Original subtitles

Det skal være pænt og præcist.

Undskyld.

Hvor tit skal jeg sige det? Kan du se, hvor godt han gør det?

- Godmorgen. - Godmorgen, Stefano.

Hej.

- Godmorgen, Stè. - Don Fernà.

Her er samtlige modeller. De er lige blevet færdige.

Nå, Lila?

- Hvad så, kan du lide dem? - Ja.

Don Fernà, kommer De lige?

Vent, det her er vigtigt.

- Synes du ikke om dem, Lì? - Jo, det er bare ...

Don Fernà ...

Hælen ser ikke ud som på skitsen.

Og skal farven ikke være mørkere?

- Det er nødvendige ændringer. - Men det er ikke, hvad jeg bad om.

Det her er en piges skitser.

Hvis man ikke former hælen sådan, kan man ikke gå på den.

Og den her er også anderledes.

Den havde et bånd hen over vristen, som hele tiden gik i stykker.

Jeg bad Dem om at lave dem ud fra Lilas skitser.

- Så forstår vi ikke hinanden. - Hvad mener De?

Det er meget små ændringer.

De var nødvendige.

Er du sikker?

De er virkelig flotte.

Du har gjort det godt, Rino.

De er stabile, men lette.

Nej, længere nede! Hvad sagde jeg?

Jeg sagde, at det skal være helt præcist.

Kommunismens teoretikere har aldrig skjult deres afsky for religion.

Marx kalder den "opium for folket" -

- og Lenin "åndelig brændevin" -

- mens Gramsci ...

Lila holdt meget af Stefano, mens jeg ikke følte det samme for Antonio.

Det fyldte mig med vrede.

Jeg kunne ikke lade nogen kysse og kramme mig -

- og kun føle et gran af ømhed. Jeg var nødt til at forlade ham.

Greco?

Hvorfor tegner De i stedet for at lytte til mig?

Jeg tegner, men lytter.

- Finder De det ikke interessant nok? - Nej.

Hvorfor ikke?

Fordi mennesket er så overladt til tilfældets blinde raseri -

- at det at sætte sin lid til Helligånden, til Gud -

- er som at samle på træfigurer, mens byen står i flammer.

Greco, vil De være så venlig at forlade lokalet?

Gå ud herfra.

Ude på gangen kan De tænke lidt over Deres stødende bemærkning.

Gå nu.

Nå, hvor kom vi til?

Hvordan går det? Hvorfor står du herude?

Religionslæreren smed mig ud.

Er du ikke en mønsterelev?

Jeg ved ikke, hvad der gik af mig.

Han begyndte at tale dårligt om kommunisterne.

Han sagde noget til mig, og jeg sagde ham imod.

Jeg ved ikke engang, hvad jeg sagde.

Vent, jeg ordner det.

Flot, Elena! Det var modigt gjort.

Men det var også risikabelt.

Han kan give dig en anmærkning.

Jeg skal nok tale med ham. Imens venter I to her.

Kan du ikke skrive en halv side om din konfrontation med præsten?

Hvorfor det?

Jeg arbejder for et tidsskrift, der hedder "De fattiges Napoli".

- Har du hørt om det? - Nej.

Vi skriver først og fremmest om byens problemer -

- i undersøgende artikler.

Jeg har skrevet den her.

Og den her er skrevet af en pige, der går på første år her, ligesom dig.

Skriver du også digte?

Nej, hvorfor?

- Kunne du tænke dig at skrive noget? - Okay. Jeg skal prøve.

Du må godt gå ind igen, men du skal sige undskyld -

- for dit forulempende tonefald.

Gå ind, min ven. Vi ses i morgen i klassen.

- Tak, fru lærer. - Det var så lidt.

- Kommer dit navn også i? - Ja.

Altså Elena Greco?

Men du skal læse den og sige mig, hvad du synes, Lì.

Det her er den seneste gave fra Stefano.

