Original subtitles

Tekster: Tine Schmidt Subline.

Hej, Katie. Du er altså så køn.

Everett forbød mig at køre, så en dag han var væk, kørte jeg ud til mor.

Da hun så mig, blev hun ligbleg, og så fik jeg det glatte lag.

- Nu vi taler om mor. - Det orker jeg ikke. Jeg beder dig.

Gå bare over til klinikken. Jeg skal hente et parting hos Loren.

- Skal jeg tage jeres post med? - Ja tak.

- Kan det slå min drengs feber ned? - Må jeg se engang.

Hvad står der her? "McDougals eliksir kurerer halsbetændelse -"

"- hovedpine, nervegigt og dårlig mave."

- Men der står intet om feber. - Jamen han er brændende varm.

- Lægen står lige der. Spørg hende. - Jeg har ikke råd til en læge.

- Det er helt i orden, mrs. - Bartlett.

Michaela! Hvor kunne du gøre det? Du har inviteret mor til Thanksgiving.

- Jeg prøvede at sige det. - Hvad med at spørge?

Jeg behøver ikke din tilladelse til at invitere mine børns bedstemor.

Og nu har jeg vigtigere ting at se til.

Hun takker dig for at foreslå, det kan være en anledning til at tale med mig.

Det kan det måske også. Og det er strengt forbudt at åbne andres post.

- Det er dig, der er streng! - Marjorie! Opfør dig ordentligt.

- Jamen, Michaela. - Marjorie Quinn. Dr. Mike elsker dig.

Nogle gange fatter jeg ikke hvorfor, men det gør hun.

Hun ville aldrig gøre noget for at skade dig.

Og det ville jeg heller ikke.

Gab op.

Colleen, er du lige sød at gå ovenpå med Katie?

- Din søn har difteri. - Det kan han dø af.

Det er ikke altid dødeligt. Jeg skal nok gøre alt, hvad jeg kan.

LILLE DOKTOR PÅ PRÆRIEN

- Må jeg følge dig hjem? - Ja.

- Hej, Sara og Brian. - Er der noget galt, mor?

Alter, som det skal være. Smut I bare.

- Mrs. Morales. - Dr. Quinn.

- Jeg kan ikke bare lukke så tidligt. - Jeg skal barbere mr. Dickenson nu.

Michaela ville ikke samle os, medmindre det var vigtigt.

- Det har bare at være godt. - Det er det desværre ikke.

Jeg vil ikke alarmere jer unødigt, men vi bør forberede os på det værste.

Det værste af hvad?

Den kvinde, der spurgte efter noget til at slå sønnens feber ned med.

Han har difteri.

I ved vel, det er yderst smitsomt.

- Han skal i karantæne. - Ja, de smittede skal isoleres.

Men børn er mest modtagelige. Derfor bad jeg også mrs. Morales komme.

- Vil du lukke skolen? - Det gør man normalt.

- Det er helt i orden. - Tak. Vi må stemme om det her.

Vent nu lidt. Rygtes det her, kommer der ikke en sjæl.

- Måske indstiller de toget. - Så skaffer jeg forsyninger.

Skal vi kvæle hele byen, bare fordi en knægt har ømme mandler?

Ikke alle typer er milde. Det her kan være alvorligt.

Drengen har det i luftrøret, ikke?

Jo, og hvis vi ikke får den sygdom under kontrol-

er det ikke byen, der bliver kvalt. Det er dens borgere.

Jeg foreslår, vi lukker skolen. Hvem stemmer for?

Ja, ja.

Heldigvis har jeg pilebark til feberen.

Skriv sandheden i alle detaljer, så folk kan opdage sygdommen i tide.

- Så de kan isolere sig selv? - Så de kan blive behandlet.

Der er ingen egentlig behandling, men vi må prøve at holde dem i live.

Jeg skal bruge noget kininsulfat og noget kaliumklorid.

Bed Horace bestille noget fra Denver.

