Original subtitles

Av.

— Uh! — Hvad i alverden?

— Det må du nok sige. — Jeg blev så forskrækket.

Jeg havde nær spildt kaffen.

Åh nej, fru Frigh.

Tak. Det er vist bedst, at jeg selv...

— Den pæne kjole. — Og vores kaffe.

Jeg hældte kaffe ud over fru Frighs kjole. Det var flyvemaskinen.

Jeg troede, den ville flyve lige ind i hotellet.

— Mor, så du flyvemaskinen? — Nej.

— Utrolig frækt at flyve så lavt. — Jeg har fundet en sten med hul i.

— Nej, hvor er den flot. — Den skal mormor se.

— Dagens høst. — Det er ikke for meget for Dem?

Nej, nej. Hun er den sødeste pige.

Jeg har altid set frem til mine somre her. At gense alle dem, jeg kender.

— Åh, hr. Aurland. Er De tilbage? — Ja.

— Så De flyvemaskinen? — Ja, det var vanskeligt andet.

— Skal jeg komme op med en kop kaffe? — Er det Deres arbejde?

— Jeg kan sige det i køkkenet. — Det må De gerne. Tak.

Jeg skal nok sige det til dem derude. Gå De bare op til Frida.

Det lød, som om flyvemaskinen landede lige herovre på engen.

— Sikke en fin sten, Frida fandt. — Ja.

— Fra Uwe? — Hans far er i Hamborg.

Han er ked af, at jeg ikke kan besøge Uwe, så han har sendt mig det her.

Sikke et fint billede. Jeg tager ind og henter far ved toget.

Spændt på hans humør, nu vi fik lov til at tage vognen.

Nu skal De bare se.

Ja, det er så vores hyggelige hotel.

Well, well, well. Meget charmerende.

— Georg? — Nå, det er jo min hustru, Therese.

Min datter, Amanda, har hotellet.

Det er hr. Seerup, som kommer fra Amerika.

Goddag.

Goddag. Jeg var på vej ind for at hente dig.

— Er I kommet med vognmanden? — Næ, med flyvemaskine.

— Var det jer? Oppe i den maskine? — Gu var det os. Fra Aalborg.

Hr. Seerup ville flyve hen over sit barndomshjem.

Jeg var curious, om der var noget tilbage.

— I left Denmark... 33 år siden. — Det lå der endnu.

Jeg havde glemt, hvor lille det var.

Fordi alting er meget stort derovrefra, hvor De kommer.

— Jeg har lovet hr. Seerup værelse 1. — Heldigt, at det er ledigt.

— Hvor længe bliver De? — Til i morgen.

Han skal til fest nede i Rebild.

— Javel. Nu skal jeg vise Dem op. — Nej, nej. Det gør jeg.

Nu skal De se. Det er den her vej. Det er jo hotellets bedste værelse.

Værsgo.

— Hvor kender far ham fra? — Jeg aner det ikke.

Nå, nu skal De se. Det er lige herinde.

— Hvem fanden er I? — Jeg hedder Trine.

— Og De? — Lily.

— Lily. — Vi er de nye stuepiger.

— Ja. Er I færdige? — Vi mangler lige...

Vi har bagage, I kan hente på engen.

— Engen? — Spørg Amanda, hvor engen ligger.

Pigerne...

— De taler jysk. — Ja.

Det er piger, der kommer heroppefra.

— Det er som at høre min mor. — Ja, det må det vel være.

"I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme."

H.C. Andersen. "I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme."

"Der har jeg rod, derfra min verden går."

"Du danske sprog, du er min moders stemme."

"Så sødt velsignet du mit hjerte når."

Det var det sidste, min mor sagde, da jeg rejste.

"John... glem aldrig, hvor du kommer fra."

Det...

— Fem minutter, så var vi færdige. — Gæsterne bestemmer.

Ja. Men det er da vores arbejde.

— Turde du at sidde i sådan en? — Hvordan skulle jeg komme til det?

