Original subtitles

Man siger, at en sommerfugls vingeslag kan skabe forandring -

- men det kan mere ødelæggende begivenheder også.

Krigen bryder ud. Soldater mobiliseres i hele verden.

Nogle af dem voldtager en kvinde i London.

Hendes mand skriver en bog baseret på begivenheden.

Bogen læses af en af de vigtigste instruktører i filmhistorien -

- og han laver en film af den.

Jeg giver mit ansigt og min sjæl til hovedpersonen.

Filmen får premiere og bliver en succes.

Den får ros -

- men den bliver også nådesløst angrebet og forbudt.

FORBUDT

Hvilken sommerfugl fik indbyggerne i en lille by i Spanien -

- som på den tid var underlagt et ekstremt diktatorregime...

til at nyde en af de mest nyskabende film nogensinde?

EN FORBUDT APPELSIN

Min sommerfugl hedder Lindsay Anderson.

Havde han ikke givet mig hovedrollen i "Hvis..." -

- havde Alex DeLarge nok fået et andet ansigt...

og ingen havde sagt, at Malcolm McDowell var født til rollen.

En rolle, der 50 år senere stadig er hos mig -

- og som på nogen måder har formet mit liv.

Jeg havde hørt, at jeg var Stanley Kubricks første -

- og eneste valg til at spille Alex.

Det gav mig en vis selvtillid -

- og den 7. September 1970 begyndte jeg indspilningerne.

Det var et halvt års krævende arbejde.

Jeg blev presset på mange måder, men det var enormt tilfredsstillende.

Jeg havde ingen anelse om, hvor stor filmen ville blive -

- men jeg vidste, at den ville blive lagt mærke til.

Vi blev færdig med indspilningerne den 24. Februar 1971.

Stanley brugte flere måneder på at gøre filmen færdig.

Endelig blev premieren planlagt til slutningen af året -

- og alt vores arbejde skulle få sin endelige dom...

fra publikum og kritikere.

"A Clockwork Orange" havde premiere i slutningen af 1971 i New York -

- og i januar 1972 i London.

Filmen ramte mig virkelig, men den frustrerede mig også -

- for jeg forstod ikke al dialogen.

Mange år senere fandt jeg selvfølgelig ud af -

- at sproget var opfundet.

"A Clockwork Orange" var omgivet af en aura af skandaler.

Mange sagde, at den var amoralsk og ond -

- og at den hyldede forbrydelser.

"I biograferne lærer vi at acceptere vold."

På et tidspunkt var det som en bandlysning -

- eller en forfølgelse.

Folk så ikke filmens værdi.

Den blev kaldt moralsk forkastelig.

Det fik Kubrick -

- til at trække filmen tilbage.

Han fjernede den fra biograferne.

Han ville ikke give næring til noget -

- som han anså for ikke at være tilknyttet filmen.

Efter et årstid fik Stanley og hans familie -

- adskillige dødstrusler med posten.

Politiet rådede ham til at trække filmen tilbage -

- og det gjorde han, men kun i England.

Filmen var en stor succes.

Men det var nedslående at se, at publikum og nogle kritikere -

- havde for travlt med at angribe volden i filmen.

De havde ingen interesse i at forstå -

- den dybere og stærke besked, filmen forsøgte at overbringe.

Filmen gav virkelig genlyd -

- over hele verden.

Og samtidig forsvandt den.

Den havde en aura som en forbandet film.

I nogle lande blev den kaldt sådan pga. Publikums reaktion på den.

Men andre steder forbød man den fremfor at bearbejde det.

FORBUDT I BRASILIEN

Et af de steder var Spanien. "A Clockwork Orange" blev forbudt -

- og blev til "A Forbidden Orange".

Men vil vi forstå årsagen til det, skal vi tilbage i tiden.

Siden 1939 havde Spanien været styret af den fascistiske diktator -

- general Francisco Franco.

Han tog magten ved et kup, og en grusom borgerkrig fulgte.

Spanien udgyder sit blod for at forsvare civilisationen.

Efter mange års isolation begyndte Francos regime -

- at åbne sig mod resten af verden i 1960'erne.

Man bød turister velkommen.

Og Spanien blev snart et populært sted at indspille -

- store internationale film.

Dengang var der ingen kontrol.

Franco sagde, at indtjeningerne skulle blive i Spanien.

Han indførte en regel om, at indtjening og royalties -

- fra de amerikanske film skulle investeres i spanske produktioner.

"Spartacus", "55 dage i Peking", "Lawrence af Arabien" -

- "Doktor Zhivago" blev indspillet i Spanien.

Derfor kom mange Hollywood-stjerner og instruktører til landet.

Trods denne åbenhed holdt regeringen stadig borgerne -

- isoleret fra resten af verden.

Man ville undgå kulturelle begivenheder -

- som kunne bringe regimets moralske værdier i fare.

Jeg har styret denne stat i 30 år -

- og har reddet nationen fra tidens storme.

Og jeg er her stadig, parat til hvad som helst.

Havde nogen spurgt mig, om filmen kunne blive vist i Spanien dengang -

- ville jeg have sagt, at det var næsten umuligt.

Måske i Madrid eller Barcelona, men ikke i en provinsby -

- som blev regnet for at være en af de mest konservative byer.

VELKOMMEN TIL VALLADOLID

I 70'erne var Valladolid en vigtig universitetsby -

- og en stor industriby.

Der var Renault-fabrikken. FASA-Renault.

Dengang havde FASA 15.000 ansat -

- så byerne omkring Valladolid blev affolket.

Mange flyttede til hovedstaden.

Indtil da, var Valladolid en typisk provinsby.

Jordejerne bestemte her.

FASA satte gang i en udvikling -

- men de sociale forskelle var stadig tydelige.

Kvartererne var helt almindelige.

Levevilkårene var rædsomme, og i Centrum...

Familierne, der boede i Centrum -

- var overklasse, og der var ikke mange af dem.

