All language subtitles for Prehistoric Planet - Afsnit 4

Et af de mest bemærkelsesværdige dyr,
der nogensinde har levet,

og i hvert fald et af de mest berømte,
er dinosauren.

Tyrannosaurus rex.

Et dyr, der sætter gang
i fantasien hos os alle.

Hvilken slags dyr var det?

Hvordan så den ud? Hvordan levede den?

Videnskabelig forskning har
nu besvaret disse spørgsmål

og ikke kun om T. rex,

men om de andre arter,
der levede samtidig med den.

Og den nyeste billedteknologi giver os
mulighed for at vække dem til live.

Planeten Jorden for 66 millioner år siden.

Himlen er fyldt med flyvende kæmper.

I havene patruljerer
kæmpemæssige reptiler i dybet.

Og på landjorden
lever alle slags dinosaurer

i evig kamp for overlevelse.

Vi ved nu en masse om den verden,
som blev regeret af dinosaurerne.

Her er deres historie.

Livet, når det er hårdest, finder man
længst mod nord og mod syd på Jorden.

Det er dog lykkedes dinosaurerne
at kolonisere polarområderne.

Langt mod nord i Amerika
har denne lille jæger, en dromaeosaur,

overlevet i tre måneder
i næsten totalt mørke.

Nu er foråret endelig kommet.

Hun har fjerdragt,

for hun kan udvikle varme i kroppen
og skal holde mest muligt på den.

En udfordring for alle dinosaurer
på disse kolde breddegrader.

Hun bevæger sig hurtigt hen over sneen

og undersøger steder,
hvor hun tidligere har fundet mad.

I denne iskolde verden ignorerer man ikke
selv den mindste chance.

Hvis det skal lykkes,

er man som sædvanlig
nødt til at have... god... timing.

På dette tidspunkt i Jordens historie
var polarområderne relativt varme,

men landskabet her er styret
af de ekstreme forskelle på årstiderne.

Når solen står op
for første gang i næsten tre måneder,

skal alle dyr være klar til at udnytte
dagslyset og de varmere dage forude.

De små dromaeosaurer må samarbejde,

hvis de vil fange et stort bytte.

Her kommer årets første chance.

En flok hadrosaurer.

Dinosaurerne med de næbformede snuder
kommer forbi hvert år.

Nomader, på jagt efter de friske planter,
som foråret har med sig.

De er kæmpestore.

Dromaeosaurernes eneste chance
er at arbejde sammen.

Der er en flod forude,
som flokken skal over.

Dromaeosaurerne ved,
at nogle ikke når over.

Når vinteren slipper sit tag,
strømmer smeltevandet med stor kraft.

Flokken må vade gennem
dette dybe, strømfyldte vand.

Lederne forsøger
at vælge det sikreste sted.

Flokken følger forsigtigt efter.

Ungerne holder sig tæt ved deres forældre.

Sætter de en fod forkert,
kan det koste dem livet.

De voksne, der venter på deres tur,
bliver nervøse.

Denne flaskehals giver
dromaeosaurerne en chance.

De går efter ungerne.

Panikken breder sig i flokken.

Det skulle have været en rolig overgang,
men det er endt i kaos.

Forældre og unger adskilles.

Den slap godt fra det.

Kolonnen gendannes
og fortsætter sin rejse.

Dromaeosaurerne har
tilsyneladende forspildt chancen...

...men floden har gjort arbejdet for dem.

Der er altid dødsofre.

Det er et festmåltid. Mere mad
end disse jægere har fået hele vinteren.

I isens verden
er årstidens muligheder kortvarige.

Foråret er kort,
og sommeren er snart forbi.

Der er meget at gøre,
før vinterens udfordringer er tilbage.

Længere nede, hvor floderne
bliver bredere og langsommere,

begynder de at aflejre deres last af dynd,
og et helt netværk af øer opstår.

Nogle dyr har allerede udnyttet øjeblikket
til at samles og udføre forårets ritualer.

Foråret er endelig kommet.

Massevis af Ornithomimus-hanner
gør sig klar til årets vigtigste øjeblik.

De besynderlige strudselignende dinosaurer
udnytter øernes trygge rammer

og skraber små kratere ud
som første trin i redebygningen.

Når hunnerne kommer,

vil de parre sig med den han,
der har bygget den bedste rede.

De senest ankomne må indse,
at pladsen allerede er trang.

Det eneste sted, der er plads,
er i udkanten af øen.

Og at finde et sted til reden
er kun begyndelsen.

Når æggene en dag er lagt,

skal de holdes varme
på et leje af planter.

Det er ikke nemt
at finde redemateriale nok,

og derfor tyr nogle Ornithomimus
til tyveri.

En af fordelene ved at komme sent er,
at naboerne har gjort det grove arbejde.

