Original subtitles

Oktober 1944. Vesttyskland.

En amerikaner ser en tysker ankomme til en bunker med ammunition.

Bobbie holdt øje. Han vidste det ikke, men Bobbie var der.

Kaptajnen antænder lunten og placerer en sprængladning,

før soldaten kan reagere.

Den 6. juni 1944 får de allierede endelig indsat tropper i Normandiet,

for at åbne op for Vestfronten.

Men nazifanatikere kæmper indædt for at overleve.

D-dag var en kamp.

De skal stadig vinde krigen.

Den 8. oktober 1944 ved Aachen i Tyskland.

USA's 18. infanteriregiment avancerer under dække af røg.

De må hurtigt og lydløst nå deres angrebspositioner,

før tyskerne opdager, de er der.

Kaptajn Bobbie Brown leder C-kompagniet.

Som 41-årig er Brown ældre end de fleste officerer og overordnede.

Han har været i hæren det meste af sit liv.

Bobbie ville ikke være en byrde for sin familie,

så han tog til Columbus i Georgia for at melde sig til hæren.

Han fortalte dem, at han var 18 år.

Han var stor af sin alder, men var kun 15 år.

Hæren havde brug for store knægte som ham i 1922, så de tog ham.

Brown trænede med alle former for infanterivåben i fredstid

og blev en anerkendt leder, da krigen brød ud.

Da Bobbie gik i land på D-dag, var han med i første division.

I august manglede man en ny kaptajn til C-kompagniet.

Bataljonschefen havde mange folk, også dimittender fra West Point,

men han foretrak Bobbie, fordi han var en slagsbror,

der havde utrolig timing, og hans mænd så op til ham.

Brown og hans mænd gør klar til kamp igen.

Pludselig tager vinden til, og røgsløret blæser væk.

C-kompagniet er afsløret.

Det tager ikke de tyske våben længe at finde deres mål.

Giv agt!

Ned på jorden nu!

Af sted! Op med jer!

Efter sommerens hurtige avancement

har den øverstkommanderende general Dwight D. Eisenhower

identificeret et mål, der lover at afslutte krigen: Ruhr-dalen.

Ruhr-regionen var det vigtigste strategiske mål

for de allierede styrker i 44 og 45. Det var Tysklands industrielle hjerte.

Der lå de fleste af deres store stålværker,

deres kampvogns- og våbenfabrikker.

Efter landgangen på D-dag, bragte kapløbet gennem Europa

de allierede til den tyske grænse i september 1944.

For at rydde vejen til Ruhr-dalen mod nordøst

beordrer Eisenhower dele af fire amerikanske divisioner

til at sikre den gamle tyske by Aachen.

Der er meget på spil på begge sider.

En propagandadrøm for Eisenhower er et mareridt for Hitler.

Hvis amerikanerne indtager Aachen, kæmper de ikke alene på tysk jord.

De erobrer den første store tyske by.

Efter de tyske våbens velkomst

samles Bobbie Brown og hans mænd for foden af en bakke.

Mændene vidste, de påtog sig en meget svær mission.

Tyskerne havde maskingeværreder overalt på Crucifix Hill.

De vidste, at deres skudlinje var rettet mod dem.

Browns mål er klart:

Han skal neutralisere al fjendtlig aktivitet på bakken

og gøre klar til modangreb.

Han gransker skråningen for at finde vej til den nærmeste bunker

og holder udkig efter allierede fly.

Luftstøtten, Brown forventede, var to flyvninger

med P-47 Thunderbolts, som faktisk kun var otte fly.

Han havde regnet med løbende flyvninger, men kontaktpersonen,

som var på vej til Crucifix Hill tidligere...

Hans kampvogn blev ødelagt, så han kom aldrig derop.

Brown kan ikke vente længere.

Af sted!

Da mændene springer op,

affyrer tyskerne en spærreild af artilleribeskydning.

Tyskerne havde ruten,

amerikanerne valgte, omringet, før de overhovedet angreb.

Der var 84 artilleripjecer,

der beskød Browns mænd.

Idet de forsøger at nærme sig,

åbner maskingeværer også ild med dødelig præcision.

