Original subtitles

Tekster: Nils Baastrup Poulsen Subline.

- Den, der går langs Lake Ozule? - Ja. Han bliver nok imponeret.

Vil han mon opføre en nationalpark?

Da vi mødtes, var han ikke så åben over for det. Men stemmer han for-

er der mulighed for, at andre også gør.

- Så han har indflydelse? - Ja, og han har en fotograf med.

- Måske åbner han lidt op for dig. - Fotografier er overbevisende.

Jeg rejste gerne længere, men de er uerfarne, så ti dage er rigeligt.

Far Jeg vil gerne med den her gang.

- Hvad med skolen? - Jeg har fået mine opgaver.

- Du kan ikke lave dem uden bøger. - De kan være i sadeltasken.

De er allerede pakket og klar.

- Sully, hvad siger du? - Det ville være en god hjælp.

Senatorens søn er på alder med mig.

Du har vist overvejet det nøje. Husk en varm jakke.

Så tager vi den vej.

Senatorens selskab burde være med det tog.

Jeg finder nogle medikamenter frem til turen.

- Katie sover stadig som en sten. - Hun er en lille syvsover i dag.

- Miss Cooper. - Mr. Collins?

- De er vel ikke skuffet? - Slet ikke.

Mor, det er Patrick Collins. Og det er min mor, dr. Michaela Quinn.

- Hyggeligt at træffe Dem. - I lige måde, dr. Quinn.

- Inviterer du ikke mr. Collins ind? - Selvfølgelig.

Jeg er overrasket over at se Dem. Hvad laver De i Colorado Springs?

Jeg skal aflevere noget. To ting, faktisk.

Disse blomster og disse chokolader.

- I øvrigt er de til Dem. - Til mig?

Blomsterne skal nok i vand nu. Det var ret svært at holde dem friske i toget.

- De er smukke. - Så var det det værd.

Men jeg vil gå igen. Min bagage står på stationen.

Jeg må have den hen på Springs Kurhotel, hvor jeg skal bo.

- Hvor længe bliver De, mr. Collins? - Det kommer an på.

Jeg håber, jeg må besøge Dem igen.

- Det tror jeg godt, De må. - Storartet.

Hotellets vogn venter, så jeg siger farvel.

Det var en fornøjelse at møde Dem, dr. Quinn.

Han er en tiltalende ung mand. Det undrer mig, du aldrig har nævnt ham.

Jeg mødte ham til et bal. Han gav mig punch, og vi hilste på hinanden.

- De andre piger er forelskede i ham. - Hvad med dig?

Jeg kender ham jo ikke.

Du har i hvert fald gjort indtryk på ham.

LILLE DOKTOR PÅ PRÆRIEN

Stå stille. Tak.

Godt. Nu har jeg et minde om begyndelsen på ekspeditionen.

Vi må af sted, hvis vi skal slå lejr, inden det bliver mørkt.

- Sådan. - Kontrollerer De lige?

Hvis De synes.

- Godt. Godt klaret, som altid. - Tak.

Vær forsigtig med kamera-udstyret.

Kom, søn.

Undskyld, jeg er sent på den.

En ung mand fra Denver kom og hilste på Colleen.

- Han er vist betaget af hende. - Det må vi nok vænne os til.

Det må vi vel. Held og lykke med senatoren.

- Tak. - Farvel, mor.

- Pas godt på jer selv. - Det skal vi nok.

- Ifølge artiklen er zinkoxid brugbart. - Imod svindsot?

Det siger han. 200 milligram om aftenen hjælper mod svedeture.

- Du kan læse den, når jeg er færdig. - Det vil jeg meget gerne.

Jeg savner vores samtaler, når jeg er på skolen.

Det gør jeg også.

- Godmorgen, miss Cooper. - Mr. Collins?

- Patrick Collins. - Andrew Cook.

- Dr. Cook har klinik på kurhotellet. - Virkelig? Det må jeg nok sige.

- Vil De ikke spise med? - Jo tak.

- Jeg har mødt mr. Collins i Denver. - Javel. Hvad bringer Dem hertil?

