Original subtitles

Kassandra...

Jeg elsker dig.

Jeg må gå nu. Børnene kommer snart hjem fra skole.

- Ses vi i morgen? - Jeg kan jo ikke leve uden dig.

Hvad vil I?

Anhold ham.

Nej!

Ud, dit jødesvin!

Horer du med en jøde? Du er en skændsel for dit land!

Kassandra!

Nej!

Gå hjem til din mand, din horekælling!

BERLIN I TYSKLAND - 1934

- Du kan ikke fange mig, Gerhard. - Vent, Ariana.

Jeg fanger dig.

- Goddag, børn. - Hvor er mor?

- Hun vil ikke forstyrres. - Hun skal se mine lektier.

- Har du ikke lektier for? - Læreren siger, at der bliver krig.

Herr Hitler gør det, der gavner Tyskland bedst.

Han er en stor mand. Husk det!

Mor?

Mor?

Jeg bliver her hos jeres far.

- Det gør mig så ondt, Walmar. - Tak, fordi du kom, Max.

Jeg ved, at du elskede din kone.

Lad os gå.

Kør Ariana og Gerhard hjem, Sarah. Jeg kommer senere.

Ville du tale med mig, far?

Du ligner hende meget. Værsgo, min egen.

- Mors ring. - Den er gået i arv i familien.

Når du får en datter, skal hun arve den, Ariana.

- Må jeg virkelig få den? - Ja, men jeg passer på den en tid.

Så du ikke mister den.

Jeg savner hende, far. Jeg elskede hende.

Det gjorde jeg også.

Jeg kan ikke sove.

Gerhard...

Jeg følger ham op.

Hvorfor gjorde hun det, Ariana? Hvorfor forlod hun os?

Det ved jeg ikke, men jeg forlader dig aldrig.

Det lover jeg dig.

Walmar. Du ser yndig ud, Ariana.

- Sikke en overdådighed. - Vi spiller, mens Rom brænder.

Hvor mange angreb kan vi modstå?

- Godaften, general Ritter. - Heil Hitler.

Må jeg præsentere Tilden Banks vicedirektør, hr. Walmar von Gotthard.

- Det er kaptajn Manfred von Tripp. - Min datter Ariana.

- Må jeg få æren af en enkelt dans? - Må jeg, far?

Max!

De bliver så hurtigt voksne.

- Gerhard skal vel snart i hæren. - Ja, det er jeg bange for.

- Han er snart færdig med skolen. - En god tysker bør ikke være bange.

De burde være stolt, når Deres søn træder ind i hæren.

- Burde De ikke være ved fronten? - Jo. Men jeg må adlyde ordrer.

Jeg gør tjeneste her i Berlin.

Men det har også sine fordele.

Jøder er jordens bærme!

Sarah!

Nej! Sarah!

Sarah er død. Du må flygte.

Du må flygte.

De skal udryddes!

- Ariana, jeg har ventet længe. - Gerhard!

- Jeg dansede med den flotteste - Hvor er far?

- Henne i banken, tror jeg. - Kom.

Max.

Sarah... De har myrdet min kone.

Jeg troede, du havde sendt hende til Schweiz.

Jeg gemte hende oppe på loftet, så vi kunne rejse sammen senere.

Nazisterne har forbudt os at gifte os med jøder...

...men jeg elskede hende.

Vi skulle snart være rejst. Jeres far skaffede falske papirer.

- Han har altid været god mod mig. - Men Max

- Nu vil de søge efter Max. - Ja, det ved jeg.

Du må forlade Tyskland nu.

Tag Max med ud til bilen.

Max...

Lad os skubbe den ud. Hedwig må ikke høre os.

Jeg kan aldrig takke jer nok.

- Jeg er ked af at bringe jer i fare. - Far vil forstå det.

Jeg kunne ikke finde flere penge, men det her er også penge værd.

- Det kan jeg ikke tage imod. - Jo.

- Du skal tage det. - Nej.

Mor gav mig det. Det er mit.

