Original subtitles

Følg med mig.

Skynd jer!

Vent lidt...

- Jeg kan ikke mere. - Anish!

- Hvis de tager dig, udviser de dig. - Jeg kan ikke mere.

Jo, du kan.

- Løb! - Kom så!

Der er de!

Der er de!

Anish?

Der er han!

Denne vej!

- Kom med mig! - Hurtigere!

Skynd dig!

Kom.

Kom.

Kom med mig.

Kom! De har fundet noget!

Kom.

Pokkers.

Pokker tage det!

Paola?

- Anish? - Det er Wingfield.

Godnat.

Godnat.

Anish, hvor er du?

Det forstår jeg godt.

Nej.

Det gør du ikke.

Til Ernest.

Det er meget venligt. Mange tak.

Buongiorno...

Pas på, du ikke falder.

Lady Latchmere, jeg håber ikke, nattens spas var ubelejlig.

Nej, de fornøjede sig nok mere end os. Jeg er ked af, Melissa ikke var med.

De må ikke se så forbavset ud.

Jeg er til sinds at gøre som Dem og blive lidt mere nymodens -

- og lidt mindre trættekær for Ernests skyld.

Kære ven...

Man kan ikke fortænke ungdommen i at ville nyde nuet til fulde.

Med tanke på det morads vi har skabt, er deres tid måske knap.

Rose?

Rose?

- Jeg spekulerede på, hvor du var. - Rose?

Rose?

- Der er optaget. - Om forladelse.

- Har De set Rose? - Ikke siden vi spiste.

- Må jeg tale med Dem? - Naturligvis. Værsgo.

Om forladelse. For det skændige skue, vi kom hjem til i går.

- De var så sandelig i højt humør. - De var berusede.

Jeg var glad for, at Rose morede sig.

- Jeg har frygtet, at hun kedede sig. - Var det det, De ville tale om?

Nej, jeg ville tale om hende og Lucian.

- Det drøfter jeg skam med Cecil. - Der er andre sider af sagen.

Åh... De tænker på hjertets lyst.

- Naturligvis. Hvorfor ikke? - Hvor er De blødsøden.

Er det blødsødent at ønske, at ens barn finder lykken?

Kun hvis man sætter det højere end stand og tryghed.

Ja, men...

- Fornærmer jeg Dem? - Nej.

- Det frygter jeg, jeg har. - Gad vidst, om Rose er rede.

- Hun er et år ældre, end jeg var. - Måske.

Men hun virker jo purung.

Vinder man noget ved at vente?

Indsigt, måske.

Tid til at se, om de går godt i spand.

Er der nogen af os, der gør det?

De og jeg, Bella, må aldrig foregive -

- at kærlighed overtrumfer penge, hvad ægteskab angår.

- Er du sløj? Du ser bleg ud. - Jeg har det ikke så godt.

- Jeg håber, du vil med på sejlturen. - Hvilken sejltur?

- Den, vi blev enige om i går aftes. - Det kan jeg ikke, Lucian.

- Kan ikke eller vil ikke? - Er det ikke lige meget?

Jeg ved, hvordan det er at leve i skræk for sin far eller mor.

Min far ser skævt til næsten alt, hvad jeg gør.

Lige siden jeg kom... til skade.

Som om han væmmes ved synet af mig.

Min mor siger, at jeg skal holde op med at tænke på ham -

- og begynde at tænke på mig selv.

Jeg kan ikke tro -

- at den Rose, jeg så danse så frit og frejdigt i går...

...ikke tør sige til sin mor, at hun vil på sejltur med sine venner.

Jeg kan vel godt spørge.

Gå bare.

Lizzie, der er du jo! Nu ved jeg, hvorfor du er så utilpas.

- Er der nogen, der løber med sladder? - Kun vinregningen.

Du, Lizzie... Det er ikke så let at sige, så jeg siger det bare.

Vi er i bekneb.

- Det siger du altid. - Denne gang mener jeg det.