Mine venner rejser til Europa, men jeg hører, der skulle være smukt her.

Som Pike's Peak og Ozule Lake.

Dem har jeg efterto år endnu ikke set.

Når man bor et sted, tager man tingene for givet.

- Her er også en flot stenformation. - Gudernes Have. Den bør De se.

- Er bålet ikke lovlig tæt på det træ? - Vinden kommer fra syd i dag.

Medmindre den vender, er det her det sikreste sted.

Ser man det? Interessant.

- Værsgo. - Tak.

- Den her burde kunne brænde længe. - Tak. Men de grønne ryger meget.

- Hvad er det? - Bare en splint. Undskyld, jeg råbte.

Det kan gøre mere ondt, end man skulle tro. Lad mig se.

- Sådan. - Tak.

Brian. Kan du ikke gå ned og fiske? Det er cirka en kilometer mod nord.

- I orden. - Må jeg gå med?

Det går vist ikke. Jeg lovede din mor ikke at slippe dig af syne.

Fra den bakke er der godt udsyn over åen. Et godt sted at fotografere fra.

Må jeg, far?

Ja, når bare jeg kan se dig.

Kom ind.

Dr. Cook. Jeg tænkte på, om jeg måtte se Deres klinik.

Ja, naturligvis.

- Mikroskopet ser glimrende ud. - Ja, det er meget praktisk.

Colleen og jeg talte forleden om fremskridt inden for lægevidenskab.

Det er godt for miss Cooper at have en ven at tale med om studierne.

Vi er mere end venner.

Det vil sige.

- Vi håber at blive kolleger en dag. - Kolleger?

Vi deler mange interesser: Forskning, medicin.

Ja, kolleger. Det lyder storartet.

Tiden flyver. De må have mig undskyldt.

En imponerende klinik.

- Er her mange hjerte? - Ja.

- Jeg vil gerne se en. - Bare hold øje. Man ved aldrig.

Åh nej. Krogen sidder fast.

- Undskyld. - Det er bare en rift.

- Gør det ikke ondt? - Jo, men jeg sparer på råberiet.

Tager du den?

Kom.

- Kom ind. - Goddag, dr. Quinn.

Miss Cooper, vil De vise mig den stenformation?

De kender jo til området, og jeg har taget en madkurv med.

Jeg ved ikke. Vi er lige ved at genopfylde lageret.

Vil De tillade miss Cooper at være min guide, dr. Quinn?

- Jeg kan godt gøre det her selv. - Så er det jo på plads.

Hvis du har lyst, Colleen.

Jo, det kunne være hyggeligt.

Jeg følger efter Dem, miss Cooper.

Jeg kom forbi for at give Colleen et tidsskrift, vi har talt om.

Hun er lige taget af sted.

Vi kunne også ride lidt nordpå.

- Der er en flot udsigt over floden. - Jeg er tilfreds med udsigten her.

Værsgo.

- Camembert. - Camembert?

Det er ost fra Frankrig.

Kun det bedste er godt nok til den smukkeste pige i Colorado Springs.

- Kaviar. Det er russisk. - Hvad er det?

Hvor er du kær. Det er fiskeæg.

Men jeg har gemt det bedste til sidst.

En venskabsgestus fra en gentleman til en dame.

Værsgo.

"Canterbury Fortællingen”. Den læser vi på skolen."

- De andre siger, De deles om den. - Ja, det er rigtigt.

Jeg tænkte, De kunne bruge Deres eget eksemplar.

- Det var meget betænksomt. - Ingen årsag, miss Cooper.

- Hej, mor. - Var det hyggeligt?

Ja.

Mr. Collins er vist meget elskværdig.

Han er meget venlig og betænksom. Han gav mig den her bog.

- Han ved, vi deles om den. - Hvor betænksomt.

Og han har inviteret os til te i morgen.

- Så familien kan lære ham at kende. - Det lyder seriøst, Colleen.

- Det er bare til te. - Jeg ved ikke.

- Mor, det er bare til te. - Hvis du synes.

- Tak. - Det tidsskrift er fra Andrew.