En ubevogtet rede
er for stor en fristelse.

I kolonier som den her
kan tyveri være så almindeligt,

at noget redemateriale
på et eller andet tidspunkt

har været en del af stort set
alle øens reder.

Men røveri er risikabelt.

På fersk gerning.

Et par hadrosaurer kommer forbi.

De spiser grene med blade på.

Så man må kunne forsvare sin ejendom.

Det kan tage flere år
at fuldende sine redebyggerevner.

Men successen afhænger
ikke kun af erfaring.

I en stuvende fuld koloni
er der altid et andet offer.

For Ornithomimus giver
øerne i floden beskyttelse

til både æg og unger, når de udklækkes.

Længere mod nord er temperaturen lavere
og vilkårene barskere.

Men det er der,
disse enorme hadrosaurer er på vej hen

for at benytte sig af ét bestemt sted.

Et sted, der har noget særligt at tilbyde.

Dinosaurernes lange hals
er særligt elegant og har givet dem navn.

Olorotitan, kæmpe svane.

Brølene forstærkes
af hovedkammen, som er hul.

De er på vej til
et af verdens største vulkanområder.

Et farligt og ugæstfrit sted.

Men Olorotitans vender
tilbage år efter år.

Vulkanerne varmer nemlig
jorden rigtig godt op.

Så her bygger de rede.

Det varme vulkanske sand fungerer
som rugemaskine for æggene.

Og få uger efter, at flokken er ankommet,
udklækkes æggene.

Hadrosaurer passer godt på deres unger.

De bringer dem nogle mundfulde planter,
de kan æde.

Hver rede kan indeholde over 20 unger.

Ungerne er ankommet til
sommerens korte, men frodige tid.

Med næring fra en sol,
der ikke går ned i ugevis,

vokser padderokkerne her hurtigt

og i rigelige mængder
til at mætte hele flokken.

Disse planter indeholder mere næring
end selv det saftigste græs.

På de lange sommerdage
vokser hadrosaur-ungerne hurtigt.

De når halvdelen af deres voksne størrelse
på det første år.

Lige nu er disse vulkanske vådområder
de mest frugtbare på hele planeten.

Både over...

...og under vandets overflade.

Men netop denne frugtbarhed
giver hadrosaurerne problemer.

Varme, lave bassiner er
fremragende ynglepladser

for myg.

Hvert år forvandles dette paradis
til et rent helvede.

Hadrosaurer har overraskende tynd hud

og derfor ikke meget forsvar
mod blodsugende insekter.

Den konstante irritation
gør det svært at æde,

og de bliver faretruende svækkede.

Ungerne kan miste blod
i livstruende mængder.

Til sidst tvinges flokken videre
for at undslippe plagen.

Hvis ungerne ikke kan følge med,
efterlader mødrene dem.

Når de kommer højere op,
giver den stærkere vind en smule lindring.

Men kun for dem, der kan gå så langt.

Ud af de flere hundrede hadrosaur-unger
overlever kun en tiendedel det første år.

Men de, der gør, har gode chancer
for at blive voksne.

Når de bygger rede i den vulkanske dal,

giver forældrene deres unger
den bedst mulige start på livet.

Skønt den korte og varme polarsommer
er en tid med stor overflod,

kan den også være farlig.

Varm luft stiger opad
og bliver elektrisk ladet.

Det skaber hyppige
og voldsomme tordenvejr.

I det nordlige Amerika

er den frodige bevoksning
næret af det konstante sollys

nu helt sortsveden.

De fleste dyr flygter fra flammerne.

Men for nogle skaber katastrofen
nye muligheder.

Denne 185 centimeter lange dinosaur,
en troodontid,

er et af de mindre medlemmer
af theropode-arten.

Dens kæmpestore øjne giver den
et skarpt blik selv i det røgfyldte mørke.

I forhold til dens størrelse
er dens hjerne en af de største på Jorden.

Den mest intelligente, tilpasningsdygtige
og succesfulde jæger i Arktis.

I udkanten af branden

samles troodontider for at fange de dyr,
der forsøger at undslippe flammerne.

Alt, der kan sprede ilden,
skaber flere muligheder

for den tids mest opfindsomme jæger.

Det lykkedes.

Den korte sommer er forbi,

og de skove, der overlevede sommerens
brande, begynder at skifte farve.

Det er efterårets sidste fanfare,
før de mørke måneder begynder.

I Antarktis klynger isen sig
til de højeste bjerge selv om sommeren.

Men nu, hvor temperaturen falder,
og dagene bliver kortere,

breder polarvinteren sig
endnu engang over landet.

Dyrene må forberede sig
på vinterens komme.

Den sydlige halvkugle har
sine egne dinosaurarter.