- Hvor galt står det til? - Jeg kan ikke betale regningerne.

Din far gav dig 500 for nylig. Hvor er de blevet af?

- Jeg har tabt dem. - Tabt dem?

Jeg satsede en sum på mig selv i Monte Carlo.

Af anseelig størrelse.

- Kan du bede ham om nogle flere? - Jeg har skrevet, men intet hørt.

Han skal nok gøre det.

- Måske ikke denne gang. - Hvad skal vi så gøre?

Jeg har en plan. Men du skal være klar til at rejse med kort varsel.

Hvornår har du sidst redt dig?

Takker. Gør dig i stand, før mrs. Ainsworth får øje på dig.

- Hvad er det? - Mrs. Turner har lånt mig den.

- Hvad ...? - Bare du bruger hovedet.

Hvad mener du med det?

At du skal være varsom med at vise dig i den trevl. Det begriber du vel.

- Hvad vil du sige? - Ingenting.

Siger du, at jeg selv var skyld i det, der skete?

Nej. Det var ikke det, jeg sagde.

- Det er det, du mener. Og de andre. - Du må ikke komme galt af sted igen.

Jeg er dødtræt af at gå tilknappet rundt og ryste og bæve for -

- at min gøren og laden og påklædning bliver misforstået.

- Jeg vil bare være fri. - Men sådan er det.

- Ikke for mrs. Turner. - Hun skal nok blive sat på plads.

Bare vent og se.

Du skal ikke høre efter, lille ven.

Jeg er bare en gammel tåbe, der har glemt, hvordan det er at være ung.

Du er den klogeste kvinde, jeg kender.

Af sted med dig.

Gå ud og fornøj dig, Connie.

- Har vi så det hele? - Ja, frue.

Lucian?

- Gør Rose dig mon selskab? - Det lader ikke til det.

Måske mener mrs. Drummond-Ward, at du svækker hendes moral.

Mig og alle andre.

- Tag det. - Tak.

Nu kan du vie noget mere tid til vores gæster.

- Gør Deres mand os selskab? - Han tager den med ro.

- Han sparer på kræfterne før kampen. - Hvad med mr... Turner?

- Han sætter ikke sine ben på en båd. - Så får vi jer for os selv.

Mor jer godt.

Er alle klar? Andiamo.

- Skal du ikke med til ballet? - Jeg er ikke inviteret, far.

- Det er jeg aldrig. - Så må du invitere dig selv.

Må jeg ikke være det tynde øl?

Alle skal slå sig løs nu og da.

- Jeg er for gammel til tant og fjas. - Tant og fjas? Du er 26.

Du kender mundheldet: Lutter flid uden spas...

- Dit liv er lutter spas uden flid. - Så! Det piner mor mig altid med.

- Stakkels gamle far. - Hvorfor det?

- Han føler sig trådt på. - Jeg siger bare, hun skal more sig.

Og jeg siger bare, at jeg har for travlt.

- Hvad kom det sig af? - Hun siger, hun bliver overset.

Måske skulle du hellere finde en ægtefælle til Alice end til Lucian.

Hvad siger du til det?

Jamen...

- Buongiorno. - Nej, De må ikke gå derind!

- Signora Ainsworth. - Signor Danioni.

- Det er en ære. Kaffe? - Nej tak, jeg når ikke at drikke den.

En gave fra en ven.

Mange tak.

Det bliver den sidste.

- Det er jeg ked af at høre. - De tror, jeg er en holden kvinde.

Men alt, hvad jeg ejer, er i hotellet.

Jeg har ikke råd til at betale Dem mere.

De skal ikke forsøge at løbe om hjørner med mig.

Spids ører.

De er en opfindsom dame, så De finder en anden løsning.

De er en opfindsom herre -

- så det gør De også. Farvel.

Kom med mig.

Kom og se, mrs. Wingfield.

Dernede er der nogle skaller.

Lad mig dog være!

- Hvad gør du? - Forstår du ikke, at det var én gang?

Én gang.