Lad mig tage den der. Jeg kan sagtens tage den.

Det kan jeg også.

— Lykkedes det med kjolen? — Jeg har lagt den i blød.

— Men ellers bør hr. Madsen betale. — Hr. Madsen?

Har De ikke hørt det? Det var ham, der var oppe i flyvemaskinen.

— Sammen med en herre fra Amerika. — Som skal til festen i Rebild.

— Hvad laver han så heroppe? — Ja, det må De nok sige.

De så vel flyvemaskinen? Jeg hørte, hvem der var med. Hr. Madsen.

— Madsen? — Og en gæst.

En dansker bosiddende i Amerika, som deltager i Rebildfesten.

Typisk med en, man ikke kender. Jeg havde glædet mig til en ferie sammen.

Skulle vi ikke høre, om drengene er kommet frem? De skal cykle til Hobro.

— De har jo lovet at ringe. — Der er telefon.

Det er til hr. Weyse. Han sagde, det var fra teatret.

Arthur Bonderose! Ham orker jeg ikke.

— Helene, han vil kime mig ned. — Skal jeg sige, De ikke er her?

Ja. Og at du ikke aner, hvornår jeg kommer tilbage.

Hr. Bonderose skal iscenesætte den første forestilling efter ferien.

Manden er dilettant. Jeg fatter ikke, hvorfor teatret engagerer ham.

Vi sætter hr. Seerup ved mine forældres bord.

Ja. Det regnede jeg også med. Jeg vil blive spurgt, om han har mærker med.

— Mon dog. Han kommer fra Amerika. — Det var nemmere med hr. Dupont.

— Han fik bare alle gæsternes mærker. — Det går fint.

Jeg er glad for, hun ville komme tilbage.

Har vi fået rationeringsmærker fra den nye gæst?

— Jeg tror ikke, han har nogen med. — Så er der ikke noget smør til ham.

Jeg har vejet op til tre personer.

Han kommer lige fra Amerika.

Jeg sagde det. Det er mig, det går ud over, hvis der kommer kontrol.

Næste gang er det bøde. Gæsterne skal have smør hele sommeren.

— Vi kan også give det hele til dem? — Det er nok ikke en god idé, Martha.

Hr. Seerup kan få min ration.

Og hvor er Trine og Lily? Vi skal i gang med frokosten. Det tog sin tid.

— Vi skulle op på engen efter bagage. — Og blive færdige på værelse 1.

Sådan er det at være stuepige, Trine. Da jeg startede...

Kunne I knevre, mens I arbejder? Vi skal pille rejer og skære tomater.

— Hvad er der med hende? — Den nye gæst har ikke mærker.

— Får jeg at vide, hvad der sker? — Lad mig nu lige komme ind, ikke?

Hvem er han? Hvor kender du ham fra?

Tag det nu lidt roligt.

— Jeg har mødt ham nede i Nyhavn. — Var dit møde ikke i magistraten?

Jeg blev jaget rundt inde på rådhuset med nye krav.

Vores byggeri på Amager kommer aldrig i gang.

Til sidst måtte jeg gå. Jeg tog ned i Nyhavn og fik en bid brød.

— Vær så artig, hr. — Tak.

— Så du spiste frokost? — Og fik kaffe.

— Og? — Hør nu efter, Therese.

— Det er ikke danske penge. — Nej, dollars.

— Jeg har ikke danske kroner. — Vi tager ikke udenlandsk betaling.

Jeg har ikke andet. Jeg er kommet med damperen fra Amerika.

Hvis De ikke kan betale, må jeg kontakte myndighederne.

Jeg skal nok betale for den herre der.

Javel.

Det er venligt af dem. Jeg var ikke klar over, det kunne være et problem.

Han er for dum til at vide, hvad han går glip af.

Nej, nej, nej. Vil De ikke sidde ned?

Jeg kunne ikke undgå at overhøre, at De er fra Amerika.

— De bor der måske? — Ja. Det har jeg gjort i mange år.

