All language subtitles for Married To Evil - S01E03 (2023) WEB.dan

Den 16. august 2018

spurgte Scott sin far,
om han måtte besøge sin bedstemor.

Chad sagde nej,

og tingene eskalerede derfra.

Chad lå i sengen, og jeg stod
ved siden af og talte med Chad...

og pludselig sprang Chad op,
skubbede Scott ind i et hjørne...

Det var der,
hvor Chads haglgevær stod.

Scott greb fat i pistolens munding,
og så tog Chad fat i det.

Så begyndte de at kæmpe om det.

De gik ind i spisestuen
og kæmpede om det.

Fra hvor jeg stod,
kunne jeg ikke se, hvor Scott var,

men Chad kunne jeg se,
og han havde haglgeværet i hånden,

og jeg sagde: "Læg pistolen fra dig.
Hvad laver du?"

Han kiggede på mig med et tomt blik,
og han løftede geværet...

og affyrede så.

Undskyld.

Jeg løb ud af soveværelset
for at komme hen til Scott...

og Chad gik ind foran mig og sagde:

"Se ikke på ham, rør ham ikke.
Ring 112." Jeg var så chokeret.

Og derefter er det hele bare sort,
indtil politiet kommer.

Politiet tog mig
med ud fra lejligheden.

Jeg var i pyjamas, uden sko.
Chad stod til venstre for mig.

Og jeg husker, at de anholdt ham
og lagde ham i håndjern,

og jeg blev sat ind i en politibil.
Det øsede ned den aften.

Derfra blev han kørt til et
psykiatrisk hospital for veteraner.

Jeg var på arbejde. Omkring klokken
ni om morgenen havde jeg pause,

og Jessica ringede hysterisk til mig,
og hun skreg ind i telefonen,

"Han slog ham ihjel. Han dræbte ham.
Han dræbte mit barn."

Jeg bad til Gud om at sende ham
tilbage og tage mig i stedet for.

Og det næste, jeg husker, var,
at jeg sad i forhaven på mine knæ,

og en politibetjent fra vores by
kørte op for at være hos mig,

indtil Eric kom hjem.

Og jeg faldt ned på den varme asfalt
og lå i fosterstilling...

mens hele min verden faldt
fra hinanden.

CHAD HÆVDER I FØRSTE OMGANG,
AT HAN HAR FORSØGT AT FORSVARE SIG

Jeg vidste med det samme,
at det på ingen måde var selvforsvar,

for jeg kender min søn
og ved, hvilket hjerte han havde...

og jeg ved, hvor ond Chad var,
og jeg vidste, at han ville sige det,

han skulle
for at komme ud af problemerne.

Jeg lod frygten drive mig til at
acceptere forældremyndighedsaftalen,

og jeg vil den dag i dag,
resten af mit liv, føle skyld...

og smerte over den beslutning.

EFTER AT HAVE HØRT STACYS FORKLARING
UNDERSØGES GERNINGSSTEDET

De kiggede på alle beviserne,

alle patronhylstrene lå
i gulvbrædderne på gulvet.

Måden blodet var samlet på viste,

at Scott lå på gulvet,
da han blev skudt.

Så han var ikke en trussel for Chad.
Han kunne have lagt pistolen fra sig.

Chad skød Scott,
som om det ikke betød noget for ham.

Og jeg kan ikke forstå det.

Politiet anholdt ham
den 29. august 2018

på den psykiatriske afdeling,
da han blev udskrevet.

CHAD BLIVER SIGTET
FOR UAGTSOMT MANDDRAB

Da Chad er manipulerende,

fandt han den perfekte mulighed
for at sige: "Hey, jeg har PTSD."

Men alle, der kendte Chad,
før han blev udsendt

vidste, at denne adfærd
ikke skyldtes PTSD...

fordi han misbrugte folk

og var voldelig længe før,
han nogensinde var i kamp.

Og som vi senere fandt ud af,
var han faktisk aldrig i kamp.

Folk er ikke klar over,
at ikke alle job

man varetager i militæret,

bringer dig i fare
eller bringer dig i en kampsituation.

Jeg kontaktede flere
af hans kammerater i hæren,

og de fortalte,
at tidligt i hans udsendelse,

blev han anset som værende ustabil
på grund af ubegrundet affyring.

De fjernede ham fra frontlinjerne
og placerede ham foran en computer.

