Original subtitles

www.HoundDawgs.org Newest NORDiC RETAiL!

I år 790 e.Kr. blev Skotland delt i to rivaliserende kongeriger.

Pikter og keltere.

Hadet siges altid at have været dybt mellem keltere og pikter.

Ingen kraft på denne jord kan forene to kongeriger som disse.

Men nogle forsøgte.

Pikternes kong Unust tilbød sin datter Edana-

-som brud til prins Alpin, søn af Eachdach, konge af Dál Riata.

Kong Eachdach gik med til unionen, og håbede på fred mellem rigerne.

Men den magtsyge piktiske konge havde andre planer.

Natten før brylluppet stormede hans hær fortet Dunadd.

Nej!

Jeg skænker dig retten til at herske.

Men to overlevede.

Mens Alpin flygtede med sin spæde bror, afgav han et løfte.

Så længe nogen af Eachdachs sønner stadig trak vejret-

-skulle de hævne sig og genoprette kongeriget Dál Riata.

10 ÅR SENERE

Sinead, hvad i alverden laver du? Du må jo ikke gå hertil selv.

-Jeg ledte efter Kyra. -Kyra er borte.

Kom.

Kyra?

Løb! Sinead, løb!

Sinead!

De tog hende! Skyggerne, de tog hende!

Lachlan, hvad skal vi gøre?

Jeg er bange for... at vi ikke kan gøre noget.

Ikke endnu.

Dál Riatas nordligste udpost. Så... vi gør som sædvanligt.

Vær diskret, skaf oplysninger og stik af, hvis det går galt.

-Kan vi gå nu? Jeg er sulten. -Vent.

Kan du huske, at jeg ville vise dig noget, når du fyldte ti?

Ja...

Den her tilhørte vores far.

Han gav mig den, lige inden han døde.

Hvis der sker mig noget, står du for tur.

Så... jeg vil bede dig opbevare den for mig.

Giv den ikke til nogen.

Den står for vores ret til at herske og må ikke falde i de forkerte hænder.

Hvis jeg dør, er den beviset for, at du er den retsmæssige arving til Dál Riata.

Jeg vil vogte den med mit liv.

Godt.

Nu går vi.

-Og hvem er du? -Jeg hedder Alpin.

Min lærling og jeg har rejst langt og søger mad og husrum.

Vi er håndværkere. Vi kan betale med arbejde. Du tjener på at hjælpe os.

Jeg husker altid venlighed, og ærbare mænd bliver belønnet.

Så har jeg måske noget til jer.

Du kan få det her.

Tror du, jeg går op i, hvad I vil? Eller hvor I kommer fra?

Eller hvad I leder efter? Du kommer her og stiller krav -

- som om du var konge. Men jeg skal sige dig en ting: Jeg bestemmer her.

Du kan stille dine krav et andet sted eller lære, hvor I hører hjemme.

Under min fod.

-Nå? -Vi går.

Ja, det tænkte jeg nok.

Du kan fortælle alle, du møder, at Torcall bestemmer reglerne her.

Forsvind så!

Vent! Tag ham, drenge.

Du kan efterlade sværdet her.

Og... vi beholder også drengen.

Stop! Hold op med dette vanvid, I tåber!

Tænk, at selv du kan være en så tykhovedet idiot, Torcall.

Gud tilgive dig for, at du behandler fremmede på den måde.

Har jeg ikke lært jer noget? Mine dybeste undskyldninger, de herrer.

Følg mig, så skal I få en ordentlig velkomst, langt væk fra disse udyr.

Tænk på jeres synder, I uduelige fjolser.

Hvor ser I ud. I har nok ikke spist i flere dage, tror jeg.

Høsten var dårlig i år. Jeg plejer at have en tønde cider liggende-

-men afgrøderne var dårlige, og Lachlan drikker mere...

-Hvad med en lille fugl til gæsterne? -En hvad?

En fugl. Vi kan vel finde noget bedre end bouillon med tanke på, hvem de er.

Hvad tænkte jeg på? Jeg går ud og plukker en lille... kylling.

