All language subtitles for Bombshell.The.Hedy.Lamarr.Story.2017.1080p.WEB-DL.H.264-.srt - dan(0)

ENHVER PIGE
KAN SE GLAMOURØS UD.

HUN SKAL BARE STÅ STILLE
OG SE DUM UD.

HEDY LAMARR

Hedy ville gøre noget vigtigt
med sit liv og have betydning.

Men hun blev kun dømt
ud fra sit ansigt.

En af historiens
mest glamourøse stjerner.

En af filmverdenens
mest glamourøse filmstjerner!

- En af verdens smukkeste kvinder.
- Skal vi sige det sammen? Vi ved det.

"...girl in the world..."
Hedy Lamarr.

Hun bliver forlægget til Snehvide.

Og hun inspirerede Catwoman.

Ja, du godeste! Hun er den smukkeste
filmstjerne, som har levet.

Hun inspirerede mig.

- Tak, Hedy!
- Ikke Hedy. Hedley Lamarr.

Jeg ved ikke, om det er sandt,
men man hører ét og andet.

Jeg har hørt,
at hun var forsker. Passer det?

Blandt Googles nørder
var Hedy Lamarr en elsket figur.

Hun er som den perfekte underhund,
som bliver superhelt om natten.

Hun opnåede store ting,
men folk vidste det ikke rigtig.

Jeg husker, da min mor sagde:
"Se, jeg har fået et patent."

"Et patent? Har du opfundet noget?"

"Ja, jeg har opfundet
et hemmeligt kommunikationssystem."

Moderne wi-fi og bluetooth
bygger på min mors teknologi.

- Forstår du?
- Nej!

Det er svært at forklare.

Hedys ansigt var
et af den tids mest kendte.

Alligevel sagde hun, at hun aldrig
blev set som den, hun var.

Hvem var hun så?

Fortæl noget,
som jeg ikke ved om dig.

Jeg vil være... Eller jeg er et meget
enkelt, kompliceret menneske.

- Kan du hjælpe hende?
- Du ved, hvad jeg mener!

- I din bog er der da spændende...?
- ...begivenheder.

Ting, som ingen ved om mig.

- Fortryder du noget?
- Nej, man lærer af alt.

Da jeg var barn, skrev hun altid
på sin bog. Verden skulle høre-

- hendes historie med hendes ord,
men det skete aldrig.

Hedy blev tilbagetrukket.
Hun så ikke engang sin familie.

Vi ville gerne se hende,
men hun holdt os på afstand.

Der var så mange forskellige
skandaler ad flere omgange.

Der var filmen "Ekstase",
som hun lavede som ung.

Nøgenheden og at den var så vovet.

Så flere ægteskaber og skilsmisser
og anholdelserne.

Min mor har en besværlig side
og en nem side.

Det var svært at vokse op
som Hedys søn.

Hun havde så mange sider, at ikke
engang jeg vidste, hvem hun var.

HEDYS FAMILIE TROEDE,
AT HUN DØDE-

- UDEN AT HAVE FORTALT
SIN HISTORIE.

Jeg har ventet på, at nogen skulle
kontakte mig, for jeg har båndene.

I 2016 FANDT EN JOURNALIST
ET BORTKOMMET INTERVIEW

Hvor jeg fandt det? Det er pinligt.
Bag den blå papirkurv der.

Jeg flyttede nogle ting, som
jeg havde opbevaret, og der var det.

Der var fire bånd,
og det her er det første.

Klar?

Det er Fleming Meeks fra Forbes.

Hej! Mange tak for roserne.
Jeg er vild med dem.

Det glæder mig.

Jeg skrev for Forbes.

Min far var astrofysiker,
og han ringede en dag og sagde-

- at en kammerat havde fortalt en
fantastisk historie om Hedy Lamarr.

Jeg fulgte naturligvis op på den.

Jeg vil sælge min livshistorie
til Ted Turner, for den er utrolig.

Det modsatte af, hvad folk tror.

Folks hjerner er mere interessante
end deres udseende.

Folk tror, at jeg er dum.
Jeg vidste ikke, at jeg så godt ud.

Min mor ville have en dreng,
der skulle hedde Georg.

Det var jeg desværre ikke,
og det var hun ikke så glad for.

Jeg var nok anderledes.
Måske er jeg fra en anden planet.

I hvert fald har jeg
let ved at opfinde ting.

Hun var meget opfindsom.
I denne artikel:

"Hedys interesse
for apparater begyndte som femårig-

- da hun skilte en spilledåse ad
og samlede den igen."

Det her var spilledåsen,
hun havde som barn.

Man trækker den op her,
så spiller den en østrigsk melodi.

Min mor var
meget intellektuelt nysgerrig.

Hun ville vide, hvordan tingene
fungerede. Hendes far fortalte det.

Selvom hendes far
var bankdirektør-

- var han også
interesseret i teknologi.

Så når de gik ture-

- forklare han,
hvordan tingene fungerede.

Sporvognen med elektriske vogne-

- som fik strøm
via ledninger fra et elværk.

Hun lærte at associere opfindelser
med sin far, som hun forgudede.

Min far var et dejligt menneske.

Jeg savner ham.

De boede i Wien,
i det fashionable 19. distrikt.

Der var en stor jødisk befolkning
og mange kunstnere.

Forældrene var assimilerede jøder.
Det var almindeligt i Østrig-Ungarn.

De var rige og kultiverede.

De tog datteren med
i operaen og teatret.

Alle var involveret
i denne fantasiverden.

- Jeg savner Østrig. Har du været der?
- Ja.

Men ikke i Wien? Efteråret er det
bedste tidspunkt at tage dertil på.

- Hvor gik du i skole?
- Privatskole i Wien.

Mit yndlingsfag i skolen var... Hvad
hedder det, når man blander ting?

- Kemi.
- Ja! Tak.

Det er jeg god til.

I en anden tid
kunne hun være blevet forsker.

Det er i hvert fald en mulighed,
som blev forpurret af hendes skønhed.

Da hun var teenager, blev folk
helt stumme, når de så hende.

Hun var nok lidt blændet af sin magt
og afprøvede, hvordan den fungerede.

Der findes et ord for det, jeg var.
"Enfant terrible".

- Så meget fransk kan jeg.
- Godt.

Det siges, at hun gik til en fotograf
for at få taget billeder-

-med og uden tøj.

Hun levede i et samfund, hvor
der var mange fremtrædende kvinder-

- som ikke blot havde
fantastiske karrierer-

-men også masser af elskere.

Især i kulturens verden
havde kvinder visse friheder-

- som ikke fandtes
i det almindelige borgerskab.

En dag, da hun var 16,
besluttede Hedwig, at hun var klar.

Hun tog hen til det største
filmselskab og gik lige ind.

Få dage efter
gav de hende en statistrolle.

Jeg har set de små, mærkelige
wienerfilm, hun lavede i begyndelsen-

- hvor hun er lidt kejtet,
men tydeligvis smuk.

Men det var "Ekstase" fra 1933-

- som gjorde,
at folk fik øjnene op for hende.

Hedy blev verdensberømt,
da hun optrådte nøgen i "Ekstase".

Paven fordømte den,
og Hitler forbød, at den blev vist.

Folk var chokerede.

Den var kontroversiel.
Hun simulerede orgasme-

-hvilket ingen havde gjort før.

Det var som en sexvideo i dag.

Det var skandaløst og stemplede
hende som en bestemt slags kvinde.