Se, hvor den klæder dig.

Hans mor og søster afskyr mig. Han bruger for meget på mig.

Hvis jeg ikke begynder at arbejde, vil de heller ikke arbejde mere.

- Hvad sagde du? - At jeg kan begynde med det samme.

Men de vil ikke have mig der.

Om et par dage skal jeg vælge min brudekjole.

Tager du med?

Vær sød at gå med. Ellers slår jeg min svigerinde og svigermor ihjel.

Okay, jeg tager med.

Men så skal du også sige, hvad du synes om artiklen.

Jeg kan ikke vurdere, om den er god eller ej.

Kom nu, Lì. Uden din hjælp giver jeg den ikke til Nino.

Nino ... Hvornår er du blevet så gode venner med Sarratore?

Vi er ikke venner. Vi ses i skolen indimellem.

- Må jeg strege over? - Ja.

Må jeg flytte om på noget?

Du er virkelig dygtig.

Det er ikke underligt, at du altid får ug.

Men jeg vil ikke læse mere af det, du har skrevet.

Hvorfor ikke?

Fordi det gør ondt.

- Jeg skriver det lige rent. - Det kan jeg da gøre.

Nej, lad mig.

På siden stod nøjagtig det, som jeg havde skrevet -

- men langt tydeligere og mere direkte.

Overstregningerne, ombytningerne og de små tilføjelser -

- gav mig følelsen af at være sluppet ud af mig selv.

Nu løb jeg hundrede skridt længere fremme -

- med mere kraft og harmoni, end mit gamle jeg havde tiltroet mig.

Galiani havde ret.

Ret i hvad?

Du skriver bedre end mig.

Galiani overdriver.

Jeg beholder den.

Du ...

- Skal vi følges lidt af vejen hjem? - Ja.

Sarratore, kommer du lige?

Venter du på mig?

- Hej, Elena. - Lad os gå.

- Hvem var det? - Ikke nogen.

Jeg var lige i nærheden, så jeg kom forbi.

Hvorfor?

Jeg ville tale med dig. Jeg har købt et jakkesæt til brylluppet.

- Hvor er det? - Det er stadig i butikken.

Bukserne skal lægges op. Men det var nu ikke det, jeg ville sige.

Jeg har købt et sæt tøj, fordi jeg håber at følges med dig.

Det vil jeg gerne.

Brylluppet var en begivenhed, hvor alle måtte gøre et godt indtryk -

- men intet af det interesserede mig længere.

Siden Nino havde bedt mig skrive artiklen -

- havde jeg følt, at min eksistens først ville blive bekræftet -

- når mit navn sås på tryk: Elena Greco.

Tænk, hvis alle piger havde sådan en figur.

Alt klæder hende.

Her er vi ovre i noget mere romantisk og barokt.

- Den er meget smuk. En drøm. - Den er meget romantisk.

Det kan være, jeg skal have den til mit bryllup.

- Det er Lilas kjole! - Kan du ikke se, hvor smuk den er?

Den er meget smuk.

Det er et finere stof. Og dyrere på grund af broderierne.

Penge er ikke noget problem.

Vend dig om, så vi kan se kjolen.

Er den ikke smuk?

Jeg ved snart ikke ... Jeg ligner Askepot.

Det er den allerfineste, de har.

Ingen derhjemme har set noget lignende. Og du er ikke sikker?

Kan vi ikke finde noget af grøn silke?

Eller rød organdi eller sort tyl?

Eller måske hellere gul?

Hvad De end vælger, må De lade mig stille bryllupsbilledet i vinduet -

- så alle kan se, at det er mig, der har klædt hende på.

Hvad siger du, Lenù? Hvilken foretrækker du?

Først sagde De, at De foretrak den her.

Og De har ret. Jeg kan også godt lide den.

Men den ville jeg ikke vælge til Pinuccia.

Til hende ville jeg vælge ...