Min kone og jeg er ikke så vant til at have gæster.

-Jeg forstår. -Det er så lidt, I har rejst langt.

Vi er meget taknemmelige for jeres gæstfrihed.

Tja... I må tilgive Torcall og hans mænd.

De er mistænksomme over for fremmede. Især nu.

-Så I ser ikke mange rejsende her? -Nej...

Sandheden er, at stedet... er hjemsøgt.

-Hjemsøgt? -I nogle år har folk set -

- underlige, overjordiske ting. Nogle kalder dem ånder.

Ovre ved træerne i Dorcha-skoven.

Og af og til her i landsbyen.

De kalder dem... Skygger.

Skygger?

Og vores børn...

Vores børn er blevet... taget.

Vores egen smukke datter Sinead blev taget til fange.

Biddy var der, da det skete. Hun så det.

Hun fik kun et glimt af dem, Skyggerne.

Men hun har ikke været den samme siden da.

-Hvad har man gjort for at få dem tilbage? -Intet.

-Folk er bange for at gå ud i skoven. -Det er jo vanvid.

-Kidnapperne skal fanges. -Hvordan fanger man en overjordisk fjende?

-Ånder, mener du? Det er bare eventyr. -Er det?

Jeg så dem.

De var sorte som natten.

Hurtige som vinden.

Som om de blev drevet af en usynlig kraft.

Og Sinead...

Og min Sinead...

Min kære, tænk ikke på det. Tænk ikke på det.

Jeg ved, hvad sorg kan gøre, men noget skal der gøres.

Jeg ved, hvem der står bag det.

-Pikterne. -Pikterne?

Hvem skulle det ellers være? Du er druide, hvem tror du, det er?

Nogle siger, at det er en ond heks, som får ånder til at udføre hendes værk.

Nogle siger, at det er lejesoldater fra havet, som leder efter slaver.

-Jeg tror, at det er Olc-Mòr. -Olc-Mòr?

-Tror du det? -Du bad om min mening.

-Tror du virkelig det? -Hvad er det for noget?

Følg med mig.

Denne vej.

Velkommen til mit kloster. Det trækker lidt, men her er fred og ro.

-Synes du om mine billeder? -Har du lavet dem her?

-De er fantastiske! -Ja, det er de.

-De fleste er mine. -Hvad er det for en slange? Det er bedst.

Ja, det er ikke et af mine. Men se nu på det her.

-Hvad ser du? -Det er kongens symbol.

-Kongeriget Dál Riatas symbol. -Kongens symbol, netop.

Der er en historie bag det.

Legenden om kong Conall, som herskede over Dál Riata for 200 år siden.

Det der er ham, kong Conall selv.

-Er det dronningen? -Nej, det er Sankt Columba.

-Hvem? -Sankt Columba.

Guds velsignede mand, som førte Jesu gospel med sig til vores hedenske strande.

Ikke?

Hellige Guds moder. Nå, pyt.

Han var en hellig mand, som kong Conall tilkaldte-

-da Dál Riata var i akut nød, undertrykt af en ond troldmand.

Og troldmandens navn -

- var Olc-Mòr.

Du har begået en fejl her.

-Fejl? -Kongen knæler for troldmanden.

Nej, det er ikke en fejl.

Det var, hvad der skete.

Columba sagde til Conall, at den eneste måde at redde Dál Riata på -

- var at opgive sit eget liv. Så det gjorde han.

Så troldmanden dræbte ham.

Men det er ikke enden på historien.

I det øjeblik blev Conall fyldt af en overnaturlig kraft.

Kongens kraft.

Han rejste sig igen og spærrede Olc-Mór inde -

- i en grav under fortet Dunadd -

- og forseglede porten med kongens symbol.

Så gemte han den onde magt

I en hvælving langt under jorden

Men hans børn bærer stadig symbolet -

- for den kongelige... æt?

Tak for godnathistorien og sangen, men...

-...vi er udmattede... -Jeg er ikke træt.

-Vi må finde et sted at sove. -Kom og bo hos os.

-Vi har plads. -Tak.

-Ja tak, men... -Det gør vi gerne.

