All language subtitles for Hitlers.Last.Stand.S04E01.da

Kort efter D-dag -

kommer en amerikansk
luftbåren bataljons hovedkvarter -

under kraftigt modangreb
fra tyske faldskærmsjægerenheder.

Da artilleriofficeren forsøger
at tilkalde de amerikanske våben -

opdager han,
at tyskerne har blokeret hans radio.

Den 6. juni 1944.

Allierede styrker lander endelig i
Normandiet for at åbne vestfronten.

Men nazifanatikere kæmper indædt
for at overleve.

D-dag var et slag.

De mangler stadig at vinde krigen.

Den 7. juni 1944.
Normandiet i Frankrig.

Skyderi præger gaderne
i Vierville-sur-Mer, en lille by -

på skrænten over Omaha Beach.

Amerikanske og tyske soldater
kæmper om kontrollen.

Ikke kun over kysten -

men over adgang til en motorvej,
der fører helt til Paris.

Tyskerne må holde
de amerikanske tropper i skak -

efter D-dag-landgangen dagen før.

Mellem husene finder
en patrulje af ingeniørtropper -

en død amerikansk officer med
en mappe fastgjort til sit håndled.

Den indeholder dokumenter.

Da den tyske officer
ser mappens indhold -

forstår han hurtigt,
at det er meget vigtigt.

Det viser de allieredes planer -

og han ved, at det er
en del af en større invasion.

Han har operationsplanerne
for alle de fem amerikanske korps.

FRANKRIG

24 timer tidligere stormede
de allierede Normandiets strande.

De kæmper desperat for at sikre
brohovederne og rykke ind i landet.

Tyskerne ved kysten
ser landgangens enorme omfang.

Men Hitler er ikke helt overbevist.

Hos Føreren er man bekymret for,
at landgangen i Normandiet -

ikke er den store invasion -

og at der måske kommer
endnu en invasion i området -

ved Calais længere nordpå.

Men indholdet er ubestrideligt.
Det her er hovedangrebet.

De tyske efterretningsofficerer
indser, at det er en gave fra Gud.

De har nu de allieredes planer
for D-dag plus 17 andre.

Det gav dem mulighed for
at ændre deres planer -

for at hindre
en amerikansk fremrykning.

Fremrykningen afhænger
af kontrollen over Utah og Omaha.

For at opnå dette
må amerikanerne indtage Carentan.

Carentan ligger inde i landet
og har broer -

motorveje og jernbaner
til at bringe kampvogne -

og mænd længere ind i Frankrig.

På grund af dens strategiske værdi
skete der det længe før landgangen -

at tyskerne oversvømmede et område
mod nordvest for at beskytte byen.

Baseret på dokumenterne -

sender tyskerne
det 6. elitefaldskærmsjægerregiment -

for at forsvare Carentan.

Det 6. faldskærmsjægerregiment
er det eneste, der er kampklart.

Det er veltrænet og godt ledet.

Det har mange veteraner
og betragtes som en pålidelig styrke.

En vigtig styrke kommer
fra den øverste leder.

Friedrich von der Heydte er officer
med en fremtrædende militærkarriere.

I starten var han pro-nazistisk -

men han blev mere skeptisk
i årene før slaget i Normandiet.

Men han er stadig en officer,
som er hædret.

Han beordres til at holde Carentan
til sidste mand.

Som forberedelse
på det amerikanske angreb -

placerer han sine faldskærmstropper
i en forsvarslinje i udkanten -

for at blokere
de sandsynlige angrebsområder.

Han får hjælp af de oversvømmede
marker mod nordvest -

som tvinger fjenden ud på en lang
dæmning forbundet af fire broer.

Under fremrykningen derfra -

kommer oberstløjtnant Robert Cole
fra 3. bataljon -

fra det 502. amerikanske
faldskærmsinfanteriregiment -

straks under angreb -

da han fører sine faldskærmstropper
mod Carentan den 10. juni.

Robert Cole kom fra Texas.

Han var uddannet på militærakademiet
i West Point årgang 1939.

Han er en køn, ung mand i 1944.

Han er sidst i tyverne
og chef for en bataljon.

Det er et stort ansvar
for en ung mand.

Cole opdager, at tyskerne ødelagde
den anden bro på deres tilbagetog.