Og bed Andrew om de nye O'Dwyer-instrumenter, Preston købte.

- Hvad er det? - Rør, man indfører i strubehovedet.

Det er en ny metode til at holde stubehovedet åbent, kaldet intubation.

Der er ulemper ved det, men efter hvad jeg har læst, er indgrebet.

Det er bestemt et skridt fremad.

Hej, Daniel hej, Brian.

- Jeg fandt ham. - Jeg fulgte Sara hjem. Hvad sker den?

Der er sygdom i byen, og vi må beskytte alle -

så Daniel tager dig og Katie med ud til Sully, til faren er drevet over.

- Hvor længe skal vi være den? - Det ved jeg ikke.

- Du bliver da ikke smittet, vel? - Det afhænger af ens konstitution.

Det betyder, at ens modstandskraft er afgørende for, om man får det.

Kender du nogen, der har mere modstandskraft end din mon?

Bare rolig. Jeg skal nok passe på hende.

- Og Colleen og Matthew? - Og Colleen og Matthew.

- Hvad så med Thanksgiving? - Det burde være forbi til den tid.

Lover du det?

Det lover jeg.

Jeg sender det med det samme.

Becky.

- Hej. Jeg hørte, du var hjemme. - Jeg ville kigge forbi senere.

Jeg skal lige hen i butikken. Går du med?

Så sagde jeg: "Vi er for gamle til at hoppe på hølæsset."

- Det bliver man aldrig. - Det sagde Zachary også.

Er det alvor mellem jer to?

Kan du huske, nårvi kørte med høstvognen som børn?

- Hvad var den allerbedste tuf? - Den lige inden Thanksgiving.

- Da Richard ville kysse dig. - Og Zachary skubbede ham af.

Så han måtte gå hele vejen hjem.

- Hvad var det bedste bal? - Sweethearts Dance.

Vi troede begge to, Andrew ville invitere os.

- Og så endte vi med at følges ad. - Det er, som om du aldrig er rejst.

- Sådan er det med veninder. - Lærer du det i skolen?

- Nogle ting ved man bare. - Jeg må videre.

- Kommer du til middag en dag? - Snart. Det loverjeg.

- Den bedste jul nogensinde? - Det er let. Det bliver den her.

- Han har fået det værre. - Ja, det er jeg bange for.

Jeg må lave en trakeotomi med det samme.

Jeg må åbne luftrøret.

Se væk.

Nu kan han få vejret.

Han er smittet.

Læg ham ovenpå og hent Colleen.

Og så må I hente Andrew og alle de ting, jeg har fortalt Colleen om.

Når han vågner, kan han blive bange, fordi han ikke kan tale.

Bliv her og berolig ham. Så kan du lægge ham i seng.

Dr. Quinn.

Overlever han?

Når det er så alvorligt, at man må lave en trakeotomi -

så er chancerne mindre, men.

Han har stadig en chance.

Far.

Brian, Daniel.

Jeg vil også foreslå en dråbe jernklorid.

En halv liter vand.

Tilsæt lidt kaliumpermanganat og giv ham en teskefuld hver tredje time.

- Det kan også bruges i halsen. - Ja, pensl hans hals hver halve time.

Pseudomembranen bliver tykkere. Vi må gøre instrumenterne klar.

- Jeg tog dem ikke med. - Vi har brug for dem.

- Metoden er stadig kontroversiel. - Intubation er afprøvet. Det virker.

Det gør en trakeotomi også, uden risiko for følgesygdomme.

- Nogle få får lungebetændelse. - Og dør af det.

Ja, men når trakeotomi er påkrævet, er døden nærmest uundgåelig.

Jeg kan ikke anbefale et livsfarligt indgreb.

- Selvfølgelig kan du ikke det. - Mor?

Og det kan du heller ikke, Michaela.

Michaela, lad være med at skubbe.

Det er er farligt for jer at være der. Forklar hende det, Andrew.

