Original subtitles

ITALIEN 1926

- Roser eller margueritter? - Begge dele.

- Det er nok, Betty. Tak. - Sikke en dejlig farve.

Se, hvor smukt det er.

Goddag.

Velkommen til Hotel Portofino.

Pas nu på, at du ikke smudser kjolen til, Rose.

Scusi.

Hotel Portofino? Godt.

Vores bagage... Nostri bagagli.

Vi har otte kufferter. Otto. Mrs. Drummond-Ward ...?

- Sì, signora. - Herligt. Prøv nu at passe på dem.

Kom, Rose.

Prøv nu at holde trit, lille ven.

Familien har lange aner. Jeg har kendt Cecil altid.

- Hvad med mrs. Ainsworth? - Hun er en anden sag.

- Du ved, hvad jeg mener. - Det er jeg ikke vis på, mama.

Hun er sådan et kvindemenneske, der glad og gerne åbner et hotel.

Hvad må arme Cecil dog ikke mene?

- Grazie. - Prego.

Andiamo.

Portofino...

- Betty? Hvordan skrider det frem? - Jeg gør det, så godt jeg kan.

- Så godt De kan? - Det er ikke et normalt stykke kød.

- Det er oksekød. - Det må man sige. Italiensk oksekød.

- Er der noget i vejen med det, Betty? - Der er ikke noget sul på det.

Jeg får ingen tælle til efterretten og kartoflerne. Og kartoflerne!

- De små drop er altså ikke kartofler. - Men De må bare finde ud af det.

- Jeg må jo gøre mit bedste. - Ja, det skal De.

Det er min mor magtpåliggende at gøre indtryk på gæsterne, så det føles...

...som et andet hjem.

- De kan ankomme når som helst, Billy. - Ja, mrs. Ainsworth.

- Husk, at det første indtryk... - Det første indtryk... Ja, frue.

Nye gæster?

En frisk sending engelske roser.

Billy, tag deres kufferter.

- Grazie. - Mrs. Drummond-Ward? Rose? Velkommen.

- Mrs. Ainsworth? - Ja. Bella. Må jeg kalde Dem Julia?

- Hvordan var rejsen? - Lang og ualmindelig kedsommelig.

Så må vi gøre os umage, så De ikke bliver skuffet.

- Velkommen til Hotel Portofino. - Hvor er det henrivende.

Lucian, jeg håber, du tog dig godt af vores gæster på køreturen.

- Lucian? - Er det Lucian?

- Hvorfor sagde De ikke noget? - Muligheden bød sig ikke.

Så har jeg oplevet det med!

- Nej, ved du nu hvad! - Hvad?

Du er da en slambert!

De skal op på værelset med det samme.

Melissa?

Melissa!

- Ja, tante. - Hvad er det for et rædsomt postyr?

- Der kommer gæster. - Vi skulle have lejet en villa.

- Det havde næppe været så rart. - Men måske mere privat.

- Hvordan har du det? - Forfærdeligt.

- Vil du melde afbud til aftensmaden? - Uha, nej da! Man skal styrke sig.

Se, hvor rart og hyggeligt det hele er.

- Mon mrs. Ainsworth gør alting selv? - Hun nyder vel at grise fingrene til.

Lad mig lige kaste et blik på dig.

Det må vel så gå an.

Og kom i hu, Rose...

Det første indtryk...

Åh... champagne. Herligt.

Det er prosecco, som er lettere og mere frugtig og kommer herfra.

- Hvordan er værelset? - Mindre end vanligt.

Men så udsøgt indrettet. Vi drøftede, om De havde gjort det selv.

Ikke sandt, mama?

Jeg håber, at alle vores gæster har Deres vågne øje og sødme, Rose.

- Er vi blandt de første? - Vi har haft travlt i en måneds tid.

- De ved, at jeg ikke rører spiritus! - Om forladelse, lady Latchmere.

- Det er ualmindelig enerverende. - Må jeg byde på noget andet?

Buona sera.

- Og det er ...? - Grev Albani og hans søn, Roberto.

- Jeg skal nok præsentere Dem. - Der stod da, at alle var englændere.

"Et yderst engelsk hotel på den italienske riviera."

Bestemt. Englændere eller engelsktalende.

- Grev Albani har læst i Oxford. - Og hvad med den herre?

Mr. Sengupta. Han er en nær ven af min søn.

- Goddag. - Der er han jo.

Lucian, nu kan du forbedre dit indtryk på mrs. Drummond-Ward og Rose.

Du kan fortælle dem alt om Portofino.

- Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde. - Lige et øjeblik.

