Original subtitles

Kort efter D-dag -

kommer en amerikansk luftbåren bataljons hovedkvarter -

under kraftigt modangreb fra tyske faldskærmsjægerenheder.

Da artilleriofficeren forsøger at tilkalde de amerikanske våben -

opdager han, at tyskerne har blokeret hans radio.

Den 6. juni 1944.

Allierede styrker lander endelig i Normandiet for at åbne vestfronten.

Men nazifanatikere kæmper indædt for at overleve.

D-dag var et slag.

De mangler stadig at vinde krigen.

Den 7. juni 1944. Normandiet i Frankrig.

Skyderi præger gaderne i Vierville-sur-Mer, en lille by -

på skrænten over Omaha Beach.

Amerikanske og tyske soldater kæmper om kontrollen.

Ikke kun over kysten -

men over adgang til en motorvej, der fører helt til Paris.

Tyskerne må holde de amerikanske tropper i skak -

efter D-dag-landgangen dagen før.

Mellem husene finder en patrulje af ingeniørtropper -

en død amerikansk officer med en mappe fastgjort til sit håndled.

Den indeholder dokumenter.

Da den tyske officer ser mappens indhold -

forstår han hurtigt, at det er meget vigtigt.

Det viser de allieredes planer -

og han ved, at det er en del af en større invasion.

Han har operationsplanerne for alle de fem amerikanske korps.

FRANKRIG

24 timer tidligere stormede de allierede Normandiets strande.

De kæmper desperat for at sikre brohovederne og rykke ind i landet.

Tyskerne ved kysten ser landgangens enorme omfang.

Men Hitler er ikke helt overbevist.

Hos Føreren er man bekymret for, at landgangen i Normandiet -

ikke er den store invasion -

og at der måske kommer endnu en invasion i området -

ved Calais længere nordpå.

Men indholdet er ubestrideligt. Det her er hovedangrebet.

De tyske efterretningsofficerer indser, at det er en gave fra Gud.

De har nu de allieredes planer for D-dag plus 17 andre.

Det gav dem mulighed for at ændre deres planer -

for at hindre en amerikansk fremrykning.

Fremrykningen afhænger af kontrollen over Utah og Omaha.

For at opnå dette må amerikanerne indtage Carentan.

Carentan ligger inde i landet og har broer -

motorveje og jernbaner til at bringe kampvogne -

og mænd længere ind i Frankrig.

På grund af dens strategiske værdi skete der det længe før landgangen -

at tyskerne oversvømmede et område mod nordvest for at beskytte byen.

Baseret på dokumenterne -

sender tyskerne det 6. elitefaldskærmsjægerregiment -

for at forsvare Carentan.

Det 6. faldskærmsjægerregiment er det eneste, der er kampklart.

Det er veltrænet og godt ledet.

Det har mange veteraner og betragtes som en pålidelig styrke.

En vigtig styrke kommer fra den øverste leder.

Friedrich von der Heydte er officer med en fremtrædende militærkarriere.

I starten var han pro-nazistisk -

men han blev mere skeptisk i årene før slaget i Normandiet.

Men han er stadig en officer, som er hædret.

Han beordres til at holde Carentan til sidste mand.

Som forberedelse på det amerikanske angreb -

placerer han sine faldskærmstropper i en forsvarslinje i udkanten -

for at blokere de sandsynlige angrebsområder.

Han får hjælp af de oversvømmede marker mod nordvest -

som tvinger fjenden ud på en lang dæmning forbundet af fire broer.

Under fremrykningen derfra -

kommer oberstløjtnant Robert Cole fra 3. bataljon -

fra det 502. amerikanske faldskærmsinfanteriregiment -

straks under angreb -

da han fører sine faldskærmstropper mod Carentan den 10. juni.

Robert Cole kom fra Texas.

Han var uddannet på militærakademiet i West Point årgang 1939.

Han er en køn, ung mand i 1944.

Han er sidst i tyverne og chef for en bataljon.

Det er et stort ansvar for en ung mand.

Cole opdager, at tyskerne ødelagde den anden bro på deres tilbagetog.

