Original subtitles

Lucian ...

... tre, fire, et, to ...

Bravi, bravi!

- Bravi! - Hvor er Rose?

Jeg må have vand.

Rose?

Rose?

Rose?

Pokker tage det hele!

Rose?

- Arrivederci. - Grazie mille.

- Fik gribbene det, de ville? - Det tror jeg. Nu får De måske fred.

- Det vil jeg spilleme håbe. - Det var da fornøjeligt.

Det var brandskægt.

- Gik det godt? - Glimrende. Alle var glade.

- Tak. - Selv tak.

- Er De nu her igen, Bonacini? - Jeg kom for at hjælpe min nevø.

- Piacere. - Man får ikke engelsktimer i hæren.

- Er han soldat? - Forbavser det Dem?

Jeg havde hørt, at hele familien var kommunister.

- Hvem har fortalt Dem det? - Signor Danioni.

Han betragter Dem som den røde plage.

- Mine holdninger er kun min sag. - Jeg mener nu, de er min sag.

Jeg ser nødig, at min kones omgang med en bolsjeviksympatisør gør hende skade.

- Truer De mig? - Uha, nej da.

Jeg giver Dem et godt råd. Hold Dem fra min kone.

Før der sker noget ulyksaligt.

Rose?

Rose?

Dav.

Jeg havde håbet på, vi kunne få ...

... tilrane os en stund.

Det går ikke.

Vi har allerede gjort det.

Det var et øjebliks dårskab.

Det var det klogeste, jeg nogensinde har gjort.

Constance ...

Jeg kan ikke vende tilbage til det gamle.

- Kom så, drenge! - Flyt jer!

- Væk med jer! - Kom så!

Vi er der, ikke sandt? Vi er nået dertil.

Væk!

Hov hov!

- Hvorfor er den skov ikke gennemsøgt? - Vi har ikke hunde nok.

Det vil jeg blæse på! Det skal lykkes! Af sted!

- Ja. Var der andet? - Nej!

Ved du hvad, Paola? Jeg rydder op efter dig.

Op med humøret!

- I gik glip af fornøjelserne udenfor. - Vi har skam selv fornøjet os.

Hun laver min citronfrydskage. Hendes filejs spiste tre stykker.

Åh nej dog!

Fy for en stank!

- Er der sket noget? - Alt er, som det skal være.

Slambert.

Fyrre år har jeg brugt den opskrift, og det er aldrig slået fejl.

- Før nu. - Jeg finder aldrig en mand.

Jeg dør ensom under en bunke branket bagværk.

- Jeg dør ensom. - Så er det godt. Rank ryggen.

Tag æg, smør, mel, sukker ... Constance hjælper dig denne gang.

- Tak, Connie. - Se, om du kan gøre det bedre.

Alene.

- Limonade? - Jeg eksperimenterer med rosmarin.

- Fortæller du mig om Nish? - Han tror, han har blodforgiftning.

- Blodforgiftning? Så må han til læge. - Kender du en, vi kan stole på?

Nish mener, vi kan regne med Gianluca. Han har en plan for at få ham ud.

- Det er mere, end vi har. - Jeg ved ikke, hvor jeg finder ham.

- Hvad med hans far? - Sagføreren?

- Ja. - Vi kan da prøve.

Måske skal jeg opsøge ham. Jeg kan bede Carlo gå med og tolke.

- Vil du? Det vækker mindre mistanke. - Naturligvis. Vær sød at finde Rose.

Jeg er på vej.

Den herre ... Er det betimeligt, at jeg telefonerer nu?

- Ja, naturligvis. - Jeg er ikke i vejen?

Nej.

Jeg skal løbe et ærinde.

Hvad pokker er der nu?

Er det mig, De leder efter?

Jeg synger ikke for Deres ven uden en forprøve.

Han er bare en forretningsforbindelse. Men det er da pænt af Dem.

Jeg gør det ikke for Deres skyld, søde ven, men for Deres kones.

Og for 1000 dollars. Tak, Billy.

Jeg er i den forkerte branche.

- Pottiston, 7945. - Fanny, er det dig?

- Nej, det er Joan. Joan Bunting. - Joan?