-Vi vil ikke være til... -Godt, det er afgjort. Vi går tilbage.

Godt.

-Kongens symbol? -Ja.

Alpin, er legenden om kong Conall sand?

-Spiller det nogen rolle? -Ja, det gør det.

Finn, formålet med legenden er ikke at fortælle historien ordret-

-men at... formidle et budskab.

-Hvilket budskab? -Hvad tror du?

Jeg... jeg troede, at det var en sand historie.

Hvorfor fortæller vi ikke, hvad der egentlig skete?

Det er længe siden, ingen ved det med sikkerhed.

Lachlan virkede sikker. Han er druide, så han burde vide det.

Legenden er ikke mere end en historie.

-Vi kan tage, hvad vi vil, af den. -Og hvad er det?

At Conall var en god konge. Han tænkte mere på kongeriget end på sit eget liv.

Det skal vi også gøre.

Men hvad med kongens kraft?

-Hvad er der med den? -Er den ægte?

-Nej. -Men du har samme symbol som på billedet.

Du har måske samme kraft. Du har måske kraft over døden.

Finn, den eneste kraft i verden, som er sikker, er den her.

Det er det her, der afgør, om vi lever eller dør. Det er vores eneste magt.

Styrken i vores arme afgør, om vi falder eller bliver stående.

-Men... -Jeg gav ikke brochen til et barn.

Jeg gav den til en kongesøn.

Det er på tide at vokse op, Finn. Vi kan ikke stole på børneeventyr.

Det er dem! Det er Skyggerne!

Jeg siger jo, at det er ham, vi har ventet på. Jeg må gå!

-Det er vores eneste chance! -Jeg har allerede mistet en datter.

-Du overlever aldrig derude. -Min dreng er borte.

Nu ved du, hvordan det føles. Men for os var det vores eget kød og blod.

Han er min bror. Og vi er ikke håndværkere.

Jeg sagde jo, at han løj. Ingen borger har sådan et sværd.

Kom nu, sig, hvem du er.

Hvem er du?

Jeg er jeres konge.

-Vores konge døde for mange år siden. -Jeg er hans søn, Alpin Mac Eachdach.

Jeg har set denne undertrykkelse og må finde kidnapperne og få jeres børn hjem.

-Hvem tager med? -Hvorfor skulle vi?

-Du førte Skyggerne hertil igen. -Jeg er ikke jeres fjende. Den er derude.

Hvis vi skændes, bliver vi svagere, men forenes vi, kan vi besejre dem.

Tror du ikke, at vi har forsøgt? Min lille dreng blev taget.

Vi kan ikke besejre dem. De er ikke fra denne verden.

Det er fejhed og overtro. De kan findes og dræbes, det ved jeg.

Hvem følger med mig?

Jeg følger med.

Flere?

Jeg...

Jeg...

-Konge, altså? -Det er sandt.

Jeg tror dig. Du er en bedre kandidat end Torcall, i hvert fald.

-Torcall? -Ja.

Alle mænd og deres brødre vil være konge for tiden, hvis du undskylder udtrykket.

Det vidste jeg ikke.

De fleste går ud fra, at alle Eachdachs sønner blev dræbt under massakren.

Alligevel er du her.

Hvad har du lavet de seneste ti år?

Overlevet.

Din feje stakkel. Nu har du mistet din druide.

Slip! Slip mig!

-Hold ham stille. -Bind ham. Gennemsøg området.

Der må være flere. Dræb dem!

-Gart? Hvad laver du? -Vi kan ikke dræbe en hellig mand.

Selv om han var et åndevæsen, skulle han dø.

-Du må ikke dræbe ham! -Klap nu i!

Nå, kelter. Er du alene?

-Er du alene, spurgte jeg? -Nej, jeg er ikke alene.

Jeg sagde det jo. Rejs jer, vær beredte.

-Hvor mange er I? -Det er et svært spørgsmål.

Først har vi Gud selv, som selv om han er en, også er tre personer.

Det afhænger vel af, hvordan man ser på det aspekt af guddommen...

