All language subtitles for Hitlers.Last.Stand.S04E02.da

Oktober 1944. Vesttyskland.

En amerikaner ser en tysker ankomme
til en bunker med ammunition.

Bobbie holdt øje. Han vidste det ikke,
men Bobbie var der.

Kaptajnen antænder lunten
og placerer en sprængladning,

før soldaten kan reagere.

Den 6. juni 1944 får de allierede
endelig indsat tropper i Normandiet,

for at åbne op for Vestfronten.

Men nazifanatikere kæmper indædt
for at overleve.

D-dag var en kamp.

De skal stadig vinde krigen.

Den 8. oktober 1944
ved Aachen i Tyskland.

USA's 18. infanteriregiment
avancerer under dække af røg.

De må hurtigt og lydløst
nå deres angrebspositioner,

før tyskerne opdager, de er der.

Kaptajn Bobbie Brown leder
C-kompagniet.

Som 41-årig er Brown ældre end
de fleste officerer og overordnede.

Han har været i hæren
det meste af sit liv.

Bobbie ville ikke være
en byrde for sin familie,

så han tog til Columbus i Georgia
for at melde sig til hæren.

Han fortalte dem, at han var 18 år.

Han var stor af sin alder,
men var kun 15 år.

Hæren havde brug for store knægte
som ham i 1922, så de tog ham.

Brown trænede med alle former
for infanterivåben i fredstid

og blev en anerkendt leder,
da krigen brød ud.

Da Bobbie gik i land på D-dag,
var han med i første division.

I august manglede man
en ny kaptajn til C-kompagniet.

Bataljonschefen havde mange folk,
også dimittender fra West Point,

men han foretrak Bobbie,
fordi han var en slagsbror,

der havde utrolig timing,
og hans mænd så op til ham.

Brown og hans mænd gør klar
til kamp igen.

Pludselig tager vinden til,
og røgsløret blæser væk.

C-kompagniet er afsløret.

Det tager ikke de tyske våben
længe at finde deres mål.

Giv agt!

Ned på jorden nu!

Af sted! Op med jer!

Efter sommerens hurtige avancement

har den øverstkommanderende
general Dwight D. Eisenhower

identificeret et mål, der lover
at afslutte krigen: Ruhr-dalen.

Ruhr-regionen var
det vigtigste strategiske mål

for de allierede styrker i 44 og 45.
Det var Tysklands industrielle hjerte.

Der lå de fleste
af deres store stålværker,

deres kampvogns- og våbenfabrikker.

Efter landgangen på D-dag,
bragte kapløbet gennem Europa

de allierede til den tyske grænse
i september 1944.

For at rydde vejen
til Ruhr-dalen mod nordøst

beordrer Eisenhower
dele af fire amerikanske divisioner

til at sikre
den gamle tyske by Aachen.

Der er meget på spil på begge sider.

En propagandadrøm for Eisenhower er
et mareridt for Hitler.

Hvis amerikanerne indtager Aachen,
kæmper de ikke alene på tysk jord.

De erobrer
den første store tyske by.

Efter de tyske våbens velkomst

samles Bobbie Brown og hans mænd
for foden af en bakke.

Mændene vidste, de påtog sig
en meget svær mission.

Tyskerne havde maskingeværreder
overalt på Crucifix Hill.

De vidste, at deres skudlinje var
rettet mod dem.

Browns mål er klart:

Han skal neutralisere
al fjendtlig aktivitet på bakken

og gøre klar til modangreb.

Han gransker skråningen for at finde
vej til den nærmeste bunker

og holder udkig efter allierede fly.

Luftstøtten, Brown forventede,
var to flyvninger

med P-47 Thunderbolts,
som faktisk kun var otte fly.

Han havde regnet med løbende
flyvninger, men kontaktpersonen,

som var på vej
til Crucifix Hill tidligere...

Hans kampvogn blev ødelagt,
så han kom aldrig derop.

Brown kan ikke vente længere.

Af sted!

Da mændene springer op,

affyrer tyskerne
en spærreild af artilleribeskydning.

Tyskerne havde ruten,

amerikanerne valgte, omringet,
før de overhovedet angreb.

Der var 84 artilleripjecer,

der beskød Browns mænd.

Idet de forsøger at nærme sig,

åbner maskingeværer også ild
med dødelig præcision.