Allierede granater hamrer løs på bunkerne.

Men de får ikke standset tyskernes beskydning.

Brown og hans mænd angriber Crucifix Hill,

hvis navn kommer af det store stenkors på toppen.

Dens befæstninger beskytter Aachen mod nordøst.

Den kaldes også Bakke 239 på grund af dens højde i meter.

Den er dækket af maskingeværreder og bunkere.

Selvom de er lidt forældede, giver bunkerne på Crucifix Hill

rig mulighed for at skyde fra højderne

ned mod amerikanerne i dalen.

Mændene er fanget ved startlinjen.

Bobbie Brown og hans kommando,

som inkluderer en radiooperatør og en løber, foretager et træk.

Bobby Brown havde trænet sine mænd til at forstå,

at så længe ingen var fanget, skulle man udføre den forans opgave,

så alle kunne komme videre.

Men lige nu vidste Bobby Brown, at hele hans kompagni var fanget.

Han måtte gøre noget.

Brown løber mod en fordybning i terrænet.

Hans hold kaster sig ud over kanten.

Det lykkes Brown og hans kommando at hoppe

ned i en skyttegrav for foden af Crucifix Hill.

Han havde været så klog aftenen før at gå ud

at grave den og tage lærred med, så han kunne bære jorden væk.

Da det blev dag, anede tyskerne ikke, der havde været nogen.

De finder lidt dækning lige under fjenden skud.

Radiooperatøren kontakter delingsførerne.

Der er ikke gode nyheder.

En af delingsførerne er såret

og begge angrebsdelinger er stadig fanget.

Kikkert.

Brown kigger op ad bakken og observerer beskydningen.

Han prøver at få overblik over situationen.

Radiooperatøren ser på ham og siger: "Sender vi ingeniørsoldater op først?"

Bobby svarer: "Jeg sender ikke nogen på selvmordsmission."

På et splitsekund træffer Brown en beslutning.

Han vil selv tage sig af bunkeren.

Den amerikanske kaptajn Bobbie Brown udtænker en plan.

Brown beslutter i det øjeblik,

at han må være et godt eksempel og gøre det, hans mænd ikke kan.

Han var ikke fanget.

Han siger: "Vi skal bruge en sprængladning på stang

og en bærbar sprængladning." Radiooperatøren måber.

Hr. kaptajn?

Brown har brug for mere ildkraft end de våben, han har.

Han mener, at sprængstoffer er svaret.

Bunkerne på Crucifix Hill udgør en tæt sektor af Vestvolden

også kaldet Siegfriedlinjen.

Siegfriedlinjen blev etableret i 1930'erne,

så den tyske hær kunne udkæmpe en tofrontskrig.

I 1939 satte den tyske hær alt ind mod Polen og sejrede der i september,

men samtidig behøvede de ikke have en stor styrke

ved deres vestlige grænse mod den franske og britiske hær,

fordi Siegfriedlinjen lå der.

Det krævede få folk og var altså en ressourcebesparende manøvre.

Dette er særligt vigtigt omkring Aachen,

som kan prale af en dobbeltlinje af fæstningsværker.

Vestvolden i Aachen-sektoren var ekstremt tyk,

særligt i forhold til andre dele af Vestvolden længere væk.

Grunden var hovedsageligt den strategiske vigtighed

af et relativt fladt terræn syd for byen Aachen,

der gav kampvogne adgang østpå mod Ruhr-floden og Rhinen.

De er ofte bygget ind i landskabet og camoufleret af bevoksning,

og bunkerne har smalle åbninger med plads til at affyre våben.

Befæstningerne varierer i størrelse,

men kan være op til 15 meter brede og 7,5 meter dybe.

De er udformet ud fra Standard B.

Standard B betyder, de bygges af to meter tyk stålarmeret beton.

To meter tyk stålarmeret beton kan modstå

et artilleriprojektil på op til 20 cm eller en flybombe på 450 kg.

Det er en meget, meget solid militærbygning.

Bobbie Brown må udtænke en måde at angribe bygningen på.

Han ved ikke helt, hvad han vil gøre.

Han ser dog et krater, der nok er skabt af en af P-47'erne.

