Original subtitles

Katarina af Alexandria levede i 300–tallet, da Rom blev svækket.

Britiske mænd blev dræbt, og deres kvinder tog kampen op mod Rom.

De blev ansporet af Katarinas tekster, som blev smuglet af slavinder.

Konstantin den Store overtog styret som relativt ukendt militær leder.

300–TALLET, ET STED I EGYPTEN

–Hvad står der? –"Lyt bag de skjulte grænser."

"Så bærer jeg vidneudsagn til Skabelsen."

–Hvem skal gøre det? –Jeg.

–Hvem har befalingen her? –Ingen.

Det her er mit land! I skal betale.

–Giv ham halskæben! –Beklager...

Tåben indser ikke, at du er Roms kejser.

Rom er et døende reptil. Og I et af dets mindst farlige gifte.

Lad være!

–Hvor har du lært at tale sådan? –Sådan gør hun.

Hun taler jeres sprog og lærer mange flere. Fra bøger og af sin mor.

–Hent moderen. –Hun er død.

–Er du betaget af henne? –Pas nu på, Gallus.

–Forventes vi at undervise hende? –Af dig forventes ingenting, Liberius!

–Hun må vel kaldes køn, antager jeg. –Hun kaldte mig "gift".

Hun skal indgå i min plan.

–Hvilken plan? –Hun taler sprog, jeg vil vide hvorfor.

Herre, kejser...

Imens skal hun tjene som paladsets oversætter.

–Meget fint, udmærket. –Ti, Liberius!

–Undskyld, herre... –"Undskyld, herre" hvad?!

–Hun hører ikke hjemme her. –Og det gør du?!

–Du har ikke ret... –Jeg er retten!

–Ja, men... –Forstå mig nu!

Hun skal vokse op her. Lære om vores skik og brug, vores guder.

Og hun skal være min. Gallus! Du skal lære hende.

Skulle nogen anden araber opvise sådan en intelligens – dræb dem!

15 ÅR SENERE

Hvilken guddommelig kraft har fremmanet en sådan renhed i krop og sjæl–

–på vores jord?

Så vidt jeg forstår, er der intet sprog, hun ikke kan tale.

Ingen digte, hun ikke kender.

Ingen del af det menneskelige sind, hun ikke allerede har studeret.

Var det gudernes ønske at skabe–

–og beskue denne helgen fra deres himmelske højder?

Eller blev hun måske født til os dødelige–

–så vi kunne beskue hende og forundres over hendes viden, skønhed–

–og desværre også hendes lidelse til sidst?

Og hvem skal læse disse bøger?

Eller forventer hun, at vi har skoler–

–for tiggere og tyve?

Og for de, der begynder at forstå hendes skriverier...

–...kan det ikke blive... –Hendes bøger i vores biblioteker?

Kun Rom kan tage den beslutning. Med al respekt for vores elskede kejser.

Alle bøger skal udgives via Rom.

Er det sådan, kan vi afgøre, hvad der er tilgængeligt for folket.

Det kan give folk en følelse af at nyde vores imperiums frugter.

Hun skriver på så mange sprog, at det kan være farlig propaganda.

De må ikke udgives, ikke engang ses.

Vi sender dem til Rom.

Ara?

BARBARER VED HADRIANS MUR I CALEDONIEN (I DAG SKOTLAND)

Ara?

–Vi har en kvinde! –Hun vil slås.

Se, hvad der er blevet af Constantius' hær.

Hvor er I modige.

Meget, meget modige.

Hvor har I rustningerne fra? Byttede I jer til dem?

I er ikke ægte soldater.

Det her er ægte.

Før ham til egyptersken.

Har du hørt om egyptersken?

Egypterske! Egypterske!

Egypterske!

Giv mig et sværd! Hit med et sværd!

–Hvad står der? –"Lyt bag de skjulte grænser."

Der er kommet flere rekrutter.

Det føles, som om jeg lærer idioter at kæmpe.

Halvdelen af dem er jo fårehyrder.

Rom blev grundlagt af fårehyrder, min ven.

–Romulus. Remus. –Navne. Templer.

