajor John Dahlquist.

Irriteret over, at 141. ikke kunne redde sine egne mænd -

havde Dahlquist tilkaldt 442. regiment til at udføre opgaven.

Han er frustreret over redningsfiaskoen -

og forfejlede forsøg på at sende hjælp.

Hans utålmodighed er forståelig.

En bataljon af hans mænd er afskåret.

Han har andre enheder, der skal kæmpe sig hen til dem.

Det sidste, han ønsker, er, at en af hans bataljoner udslettes.

Også for sin egen skyld.

Men det kan også ødelægge en divisions moral og kampevne.

For at levere vigtige forsyninger -

vil Dahlquist affyre granater mod sine egne mænd.

Langt bag linjen bliver koncentrerede madrationer -

vandrensningstabletter og medicin -

pakket forsigtigt ind og i tomme granathylstre.

Man skyder dem ind i området -

og observatørerne ved, hvor den isolerede bataljon er.

Det er en ret genial løsning på det, men det holder kun midlertidigt.

Man kan klare sig et par timer til, indtil man finder en bedre løsning.

En røggranat lander uden for den tabte bataljons forsvarsgrænse.

Den er blevet affyret for at bekræfte deres lejrs koordinater.

Med en række justeringer fra artilleriobservatøren -

begynder granaterne at eksplodere over dem.

De lander i træerne og sender rationer ned på jorden.

Når forsyningerne er samlet op, deles de mellem over 200 soldater -

som kæmper på bakketoppen.

Imens fortsætter redningsholdet deres fremrykning.

Med en lille fremgang gør sergent Shiro Kashino -

og de andre mænd fra 442. regiment -

sig klar til redningsaktionens anden nat.

I modsætning til sergenten -

voksede Barney Hajiro op på Hawaii og sad ikke i fængsel.

I modsætning til Kashino er Hajiro en problemsoldat.

Barney Hajiro var fascinerende, for han havde ry for -

lige siden han kom i hæren, at være en drivert -

og en ballademager.

Han var en hidsig fyr, der kom op at slås -

og konstant havde problemer -

med sine kammerater og sine chefer.

Nu står han og de andre over for endnu en lang, våd nat.

Midt i skoven er der ingen behagelig indkvartering -

eller nogen bygninger.

Det var sidst i oktober. Det var ved at blive vinter.

Det var koldt, det begyndte at regne -

og deres natlige rutine var at grave en grøft -

krybe sammen og håbe, at de var beskyttede mod træer -

og bare sove for natten.

Et andet problem er at forsyne 442. med mad.

Som den tabte bataljon -

har redningsholdet også haft en ustabil forsyningslinje.

Isolationen og terrænet gør det svært for lastbiler at nå fronten.

Chefen for 3. bataljon, oberstløjtnant Alfred Pursall -

beder frivillige hente rationer, der er leveret til en vej tæt på.

Kashino melder sig til at hente forsyningerne.

Men han vil ikke gå med det samme.

Kashino påpegede fornuftigt -

at larmen fra forsyningslastbilerne -

ville tiltrække tyskernes opmærksomhed.

Han vil vente en time i tilfælde af, at tyskerne angriber leveringsstedet.

Men Pursall er uenig og udsteder en ordre.

Så han rejste sig og beordrede sine mænd til at følge efter ham -

til forsyningslastbilerne.

Kashino leder mændene gennem den mørke, stille skov.

I det fjerne kører lastbilerne hen ad en smal vej.

Før soldaterne kan rykke mere end 200 meter frem ...

... sker der en kæmpe eksplosion.

Da Shiro Kashino fører sine mænd hen ad en mørk bjergsti -

for at møde lastbilerne, bryder skoven ud i flammer.

Det, Kashino forudså, skete.

Tyskerne lokaliserede tropperne -

ud fra forsyningsbilernes larm, og de åbnede ild.

Soldaterne fra 442. regiment -

har ikke tid til at søge dækning.

Spærreilden er for intens.

Eksplosionen sårer otte mænd.