Ja, mrs. Scanlon. Vi traf hinanden til Fannys jubilæum. Vi er i familie.

- Vi arbejder sammen i det store hus. - Det mindes jeg skam. Hvor er hun?

Derhjemme. Hun fik et anfald.

- Af hvilken art? - Et slagtilfælde, tror doktoren.

Hun sidder op og snakker, men hun formår ikke at arbejde lige nu.

- Hun bad mig om at tale med Dem. - Så har hun fortalt om Tommy?

Han bor hos mig, den lille gavstrik. Ham kan hun ikke magte nu.

Så må jeg bede Constance vende hjem.

Fanny siger, at det ønsker hun ikke, og at hun snart er i bedring.

Hvad tror De?

Selv hvis hun kommer sig noget, kan hun ikke være mor for en treårig.

- Hvad skal vi gøre, Joan? - Jeg kan tage mig af ham lige nu.

- Gudskelov. - Men jeg har tre selv.

Hvis Connie ikke kommer hjem og tager ham til sig -

- siger præsten, at han kan få plads til ham på børnehjemmet.

Men det er jo ikke det, nogen af os ønsker.

Mrs. Ainsworth!

Deres svigermor har givet mig en time fri efter frokost, hvis De vil svømme.

- Mrs. Ainsworth ...? - Måske en anden gang.

- Sikke en dejlig dag. - Ja.

- Det kunne næppe være skønnere. - Måske uden visse dele af selskabet.

Nu er vi her. Må jeg spørge, hvorfor De atter opsøger Bruzzone?

- Hvis jeg ikke er for ligefrem. - Nej da.

Jeg vil rådføre mig med ham om vores udvidelsesplaner.

- Og sende en besked til hans søn. - Jeg vidste det!

- De må ikke blive vred. - Jeg er ikke vred.

Jeg er urolig. Jeg foregøglede mig, at Danionis mistanker var grundløse.

- Det er de. Med hensyn til hotellet. - Men ikke med hensyn til familien.

Det er Luce. Han sidder i saksen. Hvad skal jeg stille op?

Jeg er da nødt til at stå ham bi. Han passer bare på sin ven.

Naturligvis.

Men De bør afstå. Det er for farligt.

Nej ... Bella?

De kender mig. Det ville aldrig falde mig ind.

- De har meget mere at tabe. - Det stemmer.

Det har De også. Kom, så går vi.

Signora Ainsworth? Eccellenza?

- Danioni? Hvad bestiller De her? - Det spørger jeg også Dem om.

- Fruen vil tale med sin sagfører. - Forud for byggemødet i morgen.

- Det er bare en formalitet. - Og dog ...

Så må jeg råde Dem til at finde en anden.

- Hvorfor det? - Den mand er far til en forbryder.

Jeg har anbefalet signor Bruzzone til en ven, så jeg kan ikke svigte ham.

- Men mange tak. - Buongiorno.

Signora ...

- Værsgo. - Hvordan har De det?

Gud og hvermand kan se os.

- Hvad med gud og hvermand? - De er ikke i Portofino.

- Herligt. - Kom. Jeg prøver at smugle dig ind.

Det var ikke det, jeg regnede med, da De bad mig spadsere med ned i byen.

Tak for Deres urokkelige støtte.

Jeg forlader mig mere og mere på Dem.

De har øst så gavmildt ud af Deres visdom og råd.

Jeg spekulerer på, om jeg mon må have lov at gøre gengæld.

Jeg skal ophøre med at holde til på hotellet -

- som en tragisk Romeo og bo hos mine venner.

- Det vil måske bekomme Dem bedre. - Har hun fortalt om mit frieri?

- Ja, og om, hvor smigret hun var. - Dog ikke nok til at sige ja.

- Hun er ung. - Nå, sådan.

Hun vil have eventyr og romantik.

Og jeg formår kun at være mig.

Bella, en ven, jeg ferierer med, sidder i indenrigsministeriet.

- Han ser Victor efter i sømmene. - Åh, Carlo, det behøves ikke.

Jo, det gør. Med tanke på min sindsro. Hvis han taler sandt om sit ophav -

- forføjer jeg mig så nydeligt, som en gammel mand formår.

Men tak.

Goddag.