Skynd dig. Toget kører snart.

Skynd dig. Toget kører snart.

Skynd dig.

- Jeg beder for dig. - Gud velsigne dig.

Af sted.

Stakkels Max og Sarah.

Det er afskyeligt, hvad der sker. Og tanken om, at du skal i hæren

Holdt!

Papirer. Stig ud!

- Har jeres far ladet jer tage bilen? - Ja. Han er vicebankdirektør.

- Hvad laver I ude klokken to? - Vi har været ude at feste.

- Ja. Jeg skal i hæren i næste uge. - Vi skulle have været hjemme nu.

I må ikke sladre til vores far.

- Kør. - Tak.

Hør godt efter, Ariana og Gerhard.

Jeg ved, at I er bange,-

- men I gjorde det eneste rigtige.

- Men hvad med politiet? - Måske hører vi ikke mere til det.

Jeg har været tro mod mit land, selv om jeg ved, at krigen er tåbelig.

Skønt jeg kender jødernes skæbne.

Men jeg bildte mig ind, at vi ikke kunne forlade det hele.

Jeg skammer mig over Tyskland og over mig selv, -

- fordi jeg har nølet så længe. Min søn skal ikke tjene den ondskab.

- Vi rejser, så snart vi kan. - Hvorhen?

Først til Schweiz og siden til Amerika. Men ingen må få noget at vide.

Det kan koste os livet.

Vi burde høre fra Max om to dage. Ellers må vi sende

Du skulle have set din søster i aftes, Gerhard.

Alle ville danse med hende. Der var også en ung kaptajn

- Hvad var det, han hed? - Kaptajn von Tripp.

Der er en herre, som vil tale med Dem.

Undskyld forstyrrelsen.

Vi søger oplysninger om en vis hr. Max Thomas.

- De kender ham vist. - Max Thomas ...?

- Han arbejdede for mig i sin tid. - Og nu er han forsvundet.

Han tog et tog ud af landet i nat.

- Det ved jeg ikke noget om. - Ikke det?

Det gør Deres søn og datter måske.

Sent i nat blev de standset meget tæt på togstationen.

Det må vist bero på en fejltagelse. De ved, at de ikke må låne bilen.

Vi skulle til fest, far. Undskyld.

Gå op på mit kontor, begge to.

Til fest?

Så I har ikke noget med Max Thomas' forsvinden at gøre?

- Og det er I sikre på? - Det har de jo lige sagt.

Og de lyver aldrig.

Gør de vel, hr. von Gotthard?

Velbekomme.

- Mon han troede os? - Vi må rejse straks.

Hvis jeg bliver her, mens I rejser, vil de ikke fatte mistanke.

- Så kommer jeg om et par dage. - Du kan ikke nå grænsen alene.

- Jeg kommer tilbage efter dig. - Jeg kan godt alene.

Nej, de vil tro, at du er desertør. Find noget gammelt tøj.

Sig til Hedwig, at jeg kører dig til skole i dag.

Jeg skal nok klare mig.

Ariana.

I tilfælde af, at de ransager huset, gemmer vi det her i bogen.

Der er penge til dig.

Mors ring.

Der er noget, du bør vide

Du er gammel nok til at høre det. Det er noget med mor.

Du skal vide, at vi holdt meget af hinanden, men

Men hun var yngre end jeg...

Hun traf en ung, flot kunstner.

Hun forelskede sig i ham.

Men han var jøde og blev myrdet. Og så ville hun ikke leve mere.

Var det derfor, hun begik selvmord? Hvor kunne hun gøre det?

Men, min egen, hun elskede dig jo.

Ikke nok til at leve for mig, eller Gerhard eller dig.

Du må tilgive hende. Og mig, fordi jeg fortalte dig det.

Men jeg syntes, du skulle vide det, hvis der nu skete mig noget.

Det må du ikke sige.

Jeg ved ikke, om jeg kan tilgive hende.

Men hvis jeg selv får børn en dag, så vil jeg aldrig svigte dem.