EN RETSPSYKOLOG FINDER CHAD
EGNET TIL AT BLIVE STILLET FOR RETTEN

Han løj om alt,
hvad han lavede i militæret.

Jeg følte mig forrådt. Jeg tror,
han brugte PTSD som en krykke.

Man lyver ikke om den slags ting.

I MARTS 2022 ACCEPTERER CHAD
EN SIGTELSE FOR MANDDRAB

JESSICA SER MED VIA VIDEOLINK

Da jeg så ham komme ind,
var jeg chokeret over hans udseende.

Han er blevet ældre

med rette efter at have siddet
i fængsel de sidste tre år.

Jeg så meget lidt anger.

Jeg fik lov
til at ytre mig kortvarigt,

og jeg brugte seks minutter
på at tale om følgerne som offer.

Den sværeste del
af denne sorgrejse er...

at se mine andre børn vokse op
og håndtere tabet af deres bror.

Jeg så ham i ansigtet,
og der var intet udtryk,

bortset fra da jeg sagde:

"Scott var det eneste barn,
der elskede dig ubetinget

og tilgav dig for alt."

Og på det tidspunkt nikkede han.

De spurgte, om han ønskede
at tale, og han sagde nej,

Så fik han sin dom.

CHAD GRAVES IDØMMES 20 ÅRS FÆNGSEL

HAN VIL KUNNE PRØVELØSLADES I 2028

Det faktum, at han kunne komme
ud om seks år, åd mig op indefra.

Jeg tænkte, hvad jeg skal
gøre proaktivt som forælder

for at beskytte mine andre børn.
Hvordan beskytter jeg os alle?

Han var en forfærdelig ond,
ond person.

Hvem kunne gøre det mod sit eget barn
og ikke vise nogen anger?

Jeg, i mit baghoved ...

har altid troet,
at Chad en dag ville gå for langt...

men jeg havde aldrig troet,
det ville gå ud over en af hans børn,

og desuden troede jeg aldrig,
at det ville være Scott.

Det ene barn, der altid stod
ved hans side, altid forsvarede ham.

Chad blev ikke til et monster
på grund af Irak...

Chad var et monster
siden teenageårene

og til det tidspunkt, hvor han
besluttede at skyde sin egen søn.

I lang tid følte jeg,
at en del af mig var død.

Jeg fik retfærdighed for ham,
til en vis grad.

Jeg var beæret over at være hans mor.

Verden går glip af noget godt ved,
at han ikke længere er her.

Tekster af: Maia Bjørnmose
plint.com

Jeg levede i forestillingen om,
at jeg havde brug for en mand,

som ville komme og redde mig.

Han fik mig
til at føle mig tryg og sikker.

DEN 16. AUGUST 2018

Men min plads i livet
var at være husmor,

mor og tjenestepige.

Jeg sagde: "Gud, hvis du kan hjælpe
mig med at flygte lige nu,

vil jeg aldrig se tilbage,
jeg sværger."

HISTORIEN OM ET ÆGTESKAB...

Han tvang pistolen ind i min mund,
og han gik helt tæt på mig,

hans mund mod mit øre, og han sagde:
"Ser du ondskaben i mine øjne?"

...SLUTTER I RÆDSEL

Jeg sagde: "Læg pistolen fra dig."

Beklager.

Jeg var hans kone.
Jeg var aldrig klar over,

at han, selv så ond og modbydelig,
som han er, ville gå så langt.

Jeg voksede op i en lille by
på landet i det sydlige Mississippi.

Det var en meget lille by.
Alle kendte alle.

Jeg gjorde små ting som at snige
mig ud, drikke som mindreårig,

og det var i det miljø,
hvor jeg mødte Chad.

Da jeg mødte ham første gang,
var det første, jeg lagde mærke til,

hans udadvendte personlighed.

I mangel af et bedre ord
var han hyperaktiv,

meget ivrig,
og han var også virkelig flot.

Jeg var meget ung og naiv
og levede i forestillingen om,

at jeg havde brug for en mand, der
ville redde mig og tage sig af mig.

Chad opfyldte alle disse ting.
Han fik mig til at føle mig tryg.

Vores forhold udviklede sig hurtigt.
Jeg var knap 17 år, og han var 24 år.

Den dag, jeg fandt ud af,
at jeg ventede Scotts barn,

var meget skræmmende for mig.

Jeg vidste, selv som teenager,
at det var et stort skridt,

og jeg skulle blive voksen hurtigt.