- Ser man det ...! - Kærlighed gør blind, Jane.

- Hvad er der? - Telefon, frue.

- Jeg er optaget. - Det er mrs. Ainsworth.

- Hun lader sig ikke afvise. - Det bliver muntert.

- Hallo? - Julia? Jeg vil nødig trænge mig på.

Jeg vil gerne bede om råd om at tale med Rose.

- Eller måske om tilladelse. - Den behøver De da ikke.

Det gør jeg måske, i lyset af hvad det er for en samtale, jeg har i tankerne.

Nåda? Hvad er det så for en samtale?

En ligefrem samtale.

Sådan en, der ville have gavnet mig som nygift.

- Om sex, mener De. - Ja ... om sex.

Værsgo. Et andet syn på sagen kan vel være meget godt.

Navnlig når det kommer fra en, der er så kyndig som De.

Har De allerede prøvet at tale med hende?

Jeg har da videregivet nogle kneb og krumspring.

Kneb og krumspring? Jeg er ikke helt ...

Jeg tænkte snarere på at tage fat i hendes angst.

Og hendes behov.

Hendes lyster.

Hvad i alverden har det med sagen at gøre?

Tal De bare med hende, men De må ikke give hende nykker.

Hvis Lucian er afviger, må hun finde en anden.

Ellers må hun slå sig til tåls ... eller lære at nyde det.

- Ser jeg ordentlig ud? - Magnifique.

Vent fem minutter, før du går.

Lucian?

- Undskyld, sagde du noget? - Jeg spurgte til din dag.

Jeg tog en spadseretur med Jonathan.

Jeg sad og grundede over, hvor du var.

Jeg kiggede skam efter dig efter gymnastikken. Hvad ...?

- Hvad i alverden bestilte du? - Tja ... dette og hint.

Måske skal vi tage den svømmetime i morgen.

Måske.

Tak.

Mor Dem godt.

- Hvad i alverden ...? - Billy ...!

- Om forladelse. - Det gør ikke noget.

- Det kan jo ske. - Tak, frue.

- Far? Skal du ikke have aftensmad? - Jeg spises af med rester i køkkenet.

- Din stakkel. - Du klør på igen.

- Ja, jeg har drevet den af i ti dage. - Du ser frisk ud. Du stråler faktisk.

- Det skyldes Victor. - Hvordan har monsieur det i aften?

- Godt. Han spiser på hotellet. - Så får han da noget i skrutten.

Gør ham selskab. Så I lærer hinanden at kende.

Det lyder slet ikke så tosset.

Lucian?

Det behøver du altså ikke.

Jeg vil gerne.

Rose ...

Vent ... Hvad i alverden er du ude på?

Jeg troede ... du ville kunne lide det.

Det kan jeg også, men ...

Jeg mente ikke ...

Hvor i alverden har du lært det?

Om forladelse.

Det er bare ikke dig, Rose.

Er det ikke?

Signor Danioni, det er altså unødigt.

De må give mig lov til at gengælde Deres gæstfrihed.

- Kunne De tænke Dem lidt mere te? - Ja tak.

- Skal vi ikke komme til sagen? - Skal vi det?

Så går vi til sagen.

- Værsgo, min ven. - Lad os se på det.

Ja ... De vil bruge byggematerialer fra egnen?

Ja, det forlanger signor Bonacini.

Det ser alt sammen ud til at være i orden.

Jeg skal bare se det dokument, jeg har bedt om.

Ja, det har jeg her.

Skødet.

Tak, signora Ainsworth.

Så ...

Åh ...

- Hvad er der, Danioni? - Det er skødet, ikke?

Jo. Det står jo sort på hvidt.

- Så er der en hage. - Hvilken slags?

Der står her, at De ejer det in comune.

Ja, vi ejer hotellet sammen.

Ja, men De ejer mest?

Jeg ejer 51 procent, ja.

Ja ...

Jeg kan desværre ikke udstede tilladelsen.

Af hvilken grund?

På grund af loven. Den hedder la legge dell'autorizzazione maritale.

Det gør mig ondt, signora Ainsworth. De må tale med Deres sagfører.

- Er det sandt? - De er en snog!

Jeg har betalt Dem en net sum for at blåstemple det her.