Svar nu bare på spørgsmålet! Hvor mange?

Godt, så siger vi, at det er tre.

Så har vi englene. Hvis Herren åbner mine øjne, som med Elishas tjenere -

- kan jeg fortælle hvor mange. Hundreder, måske tusinder...

Det er nok! Skal vi se, hvor meget din Gud kan?

Deamhain?

Før ham til lejren.

-Du kan vel tale. -Vi burde lade ham gå.

-Han gør dig måske stum. -Gå, nu!

Hvad hedder du, kelter?

-Lachlan. -Er du munk?

Mit folk kalder mig druide, men jeg er kristen, ja.

-Jeg følger Sankt Columbanus ord. -Hvad er din hensigt med at komme her?

-Hvorfor? Det er ikke din skov. -Det er heller ikke din.

Mere min end din. Den ligger i kongeriget Dál Riata, som tilhører kelterne.

Ikke længere.

Han er harmløs. Dæk hans hoved og før ham til brynet.

Vent! Du vil vide, hvad jeg laver her. Jeg vil fortælle dig det.

Jeg søger dem, der kidnappede børnene i min landsby.

-Kidnappere fra denne skov. -Og du mistænker os?

-Nej. -Ikke?

Jeg tror, at det...

Jeg tror, at det er Olc-Mòr.

Se... Jeg sagde det jo. Gjorde jeg ikke?

Det er løgn. Han er kelter. Han er sendt hertil for at udspionere os.

Det er deres magiske kræfter. Han ser lige ind i min hjerne.

Jeg tror dig.

I så fald -

- kan du vel lade mig gå?

Jeg sagde, at jeg tror på dig. Det betyder ikke, at jeg stoler på dig.

Vi er sikre her foreløbig.

Hvem er du? Er du en alf?

-Hvad hedder du? -Finn. Finn Mac Eachdach.

-Dejligt at møde dig, hvad hedder du? -Jeg hedder Nathara.

-Det er et fint navn. -Tak.

Det er også dejligt at møde dig, Finn Mac Eachdach.

Vi kan ikke blive her, Finn.

Jeg kan tage dig med hjem. Der er du tryg. Men det ligger dybt inde i skoven-

-og der er mange farer.

Jeg tvinger dig ikke, men bliver glad, hvis du vil gøre mig selskab.

Jeg er ikke bange.

O, Herren være lovet. Han plejer ikke at besvare bønner så hurtigt.

Men skal jeg dømme? Et hurtigt svar på en bøn hjælper, og især...

Lachlan. Jeg efterlader dig gerne her.

Gå til landsbyen og sig, at de skal komme med så mange mænd, de kan.

Hvorfor? De her er ikke kidnapperne. De er krigere, ikke tyve.

-Og ser du nogen børn her? -Hør på mig. Jeg kender pikterne.

De er forrædere og ville ikke tøve med at kvæle et keltisk spædbarn.

Gå nu, inden jeg binder dig igen.

Hvor skal du hen?

-Jeg vil dræbe min trolovede. -Jaså.

-Dig? -Så du husker mig altså?

-Jeg husker det hele. -Gør du?

Husker du jorden, farvet af blod? De uskyldiges skrig?

En døende konge, som ville skabe fred med sin fjende?

Husker du hans sønner?

En af dem spædbarn, tvunget til at flygte-

-og leve i eksil og elendighed i sit eget kongerige, husker du det?

Prinsesse.

-Jeg ved, hvad du føler. -Hold nu op.

Det gør jeg!

Jeg vil have en ende på det her. Præcis som du.

Keltere! Keltere!

Stop! Stop!

Hvis du dræber ham, er vores sidste håb ude.

-Dig! Hvordan kom du fri? -Man bør ikke spærre Kristi discipel inde.

-Læs Apostlenes gerninger... -Klap i! Du står for tur.

Fergus!

Gør, som munken siger. Vi har brug for ham levende.

-Mylady? -Endelig en smule fornuft.

-Jeg vidste, at der var noget ved dig... -Bind dem begge til i morgen.

-Er det nødvendigt? Han er helt væk... -Luk munden på ham her.