Jeg ved godt, hvad difteri er. Og jeg har ikke i sinde at dø endnu.

Beklager, mor, men sygdommen ved ikke, hvem du er.

Beklager, mor, men sygdommen ved ikke, hvem du er.

- Vi to taler sammen senere. - Kun hvis jeg vælger at gøre det.

Nå? Skal vi stå her og dø af kulde?

Beklager, vi mangler ikke piger.

Dr. Mike, hvad kan vi gøre for dig?

- Vi vil gerne have et bord. - Selvfølgelig.

- Hvad med det her? - Tak.

- Noget at drikke? - Kaffe, tak.

- Ja. Vi trænger vist til en kop. - Jeg skal se, hvad vi kan gøre.

Vi ville telegrafere og sige, I ikke skulle komme.

- Vi blev ikke i Chicago alligevel. - Så må l hellere tage toget tilbage.

Vi har ikke taget toget. Ikke længere end til Manitou.

Lokomotivføreren sagde, sporet var i uorden, så mor hyrede en vogn.

- Hvordan er det rygtedes så hurtigt? - Colleens telegram.

Vi kørte direkte ud til jer, men som I ved, var der ingen hjemme.

Matthew kører jer til Manitou i morgen.

- Jeg rejser ingen steder. - Rebecca?

- Jeg er enig. Vi bliver og hjælper. - Jamen der er intet, I kan gøre.

Jeg kan da passe mine børnebørn. Hvor er Brian og Katie?

- Daniel tog dem med ud af byen. - Daniel?

Sullys ven fra guldgraverdagene. Han er sherif nu.

- Bed mig ikke om at sige mere. - Må jeg ikke vide, hvad der foregår?

Brian og Katie er i god behold.

Hvis jeg ikke kan passe børnebørn, kan jeg tage mig af mine børn.

Du, Marjorie og Rebecca er stadig mine børn.

Godt. Men så må I bo på Prestons hotel.

- Det er helt i orden. - Jeg kører dem derud.

- De kan køre med mig. - Tager du hjem?

Jeg kan ikke gøre mere lige nu. Tingene er under kontrol.

- Ja, det har du vel ret i. - Så er det en aftale.

- I må være trætte. - Dødtrætte.

Nu skal jeg tage bagagen.

Michaela

Sully?

- Sully? - Godmorgen, Brian.

- Jeg troede, du sov til i eftermiddag. - Er det så sent?

Nej, klokken er ti. Man mister let tidsfornemmelsen her.

Er du øm? Det må du vænne dig til.

Det er ikke så slemt. Hvor var du?

Vi har været nede og hente vand.

Lad os spise morgenmad og gå ud og fiske.

- Vi kan ikke sidde her hele dagen. - Jamen soldaterne.

De kan ikke følge hjortestierne, men det kan vi.

Vil du med ud at fiske?

Din konsultation og dine patienter er her.

- Er det et ultimatum? - Det sagde du, ikke jeg.

D'damer Jeg beklager, men jeg kan desværre ikke ledsage jer alligevel.

Du har jo også en praksis at passe.

- Netop. - Vil I give den til Michaela?

- Og hvis hun har brug for andet. - Så er der dr. Cassidy.

- Farvel, d'damer. - Farvel.

Min mand læste om symptomerne, så jeg ville være på den sikre side.

Det er difteri, men De har opdaget det tidligt.

- Becky. - Tag første værelse på højre hånd.

Hun kunne ikke få vejret i morges. Hun besvimede på vej herhen.

Vi kan stadig nå at lave en intubation. Find ud af, hvor Andrew bliver af.

- Hvor er Andrew? - Han har travlt.

Travlt?

Er De sød at gå udenfor et øjeblik, mr. Bonnef?

- Hvad mener I med travlt? - Han har sin egen praksis.

Det her er en difteri-epidemi. Han skulle have instrumenter med.

Han sagde, vi skulle give dig den her.