... den her, som er meget smuk.

Den er nærmest som skabt til dig.

Men til Lila ...

Den her!

Lila ville være smuk i den her.

Selvom den ikke er helt så dyr som den anden.

Men hendes figur fremhæves bedre af enkle og traditionelle linjer.

Ja, Lenù har ret.

Vi har prøvet så mange. Hvorfor ikke også den?

Giuseppina, bær den ind i prøverummet.

Lenù, kom og hjælp mig.

Lærer de dig det i skolen?

Hvad?

At bruge ord til at gøre nar ad folk.

Lila, jeg gør ikke nar ad nogen.

Jeg siger, hvad jeg synes, uden at overdrive eller forulempe.

Det gør jeg også i skolen.

Nino siger, at Galiani har ret.

At jeg skriver godt. Bedre end ham.

Men at skrive og tale godt betyder ikke, at man laver sjov med folk.

Det var ikke for at genere dig.

Jeg ville bare sige, at du er god til at være populær.

Forskellen på os to er, at folk er bange for mig, men ikke for dig.

Sådan har det været, siden vi var små.

Alle synes, at du er sød, og jeg er ondskabsfuld.

Er det måske ikke sandt?

Det var for sjov!

Antonio ville dø for dig.

Jeg skulle hilse og sige tak, fordi du skaffede hans søster et job.

Det var Stefano, der gav Ada jobbet.

Jeg er jo slem.

De er helt håndlavede.

- Hvordan passer de? - Godt. Måske er hælen lidt høj.

- De giver Dem en flot holdning. - Gør de?

Vi har også nogle med lavere hæl.

Her. Prøv at mærke, hvor blødt skindet er.

De er bekvemme, men også elegante.

Men de her er smukkere. Og de klæder mig.

Hvor meget koster de?

15.000 lire, men De kan få en rabat.

Jeg vil helst have dem i en anden farve.

De findes i andre farver. Vi har flere modeller i butiksvinduet.

Hvis jeg havde så mange penge, ville jeg bo i Amerika.

Farvel.

Elendige fedthas ...

Vi må sætte prisen ned.

Med disse materialer og den tid, det tager at lave dem, er det umuligt.

I har hængt skitserne op. Nu må I sælge skoene.

Far, det er et fattigkvarter.

Det her er sko til folk med penge.

Vi må få dem ind i butikkerne nede i byen.

For at få dem ind dér, må du tale med Solara.

Skal vi invitere den idiot igen?!

Ja, Rino. Igen.

Familien Solara er en flok røvhuller -

- men netop derfor ved de, hvordan man sælger.

Stefano, du forstår mig. Du ved, hvad jeg mener.

Du skal ikke høre på ham.

Hvis du taler med familien Solara, slår Lila dig ihjel. Det ved du.

Prøv at forstå! Vi må tænke stort.

Hvorfor sælger Gorresio ikke engang en knallert mere?

Det samme gælder damen i trikotageforretningen.

Hun sælger kun småting!

Cerulloskoene er smukke!

Hvis vi bare kommer ud af kvarteret, bliver de en succes.

Men vi skal ud til rigere kunder!

Er du med eller ej?

Luk op!

Luk så op, sagde jeg! Opfør dig ikke som et pattebarn.

Forstår du ikke, at Stefano gør det for dig og for os!

Hvis vi vil have en fremtid her, må Silvio Solara være forlover!

Hvorfor åbner du ikke? Skal jeg slå døren ind?

Vi har brug for Solara til at få ud skoene i butikkerne!

Vil du ødelægge det hele nu?

Er du ligeglad med de ofre, familien har gjort?

Hvad vil du, Lila?

Luk døren op! Dumme kælling!

Du er fandeme sådan en dum kælling!

Lila?

Vil du ikke nok svare?

Stefano havde lavet en aftale med familien Solara -

- for at få ud skoene ind i butikkerne nede i byen.