- Andrew? - Han kom forbi klinikken med det.

Det sagde han, at han ville gøre. Tak.

Oliver, her.

Hvad er der galt?

Vabler. Men sig ikke noget til min far.

Vent lidt.

Her. Mor gav os noget salve med. Smør det på, så får du det bedre.

- Tak, Brian. - Det var så lidt.

Jeg håber, vi når vandfaldene. Billeder derfra skal nok overbevise Kongressen.

Mange tænker mere på ressourcerne end på landskabet.

Det forstår jeg også vigtigheden af.

Men bliver vi ved med at fælde skov, bliver her helt øde.

Det ved jeg nu ikke.

Måske ikke i vores levetid. Eller i Brian og Olivers. Men i deres børnebørns.

Vi må finde en måde, hvorpå vi både kan bruge og bevare naturen.

Vi må prøve at finde en balance.

Balance?

- Colorados skønhed overvælder mig. - Er De født i Denver?

Nej, jeg er fra New York. Jeg tog med min far hertil for at hjælpe ham.

Lad mig præcisere det. Jeg er ikke længere hans assistent.

- Jeg er nu direktør for Collins Ltd. - Et stort ansvar for en ung mand.

Jeg ser det som en udfordring. Jeg har altid klaret udfordringerne.

- Hvilken slags forretning er det? - Vi investerer.

Ihvad?

Det er svært at forklare. Men vi klarer os godt på mange områder.

Miss Cooper, De har ikke smagt disse.

- Marcipan med chokolade. - Marcipan er ikke lige mig.

- Jeg elsker dem. De må prøve en. - Nej tak.

Kom nu, De vil elske det.

Der kan De selv se.

- Hvordan ser det ud, Brian? - Der er fri passage.

De og Deres søn kommer godt ud af det sammen.

Vi er meget sammen.

Det er ikke så let for mig, når jeg er i Washington -

og Oliver er på kostskole.

Kostskole?

Oliver var svag som lille, og De kender mødre. Min kone pylrede om ham -

så jeg mente, at kostskolen ville gøre ham til en mand.

Så må det være rart at være sammen nu.

Sully.

- Regnen har fået det til at skride. - Hvad gør vi nu?

Brian, vi tager tilbage til den store eg. Du rider mod vest, jeg rider mod øst.

Vi ser, om vejen er farbar, og mødes igen ved træet.

- Må jeg tage med ham, far? - Bare vær forsigtig.

Der er ikke nogen sti her. Lad os tage tilbage.

Se.

Oliver, vent!

Jeg nød at hilse på Deres familie. Det er vigtigt, at de godkender mig.

Hvad mener De?

Lad os sætte os.

Den er til Dem.

- Mr. Collins? - Patrick. Bare kald mig Patrick.

Et armbånd? Patrick.

Jeg kan ikke tage imod endnu en gave.

Selvfølgelig kan du det.

Vi har ikke kendt hinanden så længe, men jeg nærer stærke følelser for dig.

- Colleen Jeg elsker dig. - Elsker mig?

Og jeg ved, at hvis du gransker dit hjerte -

vil du indse, at vi to hører sammen.

For altid.

- Mor, har du tid et øjeblik? - Naturligvis.

- Patrick gav mig det her armbånd. - Gjorde han det?

Jeg ved ikke, om jeg skal tage imod det. Det er gået så hurtigt.

Det ser kostbart ud, Colleen.

Han siger, han nærer dybe følelser for mig.

- Hvad føler du for ham? - Han er meget elegant.

Og interessant.

Og jeg nyder al den opmærksomhed.

Du har stadig ikke sagt, hvad du føler for ham.

Jeg ved det ikke. Det er noget rod. Andrew er så let at tale med.

Men Patrick Jeg bliver forvirret.

Synes du, jeg skal give ham armbåndet tilbage?

Colleen, jeg tror, du skal finde ud af, hvad du føler for mr. Collins.

Så ved du også, hvad du skal gøre med armbándet.

Kom ind.

Colleen. Jeg håbede, du var her.

- Michaela. - Andrew.

