Original subtitles

Rune?

Har du brug for hjælp med slipset?

-Far? -Ja?

-Har du brug for hjælp? -Ja, tak.

Det er svært at nå om bagved selv.

Sådan.

-Sådan. -Og træk ordentligt til.

Nå, skat. Hvad sker der så nu?

Jeg bliver så længe, du ønsker det.

SAVNET, MEN ALTID HER

Movitz?

Åh, skat.

Vi skal gå nu.

Er du okay?

Jeg tager ikke med.

Halløj.

Kan du huske, da du altid sneg dig ind til os?

Og dine fødder var altid så kolde.

Jeg kunne ikke have dig under min dyne.

Men du kunne altid putte ved siden af far.

Og I lå der op ad hinanden og snorkede.

I var så søde.

Jeg savner ham bare så forbandet meget.

Det gør jeg også.

Skat?

Folk lægger vel ikke mærke til, at det er marineblåt?

-Nej. -Nej?

Han nåede ikke engang hjem for at sige farvel.

Hvor forfærdeligt.

Tænker du på din mor?

Ja.

Drejarstigen? Ja, det er desværre blevet solgt.

Ja. Var det Ing-Marie? Ingrid-Marie, det er rigtigt.

Kan vi ikke tale om huse og æbler en anden dag?

Eller bare æbler. Helt sikkert.

Fuck. Nej, det var ikke til dig.

Jeg er nødt til at gå nu. Lad os mødes til en kop kaffe en dag.

Ja, eller æblemost. Det er endnu bedre. Godt, så. Farvel.

Blomster, blomster, blomster, for helvede.

Moa?

Kommer du?

BESKEDER

Kom nu.

Jeg kommer, jeg leder bare efter en lilje, jeg har købt.

Tag en af vores, Jeg har købt et bundt kallaer.

-Majs yndlingsblomst. -Ja, selvfølgelig.

-Er alle udenfor? -Ja.

Åh, Rune...

Jeg elsker dig.

-Du burde ikke skulle trøste mig. -Det er helt i orden.

Jeg føler mig bare så forbandet ensom.

Tænk på min begravelse. Det bliver kun jer, der kommer.

Det må du ikke sige, det er ikke sandt.

Du bliver nødt til at tiltrække folk på en måde.

Gratis kage eller sådan noget. Nej, så kommer der kun pensionister.

Ja, jeg ved det godt. Lad mig ordne den for dig. Sådan.

-Jeg går over til Rune. -Ja, okay.

Ved du hvad?

Jeg tror, jeg er nødt til at svare på noget.

Jeg kommer bagefter, okay?

Hvor sørgeligt at miste sin mor.

Ja...og at miste sin kone.

Hør her. Jeg tænkte...

-Jeg tænkte, at vi... -Du behøver ikke...

Værsgo.

Jeg har ikke skrevet under endnu.

Det er okay, det er ikke vigtigt.

Nej, for jeg føler, at vi måske kunne...

Vi behøver heller ikke aflevere en fælles kopi.

Vi kan indsende hver sin, hvis du foretrækker det.

Ja, klart.

Ja, okay. Ja.

Eller vi kan lave en fælles... Det er også fint.

Fælles eller hver sin... Det er det samme i sidste ende.

Okay.

-Jeg skulle være der klokken 15.00. -Tror du, at børnene...?

Du siger det ikke til dem uden mig, vel?

Nej, selvfølgelig gør jeg ikke det.

Godt.

Men vi er nødt til at fortælle dem det snart.

Børn kan fornemme disse ting.

Og...

-Det skal nok gå. -Ja.

Det skal nok gå alt sammen.

-Det skal nok gå alt sammen. -Ja.

-Der er kaffe og kage. -Vi ses.

Vi ses derhenne.

Nå, men...

Det var meget smukt.

Tak.

Richard?

Maj sagde, at du havde boet i Gustavsberg i lang tid.

Ja.

Der er sgu dejligt dernede ved havnen.

-Det er der virkelig. -Jeg har været der et par gange.

Hør her.

-Fisker du? -Ja. Lidt fluefiskeri.

-Fluefiskeri? -Ja.

Godt, godt.

Men har du været hernede ved floden?

-Nej. -Rigtigt godt sted til fluefiskeri.

-Virkelig? -Ja, ja.

Vi kunne...

Vi kunne tage derhen, du og jeg, en dag.

-Gerne. -Ja.

Du ville være så stolt af børnene, Erik.

De er lige så søde, som du var.

Du vil altid være hos mig, altid.

Men nu er det blevet tid til, at jeg giver slip.

Fandens også.

Sådan.

"Bröllopssång till Lili". Det var hendes yndlingssang.

"Bröllopssång till Lili".

Hun sagde ofte, at hun ville ønske, vi havde ventet med at blive gift,

så vi kunne have spillet den sang.

Men i dag fik hun lov til at høre den.

Hun ville have elsket at være her sammen med jer alle sammen.

Hun ville have nydt det, og sørget for, at alle var glade.

For sådan er Maj.

Hun bekymrer sig mere om andre end om sig selv.

Det er sådan, hun er.

Og dig, skat.

Jeg turde ikke give slip på dig, men din mor sagde:

"De smukkeste blomster er dem, der får lov til at blomstre."

"De smukkeste blomster er dem, der får lov til at blomstre."

Det havde hun ret i.

Ja. 41 år. 41 helt vidunderlige år.

Vi ved aldrig, hvornår vi får vores sidste år sammen.

Så husk på det.

Ja...

Tak, fordi I kom.

Skål for min Maj, eller vores Maj, eller alles Maj.

Hun vil blive savnet med hvert åndedrag resten af vores liv.

-Skål. -Skål.