Den dag jeg fortalte Chad, at jeg
var gravid, var han helt ekstatisk.

Han var lykkelig. En normal
reaktion på snart at skulle være far.

Han begyndte at være mere aggressiv
med sine planer

om at finde et hjem til os.

Jeg troede, at det ville
give os tid til at blive en familie,

som jeg troede, vi kunne blive.

Vi endte med at leje et hus
af hans storebror.

Midt ude i ingenting,

På en lang grusvej midt i skoven.

I de første par uger boede vi sammen

og prøvede at finde ud af,
hvad vi var for hinanden.

Vi tændte bål, og vi fiskede,

og vi dyrkede den landlige livsstil.

Dengang var Chad en flot fyr,
der var sjov at være sammen med.

Tidligt i min graviditet

skete der et skift i den måde,
Chad behandlede mig på.

Han begyndte at isolere mig mere.

Han afskærmede
mig langsomt fra familien.

Jeg er en friluftsglad
drengepige fra landet,

og jeg havde en masse drengevenner.

Hvis jeg fik lov til at se dem,
skulle han være der,

og det skete kun en sjælden gang.

Hans jalousi
over for mine drengevenner

ødelagde mange
af de venskaber i lang tid.

CHAD ER OFTE VÆK FRA HJEMMET
PÅ GRUND AF ARBEJDET

Chad asfalterede motorveje i hele
den sydlige del af Mississippi.

Nogle gange var han
væk fem dage om ugen.

Jeg så ham primært i weekenderne.

Mens han var væk, var jeg isoleret
i det hus, som vi boede i.

Det sørgede han for,

fordi han fjernede telefonstikket
og tog det med på arbejde.

Han tog også den eneste bil,
vi havde og mobiltelefonen med.

Jeg var gravid. Jeg var rædselsslagen
for at være alene

i ingenmandsland uden mulighed for
at se eller kommunikere med nogen.

En dag kom han hjem i weekenden
fra et arbejde uden for byen

og hoppede straks i brusebadet.
Det var et øjeblikkeligt faresignal.

Hvorfor skal han gå i bad,
før han rører mig?

Så besluttede jeg
at gennemgå mobiltelefonen,

og jeg bemærkede, at der var
indgående og udgående opkald

til det samme nummer,
som ikke var gemt,

og som han talte
med i en time eller to.

Jeg endte med at gemme nummeret
og ringede fra fastnettelefonen...

og damen fortalte mig,

at de havde haft en affære
i omkring seks måneder.

Ville du konfrontere ham med det?

Jeg har altid haft problemer
med selvværdet fra en tidlig alder.

For Chad og mange overgrebsmænd

er det normalt, at de nedbryder
dit selvværd og din selvtillid

og får dig til at føle, at du på
ingen måde kunne overleve uden dem.

Jeg er ikke sikker på, hvornår hans
interesse for militæret begyndte.

Han var næsten unaturligt besat
af skydevåben.

Det spillede en stor rolle, da han
meldte sig ind i nationalgarden.

Hvor jeg voksede
op på landet i Mississippi,

er det ikke ualmindeligt,
at alle ejer skydevåben.

Det usædvanlige
ved Chads interesse for skydevåben,

var, at den gik lidt videre end det.

Han havde ca. 20 skydevåben,
herunder stormgeværer og håndvåben.

Han havde en AR-15.

Han havde en AK-47,
han havde et 12-kaliber haglgevær,

et 45-kaliber håndvåben,
.357 Magnum og en .38 Special.

Det er dem, jeg husker.
Det handlede ikke om at eje dem,

men mere om de kommentarer,
han kom med om de skydevåben.

Behovet for at have våben
i tilfælde af,

at han skulle være i en milits
eller for at vælte regeringen.

Jeg var sammen med ham,
fra jeg 17, til jeg blev 21.

Det var meget skræmmende for mig.

JUNI 1997

Der var et tilfælde,

hvor vi kørte ned ad en vej
midt i skoven.

Jeg husker, at det var en varm dag.

I mit område er der dyr,
som bliver efterladt på landet,

og en hund gik i vejsiden,

og Chad stoppede pludselig,

og han kaldte hunden
hen til bildøren.

Hunden var glad for at se ham
og viftede med halen.

Og han tog sin .45 frem

fra under sædet,

og han sagde:
"Kom her, Poochie, kom her."