De vil have flere penge, ikke?

- Jeg burde give Dem nogle øretæver! - Det kommer der intet godt ud af.

- Kom, så går vi. - Denne samtale er langtfra forbi!

Goddag.

- Mage til tølper! - Hvordan kunne du ty til bestikkelse?

- Jeg ville glæde min kone. - Ville du?

Ja.

Jeg kan altså ikke udstå befængte snuslærde -

- der rager til sig, loven uagtet!

- Dæmp dig. - De begriber sgu da ikke et ord.

- Jeg må hellere tale med Bruzzone. - Han er nok i lommen på Danioni.

- Hvad vil du så foreslå? - Jeg telegraferer til konsulatet.

Måske kan de anbefale en englænder.

På gensyn på hotellet.

Det er noget værre rod. Det er løbet løbsk.

Nu bliver det svært at opspore dem.

- Hvem er det? - Min overordnede. Han tager affære.

- Jeg kan komme igen senere. - Nej, han telefonerer.

- Er Deres kone så blevet klogere? - Ja, men hun vil gå til sagførere.

- Så vær til stede, når hun gør det. - Ja, men jeg ville vise Dem det.

Det lå hos telegrafen.

- 100 ankre om måneden. Storartet. - Bare jeg slipper af med Farrino.

Og så fører vi overskuddet gennem hotellet, ikke?

For resten, så har jeg skrevet det ned til Dem.

Loven om hustrubeføjelse ...

- Hvor bliver De af, Danioni? - Arbejdet kalder. På gensyn i morgen.

Tror De bare, De kan gå nu? Vi har travlt!

- Her er sandelig stille. - De kloge sover til middag.

- Hvad gør de ukloge? - De er i biblioteket med Bruzzone.

- Bruzzone? Her? - Hvad har du gjort, far?

- Jeg ville hjælpe mor. - Sig ikke mere.

Den er gal, når der er sagførere på sagen.

Loven om hustrubeføjelse ...

Den.

- Er I begyndt uden mig? - Et øjeblik.

- Du har været væk i over to timer. - Jeg måtte have lidt at spise.

- Jeg får jo ikke en krumme her. - Må jeg være fri!

Hvad siger han så om det pjat med hustrubeføjelse?

At loven blev ophævet i 1919 -

- og erstattet af en ny lov, der afviser infirmitas sexus.

Det svage køn.

- Jamen hvad er der så i vejen? - Det er Mussolini.

- Ligestilling huer ham ikke. - Bella er ikke italiener.

Udenlandske husejere huer ham slet ikke.

Jaså. Jamen skal vi så ikke sælge til Dem?

Bruzzone mener, at De lige let kan vinde og tabe i retten.

Jeg spiller nødig på de betingelser.

Derfor foreslår Bruzzone, at jeg overdrager majoriteten til dig.

Til mig?

Går vi nu ikke en tand for vidt?

I det lange løb er det måske sikrere.

Hvis det er det, du vil ...

- Jeg vil være fri for Danioni. - Det gælder os begge.

Ja, kom ind.

- Miss Pascal ... - Er det for tidligt?

- Nej, Cecil går nu. - Ligger det så fast?

Vi kan drøfte det senere.

- Miss Pascal, signor Bruzzone ... - Jeg spiser med Victor. I morgen?

- Måske. Jeg skal til Genua i morgen. - Nå ... Alle tiders.

Miss Pascal, De kender Carlo.

Luce?

- Jeg har lige talt med Bruzzone. - Og?

Gianluca vil mødes klokken ni ved havet.

I aften?

Han skal tage sig i agt. Det vrimler med dem.

Nish kan ikke vente. Vi må aflede opmærksomheden.

Jeg tror, jeg ved, lige hvad der skal til.

- Jeg hører, I er fra Sydfrankrig. - Vi har hus i Aix-en-Provence.

Det er en lille by. Jeg viser Dem gerne rundt.

Det er pænt af Dem. Hvor stort er huset?

100 ANKRE MULIGT FORHØRER MIG OM RESTEN

Lov om hustrubeføjelse

Jeg håber ikke, du har en kniv med.

- Så fortæl mig, hvor han er. - I et vrag 100 meter fra løvehovedet.