Allierede granater hamrer løs
på bunkerne.

Men de får ikke standset
tyskernes beskydning.

Brown og hans mænd angriber
Crucifix Hill,

hvis navn kommer
af det store stenkors på toppen.

Dens befæstninger beskytter Aachen
mod nordøst.

Den kaldes også Bakke 239
på grund af dens højde i meter.

Den er dækket
af maskingeværreder og bunkere.

Selvom de er lidt forældede,
giver bunkerne på Crucifix Hill

rig mulighed
for at skyde fra højderne

ned mod amerikanerne i dalen.

Mændene er fanget ved startlinjen.

Bobbie Brown og hans kommando,

som inkluderer en radiooperatør
og en løber, foretager et træk.

Bobby Brown havde trænet sine mænd
til at forstå,

at så længe ingen var fanget,
skulle man udføre den forans opgave,

så alle kunne komme videre.

Men lige nu vidste Bobby Brown,
at hele hans kompagni var fanget.

Han måtte gøre noget.

Brown løber mod
en fordybning i terrænet.

Hans hold kaster sig ud over kanten.

Det lykkes Brown
og hans kommando at hoppe

ned i en skyttegrav
for foden af Crucifix Hill.

Han havde været så klog
aftenen før at gå ud

at grave den og tage lærred med,
så han kunne bære jorden væk.

Da det blev dag, anede tyskerne ikke,
der havde været nogen.

De finder lidt dækning
lige under fjenden skud.

Radiooperatøren kontakter delingsførerne.

Der er ikke gode nyheder.

En af delingsførerne er såret

og begge angrebsdelinger
er stadig fanget.

Kikkert.

Brown kigger op ad bakken
og observerer beskydningen.

Han prøver at få overblik
over situationen.

Radiooperatøren ser på ham og siger:
"Sender vi ingeniørsoldater op først?"

Bobby svarer: "Jeg sender ikke
nogen på selvmordsmission."

På et splitsekund træffer Brown
en beslutning.

Han vil selv tage sig af bunkeren.

Den amerikanske kaptajn
Bobbie Brown udtænker en plan.

Brown beslutter i det øjeblik,

at han må være et godt eksempel
og gøre det, hans mænd ikke kan.

Han var ikke fanget.

Han siger: "Vi skal bruge
en sprængladning på stang

og en bærbar sprængladning."
Radiooperatøren måber.

Hr. kaptajn?

Brown har brug for mere ildkraft
end de våben, han har.

Han mener,
at sprængstoffer er svaret.

Bunkerne på Crucifix Hill udgør
en tæt sektor af Vestvolden

også kaldet Siegfriedlinjen.

Siegfriedlinjen blev etableret
i 1930'erne,

så den tyske hær kunne udkæmpe
en tofrontskrig.

I 1939 satte den tyske hær alt ind
mod Polen og sejrede der i september,

men samtidig behøvede de ikke
have en stor styrke

ved deres vestlige grænse
mod den franske og britiske hær,

fordi Siegfriedlinjen lå der.

Det krævede få folk og var altså
en ressourcebesparende manøvre.

Dette er særligt vigtigt
omkring Aachen,

som kan prale af en dobbeltlinje
af fæstningsværker.

Vestvolden i Aachen-sektoren var
ekstremt tyk,

særligt i forhold til andre dele
af Vestvolden længere væk.

Grunden var hovedsageligt
den strategiske vigtighed

af et relativt fladt terræn
syd for byen Aachen,

der gav kampvogne adgang østpå
mod Ruhr-floden og Rhinen.

De er ofte bygget ind i landskabet
og camoufleret af bevoksning,

og bunkerne har smalle åbninger
med plads til at affyre våben.

Befæstningerne varierer i størrelse,

men kan være op til 15 meter brede
og 7,5 meter dybe.

De er udformet ud fra Standard B.

Standard B betyder, de bygges
af to meter tyk stålarmeret beton.

To meter tyk stålarmeret beton
kan modstå

et artilleriprojektil på op til 20 cm
eller en flybombe på 450 kg.

Det er en meget,
meget solid militærbygning.

Bobbie Brown må udtænke
en måde at angribe bygningen på.

Han ved ikke helt, hvad han vil gøre.

Han ser dog et krater,
der nok er skabt af en af P-47'erne.