Hunden satte sine poter
op på vores bil,

og der skød han hunden i hovedet.

At se nogen være så ond mod dyr
var noget, jeg aldrig havde set før.

Det traumatiserede mig, og jeg tror,
det var for at lade mig vide,

at han er i stand til at gøre
nogle ret forfærdelige ting,

hvis jeg ikke adlød ham.

Chad var ekstremt mærkelig

med hensyn til den måde,
huset skulle være på.

Han gjorde det klart,

at min opgave var

at være husmor,
mor og tjenestepige.

Det var en besættelse.

Han ville have, at tingene
skulle stå på en bestemt måde.

Alle grøntsagerne i skabene
skulle være grupperet.

Majs og grønne bønner. Alle etiketter
skulle vende på en bestemt måde.

Det hele skulle stå
på en ensartet måde.

Normalt når jeg vidste,
han var på vej hjem weekenden...

Brugte jeg dagen før på at skrubbe
med vatpinde og tandbørster

for at få det hele
til at være rigtigt.

Men hvis der var slækket på noget,
måtte jeg bøde for det.

Snavs på gulvet kunne få ham
til at tømme kommoderne,

rive tøj ud af skabene
og vælte madrasser ned af sengene

og kontrollere rene tallerkener.

Der var tilfælde, hvor hans næse
næsten rørte min næse.

At se på hans ansigt føltes
som om han så lige igennem mig.

Han kiggede ikke engang på mig,
Han så på noget andet.

Hans øjne blev næsten sorte.

Som tiden gik, blev det voldelige
aspekt af vores forhold mere intenst.

JUNI 1997

Den første gang Chad
nogensinde lagde hånd på mig...

var seks uger efter jeg opdagede,
at jeg var gravid.

Jeg gik ind i soveværelset,
kiggede i kommoden...

og han lå og sov,
da han arbejdede på nathold...

Skuffen knirkede...

Det vækkede ham...

Han sprang straks op
fra sengen og greb mig i håret,

trak mig ud af værelset,
smed mig ud i gangen

og smækkede døren i hovedet på mig.

Jeg var chokeret.
Jeg vidste ikke, hvad der var sket.

Jeg var forvirret. Jeg var bange.
Mit hjerte hamrede.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle
gøre. Jeg stod der forbløffet

og så efter et par minutter,
kom han ud,

og han lagde armene om mig
og sagde, at han var ked af det,

at han aldrig havde gjort noget
lignende før,

og han halvsov, da han gjorde det,
og det ville aldrig ske igen.

På det tidspunkt troede jeg på ham.

Jeg vækkede ham, han er træt,
han arbejder, han forsørger mig,

og jeg var så ubetænksom
at gå derind og vække ham.

Jeg ønskede ikke at forlade ham,

fordi der var tider,
hvor tingene var gode, de var okay,

og det hjalp med at negligere det,
når tingene ikke var okay.

Det varede ikke længe sammenlignet
med de gode tider, vi havde.

Scott blev født den 9. januar 1998.

Jeg var 18 år gammel.
Jeg forelskede mig straks i ham.

Fra det øjeblik han trak vejret,
var han en kugle af energi.

Det gik godt
i et stykke tid derefter.

Vi kom godt ud af det med hinanden,
og vi grinede, og vi elskede.

Han overøste mig med komplimenter
og gaver og kærlighed.

I noget tid efter Scott blev født,

hjalp han os med at have bedre tider

og skabe gode minder om ham,
da han var nyfødt.

Det var roligt, og der var ingen
tilfælde, hvor han gjorde mig ondt.

Vi blev gift, da jeg var
seks måneder henne i graviditeten

med mit andet barn
på det tidspunkt, Cynthia.

Der var intet frieri,
intet romantisk, der skete.

Det var bare: "Hey, vi skal giftes."

Vi gik på rådhuset,
og det tog ti minutter,

og jeg havde jeans og T-shirt på,
og det var det hele.

Det var overstået på 15 minutter.

Efter det, jeg kalder hvedebrødsdage,
var alt ved det gamle igen.

Da jeg var gravid med Cynthia,
kendte jeg rutinen.

Han blev vred, han blev voldelig,
han blev angerfuld,

og man kunne se et mønster.
Jeg mistede alle mine venner,

og min familie var skuffet over mig
og... kunne ikke lide ham.

Det gjorde det svært
at have et forhold til dem.

