Original subtitles

Kom nu!

Jeg beklager, Geoffrey. Jeg er ikke den rette til det her.

Jeg kan ikke klare det. Jeg er ked af det.

Vent, Michael. Fortæl hvad der skete.

Det ordner sig.

DESTRUERES

- Fader eksperimenterer med hende... - Din lille... Åh, Fader.

- Et æble om dagen, mrs McCarthy. - Mage til frækhed...

Hej, Katie.

Du skal forestille hendes ven...! Hun har ikke pest.

Fru Bennett?

Goddag, fru Bennett. Ruth.

- Jeg finder reaktionen forvirrende. - Uvidenhed er ikke Deres ansvar.

Fader, barnet er besat.

Ja, det er vi alle sammen, fru McCarthy.

Nej, hun har atombombessyge. Hold Dem på afstand.

Sandhed og rygte er ifølge min erfaring ikke det samme.

Hvorfor svigtede dr. Evans dem så i går aftes, uden nogen grund?

Alle ved, hun tager på det der atomsted.

Hun er en af deres... hvad er det? Menneskelige hamstere.

Hvis Ruth besøger faderens arbejdsplads,

er det sikkert ufarligt.

Hvorfor er hr. Bennett så blevet steril?

Tænk over det, fader. Kun et barn.

MØDE I AFTEN

En mellemstor svensknøgle, Bob. Tak, Bob.

Lad staklen være i fred.

Lad hende være i fred, Geoffrey. Hun er dygtig. Ikke sandt, Bob?

Hr. Bennett. Må jeg lige veksle et par ord med Dem og fru Bennett?

- Jeg kan komme tilbage senere. - Kom indenfor.

Hej, Ruth.

- Douglas. - Fader.

- Du tager det roligt, ser jeg. - Jeg skal lave rørene.

- Har du været på hospitalet endnu? - Nej, det har han ikke.

Jeg skal ikke forstyrre dem. Jeg er snart færdig, takket være Bob.

- Du er en stædig tåbe, Douglas. - Jeg henter Emily. Kom indenfor.

Hej. Igen.

Deres mand og Douglas er åbenbart våbenbrødre.

- Douglas reddede hans liv. - Tre gange.

Og gælden er betalt flere gange.

Douglas er en meget god mand, men en forfærdelig blikkenslager.

- Skal I indsamle bortløbne får? - Atomfysik og telepati. Imponerende.

Jeg så Dem gerne i menigheden, men det er ikke derfor, jeg er her.

Jeg har hørt, at dr. Evans ikke længere arbejder hos jer.

Det har tartet rygter i byen, som jeg tror ikke et sekund på.

- Men mange gør. - Og?

Atomkrigsrådet skal mødes i forsamlingshuset i aften.

- De har ingen taler, så jeg... - Lad mig afbryde Dem der.

Mit engagement i sognet er kølet ned på det sidste.

Det forstår jeg.

Derfor er dette et gylden mulighed for at påtale folks bekymringer.

Jeg vil sørge for, at de møder talstærkt op.

Skynd jer. Værsgo og sid ned.

Jeg forstår, hvorfor man samler disse råd. Det er skræmmende tider.

Frygten for et sovjetisk atombombeangreb virker uundgåelig.

Men paranoiaen for bestråling er ikke.

Som jeg lige har demonstreret, er stråling mest energiudstråling.

Det er en helt naturlig proces.

Det her instrument afslører

niveauet af baggrundsstråling i lokalet.

Vi har vist en radioaktiv kilde iblandt os.

I behøver ikke... Den er meget svag.

Må jeg låne Deres halskæde et øjeblik?

Smykker af cloisonnéemalje afgiver en lav og ufarlig stråling.

Atomcentret jeg arbejder i, har et niveau af baggrundsstråling,

som er mindre end halvdelen af, hvad halssmykket her afgiver.

Jeg håber, det beroliger Dem. Tak.

Jeg vil gerne skænke denne geigertæller til Deres råd.

Jeg håber, I finder den oplysende.

Tak, hr. Bennett.