- Hvad er det her? - Det tilhører min far.

- Er han landmand? - Han er sagfører og jordejer.

- Hvem dyrker så alt det her? - Han får halvdelen af høsten.

Er det ikke temmelig rodfæstet i borgerskabet?

Min farfar købte det af kirken. Jeg har bedt ham om at give det væk.

- Hvad siger han til det? - At jeg er anarkist.

- Det er derfor, jeg rejser. - Rejser?

Vi er ikke på god fod.

Han vil have, du stifter familie.

- Hvor tager du hen? - Til Torino.

Der er brug for mig.

Der er brug for dig her.

Vi skal bekæmpe Mussolini i byerne.

- Måske kan du tage med. - Hvad skulle jeg bestille i Torino?

Lære at gøre modstand.

- Er du ikke lige lovlig streng? - Hun opførte sig usømmeligt.

Jeg troede, at tanken var at føre dem sammen.

Ikke på bekostning af hendes gode ry.

- Og vi har jo ikke en aftale endnu. - Har vi ikke?

Der er jo spørgsmålet om penge.

- Hvad har du tænkt dig? - Der er Ivos mors hus i Bayswater.

De kan få de to øverste etager og resten med tiden.

Det er skam nydeligt af dig.

Men så er der jo bryllup og forsørgelse.

Jeg håber, at drengen finder et passende erhverv.

Man kan ikke føre hus på håb.

Naturligvis ikke. Derfor vil jeg med glæde forsørge dem.

- Indtil de kan klare sig selv. - Glimrende.

- Har du bestemt hvor meget? - Ikke endnu.

Jeg venter på, at visse ting falder på plads.

At du mander dig op til at gå til din svigerfar, mener du.

- Så dybt synker jeg ikke. - Hvorfor ikke?

Et eller andet skal man da have for at åbne sin slægt til højestbydende.

- Jeg kan rejse penge på anden vis. - Du må ikke nøle for længe.

Det skulle nødig gå for vidt.

Ikke før vi ved, hvad det kommer til at koste os hver især.

- Du har vist travlt. - Teselskabet gav overskud.

- Næste gang giver det mere. - Du er dygtig.

- Det er til dig. - Hvad er der sket?

Jeg åbnede det. Jeg så ikke, hvem det var stilet til.

Du må ikke tage mig det ilde op.

Men lige nu hvor vi er i bekneb -

- hvis der er noget tilovers fra din livrente eller arv -

- skulle du måske give hotellet det frem for at bruge det på smykker.

Det har jeg ikke gjort.

Det har jeg bestemt ikke.

Åh, Carlo... Det siger sig selv.

- Grev Albani? - Ja.

- Åh nej. - Jamen dog.

- Nej. - Er du sikker?

- Du er smuk. - Så, for søren!

Hold på hat og briller!

Skal vi svømme sammen?

Vil De ikke vise mig grotten?

Naturligvis.

Skal vi svømme derind?

- Hvor har De lært at svømme? - I Scarborough.

Om sommeren. Men det er anderledes.

- Hvad med Dem? - I skolen. På et inddæmmet område.

Lærte De at tegne der? I skolen?

Nej, det har jeg altid bare kunnet.

- Det er smukt, ikke? - Hvad kalder man det?

Selvlysende, tror jeg.

Vi må hellere vende om.

- Hvem kommer først? - Kom her!

- Jeg hviler bare blikket. - Grev Albani?

Min kære mrs. Mays-Smith. Det er altid en fornøjelse.

- Kan jeg bistå med noget? - Jeg kan ikke tage imod det.

Det er henrivende. Udsøgt, sågar.

Men det går ikke.

- Det er jeg ked af at høre. - Det går ikke an at beholde det.

Jeg anerkender Deres holdning.

- Det fortæller jeg Roberto. - Roberto?

Det var ham, der bestilte denne gave til Dem -

- som et tegn på vores ...hans beundring -

- for Dem og Deres familie.

Så siger jeg tak.

Jeg har tryglet ham om at holde op.