Det er en by, hvor overklassen er tæt knyttet -

- til landområderne, så den er ret konservativ.

Dengang var folk også meget troende katolikker.

Den var ikke ekstremt katolsk. Det ville være en overdrivelse.

Men den virkede som en katolsk by med fastgroede traditioner.

De syv ords optog i Valladolid -

- rider gennem byen til lyden af trommer og trompeter.

Passende for en by med forfædre i kavaleriet.

Byen har 20 kristne broderskaber.

Der skete også en masse omkring universitetet.

Der var meget aktivitet både i fakulteterne og privat.

Der var mange aktiviteter.

Én ting, der ikke var så meget af -

- var kulturelle tilbud.

Vi sad meget derhjemme.

Vi gik meget i biografen.

Nogle gange tre-fire gange om ugen.

ONKEL TOMS HYTTE

Jeg arbejdede i en bank -

- men om eftermiddagen, hjalp jeg til i familiens biograf.

Siddepladserne i Roxy Cinema var min legeplads.

Jeg lærte at sælge billetter og viste folk på plads.

Jeg gemte mig bag gardinerne for at se lidt af voksenfilmene.

Dengang var biograferne den bedste underholdning.

Det var min verden.

Den første film blev vist kl. 17.

Der kom ikke bare 20-30 kunder, men 400-500.

Der var altid udsolgt.

Det er dejlige minder.

Ens forældre tog én med, og man voksede op -

- med en kærlighed til film. Det var så vigtigt.

Kun få steder har jeg været lykkeligere end i biografen.

Lyset blev slukket, og man ventede spændt på, at strålen af lys -

- skulle fylde lærredet med billeder.

Det var fuldkommen magisk.

Man ventede på et af livets vidundere.

For mig var biografen en pause fra hverdagen.

Det var en fantasiverden, der var forbundet til virkeligheden.

Et ønske om en anden verden.

Via filmene opdagede folk nye ting og rejste ud -

- og dannede meninger.

Jeg mener, at filmene forandrede kulturen i Valladolid.

Først var det universitetet -

- men filmugen gav også det hele et skub.

Jeg elskede filmugen, for den forandrede byen.

Pludselig var der nye ting at se i Valladolid.

Jeg kom til Valladolid i 1964.

Jeg havde taget mine eksaminer -

- for at arbejde i statsadministrationen.

Jeg bad om at arbejde i Valladolid -

- på grund af den internationale filmuge.

Festivalen blev grundlagt af Antolin de Santiago y Juárez -

- chefen for information og turisme og en mand, der kunne organisere.

Han ville lave en festival for religiøse film.

Festivalen var en udvidelse af påskeugen.

Festivalen begyndte med en messe -

- som alle gæsterne deltog i.

Man talte meget om, at nonner og præster deltog -

- og det var folk mest interesseret i.

RELIGIØS FILMUGE

Den første festival var for religiøse film -

- og de viste en kontroversiel film, som folk klagede over.

Men man måtte gøre det bredere -

- for der var ikke så mange gode, religiøse film.

Derfor kom der også film om menneskelige problemer.

Det betød meget for festivalen -

- for nu kunne man vise alle slags film.

Nu hed den De Religiøse og Menneskelige Værdiers Filmfestival.

Det dækkede over mange ting.

Socialrealisme, politik -

- og film set fra et humanistisk synspunkt.

Der var plads til alt.

Også erotik, for det ligger meget dybt i mennesket.

Det skabte mange diskussioner.

Det var en stor forandring.

Man foreslog lidt frække film -

- svære film, kontroversielle film.

Man var ikke sikker på, hvilken planet de kom fra.

Man kunne nok ikke se den slags film andre steder.

Vi begyndte at få film fra den anden side af jerntæppet.

De blev ikke vist andre steder.

Vi havde Felini-film, Rossellini-film...

- Ingmar Bergman. - Der var film fra Den nye bølge.

François Truffaut.

Det lykkedes os at få Buñuel.

Og vi viste "Mælkevejen" og "Simon i ørkenen".

Det var fantastisk, men det gav os problemer.

Først med ærkebiskoppen, som nær kom op at slås med Antolin.

Og så med filmskolen -

- som var ledet af fader Staehlin og fader Landaburu.

De var utilfredse med festivalen.

Der var nervøsitet.

Vi vidste, at der ville blive ballade.

De viste "Jomfrukilden".

Der er en voldtægtsscene i den -

- og der var lidt panik, for der var nonner til stede.

Det virkede sært at vise Bergmans film til en religiøs filmuge.

Det var foruroligende film -

- og man vidste ikke, hvad man skulle tænke.

Det var en kulturel opvågning, som filmugen skabte.

De viste film, som virkelig chokerede folk -

- men de ville se dem alligevel.

Der var udsolgt i biograferne hver dag i filmugen.

Filmugen åbnede mine øjne for resten af verden.

Der var en intellektuel og kulturel nysgerrighed -

- blandt de unge mennesker.

Der var en allestedsnærværende censur, så man ledte efter måder -

- at holde kulturens flamme i live på.

Det var ikke let at holde kulturens flamme i live.

Fra begyndelsen af diktatorregimet -

- ville man holde fast i de katolske værdier.

Så man indledte et korstog -

- for at kontrollere ethvert forsøg på at åbne borgernes sind.

På kirkernes opslagstavler stod der om planlagte messer -

- og om begivenheders moralske klassifikation.

Man kunne tjekke filmene -

- og man skulle kun se dem med et ettal.

De var egnede for alle.

Censuren var et af regeringens stærkeste redskaber -

- og den var især hård ved film.

Francos regime var hårdest med filmcensuren.

Det var let gjort på mange områder.

De nøjedes ikke med at klippe i filmene.

De indførte verbal censur -

- hvilket betød, at de ændrede dialogen.

Der var den berømte sag om filmen "Mogambo" -

- hvor man brugte censur.

Man ville tydeliggøre de romantiske forhold.