Her er tre unge Antarctopelta,
små planteædende dinosaurer.

De er også nogle af denne verdens
bedst pansrede dyr.

Alligevel er ungerne mest sikre sammen.

Så langt sydpå

holder de planter, de lever af,
op med at vokse i flere måneder.

Som vinteren nærmer sig,
bruger ungerne mere tid på at hvile sig.

Når de ligger tæt sammen,
holder de på varmen og sparer energi.

Med deres stærke forben
kan de gøre vinterhulen større.

Men hver gang de kommer tilbage,
er de blevet lidt større.

Hulen virker lidt mindre...

...og søskendebåndet
bliver lidt tyndslidt.

For alle dyr i voksealderen
er dette en risikabel tid.

En tid, hvor de må skilles

og hver især tage de første skridt
for at finde deres eget territorium.

Flokke af hadrosaurer er
endnu en gang på vej videre.

Den sparsomme føde
får de enorme planteædere

til at søge efter mad varmere steder.

De lader de andre om
at udholde den iskolde polarvinter.

Jagten på et passende territorium kan
føre dyrene langt væk fra deres fødested.

En jagt, mange ikke overlever.

Et godt territorium skal have et sted,
man kan søge ly.

En grotte måske.

Selv i de koldeste måneder

varierer temperaturen
i de fleste grotter næsten ikke.

Men han er ikke den første,
der bliver tiltrukket af den her.

Grotten lyser.

Det er de bittesmå svampemyggelarver,

der udsender lys
for at lokke insekter til.

Det er det perfekte sted, en Antarctopelta
kan søge ly for det værste vintervejr.

Han er i sikkerhed
under disse mærkværdige levende stjerner.

Mens sneen begynder at falde udenfor.

I de koldeste måneder
kan det nordligste Arktis fryse

til et storslået vinterlandskab.

Ikke alle dinosaurer vælger
at drage væk eller søge ly.

De største er stærke nok
til at klare strabadserne.

Pachyrhinosaurer.

To ton tunge planteædere
med overdådigt pansrede hoveder.

De søger tilflugt i skovene,

hvor de plukker de sidste blade
af sovende træer

og gennemsøger bregnerne
efter nedfalden frugt.

Efterårets brunst er forbi,

men de mindre dominerende hanner
prøver at skubbe sig vej op i hierarkiet.

Men de har glemt, hvem der bestemmer.

Denne gamle han er stadig
en drabelig kæmpe,

som kun få vover at udfordre.

Kæmpende hanner har ikke tid til
at æde eller hvile sig.

Maden er knap,
så det er svært komme til kræfter,

og sårene er længere om at hele.

For at gøre det endnu værre...

...er Arktis' stærkeste rovdyr
altid på jagt.

Nanuqsaurus.

En mindre slægtning til T. rex,

men stor nok til
at klare en pachyrhinosaur.

For disse gamle modstandere
under disse betingelser

afgøres kampen ikke af
et overraskelsesangreb, men af strategi.

Mellem træerne er det svært
for flokken at stå samlet.

De enkelte dyr kan hurtigt isoleres.

Den nervøse flok laver en taktisk
tilbagetrækning til åbent terræn.

Nanuqsaurerne følger efter.

Herude kan flokken rykke sammen

og danne en uigennemtrængelig mur
af pansrede hoveder og muskler.

Snestormen tager til.

Det er et anspændt opgør.

Den slags konfrontationer
kan vare flere dage.

Flokken burde ikke være i fare,
så længe de holder sammen.

Men nanuqsaurerne ser tiden an...

...og afprøver indimellem
flokkens svagheder.

Snestormen bringer
en midlertidig våbenhvile med sig.

Men så snart den er overstået,
begynder kampen igen.

I denne nervekrig
skal bare ét dyr bryde ud af flokken...

...så breder panikken sig hurtigt.

Når flokken flygter,
har rovdyrene en chance.

Jagten fortsætter, og en udmattet han
kan ikke følge med de andre.

Til sidst kan han ikke andet end
at vende om og konfrontere de angribende.

En pachyrhinosaur har tabt slaget.

Men krigen fortsætter hele vinteren.

Dyrene står foran
flere måneder i totalt mørke,

før solen vender tilbage og giver lindring
til disse ekstraordinære skabninger

i isens verden.

Næste gang i Prehistoric Planet

jager en flyvende kæmpe
på størrelse med en giraf sit bytte

mellem de sammenfiltrede træer
i en forhistorisk skov.

Og under løvtaget på den grønne planet

ligger dinosaurer i baghold,
viser sig frem og går under jorden.

Hvis I vil se videnskaben bag historierne,

kan I gå ind
på Prehistoric Planets website.

Tekster af: Lisa Kristensen Villeneuve