Og de amerikanske ingeniørtropper,
der skulle erstatte den -

blev drevet væk af tysk artilleri,
før de kunne begynde at bygge.

Cole er vred over forsinkelsen
og henter mænd og forsyninger -

og begynder selv
at bygge en midlertidig gangbro.

Han bruger to-tre timer og
gør det selv med denne lille gruppe.

Så man ser et ivrigt
og aktivt lederskab fra Cole.

Men det skyldes nok også,
at han er en ung bataljonschef -

med ungdommens dynamik,
som Cole har.

Kom ned én ad gangen! Fart på!

Faldskærmssoldaterne krydser broen
en efter en -

under beskydning af tyske kanoner
i det fjerne, deriblandt en 88'er.

De oversvømmede marker tvinger
tropperne til at blive på vejen.

De fortsætter fremrykningen
og passerer bro nummer tre.

På den anden side af floden
kommer Coles mænd under beskydning -

og kan ikke komme
forbi en belgisk port.

Den belgiske port var en forhindring,
der blev bygget i 1930'erne -

som forsvar af Belgiens grænse.

Det er en stor metalkonstruktion
på størrelse med en stalddør.

De blev sat sammen
og dannede en gigantisk mur.

De blev taget af tyskerne i 1940 -

og brugt til
at forsvare Normandiets kyst.

De blev ofte opdelt
og brugt til at blokere vejnet -

eller som mure
eller andre forhindringer.

Porten tvinger Coles soldater
til at stimle sammen -

og gør dem sårbare
over for artilleri.

Da de lirker metallet fra hinanden,
flyver kuglerne i alle retninger.

Til sidst skaber de en åbning.

Forestil jer en bataljon
på omkring 700 mænd -

arbejde sig
gennem den belgiske port -

en efter en, mand for mand,
i færd med det her.

Det vil tage dem timer
at komme igennem.

Med en beskadiget bro bag sig
må Cole presse sine mænd fremad.

Tilbagetog er ikke en mulighed.

Oberstløjtnant Robert Cole går fra
soldat til soldat og opmuntrer -

3. bataljon af
502. faldskærmsinfanteriregiment -

til at dække
deres fremrykkende kammerater.

De har rodet sig ud i det -

som en senere generation
vil kalde en dødelig tragt -

på dæmningen
ved de belgiske porte -

hvor folk klumper sig sammen
for at komme igennem.

Faldskærmssoldaterne går
efter det levende hegn -

på bredden
med små våben og bazookaer.

Men det er ikke nok.

Artilleriofficeren,
kaptajn St. Julien Rosemond -

tilkalder artilleri bagfra -

for at give ekstra dækning
til bataljonens mænd.

Fremad!

Da mørket falder på -

går faldskærmssoldaterne stadig
en efter en gennem åbningen.

Pludselig skyder
endnu et tysk maskingevær -

fra sumpen ved siden af vejen.

Krydsilden er en dødelig trussel.

Menig Hans Brandt
vader ud i vandet -

for at stoppe maskingeværet
med en granat.

En anden faldskærmssoldat
følger efter ham.

Men da Brandt træder ud i sumpen -

flyver et tysk styrtbombefly
hen over dæmningen.

En af bomberne fra det tyske fly
slår den menige soldat bevidstløs.

Luftwaffe forsøgte
at angribe de allierede på strandene -

men blev oftest bekæmpet
af allierede jagerfly.

Det var sjældent,
at amerikanske soldater blev beskudt -

af Luftwaffes jagerfly
de første dage i Normandiet.

Da Brandt vågner -

fortsætter et andet tysk fly
angrebet langs dæmningen.

Han opdager, at hans partner,
som er bevidstløs -

er gledet ned i vandet.

Brandt bærer ham tilbage,
så han kan få hjælp.

Efterspillet efterlader de døde
og sårede spredt ud over dæmningen.

Det korte angreb dræber eller sårer
30 soldater fra I-kompagniet.

Det eneste mirakel er,
at det ikke var værre.

Det skyldtes formentlig,
at tyskerne ikke havde flere fly.

De sårede, der kan gå,
bliver bårebærere.

Kampene er ikke engang begyndt endnu,
og han har mistet 20-25 procent.

Så det er ikke en gunstig måde
at indlede et slag.

Cole beslutter, at de må fortsætte
med de tre resterende kompagnier.