- Det kender jeg godt. - Det er afsides nok.

Du har gjort det, du mente var bedst. Nu må du lade mig redde ham.

- Tiden er knap. - Det er jeg klar over.

- Der er sortskjorter alle vegne. - Vi må vælge øjeblikket med omhu.

Der er gilde på kasinoet i overmorgen.

Direktøren er en lille mand med store fagter.

Men sagen er, at Danione og hans mænd vil være til stede.

Det går de ikke glip af, selv om de må indstille menneskejagten.

Det er nok den bedste mulighed.

- Må jeg høre, hvad planen er? - Min fars ven fremstiller dåsemad.

Vi smugler Nish til Frankrig i en sending tomater.

- Får jeg nys om det, når han er der? - Gennem Billy Scanlon, ja.

- Jeg skylder Nish mit liv. - Så sætter jeg mit på spil for ham.

Gør Deres indsatser.

- Ikke flere indsatser. - Det var en storartet idé.

Aftensmad er overvurderet.

- Det er rart, han lader os tyvstarte. - Mr. Farrino?

Jeg tror gerne, han ser, at croupiererne øver sig før gildet.

Se nu bare. Jeg vandt.

Hvorfra kender De vores indtagende ven?

Jeg hilste på ham i går.

Man gør altid klogt i at stå på god fod med kasinoejere.

Han var opsat på, jeg kom til gildet og spillede poker med vennerne.

Gør Deres indsatser.

Jeg kan sikkert overtales.

- Hvad med grev Albani? - Han kommer på vores opfordring.

- Der vandt jeg vist igen. - Det siger De ikke.

Hvad med Deres anden ven? Ham fra byen?

Danioni? Uha, nej. Det er ikke lige ham.

- Han morede sig da fint i går. - Danioni? Her på kasinoet?

Ja, han og Farrino hang sammen ... Hvad siger man? De hang sammen ...

- ... som ærtehalm? - De hang sammen som ærtehalm.

- Man kan ikke vinde hver gang. - Nej, ikke hver gang. Encore?

- Mrs. Ainsworth, De er tidligt oppe. - Jeg tager morgentoget, Betty.

De er en fryd for øjet.

Bare det ikke kun gavner bankfunktionæren.

- Vil De have noget varmt? - Nej, brug kræfterne på søstrene.

- På deres sidste morgenmåltid. - Ja, frue. Jeg har syrnet mælk.

Jeg vil nu savne Bubbles.

Frue, har De monstro tid et øjeblik? Der er noget, der tynger mig.

- Jeg er lidt sent på den. - Bare når De har tid.

- Kan det vente til senere? - Ja, frue. Det kan det.

Toget til Genua afgår nu! Alle om bord!

Toget til Genua afgår nu! Alle om bord!

- Har I set Billy? - Han kørte mrs. Ainsworth til toget.

Er der en, der kan hjælpe med bagagen?

- Paola, hyrevognen er her om lidt. - Costanza! Ikke nu. Vel?

Sådan. Nydeligt.

Nydeligt, Paola. Giv den så det sidste pift.

Herligt.

Den går an.

GENUA

Grazie, Bruno. Så er De klar. Jeg håber, De nød opholdet.

Ja. I tilstrækkelig grad.

Og sådan siger vi tak.

De skal dele med de andre.

Tak. Det er meget venligt.

Andiamo.

Søstrene Dodsworth!

Søstrene Dodsworth! De har glemt Deres hund!

Ikke plads til hund!

- Det slår ikke salonen i Harrogate. - Henry ...

- Bella ... - Hvor er det dejligt at se dig.

Hvem fanden er det?

- Er det så en aftale? - Ja.

- Hvad sagde han? - Han kunne godt lide kagen.

Og?

Han spurgte, om vi skulle spadsere på søndag.

- Salvatore spurgte også. - Nå, gjorde han det?

- Du skal også spadsere. - Mig?

Jeg ved snart ikke, min ven.

Men man skulle da være et skarn for at afvise en mand, der kan lave mad.

Det er mærkværdigt, ikke? Jeg har forestillet mig denne stund længe.

- Når den indtræffer, fattes jeg ord. - Ja, hvor mange år er der gået?