I aftalen indgik, at Silvio Solara skulle være forlover -

- det vil sige den person, der gav brudeparret deres ringe.

Hvad er problemet?! Du gør både din far og bror sindssyge!

Kom nu ud, så vi kan tale om det.

Kom nu Lì, vil du ikke nok?

Forloveren blev en slags slægtning -

- og familierne ville i al fremtid være forbundne.

Lila!

Luk op, Lì.

Lås efter dig.

Lila ... Hvad laver du?

- Hvorfor gør du det mod Stefano? - Han er en forræder!

Hverken Silvio eller nogen anden Solara skal med til mit bryllup.

Der bliver nemlig slet ikke noget bryllup.

Stefano skal slet ikke vise sig her.

Silvio er ikke som Marcello.

Det var ikke ham, der trak Ada ind i bilen.

Det var ikke ham, der skød nytårsaften -

- og det var ikke ham, der slog Antonio.

Det var ikke Silvio, der tvang sig ind i jeres hjem -

- og det var ikke ham, der sagde de forfærdelige ting om dig.

- Han ville brænde værkstedet ned. - Han gjorde det ikke.

Du afviste en Solara, Lì.

Du kender kvarterets regler.

Du er nødt til at give noget til gengæld.

Hvad har du egentlig tænkt dig med det hele?

Du siger, at du vil forandre tingene.

At du og Stefano, din familie og hele kvarteret skal få det bedre.

Og nu vil du blæse på alt?

Brylluppet, skoene ...

Så vinder familien Solara jo netop.

Tænk over det, der skete for mig.

Lærerinden bad mig sige undskyld til religionslæreren.

Hvad nu, hvis jeg havde sagt nej?

Så var jeg måske blevet bortvist.

Hvem havde tabt på det? Jeg eller religionslæreren?

Tænk lige over det.

Selv hvis Silvio bliver forlover -

- og hjælper Rino og Stefano med at sælge sko -

- får han ikke indflydelse på dit liv.

Vi er ikke som den gamle generation.

Du og Stefano er anderledes.

I kan virkelig ændre på noget her i kvarteret.

Men det kan I kun, hvis I holder sammen.

Måske kan Stefano ikke rigtig lide mig.

Selvfølgelig kan han det. Han gør jo alt, hvad du siger.

Kun når jeg ikke sætter de helt store penge på spil.

Lila?

Må jeg lukke op?

Lenù! Bliv her.

Jeg er bekymret.

Værkstedet har kostet. Det har den nye lejlighed også.

Jeg vil ikke engang have den lejlighed.

Husker du dem?

Ved du, hvorfor jeg har beholdt dem?

Fordi de minder mig om, hvor du arbejdede som barn.

Hvis du gifter dig med mig -

- lover jeg dig, at disse hænder aldrig mere skal ødelægges.

De er nye.

- Jeg har aldrig gået med dem. - Hvorfor ikke?

- De er for snævre. - Virkelig?

Du ved, hvor meget jeg holder af dig -

- men der er ting, man er nødt til at gøre.

Forstår du?

Marcello Solara skal ikke med til mit bryllup.

- Hvordan skal jeg ordne det? - Det ved jeg ikke, men lov mig det.

Godt, Lila.

Jeg lover dig, at han ikke skal med.

Okay?

Kan vi holde op med at skændes nu?

Kom ... Kom her.

Goddag.

Kan De huske mig, frøken?

Jeg kender hende ikke. Hvem er det?

Det er jo Cerullo.

Jeg er Cerullo. Jeg har en indbydelse til Dem.

Jeg skal giftes.

Det ville glæde mig, hvis De ville komme til mit bryllup.

Cerullo kender jeg, men hende der ved jeg ikke, hvem er.

Farvel, Elena.

Hun har det skidt.

Så oprandt den 12. marts.

Lila bad mig komme over til hende tidligt -

- for at hjælpe hende med at sætte håret -

- og tage den brudekjole på -

- som jeg med stolthed og sorg havde valgt til hende.

