All language subtitles for Prehistoric Planet - Afsnit 1

Et af de mest bemærkelsesværdige dyr,
der nogensinde har levet,

og i hvert fald et af de mest berømte,
er dinosauren.

Tyrannosaurus rex.

Et dyr, der sætter gang
i fantasien hos os alle.

Hvilken slags dyr var det?

Hvordan så den ud? Hvordan levede den?

Videnskabelig forskning har
nu besvaret disse spørgsmål

og ikke kun om T. rex,

men om de andre arter,
der levede samtidig med den.

Og den nyeste billedteknologi giver os
mulighed for at vække dem til live.

Planeten Jorden for 66 millioner år siden.

Himlen er fyldt med flyvende kæmper.

I havene patruljerer
kæmpemæssige reptiler i dybet.

Og på landjorden
lever alle slags dinosaurer

i evig kamp for overlevelse.

Vi ved nu en masse om den verden,
som blev regeret af dinosaurerne.

Her er deres historie.

De sydlige kyster ud til det store
indlandshav, der deler Nordamerika i to.

Og sporene efter
landjordens største rovdyr.

En Tyrannosaurus rex
tager sig en svømmetur.

Hule, luftfyldte knogler og stærke bagben
gør T. rex til meget effektive svømmere.

Det her er en voksen han med sine unger.

Afkommet er netop gamle nok
til at følge ham på en rejse

til en af de mange øer,
som ligger langs denne kyst.

Det er en ret kort tur,
men den kan stadig være farlig.

En mosasaur.

En enorm havøgle, over dobbelt så stor
som en tyrannosaur og vejer over 15 ton.

Det er verdens største rovdyr.

Normalt står skildpadder
på en mosasaurs menu.

Men kuldet her ville være
en kærkommen snack.

En voksen T. rex kan selv i vand
forsvare sig meget effektivt.

Men ungerne skal holde sig tæt på.

Tyrannosaurus rex mister ofte
mindst to tredjedele

af deres oprindelige kuld på cirka 15
i løbet af det første år.

Nu er der kun fire.

Øen giver dem sikkerhed og føde.

Kæmpeskildpadder på to ton
er her for at bygge rede.

Men det er den her,
der har lokket ham til.

Den er død, og tyrannosauren har
lugtet det rådnende lig.

Hvis han kan nå ind til bugen,
har han over 900 kg nemt kød.

T. rex har naturens stærkeste kæber.

Den kan bide med en kraft på over fem ton.

Ungerne er ivrige efter at smage,
men han vil ikke dele.

De må lære at jage selv.

Stranden ser dog ikke særlig lovende ud.

Men som aftenen falder på,
begynder tingene at ændre sig.

Skildpaddeunger udklækkes i sandet
og skynder sig ned mod havet.

De unge T. rex er kommet med ud
til et ideelt sted at øve sig.

Nyudklækkede skildpadder har
den perfekte størrelse for en nybegynder.

Det betaler sig altid for en jæger
at være nysgerrig.

Der er meget at lære.

Og her er mad nok
til at mætte både forælder og unger.

Og hvis alt andet svigter,
kan man altid stjæle maden fra en anden.

Over hele kloden

dækker disse lavvandede kystområder
over 40 millioner kvadratkilometer.

Langt mere end selv det største kontinent.

Det, kombineret med vandets rigdom,
gør dem til meget vigtige levesteder.

Hvor landjorden møder havet,

stiger næringsstoffer op fra dybet
og skaber en overflod af liv.

Det er særligt rigt
her i det nordlige Atlanterhav,

hvor enorme fiskestimer
kommer tæt på kysten.

Én slags dyr trives især disse steder
og danner kolossale kolonier.

Flyveøgler. Pterosaurer.

Her på Nordafrikas strande
findes der syv forskellige arter af dem.

De kommer her for at æde,
hvile sig og opfostre deres unger.

Tethydraco har tilpasset sig
til at opholde sig på jorden,

hvor de ikke blot bygger deres reder,
men bliver og beskytter afkommet.

Og deres unger har
hårdt brug for beskyttelse.

Phosphatodracos dolkenæb.

Et 2,75 meter højt rovdyr,
der spankulerer rundt i kolonierne

og leder efter en chance
for at snuppe en ubeskyttet unge.

Men nogle typer flyveøgler egner sig
mindre godt til livet på land.

De har en lidt anderledes redestrategi.

De placerer deres reder, hvor de får
mindre opmærksomhed fra rovdyr.

Afsidesliggende klipper
som disse er ideelle.

Flyveøglens æg er læderagtige
og kan nemt tørre ud,

så de skal dækkes til.

Under denne bunke tang
er der noget, der rører på sig.