Da ilden stopper, hjælper Kashino og de andre mindre sårede -

de sårede til forbindspladsen.

Senere, da Kashino ankommer til bataljonens kommandopost -

finder han oberstløjtnant Alfred Pursall.

Kashino kritiserer sin chef -

for at bringe dem i en unødvendig farlig situation.

Han siger, at mændene hellere vil sulte -

end at andre skal lide de tab, ordren forårsagede.

Fra et militært synspunkt går Kashino over stregen.

Det er et brud på militærloven.

En underofficer -

må ikke anfægte en ordre fra en overordnet.

Efter angrebet mod forsyningerne -

vokser antallet af sårede japansk-amerikanske soldater -

på deres front -

efter to dages kampe for at redde soldaterne -

i det 141. infanteriregiment.

Den tabte bataljon er stadig omkring 3 km væk -

fra deres nuværende position.

De rykkede frem gennem den mørke skov og mødte en byge af maskingeværild -

og søgte dækning.

Så kravlede de længere op ad bakken.

Derfor vidste mændene aldrig, hvor de var.

De vidste bare, at nogen derude affyrede et våben mod dem -

og at de måtte fortsætte.

Søndag den 29. oktober 1944.

Under morgenkampene -

vinder de japansk-amerikanske soldater lidt terræn -

mod det forskansede tyske forsvar.

Men for chefen for 36. infanteridivision, John Dahlquist -

er det ikke godt nok.

Dahlquist mener, at der burde være større fremskridt.

Han tager det usædvanlige skridt at besøge fronten under kampen.

Han stoler ikke på sine ledere.

Måske blander han sig mere, end det er nødvendigt.

Det burde være en utrolig styrkemultiplikator -

at have en tostjernet general ved frontlinjen, som siger:

"Jeg beordrer jer ikke kun til fremrykning. Jeg leder jer."

Spærreilden slår ned, og mændene må søge dækning.

Dahlquist tilpasser sig ikke til situationen og siger:

"Nu ved jeg, hvad I er oppe imod."

I stedet skaber han forvirring ved at ignorere kommandovejen.

Han presser soldaterne til at rykke frem.

Til sidst når chefen for 3. bataljon, Pursall, til bristepunktet.

Han råber, at Dahlquist skal forsvinde.

Når Pursall råber ad generalen på den måde -

må han være ret desperat.

Når en soldat ser disse to autoriteter skændes på den måde -

højner det ikke ens moral til at fortsætte missionen.

Inden for den tabte bataljons forsvarsgrænse -

fylder lyden af fly igen luften -

med det mål at sende livreddende forsyninger ned.

Det er tredje forsøg på at levere varer med fly -

og det lykkes.

Mad, medicin og ammunition vælter ud af beholderne.

Det hjælper løjtnant Martin Higgins og hans mænd i en vis grad.

Det er blevet bedre og mere overkommeligt.

Men det er ikke slut. Man håber, at venligsindede styrker vil nå frem.

Indtil det sker, er krisen ikke forbi.

I mellemtiden har Shiro Kashino og soldaterne fra 3. bataljon -

kæmpet for at nærme sig den tabte bataljon.

De står over for endnu en fremrykning i farligt terræn.

For enden af højderyggen 1,5 km væk -

- venter Higgins og hans mænd på redning.

Men for at nå frem må 3. bataljon rydde skråningen.

De tyske soldater betaler en høj pris for hver fremgang.

Selv da de forsøger at komme op ...

... oplever de tysk beskydning fra alle sider.

Efter at have forsøgt at omgå tyskerne -

er medlemmer af 442. regiment gået i stå på en smal front -

i forsøget på at nå frem til den tabte bataljon.

Slaget handlede om centimeter.

De var nærmest hjælpeløst fastlåste.

De vidste ikke, hvor den næste eksplosion ville ske -

hvor næste granat ville blive kastet -

og hvor næste maskingeværild ville åbne.

Der kommer en ordre: Fastgør bajonetterne.

En bajonet er et knivsblad fastgjort for enden af en militærriffel.

Soldater trænes til at støde med bajonetter.