Coles 3. bataljon
skal angribe den franske by -

- Carentan med det mål at forbinde
brohovederne ved Utah og Omaha.

Bataljonen rykker frem
på en smal dæmning -

- og går gennem en belgisk port,
som blokerer bro fire.

Cole og nogle andre undersøger
den anden side af Madeleinefloden.

I det tidlige dagslys -

nærmer Albert Dieter sig en hæk
på grænsen til en gård.

Uden varsel
affyres tysk riffel, maskingevær -

og mortérild mod Dieter
og faldskærmssoldaterne.

Dieters venstre arm bliver flænset
af skudsalven.

Andre bag ham bliver også ramt.

Cole beder sin artilleriofficer,
kaptajn St. Julien Rosemond -

om at skyde artilleriet ned.

Så beskyder amerikansk artilleri
de formodede tyske stillinger.

Men fjendens ild er stadig kraftig,
hvis ikke tungere.

Tyskerne indser hurtigt, at der er
overvældende allieret ildkraft.

Hvordan reagerer de på det?

De bemander den første frontlinje
meget tyndt.

Så hvis de allierede bomber de tyske
linjer, vil tabene være relativt små.

Det kan betyde, at amerikansk
artilleri rammer de forkerte mål.

Fjendens ild kommer
fra et sted længere væk.

Hans mænd er fanget,
og Cole må beslutte -

om de skal fortsætte fremad
eller retirere og omgruppere.

Robert Cole ved, at de blot
vil skabe endnu en flaskehals -

ved den belgiske port,
hvis de trækker sig tilbage.

Det er en kliche,
men han er en lus mellem to negle.

Hvis de bliver, hvor de er,
er de sårbare på dæmningen.

Og de har stor modstand foran sig.

Men efter Coles mening
er der ingen grund til at blive der.

Han har flyttet sin bataljon frem
til denne mission -

så der er ikke andre muligheder
end at angribe.

Cole beslutter at indtage en gård -

som har været kilden
til kraftig tysk beskydning.

Med mændene placeret langs vejen -

skal de krydse
den 200 meter lange mark under røg.

Fastgør bajonetterne!

Han beder sin næstkommanderende
gøre mændene klar til bajonetangreb.

Bajonetangrebet er
en klassisk taktik.

Bajonet er en militærkniv,
og hvis den bruges i kamp -

fastgøres bajonetten
forrest på geværet.

Målet er at stikke gennem vævet
og skade de indre organer.

Men den brutalitet er svær
for de fleste.

Bajonettræning er en måde
at hærde civile på -

og vænne dem til tanken om
at dræbe fjenden.

En ting er at skyde mod en fjende
med et gevær.

Det er noget andet
at angribe dem med en kniv.

Ordren om at forberede bajonetter
tyder næsten altid på desperation.

USA's infanteri brugte
næsten ikke bajonetten -

i Normandiet i anden verdenskrig,
men elitestyrkerne brugte dem.

Faldskærmssoldater og ranger-enheder
fastgjorde nogle gange bajonetter -

for at skræmme fjenden.

Cole beder også
sin artilleriofficer -

arrangere røg
for at skjule deres fremrykning.

Nu sætter adrenalinen ind i det,
soldaterne opfatter som hovedangrebet.

Man venter på at angribe
med en blanding -

af spænding, frygt og bæven.

Tilfreds med røgsløret -

beder han Rosemond omdirigere
artilleriilden til gårdens bagside.

Cole indleder angrebet
med sin fløjte -

og svinger sin Colt .45.

På halvvejen kigger han tilbage.
Synet gør ham tung om hjertet.

Fra Coles synspunkt er det nu,
det gælder.

Han har sin pistol og sit mod.

Han tror,
at hele bataljonen er derude med ham -

men det er kun et par fyre.

De fleste havde ikke
hørt ordren om at angribe.

De tænkte: "Gik de bare?"

"Hvad skete der?
Angriber vi eller hvad?"

De syntes, at det så ynkeligt ud.

Da tyske kugler rammer græsset
omkring Cole, indser de budskabet.

"Vi skal vist følge efter ham.
Okay. Han ved vel, hvad han gør."

Så på denne sølle måde starter
de nok mest legendariske øjeblikke -

i hele USA's luftbårnes historie.