Nå. Hold da op. Og hvad laver De så derovre?

Typisk mænd. Det er det første, de spørger om.

Han bygger huse. Han har bygget alle skyskraberne ovre i Milwaukee.

— Det pralede han af? — Han behøver ikke at prale.

Vi fulgtes med dansk—amerikanerne. De skulle til Rebildfesten.

De fortalte, hvem han er. Den rene Rockefeller.

Hvad laver han så her?

Therese, jeg er så træt af at rende fra Herodes til Pilatus for at bygge.

I Amerika er der ingen, der blander sig, når du bygger.

Så du vil bygge i Amerika?

Ja, selvfølgelig vil jeg det.

Grundpriserne er de samme, men når du så bygger op —

— så er det overskud, overskud, overskud.

— Og det vil hr. Seerup hjælpe med? — Selvfølgelig vil han da det.

Jeg må hellere sørge for, at han er blevet placeret ved vores bord.

— Weyse, De skal hilse på hr. Seerup. — Goddag.

— Dem har jeg da set før. — Nå. Det er da ikke utænkeligt.

Det var Dem, der var ude at bade, da vi kom flyvende, ikke?

— Hr. Weyse er skuespiller. — Nå. I see.

— Det kan være, De har set hans film. — Det tror jeg ikke.

Sådan nogle flade komedier bliver ikke vist i Amerika.

Hvor længe skal De blive?

— Kun til i morgen. — Det var da dejligt.

— Flade komedier. — Det var for sjov.

Er det sjovt, at Madsen er en dikkende lammehale?

Undskyld... Fru Berggren er oppe hos sin datter.

— Hvad? — Så jeg måtte tage telefonen.

— Nå. Tillykke med det. — Det er til Dem.

Mig? Åh, teatret igen. Sig, at jeg ikke er her.

Men jeg har lige sagt, at De sad og spiste frokost.

— Lille frøken... — Lily.

Ja, lille frøken Lily, der er meget, De skal lære.

Og det første er aldrig at sige, at jeg er her, før De har spurgt mig.

— Undskyld. Det vidste jeg ikke. — Tag nu den telefon, Edward.

Ja, hallo?

Næ, direktør Konradsen.

Har De ringet flere gange? Jeg troede, De var hr. Bonderose.

I dag fortryder jeg, at jeg ikke gik på pension for længe siden.

Otto Bonderose iscenesætter ikke den næste forestilling.

Nej, virkelig? Nå. Jamen det var da... trist.

Da han hørte, De havde hovedrollen, så fik han er nervesammenbrud.

Vil De fortælle, hvad De gjorde ved hr. Bonderose sidst?

Jeg gjorde ikke det fjerneste andet end at passe mandens arbejde.

Jeg har aldrig i mit liv oplevet en iscenesætter, der var så famlende.

Det er nemt at iscenesætte?

Det var blevet en anden forestilling, hvis man havde fulgt hans ønsker.

Jeg har været i kontakt med flere iscenesættere —

— der ikke kan træde til med så kort varsel.

Siden De synes, det er så nemt, kan De overtage forestillingen.

Intet problem. Intet problem, min kære direktør Konradsen.

Jeg skal hjertens gerne overtage.

Du kunne da ikke drømme om at instruere.

Men direktør Konradsen har jo ret. Jeg har alligevel alt besværet.

Så nu skal du arbejde? Så skulle du ikke have jaget drengene på cykeltur.

Det var dem, der ville af sted.

Og jeg skal holde ferie sammen med dig.

Arbejdet må vente. Det kommer til at gå som en leg.

Nej! Det havde jeg fuldstændig glemt.

Jeg skal jo spille sammen med teatrets ingenue, Ebba Kold.

Yndig pige. Meget talentfuld.

Jeg glæder mig til at forme den uslebne diamant.

Jeg bryder mig ikke om den måde, dine hænder bevæger sig på.

Slet ikke på den måde. Puha.

Alice Frigh.