- Jeg ved ikke, om du har set den.
- Nej.

Der var en scene,
hvor jeg var helt alene-

- men den var klippet som en erotisk
sexscene, hvilket det ikke var.

- Du har vel set billederne?
- Ja.

Jeg spurgte, hvorfor jeg skulle
samle armene, men jeg fik skældud:

"Bare gør, som jeg siger, ellers
stikker jeg en nål gennem sofaen."

Jeg ville ikke skabe postyr,
så jeg gjorde det.

Da jeg kom tilbage til Wien,
var min far... Det var frygteligt.

Han ville nærmest slå mig ihjel.

Men kort efter tænkte jeg:
"Jeg skal nok vise dem."

Fritz Kreisler komponerede en musical
om Elisabeth, Østrigs kejserinde-

- og jeg havde stor succes
med den på scenen.

Jeg fik stort bifald,
og min far græd.

Kort efter blev jeg gift.

Som skuespillerinde fik Hedwig
opmærksomhed fra mange mennesker.

En af dem var en mand
ved navn Fritz Mandl.

Jeg var gift med
en våbenfabrikant i Østrig.

Han var Østrigs Henry Ford.

Han var 14 år ældre end hende.

Han samarbejdede med nazisterne,
fordi han var våbenfabrikant.

Ligesom i dag ville rige mænd
omgive sig med smukke kvinder.

I et stykke tid var hun nok
fascineret af det.

Vi havde et gods med
25 gæsteværelser, og vi gik på jagt.

Det elskede jeg.
Ved du noget om skydevåben?

Jeg havde en Browning
og skød en kronhjort i halsen-

- på 350 meters afstand.
Jeg er en god skytte, så pas på!

Mandl viste Hedy frem
til de banketter, han afholdt-

- for admiralerne
i den tysk-italienske flåde.

Hendes rolle var at være smuk,
men hun var ved at kede sig ihjel.

Fritz Mandl var
efter tyske mål jøde.

Derfor ville Hitler ikke ses
sammen med ham.

Jeg tvivler på, at Hitler nogensinde
var gæst hos dem-

-men det var Mussolini.

Jeg formoder, at
din første mand solgte våben til...

Til tyskerne. Men han
lod mig ikke engang besøge fabrikken.

Jeg ville forstyrre arbejderne
af en eller anden grund.

Fritz brød sig ikke om, hvordan hans
smukke kone virkede på andre mænd.

Han var utroligt jaloux
og mistænksom over for sin kone.

Han var altid overbevist om,
at hun var utro.

Den store fejltagelse, han begik-

- var at opkøbe kopierne
af den dumme film.

Mandl brød sig ikke om denne sexfilm,
som han forsøgte at opkøbe.

Så de begyndte at masseproducere den,
og til sidst gav han op.

De kunne jo lave lige så mange
kopier, som han kunne købe.

Han lod tjenestepigerne lytte med
på hendes telefonsamtaler.

Hun havde alt, hun kunne ønske sig
undtagen det, hun altid ønskede sig-

-hvilket var frihed.

I 1937 var krigen uundgåelig,
og hendes situation var fortvivlet.

Hitler havde alt i sin hule hånd.

Da "Ekstase" kom, sagde Hitler
til den amerikanske presse-

- at han forbød den, fordi
den havde en jøde i hovedrollen.

Jøder måtte ikke gå på gaden
på bestemte tidspunkter.

Efterhånden blev de frataget
flere borgerrettigheder.

Og det er en bidragende årsag til,
at Hedys far, Emil, døde.

Al den stress og bekymring over det,
der var ved at ske.

Han døde pludselig
af et hjerteanfald.

Det var nok vendepunktet for hende.

Dybe, traumatiske oplevelser
forandrer os.

Hun blev mindet om det råd, faren
havde givet hende, da hun var barn:

Vær dig selv.
Vælg og tag, hvad du vil have.

Og sådan var Hedy hele livet.

Jeg ved ikke, om det er sandt,
men det siges-

- at det næsten var
som en fængselsflugt.

Han lod hende konstant overvåge.
Hun kunne ikke slippe væk.

En aften holdt de middagsselskab.

Min mor hjalp med
at udvælge tjenestefolk-

- og fandt én, som lignede hende,
for hun havde planlagt det her.

Hun havde sovemiddel og lavede te.

Så byttede hun kop med tjenestepigen,
som drak det og faldt i søvn.

Min mor puttede sine smykker
ind i foret på sit tøj-

- tog tjenestepigens tøj på
og cyklede sin vej.

Mine forældre havde venner i England,
så jeg rejste dertil.

London før krigen var et fristed.
Hedy var der i flere måneder-

- mens hun forsøgte
at finde ud af sit næste skridt.

En dag gik vi i biografen.
Jeg har glemt, hvad vi så.

Der var en løve.
Metro-Goldwyn-Mayer, du ved.

Jeg sagde: "Åh, det vil jeg være!"

Hun fandt hurtigt
en amerikansk filmagent.

Nogen tog med mig med til et hotel,
og der var en lille mand.

Jeg vidste ikke hvem eller hvad,
han var. Jeg kunne ikke engelsk.

Det var Louis B. Mayer
med hele sit følge.

Louis B. Mayer fra MGM
var kommet til Europa-

- for at opkøbe alle de skuespillere,
som flygtede fra Nazityskland.

Han ville bringe dem til Hollywood
og slavebinde dem i sit filmimperium-

-til billige penge.

Han tilbød hende 125 dollar om ugen-

- og mindede hende om,
at hun skulle beholde tøjet på.

Hun sagde, at det ikke var nok og
gik, hvilket nok imponerede ham.

Folk plejede ikke
at sige nej til MGM.

Men hun fortrød straks
og bestilte en rejse på Normandie-

- skibet, som Mayer sejlede
tilbage til New York på.

Hun sørgede sikkert for,
at hun stødte ind i ham på dækket-

- når hun var iklædt tennistøj
eller badedragt.

På rejsens anden eller tredje aften
gik Hedy til sin beskedne kahyt-

-og tog sin designerkjole frem.

Hun tog
det sidste glitter, hun ejede, på-

- og gik gennem Normandies spisesal,
forbi Louis B. Mayers bord.

Douglas Fairbanks Jr. sidder der-

- og hans øjne er klistret
til Hedy Lamarr-

- ligesom hver eneste
mand og kvinde derinde.

Og Louis B. Mayer vidste,
at han måtte have hende.

Han knipsede med fingrene,
og jeg forstod ingenting.

Pludselig fik jeg
500 dollar om ugen.

"Hedy Keisler... Kiesler?
Vi må gøre noget ved navnet."

Louis B. Mayers kone var der,
og hun sagde:

"Jeg elsker Barbara La Marr.
Hvorfor ikke Hedy La Marr?"

"'Havet'. Det er perfekt.
Vi siger Hedy Lamarr."

Hun kunne ikke engelsk. Hun lærte
nogle ord for at overbevise Mayer om-

-at han burde hyre hende.

Hun skabte sin egen virkelighed,
og det er fascinerende.

Når tingene går skævt, så find ud af
hvorfor og gør noget ved det.

Og hvis folk træder på én,
skal man ikke tillade det.

Hun gik fra borde i New York
og blev mødt af kamerablitz-

- og journalister, som stillede
spørgsmål til Hedy Lamarr-

-Metro-Goldwyn-Mayers seneste fund.