Selv da angrebet tager til,
følger hans mænd efter på en række.

På dæmningen
rykkede de frem på én række.

Nu skal de
sprede sig mere horisontalt -

og det er lettere sagt end gjort.

Det er en ændring, for de plejer
at følge efter fyren foran.

Cole vinker med armene
for at få dem til at sprede sig.

De misforstår signalet
og kaster sig ned.

Cole må få dem fremad.
Han går tilbage.

Han affyrer sin pistol
mod tyskerne og tænker:

"Jeg ved ikke, hvad jeg skyder mod,
men jeg skal herhen."

Han ligner en vanvittig mand
ude i det fri.

Han skyder mod fjenden
for at inspirere.

Jeg tror, at det skaber mere iver -

for at støtte Cole og sørge for,
at den vanvittige bataljonschef -

ikke bliver dræbt derude alene.

Endelig bevæger de sig fremad.

Selv da soldater
omkring ham bliver ramt -

nærmer Cole sig gården,
som er deres mål.

I fuld fart suser han ned
i en vandfyldt grøft.

Mens angrebet fortsætter -

er oberstløjtnant Robert Cole
uskadt efter sit hop ned i grøften.

Men artilleriofficerens
radiooperatør havner også i vandet.

Andre faldskærmssoldater
løber forbi dem mod gården.

Nogle spreder sig
for at rømme bygningen.

Sekondløjtnant Edward Provost leder
en anden gruppe i grundens udkant.

Men de kommer under beskydning
fra en skjult maskingeværrede.

Flere af hans mænd bliver skudt.

Men Provost og fire andre
nærmer sig maskingeværreden -

under beskydning mod gården.

Teknikeren James Brune
hiver splitten ud af en granat -

og kaster den over hækken.

Levende hække er
en naturlig forsvarsstruktur.

Normalt afgrænser de
markens fire sider -

for at beskytte markerne
mod kystens hårde vinde.

Så disse hække er bygget
over århundreder.

De er meget solide.
De kan være to-tre meter høje.

En kombination af sten og jord.

Hækkene kan være så tykke, at de
modstår mange våben og kampvogne.

De skaber små slagmarker, som
afværger store, koordinerede angreb.

Og tyskerne har haft tid
til at forberede sig.

De har trænet i månedsvis
i disse hække og skovstrækninger.

I hvert hjørne af hækkene
kan der være et tysk maskingevær.

De kan også flytte deres tropper
i det skjulte.

Det gør det svært for amerikanerne
at avancere.

Ofte opdages fjenden først,
når det er for sent.

Men den granat, som
James Brune kastede over hækken -

chokerer de tyske soldater,
der holder stillingen.

Provost mener,
at han skal spare på kuglerne.

Derfor beder han sine mænd -

bruge bajonetterne
i stedet for at skyde.

Det er en usædvanlig rækkefølge
i moderne kamp.

Med bajonetangrebet -

indtager
oberstløjtnant Robert Cole målet.

Gården er sikret.

Bataljonen opretter hurtigt
en kommandopost der.

Med et fodfæste
syd for Madeleinefloden -

- håber Coles mænd at kunne
fortsætte angrebet mod Carentan.

Så tidligt som den 7. juni
beordrede Eisenhower dem -

til at lukke hullet
mellem Omaha og Utah.

Og Carentan er nøglen.

Fra byen
gør major Friedrich von der Heydte -

sine faldskærmsjægertropper klar
til det kommende amerikanske angreb.

Han er beordret til
at kæmpe til sidste mand.

I mellemtiden ruller den
17. SS-panserdivision mod Carentan.

Forstærkningen i Carentan
er forsinket -

fordi tyskerne kun kan flytte
deres tropper om natten.

Om dagen
er himlen fuld af allierede fly.

Hele den 10. juni er det også svært
at skaffe forsyninger.

Der er stadig meget kaos
i den tyske reaktion.

Det er svært at sende forstærkninger
og forsyne tropperne.

Så tyskerne løber tør for ammunition.

Alligevel følger von der Heydte
den tyske standarddoktrin -

og beordrer et modangreb -

før amerikanerne
kan befæste deres position.

Da de afspærrer området
omkring gården -

møder Edward Provost flere tyskere.

Han forsøger at hive splitten ud
af en granat -

og bliver ramt af en tysk kugle.