Det var ikke længe siden, jeg fik
Cynthia. Hun var et par måneder.

En dag havde han været på arbejde
udenbys, og han var kommet hjem,

og jeg havde lavet spaghetti
tre dage før...

Og han sagde:
"Hvorfor står det stadig her?"

Han greb mig i håret

og tvang mig ned på knæ
i køkkenet...

Han satte gryden
med spaghetti foran mig...

og han begyndte at skovle en håndfuld
spaghetti ud

og tvangsfodrede mig.

"Hvis du forventer, jeg spiser det,
så burde du også spise det."

Han begyndte at smøre det ud
i mit ansigt og i mit hår.

Han tog sin hånd og skubbede
mit ansigt tilbage på den måde.

Han begyndte
at slå mig og skubbe mig.

Han tog mig ind i vores soveværelse,
hvor han fortsatte med at slå mig

og fortsatte med at tæve mig
i en længere periode.

Efter det tvang han mig til
at skrubbe gulvene på hænder og knæ

med blegemiddel for at fjerne sovsen.

Han behandlede mig,
som om jeg ikke var et menneske.

Den næste morgen

havde jeg to blå øjne
og et brækket ribben i højre side.

Han havde aldrig rørt børnene
på en aggressiv måde,

men det skræmte mig.
Hvor meget vil dette eskalere?

Jeg var aldrig klar over, at han,

selv så ond og modbydelig,
som han er, ville gå så langt.

Da Chad gik på arbejde, fik jeg
mine børn og mig selv klædt på,

og gik hen til naboen,
hvor jeg kunne låne telefonen.

Jeg ringede til min familie, og de
sagde at jeg skulle anmelde ham.

Han tævede mig ret voldsomt.

Så jeg anmeldte ham,
og han blev anholdt og fængslet,

og da han kom i retten, lavede
dommeren en aftale med advokaten om,

at han skulle søge psykiatrisk hjælp
på en institution

og begynde at tage medicin.

Efter han blev udskrevet,

var jeg på vagt, men med tiden
kunne jeg se en forskel på ham,

og at terapien og medicinen virkede.
Jeg kunne ikke tro på andet.

Det handlede om,
at han fordrejede det,

så det så ud,
som om det var min skyld.

Et par måneder senere blev jeg gravid
med Joe, mit sidste barn.

På det tidspunkt havde jeg fået
tre børn med ham på tre år,

og jeg indså, hvordan skulle jeg
kunne slippe ud af dette forhold,

hvis jeg blev ved med
at få børn med denne mand?

Uden han vidste det,
var det absolut en stor risiko,

og jeg var rædselsslagen hele tiden.

Jeg gik bag hans ryg
og fik mine æggeledere syet sammen,

mens han var ude af byen en uge.

DEN 17. AUGUST 2001

Chad arbejdede udenbys.
Mens jeg ventede på, han kom hjem,

havde jeg besøgt min far den dag,
og jeg kom lidt sent hjem,

han var sur over, jeg kom for sent,
og han begyndte at slå mig.

Scott var på det tidspunkt tre år,

og Scott løb ind i stuen,
mens han slog mig

og prøvede at skille os ad
og komme imellem os.

Og på det tidspunkt tog Chad ham op,
smed ham ned på sofaen,

og slog ham så hårdt på ryggen,
at det efterlod et håndaftryk.

Han havde altid
en pistol i natbordet,

og den var altid ladt,
og han lagde mig hen over sengen,

og han sad ovenpå mig med knæene
på hver side af mine skuldre,

og han sagde,
jeg skulle åbne munden...

og han tvang pistolen ind i min mund,

og han kom tæt på mig,
hans mund mod mit øre...

og han sagde:
"Kan du se ondskaben i mine øjne?"

Jeg troede, jeg var død.

Og jeg kastede op på mig selv,
og ham og pistolen...

Og på det tidspunkt trak han mig
op af sengen og lagde mig på knæ,

og så rettede han
den mod mit baghoved.

Det var som en kontakt, han gik
fra en aggressiv, ond tankegang

til at tale normalt i telefonen
og lave aftaler.

Og han sagde: "Hop ind i bilen.
Vi kører. Få børnene op.

Hent et håndklæde til dit ansigt.

Lader du nogen se dit ansigt, slår
jeg dig ihjel, når vi kommer hjem.

Det lover jeg dig.
Jeg slår dig ihjel."