Hej. Dette er Hedda Hopper,
som rapporterer fra Hollywood-

-hvor alle vil bo, men sjældent gør.

I Hollywood slog hun sig løs,
lyttede til musik og var fri.

Hun var bekymret over, at der var en
prøvetid, inden hun skulle arbejde-

- og hun fik ingen roller. Hun troede,
at de ikke ville have hende-

-især efter, at hun lavede "Ekstase".

En af hendes første interviews er med
sladderjournalisten Hedda Hopper.

Det er
hendes største skuespillerindsats.

Hun græder over at være blevet
tvunget til at indspille nøgenscenen-

- og være blevet forledt af umoralske
europæiske filminstruktører.

Så var min mor
tilfældigvis til en fest.

Charles Boyer var der,
og han blev betaget af hende.

Han bad hende være med i en film.

"Nej,
mit engelsk er ikke godt nok!"

Han kyssede hendes hånd og sagde:
"Jeg holder dig i hånden hele tiden."

"Er det sandt? Godt, jeg gør det."
Sådan begyndte det.

Charles Boyer var diamanttyv,
og hun havde diamanter.

Han troede,
at hun var en rig, adelig franskmand-

- og vidste ikke, at hun ligesom han
var en fusker fra Paris' gader.

Der er en dejlig replik, hvor
han siger: "Hvad lavede du før?"

- Før hvad?
- Før du havde smykkerne.

Jeg ville have dem.

Filmen gjorde hende straks
til stjerne.

Da jeg var barn og så hende
i "Algiers", sagde jeg:

"Jeg vil tage til Hollywood
og gifte mig med hende."

"Eller invitere hende ud og røre ved
hende under bordet. Hvad som helst!"

Efter "Algiers" var Hedy Lamarr
på forsiden af alle filmblade.

Pludselig var der
mange kvinder i Hollywood-

- der havde midterskilning, farvede
håret og havde makeup som hende."

Alle kvinder ville være Hedy,
og alle mænd ville have hende.

Hun forførte både mænd og kvinder.

Hun mødte kunstnere, instruktører
og fantastiske skuespillere.

Den tids storheder.

Jeg kendte Kennedy godt.
Inden han blev præsident.

Han inviterede mig ud og spurgte,
hvad han skulle tage med.

Jeg sagde appelsiner,
for jeg havde C-vitaminmangel.

Ville nogen anden have bedt
om appelsiner?

Sådan er jeg. Et fjols.

Hedy Lamarr var ikke så glamourøs
og sofistikeret, som man kan tro.

Hun elskede picnicer og skattejagter.

Hun elskede ordsprogsleg.
Hun var ikke så god, men morede sig.

Hun var afslappet
og sjov at være sammen med.

Hun kunne have giftet sig
med hvem som helst-

-men til hendes fans' overraskelse-

- valgte hun en korpulent
manusforfatter og producer:

Gene Markey.

Hendes breve viser,
at hun var dybt forelsket.

"Kære mor. Jeg havde aldrig troet,
at jeg kunne blive forelsket igen."

"Gene ligner far
på utroligt mange punkter."

"Han er så betænksom,
at det er rørende."

Han lovede at skrive drejebøger
med Hedy, og de adopterede en søn-

- men kort efter begyndte han at se
andre smukke skuespillerinder.

Hedy var knust. Hun sagde,
at folk kun så hendes ansigt.

Hun vidste aldrig, om de elskede
hende eller deres fantasi om hende.

En mand prøver ikke at finde ud af,
hvad der er indeni.

Så havde han fundet noget langt
smukkere end næsen eller øjenfarven.

Blot et år efter "Algiers" var
ægteskabet ved at falde fra hinanden-

- og det så også
dårligt ud for karrieren.

Hun var utilfreds med de film,
hun lavede for MGM.

Louis B. Mayer gav hende dårlige
manusser, og filmene gik dårligt.

- Du fik vel intet ud af det her?
- Jo, alt undtagen glasuren.

Hedy gik til Louis B. Mayer og bad om
en rolle i "Hvor Olien Sprang".

Jeg gør det, fordi jeg vil.

Det var en lille rolle,
og Louis B. Mayer tøvede.

Udmærket, fremmede.

"Hvor Olien Sprang" var
en kæmpe succes for MGM.

Efter det
var Hedy Lamarrs karriere sikret.

Det er svært at forstå,
hvor meget hun arbejdede i 1940.

De forventedes at lave det,
som filmstudiet ønskede.

Bette Davis
har kaldt det et slavesystem.

De var ejendom, således forstået,
at de havde underskrevet en kontrakt-

- som knyttede dem til et filmstudie
i en periode på syv år.

De pressede min mor
som en væddeløbshest.

Hun fik piller for at blive kvik.

Det var sikkert speed.

Så fik de sovepiller for
at kunne falde i søvn.

De arbejdede seks dage om ugen.
Kvinder måtte komme tidligt-

- for at få sat hår,
blive sminket og blive påklædt.

Så arbejdede de til sent på aftenen.

Og det mageløse er,
at efter en hård optagelsesdag-

-gik Hedy ikke i seng eller i byen.

Hedy sad derhjemme og arbejdede
på sin seneste opfindelse.

HEDYS HJEM 1940-1946

Opfindelser var hendes hobby.

Hun havde ikke blot
et opfinderskrivebord i sit hjem-

- Howard Hughes gav hende også
en mindre version af det udstyr-

- som hun havde i traileren,
hvor hun var mellem optagelserne.

Da Hedy mødte Howard Hughes,
datede han alle filmstjerner-

-og hun datede ham også.

Hughes var jo
en stor flykonstruktør-

-så de passede sikkert godt sammen.

Det var cerebralt. Hun sagde, at han
var den dårligste elsker, hun havde.

Howard Hughes ville bygge
verdens hurtigste fly-

-og sælge dem til flyvevåbnet.

Hun var fascineret af hans intellekt
og hans fabrikker.

Hun ville se, hvor alt blev bygget,
og hun mødte hans forskere.

Han sagde, at hun bare skulle sige
til, hvis de skulle gøre noget.

Han troede på mig. Jeg syntes,
at fly var for langsomme.

Jeg kom frem til, at vingerne
ikke burde være firkantede.

Jeg købte en bog om fisk
og en om fugle-

- og slog den hurtigste fugl
sammen med den hurtigste fisk.

Så tegnede jeg det og viste ham det.
Han sagde: "Du er et geni."

Ja...

Et meget mærkeligt menneske.
Genial men samtidig misforstået.

I den periode opfandt hun-

- en brusetablet,
som man kunne lave cola med.

Howard Hughes lånte mig
to kemikere til det.

Under krigen havde ingen Coca-Cola.
Jeg ville gøre det til en terning-

- så militæret og fabriksarbejdere
kunne lave det af almindeligt vand.

Men jeg vidste ikke, at
alle delstater har forskelligt vand.

Den blev opløst i bunden, ved
overfladen eller i midten. Fiasko.

Men idéerne
kommer til mig af sig selv.

Hvad kan
denne unge kvinde have tænkt?

Hun er blevet
en stor international filmstjerne.

Men samtidig er hendes land
og fortid blevet elimineret.

I 1940 var der krig i Europa,
og USA var neutralt.

Hitler var ved
at erobre hele Vesteuropa-

-og truede Storbritannien.

- Bare jeg kunne gøre noget!
- Du har allerede gjort meget.

Du fik mig næsten til at glemme
at være bange.

Åh, nu er jeg bange.