Og de amerikanske ingeniørtropper, der skulle erstatte den -

blev drevet væk af tysk artilleri, før de kunne begynde at bygge.

Cole er vred over forsinkelsen og henter mænd og forsyninger -

og begynder selv at bygge en midlertidig gangbro.

Han bruger to-tre timer og gør det selv med denne lille gruppe.

Så man ser et ivrigt og aktivt lederskab fra Cole.

Men det skyldes nok også, at han er en ung bataljonschef -

med ungdommens dynamik, som Cole har.

Kom ned én ad gangen! Fart på!

Faldskærmssoldaterne krydser broen en efter en -

under beskydning af tyske kanoner i det fjerne, deriblandt en 88'er.

De oversvømmede marker tvinger tropperne til at blive på vejen.

De fortsætter fremrykningen og passerer bro nummer tre.

På den anden side af floden kommer Coles mænd under beskydning -

og kan ikke komme forbi en belgisk port.

Den belgiske port var en forhindring, der blev bygget i 1930'erne -

som forsvar af Belgiens grænse.

Det er en stor metalkonstruktion på størrelse med en stalddør.

De blev sat sammen og dannede en gigantisk mur.

De blev taget af tyskerne i 1940 -

og brugt til at forsvare Normandiets kyst.

De blev ofte opdelt og brugt til at blokere vejnet -

eller som mure eller andre forhindringer.

Porten tvinger Coles soldater til at stimle sammen -

og gør dem sårbare over for artilleri.

Da de lirker metallet fra hinanden, flyver kuglerne i alle retninger.

Til sidst skaber de en åbning.

Forestil jer en bataljon på omkring 700 mænd -

arbejde sig gennem den belgiske port -

en efter en, mand for mand, i færd med det her.

Det vil tage dem timer at komme igennem.

Med en beskadiget bro bag sig må Cole presse sine mænd fremad.

Tilbagetog er ikke en mulighed.

Oberstløjtnant Robert Cole går fra soldat til soldat og opmuntrer -

3. bataljon af 502. faldskærmsinfanteriregiment -

til at dække deres fremrykkende kammerater.

De har rodet sig ud i det -

som en senere generation vil kalde en dødelig tragt -

på dæmningen ved de belgiske porte -

hvor folk klumper sig sammen for at komme igennem.

Faldskærmssoldaterne går efter det levende hegn -

på bredden med små våben og bazookaer.

Men det er ikke nok.

Artilleriofficeren, kaptajn St. Julien Rosemond -

tilkalder artilleri bagfra -

for at give ekstra dækning til bataljonens mænd.

Fremad!

Da mørket falder på -

går faldskærmssoldaterne stadig en efter en gennem åbningen.

Pludselig skyder endnu et tysk maskingevær -

fra sumpen ved siden af vejen.

Krydsilden er en dødelig trussel.

Menig Hans Brandt vader ud i vandet -

for at stoppe maskingeværet med en granat.

En anden faldskærmssoldat følger efter ham.

Men da Brandt træder ud i sumpen -

flyver et tysk styrtbombefly hen over dæmningen.

En af bomberne fra det tyske fly slår den menige soldat bevidstløs.

Luftwaffe forsøgte at angribe de allierede på strandene -

men blev oftest bekæmpet af allierede jagerfly.

Det var sjældent, at amerikanske soldater blev beskudt -

af Luftwaffes jagerfly de første dage i Normandiet.

Da Brandt vågner -

fortsætter et andet tysk fly angrebet langs dæmningen.

Han opdager, at hans partner, som er bevidstløs -

er gledet ned i vandet.

Brandt bærer ham tilbage, så han kan få hjælp.

Efterspillet efterlader de døde og sårede spredt ud over dæmningen.

Det korte angreb dræber eller sårer 30 soldater fra I-kompagniet.

Det eneste mirakel er, at det ikke var værre.

Det skyldtes formentlig, at tyskerne ikke havde flere fly.

De sårede, der kan gå, bliver bårebærere.

Kampene er ikke engang begyndt endnu, og han har mistet 20-25 procent.

Så det er ikke en gunstig måde at indlede et slag.

Cole beslutter, at de må fortsætte med de tre resterende kompagnier.