Vi kan vel tale om det her...

Det er forstået.

Finn, har du det godt?

Jeg er sulten. Jeg går ud fra, at du ikke har nogen mad?

Hvor langt er der tilbage?

En dag, måske mere.

-Fryser du ikke? -Faktisk ikke.

Kan vi lave ild?

Jeg ved ikke, hvordan man gør. Jeg laver aldrig ild.

Jeg kan lære dig det.

Barken fra dette træ er god til optænding.

Har du en kniv?

-Det er en smuk broche. -Min bror gav mig den.

Hvor fik han den fra?

Vores far gav ham den, inden han døde.

Og din bror...

Gav han dig den, da han døde?

Ja.

Det gør mig ondt.

Må jeg se den?

Fergus, befri hans hænder.

Den nat, da min far tog Dunadd fra din far-

-fandt han et forseglet kammer i gangene under fortet.

Porten var mærket med samme symbol, som du har i nakken.

Han troede, at det indeholdt guld, og åbnede det.

Men det var ikke guld.

Da han åbnede det, lukkede han en frygtelig ondskab ud.

En troldmand med overjordiske kræfter.

Han slap hævnen løs på sig selv.

Men skylden fra den nat har hjemsøgt mig i ti år.

Det er slut nu.

Saml det op.

Tag sværdet.

Rejs dig.

Jeg tilbyder mit liv som betaling for min fars gæld.

Han er død.

Så kræv din hævn på mig.

-Hvorfor? -Jeg ved, hvordan det er at miste en far.

-En troldmand? -Tror du mig ikke?

Så siger vi det.

Hvis det, du siger, er sandt, så er gælden betalt.

-Min strid er ikke med dig. -Det mener du ikke.

Nej, det gør jeg ikke.

Men jeg siger det alligevel.

Tag nu bare sværdet.

Nu vil jeg have mine våben tilbage.

Og min druide.

Vi vil lære dig, hvordan man slås mod Deamhain.

Væsenerne, der hjemsøger skoven. Fergus!

Fergus træner jer begge. Deamhain er dødsens farlige, så vi må være mere.

Perfekt.

Slip mig!

Slip!

Det virkede vist ikke.

Du er ikke den sande arving. Din bror lever.

-Det var en fejl. -Hvis det er sådan -

- hvad skal jeg så med dig?

-Nå? -Mylady.

Du hugger kun brænde, når du er frustreret. Hvad er der?

Der bliver mumlet.

Mændene er utilfredse.

Hvorfor gøre sådan? Hvorfor enes med keltere?

-Hvorfor byde vores fjende velkommen? -Vi har en fælles fjende nu.

Betyder de seneste ti år ingenting?

Vi kan ikke stole på dem.

Det er en risiko, vi må løbe.

Du er hurtig til at glemme Unust.

Der kommer intet godt af det blå mærke.

Edana. Mændene har brug for en leder, de kan respektere.

En stærk leder.

Ikke en, der kæler for sin fjende.

Fergus. Jeg er din dronning.

Men jeg er ikke min far.

Nej.

Det er du ikke.

Træd til side, Fergus. Hun er i ledtog med kelterne.

Hun er ikke længere vores dronning.

Gå til side!

Deamhain slås med to sværd.

Deres bedste taktik -

- er hurtighed!

Kend din fjende.

Din tur, munk.

Igen!

Jeres bedste chance for at overleve er sammen, i formation.

Deamhain vil forsøge at skille jer fra hinanden. Lykkes det, er I døde.

Du er død!

Vind. Vind?

Vind!

Godt.

Nu øver vi for alvor.

-Er de parate? -Nej.

-Ikke? -Nej.

Bliver de det nogensinde?

-Nej. -Du er nået langt med dem.

-Jeg adlød dine ordrer. -Som altid.

-Mylady, jeg har fundet Deamhains sted. -Hvor?

-En dagsmarch mod nordøst. -Vi tager straks af sted.

Du ved, hvordan det her ender.

Slib jeres våben og gør jer klar. Vi går mod Deamhains hule.