- At tabe tærer så hårdt på ham. - Mænd og deres selvfølelse.

De er som børn. Pelham kan surmule i dage og uger over en dum kamp.

- De er alle sammen ens. - Men nu kan det snart være det samme.

Jeg kunne sagtens overlade ham til sit eget morads -

- hvis bare han mandede sig op til at give mig det, jeg vil have.

- Og hvad er det? - Et barn, for pokker.

- Har I forsøgt længe? - Vi forsøger knap nok.

Han gider sgu ikke engang.

De har ret. Mænd er pattebørn. Men...

Med lidt forkælelse og lidt formåelse kan vi få dem til at gøre det, vi vil.

Om forladelse!

- Bella, min egen. - Ja?

- Har vi champagne i kælderen? - En kasse eller to. Hvorfor?

- Åbner du ikke en flaske eller tre? - Vi har ikke råd til at drikke den.

- Heller ikke hvis vi fejrer noget? - Hvad har vi at fejre?

- Nu skal jeg vise dig det. - Cecil...

Flere glas, tak.

- Hvad foregår der? - Far har noget at sige.

- Vil han... - Nej, ikke det, min ven.

- Hvad så? - Det vil han gerne selv sige.

Alice, tag lige det. Tak, fordi I er kommet.

Jeg lover, at I får mad til tiden. Jeg må tilstå -

- at med hensyn til kunst er jeg en smule filister.

Jeg kan da godt lide en satiretegning, men det er så også det.

Jeg overlader glæden ved finkultur til min kone og søn.

Da resten af os fattes æstetisk sans, kan det ikke forbavse nogen -

- at vi har ejet et mesterværk et halvt århundrede uden at vide det.

Men jeg har haft det held at få en ny bekendt, eller ven -

- en herre, der har forstand på kunst. Hatten af for det, Jack.

Jack Turner er ikke bare kender. Han er en handlingens mand.

Mens vi var en menneskealder om at opdage mesterværket -

- tog det blot Jack et øjeblik at få det bekræftet.

Så med bekræftelsen i hånden er det mig en overordentlig stor glæde -

- at præsentere et hidtil ukendt værk af Peter Paul Rubens.

Jamen dog!

- Hun er i særklasse, ikke? - Skal det redde dig fra tiggergang?

Jack mener ikke, vi skal tage til takke med mindre end 100.000.

100.000...

- Har vi en aftale i aften? - Det kan De tro. Halv elleve?

På badeværelset på første sal. Jeg tager hele arsenalet med.

Kompositionen er dramatisk, men også forfinet.

- Se hendes hud. Den er nærmest... - Selvlysende.

- Hun er temmelig... - ...bar.

- Det er én måde at sige det på. - Så ikke din kop te, tante?

Jeg tror aldrig ganske, at jeg vænner mig til nøgenhed.

Giver du ham lov til at hænge det op?

Uha, nej.

Det passer ikke til indretningen.

- Sådan kan jeg lide dem. - Nej, de skal være mindre muskuløse.

- Og mere feminine. - Hvad tror De, det er værd?

100.000 pund sterling. Siger de.

Sikke et lykketræf, Daniele, at De er med til afsløringen.

Meget heldigt.

Og hvad bringer Dem herhen?

- Jeg vil bare give Dem det. - Hvor har De det fra?

Fra en cykel stillet ved et ulovligt møde afholdt af Italiens fjender.

- Ved De, hvordan det er havnet der? - Naturligvis.

En af de lømler, vi har anholdt, har tilstået cykeltyveri -

- på anmodning fra...

...William Scanlon.

Billy? Den lille tølper!

- Han er i ledtog med kriminelle. - Du gode gud!

Hvad agter De at gøre ved det?

Det overlader jeg til Dem.

Tak. Det er sandelig pænt af Dem.

Det var så lidt.

Åh, hvor er jeg tåbelig.

Jeg glemte rent, at der også var det her.

- Hvor har De det fra? - Det lå på gaden.