Det er halvvejs mellem ham
og maskingeværreden.

Brown giver signal til delingsfører
løjtnant Charles Marvain

om at skaffe ham sprængstofferne,
han skal bruge.

Den tyske beskydning haglede
ned over Marvains position,

så Marvain forlod nok stedet
med glæde.

Han kaster en taske
med sprængstoffer til Brown.

En "taskeladning" er
en særlig form for sprængladning.

Det kaldes en taskeladning,
fordi sprængladningen er i en taske.

De bruges typisk
til at sprænge forhindringer.

Det kan være en panserværnsmur
eller en bunker.

I dette tilfælde indeholder tasken
60 gange 100 gram TNT,

der detoneres med en lunte
på tre sekunder.

Med sprængladningen kravler Brown
op af skyttegraven

med seks kilo TNT.

Det er usædvanligt
for en af hans rang.

En kompagnikaptajns ansvar var

at være i en position,
hvor han kan kommunikere

med sin bataljonschef,
så han kunne få ordrer såsom:

"Der er forstærkning på vej,"
eller: "Træk jer tilbage."

Det var usædvanligt for en kaptajn
at gå forrest under 2. Verdenskrig.

Brown nærmer sig langsomt bunkeren,
der beskyder hans mænd.

Han kravler efter bedste evne
under skudlinjen.

Stikker han hovedet op,
bliver han skudt.

Det eneste tegn på fjenden indenfor

er våbenløbene,
der skyder gennem åbningen.

Soldater fra 352. grenaderregiment

er blandt dem,
der bemander bunkerne.

Et grenaderregiment er egentlig
et infanteriregiment.

I 1942 begyndte tyskerne at kalde
infanteri for grenaderregimenter

ligesom preussiske grenaderregimenter
fra det 18. og 19. århundrede.

De er håndplukket

og placeret i forsvarspositioner
på Crucifix Hill,

idet amerikanerne nærmede sig Aachen.

Selvom bunkerne var forældede,

gav de på sin vis de tyske soldater
en følelse af sikkerhed.

Der er tyske dokumenter
fra tilbagetoget i Frankrig i 1944 om,

at bunkerne var ekstremt afgørende
for deres moral.

For første gang havde de
en tydelig forsvarslinje.

Regimentets øverstkommanderende er
oberstløjtnant Josef Eggerstorfer.

Oberstløjtnant Eggerstorfer er
en 35-årig officer,

hvis karriere hurtigt tog fart
under 2. Verdenskrig.

Han havde kæmpet ved Østfronten

og blev forfremmet,
fordi han fik særbehandling.

Han blev altså forfremmet hurtigere
grundet sin indsats på slagmarken.

Eggerstorfer ordrer er
at forsvare den gamle tyske by

koste, hvad det koste vil.

Aachen har stor historisk betydning
for tyskerne.

Byen var kroningssted
for Det Tysk-romerske Rige i 700 år.

Dens storslåethed stemmer overens
med Hitlers ambitioner.

Aachen har mytisk og symbolsk værdi
for nazisterne,

fordi byen var hovedstad
under Karl den Store,

som grundlagde Det Første Rige.

Nazisterne vil skabe Det Tredje Rige,
så der er en forbindelse,

en historisk forbindelse
for nazisterne

mellem Det Første Rige
og Det Tredje Rige.

Bunkerne på Crucifix Hill
forsvarer byen mod nordøst.

Mens kampen tager til,
forværres forholdene indenfor.

Der er trangt, der lugter,
og der er røg overalt.

Skyd! Skyd! Skyd videre! Fyr!

Når man affyrer et maskingevær,
giver det genlyd,

så psykologisk er det meget krævende
for en almindelig soldat.

På skråningen under bunkeren

må Brown finde ud af,
hvordan han bedst uskadeliggør den.

Sædvanligvis er man ikke
under beskydning,

så man går hen
og placerer den forsigtigt.

Man bruger måske
flere taskeladninger.

Når en taskeladning bruges i nærkamp,
bruges den på improviseret vis.

Brown lægger en plan.

Sprængstofferne har en lunte
på tre sekunder.

Han kan knap nå at søge dækning,
før sprængladningen eksploderer.

Hvis han kravlede om på siden
og nærmede sig bagfra,

kunne han måske se,
om bagdøren var en måde,

at komme ind eller tæt nok på
og kaste taskeladningen.