Hun havde en hemmelighed.

Da Hedy kom til MGM-

- gav Louis B. Mayer ordre
til alle sine stjerne om-

- ikke at tale om
deres religiøse baggrund.

Folk sagde, at jeg var jøde,
og jeg ringede til min mor:

"Er vi jøder?"
"Vær nu ikke dum", sagde hun.

Jeg hørte aldrig min mor sige
ordet "jødisk".

Sin jødiske side
lagde hun bare bag sig.

Hun var sikkert bange
af mange årsager.

Og jeg kunne mærke og se,
at hun beskyttede sig selv.

Vi mødtes,
da jeg blev hendes manicurist.

Jeg sagde, at jeg overlevede krigens
dødslejre og flygtede for livet.

Vi talte om det, som foregik
og hvordan, jeg kom til USA.

Jeg endte på et amerikansk skib.

Jeg rystede af skræk,
fordi vi hørte lyde.

Vi blev angrebet af
nazisternes ubåde.

Jeg husker, at jeg sagde:
"Kære Gud, dræb mig ikke nu."

"Lad mig se USA."

På samme tidspunkt forberedte Hedys
mor sig til samme farlige overfart.

Hun var flygtet
fra Østrig til London-

-hvor hun kunne brevveksle med Hedy.

"Mor, jeg er fyldt med tanker."

"Det ville være skønt, hvis du kom
straks. Tiderne er så usikre."

"Jeg har lyttet til radioen
døgnet rundt i over en uge."

...nye billeder fra et søslag.

En dag i sommeren 1940 blev
et skib fyldt med børn sænket.

Alle om bord døde, inklusive 83 børn.

Det var tæt på, at ubådene
skænkede tyskerne sejren.

De virkede synkefri-

- fordi de let kunne udmanøvrere
de gammeldags britiske torpedoer.

I krisetider føler
de fleste sig magtesløse.

Men nogle finder
en uventet styrke indeni.

Og fordi Hedy var den, hun var,
ville hun gøre noget ved sagen.

I denne artikel siger Hedy:

"Jeg fik idéen til opfindelsen,
da jeg tænkte over en måde til-

- at hjælpe briterne. En radiostyret
torpedo var en løsning, tænkte jeg."

En torpedo som affyres i en bestemt
bane, må måske ændre retning.

Det bedste ville være, hvis båden
kunne kommunikere med torpedoen.

Problemet er, at
radiokommunikationen ikke er sikker.

Fjenden kan finde frekvensen,
som man kommunikerer på-

-og blokere den.

Tyskerne fylder luften med radiostøj.

Hun fandt på en hemmelig måde
at styre torpedoen på-

- så den ikke kunne afbrydes
eller jammes. Det var hemmeligt.

I stedet for kun
at bruge én frekvens-

- foreslog hun konstant
synkroniserede frekvensskift.

Frekvenshop.

Man kunne kun jamme en brøkdel
af et sekund på en frekvens.

Frekvenshop efter frekvenshop.

Det koncept, sikker
radiokommunikation, var genialt.

Der findes flere versioner af,
hvordan hun kom på den originale idé.

En teori er, at hun stjal den.

Dette blev forfægtet af Robert Price,
en ingeniør som interviewede hende.

Robert Price var pioner
inden for hemmelig kommunikation.

Han bad mig ringe ham op.

Hun er opfinder, men
jeg ved ikke præcis på hvilken måde.

Hvis jeg skulle være ond,
ville jeg sige, at hun plagierer.

Hedys første mand var
Østrigs ledende våbenfabrikant.

Price sagde til mig, at han troede,
at hun havde smuglet idéen-

-ud af sin mands direktionskontor.

Han kaldte hende
anden verdenskrigs Mata Hari.

En spion, som forførte mænd og fik
dem til at afsløre hemmeligheder.

Mandls ingeniører
kan have kendt til frekvenshop.

Var det derfor,
du kendte til frekvenshop?

Gennem min mand?
Nej, ingen havde opfundet det før.

Jeg ved, hvad jeg har gjort og er
ligeglad med, hvad andre siger.

Det er veldokumenteret, at tyskerne
ikke var kommet på denne idé-

- som skulle være Hedys enkeltstående
bidrag. Det, hun kaldte frekvenshop.

Jeg tror ikke, hun var spion.

Det er jo tydeligt.
De skød torpedoer i alle retninger-

- og ramte aldrig målet,
så jeg opfandt en løsning.

Det er svært at forklare.
Jeg er meget opfindsom.

Jeg tror, at Hedy fik idéen
gennem et mærkeligt tilfælde.

I 1939 fremstillede
Philco Radio Company-

-en ny, eksklusiv fjernbetjening.

Det er en ny tingest. Man vælger
kanal her og hører den derovre.

- Hvor er ledningen?
- Der er ingen!

Vi ved, at Hedy var interesseret i,
hvordan fjernbetjeningen virkede-

- fordi hun har en skitse af den
i en notesbog.

Her er alle beviserne for
min mors opfindelser.

Her er det.

Hun sagde, at hvis vi kan hoppe rundt
mellem frekvenserne...

...ligesom hun hoppede
mellem radiokanalerne...

Hvis torpedoen har samme information,
kan det være fuldstændig hemmeligt.

Så Philcos magiske kasse var nok
det, som inspirerede det hele.

At hun forstår, at signalet har
frekvenser, og at de skifter-

-er på en måde genialt.

Thomas Edison var ikke ingeniør.

Man behøver ikke have
læst til ingeniør i otte år-

-for at finde på noget nyt.

Under opfinderprocessen er der
et øjeblik af stor klarhed.

Hedy oplevede denne klarhed uden
at vide, hvordan hun skulle gøre det.

Hun manglede uddannelse i det.

Hun sagde, at idéen var hendes,
men at implementeringen var Georges.

Hun mødtes George Antheil
til en fest hos Mitzi Gaynor.

Hun syntes godt om ham,
så da hun forlod festen-

- skrev hun sit telefonnummer
med læbestift på hans forrude.

De opdagede,
at de havde meget til fælles.

De følte nok begge, at folk ikke
forstod deres sande kvaliteter.

George Antheil var
en usædvanlig amerikansk komponist.

Ekstremt avantgarde.

Musikere i hele verden elsker
at spille Antheils musik-

- og den konfrontation,
han fremkalder.

Han trak en pistol,
smækkede den ned på klaveret-

-og råbte: "Lås dørene!"

Hans musik kan lyde som jazz,
der er hakket i en køkkenmaskine.

I kapitel 32 af George Antheils bog
"Bad Boy of Music":

"Hedy Lamarr og jeg opfinder
en radiostyret torpedo."

"Vi begyndte at tale om krigen-

- som i slutningen af sommeren 1940
så ekstremt mørk ud."

"Hedy ville ikke være filmstjerne,
når det hele så så slemt ud."

"Hun overvejede at sige op hos MGM
og tage til Washington-

- for at tilbyde sin tjeneste
til det nystartede opfinderråd."

Hun var meget patriotisk
og elskede USA.

Og hun ville se Hitler død.
Det ville George Antheil også.

George havde en 12 år yngre bror
ved navn Henry.

I 1941 stod han på et fly-

- og blev kort efter skudt ned af
to sovjetiske kampfly.

Han var den første amerikaner,
som blev dræbt i anden verdenskrig.

George var knust.

Han ville have hævn
for mordet på sin bror-

- og her kom en mulighed med én,
som vidste hvad hun talte om.