Jeg er jabalier.

I årevis blev vi angrebet at lovløse fårehyrder.

De tog vores kvinder.

Det var efterkommere af disse kvinder, vores kvinder–

–der skabte det kejserdømme, vi nu hører under.

Du må have forarget din mormor.

Hans højhed kejser Constantius ønsker at tale med dig, soldat.

Kejseren selv?

Du har måske også forarget ham.

Medikus.

Jeg så ham sy en mands øre på igen engang. Perfekt.

En af vores mænd havde fået det bidt af af en barbar.

Tag dig i agt for trojanere, som kommer med gaver.

–Der findes ikke sådan et træk. –Det gør der i mit hjemland, herre.

Og de vise ord fra en araberpige?

–Og hvordan har Severus det? –Fuld, herre.

Han blev gjort til min efterfølger.

–Han siger, du har lært ham Yangzi. –Det har jeg lært af en ung pige.

Så burde pigen gå med i vores hær.

Hun kunne måske dæmpe kejser Maxentius' ambitioner–

–med hensyn til udvidelsen af imperiet i vores retning.

Jeg er ikke politisk uddannet.

Du er vel fra det område? Hvor mange hære har du vandret ind og ud af?

Jeg har ikke mødt ham, kun hørt rygter.

Han dannede to hære og opløste dem begge. Hvorfor?

Jeg har forstået, at du igen nægter at lade dig forfremme. Hvorfor?

Det sender et dårligt budskab til hele hæren.

–Jeg ved ikke, om jeg bliver her. –Desertering straffes hårdt!

Jeg er hverken slave eller indkaldt. Jeg står ikke i gæld til Rom.

Jeg ved, at din familie blev myrdet, da du var en dreng.

Og at du stræber efter at lade...

At finde de ansvarlige.

Jeg har set dig vandre langs teltrækkerne her.

Du studerer ansigterne på soldaterne i min hær.

Hvor vover du?! Det er uacceptabelt.

Du skal forlade hæren omgående.

Herre? Der kommer soldater til fra hele verden.

Jeg må blive – og finde mændene, hvis de stadig er i hæren.

Nå, det må du? Men Rom står ikke i gæld til dig.

Du skulle bruge et helt liv på at studere alle deres ansigter!

Jeg må overveje den mulighed, at galningen Maxentius invaderer.

Din gud Hefaistos lader dig jage din vrede.

Som aldrig bliver træt.

Jeg tilbeder ikke grækernes guder.

Vi nærmer os Hadrians mur.

Severus tager dertil ved daggry.

Du, Marinus og jeg følger efter med mit følge.

Lad os gå forrest, herre. Sikre vejen for dig.

Denne... savnede pige.

Underret alle vagter om–

–at fra og med nu kan Katarina bevæge sig frit mellem disse mure.

Vil du have din frihed nu...

Vagterne vil ikke stoppe dig.

Alle de års uddannelse har åbenbart ringe effekt på Katarina.

Hendes første udflugt i årtier, og hun tager straks ud i rendestenen.

Alle ved, at du foragter hendes intellekt.

Hun hører ikke til her. Det har hun aldrig gjort.

–Jeg finder det højst mærkværdigt. –Mærkværdigt?

Hvad hun siger om dig, trods dit had til hende.

–Og hvad siger hun? –Ingenting.

Folk ser ud til at kende dig.

Genkende dig.

Nogle kalder dig "profeten".

Men jeg ved, hvem du er.

Og for resten vil ingen araber nogensinde blive en profet. Aldrig.

Ikke dette århundrede, ikke i de, der følger efter.

Hvad laver du? Katarina er dernede!

Er det bedre?

Vær tålmodig.

Hvad vil du gøre?

–Ved Maxentius? –Ved Katarinas soldat.

Jeg har ikke bestemt mig endnu.

Burde du ikke fortælle ham det?

Jeg bad ham om at rejse.

Tag det roligt. Jeg ville have stoppet ham, hvis han var rejst.

Jeg testede bare hans beslutsomhed.

Giv ham et sværd.

Hug mig, idiot!