Men de gjorde det, så det blev til incest i stedet for utroskab -

- og det er en meget større synd.

Ud over manipulationer, udeladelser og forandringer -

- var det sværeste at få fat på film, der ikke blev vist andre steder.

Vi fik ikke de frække film -

- ej heller de erotiske eller de politiske.

For eksempel Kubricks film "Ærens vej" -

- som er en anti-krigsfilm og en af hans bedste, nåede aldrig hertil.

Kubricks "Ærens vej" og hans næste to film -

- kom også under hård behandling af Francos censorer.

Spartacus blev taget af plakaten -

- og "Lolita", en af tidens mest kontroversielle film...

blev forbudt af ministeriet for information og turisme.

Censoren med ansvar for "Lolita" -

- sagde, at som katolik og en pligtopfyldende borger...

måtte hun modsætte sig den bølge af korruption og pornografi...

der oversvømmede litteraturen og filmens verden.

"Jeg kan ikke lide 'Lolita'," skrev hun. "Den duer ikke i Spanien."

Francos regime var frygteligt.

Det var mørkt og brutalt. Helt uden sammenligning.

Alt det, der var moderne -

- og som man gerne ville være en del af, blev standset.

"Dr. Strangelove" og "Rumrejsen år 2001" -

- var blevet vist i Spanien uden problemer.

Men alt forandrede sig, da Warner Bros. Ville vise A Clockwork Orange.

Filmen blev forbudt og måtte ikke vises i landet.

Men trods det, kunne man ikke kvæle interessen for film -

- og et mærkeligt fænomen dukkede op.

I 1973 blev der lavet en film, der var ekstremt inspireret -

- af "A Clockwork Orange" i Spanien.

En film, hvor Alex var en kvinde.

Politiet påstår, at hun har begået onde gerninger.

Ja, en interessant sag.

"En dråbe blod for en kærlig død" -

- var en spansk-fransk sensationsfilm.

Den var så inspireret af A Clockwork Orange -

- at man gav den den sarkastiske titel "A Clockwork Tangerine".

Vi vil forsøge at gøre dig nyttig inden for lovens rammer.

Filmen fik premiere i USA under titlen "A Clockwork of Terror".

Man ville udnytte populariteten fra Kubricks film.

Det var ærlig talt sjovt at se mig selv som morder-sygeplejerske.

Og endnu mere interessant at rollen blev spillet af Sue Lyon.

Hovedrolleindehaveren fra en anden berømt Kubrick-film: "Lolita".

"En dråbe blod for en kærlig død" instrueret af Eloy de la Iglesia -

- og José Luis Garci skrev manuskriptet.

Ingen af dem lagde skjul på inspirationen fra A Clockwork Orange.

De gik så vidt, at de havde billeder af Stanley Kubrick med i filmen.

Det er tid til den tredje film, "A Clockwork Orange".

Produceret i 1971 af Warner Bros. Og instrueret af Stanley Kubrick.

Filmen nåede ikke Stanleys film til sokkeholderne -

- men censuren angreb den alligevel nådesløst.

"Brutal, uhyggelig, usund. Den er forbryderisk og amoralsk."

"Udfør de nødvendige klip."

Francos regime kasserede enhver form for kulturelt indhold -

- som ansås for undergravende.

De spanske filmelskere havde kun to muligheder -

- for at se de film, regeringen nægtede dem at se.

Man kunne gå til hemmelige visninger eller rejse til udlandet.

Tog man til Paris var det ikke kun Eiffeltårnet -

- og Champs-Élysées, der trak, men også biograferne.

Buñels film, der ikke blev vist i Spanien -

- og andre instruktører.

I weekenden i Catalonia, især i Barcelona -

- arrangerede man ture til Perpignan...

for at se film som "Emanuelle" eller "Sidste tango i Paris".

Det var som at gå på La Rambla. Alle kendte hinanden.

Og folk havde travlt.

Man så en film kl. 15, og så løb man hen til en anden biograf -

- fordi man havde billetter til to film til.

Erotiske film og andre, som var forbudte i Spanien.

Og når folk var i udlandet og så andre forbudte film -

- kunne de også se "A Clockwork Orange".

Jeg så den i Montreal i Canada -

- omkring 1973.

Jeg tænkte, at det ville svært at få den til Spanien.

Censuren var meget streng -

- og muligheden for, at den kom, var meget lille.

Jeg slog det ud ad hovedet.

Men så var jeg chef for festivalen i 1975

og muligheden for at vise "A Clockwork Orange" dukkede op.

Warner Bros. Ringede til mig og sagde:

"Vi vil gerne vise "A Clockwork Orange" i Valladolid -

- og Statens Filminstitut har sagt ja."

Det, at Statens Filminstitut -

- og distributøren Warner Bros...

overvejede at give Valladolid en chance, gav en vis status.

Alt faldt på plads i februar, da staten offentliggjorde -

- at hele systemet med censur var blevet midlertidigt ophævet.

Regimets ledere forstod, at det ikke kunne blive sådan ved.

Måske så de filmen som en måde til at vise folk -

- at de også kunne være moderne og vise kontroversielle film.

Det var deres måde at vise på, at regimet var ved at forandre sig.

Det var stort i Spanien -

- at "A Clockwork Orange" måske snart ville blive vist i biograferne.

"A Clockwork Orange" blev vist ved Valladolid Film Festival i 1975 -

- og det virkede måske som noget af en milepæl.

Men det var ikke første gang, en såkaldt problemfilm -

- var smuttet igennem regimets brutale censur.

Både statens filminstitut og censur -

- havde før tilladt fremvisninger ved filmfestivaler...

af problematiske film.

De ville studere, hvordan publikum reagerede -

- på de tvivlsomme og kontroversielle billeder.

De lavede et eksperiment i Vallaolid i 1974 -

- som skabte en del røre ved indgangen til biografen.

Filmen var "Jesus Christ Superstar".

Der blev stor opstandelse, hvilket er sjovt, for filmen er ikke...