Jeg forstår, at I prøver at narre os med videnskab.

Men det lykkes ikke. Hvorfor stoppede dr. Evans?

- Men, fru McCarthy...! - Hr. Bennett?

Dr. Evans ophørte sin ansættelse af private grunde.

Hvorfor tager I med jeres datter til arbejdet?

Svar venligst på spørgsmålet, hr. Bennett.

De studerede radioaktivitet i skolen.

Lad mig gøre det let for jer. Min datter har ikke strålingssyge.

Hvad har hun så?

Vi ved det ikke. Det her er absurd.

I kan vise, alle de flotte skitser I vil.

Fru McCarthy, så er det nok!

Men vi sover ikke godt førend Deres datter har forladt Kembleford.

Hvad?

- Imbeciler, hver eneste en. - Hr. Bennett.

- Den er smuk. - Og sikkert en skilling værd.

Jeg tager den der, tak. Tænk, at prøve at spise os af med nipsting...

Men det er måske en brugbar gave, når man tænker over det.

Hvad i alverden har Geoffrey Bennet gjort for at fortjene det?

Fjerde Mosebog, kapitel fem.

"Invitér israelitterne at få fjernet fra lejren den, der er spedalsk

eller har stipendiering."

Ruth Bennett er ikke spedalsk, og det, De gjorde, var ukristeligt.

Det var ufølsomt, intolerant og fordømmende. Jeg er meget skuffet.

Vi må beskytte hende. Og gøre hendes liv udholdeligt.

Hvor er hun?

- Ruth...! Hvad er der sket? - Hold dem væk fra mig.

- Hvorfor? - De er monstre.

- Må jeg tale med Dem i morgen? - Fortæl, hvad der er sket.

- Jeg kommer i morgen kl. 11. - Jeg venter i kirken.

- Fader? - Jeg ville sige undskyld for mødet.

- Ruth virker lidt oprevet. - Hun har haft en trættende dag.

Kom med ind, Ruth.

- Kan jeg gøre noget? - Vi skal nok klare os. Tak.

Der er I jo. Deres sidste kop nåede at blive kold.

- Vedrørende i går aftes... - I skal undskylde til mig.

Jeg må gå.

- Sagde de ikke, hvor længe der går? - Nej.

- Jeg antager, at de tog Ruth med. - Hun hviler desværre.

- Hun må ikke forstyrres. - Jeg forstår.

Så venter jeg bare, til hr. Og fru Bennett kommer hjem.

Ruth? Ruth!

- Hr. Bennett...! ...Fru Bennett. - Hvad laver I?

Ruth ville tale med mig i dag. Da hun ikke kom, blev jeg urolig.

Hun er forsvundet. Hun forsvandt i går aftes.

Vi har ledt efter hende. Hun har ikke været sig selv i et par dage.

Dr. Evans afsked tog hårdt på hende.

Var det derfor, hun var så oprevet i går aftes?

- Har du ringet til politiet? - Jeg ringer til dem nu, Geoffrey.

Skal jeg stille stigen væk?

Nej, jeg lader den stå der.

De tror, at hun kan være stukket af i frygt for landsbyboerne?

Ja.

- Og hun låste sig inde kl. 22? - Ja.

Og da I brød ind i morges, så I, at hun var væk?

Vi var sikre på, hun var her. Derfor ringede vi ikke til jer.

- Hvad havde hun på i går aftes? - En pyjamas.

En hvid pyjamas med en lille broderet mus foran.

Den er her ikke. Jeg har ledt.

- Hvad tog hun mere med? - Kun en blå trøje.

Derfor tror vi ikke, hun er langt væk.

- Har I kontaktet hendes venner? - De vil ikke nærme sig i øjeblikket.

Kan I komme på andre, hun kan være gået til?

Ingen, der ikke straks ville have meddelt os det.

Vi begynder at lede.

I de fleste lignende sager

dukker barnet uskadt op af sig selv indenfor et døgn.

Jeg finder selv ud.

Min eneste hellige tekst er lægeeden.

Jeg er her fordi Ruth Bennett er forsvundet.