–Marcus! –Barbarerne bruger ikke grene.

–Få det der ned. –Han er en forræder!

Ja, men tag det ned.

–Min dame. –Min mand har brug for dig.

Undskyld, men din mand kender mig næppe.

Det gør jeg.

Gå ikke ud fra, at du er alene. Nogle af os forstår.

Soldater! Hører I?

Hører I?

Intet svar.

General – denne romerske hær kommer ikke levende herfra.

–Vi har bedre våben. –Sandt.

–De fleste af dem er kvinder. –Måske.

Mister du troen på vores romerske hær?

Jeg er ikke romer, men tak for sværdet. Fin hjelm.

Fint skæg.

Kan I ikke lege et andet sted?

Tag hjem.

Stor fejltagelse.

Romerne fik mig til at løbe stærkt i dag.

Hvorfor stirrer du altid sådan på mig?

Hun stoler ikke på dig. Hun stoler ikke på nogen.

Se ikke på deres bryster, så bliver I stive.

Den ekstra vægt gør det svært at løbe.

Hvad skete der?

De brød ind i os. Små grupper. Det var som i Germanien igen.

Hvor er vores mænd?

Se. Dit tegn.

Jeg sagde jo, at vi er plaget. Mændene er trætte.

De gode soldater er døde. Jeg skal bruge flere trænede folk.

Tag til Rom. En lille flok barbarer, ton sagen ned.

Find ud af, hvorfor man nægter at sende os folk og udrustning.

Nævn ikke vores tab, for så slutter de kujoner sig til Maxentius.

Sæt 30.000 eller 40 000 mand ind: barbarerne giver stadig ikke op.

Forstår du det ikke? Kvinderne kæmper hårdere end nogen mænd, vi har dræbt.

Deres tro er stærkere end nogen hær.

Intet er stærkere end Roms hær.

–Hvad med Hannibal? –Det er århundreder siden!

Vi har været her i århundreder! Med en langt større hær, end de kan samle!

Tænk, så forstår du.

Hannibal invaderede Rom med en overlegen hær, men mislykkedes.

Det lykkedes ham ikke at vinde folket over på sin side.

Det er ikke vores hære, de bekæmper.

Deres guder er ikke vores guder. Det er falske guder.

Nu lyder du som en af dem.

–Falske? –Hvor var vores guder under angrebet?

Rom besejrede Hannibals hære med gudernes hjælp!

Hannibal var gammel, 70 år, da vi tog ham. Hvor mange tusind liv kostede det?

Tag ikke historiske fakta i din mund. De kan ikke være der.

Herre! Tiden er kommet til at forlade disse mennesker.

Tag til Rom og find ud af alt, du kan.

Dette åbne sår har kostet alt for mange mænds liv.

Marinus – udfør min ordre langs muren:

"Gør klar til retræte".

Dette symbol...

Da jeg var barn, havde en ven...

Mere end en ven. Vi var børn sammen.

Dit symbol minder om hendes.

Hun hed Katarina.

Krigen er slut nu. Hvil dig.

Marinus...

Konstantin har stor tiltro til dig, mens han er borte.

Det er utroligt, at en mand kan være så drevet.

Han ved ikke engang, om hun er i live.

15 år.

Barbarkvinderne... han er meget nysgerrig efter dem.

Og deres symboler.

Hil, Cæsar.

Hvad kan jeg hjælpe med?

Nogle af mændene og jeg talte.

Vi er... ja...

...urolige over, om vores gud Mars beskytter os, når vi slås.

Hvor kommer det her fra?

Vi hørte om Konstantin... at han søger en ny gud.

Rygter! Hvorfor kommer du til mig med dem?

Hvor er dinfulla?

Her, general.

Er mine guder ikke også dine?

Mine dage i kamp er forbi. Jeg bærer ikke længere enfulla.

Men jeg ejer en dolk.

Hvorfor tager han hende ikke og skiller sig af med hende?

Jeg har ikke modsat mig det før.

En ung arabisk kvinde gør ingen større forskel.

Jeg så hende bede.

Hvad bidrager hun med... til os?