Skynd dig nu, Gerhard.

- Hvad nu? - Jeg må bede Dem følge med.

- Hvorfor? - De er anholdt.

- Klæd Dem på. - Fräulein Hedwig ...?

GRÆNSEN TIL SCHWEIZ

- Hvor langt er der til grænsen? - Små 15 kilometer.

- Kan du klare det? - Så gammel er jeg heller ikke.

Papirer!

- Hvor skal I hen? - Hjem.

- Vi er på natholdet. - Hvor?

- På fabrikken. - Burde du ikke være i hæren?

- Det skal jeg snart. - Ja, i næste måned.

Denne vej.

- Der er fri bane. - Grænsevagterne er ved fronten nu.

Far!

Gerhard.

Kom.

Kravl under.

Skynd dig. Pas på.

Se. Vi er i sikkerhed i Schweiz.

Du kan bo i Zürich, indtil Ariana og jeg kommer.

Fraülein?

- Far sad i møde i banken i nat. - Med hvem?

- Den slags fortæller far mig ikke. - Han har altså sine hemmeligheder.

Kun i forbindelse med sit arbejde. Han kommer tit sent hjem.

- Har han en elskerinde? - Det ved jeg ikke.

Det var upassende af mig at sige det. Men Deres mor lever jo ikke mere.

Men hun havde vist sine egne hemmelige stævnemøder.

Og Deres bror har længe formået at undgå indkaldelse.

Deres far er forsvundet, og Deres bror er hos en ukendt ven.

- Har de mon svigtet fædrelandet? - Hvorfor skulle de så efterlade mig?

Ja, fortæl mig det. Og fortæl mig om Maximilian Thomas.

- Han arbejdede for far engang. - Og han er også forsvundet.

Samme aften, som De og Deres bror blev stoppet ved togstationen.

- Jeg har fortalt alt, hvad jeg ved. - Godt. Så må vi jo bare vente.

Sergent Hildebrandt vil vise Dem hen til Deres værelse.

- Skal jeg ikke hjem? - Nej, vi beværter Dem her.

Indtil Deres far vender tilbage.

Tag frakken af.

Af sted.

Vent!

Gullasch.

- Bliver De her en tid? - Nej, jeg tager straks af sted.

- Men min søn bliver her. - Velbekomme.

Du er i et frit land nu, Gerhard.

Nyd det.

Du har penge nok til at klare dig, hvis det skulle trække ud.

- Jeg skal nok klare mig, far. - Husk at købe noget pænt tøj.

Farvel, min dreng.

På gensyn, far.

Kom ud.

Jeg havde ret. Hverken Deres far eller Deres bror er dukket op.

Han er altså desertør, så nu hænger De på den.

- Har De mere, De vil fortælle os? - Jeg ved ikke noget.

Det var trist. Medmindre De er glad for Deres celle.

Der bliver De, til enten hukommelsen eller Deres far vender tilbage.

Holdt!

- Hvor skal De hen? - Hjem.

De har vel Deres papirer med?

De har vel ikke noget at skjule?

Se her.

Walmar von Gotthard fra Berlin. Men hvem er så det her?

- Hvad laver De? Er De spion? - Nej.

- Er De på flugt? - Nej.

Ariana...

De har været her i over to uger. Kaptajnen har været rar ved Dem.

Han er nemlig en gentleman. Men det er jeg ikke.

Og jeg vil have nogle svar.

Jeg ved jo ikke noget.

Det tror jeg nu, du gør. Og du skal nok få tungen på gled.

Så er det nok, sergent. Træd af.

Træd af!

- Kaptajn von Tripp - Jeg beklager det her.

- Det skal ikke ske igen. - Jeg må væk herfra...

Forstanderinden skal tage sig af Dem.

Hr. kaptajn

Jeg beder Dem...

- Der er betaling for endnu en uge. - Mange tak.

De har været her en måned. Skulle Deres far ikke vende tilbage?

Han kommer, når han kan.

Vores gæstfrihed er forbi.