Hun er ikke blevet set siden i går aftes.

- Hvad tid? - Hvabehar?

- Hvornår blev hun sidst set? - Omkring kl. 22 tror jeg.

Kan De sige noget om hendes sindstilstand?

Ikke mere end Geoffrey og Emily.

Hendes far nævnte, at hun tog det skidt, da De stoppede.

- Hvorfor forlod De tjenesten? - Jeg havde dårlig samvittighed.

Jeg havde prøvet at stille en diagnose i over et år.

- Hvor længe har hun været syg? - Siden hun var lille.

At det ikke lykkedes at stille en diagnose, er næppe en forbrydelse?

Må jeg kigge?

Fra en kontakt i Southampton. Mænd med samme sygdom som Ruth.

- Kun mænd? - Arbejdere.

Mest søfarts- og jernbanearbejdere. Midaldrende eller ældre.

De har ikke noget som helst tilfælles med Ruth.

- Har Ruths forældre set dem? - De kom i morges.

Ruths er mere formede. Jeg kan ikke forklare det.

- Hvordan har mændene det nu? - De er døde.

De fleste i hvert fald. Af uforklarlig lungekræft.

Jeg fortæller det ikke til Geoffrey og Emily. Ikke nu.

- Besøgte De dem i går aftes? - Nej.

Hvorfor spurgte De hvornår Ruth forsvandt?

Jeg blev urolig.

Hvor er hun?

- Geoffrey. - Hvor er hun? Leg ikke med mig.

Ruth? Ruth!

Jeg ville sige, hvis hun var her. Jeg hjælper jer med at finde hende.

- Hold dig fra min familie. - Det kan jeg ikke. Ikke nu.

- Hvornår så De hende sidst? - Jeg mener det.

Bare sig hvornår.

Fader! Fader! Jeg har fundet Ruth. Bag døren.

- Maskinen blev helt vanvittig. - Din lille tyv.

- Den tilhører landsbyen. - Den tilhører rådet.

Jeg viser Fader, hvor hun er.

Han er for optaget til at lytte til dine fantasier.

Vi burde i det mindste tjekke efter. Synes De ikke, fru McCarthy?

Her er hun.

Du hørte måske en spætte, Susie.

Det var noget sært før. Jeg sværger.

Jeg tror på dig, Susie.

Hej.

- Fader vil tale med dig om et job. - Okay. Hvad er der med dig?

Jeg fandt Ruth. I det lille hus. Men så forsvandt hun.

Nu tror Fader Brown og fru McCarthy, at jeg er skør.

Du trænger til opmuntring.

Ikke dårligt, vel? Næsten halvdelen af lejren har allerede købt nogen.

- Jeg vil ikke røre ved hælervarer. - Det er ikke stjålet.

De skulle smides ud. Det lover jeg. Her. Den bider ikke.

- Se bare. Den klæder dig. - Det er en tallerken.

De koster en shilling pr. Styk. Fire for tre shilling.

Ikke, at du er interesseret, det har du gjort klart.

Behold pengene. Lave middag til mig i stedet.

Fordi jeg har fire tallerkner

kan jeg invitere fru McCarthy og Fader Brown også.

Fremragende.

- Sikke et fremmøde. - Ja, især dem fra mødet.

Har I noget imod, hvis deres skyldfølelse fører til jeres datter?

Nej, selvfølgelig ikke.

Douglas og Ruth så ud til at stå hinanden meget nær.

Hvorfor siger du det?

- Begge er på sin vis udenfor. - Undskyld mig.

Fader Brown? Fader.

- Vi fandt de her ved Foley Bridge. - De er dateret i går.

Hvorfor hun skrev kærlighedsbreve til sig selv ved jeg ikke,

men det er en ledetråd.

Ja, men måske burde I have... efterladt dem.

"Kære M.E..." Så sløv jeg er.

- Dr. Michael Evans? - Ja.

Vi vil afhøre Dem om Ruth Bennetts forsvinden.

- Hvor længe vil du holde på mig? - Lad mig trække plastret af.

