All language subtitles for Prehistoric Planet - Afsnit 5

Et af de mest bemærkelsesværdige dyr,
der nogensinde har levet,

og i hvert fald et af de mest berømte,
er dinosauren.

Tyrannosaurus rex.

Et dyr, der sætter gang
i fantasien hos os alle.

Hvilken slags dyr var det?

Hvordan så det ud? Hvordan levede det?

Videnskabelig forskning har
nu besvaret disse spørgsmål

og ikke kun om T. rex,

men om de andre arter,
der levede samtidig med den.

Og den nyeste billedteknologi giver os
mulighed for at vække dem til live.

Planeten Jorden for 66 millioner år siden.

Himlen er fyldt med flyvende kæmper.

I havene patruljerer
kæmpemæssige reptiler i dybet.

Og på landjorden
lever alle slags dinosaurer

i evig kamp for overlevelse.

Vi ved nu en masse om den verden,
som blev regeret af dinosaurerne.

Her er deres historie.

Skovene i Sydamerika rummer
nogle af verdens højeste træer.

De kan blive over 90 meter høje.

Men her lever også kæmpestore dyr.

Planteædende dinosaurer.

Det her er Austroposeidon.

De er 25 meter lange.

Og de har en kolossal appetit.

De bruger ikke tænderne til at tygge med,

men til at skære med.

En flok som denne kan fortære
ti ton vegetation hver eneste dag.

De foretrækker de fine, nye blade,
der vokser på spidsen af grenene.

Men hvis de møder træer,
der er endnu højere end dem selv,

lader de sig ikke slå ud.

De bruger deres enorme vægt
og deres 20 centimeter tykke brystben

til simpelthen at skubbe træerne omkuld.

Det lykkedes.

Men livet i skoven er altid en kamp.

Især når der opstår nye rydninger.

Planterne skynder sig at fange lyset...

...og de bruger alle midler
for at få et forspring.

Hullet i løvtaget lukkes snart igen.

Over tre fjerdedele af verdens landjord
er dækket af planter og træer.

Den forhistoriske planet er
en grøn planet.

Mange forskellige arter dinosaurer
lever i skovene.

Triceratops, en af
de største i Nordamerika.

De kan blive næsten otte meter lange.

Den enorme kam oven på deres hoved
bruges som beskyttelse, når de slås.

Men planter kan også forsvare sig.

Giftstoffer.

De er især farlige for ungerne.

Denne kalv vejer kun
en halvtredsendedel af sin mor.

Planternes giftstoffer kan
gøre den meget syg.

Men Triceratops har en måde
at klare giftstofferne på.

De bruger en modgift.

En kilde til den findes i en grotte,
som de jævnligt aflægger besøg.

Men denne unge har aldrig
været herinde før.

De skal finde vej ad en passage,

som gennem årtusinder er blevet
eroderet af en underjordisk flod.

Her kan lyset ikke nå ind.

De kan intet se.

Kalven må holde sig tæt på familien.

Men ikke for tæt på.

Vælger han den forkerte vej én gang,
kan det blive katastrofalt.

Endelig når flokken frem til det sted,
de skal besøge.

Dette er modgiften: en særlig slags ler.

Disse steder kaldes clay licks,
og dyrene vender tit tilbage til dem.

Men der mangler en.

Hvor er kalven?

Heldet var med ungen.

Når han har fået ler i mavesækken,

er også han beskyttet
mod giften i de blade, han lever af.

Snart begiver de sig igen
ud i skoven og dagslyset.

Faktisk når meget lidt af solens lys
ned i bunden af disse tætte skove.

I Patagonien

strækker den kraftige vegetation sig
over hundredvis af kilometer.

Men ind imellem findes der
mystiske lysninger som den her.

Det skyldes en to ton tung og næsten
fire meter høj Carnotaurus. En han.

Det har taget ham lang tid
at rydde denne plet.

Og det kræver konstant opmærksomhed,
hvis den skal forblive ryddelig.

Det er en scene,
hvor han kan vise sig frem for hunnerne.

Alt er klart, og det meddeler han dem.

Hans kald er dybe og kan høres meget
længere væk i den tætte bevoksning,

end højere kald ville kunne.

Endelig ankommer en hun.

Hun er større end hannen og stærkere.

Nu skal han
på en eller anden måde imponere hende.

Og han får måske kun denne ene chance.

Hun betragter ham indgående.

Hvis han skal imponere hende,
må han gøre noget helt ekstraordinært.

Han har hverken et kæmpestort gevir
eller en storslået hale.

Men han har et par bittesmå
og tilsyneladende ubrugelige arme.

Og hver arm har et kugleled for enden,

som gør, at han kan bevæge dem
uafhængigt af hinanden.

Ikke i dag.

Hvad kunne han have gjort bedre? Hvem ved?

Nu er det tilbage til oprydningen.

Dette er det østlige Asien.

I disse bjergskove
kommer efteråret tidligt.

Det er nu,
mange træer producerer deres frugt.

Blandt de mest værdsatte
er nødderne på tempeltræet.

En guldgrube for dinosaurer
kaldet Corythoraptor.

Selvom de har fjer, kan de ikke flyve.

De her har fundet et sted
med særligt mange nedfaldne frugter.

Men den slags forsamlinger kan
tiltrække uønsket opmærksomhed.

Qianzhousaurus,
det største rovdyr i de asiatiske skove.

Det her er en hun, over ni meter lang.

Hvis hun vil fange en Corythoraptor,
må hun tæt på.

Her er ikke meget at skjule sig bag.

Men hendes bytte har
stadig ikke opdaget hende.

Det mislykkedes.