Den blødende løjtnant trækker sig
tilbage til kommandoposten.

På gårdspladsen
går Cole mellem soldaterne.

Han har etableret en forbindsplads,
hvor han behandler de sårede -

som strømmer ind på gårdspladsen
fra slaget.

I normale kampe ville Cole have
en bataljonskommandopost bag linjerne.

Hans reddere ville arbejde der.

Men her er han i fronten med dem,
han nu engang er sammen med.

Der er ikke mange reddere, men sårede.

Af mangel på forsyninger
improviserer Cole.

Han finder et hakkeskaft,
der kan stabilisere et brækket ben.

Cole kigger op og ser
en ung soldat tage sin støvle af.

Cole vil vise ham,
hvor sårbar han er -

og at han bør flytte sig
til et bedre sted.

Der er for farligt her!

Soldaten affærdiger
Coles bekymringer -

og fortsætter med
at behandle sit sår.

I det øjeblik rammer en tysk kugle
den skødesløse faldskærmssoldat.

Tyskerne vidste, hvilke bygninger der
sandsynligvis var en kommandopost -

eller hvor amerikanerne samledes,
for de havde gjort det samme.

Det er et oplagt mål.

Tyskerne nærmer sig -

og Cole har brug
for sit eget præcise artilleri -

for at stoppe det tyske modangreb.
Kommunikation er afgørende.

Men deres artilleriofficer -

kan ikke bruge sin radio, fordi
den landede i vandet tidligere.

Han kan ikke opdatere batterierne.

Man vil kunne give dem
en fornemmelse af, hvor man er -

så de kan skyde ud over ens
egen linje mod et sted, man ikke er.

Heldigvis, lige før middag -

kommer der nye forsyninger
til gården med en ny radio.

Men den skal sættes op.

Rosemond har to muligheder.

At lede efter den rette frekvens
på den nye radio -

eller bruge krystaller
fra den gamle radio -

for at matche
artilleribatteriernes frekvens.

Han ved, at tiden er knap -

så han vil bruge delene i en radio,
som han mener vil virke.

Amerikanske forsvarsstillinger
omkring gården begynder at smuldre.

I ildkampen bliver
sergent William Grant ramt i armen -

og trækker sig tilbage
for at få førstehjælp.

Hans folk betragter ham.
De så ham ikke blive ramt.

De ser ham bare løbe tilbage.

Så de tænker: "Vi trækker os tilbage."
Ingen vil efterlades alene.

Tilbagetog!

Andre faldskærmssoldater slutter sig
til dem og løber mod broen.

Cole kan ikke se det,
men fornemmer, at der er noget galt.

Han ved, hvor hårdt de har kæmpet,
og at de har haft en svær nat.

Han indser -

at energien svinder
og måske også ammunitionen.

Det betyder,
at de ikke længere er overlegne.

Det går nok op for ham,
at han er ved at miste kontrollen.

Det er aldrig en god følelse.

- Rosemond!
- Cole kræver mere artilleristøtte.

Rosemond arbejder stadig på radioen.

Kom så!

I mellemtiden trækker nogle
faldskærmssoldater sig tilbage -

og skaber en strøm af mænd, der
løber mod broen og råber: "Tilbage."

Det minder om en vild flugt.

Mens Rosemond overfører krystallerne
til den nye radio -

modtager Cole en besked
fra regimentets kommando -

med ordren om
at indstille skydningen.

Amerikanske faldskærmssoldater
trækker sig tilbage til broen -

og en amerikansk jeep nærmer sig
den tyskbesatte by Carentan -

under et Røde Kors-flag.

Generalmajor Maxwell Taylor, chefen
for 101. luftbårne sender et bud -

til major Friedrich von der Heydte
ledsaget af to tyske krigsfanger.

Von der Heydte forsvarer
den franske by Carentan -

- som amerikanerne vil erobre
for at forbinde Utah og Omaha.

Det her er ikke
en amerikansk overgivelse.

I stedet tilbyder de den tyske major
en ærefuld kapitulation -

for at redde sine mænds
og Carentans civiles liv.

Von der Heydte afslår.

Han overgiver sig ikke,
for overgivelse -

er imod
de tyske officerers pligtfølelse.

Det er også en fare for ham,
hans karriere og hans familie.