-Hvor skal vi hen? -Til hulen.

Kilden. Hvor disse Deamhain-væsener kommer fra.

Pikterne gjorde mit spyd stumpt inden kampen.

-Du kæmper godt. -Tak.

-Er du parat til at kæmpe for alvor? -Hvor svært kan det være?

Det er du altså ikke.

Jeg hader denne skov.

Nu er der ikke langt igen. Fergus har hørt ting.

-Hvad venter han på? -Rygrad.

-Mændene virker rastløse. -De ved, hvad der venter blandt træerne.

-Du må have været her længe. -Et halvt år, måske mere.

Nogle af mændene har været med mig siden...

-Siden Dunadd? -Ja.

-Sig mig, hvad er der blevet af mit hjem? -Det ved jeg ikke.

Det er fem år side, jeg var der.

Jeg hører rygter om, at det blev mistet og vundet... og mistet.

Vi ville jage troldmanden, men spreder ødelæggelse som pest.

Dan formation!

-Det er ikke jer, der er pesten. -Vi skal videre.

-Lever du stadig? -Ja da.

Og jeg håber, jeg kan dræbe mange flere af dem, inden Herren tager mig.

-Jeg kender den dreng. -Han må være fra landsbyen.

Duk jer.

-Kvinden? -Troldmanden.

-Olc-Mòr. -Hvad lavede hun?

-Formerede sig. -Det er sjælene. Hun har brug for sjæle.

Jo renere, desto stærkere.

-Hvor blev hun af? -Følg mig.

Vi er nødt til at gå ind. Finn og de andre børn må være der.

Fergus. Tag ledelsen. Vent på hornet.

Nej!

Vi kan ikke gå derind. Denne sorte magi bliver vores død.

Det her har været vores mål de seneste ti år.

Har du glemt det?

Du kan ikke tale mig fra det, når vi er så tæt på.

Ciar, vis vej.

Troldkvinden er min. Hvor skal du hen?

-Jeg går med. -Nej.

Hvis min datter er der, kan du ikke stoppe mig.

Sinead? Sinead!

Sinead! Min elskede, min elskede.

Han er her ikke.

Sinead, denne mand leder efter sin bror.

Har du set en dreng på din alder, der ser ud som ham?

Nej...

Vi kan ikke blive her.

Ciar! Send signal til Fergus.

Ciar!

Lachlan!

Det er ingenting, jeg har det fint.

Alpin!

Det her er ikke slut.

Vi skal ud.

Fergus!

Løb!

Sinead, din far elsker dig. Husk altid det.

Hils din mor fra mig. Løb nu, løb.

Min dreng, husk kong Conall. Mylady, tag børnene med til min landsby.

-Det er mit sidste ønske. -Lachlan, nej!

Gør, som han siger. Få dem ud. Nu!

I Guds mægtige navn -

- befaler jeg jer igen at blive bundet til jorden.

For vi har kongens kraft blandt os.

Arvingen efter kong Conall selv.

Mod ham har I ingen magt!

Måske lige bortset fra det der.

-Tænk at dø ved siden af en druide. -"Velsignede er de, der dør med Herren."

Åbenbaringen. Du burde læse den!

Lachlan?

Sig noget!

-Lachlan? -Dál Riata!

Du husker dem, ikke sandt?

Hvad er du?

Alpin.

Søn af Eachdach.

Konge af Dál Riata.

Din fars styre var tragisk kort.

Han kunne have udrettet meget mere.

Hans kongerige døde nok med ham.

Ikke så længe en søn af Eachdach stadig trækker vejret.

Alpin. Din æt er uddød.

Du er svag.

Dál Riata har brug for en sand hersker.

En med magt og styrke.

En, der kan gøre hende mægtig igen.

Og du, Alpin-

-kan overdrage retten til at herske.

Så...

-...må jeg se din broche? -Du skal dræbe mig først.

-Tror du, at jeg giver dig min trone? -Ja!

Blodet fra hver mand, kvinde og barn i Dál Riata havner på dine hænder.

Ligesom blodet fra din druideven.

Det er bedre, at de dør nu, end under en heks' styre.