Begynd med begyndelsen. Hvordan er en engelsk familie dog havnet her?

Det er ganske enkelt. Mor faldt pladask for stedet -

- da hun var på bryllupsrejse med far.

- Men hvorfor ville hun flytte hertil? - Hun ville have luftforandring.

Et nyt eventyr. Efter krigen.

Af hensyn til Alice, Lottie og mig og sågar far.

Og beærer Cecil os mon med sit nærvær i aften?

Jeg er bange for, at far beklageligvis har måttet melde afbud.

Han formår desværre ikke at nå frem.

- Undskyld? Må jeg bede om noget vand? - Det er nok.

Billy? Når du har tid, må vi så bede om et glas til?

- Tak. - Mange tak, Billy.

Af med tøjet.

Er du klar? Kom nu. Vi ses derude.

Hop nu i. Vandet er helt vidunderligt.

Du var alle tiders her til aften. Mange tak.

Årh, for den da! En plet til!

Bare rolig. Det tager jeg mig af.

- Det gik jo glimrende. - Med maden?

- Nej, med Rose. Er hun ikke yndig? - Men ikke at det betyder noget?

Nej, det gør hendes karakter.

- Og hendes fars 6000 hektar jord? - Du må ikke være så kynisk.

Om så hun lignede ryvangen af en bus, ville far have hende viet til Lucian.

Alice!

Far ville aldrig ofre en tiendedel af den tid på at finde mig en mand.

Jeg siger det bare.

- Tag den af. Den er dyngvåd. - Jeg bliver ikke forkølet.

Det er noget pjat. Jeg har set det før.

Lucian, jeg mener det. Tag den nu af. Jeg vil se, hvordan det heler.

- Hvad er prognosen? - Bare en skramme.

- Piner det dig? - Næsten aldrig.

Det er otte år siden.

Italien klæder dig.

- Betty, er De her stadig? - Jeg skulle lige til at gå.

- Trænger De til noget? - Måske en kop myntete.

Nej, det klarer jeg selv.

Og tak for mad.

- Grev Albani bad mig rose Dem. - Det siger De ikke!

- Især for kartoflerne. - Nej, nu har jeg aldrig ...!

Jeg sagde jo, at det var alle tiders.

- Olivenolie. - Jeg smører panderne med det, frue.

Sparer man, så har man.

Godnat.

Olivenolie... Hvad bliver det næste?

- Hvad siger du så? - Om hvad?

- Om pigen, din torsk. - Umiddelbart?

- Hun er en sveske. - Mener du det?

Men det var svært at se på afstand, sådan som du savlede over hende.

I skal nok blive lykkelige sammen.

Intet er afgjort endnu.

- Posso aiutarvi? - Det er Constance March, barnepigen.

Jamen kom ind! Hvordan er De nået frem?

Til fods, frue. Men jeg kom med en kærre til sidst.

Hvorfor sendte De ikke et telegram, søde barn?

- Så vi havde vidst, at De kom. - Jeg ville ikke ofre penge på det.

- Vi havde da betalt. Er De sulten? - Jeg kan stå imod til i morgen.

Udmærket. De må hellere gå til sengs. Vi tager formaliteterne i morgen.

Det tager jeg. Deres værelse er lidt rustikt.

Jeg håber, det går an.

- Så siger jeg godnat. - Vil du ikke med op?

- Jeg går en tur. - Skal jeg gå med?

Nej, gå du bare.

Elskede Bella, dit sidste brev var en fryd.

Jeg drømmer om at være hos dig og opleve alt det, Italien byder på.

Dets skønhed overgås kun af din ynde. Jeg længes...

- Klokken er mange. - Toget var forsinket.

- Hvordan var Genua? - Genua var Genua.

Nå... Hvordan gik det så?

Julia havde vist håbet, at du ville modtage hende -

- og Alice er i dårligt humør, men ellers gik det ganske godt.

- Og pigebarnet? - Rose er tækkelig.

Ja, men er hun køn, og er han til fals?

Hun er smuk, men det er jo ikke alt.

Men det hjælper gevaldigt på sagen.

Du må hellere gå til sengs. Du er beruset.

Det gør så ondt!

- Mrs. Ainsworth? - Om forladelse.

- Nej da. Hvad kan jeg bistå med? - Lady Latchmere er syg. Jeg håber...

Jeg er lidt rusten og mangler mit udstyr.

Ja...

Hvis der sker Hendes Nåde noget...

- Vent et øjeblik. - Tak. Jeg beklager meget.

- Ja? - Mr. Sengupta vil tilse Hendes Nåde.