- Andrew, jeg har ikke læst artiklen. - Nåh. Det var ikke derfor, jeg kom.

Jeg tænkte, om du ville med på en skovtur, hvis du ikke har for travlt.

- Gerne. Hvis du ikke har brug for mig. - Slet ikke. Mor jer.

Farvel.

Vi skulle ikke have ladet dem ride alene. Der er snart gået en time.

- Tag tilbage til lejren, så lederjeg. - Jeg tager med.

Oliver. Oliver.

- Graces farsbrød-sandwich. - Min yndlingssandwich.

Er det sandt? Sikke et tilfælde.

- Limonade. - Limonade?

- Den er friskpresset. Er det i orden? - Jeg elsker limonade.

Vent lige Min yndlings-sandwich, min yndlingsdrik.

Har du så også min yndlingstærte med til dessert?

Du er ikke så glad for tærte.

Hvis jeg ikke tager meget fejl, er din yndlingsdessert.

Havrekager.

Andrew.

Jeg har taget en bog med.

Sonetter af Shakespeare. Det er vist lige dig.

Der er især én. Nummer 116.

Har du noget imod at læse den højt?

Den er ej tidens gæk, skønt tiden bruger.

Sin krumme segl mod rosenmund og kind.

Den ændres ej med hans små døgn og uger.

Men holder ud, til dommedag går ind.

Hvis herjeg fejler og i dåd har svigtet har jeg kun bobler om en boble digtet

Sully har ret. Her er virkelig smukt.

Hvad stod der i den sidste linje?

Den sidste linje. Det gik lidt hurtigt.

.Ja.

Der står bare, at kærlighed ikke kender til tid og sted.

Og den lader intet komme i vejen.

Jeg er enig.

- Er Colleen her? - Hun er på skovtur med Andrew.

Der er et problem med Patrick Collins.

Jeg skulle nok ikke have gjort det.

- Ikke have gjort hvad? - Jeg telegraferede til Collins Ltd.

Jeg stillede et par spørgsmål. Han er vist fuld af løgn.

Jeg havde det på fornemmelsen. Jeg skulle have advaret Colleen.

Det gør vi nu.

Oliver?

Brian, jeg er her.

Oliver.

Jeg kan ikke bevæge den.

Jeg tror, den er gået af led.

- Kan du ordne den? - Måske. Jeg har set min mor gøre det.

Hvad der end skal til, så bare gør det.

Du får brug for at råbe højt.

Det føles bedre. Jeg tror, den satte sig på plads igen.

Kom. Op med dig. Vi må nå lejren, inden det bliver mørkt.

- Skal vi ikke finde Sully og min far? - Nej.

Vi kunne ride forbi dem uden at se dem. Det er bedst at vente i lejren.

Kom.

Hvorfor tror du mig ikke? Det er sandt. Tror du ikke på det?

- Hej, mor. - Godt, du kom.

- Har du set armbåndet? - Det ville jeg tale med dig om.

Der er noget, du må vide om mr. Collins.

- Hvad mener du? - Matthew har spurgt sig for i Denver.

Spurgt sig for?

Mr. Collins er ikke direktør i faderens firma.

- Hans firma er lige gået konkurs. - Hvorfor går Matthew bag min ryg?

Det gør han ikke. Han er bare bekymret for sin søster.

- Jeg føler den samme bekymring. - Du sagde, jeg selv skulle bestemme.

Og så undersøger I ham uden at sige det. I havde ikke tillid til mig.

- Det handler ikke om tillid. - Jo, det gør.

- Colleen? - Mr. Collins.

Jeg bad dig kalde mig Patrick. Jeg har ventet på dig hele eftermiddagen.

Patrick, jeg har været lidt forvirret de sidste par dage.

Det skal du ikke være.

Jeg må bede dig om ikke at opsøge mig igen.

- Ikke at opsøge dig? - Jeg ved, du vil respektere det.

Javel. Det har vel ikke noget med din ven Andrew at gøre?

- Jo, det har. - Colleen.

Jeg ved, din familie ønsker et trygt ægteskab med Andrew -

men du kan ikke nøjes med sådan et liv.