Det er halvvejs mellem ham og maskingeværreden.

Brown giver signal til delingsfører løjtnant Charles Marvain

om at skaffe ham sprængstofferne, han skal bruge.

Den tyske beskydning haglede ned over Marvains position,

så Marvain forlod nok stedet med glæde.

Han kaster en taske med sprængstoffer til Brown.

En "taskeladning" er en særlig form for sprængladning.

Det kaldes en taskeladning, fordi sprængladningen er i en taske.

De bruges typisk til at sprænge forhindringer.

Det kan være en panserværnsmur eller en bunker.

I dette tilfælde indeholder tasken 60 gange 100 gram TNT,

der detoneres med en lunte på tre sekunder.

Med sprængladningen kravler Brown op af skyttegraven

med seks kilo TNT.

Det er usædvanligt for en af hans rang.

En kompagnikaptajns ansvar var

at være i en position, hvor han kan kommunikere

med sin bataljonschef, så han kunne få ordrer såsom:

"Der er forstærkning på vej," eller: "Træk jer tilbage."

Det var usædvanligt for en kaptajn at gå forrest under 2. Verdenskrig.

Brown nærmer sig langsomt bunkeren, der beskyder hans mænd.

Han kravler efter bedste evne under skudlinjen.

Stikker han hovedet op, bliver han skudt.

Det eneste tegn på fjenden indenfor

er våbenløbene, der skyder gennem åbningen.

Soldater fra 352. grenaderregiment

er blandt dem, der bemander bunkerne.

Et grenaderregiment er egentlig et infanteriregiment.

I 1942 begyndte tyskerne at kalde infanteri for grenaderregimenter

ligesom preussiske grenaderregimenter fra det 18. og 19. århundrede.

De er håndplukket

og placeret i forsvarspositioner på Crucifix Hill,

idet amerikanerne nærmede sig Aachen.

Selvom bunkerne var forældede,

gav de på sin vis de tyske soldater en følelse af sikkerhed.

Der er tyske dokumenter fra tilbagetoget i Frankrig i 1944 om,

at bunkerne var ekstremt afgørende for deres moral.

For første gang havde de en tydelig forsvarslinje.

Regimentets øverstkommanderende er oberstløjtnant Josef Eggerstorfer.

Oberstløjtnant Eggerstorfer er en 35-årig officer,

hvis karriere hurtigt tog fart under 2. Verdenskrig.

Han havde kæmpet ved Østfronten

og blev forfremmet, fordi han fik særbehandling.

Han blev altså forfremmet hurtigere grundet sin indsats på slagmarken.

Eggerstorfer ordrer er at forsvare den gamle tyske by

koste, hvad det koste vil.

Aachen har stor historisk betydning for tyskerne.

Byen var kroningssted for Det Tysk-romerske Rige i 700 år.

Dens storslåethed stemmer overens med Hitlers ambitioner.

Aachen har mytisk og symbolsk værdi for nazisterne,

fordi byen var hovedstad under Karl den Store,

som grundlagde Det Første Rige.

Nazisterne vil skabe Det Tredje Rige, så der er en forbindelse,

en historisk forbindelse for nazisterne

mellem Det Første Rige og Det Tredje Rige.

Bunkerne på Crucifix Hill forsvarer byen mod nordøst.

Mens kampen tager til, forværres forholdene indenfor.

Der er trangt, der lugter, og der er røg overalt.

Skyd! Skyd! Skyd videre! Fyr!

Når man affyrer et maskingevær, giver det genlyd,

så psykologisk er det meget krævende for en almindelig soldat.

På skråningen under bunkeren

må Brown finde ud af, hvordan han bedst uskadeliggør den.

Sædvanligvis er man ikke under beskydning,

så man går hen og placerer den forsigtigt.

Man bruger måske flere taskeladninger.

Når en taskeladning bruges i nærkamp, bruges den på improviseret vis.

Brown lægger en plan.

Sprængstofferne har en lunte på tre sekunder.

Han kan knap nå at søge dækning, før sprængladningen eksploderer.

Hvis han kravlede om på siden og nærmede sig bagfra,

kunne han måske se, om bagdøren var en måde,

at komme ind eller tæt nok på og kaste taskeladningen.