- Hvad har du gjort? - Jeg ved ikke, hvordan man gør!

Du kan ikke finde ud af noget.

Skynd jer nu lidt! Vi skal være klar alle sammen.

- Lad ham da spise. - Jeg er næsten færdig.

- Hvordan går det med skjorten? - Rolig, der er styr på det.

Synes du, at jeg begår en fejl?

I forhold til hvad?

Ved at gifte mig?

Tænker du stadig på det med forloveren?

Nej.

Jeg tænker på frøkenen.

Hvorfor ville hun ikke lukke mig ind?

Hun er en gammel rappenskralde.

Under alle omstændigheder læser du videre.

To år til. Så bliver jeg student, og så er jeg færdig.

Nej.

Du må aldrig holde op. Jeg skal nok give dig penge.

Du skal altid læse videre.

Lov mig det.

Le ikke.

Du må love mig det.

Det lover jeg dig.

- Men en dag er det slut med skolen. - Ikke for dig.

Lenù ...

Du er min geniale veninde.

Du skal blive bedre end alle andre.

Både mænd og kvinder.

Rejs dig op.

De er grimme.

Nej, de er ikke.

De drømme, jeg havde i hovedet, er endt på mine fødder.

- Ud med dig, Pascà! - Sluk motoren.

Så du, hvordan jeg overhalede den drønnert?

Giv mig hånden. Du har gjort et godt stykke arbejde.

Sikke smukt, her er!

Jeg tog mig af den, som om den var din.

Hvorfor havde vi så travlt?

Du kørte så stærkt, at jeg fik ondt i maven.

Lenù, du skal altid brokke dig.

Hendes veninde er blevet gift. Nu vil hun også.

Hvorfor taler jeg overhovedet med jer?

- Vil du gerne giftes, Carmè? - Den dag i morgen.

- Med hvem? - Det er en hemmelighed.

Der er ingen, der vil have dig. Kom, vi kommer for sent.

Kom, Lenù.

Pascà!

- Jeg har et bord her! - Lad os sætte os hos Gigliola.

- Elena, sæt dig hos os. - Jeg vil hellere sidde hos dem.

Hvorfor kredser Melinas søn om dig hele tiden?

Det gør han da heller ikke.

- Tror du, at jeg er dum? - Nej.

- Så sæt dig hos os. - Nej.

Sæt dig hos os, sagde jeg!

Vi har ikke ladet dig læse -

- for at du skal fordærves af en mekaniker med en skør mor.

Lenù, hvor var du henne? Vi kunne ikke finde dig.

- Jeg kørte med Ada og Carmela. - Ada og Carmela?!

Vi har siddet her i et kvarter.

Jeg siger ikke, at de skal servere vin, men måske lidt vand?

- Uden brudeparret sker der intet. - Vi kunne vel få noget at drikke?

- Tillykke! - Hej, Lì!

Længe leve brudeparret!

Hvor er de smukke!

Kys! Kys! Kys!

- Elena, hvor skal du hen? - Lad hende være!

Du er altid efter hende.

Det var mig, der engang havde præsenteret Alfonso for Marisa.

Men jeg vidste ikke, at de var blevet venner -

- og at han havde inviteret hende til brorens bryllup.

Men det havde han.

Og for at få forældrenes tilladelse, havde hun slæbt Nino med.

Hans uventede nærvær bidrog i højeste grad -

- til mine følelsers virvar den dag.

Har du set, hvor din datter sidder?

Lad hende nu hygge sig lidt.

Lenù, jeg holder en plads til dig.

Lad være. Mor har opfattet det og vil ikke have, at vi sidder sammen.

Nu kommer forretterne!

Jeg læste din artikel om antallet af fattige i Napoli.

Den var vældig interessant.

Skriver du på en ny nu?