Jeg havde altid sagt til mig selv:

"Han kan gøre mig
så meget ondt, som han vil,

men første gang han lægger hånd
på mine børn, så er jeg væk."

Og så fik jeg børnene ind i bilen.

Han kørte til huset,
og jeg bad hele vejen derhen.

Jeg sagde: "Gud, gør det muligt
for mig at flygte lige nu.

Jeg vil aldrig se tilbage.
Jeg sværger."

Og han steg ud af bilen.

Han gik hen til deres dør,
og jeg hoppede ind på førersædet,

og jeg låste døren,

og jeg kørte omkring 95 km/t.
i bakgear ud af indkørslen.

Da jeg ville køre,

var han løbet hen over gårdspladsen
og sprang ind foran bilen,

og han sagde: "Jeg slår dig ihjel."

Jeg lukkede øjnene
og trykkede på speederen.

Han kunne gøre, hvad han ville mod
mig, og jeg ville finde mig i det.

Jeg havde altid sagt,
han ikke skulle røre børnene.

Men jeg havde altid
en fornemmelse i maven om...

om at der ville ske noget.

CHAD BLIVER ANHOLDT FOR OVERFALD

Han blev stillet for en dommer.
Chad vidste, hvad han skulle gøre.

Han vidste, at han skulle
vise anger over for dommeren

og straks indrømme sin skyld,

og frivilligt indskrive sig
på et psykiatrisk hospital

og tage medicin.

På den måde så det ud, som om
han var interesseret i at få hjælp,

og han ønskede at ændre sig.
Og jeg vidste, at det ikke var sandt.

Han indledte skilsmisseproceduren
den følgende måned,

og det var her, hele kampen
om forældremyndigheden begyndte.

Han sagde: "Hvis du ikke gør det,
jeg siger, du skal gøre

i skilsmissesagen, tager jeg
børnene, og du ser dem aldrig mere."

Undskyld.

Hvis han sagde,
han ville tage børnene,

og jeg ikke ville se dem igen,

så tror jeg,
at han ville sørge for det.

Selv om vi ikke boede sammen,

var jeg stadig bange for ham,
og hvad han kunne gøre ved mig.

Han ville altid have
nogle rettigheder til sine børn,

og han var så manipulerende i retten,

at jeg var bange for,
at hvis jeg lagde pres på domstolene

til at træffe en beslutning om,
hvor de skulle bo,

at jeg ville ende
med at give ham en fordel.

Så på en måde brød jeg sammen
og gav ham, hvad han ville have.

Så børnene skulle bo
hos ham i skoleåret.

Jeg følte stadig,
at det måske var en engangsforeteelse

og så tilbage og tænkte: "Han var
aldrig voldelig over for dem."

De elskede ham, især Scott.

Scott og Chad har mange ligheder.
De har så mange ting til fælles.

Jeg tror ikke, at der er noget,
jeg kunne have gjort eller sagt

for at bryde båndet mellem dem,
fordi det var så stærkt.

På dette billede
er Scotts følelser ægte.

Jeg tror,
at Chad gør det for kameraet.

EFTER FLERE ÅR I NATIONALGARDEN
MELDER CHAD SIG IND I HÆREN

Det her er Scott.

Han elskede at klæde sig
ud i sin fars militærudstyr.

Et af mine yndlingsbilleder.

I MARTS 2003 BLIVER
CHAD OG JESSICA ENDELIG SKILT

Efter vores skilsmisse

besluttede jeg, at jeg aldrig ville
være økonomisk afhængig af mænd,

at jeg ville klare mig selv.

Jeg kan ikke forestille mig noget
mere styrkende for en kvinde

end at gå ind i den amerikanske hær,
og det gjorde jeg.

Jeg havde lige afsluttet
grundtræningen i hæren.

Jeg mødte Eric
gennem en af hans venner.

Den 1. januar 2007

var en af mine venner taget
til en nytårsfest.

Jeg var på vagt den aften.

Den følgende dag ringede han
og sagde: "Jeg har mødt en pige.

Vil du tage med mig?
Hun har en veninde."

Vi kom godt ud af det
og kunne lide hinanden meget.

Det blev hurtigt alvorligt.

Da børnene mødte Eric første gang,

var Scott ti, Cynthia var ni,
og Joe var otte.

Vi legede på stranden.
Det havde deres far aldrig gjort.