Men de fleste jagter op gennem historien
er som oftest mislykkedes.

Når efterårsblæsten tager til,

begynder mange af træerne i
de tempererede skove at tabe deres blade.

Vinteren bliver en hård tid.

Men et uvejr skaber kortvarigt
en mulighed for jægerne.

Hun forsøger igen.

Hun er mindre iøjnefaldende i tusmørket,
og vindstødene afleder byttet.

En gevinst på næsten 40 kg.

Og endnu mere kostbar nu,
hvor vinteren nærmer sig.

I Nordamerikas skove

er der yderligere en årlig fare
for skovens beboere.

Brande, antændt af lynnedslag.

Som ilden breder sig,
stiger temperaturen til over 1.000 grader.

Flammerne stiger
flere hundrede meter op i luften.

De fleste dyr flygter.

Men denne Edmontosaurus
har en familie at sørge for.

Hun forlader dem ikke.

Nu må de hele tiden være ét skridt
foran flammerne, til de brænder ud.

Det ser måske katastrofalt ud.

Men utroligt nok
er nogle planter nødt til at brænde

for at fuldende deres livscyklus.

Den voldsomme varme er nødvendig
for at åbne fyrretræernes kogler...

...og afgive deres frø.

Kun få timer efter brandenes hærgen

begynder dyrene at vende tilbage.

Billerne er blandt de første.

De begynder at lægge deres æg.

Når de udklækkes,
bliver larverne de første til at æde

af de næsten ubegrænsede mængder dødt træ.

Denne Atrociraptor er opportunist.

Han vender hurtigt tilbage,
hvis der er mad at få.

Og her er andre fordele.

Røg er et insektmiddel...

...og den kan hjælpe dyrene med
at slippe af med parasitter.

Men man skal være forsigtig.

En to ton tung ankylosaur.

Den finder også noget,
der er værd at spise efter en brand.

Kul.

Det binder sig til mange af plantegiftene
i dens mave og neutraliserer dem.

Edmontosaur-hunnen forlader skoven.

Mod alle odds har hun bragt
begge sine unger i sikkerhed.

De må finde nye græsgange,
indtil skovens planter kommer tilbage.

Selv der, hvor skovbrande er sjældne,
lever træerne ikke evigt.

Efter deres død bliver de føde
for en helt anden slags organisme.

Om natten bliver nogle af dem
uhyggeligt iøjnefaldende.

Nede i skovbunden...

...vokser svampe frem...

...og begynder at lyse.

De producerer lys gennem
en kemisk reaktion dybt inde i vævet.

Men hvorfor de gør det, er en gåde.

Måske fordi lyset tiltrækker insekter,
som hjælper med at sprede svampesporene.

Her i Centralasien fyldes skovene
hver nat af underlige lyde.

De kæmpestore sauropoder sover.

De har luftlommer i hovedet og halsen,

som mindsker deres vægt,
men også forstærker deres snorken.

Men ikke alle sover.

For mindre dyr er det sikrere
at være ude i mørket end i dagslys.

Disse Therizinosaurus blev udklækket
for kun seks måneder siden.

De er knap en meter lange,
en tiendedel af deres voksne størrelse.

Deres kløer ligner måske dolke,
men de bruger dem som salatbestik...

...for de er planteædere.

Skoven her har al mulig slags føde,
hvis man ved, hvor man skal lede.

Honning.

Den drypper ned
fra en bikube oppe i grenene.

Bier bygger som regel deres boer
uden for rækkevidde fra jorden.

Men den her hænger lavere end de fleste.

Den kan de ikke gå glip af.

I modsætning til de fleste dinosaurer
kan de små Therizinosaurus klatre.

Men de er ikke ligefrem eksperter i det.

De vrede bier laver "bølgen"
for at holde de indtrængende væk.

Ellers får det følger.

En voksen Therizinosaurus.

Den er enorm,
over ni meter høj og vejer fem ton.

Den kan bierne ikke skræmme væk.

Endelig en lille godbid.

Og lidt flere stik.

Selv om dagen er der stadig mørkt
i de tætte skove,

som den her i Europa.

Dyr af enhver slags er svære at få øje på.

Men de er overalt.

Telmatosaurus lader sig sjældent se.

Og lige så diskret...

...er Zalmoxes.

Den sidste af
en meget gammel dinosaurslægt.

Denne skov er
et af deres sidste tilholdssteder.

Den under 20 centimeter høje Zalmoxes-unge
er kun en mundfuld for mange rovdyr.

Men en mundfuld er også
værd at tage med...

...så de må passe på.

En Hatzegopteryx er
fire en halv meter høj.

Den er faktisk en pterosaur,
en øgle med vinger,

som den her, spankulerende mellem træerne,
må folde omhyggeligt sammen.

Denne skov med dens mange smådyr
er en af dens sædvanlige jagtmarker.

Den vokser på
den allersydligste kant af Europa.

Det er det tungeste flyvende dyr,
der har levet,

og ingen andre steder end her
kan det folde sine gigantiske vinger ud,

som er over ni meter brede.

Mange af skovens faste beboere
kommer jævnligt herned...

...for planterne er dækket af havsprøjt
og er en yndet kilde til salt.

Her kan sauropoder møde hinanden,
knytte bånd til familien igen...

...og skabe nye.

Men for en Hatzegopteryx
er stranden en startbane.

Nu vil hans vinger bære ham
til endnu en skov,

hvor livet formerer sig
mere varieret og righoldigt

end noget andet sted
på vores forhistoriske planet.

Hvis I vil se videnskaben bag historierne,

kan I gå ind
på Prehistoric Planets website.

Tekster af: Lisa Kristensen Villeneuve