De og Deres forræderiske familie interesserer os ikke længere.

- Smid hende ud. - Hvad har I gjort ved min far?

Du er heldig at have indflydelsesrige venner.

Forsvind!

Fräulein von Gotthard. Sikke en overraskelse.

- Vi traf hinanden på Hotel Adlon. - General Ritter.

Det her er ikke længere Deres hjem. Det tilhører nu Det Tyske Rige.

Det er et smukt hus.

Deres mor havde en udsøgt smag.

Men De vil vel hente et parting. Frau Hedwig kan hjælpe Dem.

Der lå nogle af dine ting.

Hvor kunne De gøre det?

- Hvor kunne De forråde os? - Jeg gjorde bare min pligt.

Gerhard burde tjene sit land. Det var forkert at stikke af.

- Skal De dømme os? - Vi er begge tyskere.

Vi må våge over hinanden og hindre, at Tyskland forfalder.

Tyskland er allerede i forfald, takket være mennesker som De.

Kører De mig tilbage?

Ikke til hovedkvarteret.

De har ikke noget valg.

De skal ikke være bange.

Lad mig tage et minde om min far.

- Jeg tror ikke - Jeg er straks tilbage.

Vi må afsted nu.

Det gør vel ikke noget, jeg tager dem. Far læste dem tit højt for mig.

- Shakespeare? - Ja.

- Her bor jeg. - Gør De?

Lad os gå ovenpå.

Det er mit soveværelse.

Kom.

Her er dit soveværelse.

- Hvorfor har De taget mig med hertil? - Jeg ved, hvordan fanger behandles.

Og jeg ved, hvordan det føles at miste alt.

Nu vil jeg lade dig pakke ud.

Hr. kaptajn...

Tak.

ZURICH I SCHWEIZ

- De tallerkener er jo ikke rene! - Jeg har vasket dem to gange.

- De er fyret! - Jeg beder Dem

De har vist glemt noget. Værelset skulle betales i mandags.

Undskyld, Frau Weiss...

- Jeg har næsten ikke flere penge. - Hvor er Deres far?

Det ved jeg ikke. Der må være sket noget.

De kan ikke bo her gratis.

- Kan De vaske op og gøre rent? - Ja.

Må jeg se Deres hænder?

- De har vist aldrig bestilt noget. - Jeg kan lære det.

Det er synd, at en advokat som De må slide som assistent.

Jeg er glad for mit job.

Når denne frygtelige krig er forbi, kan De vende hjem igen.

- Jeg vender ikke tilbage til Tyskland. - Der må da være folk, De savner.

Kun tre. En mand og hans børn, som reddede mit liv.

Resten af Tyskland kan gå ad helvede til.

Jeg ville lave aftensmad, men jeg duer ikke til noget.

- Det betyder ikke noget. - Jo. Jeg vil arbejde for mit ophold.

Men du skal da ikke være hverken tjenestepige eller konkubine.

Jeg ville bare give dig et hjem.

Da jeg ville besøge dig efter festen, hørte jeg, at du var blevet anholdt.

- Det tog sin tid at få dig løsladt. - Fik du mig ud? Hvem er du?

Min far var en betydningsfuld mand. Og man skyldte ham visse tjenester.

Og du mistede din værdi som gidsel, da Gestapo ikke fandt din far.

- Jeg kan kun takke dig. - Lad mig give en hånd med.

Jeg ved lidt om madlavning.

Mine forældre, hustru og børn omkom under bombardementet.

- Det gør mig ondt. - Og jeg har ondt af dig.

Men jeg har dog stadig håbet. Måske finder jeg Gerhard og far.

Håbet kan være grusomt, Ariana.

- Ved du, hvad der er sket med dem? - Nej. Jeg kan ikke spore dem.

Du må se i øjnene, at de nok er døde.

Det kan jeg ikke.

Kom.

- Godnat. - Godnat.

Undskyld. Det skulle jeg ikke have gjort.

Men jeg elsker dig, Ariana.