Hjælp mig.

- Bella... - Han er læge.

- Hjælp. - Er De sikker?

Hun er i gode hænder. Vil De have en kop te? Eller noget stærkere?

Ja tak.

Så kom.

- Har du været derinde hele natten? - I tilfælde af at hun blev syg igen.

- Skal jeg tilkalde en lokal læge? - Jeg har afhjulpet symptomerne.

Men du skal måske servere svesker til morgenmad.

- Og måske en opstrammer efter maden. - Har du noget i tankerne?

Måske den udsøgte limoncello fra i går.

- Hendes Nåde drikker ikke spiritus. - Sig, det er italiensk limonade.

Ja.

Anish? Hvordan synes du, Lucian har det?

Han begynder omsider at komme sig. I hvert fald korporligt.

Og ellers?

Det, han måtte lide, vil altid kaste en skygge.

Ja, naturligvis.

Han var bare altid så fuld af planer og gode idéer...

...og så målrettet, og nu...

Det bliver han igen.

Det tager tid.

Tak.

- Constance? - Mrs. Scanlon...

Lad mig se på dig.

- Du er jo en fryd for øjet. - Jeg kan næsten ikke tro, jeg er her.

- Hvornår kom du? - Ved midnat.

- Og du er oppe ved daggry. - Jeg kunne ikke sove.

Det virker nogle gange sådan. Men Whitby er lige så smuk på sin vis.

- Det er til dig. - Orangemarmelade og sennep.

Og det er fra min mor.

Tak, min ven.

Hvem skulle have troet -

- da mig og Fanny Gray blev tyender sammen -

- at jeg ville stå her knap tredive år efter med hendes datter?

Og i Italien af alle steder.

Kom her.

Elskede Henry.

Goddag.

- Hvem er Henry Bowater? - En af min fars bogholdere.

- På tekstilfabrikken? - På hans ejendom.

Jeg skriver til ham om vores kontantbeholdning.

Jeg skal ned i byen. Skal jeg sende det?

Jeg finder dig, når jeg er færdig. Cecil?

- Jeg ved, hvad du har gjort. - Så ved du mere end mig.

Det er galt nok, at du har taget dem, men du skal ikke også lyve for mig.

- Jeg ville have sagt det. - Hvornår?

- Når jeg kunne betale tilbage. - Du kan tage af familieformuen.

Nå ja...

- Jeg har brugt det hele. - Hvabehar? Cecil!

Jeg kan ikke drive hotellet på kredit. Jeg har brug for hver en skilling.

Det har jeg også, skatter. Det har jeg også.

- Lucian! - Hvorfor lige mig?

Lottie er jo Deres fremmeste pligt, men De har desværre også nogle flere.

- Det er jeg indforstået med. - De skal hjælpe Betty og gøre rent.

- Jeg går gerne til hånde. - Det er jeg glad for at høre.

Vil De gå ind i spisestuen med dem? Og besvar alle gæsternes spørgsmål.

De kan vel læse og skrive?

- Sådan da, frue. - Der skal lidt mere til. Alice?

- Mor? - Det er Constance March, barnepigen.

Det er mrs. Mays-Smith, min datter og Lotties mor.

- Skal hun ikke møde Lottie nu? - Hvorfor ikke? Kom med mig.

- Paola? - Frue?

- Vil De løbe et ærinde for mig? - Selvfølgelig.

- Hvor skal du hen? - Jeg skal på posthuset med et brev.

Giv mig det, så gør jeg det.

- Godmorgen. Har De spist morgenmad? - Vi er på vej.

- Har De sovet godt? - Så som så.

Det var varmt og trangt.

- Det er jeg ked af. - Jeg sov som en sten.

Det er snarere som et landsted end som et hotel.

- Det var det også før ombygningen. - Tog den lang tid?

Tre år til september. Foruden de tre år, jeg var om at overtale min mand.

Har De noget lidt større på første sal?

- Vi har desværre fuldt hus. - Måske skal jeg drøfte det med Cecil.

- Måske kan jeg flytte en anden gæst. - Alle tiders.

Kom, Rose.

- Lægen anbefaler italiensk limonade. - Er det sandt?

- Jeg håber, det hjælper. - Jeg har det stadig forfærdeligt.

- Vil De have lidt mere? - Ja tak. Det smager fortrinligt.

Mange tak.

- Der er De jo. - Det er jeg jo.

Sikke et smukt syn.

Skal vi ikke gå ned på stranden? Der er mere svalt om eftermiddagen.

Vi kan også tage ud at sejle. De kan vel svømme?