Coles 3. bataljon skal angribe den franske by -

- Carentan med det mål at forbinde brohovederne ved Utah og Omaha.

Bataljonen rykker frem på en smal dæmning -

- og går gennem en belgisk port, som blokerer bro fire.

Cole og nogle andre undersøger den anden side af Madeleinefloden.

I det tidlige dagslys -

nærmer Albert Dieter sig en hæk på grænsen til en gård.

Uden varsel affyres tysk riffel, maskingevær -

og mortérild mod Dieter og faldskærmssoldaterne.

Dieters venstre arm bliver flænset af skudsalven.

Andre bag ham bliver også ramt.

Cole beder sin artilleriofficer, kaptajn St. Julien Rosemond -

om at skyde artilleriet ned.

Så beskyder amerikansk artilleri de formodede tyske stillinger.

Men fjendens ild er stadig kraftig, hvis ikke tungere.

Tyskerne indser hurtigt, at der er overvældende allieret ildkraft.

Hvordan reagerer de på det?

De bemander den første frontlinje meget tyndt.

Så hvis de allierede bomber de tyske linjer, vil tabene være relativt små.

Det kan betyde, at amerikansk artilleri rammer de forkerte mål.

Fjendens ild kommer fra et sted længere væk.

Hans mænd er fanget, og Cole må beslutte -

om de skal fortsætte fremad eller retirere og omgruppere.

Robert Cole ved, at de blot vil skabe endnu en flaskehals -

ved den belgiske port, hvis de trækker sig tilbage.

Det er en kliche, men han er en lus mellem to negle.

Hvis de bliver, hvor de er, er de sårbare på dæmningen.

Og de har stor modstand foran sig.

Men efter Coles mening er der ingen grund til at blive der.

Han har flyttet sin bataljon frem til denne mission -

så der er ikke andre muligheder end at angribe.

Cole beslutter at indtage en gård -

som har været kilden til kraftig tysk beskydning.

Med mændene placeret langs vejen -

skal de krydse den 200 meter lange mark under røg.

Fastgør bajonetterne!

Han beder sin næstkommanderende gøre mændene klar til bajonetangreb.

Bajonetangrebet er en klassisk taktik.

Bajonet er en militærkniv, og hvis den bruges i kamp -

fastgøres bajonetten forrest på geværet.

Målet er at stikke gennem vævet og skade de indre organer.

Men den brutalitet er svær for de fleste.

Bajonettræning er en måde at hærde civile på -

og vænne dem til tanken om at dræbe fjenden.

En ting er at skyde mod en fjende med et gevær.

Det er noget andet at angribe dem med en kniv.

Ordren om at forberede bajonetter tyder næsten altid på desperation.

USA's infanteri brugte næsten ikke bajonetten -

i Normandiet i anden verdenskrig, men elitestyrkerne brugte dem.

Faldskærmssoldater og ranger-enheder fastgjorde nogle gange bajonetter -

for at skræmme fjenden.

Cole beder også sin artilleriofficer -

arrangere røg for at skjule deres fremrykning.

Nu sætter adrenalinen ind i det, soldaterne opfatter som hovedangrebet.

Man venter på at angribe med en blanding -

af spænding, frygt og bæven.

Tilfreds med røgsløret -

beder han Rosemond omdirigere artilleriilden til gårdens bagside.

Cole indleder angrebet med sin fløjte -

og svinger sin Colt .45.

På halvvejen kigger han tilbage. Synet gør ham tung om hjertet.

Fra Coles synspunkt er det nu, det gælder.

Han har sin pistol og sit mod.

Han tror, at hele bataljonen er derude med ham -

men det er kun et par fyre.

De fleste havde ikke hørt ordren om at angribe.

De tænkte: "Gik de bare?"

"Hvad skete der? Angriber vi eller hvad?"

De syntes, at det så ynkeligt ud.

Da tyske kugler rammer græsset omkring Cole, indser de budskabet.

"Vi skal vist følge efter ham. Okay. Han ved vel, hvad han gør."

Så på denne sølle måde starter de nok mest legendariske øjeblikke -

i hele USA's luftbårnes historie.