Hun oversætter for købmændene.

Hun lyver ikke. Maxentius siger, at hun er en hjælp for handelen.

Han har ikke sovet i min seng, siden hun kom hertil.

Byen ligger i ruiner.

Dens rigdom sat over styr, vores rigdom sat over styr...

...på... ingen resultater af hans store idéer.

To gange har han samlet hære uden for byen – og er forsvundet.

Og ladet os betale.

Han får ikke en til.

Han har ingen erfaring.

Han ved ikke, hvordan man... leder.

Det kræver ikke stor erfaring at besejre en olding som Constantius.

Vi ved, at Constantius ikke kan slå barbarerne ned.

Han mangler forsyninger, udhvilede soldater, udrustning.

Alt, Maxentius har gjort, er at sende bud til Constantius om at kapitulere.

Meget modigt.

–Hvor mange har læst det her? –Det ved vi ikke.

Caesar har gjort hendes skrifter meget populære.

Maxentius har aldrig gjort noget populært. Er det dit værk, Justus?

Nej, det er Liberius'...

...Liberius' opdagelse.

Han insisterer på, at du skal gøre noget ved det.

–Nogle symboler. –Ja, jo...

Han forstår ikke det hele fuldt ud.

Det kan gælde andre guder... religioner.

"Jesus".

Rom har fået mange guder fra mange lande. Serapis, Attis...

Rom har aldrig taget afstand fra nogen guder.

Fremmede eller andre.

Hent hende.

Nævn de ti mægtigste og mest barmhjertige romerske guder.

Gør det selv.

Vi kan bede hende navngive flere, vi har rigeligt af dem.

Mars... Jupiter... Vulcanus...

...Ceres... Sol Invictus...

Romerske guder.

Minerva, Neptun, Diana...

Lad ham tale!

Sol Invictus kom fra øst.

Din mide.

Hun adskiller sig ikke fra os andre. Hun tilbeder samme guder som os.

Men til forskel fra dig kan hun sikkert navngive alle 200.

–Nej. –Ikke?

Kan den lærde Katarina ikke navngive alle guder?

Jeg kan navngive dem, men jeg tilbeder dem ikke.

Jeg tror ikke på dem.

Åbn bogen.

Hvilken som helst side.

Oversæt. Ordret.

"Åbn havens port med dit sind"

"Lad din hånd være stolt i styrke"

"Frygt ikke galskab eller sygdom"

"Du besidder den kraft, så mange andre søger"

"Tænk på sandhed og besku usandhed med visdom"

"Og lad al frygt forsvinde ligesom vinden"

Poesi.

Harmløs poesi.

Alt kommer af Guds tanker.

Og i tidernes morgen–

–blev fortiden skabt af alt, der blev bevidnet.

"Vær rolig", fik de store væsener at vide.

"Gud skal nu afgøre, hvad og hvem der skal besidde jorden."

Din gud, er han stor eller lille?

Er det her dem, du var sammen med?

Du er en stor mand. Modig.

Befri mig og forsøg det der med mig!

Befri slaven og eskorter hende tilbage.

Det var uheldigt, at han bragte dig hertil.

Det siges, at folk elsker dig efter kun en dag.

Det siges, at en mand var villig til at dø for dig.

Han synes ikke om ydmygelse. Tro mig, jeg ved det.

Han vil vide, hvorfor du ikke elsker ham.

Han burde ikke søge tilflugt i mine følelser.

Jeg bærer hverken på had eller anger eller medfølelse.

Ingen passion og intet fysisk begær.

Du er hans hustru. Han bør gå til dig.

Han mener, at du er utaknemmelig.

Han byggede et bibliotek til dig, fuldt af de fineste bøger, Rom kan tilbyde.

Roms bøger er af ringe værdi for mig.

Du kunne lyve.

Jeg lyver.

Tænk på, hvad du kan opnå.

Det, der opnås med en løgn, er som en slange–

–som langsomt fortærer den, der har sagt den.

Senatorer. Er Rufus ikke med jer?

Han hviler sig.

Jeg har her et papir.