Men hvis Brown kan kaste den
gennem åbningen,

skærmer bunkeren ham
mod eksplosionen.

Brown øger farten.

Da han løber op ad bakken
mod åbningen,

møder han en tysk soldat.

Før kaptajn Bobbie Brown
kan angribe åbningen,

skynder den chokerede soldat sig
tilbage til bunkeren.

Brown springer op for at lukke døren
og spærre ham inde,

men den vil ikke lukke.

Idet tyskeren vendte sig,
gled geværet,

som hang over hans skulder,
af hans skulder,

langs hans arm ind i dørkarmen.

Brown ser riflen.
Han åbner døren og sparker den ind.

Taskeladningens lunte er tændt,

så han kaster den ind
og smækker døren.

Brown kaster sig tilbage,
idet bunkeren eksploderer bag ham.

Nede ad bakken
så Bobbie Browns mænd en bunker,

hvor røg væltede ud af åbningerne
og udluftningskanalen.

Flammer slikkede himlen,

og der lød bare den ene eksplosion
efter den anden.

Ødelæggelsen er total.

En sprængladning af den størrelse
i en bunker er katastrofal,

fordi eksplosionen begrænses
til bunkeren.

Ingen tysker overlevede
den eksplosion.

Den største kropsdel,
man fandt, var et lår.

C-kompagniets kommandogruppe
fra USA's 18. infanteriregiment

så med glæde deres kaptajn
vende tilbage efter eksplosionen.

Brown beder straks
om en statusrapport.

Selvom bunkeren er klaret,

er C- og A-kompagni stadig fanget
af tung beskydning

fra den anden side af Crucifix Hill.

Brown har uskadeliggjort én bunker,
men de andre fortsætter.

Fordi de ligger så højt,
kan de se dem nærme sig og skyde

med præcision
mod de angribende amerikanere.

Da Brown kigger
længere op ad bakken,

ser han endnu en bunker bag den,
han lige har ødelagt.

De er ikke i mål.

Han mener at have ødelagt
en kommandobunker,

og han vil ødelægge flere,
som han mener er dem,

der organiserer den tyske beskydning.

Han havde en frivillig, der ville med,
og Bobbie sagde bare:

"Skidt taktik. Jeg standser ikke,
når terningerne er med mig."

Taskeladning.

Nu tager Brown både en taske-
og en stangladning og gør sig klar.

En stangladning er en træstang
med en lille sprængladning for enden.

Modsat en taskeladning
kan en stangladning placeres

præcist ved skydeskår
for at ødelægge dem.

Det er lidt improviseret
og gør-det-selv.

Mængden af sprængstof kan justeres.

Ingeniørerne i infanterienheden kommer
med nogle taskeladninger,

og så laver de stangladningerne
i felten.

Brown har udset sig sit næste mål,

men mens de prøver
at forcere bakken,

hagler de allieredes artilleri også
ned over området for at hjælpe dem.

Det ville være farligt
at komme for tæt på.

Giv mig røg ved bunkeren!

Brown beordrer sin løber
til at affyre en gul røggranat

mod bunkerens sydside.

Det giver de amerikanske våben
signal om at indstille skydningen,

så han sikkert kan nærme sig bunkeren.

Inde fra bunkeren
kan tyskerne måske ikke se røgen.

Grundet byggematerialerne
kan bunkere modstå kraftige våben,

men det begrænser sigtbarheden
omkring dem.

Hver bunker har et område,
deres våben kan ramme.

Systemet er
at placere bunkerne,

så de kan støtte hinanden
med overlappende skud.

Selv hvis én bunker ødelægges,

bør dem omkring den kunne dække
hele bakken.

Brown sniger sig af sted.

Hans plan var at kravle
mod bagdøren igen,

men da han nærmede sig,
var beskydningen så voldsom,

at han troede, de havde set ham.

Brown må holde sig endnu lavere.

Der er en grænse for,
hvor lavt de kan sigte.

Holdt han sig under den,
kunne han komme tæt på.

Maskingeværet holder op
med at skyde.

Bobbie fortsætter og forstår nu,
at denne gang

er hans bedste mulighed
et frontalt angreb.

Så denne gang kravler han tæt nok
på åbningen til at række ud

og stikke stangladningen derind.