Du taler som en sand konge.

-Finn! -Alpin!

Nu... brochen.

Hellere dø nu end under en heks' styre...

Vent!

Alpin! Gør det ikke!

Jeg giver dig retten til at herske.

Nej!

Hvem er du, der vover at trodse mig?

Jeg er Alpin, konge af Dál Riata. Du har ingen magt over mig.

Du ved intet om min magt.

Jeg vil flå dette kongerige i småstykker.

Dál Riata vil falde!

Alpin?

Det var...

-Det var anderledes. -Kongens kraft. Det må have været det.

Finn, jeg er ked af det.

Du har haft ret hele tiden.

-Du ser forfærdelig ud! -Det er også rart at se dig.

Jeg er glad for, at du er i live. Nu skal vi ud herfra.

Edana.

Vi er ikke fjender.

Fergus...

Han er borte.

Alle er borte.

Sørg for, at de andre er klar. Vi skal videre.

Gå herfra.

-Jeg kan hjælpe dig. -Jeg har ikke brug for den.

Vi skal have dem hjem. Jeg talte med troldkvinden.

Hun vil gå mod landsbyen. Vi må advare dem.

Hvor er min far?

-Det ved jeg ikke. -Edana...

Selvfølgelig. Hurtigt.

Behold den.

Vi går.

Jeg er ked af det, der skete med din far.

Jeg skal møde ham igen.

Skal du? Hvordan ved du det?

Han er ven med Gud.

Tror du, at...

-Tror du, at jeg kan møde min far igen? -Var han ven med Gud?

Det ved jeg ikke.

Det tror jeg, at han var.

Jeg håber det.

Dine skuldre er ikke så bløde.

Det var bedre.

-Hvilken slags kraft? -Jeg ved det ikke.

Jeg kan ikke forklare det bedre end det.

Jeg mærkede en kraft gennemsyre mig, og...

Netop da vidste jeg, at hun ikke kunne skade mig.

-Kongens kraft. -Kender du til den?

-Jeg kender historien. -Tror du på den?

Gør du ikke?

Jeg gjorde det ikke før.

Alpin, hvis kongens kraft kan hjælpe os til at besejre troldkvinden...

-...så er du vores eneste håb. -Hvordan det?

Jeg kan ikke kontrollere den. Den kontrollerede mig.

Vi kunne godt bruge en druide nu.

Ja, det kunne vi.

Min dreng!

Hvordan?

-Hvad laver hun her? -Hun har reddet jeres børn.

-Hun er pikt. -Og dronning.

-Alt er konger og dronninger med dig. -Hør nu her!

Jeg har set fjenden. De er hverken piktere -

- keltere, eller menneskelige.

En mægtig troldkvinde skjuler sig i skoven med dæmoniske krigere.

De kommer denne vej, og de vil knuse hver eneste af os, uden undtagelse.

-I må flygte straks, mod bjergene. -Alpin.

Må jeg tale med dig?

Og piktdronningen. Og Torcall, også dig.

Vi må kæmpe, ikke flygte. Hvis du taler sandt, undslipper vi ikke.

Og selv om vi gjorde, ville vi leve i konstant frygt, på fremmed jord.

Indtil vi blev fanget og dræbt.

Det er her, vi må forsvare os.

Hvis vi dør... så bliver det sådan. Men vi dør, mens vi forsvarer vores hjem.

-Du ved ikke, hvad I kæmper mod. -Og du ved ikke, hvad de kan.

-De kan udføre store ting, når de vil. -De er fårehyrder, ikke krigere.

De er keltere i Dál Riata.

Og de vil slås for deres konge.

Hvilken af dem?

Vi kæmper for dig, vores konge.

-Hvabehar? -Du gjorde, hvad jeg ikke kunne.

Du fik min dreng hjem. Vi vil kæmpe.

Hvordan lyder dine ordrer?

Godt. Jeg skal bruge alle våbenføre mænd, og alle våben skal slibes.

Vi skal bruge sværd, spyd, skjolde, landbrugsredskaber, heste.