Hedy og George arbejdede
på tre opfindelser sammen.

De var alle våben,
som skulle hjælpe de allierede.

Jeg har breve fra Antheil.
I et af dem skrev han:

"Hun vil bare være derhjemme
og opfinde ting."

"Hun er en kombination
af barnlig uvidenhed-

- og pludselige øjeblikke
af genialitet."

"Hun ringer midt om natten,
fordi hun har fået en idé."

Min mor var en plage.
Hun var nødt til at opfinde ting-

-og inddrog George Antheil i det.

Deres mest vellykkede opfindelse var
et hemmeligt kommunikationssystem-

-som byggede på frekvenshop.

George tog noter. Han
fik sikkert et aha-øjeblik og sagde:

"Jeg har et system." Det kom nok
fra det selvspillende klaver.

"Det kan vi nok tilpasse
for at få din idé til at fungere."

George Antheil
blev smidt ud af gymnasiet-

-så han var ikke uddannet ingeniør.

Men han vidste, hvordan man
synkroniserer selvspillende klaverer.

Georges mest berømte komposition
var til filmen "Ballet Mécanique".

Den var skrevet
for 16 selvspillende klaverer.

Georges vidste, at hvis klaverruller
kunne aktivere tangenter-

- burde de kunne aktivere frekvenser
på både en torpedo og et skib.

Idéen er, at hvis man bruger
to små pianoruller-

- som starter samtidig
og drejer med samme hastighed-

- kan et skib og en torpedo
kommunikere hemmeligt-

-med samme mønster af frekvenser.

Hedy og George ville kommunikere
på 88 forskellige frekvenser.

Et krypteringssystem,
som ingen kunne knække.

En ufattelig smart idé,
og opfinderrådet var enige.

Rådet bestod af ingeniører-

- blandt andet en stor opfinder,
Charles Kettering.

Han var underdirektør for
General Electric.

De førte George og Hedy sammen
med en fysiker fra Caltech-

-som var ekspert i elektronik.

Han konstruerede
de elektroniske dele til apparatet.

Til sidst kom den dag,
hvor opfindelsen blev patenteret.

Hedy og George donerede den
til Det Nationale Opfinderråd-

- men det var underforstået, at
hvis militæret brugte en opfindelse-

-ville opfinderne få penge for det.

De gav den til flåden.
George Antheil fortalte senere:

"Jeg talte med de høje herrer, som
smed patentet på bordet og sagde:

"Vil du putte et selvspillende klaver
ind i en torpedo? Forsvind!"

Og det var det.

De sataner! De burde skamme sig.

Derfor var jeg i hæren.
I flåden var de ikke så kvikke.

Efter at opfindelsen blev afvist,
ville Hedy stadig udvikle den.

Men George, som altid havde regninger
at betale, var ikke interesseret.

George var nok stolt over at have
gjort det, men lagde det bag sig.

Hedy så det måske som
en mulighed for at blive anerkendt-

-som den geniale kvinde hun var.

Og patentet blev placeret i
et pengeskab og hemmeligstemplet.

Det forsvandt fra verden
i resten af krigen.

Flåden sagde i princippet til hende:

"Du ville gøre mere nytte for krigen,
lille dame-

-hvis du solgte krigsobligationer-

- i stedet for at prøve at opfinde
nye slags torpeder."

"Lad eksperterne om det.
Gå ud og indsaml nogle penge."

Man må ikke være Hedy Lamarr
og klog samtidig.

Nej!

Jeg arbejdede for regeringen
på obligationsturnéen.

Jeg dansede med folk.

Hedy underholdt soldaterne
i Hollywood Canteen.

Hedy Lamarr skriver autografer.

Hun var endnu ikke statsborger,
men hun arbejdede-

- for USA og soldaterne
så ofte, hun kunne.

Det er imponerende.

Hedy solgte krigsobligationer
for måske 25 millioner.

I nutidig værdi-

- svarer det til
omkring 343 millioner dollar.

Det er ulykkeligt, at indsamling
var det eneste, hun måtte gøre.

Sådan troede man, at hun bedst
kunne udnytte sine evner.

- F35, har nogen det?
- Ja!

Værsgo.

"Gå ud og sælg et kys
til en fremmed mand."

Måske havde hun sat
sine bedrifter lidt højere-

- hvis hun var blevet anerkendt
for sit intellekt.

- Du vænner dig til det.
- Det vil jeg ikke.

Jeg har mit eget liv.

For at gøre ondt værre lagde
militæret beslag på patentet i 1942-

- som tilhørende en statsborger
fra en fjendtlig nation.

Jeg forstår det ikke. De brugte mig
til at sælge obligationer.

Så er jeg ikke udlænding, men
når jeg opfinder noget, så er jeg.

Jeg er Tondeleyo.

Hun havde opfundet den-

- og hvad tilbød
Louis B. Mayer hende så?

"White Cargo".

Vi var i krig, og Louis B. Mayer
ville underholde soldaterne-

- som skulle betale for at se noget,
som blev kaldt en fræk film.

Louis B. Mayer opdelte verden
i to slags kvinder:

Madonna og luder.

Han så hende nok aldrig
som andet end det sidste-

-på grund af "Ekstase".

Du må hellere gå.

Publikum elskede det.

Her var en kvinde, som havde prøvet
at vende krigslykken.

Nu indspillede hun en B-film,
som skulle underholde tropperne.

De synes, at jeg er
en dårlig skuespiller.

Nogle gange spiller jeg mere i
det virkelig liv end på filmlærredet.

Hedy kæmpede for at gøre
et godt indtryk i Hollywood.

Hun vidste, at hun ikke var
respekteret som Garbo eller Dietrich.

Hun ville have roller,
hvor hun fik lov at lave mere-

-og som udfordrede hende.

Derfor kom hun i konflikt
med Louis B. Mayer.

Han sagsøgte hende et par gange. Han
ville holde hende i stramme tøjler-

- men det tillod hun ikke,
så hun fik ry for at være besværlig.

EN PINE UNDER OPTAGELSERNE

Jeg har været alt...
men jeg har aldrig været mig selv.

Vi bliver styret af os selv,
af hvordan vi tænker-

-og af hvordan vi håndterer andre.

Til sidst kan man ikke holde det ud
mere og må gøre sig hørt.

Hun måtte være fri.

Jeg synes, at hun var modig.

Hun ville gøre og leve,
som hun havde lyst til.

Så hun sagde:
"Jeg vil producere min egen film."

Jeg husker ingen andre end Hedy,
som selv producerede en film.

Det var meget usædvanligt i 1946.

Systemet ville ikke have,
at filmstjerner gjorde, som de ville-

- og producerede deres egne film,
især ikke kvinder.

Hun var langt forud for sin tid
med at være feminist-

- selvom
hun aldrig er blevet kaldt det.

Tænk ikke på mig.
Jeg kan håndtere problemerne.

Det ved jeg.

Så var hun medproducer
på "Dishonored Lady".

Begge film var velproducerede.

Hun lavede filmen med min far.
De lavede ikke andre film sammen.

Jeg har altid villet vide,
om det var muligt for folk som os.

Det var en tid, hvor USA var ved
at komme sig over anden verdenskrig.

Ligesom resten af landet
ville hun have familie og hjemmeliv.

Jeg giftede mig ofte, fordi jeg holdt
af mandligt selskab, naturligvis.

Han var meget ældre og britisk. Han
var ikke hendes livs store kærlighed.