De kan forårsage dybe og dødelige sår.

Men de bliver sjældent brugt.

Mange vil hellere skyde end slås med knive.

En knivkamp er meget personlig og fysisk -

frem for at skyde kugler mod nogen. Bajonetten er desperationens våben.

En officer beordrer kun bajonetter under desperate omstændigheder.

Mens soldaterne fastgør knivene -

indser de, at enhver bevægelse tiltrækker en byge af kugler -

fra den tyske fjende ovenover.

De er fanget og sårbare, og flere bliver skudt.

Inklusive sergent Shiro Kashino.

Vi ved blot, at han konstant udsatte sig for ild.

På et tidspunkt blev han såret for tredje gang på få dage.

Barney Hajiro ser, at delingslederen bløder.

Han insisterer på, at Kashino søger behandling.

Flere år senere sagde Hajiro nærmest i vantro:

"Jeg var menig, og jeg sagde til en sergent -

at han skulle vende om." Han var målløs over, at Kashino -

som aldrig havde afvist nogen udfordring -

må have været så såret, at han vendte om.

Med udsigt over bakken -

ser major Franz Seebacher de amerikanske styrker samle sig.

Amerikanerne får ikke meget støtte fra luften -

eller kampvogne eller artilleri. De kæmper som tyskerne.

En udmattelseskamp, hvor begge sider mangler -

ammunition og mænd.

Det er et brutalt sted at kæmpe.

Men Seebacher ved, at han ikke har noget valg.

De skal beskytte bakkerne for at have en chance for at stoppe -

de allieredes fremrykning, før de når Rhinen.

Stadig fastholdt på højderyggen af maskingeværild oppefra -

får amerikanerne ordre til at angribe.

Men der er ingen -

inklusive Barney Hajiro, der rykker frem.

Mange år senere fortalte Hajiro mig, at man ikke kan gå tilbage.

Man kan kun gå fremad.

Han så på sine mænd. De var låst fast.

Han vidste, at de ville dø, hvis de ikke gjorde noget.

Med sin Browning-riffel klar -

finder Hajiro ekstra ammunition og vender sig om mod sin assistent -

menig Takeyasu Onaga.

Onaga beder Hajiro tage sin P-38, hvis han bliver skudt.

Hajiro huskede tydeligt, at et trist look -

gled hen over sin skyttegravsvens ansigt.

Det skete formentlig i det splitsekund -

før Hajiro rejste sig og begyndte at lede angrebet.

Med Hajiro i spidsen følger resten af I-kompagniet efter.

Hans bedste side kom frem i kamp.

Det er en af de underlige omstændigheder -

hvor mænd kan blive testet og finde en styrke indeni -

som de ikke vidste, at de havde.

Jeg tror, at det var tilfældet med Barney Hajiro.

Mænd bliver omgående mejet ned af maskingeværild og artilleriskud.

Lige i hælene på sin ven stopper Onaga for at løfte et træ -

der er faldet ned over en anden soldat.

Onaga fortsætter op ad bakken.

Han angriber fjenden med en granat.

Uden varsel får han en kugle i halsen.

Hajiro ser sin ven falde.

Jeg tror, at han blev vred og rædselsslagen.

Husk på, at han havde mistet sin ammunitionsmand.

Han vidste, at han havde et magasin til at nå sit mål.

Han løb som en galning og skød hele vejen.

Soldaterne i den 201. tyske bjergbataljon holder skansen -

mod amerikanerne.

Det er skræmmende at se mænd komme op ad bakken -

og råbe og skrige.

Det er en situation, hvor krigen bliver følelsesladet -

og helt uforudsigelig.

Efter flere dage -

brydes dødvandet, og at tage fanger er ikke en prioritet.

Menig Barney Hajiro fortsætter op ad bakken -

og finder endnu en maskingeværrede.

En BAR vejer 7-9 kilo.

Man bærer sin hjelm og udrustning. Man løber op ad en stejl bakke.

Hvordan klarede han det?

Man skal have adrenalin, som bringer en gennem sådan noget.