Selv da angrebet tager til, følger hans mænd efter på en række.

På dæmningen rykkede de frem på én række.

Nu skal de sprede sig mere horisontalt -

og det er lettere sagt end gjort.

Det er en ændring, for de plejer at følge efter fyren foran.

Cole vinker med armene for at få dem til at sprede sig.

De misforstår signalet og kaster sig ned.

Cole må få dem fremad. Han går tilbage.

Han affyrer sin pistol mod tyskerne og tænker:

"Jeg ved ikke, hvad jeg skyder mod, men jeg skal herhen."

Han ligner en vanvittig mand ude i det fri.

Han skyder mod fjenden for at inspirere.

Jeg tror, at det skaber mere iver -

for at støtte Cole og sørge for, at den vanvittige bataljonschef -

ikke bliver dræbt derude alene.

Endelig bevæger de sig fremad.

Selv da soldater omkring ham bliver ramt -

nærmer Cole sig gården, som er deres mål.

I fuld fart suser han ned i en vandfyldt grøft.

Mens angrebet fortsætter -

er oberstløjtnant Robert Cole uskadt efter sit hop ned i grøften.

Men artilleriofficerens radiooperatør havner også i vandet.

Andre faldskærmssoldater løber forbi dem mod gården.

Nogle spreder sig for at rømme bygningen.

Sekondløjtnant Edward Provost leder en anden gruppe i grundens udkant.

Men de kommer under beskydning fra en skjult maskingeværrede.

Flere af hans mænd bliver skudt.

Men Provost og fire andre nærmer sig maskingeværreden -

under beskydning mod gården.

Teknikeren James Brune hiver splitten ud af en granat -

og kaster den over hækken.

Levende hække er en naturlig forsvarsstruktur.

Normalt afgrænser de markens fire sider -

for at beskytte markerne mod kystens hårde vinde.

Så disse hække er bygget over århundreder.

De er meget solide. De kan være to-tre meter høje.

En kombination af sten og jord.

Hækkene kan være så tykke, at de modstår mange våben og kampvogne.

De skaber små slagmarker, som afværger store, koordinerede angreb.

Og tyskerne har haft tid til at forberede sig.

De har trænet i månedsvis i disse hække og skovstrækninger.

I hvert hjørne af hækkene kan der være et tysk maskingevær.

De kan også flytte deres tropper i det skjulte.

Det gør det svært for amerikanerne at avancere.

Ofte opdages fjenden først, når det er for sent.

Men den granat, som James Brune kastede over hækken -

chokerer de tyske soldater, der holder stillingen.

Provost mener, at han skal spare på kuglerne.

Derfor beder han sine mænd -

bruge bajonetterne i stedet for at skyde.

Det er en usædvanlig rækkefølge i moderne kamp.

Med bajonetangrebet -

indtager oberstløjtnant Robert Cole målet.

Gården er sikret.

Bataljonen opretter hurtigt en kommandopost der.

Med et fodfæste syd for Madeleinefloden -

- håber Coles mænd at kunne fortsætte angrebet mod Carentan.

Så tidligt som den 7. juni beordrede Eisenhower dem -

til at lukke hullet mellem Omaha og Utah.

Og Carentan er nøglen.

Fra byen gør major Friedrich von der Heydte -

sine faldskærmsjægertropper klar til det kommende amerikanske angreb.

Han er beordret til at kæmpe til sidste mand.

I mellemtiden ruller den 17. SS-panserdivision mod Carentan.

Forstærkningen i Carentan er forsinket -

fordi tyskerne kun kan flytte deres tropper om natten.

Om dagen er himlen fuld af allierede fly.

Hele den 10. juni er det også svært at skaffe forsyninger.

Der er stadig meget kaos i den tyske reaktion.

Det er svært at sende forstærkninger og forsyne tropperne.

Så tyskerne løber tør for ammunition.

Alligevel følger von der Heydte den tyske standarddoktrin -

og beordrer et modangreb -

før amerikanerne kan befæste deres position.

Da de afspærrer området omkring gården -

møder Edward Provost flere tyskere.

Han forsøger at hive splitten ud af en granat -

og bliver ramt af en tysk kugle.