Da von der Heydte får tilbuddet om
at overgive sig, svarer han bare:

"Ville du overgive dig
i samme situation?"

Jeg ser det nok mest
fra et tysk synspunkt. Det er absurd.

Kampen om byen er kun lige begyndt.

Det er næsten det samme, som hvis
nogen satte en fod i døren og sagde:

"Hvornår giver du mig dit hus?"

Men våbenhvilen hjælper amerikanerne
med at stabilisere deres linje.

Deres enhed er i krise.
De er ikke særlig velforsynede.

Så en våbenhvile som den her
vil hjælpe dem meget mere -

end tyskerne.

Von der Heydte udnytter
også våbenhvilen.

Tyske artilleriobservatører
kryber tættere -

på den amerikanske kommandopost.

Nu kan de sende
mere præcise oplysninger.

Da våbenhvilen udløber,
beordrer von der Heydte -

et bombardement
af de amerikanske stillinger.

Von der Heydte gør det,
enhver chef ville gøre -

i den situation under en våbenhvile.

Han omorganiserer sine mænd
og forstærker deres stillinger -

med budskabet:
"Vi går ingen steder."

Men amerikanerne har deres egen
artilleriobservatør i radioen igen.

Rosemond bruger sin nye radio -

til at sende opdaterede mål
til de amerikanske batterier.

Men på grund af hækkene kan han ikke
bekræfte, hvor artilleriet lander.

Han kan måske fornemme,
hvor eksplosionerne sker -

på grund af trykbølger eller røg.

Men det er ikke nær så godt,
som når man ser det.

Han er afhængig af lyd, hvilket
også er problematisk i en kamp -

hvor der sikkert er en del våben,
der eksploderer.

Tyskerne bevæger sig langs træerne -

før de smutter ind
på indersiden af hækken.

De er nu under
den amerikanske artilleriskærm -

og usynlige for amerikanerne ...
indtil de begynder at skyde.

Da behovet for artilleriild vokser -

oplever Rosemond endnu et slag.

Tyskerne har blokeret hans radio.

Kommunikationen er afbrudt.

De må finde en løsning på det.
Det er bare endnu et problem -

som kan være dødeligt
i dette tilfælde.

Så det er enormt vigtigt, at radioerne
kommer til at virke igen.

Tyske faldskærmsjægerne nærmer sig,
og amerikanerne mangler ammunition.

Uden forsyninger bliver det umuligt
at standse det tyske angreb.

Gårdens kommandopost ligger
i den sydlige del af en dæmning -

- forbundet af broer
og blokeret af en belgisk port.

Det er næsten umuligt
at få ammunition frem.

Dæmningen er stadig farlig.
Tyskerne kan angribe den.

Sårede soldater blokerer også ruten.

Selv ammunitionskurerer
har svært ved at avancere.

De vælger at udnytte trafikproppen
langs grøfterne til deres fordel.

De danner
et menneskeligt transportbånd.

Sårede venter på at komme væk.
Folk søger dækning og så videre.

Så de sender ammunitionen videre -

i den retning, hvor fronten er.

Igen er det improviseret.

Ammunitionskasser og -bælter går
gennem hundredvis af hænder -

for at forsyne
den amerikanske modstandslinje.

Major Friedrich von der Heydte
i det 6. tyske faldskærmsregiment -

står over for
lignende udfordringer.

Cole ved det ikke, men von der Heydte
er ved at løbe tør for ammunition.

Så hans spærreild er et sidste forsøg
på at holde amerikanerne væk.

Von der Heydte bruger alt,
hvad han har, i modangrebet.

Under det akutte pres ...

... bukker Coles mænd under
for den intense beskydning.

Det amerikanske forsvar giver efter,
og tyskerne nærmer sig.

Oberstløjtnant Robert Cole
slutter sig til artilleriofficeren.

De to mænd kan høre
og se en forandring.

Cole beskrev det senere
som en dødsrallen.

Udtrykket "dødsrallen"
er ret hjertegribende -

for det minder om den dødsrallen,
der sker, når et menneske dør.

Med det udtryk siger han:

"Min enhed dør, hvis det her
fortsætter meget længere."

Cole tror, at hans linje er brudt.

Han må forberede tilbagetrækningen.

Rosemond er stadig fast besluttet.