Vi to er lidenskabelige mennesker, der følger vores drømme.

Du elsker ikke Andrew. Du elsker mig. Jeg kan mærke det.

- Patrick, du gør mig bange. - Gav Andrew dig den fornemmelse?

Slip mig.

- Colleen, hvad er der? Mr. Collins? - Jeg vil ikke tale om det.

- Hvordan har du det nu? - Bedre.

Det er ikke lægevidenskab, men det holder din arm i ro.

- Hvad gør vi så nu? - Vi laver et bål til at signalere med.

Måske kan den bruges.

- Den laver røg, når den er grøn. - Du er ved at lære det.

- Oliver? - Oliver?

Vi har ledt hele natten. Hvor kan de være?

- Der er mange spor her. - Betyder det, at vi er tæt på?

- Måske. - Måske?

Hvordan kunne De finde på at lade dem ride af sted alene?

- Og så skal jeg bevare det her hul. - Se. Røgsignaler.

Og de er tydelige.

Hvordan har du lært alt det om skove og medicin?

Jeg ved ikke. Lidt af Sully og lidt af Cloud Dancing, som er indianer.

Og så af min mor. Men det meste er kommet af bare at være her.

Man lærer meget om skoven bare ved at gå igennem den.

- Sully. - Brian.

- Er du uskadt? - Ja. Hej, Ulv.

- Søn, du er kommet til skade. - Nej, far. Brian tog sig af det.

Jeg forfulgte en hjort og faldt af hesten.

Brian fandt mig og satte min skulder på plads.

Rolig. Du må tilbage til byen, så dr. Quinn kan kigge på det.

- Men jeg vil gerne fortsætte, far. - Brian har vist klaret det ñnt.

Gør det ikke ondt?

Ikke nok til at råbe op om det.

Colleen.

- Jeg skylder dig en undskyldning. - Det behøves ikke.

Da du kom forbi klinikken i går, havde du allerede besluttet dig.

Jeg var så bekymret, at jeg slet ikke spurgte, hvad du havde besluttet.

Jeg kunne ikke undgå at føle trang til at beskytte dig.

Jeg kan vist ikke holde op med at være din mor.

Det skal du heller ikke holde op med at være Nogensinde.

Colleen, hvad er der sket?

- Patrick kyssede mig, uden jeg ville. - Tvang han dig til det?

- Jeg bad ham om at lade være. - Var han voldelig?

- Måske forledte jeg ham. - Nej, det gjorde du ikke.

Du skal aldrig lade en mand tvinge dig til noget, bare fordi han vil.

Bare han ville rejse. Jeg vil aldrig se ham mere.

- Vi ordner det med det samme. - Nej, mor. Jeg klarer det selv.

- Colleen. Godt, du kom. - Jeg må tale med dig, Patrick.

Jeg vil undskylde min opførsel. Jeg har aldrig gjort sådan noget før.

- Jeg opførte mig rædselsfuldt. - Ja.

Men det viser mine følelser og den lidenskab, du vækker.

Jeg kan ikke tage imod det her.

Colleen, du har god grund til at være vred.

- Jeg vil ikke se dig igen. - Colleen.

- Du går ingen steder. - Slip mig.

- Slip hende. - Pas dig selv.

Slip hende!

Andrew!

Gør det ondt?

Hvor slemt er det?

Flængen er ret overfladisk.

Jeg tror ikke, at sutur er påkrævet.

Fremragende diagnose.

- Jeg er ked af alt det her, Andrew. - Det gør ikke noget.

Jeg har tænkt meget over tingene.

Over, hvad jeg føler for dig -

og over, hvordan jeg aldrig får sagt de rigtige ord.

Nogle ord, jeg længe har villet sige.

Jeg elsker dig, Colleen.

Jeg elsker også dig, Andrew.

Senator, vi må af sted, hvis vi skal nå frem til vandfaldene.

Først lige et fotografi. For at mindes en ny indsigt.

Pak ikke kameraet sammen endnu, min gode mand. Drenge, kom her.

Kom, Brian.

Tekster: Nils Baastrup Poulsen Subline