Jeg har sagt, du ikke skal ringe hertil. Hvem sagde du, at du var?

Prokurist Berthelsen! Du er skamløs.

Nej, du skal ikke komme her. Fordi det ikke vedkommer de andre.

Så må vi vente med at ses. Det overlever du nok.

Ellers må du tage nogle kolde dukkerter. Jeg klarer mig fint.

Du har alt for høje tanker om dig selv.

Nå, undskyld.

Jamen så send aftalen herover. Tak. Farvel, prokurist Berthelsen.

De kan godt komme til nu.

— Ja? — Nå.

Jeg håbede, jeg kunne liste ind med Deres skjorter.

Jeg var oppe for at se, om De havde fået kaffe.

Jeg ved ikke, hvem der har pakket ud, men jeg har strøget dem.

De var krøllede, inden jeg lagde dem i kufferten. Jeg har strøget dem.

— De har selv? — Min husbestyrerinde sagde op.

— Det var dog uheldigt. — Ja. Jeg skal til at finde en ny.

— Men tak for hjælpen. — Skulle det være en anden gang.

— Så skal jeg ikke forstyrre mere. — Har De set...

Er der sket noget?

Amerikanerne har lige sprængt en atombombe i Stillehavet.

Man har flyttet mennesker fra deres hjem —

— for at afprøve mere af det stads.

Lærte vi slet ingenting sidste år med Hiroshima?

— Har De ingen gode romaner med? — Romaner?

Ja, noget andet end triste nyheder.

— Jeg har faktisk en enkelt på vej. — Det er jeg glad for at høre.

— Otilia, skal vi ikke snart gå? — Jo, Frida. Jeg kommer nu.

— Vi skal ned og samle flere sten. — God fornøjelse.

Jeg skulle spørge fra min far, om vi kunne få frikadeller i aften?

— Det ville glæde hans gæst. — Vi skal jo have hornfisk.

Ja, det ved jeg godt. Men han er her kun denne ene aften —

— og har ikke fået frikadeller, siden han rejse fra Danmark.

Nu skal han også have anden mad. Jeg kan ikke trylle en fars frem.

— Jeg ville blive så glad. — Ja, ja. Det må jeg så forsøge.

De her ærter er ren solskin.

Måske kan jeg blande dem i frikadellefarsen.

Tak, Martha.

Jeg troede, fru Andersen havde fået ny tækkemand, men det var Morten.

— Er Morten hos fru Andersen? — Ja. Jeg har lige talt med ham.

Han er ved at reparere hullet i taget.

Så. Så holder det lidt endnu. Men du slipper ikke for at få en fagmand ud.

Kom lige og sæt dig, Morten. Bare et øjeblik.

Værsgo. Du skal bare forsyne dig.

Nu skal du ikke bruge alle dine smørmærker på mig.

Tak.

— Hvordan går det i lejren? — Fint.

— Hvornår stopper englænderne? — Om en uges tid.

Så slutter det også for dig. Så kan du komme hjem til familien.

Danskerne har spurgt, om jeg vil fortsætte.

— Det har du vel sagt nej til? — Jeg ved det ikke.

— Hvad siger Fie? — Jeg har ikke fortalt det.

— Men I telefonerer vel sammen? — Ja, ja.

— Hvornår talte du med hende sidst? — Utroligt, som du spørger.

Vi talte sammen i sidste uge.

Jeg er sikker på, at hun og børnene regner med, at du kommer hjem nu.

Jeg ved godt, at du føler, at lejren er dit ansvar.

Men der må være andre, der kan overtage.

Nu må vi se. Jeg må tilbage.

Tak for kaffe.

Ja?

Dav. Dav, Morten. Jeg hørte, at du var her.

— Jeg er på vej ud. — Jeg ville spørge dig om noget.

Jamen kom ind, Amanda.

— Hvordan har Uwe det? — Får du ikke breve?

Jo. Skrevet med blokbogstaver, så I kan følge med.