Oversættelsen fra græsk viser, at man afviser både Rom og vores guder.

Teksten skal også have cirkuleret frit i store dele af det vestlige imperium.

Jeg har også fået en meddelelse fra Maxentius.

En anmodning om, at tropper skal slutte sig til ham ved Pons Mulvius.

–Meget tæt på Rom. –For at slå oprøret ned.

Og hvad vil du sige med det?

Vi har fundet ud af, at de tekster kommer fra Alexandria.

Justus?

–Dit navn? –Tarus, frue.

Manden er deserteret fra Constantius' hær.

Kejser Constantius trækker alle tropper tilbage fra Hadrians mur.

Han nægter at kæmpe mod barbarerne.

Han tror ikke på Roms guder.

Du bør vide, at personen, som bærer ansvaret for disse sider...

...bor her som Maxentius' gæst.

Denne kvinde...

–En kvinde? –Ja, en kvinde.

Har uden tvivl tiltrukket sig et stort følge. Vi ved ikke hvor mange.

Det ville være tåbeligt at dræbe hende. Det kunne vende folk mod Rom.

Jeg er villig til...

...at tilbyde dig en udvej.

Du skal debattere offentligt med Katarina.

Rufus vil fordømme hende.

Du kom hertil for at finde en forræder.

Vær venlig at gå.

Gå!

De vil ikke have, at du skal kunne gå–

–ved den offentlige høring.

Det gør mig ondt.

Leder I efter os?

De vil tale.

–Havde de heste? –Heste? Nej, ingen heste.

Vi vil ikke have mere blodsudgydelse. Ikke flere drab.

Vi kan gå nord om muren når som helst. Invadere når som helst.

Er det, hvad I ønsker?

Vi ved, at I ikke har nogen reserver.

Vi kender også til Roms indstilling.

Fint sværd.

Du havde det her med.

Det tilhører os.

Du siger, at du er befalingshaver.

Men se på din uniform.

Du er ikke befalingshaver.

Du siger, at der er to kejsere. To Rom.

–Der er altid været Øst og Vest. –Det ene godt, det andet ondt.

Du påstår, at du kender Katarina. Hvorfor redder du hende så ikke?

Jeg vidste ikke, hvor hun var, før nu.

Eller om hun var i live.

Sig mig en ting:

Hvis du repræsenterer Constantius...

...hvis du er hans loyale mand...

...hvorfor fortalte han dig så ikke om Katarina?

Han har vidst det hele tiden.

Inden du vender tilbage til din fængselscelle...

...kan du sige mig, hvad det her er?

–Nefertiti. –Er det ikke underligt?

Det her er det eneste afbillede af hende.

Og jeg ved, at du ikke har set det før.

Men alligevel genkender du hende.

Maxentius havde ret.

Du... hun... den samme.

Maxentius siger, at der ikke længere er brug for dig.

Derfor skal du debattere med Rufus.

Og du vil tabe, og så vil han sige til dig–

–at du skal dø igen.

Men det burde jo ikke være noget problem for en gudinde!

Han fik en vision i sine drømme.

Guderne talte til ham.

Og samtlige tilbød ham deres pladser i himlen.

Du er ude af stand til at lyve.

Det ved vi alle.

Så nu vil jeg høre sandheden.

Du kan ikke høre sandheden på grund af din manglende evne til at lytte–

–ud over hørevidde fra dine faldende romerske guder.

Vil han se himlen?

Han vil en dag se himlen.

Ligesom dig.

Et kort øjeblik...

...vil I se, hvordan evigheden kunne have set ud.

Men I vil ikke opleve den. Kun det her.

Døden i denne skikkelse er...

...en så smertefuld ting... som varer evigt.

Og din sjæl vil aldrig mere blive genfødt.

Hvordan er hun, denne Katarina?

Urolig?

Jeg, Rufus? Nej.

Hvor er Gallus?

Første gang, jeg mødte dig, var du et smukt og harmløst barn.

Jeg indså, at fordømmelse ville følge, eftersom jeg har levet i ekstremer–

–som ville skade et lærd hjerte.