Alle kvinder og børn i Biddys hjem. Nogen spørgsmål?

-Nej... -Så gå i gang.

-Hvad var det første, du sagde? -Jeg kan måske hjælpe til?

Åh... Udmærket.

Jeg sagde det jo.

-Jeg er ikke parat til det her. -Visse ting bliver vi aldrig parate til.

-Biddy... -Jeg ser, at min mand ikke er med jer.

-Hvordan skete det? -Han gav sit liv, så børnene kunne flygte.

Han angreb hele hæren selv. Det modigste, jeg har set.

Tak.

Det er nok!

Godt. I lærer hurtigt. Nu bytter vi.

-Vil du flygte? -Faktisk ikke.

-Du rider vist godt. -Hvad mener du?

Vi overrasker dem. Gå direkte efter troldkvinden.

Hvad med træningen? Vi kan ikke bryde formationen.

Det her er anderledes. Vi skal ind på dem, hugge hovedet af slangen.

-Det er vanvid. -Ja.

Netop.

Du burde ikke være her.

Det må have taget ret lang tid, ikke?

Finn, du skal have den her igen.

-Hvorfor det? -Fordi...

-...overlever jeg ikke, bliver du konge. -Det vil jeg ikke være.

Men det bliver du.

-Men du overlever vel? -Hør her.

Vigtigere end hvad der sker mig, er, hvad der sker med vores kongerige.

Tag den her og lov mig en ting: Dør jeg, tager du den og løber væk i en fart.

Du gemmer dig, til du har samlet en hær, så du kan tilbageerobre Dál Riata.

Lover du mig at gøre det?

-Finn, kom nu. -Jeg er ikke som dig.

-Jeg er ikke en leder. -Det er ikke nødvendigt.

Titlen er noget, man får.

Og vi skal vælge, hvordan vi anvender den gave.

Det lover jeg.

Tak. Og husk: Giv den aldrig til nogen.

Det gør jeg ikke. Ikke denne gang.

Denne gang? Hvad?

Alpin. Nu er hun her.

Gå til druidens hjem. Beskyt kvinder og børn-

-og hvis vi taber slaget, skal du løbe væk.

Husk dit løfte.

Han er for ung.

Bare sørg for, at han holder sit løfte.

-Vil du ikke sige noget? -Du kan gøre det.

Godt så.

Vi er herinde, og de er derude.

Planen er -

- at lave dem til mos og kaste dem på køkkenmøddingen!

Vær ikke bange, jeg vil beskytte jer.

God tale.

Nej!

Tilbage til landsbyen!

Er de her?

-Fergus! -Mylady.

Herover.

Sinead, find en forbinding.

Edana, nej!

Hold ud.

Du skal gå. Nu.

-Men... -Finn. Husk dit løfte.

-I dag falder Dál Riata. -Nej!

Din magt eksisterer ikke længere.

På køkkenmøddingen!

-Sinead, vil du se min broche? -Ja.

Men det må du ikke. For jeg må ikke give den til nogen.

-Jeg tager af sted i morgen. -Så tidligt?

-De har brug for hjælp til opbygningen. -Jeg har også ting at opbygge.

Det har vi vel alle.

Hvis du da ikke... du ved...

-...tager med mig. -Hvad?

Kom til Dunadd.

-Tror du virkelig, at det ville fungere? -Det kan vel ikke blive værre end sidst?

Vil du danse? Kom.

-Ja, hun bliver en god hustru. -Hvad siger du?

-Sinead. -Hvad?

-Din lillebror har bedt om hendes hånd. -Jaså!

Vent nu lidt... Virkelig?

Stakkels dreng.

Han har større succes end dig, ser det ud til.

Godt!

Spis ikke det hele på en gang. Gem lidt. Det er en lang rejse-

-og du skal have lidt tilbage, når du kommer frem. Lover du det?

-Tak, fordi du fik min datter hjem. -Jeg er også taknemmelig.

-Jeg håber, vi kan vende tilbage en dag. -Du er ikke den eneste, der håber det.

Kom her!

Smut så.

Til tjeneste.

Tekster: Torben Christensen