Hvornår kan jeg besøge ham? Jeg har ansøgt tusinde gange.

— Det har jeg hørt. — Hvor?

Er det, fordi det er dig, der siger nej?

— Det er det vel ikke? — Reglerne gælder for alle.

— Også for en dansk pige. — Hvordan tror du, det er for Uwe?

— Han har været der et år uden besøg. — Nu kommer han mere ud.

Hvad betyder det? Altså har han fået lov til at arbejde uden for lejren?

Hvor er det henne? Kan jeg besøge ham der?

— Må jeg ikke... — Jeg må køre. Farvel, Molly.

Farvel, Morten. Og tak for hjælpen med taget.

Det var ikke dem, der ringede. Drengene.

— Hvem så? — Fanny Fjord.

Min forhenværende? Hvorfor ringer hun til dig?

Hun var hjemme hos os, da hun lavede det interview til Kvindens Verden.

Mens vi ventede på dig, sad Fanny og jeg og talte sammen om alt muligt.

— Om mig, kunne jeg tænke. — Ikke kun om dig.

Om alt muligt. Fanny syntes, jeg var klog.

Hun spurgte... om jeg ville stå for en damebrevkasse.

— Om du ville hvad? — Stå for en brevkasse.

"Spørg fru Weyse".

— Det er da ikke dit alvor? — Jo.

Jamen hvad i alverden skulle du kunne bidrage med?

— Ja... — Hvad sagde hun?

At jeg må have erfaring, når jeg er gift med dig.

Du har tænkt dig at sige ja? Er du klar over, hvad det vil betyde?

Så bliver du overdænget med breve og skal sidde og arbejde hele sommeren.

Så skulle vi ikke have givet drengene lov til at tage på cykeltur.

Det er også rigtigt. Jeg siger nej, når hun ringer.

"Spørg fru Weyse".

Jamen det er da... Nej, nu revner potten da.

Vi sidder på terrassen. Kunne vi få æbleskiver og kaffe?

— Æbleskiver og kaffe. Javel. — Og to cognac.

Ja.

— Cognac, hvor finder jeg det? — Jeg skal nok vise dig det.

Tak.

Men giv bestillingen med æbleskiver i køkkenet først.

Nå ja.

— På den samme restaurant? — Der spiste jeg mit sidste måltid.

Vi må sgu da håbe, at tjeneren dengang var en anden.

— Gid min kone havde været her. — Det er trist, hun ikke er det.

Hun er bekymret for sin far, som ikke er helt rask.

Er hun dansk?

Hun er vokset op i guvernørboligen i Wisconsin.

Jeg ville have vist, hvor jeg kommer fra. Jeg kender hele hendes verden.

— Og hun kender ikke Deres. — Jeg talte med flere her sidste år.

Da det var muligt at komme tilbage. Den varme, de bliver mødt med...

Der er den her sang...

Jeg kan ikke huske, hvad den hedder.

It's about venskab mellem os, der tog af sted, og dem, der blev tilbage.

— De kender den helt sikkert. — Sikkert når jeg hører den.

Den er bare...

Nå. Det var dejligt.

— Tak, tak. — Og hvad er det?

Æbleskiver. Dem får De nok ikke mange af.

— Nej, i glasset, mener jeg. — Cognac.

Jeg drikker ikke spiritus før kl. 20.

Tænk, jeg har det på samme måde. De må godt tage de glas ud.

— Ville De ikke have cognac? — Jeg sagde ikke noget om cognac.

Så tag De dem bare.

— Pigen der er helt ny. Men værsgo. — Mange tak, mange tak.

Wonderful.

Wonderful, hr. Madsen.

Det er som at være hjemme ved min mor igen.

Hr. Seerup, det slog mig, det, vi talte om tidligere med Amerika.

— Nå, sangen? De kom i tanke om den? — Nej, ikke helt endnu.

Kender De det? Man synes hele tiden, den er der.

— Åh, Weyse! Weyse, vent lige. — Åh, er det Dem, Madsen?