"Jesus Christ Superstar" -

- fik tilladelsen en fredag til at blive vist om søndagen...

af ministerrådet med selveste Franco i spidsen.

Det var med det i tankerne, at vi, da de foreslog os at vise -

- "A Clockwork Orange" bestemte os for at gøre det.

Vi tænkte, at det var som at smide en bombe, og det var det.

Sandheden var, at Valladolid ikke var klar til bomber.

Det her var noget, man ikke vidste uden for Spanen -

- for al information var kontrolleret af regimet.

Men spanierne var begyndt at mobilisere imod diktatorregimet -

- som viste flere og flere tegn på svaghed.

1974 var en svær tid for Valladolid.

Forandringens vinde blæste gennem gaderne -

- og i 1975 var byen på randen af kaos.

FASA-Renault gik i strejke sammen med bygningsarbejdere.

Kvarterer blev ødelagt. Der var stor social aktivitet.

Andre industrier gik også i strejke i kamp for aftaler -

- og forbedringer af arbejdsvilkår.

Man så mange lock-ins og forsamlinger i kirker -

- og nogle præster sagde...

at de var sendt af kirken for at undervise arbejderne.

Men de endte med at gå med i fagforeninger.

Protesterne begrænsede sig ikke til arbejderbevægelsen.

Universiteterne blev også rystet af forandringskrævende studenter.

De unge forlangte frihed og et mere frit samfund.

Valladolid havde en befolkning på 200.000 -

- og 30.000 af dem var studenter.

Så den politiske atmosfære var ret aggressiv.

I 1975 læste jeg engelsk filosofi -

- ved Valladolid Universitet.

Elisa Serna kom for at give koncert -

- som senere blev forbudt.

Men koncerten blev gennemført, for i ordren stod der -

- at militæret ikke måtte gå ind på området.

Men sådan gik det ikke. Politiet kom ind -

- og brugte deres stave til at afbryde koncerten.

Vi løb mod udgangen, men nogle var heldigere end andre -

- og flere af os fik et lag tæsk.

Min far var republikaner. Og han sagde:

"Det er godt, min pige, men ideer er én ting -

- og politisk aktivisme en anden."

Den koncert forandrede Valladolid Universitet for altid.

Regeringen ville gøre et eksempel af universitetet -

- og afsluttede det akademiske år.

UNIVERSITET LUKKER

Universitetet lukkede.

Afgørelsen blev taget af rektoren José Ramõn del Sol.

Han kom ud fra det medicinske fakultet.

Der havde forsamlet sig folk på gaden.

De kastede med æg og råbte, at han skulle træde tilbage.

Det fik den akademiske ledelse til at holde et møde.

De satte en seddel op om -

- at på grund af balladen...

var alle akademiske aktiviteter suspenderet på ubestemt tid.

Regimet var særdeles virksomt i Valladolid og andre steder -

- og straffen for at tilhøre visse politiske organisationer...

kunne være fængsel.

Den politisk-sociale brigade, havde været på toppen -

- men var blevet lidt udvandet i slutningen af 60'erne.

Nu genvandt den sit dårlige ry -

- med massearrestationer på universitetet og FASA-Renault.

En gruppe studenter blev idømt mange års fængsel.

En af studenterne -

- var efter sigende involveret i en ulykke på politistationen.

De sagde, at han ville flygte via stationens gårdhave -

- men Cancho sagde altid, at de smed ham...

fra stationen ned i gårdhaven.

Forestil jer al den ballade -

- i en by med en så lille befolkning.

Og i løbet af natten annoncerede filmfestivalen, at i april -

- ville man vise "A Clockwork Orange" i anledning af jubilæet.

Det rystede kulturlivet.

Det var som en krigserklæring -

- at vise noget, der ikke var godkendt, og som havde skabt ballade.

Forventningerne var skyhøje.

Desværre, på trods af forventningerne -

- blev filmens deltagelse i festivalen ramt at virkeligheden.

Det havde intet at gøre med censur eller den politiske ballade.

Problemet kom fra uventet kant.

I hvert fald for dem, der aldrig havde arbejdet med Stanley.

Femten-tyve dage før festivalen ringede Warner Bros. Og sagde:

"Vi vil gerne se jeres kopi af "'A Clockwork Orange' -

- for vi er ikke sikre på, at den er i god stand."

Så filmen forlod Valladolid og rejste til Madrid.

To dage efter at have sendt filmen tilbage -

- ringede Warner Bros. Igen: "Vi er kede af det -

- men Kubrick vil ikke give tilladelse til visning af filmen."

Hvad for noget? Vi var målløse.

Der var kun lidt over en uge til festivalen.

Kubrick mente ikke, at Valladolid var det rette sted -

- at præsentere filmen i Spanien.

Han havde nok hørt Valladolids internationale ry -

- for at være stærkt forbundet med religiøse film.

Jeg tror også, han havde hørt -

- at Valladolids 35 mm fremvisningsudstyr...

ikke var godt nok til at garantere den fremvisning...

han ønskede for filmen.

Han var ekstrem perfektionist.

Jeg tilbragte en uge med ham, mange timer hver dag -

- da jeg begyndte oversætterarbejdet og dubbingen af Ondskabens hotel.

Jeg havde gjort det med "A Clockwork Orange" -

- og jeg glædede mig til at bo på et stort hotel ved hans hus.

En dag bad jeg ham om noget -

- jeg vidste, han ikke ville give mig. Et interview.

Du sagde forleden, at du elsker at gå i biografen.

Gør du stadig det jævnligt?

Jeg forsøger at se alle film.

Jeg har fremvisere derhjemme, så det er lettere nu.

Må jeg spørge dig om, hvilke film du foretrækker?

Gode film.

Det var ikke som at tale med en stjerne, men sådan var han.

Han havde noget, jeg sætter pris på hos folk.

Især dem, der er så dygtige kunstnere -

- og som andre har interesse i.

I stedet for at tale om sine film eller Hollywood -

- spurgte han om f.eks. Spansk politik og den spanske borgerkrig.