Men hvis Brown kan kaste den gennem åbningen,

skærmer bunkeren ham mod eksplosionen.

Brown øger farten.

Da han løber op ad bakken mod åbningen,

møder han en tysk soldat.

Før kaptajn Bobbie Brown kan angribe åbningen,

skynder den chokerede soldat sig tilbage til bunkeren.

Brown springer op for at lukke døren og spærre ham inde,

men den vil ikke lukke.

Idet tyskeren vendte sig, gled geværet,

som hang over hans skulder, af hans skulder,

langs hans arm ind i dørkarmen.

Brown ser riflen. Han åbner døren og sparker den ind.

Taskeladningens lunte er tændt,

så han kaster den ind og smækker døren.

Brown kaster sig tilbage, idet bunkeren eksploderer bag ham.

Nede ad bakken så Bobbie Browns mænd en bunker,

hvor røg væltede ud af åbningerne og udluftningskanalen.

Flammer slikkede himlen,

og der lød bare den ene eksplosion efter den anden.

Ødelæggelsen er total.

En sprængladning af den størrelse i en bunker er katastrofal,

fordi eksplosionen begrænses til bunkeren.

Ingen tysker overlevede den eksplosion.

Den største kropsdel, man fandt, var et lår.

C-kompagniets kommandogruppe fra USA's 18. infanteriregiment

så med glæde deres kaptajn vende tilbage efter eksplosionen.

Brown beder straks om en statusrapport.

Selvom bunkeren er klaret,

er C- og A-kompagni stadig fanget af tung beskydning

fra den anden side af Crucifix Hill.

Brown har uskadeliggjort én bunker, men de andre fortsætter.

Fordi de ligger så højt, kan de se dem nærme sig og skyde

med præcision mod de angribende amerikanere.

Da Brown kigger længere op ad bakken,

ser han endnu en bunker bag den, han lige har ødelagt.

De er ikke i mål.

Han mener at have ødelagt en kommandobunker,

og han vil ødelægge flere, som han mener er dem,

der organiserer den tyske beskydning.

Han havde en frivillig, der ville med, og Bobbie sagde bare:

"Skidt taktik. Jeg standser ikke, når terningerne er med mig."

Taskeladning.

Nu tager Brown både en taske- og en stangladning og gør sig klar.

En stangladning er en træstang med en lille sprængladning for enden.

Modsat en taskeladning kan en stangladning placeres

præcist ved skydeskår for at ødelægge dem.

Det er lidt improviseret og gør-det-selv.

Mængden af sprængstof kan justeres.

Ingeniørerne i infanterienheden kommer med nogle taskeladninger,

og så laver de stangladningerne i felten.

Brown har udset sig sit næste mål,

men mens de prøver at forcere bakken,

hagler de allieredes artilleri også ned over området for at hjælpe dem.

Det ville være farligt at komme for tæt på.

Giv mig røg ved bunkeren!

Brown beordrer sin løber til at affyre en gul røggranat

mod bunkerens sydside.

Det giver de amerikanske våben signal om at indstille skydningen,

så han sikkert kan nærme sig bunkeren.

Inde fra bunkeren kan tyskerne måske ikke se røgen.

Grundet byggematerialerne kan bunkere modstå kraftige våben,

men det begrænser sigtbarheden omkring dem.

Hver bunker har et område, deres våben kan ramme.

Systemet er at placere bunkerne,

så de kan støtte hinanden med overlappende skud.

Selv hvis én bunker ødelægges,

bør dem omkring den kunne dække hele bakken.

Brown sniger sig af sted.

Hans plan var at kravle mod bagdøren igen,

men da han nærmede sig, var beskydningen så voldsom,

at han troede, de havde set ham.

Brown må holde sig endnu lavere.

Der er en grænse for, hvor lavt de kan sigte.

Holdt han sig under den, kunne han komme tæt på.

Maskingeværet holder op med at skyde.

Bobbie fortsætter og forstår nu, at denne gang

er hans bedste mulighed et frontalt angreb.

Så denne gang kravler han tæt nok på åbningen til at række ud

og stikke stangladningen derind.