Fortæl om dit forhold til Ruth Bennett.

Hun var min patient. Mere er der ikke at sige.

- Var hun en almindelig patient? - Ikke medicinsk, men ellers ja.

"Du har ret, Michael. Vi må vove at følge vore hjerter.

Sig til, så kommer jeg til dig. Og så er vi endelig frie.

- Din Ruth. Kys, kys, kys." - Jeg har aldrig set det her.

Stumperne blev fundet ved floden, mindre end 100 meter fra dit hus.

- Har I noget nyt? - Kommissæren er hos dr. Evans.

- Hvor har vi været nogle fjolser. - Det er ikke jeres skyld.

Jo, det er. Jeg bemærkede deres forhold for nogen måneder siden.

"Det er bare en fase." Sagde jeg til Geoffrey.

Vi ville ikke skræmme en dygtig læge væk.

Vi stolede på ham.

De ved ikke, hvad der er sket endnu.

I har ikke set Ruths dagbog.

Min datter...

hun er ikke den jeg troede, hun var.

- Vidste De, at hun var lun på Dem? - Nej.

"Den 4. November."

"I morges låste Michael døren og satte sig ved siden af mig.

Hjertet har aldrig banket så hårdt. Han smilede og sagde: 'Sikker?'

Jeg nikkede. Han strøg håret væk fra mine øjne.

Så, kære dagbog, kyssede han mig. Denne voksne mand kyssede mig."

Mens du var i cellen, fandt de den under et gulvbræt i Ruths værelse.

200 sider flere måneder bagud. Og det bliver meget mere pikant.

- Hos hende. Hos jer. Hos hende igen. - Tåbelige pige.

Hvad skete der i går aftes?

Ok. Michael Evans, De er anholdt for mordet på Ruth Bennett.

De har ret til, ikke at udtale Dem, men alt De siger, kan...

Ja, ja. Jeg skal nok fortælle det.

Ruth besøgte mig i aftes.

Omkring midnatstid. Hun havde løbet.

Hun havde et rødt mærke i ansigtet, som var hun blevet slået.

Jeg ville køre hende hjem, men hun blev bange og ville blive hos mig.

Jeg sagde, at det ikke gik.

Så gav jeg hende brevet, som hun havde efterladt tidligere, tilbage.

Hun bønfaldt mig, men jeg bad hende om at gå.

- Sendte De hende væk? - Ja.

En sårbar, hundeangst, attraktiv pige, ud i skoven om natten, alene?

Lige før vidste De ikke, at hun havde følelser for Dem.

Det var derfor, jeg stoppede. Hun forsøgte at kysse mig.

Jeg har aldrig rørt hende, uden medicinske grund.

- Ifølge det her gjorde De mere. - Det er opdigtet.

Ruth kom og truede med at afsløre alt, medmindre I stak af sammen.

- Og De vidste, hun måtte gøres tavs. - Nej.

Måske var I sammen en sidste gang og hun døde lykkelig. Hvor er hun?

Så I ikke dagbogen før i går?

Alice kendte til den, men hun kiggede ikke engang i den.

Gid hun ikke havde været så diskret.

- Fru Bennett. - Nå?

- Han holder fast i sin forklaring. - Den mand er ond.

- Vil De vente på mit kontor? - Tak.

- Kommissær, den der dagbog... - Jeg har bedt digom at gå.

Min erfaring siger mig, at en 14-årig pige kan være upålidelig.

Jeg vil gerne tale med dr. Evans.

Ruth ligger i et hul et sted, sandsynligvis død, men måske i live.

Jeg vil knække Evans, men tiden er knap, så jeg har ikke tid til dig.

- Alice, I kunne vist bruge hjælp. - Tak, fader.

Du er en observant kvinde. Ruths dagbog...

Jeg så hende skjule den for nogle måneder siden.

Men du sagde intet før i dag. Du er beundringsværdig.

Hun er heldig, at jeg ikke er et sladrechatol.

Hvis hendes far havde læst den... ville jeg have været bange.