En lille nyudklækket Alcione-unge,
under ti centimeter høj

og med en vægt på under 60 gram.

Deres mødre lagde æggene her
for cirka to måneder siden.

Deres pippen synkroniserer udklækningen.

Det er sikrest at være mange.

Deres første instinkt er at klatre.

Nyudklækkede unger fra hundredvis af reder
samles på klippetoppen

og gør klar til deres første flyvetur.

Men deres vinger er ikke færdigdannede.

Knoglerne i den lange finger,
der støtter vingemembranen,

skal først rettes ud og hæftes sammen,
og det tager nogle timer.

Men de kan ikke blive her længe.

Deres knogler er ekstremt lette,
op til 90 procent luft,

så det kræver ikke
så mange kræfter at lette.

Alligevel er testflyvninger afgørende.

De får kun én chance for at gøre
det rigtigt, når de kaster sig ud i det.

Klippesiden skaber opdrift,
og det kan hjælpe.

Så det kan betale sig at samles der
mod vindretningen og ind mod fastlandet.

Men ingen virker helt klar
til at tage springet.

Indtil en af ungerne til sidst
viser vejen for de andre.

De flyver ikke mod stranden og kolonien.

De skal over til tågeskoven,
der ligger bagved.

Barbaridactylus.

Stærke rovflyveøgler,
som normalt fanger fisk.

Men ungerne er for gode at gå glip af.

En måde at undslippe på er ved
at folde vingerne og styrtdykke.

Men når de taber højde,
bliver det sværere at nå skoven.

En nødlanding i kolonien.

Ikke et godt sted for en unge alene.

En heldig overlevende
fra den første bølge af unger...

...stadig på vej i den rigtige retning.

I sikkerhed.

Af ungerne, der forlod tangbunken,
når kun få så langt som hertil.

Men for dem

giver skoven al den beskyttelse og føde,
en ung flyveøgle har brug for.

De næste fem år
vil det her være deres hjem.

Så er de store nok til
at slutte sig til de voksne

og fange fisk ude på åbent hav.

Nogle havdyr, som tilbringer hele livet
med at fiske på åbent hav,

må ind imellem ind på kysten
med et helt særligt formål.

I vandene omkring
det druknede kontinent Zealandia

er en lang rejse slut.

Det her er tuarangisaurer,

en enorm havøgle,
som er over ni meter lang.

Hunnen har følgeskab af sin kalv,
som er omkring et halvt år gammel.

Hun får højst én unge hvert andet år.

Det er en enorm investering, som gør
båndet mellem mor og unge meget vigtigt.

Hun har ført sin unge mange kilometer
til lige netop denne bugt.

Og de er ikke alene.

Tuarangisaurer kommer hertil
fra hele det sydlige Stillehav.

Hannerne samles også her
for at vise sig frem for hunnerne.

Men lige nu er bejlen
ikke hunnernes førsteprioritet.

Denne bugt har noget,
som kun få andre kan tilbyde.

Småsten, som er særligt glatte,
hårde og runde.

De er slidt af flodvandet,
men de er svære at finde.

Her i bassinet under vandfaldet
er der dog masser af dem.

Tuarangisaurerne kan selv vælge.

Så gør de noget ret mærkværdigt.

De sluger dem.

De skal bruge stenene
både som ballast og som kråsesten.

Gastrolitter, som bliver i deres mave
og kværner den utyggede mad.

For ungerne er det ikke nemt
at lære at sluge sten.

Det kræver lidt øvelse.

Men det er også en chance for moderen
for at finde en mage blandt hannerne.

For kalven lykkes det endelig.

Nu sluger den så mange, den kan.

Og når den bliver større,
vender den tilbage efter flere.

Nu skal familien forlade kysten
og igen svømme til havs for at æde.

For den unge tuarangisaur er det
et vigtigt skridt på vej mod voksenlivet.

I det sydlige Europa,
hvor Atlanterhavet møder Tethyshavet,

opnår kystlivet
sin måske største mangfoldighed.

Det stigende havniveau betyder,
at her er utallige undersøiske øer

dækket af havsvampe,
muslinger og koraller.

Korallerne udnytter solskinnet
i det lave vand

og danner partnerskab med algerne,
der vokser i deres væv.

De opsamler bittesmå partikler af føde,
der flyder i havstrømmene.

Utallige af disse havskabninger
beklæder stenene.

Men en af stenene er overraskende bar.

Bag den er en stejl klippeside
og det dybe hav,

hjemsted for oceanets rovdyr...

...og farlig for uforsigtige revfisk.

Men denne pycnodont-fisk
har intet at frygte.