Der er meget lidt afstand mellem ham og detonationen.

Når han antænder lunten, har han kun tre sekunder.

Eksplosionen er kraftig,

men Bobbie Browns stangladning ødelægger ikke bunkeren.

Eksplosionen gør dog åbningen bredere

og distraherer soldaterne indenfor.

Han beslutter, at han ikke er færdig endnu.

Han griber sin taskeladning og går direkte mod åbningen,

han havde skabt med stangladningen.

Brown antænder lunten og kaster taskeladningen ind bunkeren.

Han skynder sig væk, før sprængstoffet detonerer.

Med bunkeren i brand bag sig vender Brown tilbage til sine folk.

Det usædvanlige var, at en kaptajn udførte missionen.

Det er ikke infanterikaptajners job at rende rundt og sprænge bunkere.

Det bør han overlade til sine underordnede,

men i 1944 havde 1. infanteridivision lidt så mange tab.

Han havde måske ingen til opgaven og tænkte:

"Vi har ingen anden. Jeg gør det."

Brown beder om en rapport om kompagniets fremrykning.

Radiooperatøren bemærker, at Browns feltflaske har skudhuller.

- Hans kaptajn bløder. - Du er såret!

Brown var, som vi siger, helt oppe at køre på adrenalin.

De tre huller i feltflasken var hans mindste problem.

Hans mænd bemærkede, at han havde et blodigt knæ,

men i Bobbies øjne var det kun en skramme.

Tænk ikke på det!

Brown affejer skaderne og kræver sin rapport.

Han hører, at 2. deling endelig er på vej op ad Crucifix Hill,

men adskillige er døde, inklusive delingsføreren.

Tyskerne kæmper videre og trodser det amerikanske angreb.

Men en måned tidligere havde garnisonskommandanten i Aachen,

generalløjtnant Gerhard Graf von Schwerin,

bedt de amerikanske militærledere om nåde.

Aachen var den første store tyske by, der blev direkte truet.

Mange af de 165.000 indbyggere ønskede desperat at flygte.

Det skabte kaos for både soldater og civile.

Af frygt for, der ikke ville være tid nok til flugt,

afblæser Schwerin evakueringsordren, og folk vender hjem.

Han skrev så et brev og bad den amerikanske kommandør

om at tænke på hans civile.

En anmodning, som antydede, at byen ville underlægge sig USA.

For Schwerin er det meget risikabelt, for Hitlers ordre var,

at på tysk jord skulle alle byer og bunkere forsvares til sidste mand.

Nazisternes medier skriver, at Aachen må forsvares som en tysk Stalingrad.

I denne sammenhæng

stemmer det bare ikke overens med billedet af en stålsat kamp.

Før brevet blev leveret til amerikanerne,

fik nazisterne fat i det.

Hitler fik Schwerin afskediget og anholdt.

Han erstattes af kommandører, der vil kæmpe til døden.

Flere uger senere, da hans mænd rykker frem,

beordrer Bobbie Brown dem til at gennemføre erobringen

af deres tildelte bunkere på den nedre del af bakken.

Men da han ser på skråningen,

ser han en særligt stor bunker på toppen.

Den er svært bevæbnet og beskyder fortsat hans mænd.

Taskeladning!

Brown beslutter sig endnu en gang for at angribe.

Mens kaptajn Bobbie Brown nærmer sig toppen af Crucifix Hill

om eftermiddagen den 8. oktober 1944,

ligger det 18 meter høje kors, der gav bakken navnet, i ruiner.

Korset var en glimrende vagtpost, hvorfra tyske artilleriobservatører

kunne dirigere beskydningen mod amerikanerne.

Nogle vidner sagde, at det blev væltet

af P-47 Thunderbolt-flyene, før angrebet begyndte.

En anden beretning kom fra tysk side.

De påstod, at de skød det ned,

fordi de ville ikke have, at amerikanerne kravlede op på korset

og brugte det som observationspost, som de selv havde gjort.

Browns mål er at rydde det tyske forsvar,

der beskytter byen Aachen.

Han har allerede sprængt to bunkere.

Nu går han efter en tredje.

Der findes en anden type bunker,

der bruges både til observation og som maskingeværrede.