- Er det dem? Der er også et brev. - Læs det højt.

Giv Becky en indsprøjtning med atropin.

"Her er O'Dwyers instrumenter, men jeg fraråder dig at bruge dem."

"Et tidsskrift fra London indeholder en afhandling af Field og Marley."

"De mener, risikoen for at få lungebetændelse er altfor høj."

Du vil da ikke trodse hans råd.

- Det er kun et råd. Andre mener. - Og du vil sætte pigens liv på spil?

- Der er en risiko uanset hvad. - Netop.

Du ved ikke, hvad du taler om.

Måske ikke, men det gør Andrew.

Becky er stærk. Du sagde, det afhang af folks konstitution.

Kun delvist. Selv robuste mennesker er døde af difteri.

Vi holder os til medikamenterne indtil videre og overvåger hende nøje.

Rolig.

Din mor kommer lige om et øjeblik.

Hun måtte se til dine søskende.

Men jeg er her. Mit navn er Marjorie.

Vores bedste valentinsdag. Kan du huske den?

Kom nu, Becky. Den husker du da godt.

Du skulle spille Julie.

Men så fik du strubebetændelse, og jeg skulle dublere for dig.

Du gav mig din lykkesten.

Og så blev du rask.

Og du var alle tiders Julie, Becky.

Og du skal også nok blive rask nu.

Det skal du.

Det skal du.

Åh, Marjorie.

Mor!

Læg hende på sengen.

Hvad kan jeg gøre for at hjælpe?

Sprøjt det på hendes hals og bøj hendes hoved helt bagover.

Becky, jeg er lige her. Det skal nok gå.

Du skal nok blive rask, Becky.

Mor?

Mor?

Mor, hvad sker der?

Sommetider river et stykke af pseudomembranen sig løs.

Du skal nok klare det, Becky.

Nej.

Giv os i sorgen styrke til at overgive os selv og dem, vi elsker -

til din aldrig svigtende omsorg.

Hjælp os i vor rådvildhed med at have tillid til det, vi ikke forstår.

Og må vi i vor ensomhed mindes Becky med kærlighed -

og overlade hende i din varetægt til den evige opstandelse. Amen.

Mr. Bonner.

Det er min skyld. Hun var min bedste veninde.

Du kunne have reddet hende, men jeg lod dig ikke gøre det.

Mrs. Morales.

Mrs. Morales.

Jeg er ked af at måtte spørge Dem, men jeg er nødt til at bruge skolen.

Til at opbevare ligene.

Baglokalet i babersalonen er ikke stort nok.

Naturligvis. Og De får brug for min hjælp.

Nej, det er ikke noget for en dame.

Jamen jeg vil gerne hjælpe.

Jeg insisterer på det.

Daniel.

Mor, vil du tage Colleen med?

Den arme pige. Hun skulle aldrig have været udsat for sådan noget.

Det plejede jeg også altid at sige om dig til din far.

- Selvfølgelig vil jeg det. - Jeg henter vognen.

Cloud Dancing har aldrig nævnt difteri.

Indianerne kendte det ikke, før det blev bragt hertil fra Europa.

Jeg håbede, de havde andre midler end pilebark mod feberen.

- De brugte tandpinetræ til halsen. - Ja, det kunne måske hjælpe.

Men vi har ikke noget. Vi må have nogen til at samle noget.

Mor? Jeg troede, du tog dig af Colleen.

Det gør Andrew. Da han dukkede op, følte jeg mig ret overflødig.

- Så jeg tog tilbage for at hjælpe dig. - Godt.

Saml så meget tandpinetræ, du kan finde.

Hvabehar?

Det er en indiansk lægeplante, mor.

- Jeg aner ikke, hvordan den ser ud. - Jeg kan tegne den for dig.

- Jeg aner ikke, hvor den gror. - Den vokser langs vejkanten.

Jeg har ikke den rette påklædning på. Faktisk ejerjeg ikke den slags tøj.