- Du ser ikke én dag ældre ud. - Det er ikke sandt.

Det er 12 år siden i næste måned, at jeg sidst så dig ved selvsyn.

Derfor er vi som fremmede.

Hvis man er fremmed, når man har åbnet sit hjerte.

Jeg åbnede mit hjerte for dig, men kun i brevene.

Måske talte jeg lige så meget med mig selv som med dig.

- Jeg mente hvert ord. - Det gjorde jeg også.

Du stod mig nær. Jeg fantaserede om, hvad vi kunne have haft.

Det både gjorde og gør jeg.

Men måske har brevene fostret en fantasi -

- der ikke har fodfæste i virkeligheden.

Vi kan gøre fantasi til virkelighed, hvis du tillader det.

Jeg er kommet for at sige -

- at jeg ikke synes, vi skal skrive til hinanden mere.

Du vil altid være en kær, kær ven.

- Scusi? - Goddag.

- Er De englænder? - Ja, kan jeg hjælpe Dem?

Jeg fik øje på Dem og var vis på, at jeg kendte Dem.

Henry Bowater.

Ainsworth. Cecil Ainsworth.

- Udspionerer De os? - De muntrer Dem jo med min kone.

Et brev stilet til Dem kom mig i hænde.

De kan slå koldt vand i blodet. Hun har bedt mig om ikke at skrive mere.

Har De lige fået en kurv?

Følelser er grinagtige for Dem, ikke?

De er grinagtig, Bowater. Men det er ikke det sjoveste ved det.

Jeg troede, De var en anden.

Arrivederci.

Hun har fortjent en bedre mand end Dem.

Cecil, min ven.

Er jeg nu din ven?

- Hvor har du været? - Jeg opsøgte en gammel bekendt.

- I den mundering? - Ja.

- Jeg har ventet på dig. - Må jeg spørge hvorfor?

Jeg har en overraskelse til dig.

- Jeg er ikke glad for overraskelser. - Du bliver glad for den, jeg har.

- Hvad er det? - Kontrakter.

- Er jeg nødt til det? - Det vil glæde dig.

- Jamen dog. Hvad skyldes det? - Vi har noget at fejre.

- Kan du ikke spare mig for besværet? - Det er en bebrevelse.

Jeg overdrager min del af hotellet til dig.

Nå ... Hvad med det andet?

Det er den italienske oversættelse og et addendum fra Bruzzones hånd.

Det omfatter senere ændringer af ejerskabet.

Det har jeg ikke bedt om. Det behøver du ikke.

Men jeg vil gerne.

Vi har jo ikke noget valg, har vi? Vi er nødt til at finde ud af det.

Bellakins ...

Jeg har bortødslet for megen tid på at drømme om bedre tider.

Hvis du læser kontrakterne, beder jeg miss Pascal bevidne dem.

Udmærket ...

- Hvordan går det? - Jeg famler i blinde.

Nej, det går strålende.

- Er alt, som det skal være? - Det ser sådan ud.

- Claudine Pascal, til tjeneste. - Vil du have lidt mere tid?

Nej ...

Jeg stoler på dig.

- Sådan. - Miss Pascal, vil De skrive under?

Det er stærke sager.

Ja ... Men ved du hvad? Det virker.

Værsgo. Stik mig min hat. Med det vons.

Men de fremstiller ikke det store, vel?

Der er hundredvis af vingårde som denne i Ligurien.

Så du kan skaffe mig de ankre, jeg skal bruge?

- Det kan De roligt regne med. - Kom, vi tager lige en snak.

Skrub ud.

Ud herfra. Jeg skal spørge om noget.

Agter du at hægte Ainsworth af?

Tja ... Hvad vil De helst?

Jeg er helst fri for storsnudede briter, der ser ned på mig.

Han har skam gode forbindelser.

Men Westside-banden har nok deres egne inden længe.

Hvad med hans hotel?

Det kan vi få stor gavn af.

Hvis mine foresatte beslutter, at de kan undvære Cecil Ainsworth -

- kan vi overtage hotellet på andre måder.

Det var flinkt gjort.

Glimrende.

Tekster: Lise Jensen Dansk Video Tekst