Han klatrer videre -

men ved den tredje maskingeværrede slipper hans held op.

Barney mærkede kuglen gå gennem armen.

Han faldt om.

Men på det tidspunkt var hans mænd bag ham -

og de skød tyskerne.

Han opnåede det, han ville.

Han ledte angrebet op ad bakken.

Sygepasseren vil sende Hajiro ned til førstehjælpsposten -

men det afviser han.

Han mistede sin BAR, men han havde stadig sin kampånd.

Han sagde: "Hvis jeg havde haft et våben, var jeg fortsat."

Jeg kæmper videre.

Men Hajiro anerkender, hvor alvorlig skaden er -

og går med til at retirere, men han afviser at få hjælp.

Han ville sikre sig, at de, der havde mest brug for hjælp, kunne få det.

Det er en slags hædersbevisning at være den sidste mand -

og sørge for, at alle andre får hjælp før en selv.

Efter at have mistet Shiro Kashino og Barney Hajiro -

sammen med mange andre -

tvinger 442. regiment tyskerne tilbage.

Men de har stadig ikke fået kontakt med den tabte bataljon.

Næste morgen, mandag den 30. oktober -

rykker en japansk-amerikansk patrulje frem gennem skoven.

Slagmarken var forladt.

Der var en mærkelig ro, så de rykkede langsomt frem -

i det ukendte, og de frygtede at møde maskingeværer -

eller mere mortérild.

De finder et kommunikationskabel ...

... og beslutter at følge det.

Når to venlige enheder er så tæt på hinanden -

er det altid farligt.

Og i skoven efter alt, hvad der er sket den sidste uge -

øger det bare stressniveauet.

De opdager bevægelse og gør sig klar.

En skikkelse dukker op.

Det er en amerikaner fra den tabte bataljon.

Mutt Sakumoto var den første, der stødte på den tabte bataljon.

Han vidste ikke, hvad han skulle sige, og sagde: "Vil I have cigaretter?"

Det viste sig at være en fantastisk ydmyg -

og skøn anerkendelse af, hvad begge sider havde været igennem.

En cigaret var en stor lettelse efter de rædsler, de havde oplevet.

Efter syv dages isolation bliver de overlevende fra 1. bataljon -

af 141. infanteriregiment reddet.

Af de oprindelige 274 soldater -

går 211 ned ad bakken, inklusive 32 sårede.

Der er meget presseomtale -

men billederne fra USA's hær -

anerkender ikke de japansk-amerikanske mænd -

som ofrede så meget.

Fra det 442. regiment -

er 52 blevet dræbt under missionen, og 280 er såret.

Deres tab overstiger antallet af reddede mænd.

To uger senere -

samler generalmajor John Dahlquist 442. regiment -

for at tildele dem præsidentens hædersbevisning.

Han bliver vred, fordi der er færre soldater end forventet.

En af hans officerer må informere ham.

"Det er alt, hvad der er tilbage af 442."

Da han er kommet sig -

kæmper sergent Shiro Kashino videre.

Han får en sølvstjerne, to bronzestjerner -

og seks Purple Hearts for sin tjeneste.

Han var nomineret til Service Cross -

men blev uretmæssigt dømt og frataget sin rang -

og diskvalificeret til medaljen.

Over 50 år senere renser en militærundersøgelse Kashinos navn.

Hans soldater anmodede hæren om anerkendelse efter mange år -

som han desværre først fik et halvt år efter sin død.

Barney Hajiro er nomineret til Kongressens hædersmedalje -

men modtager i stedet Service Cross -

på grund af sine japanske rødder.

Det tog over 55 år, før den amerikanske regering -

anerkendte, at han havde fortjent landets højeste militære udmærkelse.

Den blev overrakt den 21. juni 2000 af præsident Bill Clinton.

Ved anden verdenskrigs slutning var 442. regiments kampteam -

- en af de mest dekorerede enheder i USA's hær.

De tog til Italien for at bryde den gotiske linje i foråret 1945 -

- mens krigen i Europa stadig rasede.

Tekster: Malene Cramer