Der er meget lidt afstand
mellem ham og detonationen.

Når han antænder lunten,
har han kun tre sekunder.

Eksplosionen er kraftig,

men Bobbie Browns stangladning
ødelægger ikke bunkeren.

Eksplosionen gør dog
åbningen bredere

og distraherer soldaterne indenfor.

Han beslutter,
at han ikke er færdig endnu.

Han griber sin taskeladning og går
direkte mod åbningen,

han havde skabt med stangladningen.

Brown antænder lunten og kaster
taskeladningen ind bunkeren.

Han skynder sig væk,
før sprængstoffet detonerer.

Med bunkeren i brand bag sig
vender Brown tilbage til sine folk.

Det usædvanlige var,
at en kaptajn udførte missionen.

Det er ikke infanterikaptajners job
at rende rundt og sprænge bunkere.

Det bør han overlade
til sine underordnede,

men i 1944 havde 1. infanteridivision
lidt så mange tab.

Han havde måske ingen til opgaven
og tænkte:

"Vi har ingen anden. Jeg gør det."

Brown beder om en rapport
om kompagniets fremrykning.

Radiooperatøren bemærker,
at Browns feltflaske har skudhuller.

- Hans kaptajn bløder.
- Du er såret!

Brown var, som vi siger,
helt oppe at køre på adrenalin.

De tre huller i feltflasken var
hans mindste problem.

Hans mænd bemærkede,
at han havde et blodigt knæ,

men i Bobbies øjne
var det kun en skramme.

Tænk ikke på det!

Brown affejer skaderne
og kræver sin rapport.

Han hører, at 2. deling endelig er
på vej op ad Crucifix Hill,

men adskillige er døde,
inklusive delingsføreren.

Tyskerne kæmper videre og trodser
det amerikanske angreb.

Men en måned tidligere havde
garnisonskommandanten i Aachen,

generalløjtnant Gerhard Graf von Schwerin,

bedt de amerikanske militærledere
om nåde.

Aachen var den første store
tyske by, der blev direkte truet.

Mange af de 165.000 indbyggere
ønskede desperat at flygte.

Det skabte kaos
for både soldater og civile.

Af frygt for, der ikke ville være
tid nok til flugt,

afblæser Schwerin evakueringsordren,
og folk vender hjem.

Han skrev så et brev og bad
den amerikanske kommandør

om at tænke på hans civile.

En anmodning, som antydede,
at byen ville underlægge sig USA.

For Schwerin er det meget risikabelt,
for Hitlers ordre var,

at på tysk jord skulle alle byer
og bunkere forsvares til sidste mand.

Nazisternes medier skriver, at Aachen
må forsvares som en tysk Stalingrad.

I denne sammenhæng

stemmer det bare ikke overens
med billedet af en stålsat kamp.

Før brevet blev leveret
til amerikanerne,

fik nazisterne fat i det.

Hitler fik Schwerin
afskediget og anholdt.

Han erstattes af kommandører,
der vil kæmpe til døden.

Flere uger senere,
da hans mænd rykker frem,

beordrer Bobbie Brown dem
til at gennemføre erobringen

af deres tildelte bunkere
på den nedre del af bakken.

Men da han ser på skråningen,

ser han en særligt stor bunker
på toppen.

Den er svært bevæbnet
og beskyder fortsat hans mænd.

Taskeladning!

Brown beslutter sig endnu en gang
for at angribe.

Mens kaptajn Bobbie Brown
nærmer sig toppen af Crucifix Hill

om eftermiddagen
den 8. oktober 1944,

ligger det 18 meter høje kors,
der gav bakken navnet, i ruiner.

Korset var en glimrende vagtpost,
hvorfra tyske artilleriobservatører

kunne dirigere beskydningen
mod amerikanerne.

Nogle vidner sagde,
at det blev væltet

af P-47 Thunderbolt-flyene,
før angrebet begyndte.

En anden beretning kom fra tysk side.

De påstod, at de skød det ned,

fordi de ville ikke have,
at amerikanerne kravlede op på korset

og brugte det som observationspost,
som de selv havde gjort.

Browns mål er at rydde
det tyske forsvar,

der beskytter byen Aachen.

Han har allerede sprængt
to bunkere.

Nu går han efter en tredje.

Der findes en anden type bunker,

der bruges både til observation
og som maskingeværrede.