Jamen... det er blevet åbnet.

- Det er et privat brev fra min kone. - Det er jeg bange for.

Til hendes fars bogholder. Jeg er ikke god til tal. Det tager hun sig af.

Jeg mener nu, at en mand bør holde øje med sin kones affærer.

Nå, Ainsworth, der er De. Er De ...?

Davs.

- Skal vi ...? - Ja, bestemt.

Jeg må desværre gå.

- Mr. Sengupta? - Tak, Billy.

Hvad er der?

Hvem har du fået det af?

En ven.

- Han bad mig give det videre. - Var det alt?

Der er noget mere.

Jeg skulle sige, at De skulle tage det med, når De kom.

AF INTET REJSER VI OS

- De kan vel ikke italiensk? - Ikke et ord.

Men jeg kan se, de ikke ligefrem har meget tilovers for gamle Musso.

De lader det da ikke ligge der, vel? De kan ryge i brummen for det.

Hvad skal jeg stille op med det?

Jeg kan gemme det for Dem. For en erkendtlighed.

Undskyld, mr... Sengupta.

Hvorfor gemmer I jer hernede? Hvad har du der?

Det skal du ikke stikke snuden i.

Jeg ved ikke med mr... Sengupta, men du vover pelsen.

- Ikke hvis du holder tæt. - Det kan ikke blive her.

Fruen og herren kommer og går.

Det ender under lady Latchmeres seng.

Mens alle er optaget af aftensmåltidet.

Slå koldt vand i blodet. Ingen finder det der.

De kunne altså godt lide det?

Maleriet?

Ja.

Tænk, at det er over 300 år gammelt, men alligevel forekommer så friskt.

- De har sans for det. - Jeg har aldrig før set sådan et.

I hvert fald ikke på så tæt hold.

Det er ikke det eneste, De så på tæt hold i dag.

Jeg er ked af, at De skulle opleve det.

Det skal De da ikke undskylde.

Det må have været afskyeligt.

Det tog pusten fra mig.

Jeg ville gerne vide -

- hvad De måtte lide for at få det, og hvordan det er at have det nu.

At have livslange ar, mener De.

- Vi har alle sammen ar. - Jeg så ingen på Dem.

Jeg kiggede og kiggede, og der var intet at sætte en finger på.

- Glimrende. Kan vi godt snakke? - Han begriber ikke et ord.

Går det an?

50.000 dollars går så sandelig an.

- Lad os håbe, hun bliver solgt. - Spørgsmålet er kun til hvilken pris.

Ja...

- Skal jeg låse hende inde her? - Nej, jeg beholder hende helst.

- Hvis De ikke har noget imod det. - Er De vis på, hun er i sikkerhed?

Ja. Hun bliver beskyttet.

Ser man det. Så tag hende med. Francesco?

Men kom herned til en cognac og en cigar.

Jeg drikker så nødig alene.

Af sted.

Stil det der. Sådan. Glimrende.

Tak, Francesco.

Tak.

Du må ikke lukke nogen ind.

Men du bliver her. Jeg kommer snart.

Hvis jeg har to par med samme antal, er det så godt nok?

- Ja. Mr. Albani? - Buona sera.

- Leder De efter Deres far? - Scusi?

- Tuo padre? - Sì.

- Han ligger vist og sover ovenpå. - Con permesso.

Roberto?

Jeg ville bare sige tak.

Grazie. For armbåndet.

Det var meget smukt og meget gavmildt.

De forstår vel, at jeg måtte afslå, men det betyder ikke -

- at jeg ikke er taknemmelig for opmærksomheden.

Har du sagt nej til en gave? Fordi han er italiener?

- Jeg troede, det var fra greven. - Fra greven? Men det var fra Roberto?

- Ja. - Staklen kan jo ikke et ord engelsk.

- Måske taler faderen på hans vegne. - Måske.

Du har vundet. Du har sagt nej til en gave!

Det er jo skandaløst.

Tekster: Lise Jensen Dansk Video Tekst