Det er jeg ikke helt vis på.

Så vil det være mig en fornøjelse at lære Dem det.

Jeg må nok hellere spørge mama.

- De er et nydeligt par. - Ligesom vi var i deres alder.

- Har du undgået mig? - Som om jeg kunne.

Eller ville.

Har han opført sig artigt?

Man må nok sige, at det gik skævt lige med det første.

Der er meget at tage sig til.

Pisa og Firenze er en dagsrejse borte, og Genua er tæt på.

- Ja, vi kørte igennem med toget. - Og der er meget i nærheden.

Kirkerne er fulde af kunstskatte. Det er som at bo på et museum.

Jeg håber ikke, det er for støvet og stift.

- Hvabehar? - Hvad er det for en lyd?

- Den rædsomme pulserende tone. - Det er cikader.

Insekter. En slags græshopper. Skal jeg ikke finde en til Dem?

- De er her altid. - Nej, lad være.

- Det gør ikke noget. - Jeg tåler ikke kryb.

Uha...

Vrøvl i paradis.

Hvad med pigebarnet? Er hun indforstået?

Rose føjer sig. Hun gør, som hun får besked på.

- Deres Nåde... - Goddag.

Tak, det var fornøjeligt.

- Det kan man da kalde en entré! - Jack Turner, til tjeneste.

- Velkommen. - Hvor er det smukt.

Du må ikke glo.

- Det er smukt. - Tak.

Nu indskriver jeg Dem. Vil De skrive under for Dem selv og mrs. Turner?

Tak. Så gerne.

- Det er fabelagtigt. - Glimrende.

- Se nu bare. - Vil De have te? Lidt senere, måske?

- De damer... - Vi skal helt op på øverste etage.

Billy bærer Deres kufferter op.

- Hvordan var rejsen? - Lang, men smuk.

- Hvor er alle mand? - De kloge sover.

Trænger du ikke til en lur? Du var længe ude i går.

- Du ved, jeg ikke kan sove om dagen. - Mangler du noget?

- Jeg prøver bare at undgå far. - Åh, Luce.

Han er altid efter mig. Kan du ikke sige, han ikke skal bekymre sig?

- Det er mig, der er bekymret. - For det forbistrede bryllup.

Nej, for dig.

- Det behøver du ikke være. - Du er ikke dig selv for tiden.

Hvad mener du med det?

Jeg mener, at du sløser tiden bort på formålsløs maner.

Nu lyder du som far: Rejs hjem, find et arbejde og gift dig.

Det vil jeg blæse på. Men det piner mig, at du bortødsler dine evner.

Når så mange aldrig får mulighed for at vise, hvad de kan.

- Far synes, at kunst er tidsspilde. - Kreativitet er aldrig spildt.

Jeg mindes ikke den sidste gang, jeg så dig med en pensel i hånden.

Det skyldes, at jeg har fået et nyt lærred.

- Er det nok? - Det og moderskabet.

Og ægteskabet med far?

Det siger sig selv.

Ja.

Kan man finde sit mål i livet ved at elske en anden?

Hvis man elsker for alvor? Ja, det tror jeg.

Hvad hvis man ikke gør?

- Hvorfor lusker I to rundt herude? - Vi taler om kreativitet.

- Og kærlighed. - Bevar mig vel!

Åh nej.

De er ikke så ringe, vel?

De er en hel del bedre end ikke så ringe.

Cecil Ainsworth. De har vel mødt min kone?

Det har jeg skam. Jack Turner. Er det en lokal kunstner?

Det kan man godt sige. Det er min søn.

Er det? Han er begavet.

Hold det for Dem selv. Han skal nødig tro, at han kan ernære sig som maler.

- Er de til salg? - Måske. Er De samler?

Nej, men jeg kender nogle stykker.

- Skatter, det er mr... Ainsworth. - Goddag.

- Er du sikker på, du ikke vil med? - Jeg spadserer ind til byen.

- Det er den bedste tid på dagen. - Det må man sige.

Tante?

- Tante! - Så sluk dog for snakketøjet.

Du skal altså se det.

Ih, du milde!

- Uha, jeg er helt ør. - Skal jeg hente lægen?

Nej, det behøver du ikke. Måske tager jeg et glas af limonaden fra i morges.

- Ja, tante. Tak, tante. - Af sted med dig.

ILIADEN

Mon ikke du skal begynde med noget mere jordnært end Homer?

Det forlyder, at du skal have læsehjælp.

Jeg kunne ikke læse spisekortet på grund af skriften.

Min mor er fast besluttet på, at jeg skal hjælpe Dem.