Manfred...

Jeg ville ikke se dine gode sider.

Jeg ville ikke holde af dig eller dele mine sorger med dig.

Men jeg er blevet forelsket i dig.

Krigen hindrer os i at nå til Paris, men så kan jeg gøre forretninger her.

- Vi kan da ikke blive her. - Jeg savner også Paris, Giselle.

- Jeg leder efter en passende bolig. - Ja, far.

Se, hvad jeg fandt hos nogle polakker, der har boet her under hele krigen.

Jeg kan få det for en rimelig pris.

- Det er pænt. - Du kan altså ikke identificere det?

- Det kan han nok. - Det er en Corrot.

Men jeg kender ikke titlen.

En schweizisk tjener, der ved mere om kunst end min datter.

- Far er kunsthandler. - Hvad hedder De, unge mand?

Gerhard. Jeg er tysker. Og jeg har ikke altid været tjener.

Det tror jeg gerne.

Se her. Dem lavede jeg, da jeg var dreng.

- Lille Manfred. - Lille Manfred

Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne være lykkelig og ulykkelig samtidig.

Græd ikke.

Men hvis far og Gerhard er i live...

Tatiana ville have været syv år nu. Og Theodore ville være ti.

Jeg elskede dem højt, men den del af mit liv er forbi.

Jeg vil aldrig forsøge at erobre deres plads i dit hjerte.

Og heller ikke din hustrus plads.

Jeg elsker dig, som du er. Og for det, du er.

Vil du gifte dig med mig?

- Når krigen er forbi - Nu!

Jeg nyder din kærlighed. Det er nok for mig lige nu.

Gerhard!

Frau Weiss sendte mig herhen med nogle ting, I havde glemt.

Hvordan har den gamle drage det? Har du savnet mig?

- Far er ude, og jeg keder mig. - Skal vi gå en tur?

- Jeg har fri et par timer. - Tjah, hvorfor ikke?

Jeg henter lige min frakke.

Jeg længes hjem til Paris. Jeg hader altså tyskerne.

- Jeg har altså ikke uniform på. - Nej, så ville jeg have hadet dig.

- Jeg vil ikke være soldat. - Hvad så?

- Far siger, jeg skal være bankmand. - Og din mor?

- Hun døde, da jeg var lille. - Det gjorde min også.

Jeg kan knap huske hende.

Far har været væk i flere måneder. Ariana må være bekymret.

- Ariana? Er det din kæreste? - Nej, det er min søster.

- Jeg har ikke nogen kæreste. - Det har jeg heller ikke.

Har du ikke en hjemme i Paris?

Nej, slet ikke.

Det er århundredets største dag.

Sammen må vi kæmpe for vores fremtid.

Føreren kan råbe og skrige, men krigen er tabt, Johann.

Mine herrer, alle officerer skal sendes i felten.

De fleste skal af sted til fronten, men resten står for byens forsvar.

Nærmere ordrer gives kl. 14.00. Heil Hitler!

Du vil jo så gerne til fronten.

- Det var, før jeg traf Ariana. - Vær nu ikke dum.

Gift dig med hende nu. Grib lykken, mens du kan.

Man fatter næsten ikke, at der er krig.

- De kan ordne kontrakterne senere. - Jeg kommer så sjældent ud.

- Det er pænt af Dem at give frokost. - Jeg har godt nyt fra min fætter.

- Ham i Amerika? - Ja, jeg fik brev fra ham i dag.

Han har inviteret mig til New York, når krigen er forbi.

Far?

Han er i Basel for at se på malerier. Så er han væk i flere timer.

Er han det?

Lad os danse.

- Det er dejligt. - Ja.

- Hvad har du lyst til? - Det samme som du.

Så sig mig det.

Du ved det godt.

Vis mig det.

Er du nu sikker?

- Bilen venter. - Tak...

Kom.

Pas godt på.

Jeg har fået nye ordrer.

- Skal du til fronten? - Jeg skal blive i Berlin.