Det er den mest frygtindgydende.

Den har typisk en pansret kuppel,
og den kuppel

har kighuller hele vejen rundt
på seks-otte sider.

Der kan også være maskingeværskjold,

som er helt beskyttet
mod angreb udefra.

Dét tror jeg, han angreb.

Ifølge kilderne var dette
et såkaldt panzerturm.

Selvom det forbindes med kampvogne,
betyder "panzer" panser,

hvilket er ordet
for stålpladerne på 7,5 cm.

Nogle fejloversætter det
til kampvognstårn.

De flytter sig ikke.
De er ikke bygget af kampvognsdele.

Det er bare en pansret kuppel.

Kuplen kan være
den mest synlige del.

Resten af bunkeren er meget stor
og gravet ned i jorden.

Den har alt, det kræver at forsyne
45 soldater og deres officerer.

De blev bygget de steder,
det var afgørende at forsvare.

Tyskerne har
specifikke betegnelser,

men fordi den amerikanske hær
fejloversatte navnet,

kaldes de nogle gange kampvognstårne.

Pansertårnet er Browns mål.

Ud fra bunkerens beskaffenhed, beliggenhed

og kuplen oven på den
antog Bobbie Brown,

at det var derfra,
tyskernes indsats blev ledet.

Derfor gik han efter den.

Inde i bunkeren

beskyder tyskerne skråningerne
for at hindre amerikanerne.

Hvad de præcis gjorde,
vides ikke.

Vi ved intet med sikkerhed.
Dokumenterne overlevede ikke.

Men kommunikationen
mellem bunkerne var relativt god.

Det afhænger altid af situationen,
og om man stadig kan kommunikere

med nabobunkerne
eller de overordnede.

Holder bunkeren ved siden af stand,
eller har de overgivet sig?

Det gør det for en kommandør
ret kompliceret,

ret svært at beslutte,
om det er på tide at give op

eller kæmpe videre.

Fart på! Ammunition!

Imens får tyskerne brug
for al den ildkraft, de kan få.

Bobbie Brown nærmer sig bunkeren.
Han kommer fra siden.

Han kan komme tæt på ydermurene,
men de er så tykke,

at det ville kræve uanede mængder
sprængstof at trænge igennem dem.

Han har seks kilo TNT
i taskeladningen.

TNT eller trinitrotoluen er
et af de mest brugte sprængstoffer

og bruges stadig
i mange militærvåben.

Under krigen

kunne én fabrik producere
325 ton TNT om dagen.

Det er et meget stabilt sprængstof.

Derfor kan det håndteres sikkert
og bruges af soldater under krigen.

Men medmindre Brown får
taskeladningen indenfor,

vil skaderne være ubetydelige.

Han bemærker også
en anden bunker.

Han formodede, at den anden,

der lå på en betonplade,
nok var en ammunitionsbunker.

For ham var det logisk, at hvis nogen
kom ud af den store bunker,

ville de nok hente ammunition
i bunkeren bagved.

- Ammunition!
- Javel, hr. kommandant.

Mens Brown ser på,

kommer en fjendtlig soldat ud
ad en dør bag på hovedbunkeren.

Det er netop den chance,
han har ventet på.

Kaptajn Bobbie Brown ser
en tysk soldat

som forlader en stor bunker
og vender tilbage med ammunition.

Bobbie holdt øje. Han vidste det ikke,
men Bobbie var der.

Brown nærmer sig.

Soldaten går ind i bunkeren
med armene fulde af ammunition.

Han stillekassen fra sig
for at lukke døren

blot for at stå ansigt til ansigt
med en amerikansk kaptajn.

Før tyskeren kan reagere,
kaster Brown taskeladningen,

hvis lunte er antændt, på gulvet
ved siden af ammunitionen.

Da ladningen sprang,
kunne Bobbie Brown ikke vende om

lige så hurtigt som før,
så han blev blæst bagover

ned i krateret,
han havde gemt sig i før angrebet.

Fordi han afventede
soldatens tilbagekomst,

sprængte Browns taskeladning også ammunitionen,

manden havde hentet,
og gjorde større skade.

Hans tålmodighed gav pote.

Browns angreb på den tredje bunker
var alt det, han havde trænet til.

Bobbie levede for den slags.
Han var frygtløs.