Vi kan finde noget til Dem hos Loren, og så hjælper jeg Dem.

Tak, Dorothy.

Michaela har brug for mere kamfer.

- Hvordan går det med dig? - Fint.

Nå Hvad synes De?

- De lignerjo en lokal, Elizabeth. - Er det godt eller skidt, Loren?

Mor, Michaela har brug for den plante. Folk er syge og dør.

Gem din forfængelighed til senere.

Forfængelige tænker kun på sig selv.

Netop.

Skal vi gå?

Man siger, at mødre og døtre, der skændes meget, ligner hinanden.

Gør man virkelig?

Vent Er det ikke den?

Jo.

Lidt jalousi er jo kun naturligt.

Jalousi? Jeg er bestemt ikke jaloux på Marjorie.

Nej, selvfølgelig ikke. Jeg mente, at Marjorie blev jaloux på Dem.

- På mig? - De ved Hun og Loren er jo.

Åh nej.

Jeg troede, hun var rødmosset, fordi hun er vred på Elizabeth.

- Men hun har feber. - Vel har jeg ej.

- Jo. Hvorfor har du ikke sagt det? - Jeg har det fint. Jeg er bare træt.

Har du haft kuldegysninger?

Marjorie.

- Jeg har det fint. - Loren, følg hende ovenpå.

Jeg håber, du er stolt af dig selv.

I bliver her!

- Du vidste det. - Så er det godt, mor.

Marjorie er syg. Hun har fået difteri.

- Flyt dig. - Du hidser hende bare op.

- Hun skal være stærk nu. - Derfor kommer jeg også med frokost.

Jeg er her jo for at tage mig af hende.

- Måske er det bedst. - Tal ikke til mig.

Mor, Marjorie har brug for ro. Tusind tak.

Kager. Lidt sødt til en sød lille pige.

- Hun kan spise selv nu. - Ja, det kan hun.

Hun har lært en masse, mens du har været væk.

Jeg har vist meget at indhente, hvad?

Jeg ved godt, det er hårdt for jer, at jeg må skjule mig herude.

Du kunne jo ikke vide, det ville gå sådan.

Nej, men jeg er alligevel ked af det.

Når jeg er herude alene, tænker jeg meget på jer alle sammen.

Jeg spekulerer på, hvad Katie og din mor laver-

og hvad du foretager dig.

Sommetider ser jeg dig for mig på vej hen til skolen og i timerne.

- Er det rigtigt? - Så føler jeg mig ikke så ensom.

Jeg har også tænkt på dig, far. Hele tiden.

Selv om vier væk fra hinanden, er vi alligevel sammen.

Frue.

Tak.

- Godmorgen. - Den er ikke god.

- Bedstemor. - Hvorfor er du ikke inde i byen?

- Han har travlt. - Ved De ikke, der er difteriepidemi?

Jo, men det her er et kursted.

- Michaela har hårdt brug for hjælp. - Jeg vil gerne med tilbage.

- Tager du med? - Nej.

- Jo, jeg gør. - Så kan du tage det der med.

Behold det.

Drik så meget, du kan. Du har brug for næring.

Pseudomembranen i hendes strubehoved er begyndt at udvide sig.

- Intubation virker bedst i denne fase. - Hvis den virker.

Colleen fortalte mig om Becky.

- Jeg tror, det var uundgåeligt. - Tror eller ved?

Meget i lægefaget er desværre stadig gætværk.

Nej, det er det ikke. Sagen er, om man tror på en teori.

Alle kendsgerninger var teori engang.

Michaela, jeg forlod min stilling hos Preston for at hjælpe dig.

Men det her kan jeg ikke gøre.

Jeg kan ikke handle mod bedre vidende.

Det kan jeg heller ikke.

- Nu sidder det, som det skal. - Hvad så nu?

Nu venter vi.

FORTSÆT-FES

Tekster: Tine Schmidt Subline