Hun sagde, at han var kedelig.

Du er slet ikke,
som jeg forestillede mig.

Her er et brev fra George Antheil.

"Da jeg sidst mødte Hedy,
var hun blegere. Noget plager hende."

"John Loder er for trist for
denne gnistrende, utrolige diamant."

Der slog han nok hovedet på sømmet.

Hun var selvstændig, tjente penge
og var ikke bundet af ægteskabet.

- Vær rar at gå!
- Naturligvis.

Han forlod os, da vi begge var små,
og jeg hørte aldrig fra ham.

Hun var enlig mor i 1940erne,
så hun var i princippet alene.

Da vi var små, var hun så charmerende
og skøn, som man kan blive.

Så sød, varm og kærlig.

Hun åbnede mine knyttede hænder:
"Gå ikke vred i seng."

En fantastisk mor.

Jeg lærte mine børn at svømme.

Børnene har små vinger på,
når de svømmer. Har du set det?

Det giver ingen mening.

Det her jo midten af kroppen,
som skal flyde.

Sådan lærte jeg mine børn det,
og de svømmer som fisk.

De var søde og artige. Jeg har gjort
et godt stykke arbejde med dem.

Jeg blev lidt træt,
men det hører vel til.

Min mor knoklede. Hun var nødt til
at tjene til livets ophold.

Det var et enormt pres.

Min mormor var da
kommet til Californien.

Og min mor betalte for,
at hun kunne bo i nærheden.

Hedys økonomi var ikke så god.

Hun havde lavet to af sine egne film
og en dårlig komedie-

-og karrieren gik dårligt.

Hun havde brug for en frisk start.

På et tidspunkt sagde hendes agent:
"Jeg talte med C.B."

Det var Cecil B. DeMille,
den store filmskaber.

Han havde lige indledt sine bibelske
storfilm med sex og sand.

Hedy ringede og sagde: "Jeg har hørt,
at du rollebesætter en ny film."

"Jeg er Dalila."

Ingen mand forlader Dalila.

Se hende, Samson.

Satan har lært hende
alt om at bedrage.

Howard Hawks
sagde noget godt om DeMille:

"DeMille er så dårlig,
at han næsten er god."

"Samson og Dalila" var et kæmpe hit,
vist nok hendes største.

Det genoplivede
Hedys ry blandt befolkningen.

"Samson og Dalila" var årtiets
næststørste kassesucces-

-efter "Borte Med Blæsten".

Hedy besluttede at producere
sin egen storfilm i DeMilles stil.

Hun filmede den i Italien og gav den
titlen "The Loves of Three Queens".

Hedy spillede alle tre hovedroller.
Temaet var skønhed og hvordan-

- det kom i vejen for kærligheden
for historiens store kvinder.

De narrer dig i en fælde.
Napoleon, du er blind!

Det var en kæmpeproduktion, og hun
manglede erfaring i noget så stort.

Da filmen var færdig, kunne hun
ikke finde en distributør i USA.

Hun brugte millioner af dollar
på filmen, men ingen ville have den.

Hun mistede alle sine penge
og havde intet tilbage.

Jeg er en god kunstner
men en dårlig forretningskvinde.

Hun er ikke længere en stjerne
og har ikke rigtig nogen penge.

Til et arrangement i Houston
mødte hun oliemagnaten Howard Lee.

Så fik jeg at vide,
at jeg nu hed Tony Lee-

-og at vi skulle bo i Texas.

Mor talte Texas-dialekt
med wiensk accent.

Det var ustyrlig komisk.

Han var rar. Jeg følte mig som
en ægte texaner et stykke tid.

I Texas blev Hedy igen
en trofæhustru.

Texas var hendes pension, men en
kreativ person må have noget at lave.

Hun havde ikke meget at lave.

Vi tog på ferie i Aspen, Colorado.

Jeg løb på ski, da jeg var barn,
til skole og overalt.

Jeg kørte gennem Aspen,
og der var ingen.

Bare en lille butik og nogle huse.

Jeg tænkte, at det kunne blive
et dejligt skisportssted.

Så jeg begyndte
at bygge Villa Lamarr.

Hun ville bygge et skisportssted
og overtalte Howard til at købe jord.

Det hele var meget østrigsk. Det var
smukt. Hun brugte mange år på det.

Hun skabte lidt af sit hjemland,
så det betød meget for hende.

Hun havde nok virkelig hjemve.

Efter det begyndte
det hele at falde fra hinanden.

Forholdet var ret stormfuldt.
Han var alkoholiker.

Det var svært med børnene, så
jeg forlod ham og bad om at få Aspen.

Min alpehytte der indbringer vel
en million om dagen nu.

Hedy fortalte igen og igen
om skilsmissen fra Howard Lee.

Måske hendes livs mørkeste tid.

Så fortalte min datter,
at der var sket Tony noget.

Min søn blev næsten slået ihjel
i en bilulykke.

Mens hendes søn lå på hospitalet,
skulle Hedy vidne i retten.

Hun var på sammenbruddets rand og
sendte sin stand-in fra Hollywood-

-for at vidne.

Dommeren blev rasende, og hun
mistede sin andel ved bodelingen.

Han tog alt.
Aspen, som var så smukt.

Det var et stort chok.

Jeg kunne ikke klare presset-

-og fik et sammenbrud.

Jeg var død. Jeg ved ikke hvor længe,
men jeg var død.

Jeg så endda lyset,
som faktisk findes.

I loftet så jeg min far.

Hun sagde, at hendes far, Emil,
var hendes største kærlighed.

Og han kendte hende,
inden hun var kendt.

Derfor følte hun ægte kærlighed.

Jeg ved ikke,
om hun nogensinde følte det igen.

Hedy havde yderligere to ægteskaber,
men ingen varede mere end et år.

Jeg ville ønske, at min mor havde
haft en mand, som kunne elske hende-

-men det fik hun aldrig.

Da jeg boede sammen med hende efter
Texas, var det meget besværligt.

Det var nok stoffernes skyld.
Den mindste ting kunne vælte hende.

Hun opførte sig uberegneligt
og blev stadig mere ustabil.

Det begyndte nok med Jimmy.

Som voksen
kiggede jeg på babybilleder.

Det var min første fødselsdag.

Min mor og far stod bag mig,
og mellem dem stod en dreng.

Jeg spurgte min mor,
hvem drengen var, og hun sagde:

"Det var en adoption,
som ikke fungerede."

Hun sagde, at han var oprørsk
og skabte sig meget.

Jimmy blev sendt på
en militær kostskole.

Idrætslæreren og hans kone
tog Jimmy under deres vinger-

- og han spurgte Hedy,
om han måtte bo med dem.

Min mor blev åbenbart så såret,
at hun sagde ja.

Jeg fatter ikke,
at jeg ikke kan huske ham.

Hun er min mor,
og jeg elsker hende.

Jeg ringede nogle gange til hende,
og nogle gange ringede hun til mig.

Jeg har aldrig
bebrejdet hende noget.

Jeg ved, at hun blev ked af det,
fordi jeg sårede hende-

- ved at sige,
at jeg ikke elskede hende.

Men efter det så jeg hende ikke
i måske 40 år.

Hun var en yderlighedernes kvinde.

Hedy kunne bare forlade ting.

Hun brød med Jimmy og det, at hun var
jøde. Hun manglede dele af sig selv.

Mange stjerner i studiesystemet blev
afhængige af "opkvikkende piller"-

-eller "speed".