Du nævnte, hvor fantastisk en film den roman af Orwell kunne blive.

"Hyldest til Catalonien".

Er det noget, du kunne overveje at gøre?

Af en eller anden grund har jeg aldrig tænkt på det.

Sådan en bog passer bedre for en spansk instruktør.

De kunne gøre det bedre.

Han var ikke stolt eller arrogant eller særlig selvsikker.

Han var venlig.

Og der var én ting, jeg virkelig lagde mærke til.

Noget, der var vigtigere end, om folk er gode eller onde -

- og det var de krav, han stillede.

Han stillede krav til sig selv.

Det var ikke en dille, som mange har sagt.

"Han var gal. Han var for meget." Alt det er blevet sagt om Kubrick.

Han var gal, og han var for meget, når det gjaldt kvalitet.

Det er en af de ting, jeg beundrer mest hos kunstnere.

Du forsøger tydeligvis at have kontrol -

- over hver en lille detalje og over skuespillerne i dine film.

Du nævnte forleden, at du af og til introducerer -

- noget improvisation på settet.

Lige meget hvor nøje man er, når man skriver en scene -

- så bliver den altid anderledes, når man indstuderer den første gang.

Så indser man, at der er ideer og muligheder i scenen -

- som man ikke har tænkt på, eller at gode ideer ikke er gode.

Eller at ideernes vægt ikke er i balance -

- og noget er for åbenlyst eller ikke tydeligt nok.

Jeg skriver ofte scenen om, mens den indstuderes.

Jeg mener, at man bedst udnytter -

- både skuespillernes evner og deres svagheder på den måde.

Jeg tilbragte mange måneder i forberedelse med Stanley.

Det var der, Stanley instruerede, før vi begyndte at filme.

For han ville lære mig at kende, og jeg lærte også ham at kende.

Han var en stille og genert mand. Jeg hørte ham aldrig hæve stemmen.

Og han havde ellers god grund til det.

Han ville aldrig tale om figuren Alex.

Vi talte om alt andet. Stederne, kostumerne, det ene og det andet.

Men jeg var skuespiller og ville tale om, hvem den mand er -

- hvem den dreng er. Hvad fanden der tænder ham.

Jeg spurgte, om han kunne give mig nogle fingerpeg, og han svarede:

"Altså, Malc. Det hyrede jeg dig for," og gik sin vej.

Jeg tænkte: "Kors. Han vil ikke engang tale om det."

Jeg var lidt forvirret over det.

Men på vejen hjem fra hans hus til London, hvor jeg boede -

- tænkte jeg på, hvad han havde sagt.

Og det gik op for mig, at han havde givet mig en gave -

- for det, han sagde, var: "Vis mig det. Gør det."

Legende og Kubrick går hånd i hånd.

Det sagde man, og da jeg spurgte ham om det, smilede han -

- som om han ville sige: "Tro, hvad du vil."

Han sendte endda spioner til de store byer -

- i de lande, hvor hans film skulle vises.

Han ville finde ud af, om biograferne var velegnede -

- så det værk, han havde skabt på film...

og hjulpet oversætterne med så længe...

var oppe på den standard, som han krævede af sig selv.

Jeg kan huske, at jeg læste, at til premieren i New York -

- krævede han, at lærredet havde en bestemt størrelse.

Hvis Stanley Kubrick mente -

- at i stedet for at vise filmen i Madrids biografer...

skulle den vises i en anden og ikke så vigtig biograf...

så blev den vist der, fordi han sagde det.

Og fordi han mente, hans film passede til den biograf.

Han kunne nægte at vise en af sine film -

- fordi farven på væggene ikke passede...

til farverne i filmen, og så blev den bare ikke vist.

Han havde fuld kontrol over udnyttelsen af hans film.

Han ville have kontrol over alt.

Fra produktion til administration til fremvisning.

Warner Bros. Var meget interesseret i at vise filmen i Valladolid.

Det kunne være en åbning -

- til at få filmen sendt ud på normal vis.

De ringede og sagde, at de ville tale med Kubrick -

- og forsøge at få hans tilladelse.

Warner Bros. Sendte en af deres chefer -

- Angel Corbi, til London.

Han skulle overtale Kubrick til at give tilladelse -

- til visning af filmen i Valladolid.

Han kom til mig, da han kom tilbage, og bad mig skrive et brev -

- hvor der stod, at filmen ville blive vist på Valladolid Universitet.

Han troede, at hvis han fik at vide, at filmen ville blive vist -

- eksklusivt på universitetet...

så ville han give sin tilladelse.

Det var vores eneste chance, så vi måtte gøre et forsøg.

Jeg skrev og forklarede ham -

- hvad det var for en festival.

Hvad vores tilgang var, og at den var progressiv -

- og at filmen ville blive vist på universitetet.

Sådan fik vi Kubrick til at give os sin tilladelse.

Men aftalen blev brudt.

Selvom festivalens direktør forsikrede Stanley om -

- at filmen ville blive vist eksklusivt på universitetet...

blev filmen vist i to biografer i byen.

Coca-teatret holdt en pressevisning og Carrion holdt en for publikum.

Festivalen brød aftalen med Stanley -

- med formålet at gribe chancen...

og give så mange som muligt mulighed for at se filmen.

Festivalens ledelse, altså Romero med brevet -

- og repræsentanten fra Warner Bros. Spanien...

gjorde noget, der er typisk her i Spanien.

Men gør alt, hvad der skal til for at få noget til at ske -

- som ellers forekommer at være komplet umuligt.

Jeg sagde, at filmen ville blive vist på universitetet -

- og det var ikke helt løgn.

For det publikum, der så den i Carrion -

- kom fra universitetet.

Universitetsmiljøet var oppe at køre over hele situationen.

Det, at man viste en film -

- som havde været forbudt i fire år, siden den var kommet...

fik alle studenterne på universitetet...

til at miste kontrollen.