Jeg arbejder på en artikel om fabriksarbejderne i nord.

Men når jeg begynder at tale om det, ser folk ud til at kede sig.

Vil du fortælle mig om det?

Jeg sad i toget en morgen -

- og lagde mærke til, at mange mænd steg på toget til Milano.

De tog afsked med koner og børn.

Jeg spekulerede på, hvad de ville gøre, når de nåede frem.

Hvad ville de spise? Hvor skulle de sove?

Nogle af dem havde måske en slægtning eller en ven -

- men de allerfleste havde ingen.

Jeg ved ikke, om jeg kunne leve sådan.

Du skulle vide, hvor lidt de tjener. Det er håndører.

Landets økonomi drives af disse mænd -

- som kommer fra Napoli, Palermo, Bari -

- og lever adskilt fra deres familier i månedsvis for at forsørge dem.

Men ingen taler om dem.

Det er netop det, jeg vil skrive om.

Jeg fandt en del statistik, men der er ikke skrevet så meget.

Mine damer og herrer, må jeg få jeres opmærksomhed?

Denne sang er tilegnet brudeparret: "Maria, Mari!"

Har du læst nogle gode romaner?

Romaner er ikke til nogen nytte.

Romaner er spild af arbejde.

Nå, folkens, skal vi sidde ned hele dagen?

Nu må vi give brudeparret en ordentlig fest!

Lad os høre "Lazzarella", maestro!

Enzo, du må spille dame. Kom nu!

Er I nu to?

Skal vi danse?

- Min mor vil jo ikke have det. - Alle de andre danser jo.

- Du må ikke klemme så hårdt. - Det gør jeg heller ikke.

Nu må du forklare, hvem det er.

Kan du slet ikke genkende ham?

Det er Nino. Sarratores ældste søn.

Han kom med sin søster Marisa.

- Husker du ham ikke? - Nu er jeg ikke med.

Først truer vi Sarratore, og nu taler du med hans søn?

Tror du, at jeg har købt et nyt sæt tøj -

- for at se til, mens du taler med ham der ...

Han har ikke engang barberet sig.

Han har ikke slips på!

Lenù ...

Hvorfor danser du ikke?

Det har jeg aldrig prøvet.

Aldrig?

Nej, jeg føler mig latterlig.

Da jeg var lille, måske, men ...

Tak!

Pinuccia! Jeg får vel en dans senere?

Alfò, synes du ikke, at vi har lært meget af Galiani?

Vi har læst fantastiske romaner: "En-ingen-hundredtusind".

- Og "De ligeglade" af Moravia. - Den lånte hun også mig.

- Jeg har lige læst den. Den er god. - Så du læser altså romaner?

Ja, og hvad så?

Er min artikel blevet udgivet?

Nummeret udkom for to uger siden.

Har du også skrevet en artikel? Hvem skulle have troet det, Lenù?

Men din artikel kom ikke med.

Den var ikke plads.

- Det var synd. - Godt det samme, Lenù.

Du havde kun fået problemer.

Der kommer nok andre muligheder.

- Kom, så danser vi, Alfò. - Ja, kom.

- Jeg smutter, Marì. - Jeg vil ikke hjem.

Du kan bare blive her.

Jeg henter dig på Piazza Amedeo klokken syv.

Tak.

Kan du ikke blive?

Bliv i det mindste til kagen.

Nej, jeg har ikke lyst.

Vi ses, Lenù.

Alt, hvad jeg så, gav mig kvalme.

Og jeg forstod nu, hvad frøken Oliviero mente -

- da hun spurgte, om jeg vidste, hvad plebejere var.

Plebejerne, det var os.

Som barn havde jeg drømt om at blive som Lila for at slippe væk.

Men jeg havde taget fejl.

Fra min mors og kvarterets verden kunne ikke engang Lila undslippe.

- Rino! - Så kom du alligevel!

Tekster: Neel Rocco www.sdimedia.com