Bliv nu ikke for begejstret. Det kan hurtigt ændre sig.

Jeg er i stående beredskab.

Jeg er i stående beredskab.

Lad mig vise dig noget.

Ariana?

Vil du læse højt på vores bryllupsnat?

Da du hentede mig i mit hjem, tog jeg jo den her bog med.

Nu skal du se, hvorfor jeg tog den.

Far gemte den her i den, da han og Gerhard tog til Schweiz.

Hvorfor viser du mig det nu?

Fordi det er det eneste, jeg ejer.

Jeg vil ikke skjule noget for dig.

- Jeg har ikke en gave til dig. - Hvad vil du selv have?

Dit barn.

- Vores barn, Manfred. - Vent, til krigen er forbi, Ariana.

Nej...Nu.

Men jeg kan blive sendt til fronten.

Jeg vil have dit barn at elske.

Det er kun et spørgsmål om tid, før de allierede indtager byen.

- Og så må du tage af sted. - Uden dig?

Jeg skal forsvare hovedkvarteret.

Uanset hvad jeg mener om krigen, så må jeg jo gøre min pligt.

Hvordan finder jeg dig igen?

Madame de Saint Marne, en ven af familien, bor lige uden for Paris.

Jeg stoler fuldt ud på hende.

Jeg må hellere tage til Schweiz. Måske er Gerhard der.

Du kan ikke slippe ind i Schweiz nu. Tag til Madame de Saint Marne.

Men der er 900 km til Paris.

Adressen ståri bogen her. Og der er penge og papirer.

Og den her. Brug den om nødvendigt.

Sæt, der sker dig noget.

Du er mit et og alt.

Der sker ikke noget.

Pas godt på dig selv. Vi skal nok klare den.

Så har vi resten af livet sammen.

- Lad os nu more os. - De bomber Berlin i dette øjeblik.

- Hvis Ariana og far er der - Du tror da ikke, de er i live endnu?

Undskyld, men du har jo ikke hørt noget fra dem i al den tid.

Skal jeg bare give op, Giselle?

Når krigen er forbi, tager jeg tilbage og søger efter dem.

- Til Berlin? - Hvor skulle jeg ellers tage hen?

- Forlader du mig? - Du tager da til Paris.

- Du kan da tage med os. - Jeg vil hjem til mit eget land.

Giselle

Jeg var på flugt for Gestapo.

Men som ekspert kan De nok se, at det er en ægte Renoir.

Vil De virkelig skille Dem af med det?

Jeg fik det af en meget kær ven.

Men jeg har brug for pengene. Tyskland falder snart.

- Jeg rejser snart fra Schweiz. - Javel, ja.

Vi kan nok finde ud af en pris.

Kom nu, Vanja.

- Er kampene forbi? - Det er slut. Vi har overgivet os.

- Hvad sker deri byen? - Russerne har fanget vore soldater.

Her er jeres Fører!

Han er død!

- Johann? - Væk!

- Hvor er Manfred? - Forsvind.

Hvor er han?

Væk!

Du lovede, at du aldrig ville forlade mig

Jeg kom for at sige farvel. Jeg er på vej til Berlin.

Jeg kom for at sige farvel. Jeg er på vej til Berlin.

Vi må vist hellere tale om bryllup.

- Du må jo gifte dig med Giselle. - Hvorfor?

- Giselle venter dit barn. - Er du gravid?

- Det kan næppe komme bag på dig. - Lad være, far.

- Jeg vil ikke tigge dig om ægteskab. - Sludder.

Selvfølgelig vil han gifte sig med dig. Ikke sandt, Gerhard?

- Men jeg er nødt til at rejse hjem. - Ja, når I har indrettet jer i Paris.

Men du må påtage dig dit ansvar. Det ville din far også have forventet.

Jeg ved, at det er hårdt, men nu må vi være realistiske.

Du og Giselle er begge unge. Jeg vil oplære dig i mit firma.

Du får et arbejde, et hjem og den pige, du elsker.

Du er heldigere end de fleste andre.