- De er sikker på, han ikke så den? - Fru Bennett forsikrede mig om det.

- Hørte I, hvad skænderiet var om? - Med Gud som vidne, nej.

Det, jeg så og hørte gjorde mig nervøs, må jeg indrømme.

Ligesom deres forsinkede anmeldelse af hendes forsvinden.

Lad os sige, at hun fandt den, og hendes far konfronterede hende,

og hun opsøgte Evans, der sendte hende hjem.

Hvad er det, De antyder?

At vrede kan føre os steder hen, vi ikke vidste eksisterede.

- Hvor er hr. Bennett? - Ude at lede efter sin datter.

- Tak, Fader. Jeg klarer mig. - Farvel, Alice.

Fader. Der er noget...

Inden kommissæren kom, ryddede hr. Og fru Bennett op på Ruths værelse.

Tak.

Hun havde den på, da jeg så hende sidst.

Evans kan have plantet den.

Fader.

Susie sagde, at I var her. Jeg har gjort det, De bad mig om.

Det her vil i helt sikkert gerne høre.

Fru Bennett, den aften Ruth forsvandt, slog Deres mand hende da?

Nej.

Det gjorde jeg.

- Skete det tit? - Det var første gang.

Hvad skete der?

Fru Bennett?

Hun var uhøflig.

- Om hvad? - En meget privat sag.

- Du bør nok fortælle, hvad det er. - Det kan jeg ikke.

Opdagede De Deres datters forhold til dr. Evans?

Gjorde De hende ondt på andre måder?

- Forstår De, hvorfor jeg spørger? - Jeg er hendes mor.

Ventede De med at ringe til os for at blive enige om historien?

I Deres redegørelse nævnte De ikke, at Deres hustru slog Deres datter.

Hvorfor spiller det nogen rolle? Ruth var oprørt og stak af.

Deres datters blodplettede tøj blev fundet i Deres skraldespand.

Vil De forklare Deres hustrus opførsel, den nat Ruth forsvandt?

- Hvorfor ikke? - Vi har hver sit soveværelse.

- Du har talent for fotografi. - Tak.

Og du er en dygtig rørlægger, har jeg hørt.

- Jeg burde lede efter Ruth. - Jeg vil ikke holde længe på Dem.

En af mine venner har talt med nogle familier, som du har arbejdet for.

Alle uden for Kembleford. De beskriver dig som pligtopfyldende

og pålidelig. Og De gør et godt stykke arbejde.

Men dit arbejde for familien Bennett, dine bedste venner,

er åbenbart i den middelmådige ende.

- Hvem siger det? - Familien Bennett.

Jeg kan have været lidt grådig.

Fordi de er rige, og altid giver dig arbejde?

Er det derfor, de pludselig har vendt sig imod dig?

Fordi de indså, at du snød dem for penge?

Er det ikke varmt med vanter?

Jeg bliver nødt til, at have dem på. Jeg har en gammel arbejdsskade.

- Må jeg se? - Jeg viser det ikke til nogen.

- Heller ikke til familien Bennett? - Nej.

Min ven sagde også, at uden for Kembleford

er du kendt for at tage handskerne af i ny og næ.

Der er ikke tid til hemmeligheder, Douglas.

Ikke så længe der er mulighed for, at hun er i live.

Ved du, hvordan du fik dem?

Hvordan fik Ruth sine?

Du var ikke ude efter pengene, vel?

Det ville slet ikke ligne dig.

Det var tid, du var grådig efter. Det handler om dine hænder, ikke?

- Det handler om dig og Ruth. - Ud herfra!

- Det er umuligt. - Vi har kun tre minutter igen.

Jeg tilgav assistent Crawford for en græl omgang, for at få dem.

Vorterne smitter ikke. Douglas' lidelse er ikke forbundet til Ruths.

- Kan de smitte på en anden måde? - Som hvad?

Det var noget, der slog mig. Placeringen af Ruths vorter...

Jeg indså, hvad de mindede mig om: Fingeraftryk.

Jeg har fundet flere sundhedsskadelige stoffer,

som bruges af skibsbyggere, lokoførere og blikkenslagere.