Det forklarer
meget af hendes opførsel.

Der er mange rygter om hende
og den berømte "Dr. Feelgood".

"Dr. Feelgood" var Max Jacobson.

Bare lyt til Aretha Franklin-sangen.

Han blev kaldt "Dr. Feelgood", fordi
han fik dem til at have det godt.

Da DeMille fik et hjertetilfælde
under optagelserne til "De Ti Bud"-

- fik han fløjet dr. Max ind. Så sagde
han, at Charlton Heston var for sløv.

Moses manglede glød.

Hedy Lamarr blev hans patient-

- fra 1950erne, indtil Jacobson
mistede sin lægelicens i 1974.

Nogen narrede mig mange gange-

- og gav mig en sprøjte med noget.
Jeg troede, at det var vitaminer.

"Prøv en sprøjte med B-vitamin.
Det giver en så meget energi."

Max Jacobson sagde,
at det var en særlig vitamineliksir-

- og han forberedte 40 mg
metamfetamin, hvilket var lovligt.

Og han gav Hedy en indsprøjtning.

Og efter nogle indsprøjtninger
er man afhængig.

Hjernen kræver
mere og mere af belønningen.

Så hun blev afhængig
af disse vitaminer.

Og de forvandlede hende
til et uhyre.

Vi stod i køkkenet.
Hun holdt en gaffel og tabte den.

Pludselig gik hun hen
og slog mig i ansigtet.

"Du skal samle
de ting op, jeg taber!"

Hun havde mistet kontrollen.

Nu kan jeg tilgive hendes opførsel.
Hun var jo på en måde et offer-

- for samme system,
som gjorde hende berømt.

Mange tak! Jeg hedder Jimmy O'Neal.
Jeg har æren af at præsentere-

-den smukke miss Hedy Lamarr!

Alle, som voksede op i Hollywood
i begyndelsen af 1960erne-

- kendte hende
som en karikatur af sig selv.

Lucille Ball lavede
en fræk parodi på Tondeleyo.

Jeg hedder Tondeleyo.

Jeg tror, at det fornærmede hende.
Hun ville ikke være en vittighed.

Min mor havde det ikke godt.
Jeg gik på universitetet.

En dag på vej til skole
gik jeg forbi en bladkiosk-

- og så et billede af
min mor i fængsel.

Mrs Lamarr shoppede
hos May Company-

- og blev anholdt af
en sikkerhedsvagt.

Hun havde
omkring 14.000 dollar på sig-

- men havde alligevel stjålet varer
for omkring 80 dollar.

Når man ser det på forsiden,
vil man bare kravle i et musehul.

Hun sagde: "Jeg ville ikke stjæle.
Jeg betaler gerne for varerne."

"Jeg har penge."

Hun blev frikendt og sagde,
at det var en misforståelse.

Hvem ved?
Folk håndterer stress forskelligt.

Det kom som et chok.
Hun var sådan en stor stjerne.

Én, som var uopnåelig
var sunket så lavt.

De fleste troede nok,
at det var en slags psykisk sygdom.

Jeg vil tale med butikschefen!

Andy Warhol lavede en film,
som gør nar ad hendes image.

Og hun blev til grin.

Butikstyveriet gjorde det umuligt
for hende at spille sin sidste rolle.

I "Picture Mommy Dead"
blev hun erstattet af Zsa Zsa Gabor.

- De fyrede mig.
- Blev du chokeret?

Nej!

- Det her kommer vel med i bogen?
- Ja! Den bliver bare bedre.

Nogen foreslog, at hun skulle skrive
en selvbiografi.

Hun var ikke interesseret i bogen,
men hun ville gerne have pengene.

Der var ikke kommet
nogen afslørende skandalebog.

Hun talte i mange timer med
ghostwritere om sin fortid-

- og så oversatte de det
til en historie.

Hendes manager fik vist penge
for at få hende til at godkende det.

Hun ville slippe for papirarbejdet,
så hun stolede på ham.

Din bog "Ecstasy and Me"...

- Den er ikke min.
- Du skrev den vel?

- Nej.
- Har den skadet dit image?

Hvad er et image?
Hvad er dit image, Woody?

Det samme som dit.

Skal jeg fortælle, hvad dit image er?

En glamourøs, smuk,
internationalt kendt stjerne-

- som kører i limousine
og har fantastiske juveler.

- Og du skrubber ikke køkkengulvet.
- Nej, det hader jeg.

Men fortæl mere.
Jeg lever ikke sådan.

- Er det ikke det, det handler om?
- Nej, ikke for mig.

Hun var kendt for glamour og skønhed.

Det var umuligt
at leve op til med alderen.

Det vidste hun,
og det gik hende på.

Hun fik plastikoperationer,
da hun var i 40erne.

En af hendes plastikkirurger sagde,
at hun også der kom med nye idéer.

"Huden på mine arme er slap.
Skær lige over hudfolden"-

- og fjern den overflødige hud.
Læg arret bag knæskallen."

"Læg arret bag mit øre."
Og det gjorde de.

Mange af forslagene var ting,
de aldrig havde gjort før.

Ældre plastikkirurger husker,
at alle skuespillere kom og sagde-

- at de ville have lavet
det samme som Hedy.

Hun var en af de første, som sagde:
"Hvorfor er det her ikke muligt?"

Hun så godt ud for sin alder,
men det hjalp ikke.

Folk ville stadig have
det gamle billede af Hedy Lamarr.

Det eneste, som havde løst problemet,
var at dø ung.

Folk var onde ved hende. De
kom hen og sagde: "Du var så smuk."

Pressen var ondskabsfuld.

"HUN ER GAMMEL,
GRIM OG UIGENKENDELIG."

Jeg sagde: "Mor, jeg føler med dig
og forstår, hvilket pres det er."

Det var ikke mærkeligt,
at hun gemte sig.

- Er du menneskesky?
- Jeg? Bestemt ikke!

- Virker jeg reserveret?
- Nej, jeg mener her i USA.

Jeg ved bare,
at de slet ikke forstår mig.

Hvordan kan man forstå nogen-

-som har så mange faser i livet?

Jeg har lavet så meget hele livet.

Så tænker man:
"Nu har jeg oplevet alt i livet."

"Nu vil jeg have fred og ro."

Jeg har hjemve.

- Jeg vil gerne lave en film der.
- Hvordan ville den se ud?

Alt det smukke, som jeg så som barn.

Operaen.

Den Spanske Rideskole.

Schönbrunn. Min skole i Döbling.

Hvad som helst! Jeg ved det ikke.

Jeg vil altid være østrigsk.

Vi har mødt hinanden
to gange i mit liv.

Hun sendte signerede billeder
af sig selv.

De var oftest fra filmselskabet.

Selvom det var en forbandelse
for hende, så elskede folk det.

Af en eller anden grund troede hun
nok, at hendes børnebørn og børn-

-også ville have det.

Hun fik en hel del mindre vellykkede
plastikoperationer de senere år-

- som skulle rette op på
fejlene fra de tidligere operationer.

Hun gik ikke længere ud blandt folk.

Så løb hun tør for penge.
Hun fik lidt fra Screen Actors Guild-

-og bistandshjælp.

- De giver mig 300 dollar.
- Om måneden?

- Ja. Det er da ikke meget, er det?
- Nej.

Har du nogensinde prøvet
at få erstatning for dit patent?