Det var en præmie, et kulturelt oprør.

Man måtte se den.

Og det gjorde de.

Hundredvis af unge gik ud for at få fat i en billet.

En adgangsbillet til at overvære noget -

- som måtte blive en unik og historisk begivenhed.

"A Clockwork Orange" var sådan en attraktion -

- at folk stod i en kø så lang, som øjet kunne se.

Køen gik hele vejen rundt om biografen.

Jeg stod i den kø, og folk havde endda taget soveposer med.

Der var folk, der sov der om natten.

Folk skiftedes til at stå i kø.

To timer hver, og så byttede man.

På et tidspunkt kom politiet forbi, og måske sagde nogen noget -

- og så spredte politiet køen, men den dannede sig igen.

Næste dag løb de ind -

- som om de havde været bundet. Alle ville først ind.

Da billetterne skulle sættes til salg -

- ringede de og sagde, at der var et problem.

Der var ingen billetter tilbage til Carrion.

"Hvad? De er slet ikke sat til salg endnu?"

"Nej, men der er ingen billetter til 'A Clockwork Orange'".

Vi skyndte os derhen.

Da vi så køen, fik Carmelo og jeg et chok.

Det var noget værre rod.

Vi spurgte billetsælgeren, hvad der var sket.

Ejeren af biografen -

- havde givet alle billetterne til "A Clockwork Orange...

til venner, kontakter osv, og der var ingen tilbage.

Ingen af dem, der ventede udenfor, kunne komme ind -

- for der var ingen billetter.

"Hvad mener du?"

"Hvad skal jeg stille op med alle dem -

- der har stået i kø i over et døgn for at se filmen?"

"Ved det ikke. Der er ingen billetter."

De sløjfede de billetter, som var blevet givet væk.

Og så kom de med nogle nye, gav dem til sælgeren og sagde:

"Brug dem her."

Den stakkels kvinde lignede én, der havde set et spøgelse.

Han havde givet 1000 billetter -

- til folk, der ville se filmen, men ikke havde stået i kø.

Det var en bommert, men det blev bragt i orden.

Billetterne blev solgt hurtigt.

Det eneste problem, bortset fra at have siddet ude hele natten -

- var at mange i køen...

ville have købt 10-12 billetter til deres venner.

Men de fik sig en overraskelse -

- for arrangørerne solgte kun to billetter pr. Person.

Så den ven, som var kommet op foran, vi kun to billetter -

- til at dele med de andre.

Det var en stor skuffelse.

Vi var så gode venner, at vi trak lod om billetterne -

- og min mand og jeg vandt dem.

Så vi gik ind for at se den, og vi havde høje forventninger.

Man havde en disciplineret måde at lukke folk ind i biografen på.

Mit arbejde i biografen var -

- at sørge for, at intet gik galt under visningen.

Byen var splittet. Der var dem, der var spændte -

- og dem, der målløse sad og bad rosenkransen.

Der var ingen garanti for fred.

Året før var der blevet vist en film af Carlos Saura.

"La Prima Angelica".

Jeg skulle se den i Gijón, men de stoppede filmen -

- fordi falangisterne, meget højreorienterede folk...

ikke kunne lide fremstillingen af dem selv.

Politiet holdt øje med det.

Der var en lille gruppe politifolk i biografen.

De holdt øje med, hvad der foregik.

Jeg bestemte mig for at gå op i operatørrummet -

- for at sikre mig, at intet gik galt.

Jeg så filmen heroppefra.

Biografen var propfuld.

Der var dødstille i biografen.

Folk var tavse og spændte på at se den film, vi havde ventet på.

Ingen ville gå glip af noget.

Halvvejs igennem filmen ringede politiet til mig -

- og sagde, at der var en bombe i biografen.

Åh gud.

På den tid var bombevarsler -

- forholdsvis almindelige...

ved kulturelle og problematiske begivenheder.

Ringede man og sagde:

"Der er en bombe dér og dér," -

- kunne man stoppe aktiviteten.

Og der var ingen risiko for den, der ringede.

Jeg tog en chance og sagde:

"Jeg beklager, min herre."

"Men jeg vil tage ansvaret for ikke at standse visningen."

"Vi er halvvejs igennem filmen, og efter alt, der er sket -

- vil vi se den helt til slutningen."

Jeg var imponeret over filmen. Den var visuelt smuk.

Hele setdesignet er fantastisk. Det er brutalt.

Det hele er så moderne. Farverne, tøjet...

Popikonografi var meget interessant for os dengang.

Jeg syntes, den var fantastisk.

Intelligent, godt udført, godt skuespil.

Malcolm McDowell med det onde ansigt og det øje...

Min opgave som skuespiller, da jeg læste bogen, var:

"Jeg spiller en amoralsk mand. En voldtægtsforbryder og morder -

- og jeg skal have publikum til at synes om ham."

"Vær ikke misundelig på onde folk, ønsk ikke deres selskab."

Jeg skulle have publikum til at tage Alex til sig.

Ikke heppe på ham, men være fascineret nok til at blive hos ham.

Han er initiativrig, aggressiv, udadvendt -

- ung, fræk, ondskabsfuld. Ham kan vi bruge.

Der er noget afsmittende ved at se en figur med livsglæde.

Det var årsagen til, at jeg spillede rollen sådan.

Måden de forsøger at kurere ham på er også vild.

Du taler om Ludovico-teknikken.

De holder hans øjne åbne -

- og tvinger ham til at se optrin med vold og alt muligt.

Jeg blev puttet i en spændetrøje -

- og min knold sat fast til en nakkestøtte med ledninger i.

Så satte de nogle låse på mine øjne -

- så jeg ikke kunne lukke dem.

Den første scene, vi filmede, var Ludovico-behandlingen.

Jeg var lidt nervøs over at komme i gang med rollen -

- så jeg ringede til Lindsay Anderson, og han sagde:

"Der er en scene i 'Hvis...', hvor du skal til at have prygl -

- og du ser på præfekterne, og så smiler du."