Den blødende løjtnant trækker sig tilbage til kommandoposten.

På gårdspladsen går Cole mellem soldaterne.

Han har etableret en forbindsplads, hvor han behandler de sårede -

som strømmer ind på gårdspladsen fra slaget.

I normale kampe ville Cole have en bataljonskommandopost bag linjerne.

Hans reddere ville arbejde der.

Men her er han i fronten med dem, han nu engang er sammen med.

Der er ikke mange reddere, men sårede.

Af mangel på forsyninger improviserer Cole.

Han finder et hakkeskaft, der kan stabilisere et brækket ben.

Cole kigger op og ser en ung soldat tage sin støvle af.

Cole vil vise ham, hvor sårbar han er -

og at han bør flytte sig til et bedre sted.

Der er for farligt her!

Soldaten affærdiger Coles bekymringer -

og fortsætter med at behandle sit sår.

I det øjeblik rammer en tysk kugle den skødesløse faldskærmssoldat.

Tyskerne vidste, hvilke bygninger der sandsynligvis var en kommandopost -

eller hvor amerikanerne samledes, for de havde gjort det samme.

Det er et oplagt mål.

Tyskerne nærmer sig -

og Cole har brug for sit eget præcise artilleri -

for at stoppe det tyske modangreb. Kommunikation er afgørende.

Men deres artilleriofficer -

kan ikke bruge sin radio, fordi den landede i vandet tidligere.

Han kan ikke opdatere batterierne.

Man vil kunne give dem en fornemmelse af, hvor man er -

så de kan skyde ud over ens egen linje mod et sted, man ikke er.

Heldigvis, lige før middag -

kommer der nye forsyninger til gården med en ny radio.

Men den skal sættes op.

Rosemond har to muligheder.

At lede efter den rette frekvens på den nye radio -

eller bruge krystaller fra den gamle radio -

for at matche artilleribatteriernes frekvens.

Han ved, at tiden er knap -

så han vil bruge delene i en radio, som han mener vil virke.

Amerikanske forsvarsstillinger omkring gården begynder at smuldre.

I ildkampen bliver sergent William Grant ramt i armen -

og trækker sig tilbage for at få førstehjælp.

Hans folk betragter ham. De så ham ikke blive ramt.

De ser ham bare løbe tilbage.

Så de tænker: "Vi trækker os tilbage." Ingen vil efterlades alene.

Tilbagetog!

Andre faldskærmssoldater slutter sig til dem og løber mod broen.

Cole kan ikke se det, men fornemmer, at der er noget galt.

Han ved, hvor hårdt de har kæmpet, og at de har haft en svær nat.

Han indser -

at energien svinder og måske også ammunitionen.

Det betyder, at de ikke længere er overlegne.

Det går nok op for ham, at han er ved at miste kontrollen.

Det er aldrig en god følelse.

- Rosemond! - Cole kræver mere artilleristøtte.

Rosemond arbejder stadig på radioen.

Kom så!

I mellemtiden trækker nogle faldskærmssoldater sig tilbage -

og skaber en strøm af mænd, der løber mod broen og råber: "Tilbage."

Det minder om en vild flugt.

Mens Rosemond overfører krystallerne til den nye radio -

modtager Cole en besked fra regimentets kommando -

med ordren om at indstille skydningen.

Amerikanske faldskærmssoldater trækker sig tilbage til broen -

og en amerikansk jeep nærmer sig den tyskbesatte by Carentan -

under et Røde Kors-flag.

Generalmajor Maxwell Taylor, chefen for 101. luftbårne sender et bud -

til major Friedrich von der Heydte ledsaget af to tyske krigsfanger.

Von der Heydte forsvarer den franske by Carentan -

- som amerikanerne vil erobre for at forbinde Utah og Omaha.

Det her er ikke en amerikansk overgivelse.

I stedet tilbyder de den tyske major en ærefuld kapitulation -

for at redde sine mænds og Carentans civiles liv.

Von der Heydte afslår.

Han overgiver sig ikke, for overgivelse -

er imod de tyske officerers pligtfølelse.

Det er også en fare for ham, hans karriere og hans familie.