Jeg elsker dig, Gerhard. Jeg skal nok gøre dig lykkelig.

Er der noget i vejen?

Må jeg køre med?

Hvor er vi?

- Hvad er det, du gør? - Jeg vil ligge lidt her hos dig.

Lad være!

- Du skylder mig vist en tjeneste. - Nej!

Lad mig være.

Tyske so!

Stop, ellers skyder jeg dig.

Tak.

- Hvor langt er dertil Paris? - Vær nu lidt tålmodig.

Få dog nogen til at hjælpe dig.

Tak.

- Gid man kunne hjælpe dem. - Det kan vi ikke.

- Bare et par af dem. - Vi må tænke på os selv, Gerhard.

Endelig.

- Hvor skal De hen, frøken? - Hvor skal du hen?

Vil du køre med?

Kom, Cal. Hun er skør.

Jeg vil jo bare hjælpe dig. Hvor skal du hen?

Lad os køre.

Paris...

Paris? Der var du heldig.

Manfred var en sød lille dreng.

Jeg gik i skole med hans mor. Ak, hvor trist.

Tak, Marie.

Det lykkedes os at skjule alt for tyskerne under besættelsen.

Men det er jo bare ting. Du har mistet alle dine kære.

Jeg håber, at min far og min bror er i live.

Jeg arbejder for en organisation, som hjælper jødiske flygtninge.

Jeg skal se, om de kan hjælpe dig.

Men nu skal du hvile dig og have lidt ordentlig mad.

- Du ser ud til at have det bedre. - Tænk, at jeg har sovet i to dage.

- Du kunne sikkert sove i to mere. - Har De hørt noget?

Jeg er bange for, at jeg ikke har fundet ud af noget.

Der er intet spor af din far eller Gerhard i Schweiz.

Og heller ikke af Max Thomas. Tyskland er ét stort kaos.

Jeg tror, at de er blevet dræbt.

Det kan jeg ikke leve med. Jeg ved, at de ville rejse til Amerika.

- Måske kan jeg finde dem der. - Lad være at håbe for meget.

Håbet er alt, hvad jeg har.

Her er dine papirer. Du rejser under falsk navn.

Anna Golub?

Det var den jødiske organisation, der ordnede papirerne.

- Så de tror, jeg er jøde? - Ellers tog de dig ikke med.

Og du slap næppe ind i USA, hvis de vidste, -

- at du var tyskeren Ariana von Tripp.

Jeg er straks tilbage.

Anna, det er mine venner fra den jødiske hjælpeorganisation.

Jeg hedder Paul Liebman.

Paul, mademoiselle Golub er meget svag.

Bare rolig, jeg er læge. Desværre skal vi med et fragtskib.

Jeg vil aldrig glemme Dem.

Gud velsigne dig, mit barn.

Farvel.

Hvordan går det?

Hvordan har du det i dag, Anna?

Du har stadig en smule feber. Har du spist noget?

- Du må se at få noget ned. - Nej

Vi er i New York om et par dage.

Du lærer aldrig at danse jitterbug, hvis du er sløj.

Jitterbug?

Jeg er bekymret for Anna Golub. Hun har feber og kaster op.

Hun har vel siddet i fangelejr.

- Jeg skal nok tage mig af hende. - Tak Golub.

Anna.

Velkommen til Amerika.

Tak for alt, Paul.

Pas godt på dig selv.

Der er han jo.

Far!

Mor!

- Hvor er det dejligt at se dig. - Du har vel lavet sprængt oksebryst?

- Hvor er Joan? - Hun kunne ikke komme.

Jeg har været væk i to år, og så kan min forlovede ikke komme.

Hvad foregår den?

Du har været længe væk. Folk forandrer sig jo.

Hvad er det, du prøver at sige?

Hun har giftet sig.

Det er hårdt, Paul. Men når hun kunne gøre sådan...

- Så var hun ikke værd at samle på. - Netop.

Kom, min dreng.

Jeg hedder...

...Anna Golub...