Jeg troede, De vimsede omkring Deres nye ven.

Han er ude at spadsere. Weyse, jeg ville høre Dem om en ting.

Om jeg måske kunne overtale Dem til at synge en lille sang i aften?

Det tror jeg desværre ikke, mine ringe evner rækker til.

Det eneste, jeg kan klare, er flade komedier.

— Weyse, det var jo for sjov. — Glæder mig, at De morede Dem.

Weyse, for fanden. De ved sgu da, at jeg elsker alle Deres film.

Hvilke? Hvilke af mine film er det, De elsker så højt?

Hvilke? Jamen dem alle sammen.

Hvad hedder den... "Jazzprofessoren". Hold kæft, hvor var den sjov.

Hvilke andre? De sagde lige, at de elsker dem alle sammen.

Jamen det gør jeg da også. Der er jo... Hvad hedder den...

Jamen der var den der...

"Haremsnatten"!

Therese og mig lå flade af grin, og vi så den mindst tre gange.

Og ellers?

Og ellers? Ja, så er der jo... Hvad hedder den...

"Små skridt på stedet".

Det var "Fodspor fra havet".

Den blev filmet her, og det var et mesterværk på grund af Dem.

— Weyse, vi er vel venner, ikke? — Hvilken sang?

— Tak. Det betyder meget. — Sangen?

Der får jeg brug for Deres hjælp. Jeg ved sgu ikke, hvad den hedder.

— Nå, er alle klar? — Hvorfor?

— Det er for at glæde hr. Seerup. — For mig er det det rene volapyk.

— Det er Jeppe Aakjær. — Han kom jo herovrefra.

— Fra Skive. Det interessante var... — Ssh! Nu kommer han.

— Godaften. Hvad med en kop kaffe? — Jo tak.

Det ville være godt oven på de dejlige frikadeller.

Skuld gammel venskab rejn forgo

og stryges fræ wor mind?

Skuld gammel venskab rejn forgo...

— Jamen det er jo... — Og så...

Di skjønne ungdomsdaw, å ja

de daw så svær å find!

Vi'el løwt wor kop så glådle op

for dem daw så læng, læng sind!

Vi wojed sammel i æ bæk

fræ gry til høns war ind.

Så kam den haw og skil wos ad. Å, hvor er æ læng...

Kom nu, Olga.

Di skjønne ungdomsdaw, å ja

de daw så svær å find!

Vi'el løwt wor kop så glådle op

for dem daw så læng, læng sind!

Kom så, alle sammen!

Der er mi hånd, do gamle swend!

Ræk øwer og gi mæ dind.

Hwor er æ skjøn...

I tror, det er lyv.

Hvad sker der? Nej, hvad laver de?

Di skjønne ungdomsdaw, å ja

de daw så svær å find!

Vi'el løwt wor kop så glådle op...

— Hvad er det for et sprog? — Jeg tror måske, det skal være jysk.

Sikke en dejlig aften. Hvor er det venlige mennesker.

Jeg er glad for, at De har hygget Dem.

Jeg stod lige og tænkte på det, De fortalte om Amerika og at bygge.

— Man kunne da blive fristet. — Gid Ellinor havde oplevet det her.

Ja, det er også ærgerligt.

Men sådan skulle det åbenbart ikke være.

Tak for i aften.

— Vil De ikke have et glas til? — Det har været en lang dag.

Der skal være kræfter til de forestående festligheder.

— Undskyld, afbrød jeg Dem? — Det kan fint vente til i morgen.

Mind mig om det.

— Godnat. — Godnat. Og på gensyn i morgen.

— Hvordan er det gået? — Så fint.

— Vi har læst "Pippi Langstrømpe". — Den kender jeg ikke.

Den er om verdens stærkeste pige. Frida var meget optaget af den.

— Jamen så godnat. — Godnat.

Og tak, Otilia.

Godnat.

— Går det godt med Otilia? — Ja.