Børnene, gennem årene,

er taget frem og tilbage
mellem far og os.

Teenageårene var lidt svære.

Deres kærlighed til deres far
og det, han fortalte dem

var imod alle regler
og forventninger,

som vi havde hjemme hos os.

Hans far sagde til Scott,
han ikke behøvede at lytte til mig,

og det skabte en kløft.

Scott var meget udadvendt,

og han var ligeglad med,
hvad andre tænkte.

Han var den fyr,
som alle inviterede til fest,

fordi han var meget festlig.

Jeg mødte Chad et par gange.

Jessica bad mig om
at have et tåleligt forhold til ham

for børnenes skyld.
Så det forsøgte jeg.

Jeg kan fortælle dig,
at der ikke er et eneste tidspunkt,

hvor jeg har været tæt på Chad,
hvor jeg ikke har haft en pistol med.

For jeg stoler ikke på den mand.

I 2013 STARTER CHAD ET NYT FORHOLD

Vi mødtes i syvende eller sjette
klasse, men da vi kom i gymnasiet,

gik vi hver til sit, indtil han
kontaktede mig på Facebook.

Han er meget, meget charmerende.

Han åbnede bildøren for mig,
hjalp mig med sikkerhedsselen,

meget gentlemanagtig.

Jeg vidste, at Chad fik medicin.

Tre måneders tid
efter vi fandt sammen,

fortalte han mig, at han havde PTSD
efter at have været i hæren,

for hvad angår ham og mig, havde han
ikke vist nogen voldelig side endnu.

Chad fortalte mig og Scott om,
hvad han havde gjort i militæret.

Han fortalte, han var kommanderende
på et kampkøretøj,

og de ramte en bombe,
som væltede kampvognen,

og han landede på hovedet,

og det var sådan,
han blev såret i Irak.

JUNI 2015

Første gang jeg oplevede,
hvor voldelig Chad kunne være...

Jeg lavede morgenmad til ham,
han kom ind i køkkenet,

hentede sin tallerken,
jeg gik ind i stuen igen,

og han tabte sin tallerken...

og han vendte sig om
og kastede et glas mælk efter mig...

og det skræmte mig.

Det var første gang, jeg havde set
ham ændre personlighed så hurtigt.

Så jeg løb
ned i bagerste ende af huset

og prøvede at låse mig
inde i soveværelset.

Jeg vidste ikke, hvad han ville gøre.

Han skubbede soveværelsesdøren op
og smed mig ned på sengen,

og holdt mine hænder bag hovedet
og sagde, at han ville slå mig ihjel.

Jeg prøvede at tale ham til fornuft
og spurgte ham, hvad jeg havde gjort.

Han havde intet svar.

Han sagde ikke noget som helst.
Hans øjne var tomme.

EFTER OVERFALDET INDLÆGGER
CHAD SIG SELV

PÅ ET PSYKIATRISK HOSPITAL
FOR VETERANER

Det var altid den løsning, han
valgte, hvis der opstod problemer.

Han indlagde sig selv.

Det var nok ikke, fordi han mente,
han havde brug for hjælp.

Jeg tror, det var,
fordi det var hans måde

at slippe for at blive anholdt.

Chad ringede cirka to uger efter,
han havde været på hospitalet...

og han fortalte,
at han ikke fik den rigtige medicin,

og det var derfor,
han opførte sig sådan.

Så jeg troede på ham
og gav ham endnu en chance.

Jeg tror, Scott var 16 år,
da jeg mødte ham.

Scott var meget loyal
over for sin far.

Det var ligegyldigt,
hvad Chad havde gjort mod ham,

han ville altid tilgive ham
og give ham et knus

og sige, at han elskede ham.

Uanset hvad Chad gjorde,
tilgav han ham altid.

DEN 17. AUGUST 2018

Jeg vågnede som normalt,
stod op og lavede kaffe.

Og jeg så, at jeg havde
en ulæst besked på Facebook

fra en person, som jeg ikke kendte.

Der stod: "Hej,
Jeg er ven af Chad og Stacy.

Og Stacy forsøger at få fat i dig.

Det er en nødsituation.
Ring på dette nummer."

Og straks var min første tanke...

at de var kommet op at skændes,
og de sloges.

Så jeg ringede,

og da Stacy tog telefonen,
kunne jeg ikke forstå hende.

Hun skreg, græd og gentog,
at han havde slået ham ihjel.