Det er den mest frygtindgydende.

Den har typisk en pansret kuppel, og den kuppel

har kighuller hele vejen rundt på seks-otte sider.

Der kan også være maskingeværskjold,

som er helt beskyttet mod angreb udefra.

Dét tror jeg, han angreb.

Ifølge kilderne var dette et såkaldt panzerturm.

Selvom det forbindes med kampvogne, betyder "panzer" panser,

hvilket er ordet for stålpladerne på 7,5 cm.

Nogle fejloversætter det til kampvognstårn.

De flytter sig ikke. De er ikke bygget af kampvognsdele.

Det er bare en pansret kuppel.

Kuplen kan være den mest synlige del.

Resten af bunkeren er meget stor og gravet ned i jorden.

Den har alt, det kræver at forsyne 45 soldater og deres officerer.

De blev bygget de steder, det var afgørende at forsvare.

Tyskerne har specifikke betegnelser,

men fordi den amerikanske hær fejloversatte navnet,

kaldes de nogle gange kampvognstårne.

Pansertårnet er Browns mål.

Ud fra bunkerens beskaffenhed, beliggenhed

og kuplen oven på den antog Bobbie Brown,

at det var derfra, tyskernes indsats blev ledet.

Derfor gik han efter den.

Inde i bunkeren

beskyder tyskerne skråningerne for at hindre amerikanerne.

Hvad de præcis gjorde, vides ikke.

Vi ved intet med sikkerhed. Dokumenterne overlevede ikke.

Men kommunikationen mellem bunkerne var relativt god.

Det afhænger altid af situationen, og om man stadig kan kommunikere

med nabobunkerne eller de overordnede.

Holder bunkeren ved siden af stand, eller har de overgivet sig?

Det gør det for en kommandør ret kompliceret,

ret svært at beslutte, om det er på tide at give op

eller kæmpe videre.

Fart på! Ammunition!

Imens får tyskerne brug for al den ildkraft, de kan få.

Bobbie Brown nærmer sig bunkeren. Han kommer fra siden.

Han kan komme tæt på ydermurene, men de er så tykke,

at det ville kræve uanede mængder sprængstof at trænge igennem dem.

Han har seks kilo TNT i taskeladningen.

TNT eller trinitrotoluen er et af de mest brugte sprængstoffer

og bruges stadig i mange militærvåben.

Under krigen

kunne én fabrik producere 325 ton TNT om dagen.

Det er et meget stabilt sprængstof.

Derfor kan det håndteres sikkert og bruges af soldater under krigen.

Men medmindre Brown får taskeladningen indenfor,

vil skaderne være ubetydelige.

Han bemærker også en anden bunker.

Han formodede, at den anden,

der lå på en betonplade, nok var en ammunitionsbunker.

For ham var det logisk, at hvis nogen kom ud af den store bunker,

ville de nok hente ammunition i bunkeren bagved.

- Ammunition! - Javel, hr. kommandant.

Mens Brown ser på,

kommer en fjendtlig soldat ud ad en dør bag på hovedbunkeren.

Det er netop den chance, han har ventet på.

Kaptajn Bobbie Brown ser en tysk soldat

som forlader en stor bunker og vender tilbage med ammunition.

Bobbie holdt øje. Han vidste det ikke, men Bobbie var der.

Brown nærmer sig.

Soldaten går ind i bunkeren med armene fulde af ammunition.

Han stillekassen fra sig for at lukke døren

blot for at stå ansigt til ansigt med en amerikansk kaptajn.

Før tyskeren kan reagere, kaster Brown taskeladningen,

hvis lunte er antændt, på gulvet ved siden af ammunitionen.

Da ladningen sprang, kunne Bobbie Brown ikke vende om

lige så hurtigt som før, så han blev blæst bagover

ned i krateret, han havde gemt sig i før angrebet.

Fordi han afventede soldatens tilbagekomst,

sprængte Browns taskeladning også ammunitionen,

manden havde hentet, og gjorde større skade.

Hans tålmodighed gav pote.

Browns angreb på den tredje bunker var alt det, han havde trænet til.

Bobbie levede for den slags. Han var frygtløs.