— Er der flere gæster i dagligstuen? — Nej. Jeg ville bare sige godnat.

Morten var hos fru Andersen. Jeg spurgte, hvornår jeg kan besøge Uwe.

— Det bestemmer han ikke. — Det er jeg ikke så sikker på.

Han kom til at sige, at Uwe arbejder uden for lejren nu.

Det må jo være på gården. Jeg har tænkt mig at tage derned.

— Det har du da vel ikke? — Det er jo et år siden, jeg så ham.

Det ved jeg, men der er vagter overalt.

Hvis tyske flygtninge har kontakt med nogen...

Pigen, de skød, ville hente sin bold.

Ja, jeg ved godt alt det der, mor!

På et tidspunkt får du lov. De kan ikke blive ved med at sige nej.

— Jeg egner mig ikke til det. — Sikke noget vrøvl.

Jeg får hele tiden skældud.

Lige meget hvad jeg gør, er det forkert.

Weyse med telefonen og Madsen med sin cognac.

Jeg hørte selv hr. Madsen bestille cognac.

— Det skulle du have sagt. — Sådan noget kan du.

Det kan jeg ikke. Jeg har mest lyst til bare at tage hjem.

Men så får jeg også bare skældud der. Jeg har brug for pengene.

— Må jeg ligge lidt hos dig? — Ja.

— Hvor bliver Lily af? — Hun skulle reparere sit forklæde.

— Undskyld. — Vi skal have skåret ost.

— Går det bedre? — Hvad snakker I om?

— Ikke noget. — Ikke noget, der vedkommer os.

— Nå, der er du, din lille bandit. — Jeg er ingen bandit. Jeg er Pippi.

— Pippi? — Det er en bog, vi læser.

— Du har allerede lært hende at læse. — Fru Berggren er i Aalborg.

— Hvorfor det? — Det var vist et lægebesøg.

Ja, vi skal jo også have båret ind, søde venner.

— Det var dejligt. — Tak.

— Tak. — I er tidligt på færde.

Vi blev vækket af solen. Vidunderlig morgen.

— Ja. Kaffen er på vej. — Tak.

— Godmorgen. — Godmorgen.

Det er mig en gåde, at vi gik med til det i aftes.

— Hr. Seerup blev glad. — Fordi vi gjorde os til grin.

Olga er sikker på, det var derfor, hun tabte i bridge.

Det er umuligt at koncentrere sig, når en vildfremmed vander høns.

— Han var bare nostalgisk. — Det kommer jo fra græsk.

Ordet nostalgi. Er damerne klar over det?

— Nej, men det vil De fortælle os. — Det er det samme som hjemve.

Og det kan være ganske smertefuldt at længes efter at være et andet sted.

Der var i 1700—tallet en russisk general —

— hvis tropper var plagede af hjemve —

— så han begravede en af soldaterne levende.

Nej, det var da rædselsfuldt.

Det skulle vi måske have forsøgt med hr. Seerup.

Hvor er du strid, Olga.

Nå, der er rigtignok munterhed fra morgenstunden, hvad?

— Det var også hyggeligt i går, ikke? — Jo.

— Har hr. Seerup været nede? — Næ.

— Det var godt. — Han rejste tidligt i morges.

Hvad gjorde han?

Han skulle spise sammen med kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid.

Nå. Det var...

— Hvordan kan han bare rejse? — Det er da også urimeligt.

Efter alt det, du har gjort for ham. Jeg fik det her af pigerne.

"Jeg er ked af at måtte tage af sted så tidligt. Tak for Deres venlighed."

"Det har været nogle uforglemmelige timer i Deres selskab."

"Tillad mig at efterlade et minde fra vores møde."

Ti dollar. Så fik du da drikkepenge, Georg.

— Tit—tit! — Hvad har vi lige aftalt?

— Hvorfor hvisker du? — Jeg vil ikke ses sammen med dig.

Jeg har været nede at tage en kold dukkert. Det hjalp ikke.

Her, kom nu. Du fryser.