Hans mindste bekymring var ham selv.
Han var meget målrettet.

Han gjorde simpelthen det,
der skulle til.

Efter ødelæggelsen
af den tredje bunker

er den sydlige del af Crucifix Hill
under amerikansk kontrol.

Fordi bunkerne, Brown var gået efter,
var destrueret,

kunne hans mænd nu bevæge sig.
De kunne nu tage større skridt

og få tyskere til at overgive sig
på hele Crucifix Hill.

Brown er såret,
men hans arbejde er ikke færdigt.

Bobbie Brown mente ikke,
missionen var fuldført.

Han havde blot øget chancen for,
at Crucifix Hill blev overtaget.

Den anden halvdel af missionen var
at rekognoscere bagsiden af bakken

og gøre kompagniet klar
til det uundgåelige modangreb,

der ville komme fra tysk side.
Han blev på bakken for at gøre det.

Da Brown løber om på nordsiden,

regner maskingeværild
ned omkring ham.

Han kaster sig ned på jorden.

Når fjenden har en på kornet,

kan selv den mindste fordybning
give ly.

Brown venter et øjeblik
og løfter så hovedet.

Tyskerne reagerer øjeblikkeligt.

Maskingeværskud flyver forbi.

Han ville vide,
hvor skuddene kom fra,

for at placere sine folk bedst muligt
og vide, hvor modangrebene kom fra.

Brown sænker hovedet
og tager hjelmen af.

Denne gang vil han tage

hjelmen på fingeren
og vifte med den

for at håne tyskerne,
og det tiltrækker naturligvis skud.

Brown får sit svar.

Tyskerne er klar til modangreb,
men han kan intet gøre herfra.

Brown finder tilbage
til sin kommandogruppe.

Han rapporterer
de tyske våbens position.

Han beordrer artilleriangreb mod syd.

Han fortæller også sine overordnede,
de har nået toppen af Crucifix Hill.

Der er kun gået 40 minutter,
siden Brown påbegyndte sit angreb.

Han lader dem ikke generobre bakken.

Browns regiment må sikre
deres landvindinger,

rydde de sidste maskingeværreder

og rykke enheder op
til de erobrede positioner.

Først da de vigtige opgaver
er udført,

lader han nogen tilse sine sår.

Senere den aften får Brown ret.

Tyskerne går for alvor
til modangreb,

som han og hans mænd slår tilbage.

Om morgenen har regimentet stadig
Crucifix Hill.

For sit mod og frygtløse lederskab

får Brown
den højeste militære udmærkelse,

en soldat kan modtage
for handlinger under kamp,

Congressional Medal of Honor,
efter krigen.

Det foregik i East Room
i Det Hvide Hus.

Præsident Truman ville tildele
Bobbie Brown medaljen.

Historien lyder,

at da han gav Bobbie Brown medaljen,
sagde præsidenten:

"Jeg ville opgive mit embede
for denne medalje."

Bobbie Brown tog det roligt,
og han var jo ligefrem,

så han sagde til præsidenten:
"Det er jo løgn, hr. præsident."

Senere forvoldte hans skader
kroniske smerter og depression.

I 1971 begik Brown selvmord.

Erobringen af Crucifix Hill førte
til omringning

og Aachens overgivelse
den 21. oktober 1944.

Generalløjtnant Gerhard Graf von Schwerin,

den øverstbefalende for garnisonen
i Aachen i september, får skylden.

Schwerin holdes ansvarlig
for katastrofen ved Aachen,

og Hitler ville nok stille ham
for en krigsret.

Men Schwerin er beskyttet
af alle sine overordnede,

så Hitler glemmer det med tiden,
og Schwerin sendes senere

til fronten i Italien,
ude af øje, ude af sind for Hitler.

Aachen er den første store tyske by,
der falder.

Aachens fald er et hårdt slag
for nazisterne og det tyske folk,

for nu står amerikanerne
på tysk jord i Vesten.

Samtidig erobrer Sovjetunionen
dele af Østpreussen.

Nu har krigen altså nået tysk jord.

Men da efteråret kommer,
og vejret bliver værre...

Tyskernes moral forbedres igen,
fordi sovjetterne i øst

og de allierede mod vest
begge går i stå.

Krigen ville hærge Europa
i et halvt år mere.

Tekster: Natascha Tøsse