"Sådan skal du spille den."

Det var Stanleys geniale idé at give mig en rigtig indsprøjtning.

Men jeg huskede det gode råd. Smil. Bliv ved med at smile.

Hun bankede nålen ind i røven på mig, og det sagde "sssht".

Smilet forsvandt.

Jeg huskede aldrig at smile efter det.

Men på det tidspunkt var figuren på plads.

Hold op! Jeg beder jer!

Jeg kan huske, at musikken

passede perfekt til de voldelige scener.

Der kom musik fra et åbent vindue, og straks kom løsningen til mig.

Jeg blev virkelig dårlig. Jeg havde aldrig set vold sådan.

Der var nogle scener, jeg ikke kunne holde ud at se på -

- fordi de var for foruroligende.

Jeg begyndte at få kvalme. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

- Det var forfærdeligt. - Ja, selvfølgelig.

Vold er en ganske forfærdelig ting.

Hvis jeg skal være ærlig -

- var jeg forbavset over, hvor gennemtænkt den var.

Selv med den konstante vold, der var.

Hvis nogen slår dig, slår du igen, ikke?

Hvorfor skulle staten -

- som bliver hårdt ramt af jer rødder, så ikke slå igen?

Filmen forklarer hele fænomenet med dominans -

- mellem mennesker, klasser og staten og befolkningen.

Valg.

Drengen har ikke rigtig noget valg, vel?

Hans egen interesse, frygten for fysisk smerte -

- drev ham til den groteske underkastelse.

Det var tydeligvis ikke ægte. Han gør ikke skade mere -

- men han er ikke længere i stand til at træffe et moralsk valg.

Det handlede om en form for vold, som vi ofte så i gaderne.

Nu skal vi gøre onde mennesker gode.

I Valladolid havde vi venner, der var i fængsel...

Han modsatte sig at blive arresteret.

...og en ven, der var blevet smidt ud ad vinduet på politistationen.

Det var den slags, der skete fra 1971 eller 1972 -

- indtil afstemningen om forfatningen.

Slå mig bare ihjel, I kujoner.

Jeg vil ikke leve mere i sådan en rådden verden.

Hvad er det, der er råddent ved den?

Den er rådden, fordi der ikke er lov og orden mere.

Den er rådden, fordi...

Det var en foruroligende film, som man måtte tage stilling til.

Det var en af de film, der skabte mest opstandelse.

Filmen? Jeg kunne ikke lide den.

Den var meget ubehagelig, men det var en fantastisk film.

Den er utrolig på grund af måden, den er lavet på -

- og geniet bag den.

Jeg var vild med den.

Jeg ved ikke, om jeg skal sige det, men jeg syntes, den var sjov.

Jeg nød den virkelig, og slutningen er genial.

Da forevisningen var forbi, begyndte alle at klappe -

- men der skete ikke noget upassende.

Folk var imponeret over filmen.

De beundrede Kubricks instruktion -

- og indtrykket af filmen, men det var alt.

Dengang holdt vi filmforummer.

Når vi så en film af Woody Allen eller Buñuel -

- talte vi om den og reflekterede over den.

Det kunne vi gøre i flere dage, når man mødtes med vennerne.

Den her film førte ikke til den slags forummer.

Det virker måske absurd.

Til sidst virkede folk helt frustrerede.

Jeg ved ikke, hvad de havde forventet.

Én ting, vi ikke må glemme -

- er det mærke censuren giver et kulturelt produkt.

Det skabte forventninger og en særlig interesse -

- uanset om det var et mesterværk eller ej.

Det er ligesom, når man forbereder en rejse -

- og nyder planlægningen mere end selve rejsen.

Jeg har nok set film, som jeg bedre kan lide -

- hvad angår handling og indhold, men jeg glemmer aldrig den film.

Det er en meget vigtig film, som forandrede publikum og kritikere -

- og folk fra Valladolid.

Og det er historien om filmens visning ved Valladolid-festivalen.

Festivalen blev opløftet -

- af visningen af "A Clockwork Orange".

Ikke alle film skabte sådan et røre.

For eksempel blev Spielbergs første film vist ved festivalen.

"A Clockwork Orange" var festivalens store begivenhed -

- men den vandt ingen priser, for den var ikke nomineret.

Juryen med Mel Ferrer i spidsen -

- gav det gyldne søm til Viscontis "Vold og lidenskab" -

- og Billy Wilders "Ryd forsiden" vandt juryens specialpris.

Festivalen var forbi.

Bedriften af få set en så undergravende film -

- blev klaret af nogle få heldige filmfans.

Men de skulle nu se, hvordan resten af landet også fik set filmen.

Nogle måneder senere fik filmen tilladelse til at blive vist -

- i nogle kunst-biografer.

Den blev vist i Cid Campeador i Madrid.

Men vi måtte vente to år mere på den dubbede version.

Af alle de film, jeg har oversat -

- var den her klart den sværeste.

Sproget i filmen var opfundet.

- I aften er det et mandstort brud. - Godt. Total gyser.

Forfatteren Burgess sagde, det skulle være et rodet sprog.

Han blandede standardengelsk med moderne slang -

- og lidt russisk inspireret af, hvad han havde hørt...

nogle smarte fyre fra Sankt Petersborg sige.

Hovedet bliver kaldt "gulliver" i romanen og i filmen.

Jeg har ondt i min gulliver, mor.

Det er taget fra den berømte roman Gullivers rejser.

Jeg havde ondt i min gulliver, så jeg måtte sove.

Jeg oversatte det til quijotera.

Jeg oversatte filmen.

Saura fik guidelines fra Kubrick i London -

- og sørgede for dubbingen, og så fik filmen premiere.

Og det blev en åben premiere -

- ikke kun for et udvalgt publikum.

"A Clockwork Orange" var et af de største fænomener i Spanien -

- ligesom Star Wars var.

Filmen gik i et år.