Dette er Hoffmanns mosasaur,
havets mest dødbringende rovdyr.

Men den er her ikke for at æde.
Den kommer for at blive renset.

Mosasaurer er kæmpeøgler
og har både øglens tvedelte tunge

og i parringstiden øglens farverige hud.

Nu skal den gamle ham skiftes.

Og når man skal se godt ud,

er der ikke noget bedre
end en komplet body scrub.

Fisk og rejer snupper skællene,
der falder af dens krop.

Når den ligger i overfladen,
kan denne havgående øgle

fylde lungerne med luft

og slappe af.

En rival.
En yngre han, der kæmper om territoriet.

Den gamle han er tungere, over 15 ton.
Men rivalen er mere adræt.

Når de er så ligeværdige som her,
kan kampene ende dødeligt.

Der er fundet mosasaurer
med rivalens splintrede tænder i kraniet.

Den gamle han får en mundfuld luft.

Nu har han overtaget.

Ved at trække rivalen ned
kan han drukne ham.

Den gamle han har sejret.

Indtil videre i hvert fald
er revet stadig hans territorium.

En tiltagende måne over Nordamerikas kyst.

De rolige, mørke nætter, der følger,
udløser en sjælden og smuk hændelse.

I nat, selv nede i dybet, er der lys.

Selvlysende ammonitter
stiger op fra bunden.

Ammonitter er mollusker
i familie med blæksprutter.

Disse Scaphites er ikke større
end en menneskehånd.

I ugevis har de samlet sig
i dybet ved kysterne.

Dernede kan deres lys hjælpe med
at lokke plankton til som føde.

Men i nat tjener de et andet formål.

De trækker op i overfladen
for at parre sig.

Og snart er der tusindvis i hver stime.

Dyrene påvirker hinanden
og skaber bølger af morild.

De har komplekse nervesystemer,
som styrer lysproducerende celler.

Hannerne kæmper for en plads
omkring de større hunner.

Deres fremtoning fortæller dem,
hvem der er stærkest og den bedste mage.

Når parrene mødes,
koordinerer de deres lyssignaler.

Hvis han ikke kan følge
hendes rytme præcist, bliver han afvist.

Men der er perfekt synkroni.

Dette par vil nu gyde
og hjælpe med at skabe næste generation.

Efter befrugtningen søger hunnerne
ind på lavt vand for at lægge deres æg.

Som med de fleste blæksprutter

er formeringen
den sidste handling i deres korte liv.

Næste morgen vil disse lys flimre og dø.

Denne magiske nat bliver deres sidste.

Over hele kloden
er kysten det ideelle sted

for talrige dyr at parre sig,
opfostre ungerne og æde.

I det lave vand ved Zealandia

har store flokke tuarangisaurer
samlet sig.

De bruger alle fire finner
og svømmer næsten ubesværet

for at finde de fiskestimer,
der samles her om sommeren.

Ind imellem bryder de overfladen
for at få luft,

før de fortsætter
deres flyvetur under vandet.

Men en af hunnerne svømmer ikke
med sin sædvanlige ynde.

Hun og hendes to år gamle kalv
sakker bagud efter resten af flokken.

Hun bevæger sig temmelig anstrengt.

Og det går ikke ubemærket hen.

En dødsensfarlig jæger, Kaikaifilu.

Den åbenlyst svækkede hun
er et fristende bytte.

Hvis hun dykker dybere ned,
er hun måske mindre sårbar.

For kalven er det en farlig leg
at forsøge at aflede mosasauren.

Men det vinder dem tid.

Moderen og kalven er ikke helt alene.

Disse dyr kan være beslægtede,

og det er i alles interesse
at få jaget Kaikaifilu væk.

Dette er grunden til,
at hunnen virker plaget.

Hun er drægtig.

Og nu, efter halvandet års drægtighed,

en unge.

Over tre meter lang,
næsten halvt så lang som sin mor.

En af de største nyfødte unger nogensinde.

Den er nødt til at nå op til overfladen
for at tage sit første åndedrag.

Denne unge tuarangisaur
kan blive 80 år gammel.

Nu kan hun med støtte fra familien
udfylde sin plads som rovdyr

på et af Jordens
mest righoldige levesteder,

havene ved kysterne
på vores forhistoriske planet.

Næste gang i Prehistoric Planet

slås kæmpedinosaurer for at vinde en mage
i bagende varme ørkener.

Og over hele kloden

må mærkværdige specialister bruge
alle tricks for at overleve

på de mest ugæstfri steder på Jorden.

Hvis I vil se videnskaben bag historierne,

kan I gå ind
på Prehistoric Planets website.

Tekster af: Lisa Kristensen Villeneuve