Og nu indtager jeg min plads blandt andre grådige staklers sjæle–

–i Maxentius' store skammens sal.

Knuse dig?

Har jeg ikke lært noget?

For hvad er den menneskelige sjæl værd, hvis ikke sin egen livstid?

Jeg går ikke. Jeg kan ikke gå.

Frygt intet fra mig.

Gå til denne prøvning.

Og for hvert ord, der bliver sagt–

–skal du, som er en vandrende sjæl–

–overveje sandheden.

Befri ånden–

–og vid, at i din søgen efter svar–

–vil jeg være med dig.

Jeg skrev et fejt brev til dig. Hvis du skulle have nægtet at tage imod mig.

"Spekulerer du på, hvor de døde og begravede tager hen?"

"Skræmmer det dig, at du ikke kender alle de steder"–

–"og alle de sjæle, samt hvor de til sidst tager hen?"

"Det er en sørgelig afsked"–

–"selv om man lever videre og har en nære ven eller to."

"Når jeg ser dig"...

..."bør jeg føle mig bedre til mode"...

..."forud for prøvningens mulige slutning i døden."

"Jeg vil ikke gennemgå så alvorlige spørgsmål med dig"–

–"mit gudbenådede barn, eftersom jeg er dødelig."

"Begrænset."

"Og det er svært at fremføre tydelige svar."

Tak. Meningsfuldt.

Løgner.

Han... de...

...vil med al sikkerhed dræbe dig.

Jeg ved, at falske ord kan redde mig.

Men en senere død, måske af alder–

–vil ikke være nådigt for en sjæl som min.

Jeg vil aldrig forlade min Faders side.

Så de må styrte mod mig–

–alle de styrker, de er udrustet med i Roms mægtige navn.

Jeg er i sandhed en ubestikkelig datter–

–mod kræfter, som ikke er andet end tyveri fra himlen.

Er du den, der så skamløst fornærmer vores guder?

De guder, hvis storhed er evig?

Jeg bærer ingen skam.

Så vidt jeg forstår, kan du huske navne–

–på hver eneste af Roms guder. Bemærkelsesværdigt.

Men du tror ikke på dem.

Jeres guder er tåger og vildfarelser.

I burde frigøre jer fra deres greb.

Og hvordan skulle det gå til?

Ved I ikke, hvordan I undgår sådanne løgne–

–vil jeg forklare sandheden i enkle ord for jer.

–Blasfemi! –Sandhed? Løgn?

Tåge, vildfarelse?

Store ord.

Men hvad så med poeterne, som lovpriser disse guder?

Kan du, som kender til deres kundskaber...

...kan du også affærdige dem?

Den kundskab, jeg besidder, kom ikke fra poeters penne.

–Og ikke fra Roms lære. –Løgner!

Stille! Besvar spørgsmålet.

Affærdiger du poeterne?

Nå?!

Sig mig, hvilke af jeres poeter der har hyldet Roms guder.

Den første var jo Homer med sin hyldest til Zeus.

Og da Orfeus skriver om gudernes oprindelse, hylder han Apollon.

"O, konge, Letos son, mægtige Phoebus, som hersker over levende og døde."

–"Sol opsteget på gyldne vinger"... –Er det her en leg? Er du skør?

Hun ved udmærket, at vores poeter har lovprist vores guder.

Hun har været omgivet af den viden siden barndommen.

Jeg ved, at hendes tanker ikke kan klare sig her.

Nogle lader sig måske imponere, men jeg lader mig ikke narre af en ung kvinde.

Nok er du smuk, men så lærd er du ikke.

Det ville være klogt af dig at forlade os, tage tilbage til dit hul–

–i paladsets mure og studere mere–

–inden du igen måler dig med blot de enkleste af romerske tænkere.

Jeg foreslår, at du læser Homer. Jeg kan låne dig en bog.

Høringen er slut.

Katarina!

Jeg kender til Homer, som skrev, at Zeus er en løgner–

–en bedrager og en usling.

Og at Hera ville have bundet hans arme og ben–

–hvis han ikke var flygtet og havde gemt sig.