— Kom så. Nu skal jeg varme dig. — Nej, du skal ej.

— Jeg sagde, vi ikke kunne ses. — Hvorfor kommer du ikke op til mig?

Jeg har ikke et forhold til en gift mand.

Hvad er det så, vi har? Kom.

— Du er så dejlig. — Ej, Bent. Lad være.

— Så. — I hvert fald ikke her.

Godt. Kom. Vi løber herop.

— Hvem var det? — Direktør Konradsen.

— Igen? Hvad ville han? — Ebba Kold har meldt fra.

Den uslebne diamant. Det var synd for dig. Hvorfor ville hun ikke være med?

Fordi Bonderose ikke skulle sætte i scene.

— Så finder de nok en anden. — De har fundet hende.

— Kitty Hansen. — Kitty Hansen?

— Lige lukket ud fra tosseanstalten. — Det er da mange år siden.

Jeg læste, hun spiller i provinsen. Da du havde hende med herover...

Jeg havde sådan på fornemmelse, det var mere end et lærer—elev—forhold.

Hvordan kan du sige sådan noget?

— Det var bare det indtryk, jeg fik. — På ingen måde.

— Du kan da godt indrømme det nu. — Der er ikke noget at indrømme.

— Det var du længe om. — Hvem har set dig gå herind?

— Ingen. — Aftalen var, at jeg kom til dig.

Der har aldrig været noget mellem frøken Hansen og mig.

— Der røg den sommer. — Hvorfor det?

Jeg har forlangt, at hun skal komme herover.

Jeg kan da ikke debutere som iscenesætter uden at vide —

— om pigebarnet kan spille.

Jamen fint. Så ringer jeg til Fanny Fjord og siger ja til den brevkasse.

Ja, ja. Nu spiser vi morgenmad, og så tænker du over det.

Helene? Helene!

— Så kom den bog, De har bestilt. — Ja. Den har jeg set frem til.

— Hvad er det for en roman? — Det er ikke nogen roman.

— "Maskerne falder". — Den følger processen i Nürnberg.

De øverste nazister sidder på anklagebænken.

Den skulle indgående beskrive rædslerne i kz—lejrene.

Hr. Aurland, skulle De ikke hellere tage med til stranden?

Jo. Måske senere.

— Otilia. — Jeg kommer nu.

Amanda?

— Hvordan vidste du, jeg var her? — Morten. Jeg mødte ham i går.

Han besøgte sin mor. Han sagde, du gerne må arbejde uden for lejren.

— Hvordan har du det? — Godt.

— Og Frida? — Fint. Jeg har noget til dig.

Den er fra hende. Hun fandt den på stranden.

— Hun samler på sten hele tiden. — Gør hun?

Hun slægter sin far på.

— Amanda, de skal ikke se dig. — Hvad sagde du?

— De skal ikke se dig her. — Du taler dansk.

— Hvordan har du lært det? — Den ene af vagterne er flink.

Jeg tror, de har set os. Du er nødt til at gå.

Den ene er led. Han skød en pige i sidste uge.

— Var det ham? — Ja.

Hvis du lærer dansk, skal du have lov til at blive.

— Så skal du ikke til Tyskland. — Så enkelt er det ikke.

Jo, det er!

Amanda...

— Jeg tænker på dig hele tiden. — Jeg tænker også på dig.

— Nå, det er Dem. — De kan ikke være her.

Jeg kommer igen.

Han skulle bare slå en streg.

— Åh ja. Puha. — Lang tur?

Min mand var ikke i det bedste humør, så jeg ville spadsere lidt.

De ser også ud til at have fået varme i kinderne.

Gør jeg? Det må være solen.

De er velkommen til at sidde ved mit bord til frokosten.

— Så skal Georg underholde sig selv. — Jamen Deres mand er jo kørt.

Han er kørt til Rebildfesten. Det må De undskylde.

Det troede jeg, De vidste.

Tekster: Karla Engelbrecht Dansk Video Tekst