Hans mindste bekymring var ham selv. Han var meget målrettet.

Han gjorde simpelthen det, der skulle til.

Efter ødelæggelsen af den tredje bunker

er den sydlige del af Crucifix Hill under amerikansk kontrol.

Fordi bunkerne, Brown var gået efter, var destrueret,

kunne hans mænd nu bevæge sig. De kunne nu tage større skridt

og få tyskere til at overgive sig på hele Crucifix Hill.

Brown er såret, men hans arbejde er ikke færdigt.

Bobbie Brown mente ikke, missionen var fuldført.

Han havde blot øget chancen for, at Crucifix Hill blev overtaget.

Den anden halvdel af missionen var at rekognoscere bagsiden af bakken

og gøre kompagniet klar til det uundgåelige modangreb,

der ville komme fra tysk side. Han blev på bakken for at gøre det.

Da Brown løber om på nordsiden,

regner maskingeværild ned omkring ham.

Han kaster sig ned på jorden.

Når fjenden har en på kornet,

kan selv den mindste fordybning give ly.

Brown venter et øjeblik og løfter så hovedet.

Tyskerne reagerer øjeblikkeligt.

Maskingeværskud flyver forbi.

Han ville vide, hvor skuddene kom fra,

for at placere sine folk bedst muligt og vide, hvor modangrebene kom fra.

Brown sænker hovedet og tager hjelmen af.

Denne gang vil han tage

hjelmen på fingeren og vifte med den

for at håne tyskerne, og det tiltrækker naturligvis skud.

Brown får sit svar.

Tyskerne er klar til modangreb, men han kan intet gøre herfra.

Brown finder tilbage til sin kommandogruppe.

Han rapporterer de tyske våbens position.

Han beordrer artilleriangreb mod syd.

Han fortæller også sine overordnede, de har nået toppen af Crucifix Hill.

Der er kun gået 40 minutter, siden Brown påbegyndte sit angreb.

Han lader dem ikke generobre bakken.

Browns regiment må sikre deres landvindinger,

rydde de sidste maskingeværreder

og rykke enheder op til de erobrede positioner.

Først da de vigtige opgaver er udført,

lader han nogen tilse sine sår.

Senere den aften får Brown ret.

Tyskerne går for alvor til modangreb,

som han og hans mænd slår tilbage.

Om morgenen har regimentet stadig Crucifix Hill.

For sit mod og frygtløse lederskab

får Brown den højeste militære udmærkelse,

en soldat kan modtage for handlinger under kamp,

Congressional Medal of Honor, efter krigen.

Det foregik i East Room i Det Hvide Hus.

Præsident Truman ville tildele Bobbie Brown medaljen.

Historien lyder,

at da han gav Bobbie Brown medaljen, sagde præsidenten:

"Jeg ville opgive mit embede for denne medalje."

Bobbie Brown tog det roligt, og han var jo ligefrem,

så han sagde til præsidenten: "Det er jo løgn, hr. præsident."

Senere forvoldte hans skader kroniske smerter og depression.

I 1971 begik Brown selvmord.

Erobringen af Crucifix Hill førte til omringning

og Aachens overgivelse den 21. oktober 1944.

Generalløjtnant Gerhard Graf von Schwerin,

den øverstbefalende for garnisonen i Aachen i september, får skylden.

Schwerin holdes ansvarlig for katastrofen ved Aachen,

og Hitler ville nok stille ham for en krigsret.

Men Schwerin er beskyttet af alle sine overordnede,

så Hitler glemmer det med tiden, og Schwerin sendes senere

til fronten i Italien, ude af øje, ude af sind for Hitler.

Aachen er den første store tyske by, der falder.

Aachens fald er et hårdt slag for nazisterne og det tyske folk,

for nu står amerikanerne på tysk jord i Vesten.

Samtidig erobrer Sovjetunionen dele af Østpreussen.

Nu har krigen altså nået tysk jord.

Men da efteråret kommer, og vejret bliver værre...

Tyskernes moral forbedres igen, fordi sovjetterne i øst

og de allierede mod vest begge går i stå.

Krigen ville hærge Europa i et halvt år mere.

Tekster: Natascha Tøsse