Det samme gælder Athena og Poseidon.

Guder, som Rom erkender er–

–"de–novensidus".

Ved nogen, hvad hun taler om?

–Blasfemi! –Hun håber, vi ikke kender værkerne.

Et tyveri fra græsk mytologi.

Vover du at undergrave Roms succes og magt?

Og de guder, som gav os den magt.

Du er ikke Roms herre. Det tilkommer ikke dig at dømme os.

I er besøgende, ikke leder af denne jord–

–som blev skabt af den eneste og almægtige gud.

I er slaver af grådighed. Og alligevel frygter I sandheden.

Hvorfor skulle I ellers ulejlige jer–

–med mine tankers skrifter?

Som jeg er herre over.

Tag jer i agt for jeres egne fælder–

–for de vil ikke redde jer fra den almægtige Gud–

–når jeres dødsslør kommer.

Det er klart og tydeligt for enhver, at du er besat!

Hvordan skulle du ellers kunne tale om sådanne skader?

Hvordan kan du benægte den sandhed, jeg har sagt?

Er du virkelig trådt til side fra din sjæl og har spurgt dig selv:

Hvor mener du, at din sjæl har hvilet i 1000 år?

Du er værdiløs, og hvem vil tage imod dig?

Ikke Gud, for han er væk fra dig.

Har du ikke lært noget af Gallus?!

Der er ingen almægtig gud!

Se disse mennesker, som I har gjort til slaver, i ansigtet–

–og bed dem om tilgivelse.

Katarina har ret.

Tilgiv mig.

Frygt intet fra mig.

Overvej sandheden. Befri ånden.

Og vid, at jeg vil være med dig.

Luk porten! Alle bliver her!

Vær ikke vred.

Han er svag.

Og han er min ven.

Ja, han kendte til Katarina.

Men hvad skulle han have gjort? Ville du have forsøgt at redde hende?

Han ville have mistet sin eneste mulighed for at finde en efterfølger.

Det er ham, ikke sandt?

Du har talt med barbarerne.

Jeg venter stadig, men har ikke hørt noget.

Hvorfor tager du ikke af sted og opsøger hende?

Hun skaber en helt ny verden. Rom vil falde.

Det var netop derfor, jeg ikke kunne fortælle dig det.

–Er det profeten, vi taler om? –Katarina?

Maxentius lod hende henrette.

Træk!

Op!

Holder du af Jesus? Vær som ham.

Fader... hjælp mig.

Vover du at undergrave Roms succes og magt?!

Der findes ingen almægtig gud!

Katarina.

Katarina.

Du... skal være... min efterfølger.

Læs det!

Jeg kan ikke blive kejser. Det her er vanvid.

Kapituler!

Gør, hvad du skal.

Svar på det, og sig til den slange–

–at han kan kapitulere!

Marinus. Jeg skal have Marinus med mig for at lede.

Gør dig værdig til den.

Jeg bærer min egen.

Barbarer uden for lejren, herre.

Træk ikke jeres våben!

Det her er vores folk!

Katarina er død!

Det går rygter om...

...at vores vestlige kejserdømme...

...skal slås sammen med et andet.

Og at de skal forenes under en kejsers styre:

Maxentius.

Som allerede er på vej.

Det har man fortalt os.

Man forsøger at danne en hær tæt på Rom.

Han ved, hvad han skal gøre.

Hør på mig:

Fra dette øjeblik...

...vil man ikke længere dræbe kristne.

–Alle religioner er tilladt! –Ja!

Skynd dig.

Du er bekymret for Konstantin.

Jeg vil bede for ham.

Hvor er min hær?!

Min hær skulle stå her!

Hvorfor er du ikke hos din hær?

Jeg genkender ikke din uniform.

Jeg kommer med bud fra Constantius.

–Dræb ham! –Budskabet er:

"Fuldstændig kapitulation".

Jeg har ombestemt mig. Din hær af svin er smittet og skal slagtes.

Som du ønsker... reptil.

Du vil ikke føle nogen smerte.

Tag mit sværd.

For hurtigt.

Held og lykke!