Nej, jeg blev overrasket over,
at de ikke engang indrømmer det.

I 1969 havde Hedy skrevet
til en ven i flåden-

- og bedt ham finde ud af,
hvad som var sket med patentet.

"Lawrence Langner fra patentstyrelsen
i Washington har min opfindelse."

"En fjernstyret torpedo.
Måske kan du hente det?"

Så det var vigtigt for hende.

Hans svar er væk, men hun fik nok
at vide at hendes idé, frekvenshop-

- var blevet brugt
inden for militær kommunikation.

Under Cubakrisen-

- da præsident Kennedy sendte
skibe i en blokade mod Cuba-

- havde alle skibene
radioudstyr med frekvenshop.

Da hun fandt ud af det, tænkte hun,
at hun burde få nogle penge.

- Det er da normalt, at man får noget.
- Ja.

- Det syntes de åbenbart ikke.
- Det har at gøre med patentjura.

Det blev ikke brugt ikke,
mens patentet gjaldt-

- men først,
da patentet var udløbet.

Det tror jeg ikke.
De brugte det før det.

Hvis Hedy skulle få penge,
skulle flåden have brugt patentet-

-før det udløb i 1959.

Der er noget, som tyder på,
at de gav det til en entreprenør.

Romulus Scibor sendte mig en e-mail-

-og skrev, at i 1955-

-fik han patentet.

De fik til opgave
at fremstille en sonarbøje.

Det er en flydende anordning,
som skal opdage ubåde.

Nogen i flåden
fandt patentet og tænkte:

"Det er måske intet,
men vi giver det til en entreprenør."

Og han tog patentet
og brugte det som grundlag for-

- kommunikationen
mellem sonarbøjen og et fly-

-som også skulle være sikker.

Sonarbøjens opfinder
havde en hjemmeside-

- hvor han skrev en hyldest
til Markey og Antheils opfindelse.

Vil du se?

"En hyldest til Hedy Lamarr
af Romauld Scibor-Marchocki"

"Jeg tegnede sonarbøjen,
en tidlig udnyttelse af frekvenshop."

Så skriver han
om overvågningsdroner.

"Hos Aerojet General
var jeg ansvarlig for byggeriet-

- af en overvågningsdrone,
som senere fløj over Vietnam."

"Jeg har personligt udformet
det sikre kommunikationssystem."

"For første gang havde vi mulighed
for hurtigt at skifte frekvens."

"Nu, hvor jeg ved,
hvem som opfandt frekvenshop-

- vil jeg, som er alene om
at huske denne tidlige udnyttelse-

- udtrykke
min oprigtige beundring for-

- og en forsinket tak
til Hedy Lamarr."

Det var som bare pokker!

Hun burde have fået penge for det.

NÅR ET PATENT UDLØBER-

- HAR OPFINDEREN ET ÅR TIL
AT SØGE ERSTATNING.

DET VIDSTE HEDY IKKE.

Hvad vil du have,
at regeringen skal gøre?

Nu er jeg ligeglad.

Der har vi hende!
Den tyrolske skønhed!

I slutningen af sit liv begyndte hun
at reflektere over tingene.

Hun begyndte at få indsigt.

Tingene udvikler sig ikke altid, som
man har tænkt sig. De tager omveje.

Det er en del af livet.

Jeg havde ikke forventet
denne skæbne, men sådan kan det gå.

Hun talte altid om
at skrive sin selvbiografi-

- og fortælle historien om
den virkelige Hedy Lamarr.

Hun syntes, at film var banale.

Nu begynder jeg pludselig
at være klog. Bedre sent end aldrig.

- Ja. Måske bliver jeg klog en dag.
- Jeg kan give dig en lektion nu.

- Jeg må hellere lade dig...
- Ja! Hyggeligt at tale med dig.

- I lige måde.
- Måske gør det nogen nytte.

Det håber jeg.

Jeg tror, at min artikel bidrog til,
at hun blev anerkendt.

Forbes, maj 1990.

Det er første gang,
at de store blade skrev om-

- at Hedy nok var glamourøs,
men ikke dum.

Jeg ringede og sagde:
"Mor, folk er interesserede i-

-hvad du fandt på i 1942."

Hun sagde: "Det var på tide!"

De første, som tog historien op,
var fra kommunikationsbranchen.

De vidste, at frekvenshop
var noget revolutionerende.

Det begyndte allerede at blive en del
af gps, wi-fi-teknologi, bluetooth-

- og militærsatellitter
til milliarder af dollar.

Fem, fire, tre, tænding, et-

-nul og start!

Milstars satellitsystem leverer
beskyttet, sikker kommunikation-

- til USA's præsident
og vigtige militære brugere.

Milstar brugte teknologien
i Hedy Lamarrs patent-

-til at udføre frekvenshop.

Og dette kommunikerer
vores atomvåbenkommando med.

Flåden, Milstar og Lockheed Martin
gav Hedy en pris for-

-at hun kom på idéen.

Jeg ringede og sagde:
"Mor, de vil give dig en pris."

Men hun ville ikke ses.

Denne pris anerkender
en berømt skuespiller-

-som blev opfinder, Hedy Lamarr.

Jeg holdt tale for 800 personer,
men midt i det hele...

Seriøst?

Min mor er her også.

Hallo? Hvordan det gik?
Jeg er midt i talen.

Jeg spurgte: "Hvis du kunne sige
noget, hvad ville du så sige?"

Og hun sagde det her:

Jeg er glad for, at denne opfindelse
har været så vellykket.

Jeg sætter pris på jeres
anerkendelse, og at I hædrer mig.

Det har ikke været forgæves. Tak.

- Perfekt.
- Er det i orden?

- Jeg elsker dig.
- I lige måde.

Alle rejste sig op og klappede.
Det var virkelig skønt.

Han havde elsket at blive husket
som én, som bidrog-

-til menneskehedens ve og vel.

Hun har sat sit aftryk.

Det er noget,
som hun gjorde for andre-

- som hun vil blive husket for
i lang tid.

Det var nytår, den 1. januar 2000.

Hun ringede til min søster og mig:
"Tænd for tv. Det er Wien!"

"I skal se Wien!"

Så vi tændte for tv'et,
og Wienerfilharmonikerne spillede.

Hun døde nogle dage senere.

Hun faldt i søvn
og vågnede bare ikke.

Jeg vil læse noget for dig:

"Folk er urimelige, ulogiske
og selvcentrerede."

"Elsk dem alligevel."

"Hvis man gør noget godt, anklages
man for at have egoistiske motiver."

"Gør noget godt alligevel."

"De, som har de største idéer-

- kan knuses
af de mest snæversynede mennesker."

"Tænk stort alligevel."

"Det, som tager år at opbygge,
kan ødelægges på én nat."

"Byg alligevel."

"Hvis du giver verden dit bedste,
bliver du sparket i hovedet."

"Giv verden dit bedste alligevel."

Hedys opfindelse ligger nu til
grund for sikker wi-fi, bluetooth-

- og teknologi til mobiltelefoner,
gps og militær brug.

Opfindelsens markedsværdi
vurderes til 30 milliarder dollar.

Hvis udviklingen fortsætter,
tror eksperter, at alle i verden-

- snart er forbundet
ved hjælp af frekvenshop.

Filmen tilegnes Roberto Haggiag
og Jeremiah Duggan-

-som lærte os at elske fortællinger.

Og Robert Osborne,
som gav os rammerne for historien.

Danske tekster:
www.btistudios.com