Da von der Heydte får tilbuddet om at overgive sig, svarer han bare:

"Ville du overgive dig i samme situation?"

Jeg ser det nok mest fra et tysk synspunkt. Det er absurd.

Kampen om byen er kun lige begyndt.

Det er næsten det samme, som hvis nogen satte en fod i døren og sagde:

"Hvornår giver du mig dit hus?"

Men våbenhvilen hjælper amerikanerne med at stabilisere deres linje.

Deres enhed er i krise. De er ikke særlig velforsynede.

Så en våbenhvile som den her vil hjælpe dem meget mere -

end tyskerne.

Von der Heydte udnytter også våbenhvilen.

Tyske artilleriobservatører kryber tættere -

på den amerikanske kommandopost.

Nu kan de sende mere præcise oplysninger.

Da våbenhvilen udløber, beordrer von der Heydte -

et bombardement af de amerikanske stillinger.

Von der Heydte gør det, enhver chef ville gøre -

i den situation under en våbenhvile.

Han omorganiserer sine mænd og forstærker deres stillinger -

med budskabet: "Vi går ingen steder."

Men amerikanerne har deres egen artilleriobservatør i radioen igen.

Rosemond bruger sin nye radio -

til at sende opdaterede mål til de amerikanske batterier.

Men på grund af hækkene kan han ikke bekræfte, hvor artilleriet lander.

Han kan måske fornemme, hvor eksplosionerne sker -

på grund af trykbølger eller røg.

Men det er ikke nær så godt, som når man ser det.

Han er afhængig af lyd, hvilket også er problematisk i en kamp -

hvor der sikkert er en del våben, der eksploderer.

Tyskerne bevæger sig langs træerne -

før de smutter ind på indersiden af hækken.

De er nu under den amerikanske artilleriskærm -

og usynlige for amerikanerne ... indtil de begynder at skyde.

Da behovet for artilleriild vokser -

oplever Rosemond endnu et slag.

Tyskerne har blokeret hans radio.

Kommunikationen er afbrudt.

De må finde en løsning på det. Det er bare endnu et problem -

som kan være dødeligt i dette tilfælde.

Så det er enormt vigtigt, at radioerne kommer til at virke igen.

Tyske faldskærmsjægerne nærmer sig, og amerikanerne mangler ammunition.

Uden forsyninger bliver det umuligt at standse det tyske angreb.

Gårdens kommandopost ligger i den sydlige del af en dæmning -

- forbundet af broer og blokeret af en belgisk port.

Det er næsten umuligt at få ammunition frem.

Dæmningen er stadig farlig. Tyskerne kan angribe den.

Sårede soldater blokerer også ruten.

Selv ammunitionskurerer har svært ved at avancere.

De vælger at udnytte trafikproppen langs grøfterne til deres fordel.

De danner et menneskeligt transportbånd.

Sårede venter på at komme væk. Folk søger dækning og så videre.

Så de sender ammunitionen videre -

i den retning, hvor fronten er.

Igen er det improviseret.

Ammunitionskasser og -bælter går gennem hundredvis af hænder -

for at forsyne den amerikanske modstandslinje.

Major Friedrich von der Heydte i det 6. tyske faldskærmsregiment -

står over for lignende udfordringer.

Cole ved det ikke, men von der Heydte er ved at løbe tør for ammunition.

Så hans spærreild er et sidste forsøg på at holde amerikanerne væk.

Von der Heydte bruger alt, hvad han har, i modangrebet.

Under det akutte pres ...

... bukker Coles mænd under for den intense beskydning.

Det amerikanske forsvar giver efter, og tyskerne nærmer sig.

Oberstløjtnant Robert Cole slutter sig til artilleriofficeren.

De to mænd kan høre og se en forandring.

Cole beskrev det senere som en dødsrallen.

Udtrykket "dødsrallen" er ret hjertegribende -

for det minder om den dødsrallen, der sker, når et menneske dør.

Med det udtryk siger han:

"Min enhed dør, hvis det her fortsætter meget længere."

Cole tror, at hans linje er brudt.

Han må forberede tilbagetrækningen.

Rosemond er stadig fast besluttet.