Hvem er du?! Du kan lige vove!

Jeg er din kejser! Du skal hjælpe mig! Nu!

–Dø! –Hvorfor?!

Vi var børn!

Vi er nået langt.

Og nu vil du vende om?

–Vi går mod Alexandria. –Det er slut.

–Tag tilbage. –For dig, måske.

Siden du dræbte den anden kejser, den gale. Måske.

Men for os? Nej.

Det er kun lige begyndt.

Det er tydeligt for mig, at Katarina betyder mere for os end for jer.

Vi har ikke brug for jer.

Vi finder hende selv.

Og hvordan vil I komme dertil?

Det er mit skib.

Jeg fører hende dertil.

Der er langt.

Man vil standse jer.

–I har brug for mig. –Brug for, brug for, alle har brug for.

Godt, du kan blive vores kok.

Du trænger til at sove.

Vi deler os.

Du ved, hvor hun er.

Det bliver svært. De stoler ikke på jer.

Du må forsøge.

Hun kommer ikke tilbage.

Hvor er Katarina?!

Min kære ven Konstantin opgiver ikke håbet om at finde Katarina.

Og indtil han gør det–

–vil jeg være ved hans side.

Også når han sover.

Vi har hørt, at hun er død.

Men hvorfor kan hun ikke stige op af sin grav?

Vi hørte, at de, der tror på den eneste gud, som Katarina talte om–

–nogle gange kan stige op af sine grave.

Intet kejserdømme, ingen store hære, kan lindre den smerte–

–min ven nu føler.

Han helmer ikke, før man har fundet hendes krop.

Og hvis hun kun sover, vil hun vågne.

Men hvis hun virkelig er død i ånden–

–kan min ven tage afsked.

Rolig. Lad Konstantin møde Katarina.

Kære børn.

Skulle I nogensinde føle jer ensomme i virkeligheden eller i ånden–

–i det frygtelige miljø, der er blevet skabt–

–af de, der er fordærvede og voldelige.

Lad da intet hindre jeres sande kærlighed.

Den kan selv i de hårdeste tider–

–strømme fra jer til andre.

De stoler ikke på dig.

De tror, at du vil tage hende med.

Vis dem, at du holder dit ord.

Vis dem, at du ikke bare er endnu en kejser.

Det siges, at du er en stor kriger.

Og de frygter Roms guder.

For Roms guder var vrede på Maxentius.

Du er nu den nye konge.

Sig til dem, at jeg ikke er en konge.

Sig til dem, at Roms guder er løgne.

Katarina ønskede, at jeg skulle befri dem.

Befri disse mennesker.

Så sig nu til dem.

Gå, alle sammen – I er frie!

Jeg beder jer om...

...at tage, at beskytte og...

At fortsætte med at stable disse sten for Katarina.

Og gøre, hvad hun ønskede, at vi alle skulle gøre.

At lade alle mennesker... lade alle komme hertil og bede.

I fred!

Vær ikke bange.

Soldaterne vil ikke skade jer.

Stræb ikke efter at bevare det, der har været.

Forudsig dit liv, men forsøg aldrig at forudsige din død.

Det kan blive enkelt.

Uden jord at dyrke.

Ingen præster at bortvise.

Ingen himmel at gribe efter.

Intet helvede at stige ned i.

Vil dette blive et digt?

Nej, ikke fra min pen.

Men søg, og nogle sjæle vil forstå.

Efter Konstantins død blev Katarinas knogler gravet op–

–og solgt til Europas syv rigeste kirker–

–indtil hendes rester blev erklæret fredede.

I dag ligger de i hendes kloster på Sinaibjerget–

–hvortil millioner af besøgende kommer hvert år.

I 2002 genvandt Katarina sin helgenværdighed.

Ifølge Katarinas ønske tager hendes kloster imod alle trosretninger.

Fyrværkerihjulet symboliserer, hvordan helgenen døde.

Åbn dit hjerte for Gud–

–så din himmelske ånd kan lede dig–

–til himmerigets under.

TIL DE DER LIDER PÅ GRUND AF ANDRE