Hvis han bare kan få kontakt
til artilleribatterierne -

kan amerikansk ildkraft
stoppe det tyske angreb.

Hans radio er blokeret,
og han skifter hele tiden frekvens -

i håb om at få budskabet frem.

Under anden verdenskrig
er radioerne ikke så pålidelige.

Tyskerne ved,
hvilken frekvens amerikanerne bruger.

Så de bruger støjsendere -

som ofte er en radio,
der er indstillet på den kanal -

og så sender man støj på den.

Kan du høre mig? Vi har kontakt.

Kaptajn Rosemond kommer endelig
igennem på en anden kanal.

Han beordrer en farlig spærreild
tæt på gården.

Hvis man vil skyde
tæt på ens position -

hvilket kaldes "farligt tæt på" -

betyder det, at man er villig
til at acceptere ofre -

for at redde en større enhed
og standse fjendens angreb -

og knuse tyskerne her.

Men artilleriofficeren siger,
at de ikke har nogen ammunition.

Rosemond har ikke flere muligheder.

Officeren skal finde noget,
de kan affyre mod tyskerne.

Cole forbereder sig på det værste.

Han tror, at han må overlade
sine sårede til tyskerne.

Det viser, hvor desperat han mente,
at situationen var -

hvis han ville efterlade
sine sårede.

Det var den sidste mulighed,
men han overvejede det faktisk.

Heldigvis får batterierne
endelig deres forsyninger.

De amerikanske våben slippes løs.
Dem alle sammen.

Rosemond havde tidligere fået støtte
fra to artilleribataljoner -

men nu får han støtte
fra alle våben.

At alle våben inden for kommandoen
støtter slaget -

viser, at situationen er desperat.

Med et afgørende mål.

Artilleriilden knuser tyskerne.

Desværre er spærreilden
så tæt på gården -

at det sandsynligvis også rammer
nogle amerikanske soldater.

Men stort set alle,
der var der, sagde senere -

at det var nødvendigt,
at det foregik sådan.

"Vi mistede nogle gode mænd,
men vi havde brug for spærreilden."

Von der Heydte trækker sine mænd -

tilbage til Carentans
sydvestlige del til en sidste kamp.

Han ved, at ammunitionen er ved at
slippe op. Han havde lidt store tab.

Til sidst beslutter han at gøre,
hvad enhver ansvarlig chef -

ville gøre i den situation.
Han beordrer en tilbagetrækning.

Coles mænd har vundet dagen,
men det har kostet dyrt.

Tabet er enormt.
Man starter med omkring 700 mænd.

Og da kampene er forbi, har man 132.

3. bataljon, 502., Coles bataljon -

er nu næsten ukampdygtig
under resten af slaget i Normandiet.

Men de har åbnet døren til Carentan.

Von der Heydte holder stand
i seks dage, men uden ammunition -

kan han ikke længere vente
på deres SS-forstærkninger.

Han beordrer en tilbagetrækning,
og amerikanerne indtager byen.

For SS er von der Heydte -

en syndebuk
for nederlaget i Carentan.

Men von der Heydte bliver støttet
af højtstående officerer -

så han kommer ikke for krigsretten.

Tværtimod får han
øgenavnet "Carentans Løve".

Kaptajn St. Julien Rosemond
får en hædersbevisning -

for at bevæge sig fremad
under fjendtlig beskydning -

for at holde positionen
og dirigere artilleriet.

Oberstløjtnant Robert Cole hyldes
for den heroiske kamp.

Fremad!

Da vi krydsede marken,
var vi synlige for mændene -

i hækkene her hele tiden.
Og de dækkede os perfekt.

Vi skulle bare krydse
det åbne landskab -

så hurtigt som muligt
og komme ind blandt dem.

Han får den højeste udmærkelse,
Kongressens hædersmedalje.

Men Cole bliver dræbt
af en snigskytte -

- i Operation Market Garden,
før han modtager beskeden.

Indtagelsen af Carentan sender
amerikanerne væk fra strandene -

- i Normandiet og styrker
de allieredes fremgang.

Men forsinkelsen har tilladt
tysk forstærkning at nå strandene.

De allierede møder stor modstand
for hver centimeter på fransk jord.

Krigen i Europa raser
i næsten 11 måneder til.

Tekster: Malene Cramer