-Det var smukt, far. -Ja.

-Hej. -Hej.

Lad os sætte os herover.

Du svarede kun med GPS-koordinater.

-Ja. -Jeg mener...

Jeg følte bare, at jeg havde brug for at se dig.

Nu.

Okay.

Jeg er glad for, at du kom.

Det betyder meget for mig.

Kaffe?

-Gerne. -Jeg henter noget.

Filip?

-Filip! -Hvad?

Skal vi gå ud og ryge? Jeg har smøger.

-Jeg hedder Nina. -Det ved jeg godt. Jeg hedder Elias.

Men I har ikke engang boet der i et år?

Nej, jeg ved det godt.

Jeg tror, at det allerede var slut på det tidspunkt.

Jeg havde bare ikke lyst til at se det.

Og jeg har forsøgt at flygte fra det med øl, vin og undskyldninger.

Og nu vil hun gerne videre.

Noget i den stil.

Hvorfor har du ikke sagt noget?

Vi taler hele tiden sammen.

Ikke? Så du burde have sagt noget.

Jeg er ked af, at jeg ikke har sagt noget, eller hvis jeg har løjet.

Kom her.

Jeg mente, at du skulle være kommet og have talt med mig.

Det er ikke godt at holde sådan noget lort for sig selv.

-Halløj... -Ja.

Du har vel ikke tænkt dig at flytte?

Vi får se.

-Lad os snuppe en til. -Ja.

-Moa vil gerne have mælk i kaffen. -Okay.

-Det kan være godt at vide. -Tak.

-Men ikke for meget. -Sådan? Okay.

Tak.

Men Moa er virkelig utrolig...

-Speciel? -Ja.

Hvem er så fyren derinde?

Vi får se.

Lige nu er han bare dejlig at være sammen med.

Godt, Moa. Godt.

Desuden tror jeg, at han kunne være en god investering.

-Hvad mener du? -Han læser til terapeut.

Godt tænkt.

Fedt.

-Jeg burde måske også tale med ham. -Jeg giver.

-Det skal nok gå. -Ja.

Hvordan har du det?

Fint.

Jeg har tænkt over det.

Og selvfølgelig skal du flytte.

Synes du virkelig det?

Jeg ved, at det er det, du vil,

og jeg vil have, at du skal være lykkelig.

Er du sikker?

Ja. Vi finder et sted til dig at bo.

Tak, mor.

Men du skal komme på besøg meget ofte. Lov mig det.

Hun må have været en fantastisk mor.

Hun fik en til at føle sig så rolig og tryg.

Jeg tror aldrig, hun forstod, hvor stolt jeg var af hende.

Og hvor taknemmelig jeg var for alt, hvad hun gav mig.

Jeg ville ønske, jeg kunne have sagt det til hende.

Hej.

Jeg er ked af det.

Jeg talte aldrig med dig om, hvordan det føltes, da Erik døde.

Jeg troede, jeg forstod det, men forstod ikke noget som helst.

Ikke noget som helst.

Man kan ikke rigtig forstå det.

-Hun forstod det. -Ja, det gjorde hun.

-Han er sød ved Movitz. -Ja, det er han.

Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal klare mig uden hende.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Man bliver nødt til at tage et skridt ad gangen.

-Ja. -Og vi gør det sammen, Rune.

Vil du med ind og have en kop te?

Eller et glas vin?

-Det vil jeg gerne. -Godt.

Jeg mener... Det er 15 år siden, de blev skilt.

-Men det, de har gjort... -Det er faktisk 17.

Jeg var ti år.

Jeg tror bare ikke, at far ville blive særlig glad for det.

Nej, men du behøver heller ikke...

Han sagde, at jeg var hans eneste grund til at blive ved med at kæmpe.

Efter mor forlod os.

Hvis du har lyst til at tale med hende, bør du gøre det.

Okay?

Høstanemone.

Hun plantede dem sidste forår.

Hun sagde, at hun ville forlænge sommeren.

Hvorfor fortalte I os det ikke?

I må have bemærket, at mor var syg.

Jo, men...

-Var det sådan, det var? -Ja.

-For fanden, altså. -Hør her, skat...

-Din mor ville ikke... -Jeg ville gerne have været her.

Det forstår jeg godt.

Ja, jeg burde have ringet.

Det var forkert af mig. Det er alt sammen min skyld. Alt sammen.

Undskyld.

Joshie.

Hej, min dreng.

Du er normalt ikke så glad for at se mig, vel?

Nej, men jeg er glad for at se dig.

-Hvad? -Nej. Ikke noget.

Det er bare et af de øjeblikke, som man vil huske.

Ikke andet.

-Den sidder virkelig fast der. -Det kan jeg se.

Mand, det var hårdt.

Kom her.

Sådan.

Nå...

For mor.

For mor.

Forsigtig. Den er varm.

Nå...

Eva.

Hallo?

Er der nogen?

-Det er mig. -Hvem?

Det er mig.

Men...Josefine? Er det dig?

Min kære lille Josefine.

Hej, mor.

-Lad os gøre noget. -Hvad?

-Sammen, du og jeg. -Nå, ja.

Til minde om mor.

Hun ville have elsket at se os sammen.

Ja, det ville hun helt sikkert have gjort.

Hvad ville hun have ønsket, at vi skulle gøre?

Vent lige lidt.

-Limone sul Garda. -Limone sul Garda.

Har du lyst til at tage derned med mig?

Selvfølgelig har jeg det.

Så lad os tage derned.

Okay.

Så går jeg.

-Erik har været her... -Nina.

Men jeg vil have, at du skal være her.

Altid.

Ja, Majsan. Sådan er det.

Sådan er det.

Tekster af: Martin Speich plint.com