Jeg har ikke mere lyst end Dem.

Så skal vi ikke bare få det bedste ud af det?

Værsgo.

Vi begynder med alfabetet.

Et øjeblik.

Goddag.

Jeg hedder Vincenzo Danioni.

- Er De medlem af partiet? - Nej.

- Nej? - Men jeg overvejer at blive det.

Hun må være udlænding.

Ja, hvad ellers?

De bor også på det engelske hotel, ikke?

- De må hellere se Dem over skulderen. - Min far elsker englændere.

De er nogle upålidelige svin.

- Er du færdig? - Nu må jeg gå.

Lad mig lige se på det. Samme tid i morgen?

Jeg skal spørge mrs. Mays-Smith.

Jeg har ikke hørt om Eggs Benedict, men jeg kan godt alfabetet.

Må jeg gøre Dem selskab?

Værsgo.

- Cigar? - Nej tak.

De er udenlandske. Visse ting kan ikke overlades til italienere.

Tak.

De fortalte om Deres forbindelser i kunstmiljøet.

- Gjorde jeg? - Ja.

Jeg kan se, De har øje for det. Arbejder De i branchen?

- Jeg køber og sælger lidt. - Nå, så De ejer et galleri?

Private kunder...

Tror De, de kunne tænke sig at købe Lucians værker?

Nej, min interesse stod helt for egen regning.

Der er ikke meget at tjene på malerkunst fra vor tid.

- Medmindre man er Matisse. - Bestemt.

Men renæssancen, min ven, det er en ganske anden sag.

- Er det rigtigt? - Det har finansieret min Mercedes.

De gamle mestre?

De går som varmt brød hjemme i Amerika.

Museer, rigmænd, børsmæglere og bankierer kan ikke få nok.

- Det er vel nok spændende. - Men pengene ligger i ægthed.

Når man punger ud til en Tintoretto, vil man have det, man betaler for.

Betaler de for Deres blå stempel?

Nej, ikke mit, gamle jas.

Men jeg bruger den bedste mand i branchen.

Jeg må tilstå, at jeg græd som pisket, da jeg læste det.

- Du har sådan et godt hjerte. - Din mor bad mig finde dig en plads.

- Men jeg drømte ikke om hvorfor. - Du kunne ikke vide det.

Du har lidt meget, lille blomst.

Jeg forstår godt, du takkede ja til pladsen lige med det vons -

- så du kan begynde forfra langt borte.

Og det sørger vi for. At du begynder forfra.

Så du kan lægge alle dine sorger bag dig.

Tiden læger alle sår.

Tiden...

...hårdt arbejde...

...og god mad.

Ja...

- Jeg vil gerne sende et telegram. - Sì.

- Kan De engelsk? - Sì.

Et forslag til dig. Stop.

Vi bliver rige begge to. Stop.

Telefon d. 27. Stop.

Cecil. Stop.

- Kongen fik tigeren til at... - ...åbne sit gab.

Men så udbrød han som en flab: Ræk Hans Majestæt en... lab.

Han tilføjede...

- Goddag. - Frue...

Goddag. Jeg er hr. Danioni fra byrådet.

- Det er en glæde. - Velkommen.

- Tak. Kan De italiensk? - En smule.

Glimrende. Her er meget smukt.

Tak.

Er der et sted, vi kan tale sammen under fire øjne?

Min mand er her ikke lige nu. Han kommer senere.

Nå, sådan. Jeg vil gå lige til sagen.

Det er ikke ham, jeg vil tale med. Det er Dem.

Udmærket.

Lottie, jeg kommer igen om lidt. Constance, vil De træde til?

Kontoret er herhenne.

Davs.

Kom indenfor.

- Værsgo. - Tak.

- Deres barn? - Mit barnebarn og barnepigen.

Den fænomenale engelske barnepige. Den klippe, imperiet hviler på.

Hvad kan jeg hjælpe Dem med?

Det er en ømtålelig sag.

Hvordan skal jeg begynde?

Det tilhører vist Dem.

- Hvem har givet Dem det? - Intet går min næse forbi.

- Det er et personligt brev! - Med personligt indhold.

Det ville være una disgrazia, en ulykke -

- hvis det gik hen og havnede i de forkerte hænder.

Ja, det har De ret i.

I så fald må jeg takke Dem for at have leveret det tilbage.

Ja... Vi må håbe, at de mange breve, De har skrevet, er nået frem.

Hvad er det, De er ude efter?

Det, alle er ude efter, signora Ainsworth.

Penge.

Tekster: Lise Jensen Dansk Video Tekst