Kan en af disse giftige stoffer

være blevet overført til Ruths hud fra hans hænder?

Hvordan? Ved ulovlig berøring?

Muligvis.

Selv jeg ville ikke stjæle det samme to gange.

- Stadig ingen spor? - Nej. Jeg forstår det ikke.

Sikkert endnu en falsk alarm. Af vejen.

Skøre pige.

Godt så. Evakuér området.

Tak.

Hvad i alverden? Er du blevet vanvittig?

Du må have taget mange fotos af hende gennem årene.

Hvor er hun, Douglas? Hvor har du gemt din lille engel?

Hun er din datter.

Hvordan gik det til?

Emily var stadig jomfru.

Hun tøvede med at gifte sig med Geoffrey.

Jeg var svag.

Hun sagde til Geoffrey, at faderen døde i krigen.

- Og han tilgav hende. - Han er en god mand.

- Men da hun blev født hvid. - Det var et mirakel.

Jeg måtte se hende, så længe jeg holdt det hemmeligt.

Men jeg ville høre hende kalde mig far, inden jeg døde.

Så du fortalte hende det, den aften hun forsvandt?

- Ja. - Hvor er hun, Douglas?

Hvordan skulle jeg vide, at de var radioaktive?

- Der er De jo, Fader. - Jeg hørte sirenen.

Falsk alarm, gudskelov. Men Emily Bennett er blevet anholdt.

Kommissæren tror, hun myrdede sin egen datter.

Fortæl politimanden historien om din mors kat.

Den, der kunne åbne døren? Javist, Fader.

Tak, Sid.

Ruth? Det er Fader Brown. Ingen ved, at jeg er her.

Michael kommer ikke tilbage.

- Hvordan ved De det? - Han sidder i en celle hos politiet.

- De fandt jo mit tøj. - Ja, det var klogt af dig.

- Hvorfor kommer han ikke hjem? - De fandt din dagbog.

Han bliver siddende, til du indrømmer, at det var opdigtet.

Troede du, at du kunne flygte og leve lykkeligt til dine dages ende?

Ja.

- Du og Michael bliver aldrig et par. - Det ved De ikke.

Michael sagde det selv. Jeg beklager, Ruth.

Jeg forstår, du blev bange, da du hørte om Douglas

og, at du vendte dig mod dine forældre.

- Men nu... er det tid at tage hjem. - Jeg tager aldrig hjem.

Du gemte dig i skoven, ikke?

Hele natten, mens de gennemsøgte huset.

Det må have været meget skræmmende.

Jeg tror, du er modig nok til at tage hjem.

- Hvor skal du hen? - London.

Hvordan vil du overleve?

- De tror, at din mor dræbte dig. - Godt.

Douglas? Jeg tror, han elsker dig højt.

Det har han gjort hele sit liv.

- Men han er her ikke meget længere. - Hvad mener De?

- Han er døende. - Nej, det er han ikke.

Dine forældre har beskyttet dig. Han har kræft.

Tilbring tid med din rigtige far, mens du stadig kan.

Jeg har aldrig svigtet vores ægteskab.

Hej, far.

Hvad laver barnet nu?

Hun gør nøjagtig det, som hr. Bennett har bedt hende om.

- Tre måneder, siger De? - Højest. Fremskreden lungekræft.

Årsagen er ukendt, som i de fleste af disse sager.

Men hvad end Douglas havde på hænderne,

er Ruths lunger sandsynligvis ikke blevet udsat på samme måde.

Om Gud vil, så er hun rask endnu.

- Hvad er dine planer bagefter? - Jeg skal hen på laboratoriet.

- For at studere lungekræftfen? - Tre materialer fra jeres liste.

Bly, tin og asbest.

Jeg venter her, hvis De vil hente måleren.

Jeg troede aldrig selv på det. Der var andre, der sladrede.

Det kan Fader Brown bekræfte.

"Den spedalske må bortskaffes fra lejren", fru McCarthy.

Tekster: Www.sdimedia.com