Hvis han bare kan få kontakt til artilleribatterierne -

kan amerikansk ildkraft stoppe det tyske angreb.

Hans radio er blokeret, og han skifter hele tiden frekvens -

i håb om at få budskabet frem.

Under anden verdenskrig er radioerne ikke så pålidelige.

Tyskerne ved, hvilken frekvens amerikanerne bruger.

Så de bruger støjsendere -

som ofte er en radio, der er indstillet på den kanal -

og så sender man støj på den.

Kan du høre mig? Vi har kontakt.

Kaptajn Rosemond kommer endelig igennem på en anden kanal.

Han beordrer en farlig spærreild tæt på gården.

Hvis man vil skyde tæt på ens position -

hvilket kaldes "farligt tæt på" -

betyder det, at man er villig til at acceptere ofre -

for at redde en større enhed og standse fjendens angreb -

og knuse tyskerne her.

Men artilleriofficeren siger, at de ikke har nogen ammunition.

Rosemond har ikke flere muligheder.

Officeren skal finde noget, de kan affyre mod tyskerne.

Cole forbereder sig på det værste.

Han tror, at han må overlade sine sårede til tyskerne.

Det viser, hvor desperat han mente, at situationen var -

hvis han ville efterlade sine sårede.

Det var den sidste mulighed, men han overvejede det faktisk.

Heldigvis får batterierne endelig deres forsyninger.

De amerikanske våben slippes løs. Dem alle sammen.

Rosemond havde tidligere fået støtte fra to artilleribataljoner -

men nu får han støtte fra alle våben.

At alle våben inden for kommandoen støtter slaget -

viser, at situationen er desperat.

Med et afgørende mål.

Artilleriilden knuser tyskerne.

Desværre er spærreilden så tæt på gården -

at det sandsynligvis også rammer nogle amerikanske soldater.

Men stort set alle, der var der, sagde senere -

at det var nødvendigt, at det foregik sådan.

"Vi mistede nogle gode mænd, men vi havde brug for spærreilden."

Von der Heydte trækker sine mænd -

tilbage til Carentans sydvestlige del til en sidste kamp.

Han ved, at ammunitionen er ved at slippe op. Han havde lidt store tab.

Til sidst beslutter han at gøre, hvad enhver ansvarlig chef -

ville gøre i den situation. Han beordrer en tilbagetrækning.

Coles mænd har vundet dagen, men det har kostet dyrt.

Tabet er enormt. Man starter med omkring 700 mænd.

Og da kampene er forbi, har man 132.

3. bataljon, 502., Coles bataljon -

er nu næsten ukampdygtig under resten af slaget i Normandiet.

Men de har åbnet døren til Carentan.

Von der Heydte holder stand i seks dage, men uden ammunition -

kan han ikke længere vente på deres SS-forstærkninger.

Han beordrer en tilbagetrækning, og amerikanerne indtager byen.

For SS er von der Heydte -

en syndebuk for nederlaget i Carentan.

Men von der Heydte bliver støttet af højtstående officerer -

så han kommer ikke for krigsretten.

Tværtimod får han øgenavnet "Carentans Løve".

Kaptajn St. Julien Rosemond får en hædersbevisning -

for at bevæge sig fremad under fjendtlig beskydning -

for at holde positionen og dirigere artilleriet.

Oberstløjtnant Robert Cole hyldes for den heroiske kamp.

Fremad!

Da vi krydsede marken, var vi synlige for mændene -

i hækkene her hele tiden. Og de dækkede os perfekt.

Vi skulle bare krydse det åbne landskab -

så hurtigt som muligt og komme ind blandt dem.

Han får den højeste udmærkelse, Kongressens hædersmedalje.

Men Cole bliver dræbt af en snigskytte -

- i Operation Market Garden, før han modtager beskeden.

Indtagelsen af Carentan sender amerikanerne væk fra strandene -

- i Normandiet og styrker de allieredes fremgang.

Men forsinkelsen har tilladt tysk forstærkning at nå strandene.

De allierede møder stor modstand for hver centimeter på fransk jord.

Krigen i Europa raser i næsten 11 måneder til.

Tekster: Malene Cramer