På samme tid, som filmen gik i hele Spanien -

- døde Francisco Franco efter 40 år som diktator.

Regimet faldt fra hinanden, og en ny demokratisk æra begyndte -

- hvor spanierne skulle finde rundt i et nyt og lovende landskab.

Jeg mødte også nye landskaber -

- i form af nye figurer og verdener at bosætte mig i.

Med tiden begyndte Alex at blegne, men han forlod mig aldrig helt.

Valladolid udviklede sig også og blev en moderne by.

Der var ikke meget tilbage fra den tid -

- hvor det at se "A Clockwork Orange"...

betød meget mere end bare at se en film.

Valladolid er en ret konservativ by.

Der var en livlig kultur allerede i 70'erne -

- med filmfestivalen og visningen af "A Clockwork Orange".

Folk taler stadig om det.

Jeg tror, det stadig har stor betydning for byen.

Jeg voksede op med den legende.

Det er altid svært at vide, hvad der er sandt.

Jeg foretrækker at tro på legenden.

Det er mest de unge, der ikke ved noget om visningen -

- for de ved ikke noget om de klassiske film.

Det er min erfaring som lærer -

- at de fleste unge mennesker slet ikke har set den.

Nej, jeg har ikke set den.

Jeg har aldrig hørt om den.

Jeg har hørt den titel, men det er det eneste.

Jeg ved intet om den.

Jeg ved, at den var epokegørende, men ikke andet.

Jeg har hørt, at den er ubehagelig, men jeg ved ikke andet.

Man genkender ikonografien.

Man ved, at noget er fra den film, selvom man ikke har set den.

- Det er en slagkraftig film. - Den er blevet et ikon.

Til halloween klæder folk sig ud som dem med hatte...

Det er en del af popkulturen.

Folk genkender billeder -

- men har ikke nødvendigvis set den.

Jeg har ikke set den.

Der var en episode af "The Simpsons"...

En episode af "The Simpsons" eller andre serier.

De ved ikke, hvad den handler om.

Det eneste, jeg kender til filmen, er memes -

- jeg har set på nettet.

Jeg tror, at filmen stadig kan -

- få folk til at vågne op og give dem kvalme.

Afhængigt af, hvor sarte de er.

Man blev fanget fra begyndelsen og måtte bare se resten.

I begyndelsen banker de en drukkenbolt -

- og han siger, han ikke vil leve i en lovløs verden.

Jeg blev chokeret, da de bankede ham i tunnellen.

Da de voldtager kvinden i huset, mens manden ser på.

Når de slår hinanden.

Ud over de voldelige scener -

- er det også chokerende, der hvor de holder hans øjne åbne.

Måden systemet tager den vold og udnytter den på.

Mediernes og samfundets indflydelse skilte sig ud for mig.

Nogle af scenerne er slemme -

- og jeg ved ikke, hvad folk må have tænkt, da den kom.

Lige fra den første scene, hvor fire mænd voldtager en kvinde -

- og ikke kun hende, men flere.

Det virkede meget voldsomt, for det var ret direkte.

Og filmen blev jo vist på en festival -

- og bliver anset for at være en kultfilm.

Den var svær at se og meget voldsom, men jeg kunne godt lide den.

Jeg kunne godt lide den.

- Jeg kunne lide den. - Jeg var vild med den.

Jeg kunne lide den, men den var lidt foruroligende.

Sådan en film ville aldrig blive lavet nu om stunder.

Folk ville gøre modstand.

Det ville være risikabelt at lave den nu -

- for den er meget kontroversiel og lige på og hårdt.

Det var for meget for mig. Sexscenerne...

Jeg tror ikke, den ville blive modtaget på samme måde i dag.

Man kunne ikke lave den film nu -

- for ingen instruktør ville...

få nok støtte til at lave den, og hvis de gjorde...

ville ingen producer godkende den.

Har verden forandret sig så meget?

Har de seneste 50 år udviklet en verden -

- hvor en film som "A Clockwork Orange" ikke kan indspilles?

Måske kunne filmen ikke blive indspillet i dag.

Hovedsagelig fordi producerne -

- ikke ville dømme den passende.

Nogle gange gælder -

- bestemte adfærdsmønstre automatisk.

Og i den virkelige verden -

- skal vi være meget strenge.

Vi skal vide, at der er visse ting, vi ikke må gøre.

Men det er noget andet at forestille sig en bog -

- med en voldelig scene, som kan gøre folk vrede.

Det er ikke grund nok til, at værket skal gemmes væk.

Man slipper ikke for uretfærdighed -

- ved at fjerne nogle tanker om noget, som er galt...

fra en fantastisk film eller bog.

Jeg har selv gennemgået det, men har haft tid til at tænke.

Jeg afskyr censur.

Censuren var meget strengere og meget mere aggressiv -

- men meget mindre subtil...

- end den ville være i dag. - En censur af traditioner -

- og vaner, og hvad der er politisk korrekt.

Hvad der er kommercielt eller ej.

Når det drejer sig om kulturel eller kunstnerisk aktivitet -

- er skaberens frihed fundamental.

Når en mand ikke kan vælge, ophører han med at være en mand.

Jeg forstår ikke alle tvivlsspørgsmålene, fader.

Jeg ved bare, at jeg vil være god.

Jeg kan ikke forestille mig den film blive lavet i dag.

Medmindre en som Kubrick var involveret i det -

- men der er kun én Stanley Kubrick.

Personligt kunne jeg rigtig godt lide ham.

Han var en meget indtagende mand, som var nysgerrig på alt.

Mine damer og herrer, nu vil vi præsentere selve manden.

Han så min entré i filmen "Hvis..." -

- og trykkede på samtaleknappen for at sige "Spol tilbage".

Det gjorde han fire-fem gange, fik jeg at vide.

Så så han på Christiane og sagde: "Vi har fundet vores Alex."

Og her begyndte rejsen for mig -

- og resten er, som man siger, historie.

Tekster: Anne-Maria Sigbrand Iyuno-SDI Group