Original subtitles

Georg?

Schuschi?

Du behøver ikke at kigge sådan. Han kom ikke.

Måske med næste tog, min pige.

"Søster."

"Jeg fandt dig ..."

"... i en ensom lysning i skoven."

"Det var middag -"

"- og stor var bæstets tavshed."

"En mægtig død."

"Den syngende flamme i hjertet."

"Sorgens time."

"Det er en fremmeds sjæl på jorden."

"Det er en fremmeds sjæl på jorden."

"Under dystre graner blandede to ulve blod -"

"- i en forstenet omfavnelse."

"En vild slægts mørke kærlighed -"

"- som dagen suser forbi på gyldne hjul."

- Schuschi. - "Stille nat."

Kom nu. Lad os gøre det, du betaler mig for.

Det kan jeg i det mindste finde ud af.

- Jeg har ikke råd til mere. - Så gå.

Hov! Du glemte noget.

Fru von Schwarzenstein. Dejligt, at De kunne komme. Godaften.

Fru Hader. Bare rolig. Vi går snart i gang.

Professor Brückner.

- Du spiller, selv hvis du er nøgen. - Kun hvis han kommer.

- Han skal til eksamen i næste uge. - Siden hvornår er det vigtigt?

Siden han ikke længere får sin apanage.

Du skal ikke blamere mig foran dem.

Det gør du ikke.

Brückner!

Er han her i Salzburg?

Han skal dirigere koncerten.

Alle afbuddene ... Så du sørgede for, at jeg ikke kom med til forspillet.

- Bliv her. Her er du i gode hænder. - Du skjulte det.

- Du indrømmer først, når du skal. - Ligesom dig.

Det er fint.

Dav, far.

Lukker hun dig ikke ind?

Kom.

De har en fremragende teknik -

- men det er ikke noget specielt.

Det er hjertet, som hæver Dem over de andre.

- Bevar det. - Ja, og?

Fra september i Wien. De forventede vel ikke andet?

Tak. Det betyder meget for mig.

De har ikke kun en gave. Det er en opgave.

Tag den alvorligt.

Hendes broder.

Jeg troede ikke, at du kom.

Næsten et halvt år uden et eneste brev, Georg.

Jeg har skrevet hundredvis, men ikke sendt et. Vær glad for det.

Jeg kommer til Wien.

Jeg skal starte i Brückners mesterklasse til september.

Det er sikkert, Georg. Det er aftalt.

Det gør du ikke.

På akademiet? Hvordan kunne du tillade det?

- Var din tone. Du er fuld. - Alene i Wien i hendes alder?

- Hun var den yngste på kostskolen. - Wien er ikke en kostskole.

Og hun er ikke et barn.

Ønsker du det ikke? Godt.

Så fortæl hende det. Hun lytter til dig.

Jeg sendte jer nogle tekster. Det er et stykke tid siden.

Din far ventede længe på dit eksamensbevis -

- og du har jo set ham.

Jeg gør aldrig det rette, vel?

Uanset hvad jeg gør.

Dit laudanum.

Uden recept som altid.

"Hen over de hvide søer er de vilde fugle trukket videre."

"Drømmende under sølvpile kærtegner gulnede stjerner vores kinder -"

"- og forgangne nætters dristighed bøjer sig ind over os."

"Nattens brudte dristighed bøjer sig ind over vores grave."

"Vore hvide graves ansigt stirrer konstant på os."

- "Byens nøgne mure runger." - "Byens hvide mure runger."

"Under tornebuer, ak, min broder -"

"- klatrer vi blinde visere mod midnat." Det skriver du ...

Men du vil mig alligevel ikke.

Vi var børn. Vi var ensomme.

Herregud, Grete.

Hør nu her. Vi slap jo fra det.

"Søsterens slanke skikkelse træder ud af det blå spejl."

- "Han styrtede, som var han død." - Giv mig det!

"Nu truer natten vores kys."

"Den hvisker til os: Hvem af jer tager skylden?"

- Ti stille. - "Stadig sitrende af vellyst ..."

Ti så stille. Sig ikke et ord mere!

"Under tungsindets mørke bue -"

"- leger de afdøde engles skygger om aftenen."

"Under tungsindets mørke bue leger de afdøde engles skygger."

"Drømmende under sølvpile kærtegner gulnede stjerner vores kinder."

Hvor er hofrådets salve?

- Det er anden gang, han sender bud. - Jeg arbejder på den.

Forretningen er fyldt. Er De vanvittig?

"Blot et forslag til musikken med ord."

"Bliv ikke vred. Grete."

Tænk, at hun tør.

"Byens hvide mure runger igen og igen."

"Under tornebuer -"

"- ak, min broder, klatrer vi blinde visere mod midnat."

"Byens hvide mure runger igen og igen."

Ja. Ja, de runger. De hvide mure runger.

"Hen over de hvide søer -"

"- er de vilde fugle trukket videre."

"Hen over de hvide søer er de vilde fugle trukket videre."

"Om aftenen blæser en isnende vind fra vores stjerner."

"Nattens brudte dristighed bøjer sig ind over vores grave."

"Under egetræer vugger vi i en båd af sølv."

"Byens hvide mure runger igen og igen."

"Under tornebuer, ak, min broder -"

"- klatrer vi blinde visere mod midnat."

Her er skønt, ikke?

Du skylder mig en dans.

- Så dans dog med hende. - Ja.

Skal du altid vinde?

Jamen så ...

Schuschi?

Jeg ville ...

Jeg skal fortælle dig noget.

- Så sig frem. - Det kan jeg ikke.

Jeg kan ikke sige noget.

"Er dette muligheden?"

Kan du ikke tænke på noget andet?

Næppe.

Tænk, at du skjulte det for mig så længe.

Pas på her.

Grete?

Grete?

Tror du, at det er en synd?

Jeg ved det ikke.

Jeg er også ligeglad.

"Nu truer natten vores kys. Den hvisker til os:"

"Hvem af jer tager skylden? Stadig sitrende af vellyst -"

"- beder vi: Tilgiv os, Maria, i din gunst."

"Af blomsterskåle stiger begærlige dufte op -"

"- og kærtegner vores pander blege af skyld."

"Udmattede af strejfene fra den trykkende luft."

"Vi drømmer. Tilgiv os, Maria, i din gunst."

"Sirenernes fontæner bruser højere og højere -"

"- og mørkt rager sfinksen op foran vores skyld -"

"- og får vores hjerter til at klinge syndigt igen."

"Vi hulker."

"Tilgiv os, Maria, i din gunst."

Du gør det hele godt.

Hele mit liv. Du opvejer alt det dårlige.

Georg?

Georg!

Georg!

Hvor er du henne?

Du ved ikke, hvor meget jeg længes efter dig -

- selv nu hvor jeg hele tiden kan få dig.

Du har ingen anelse.

Det stopper ikke, Grete. Tværtimod. Det bliver kun værre.

Jeg vil være hel.

Hel i stedet for to halve. Det har jeg villet -

- så længe jeg kan huske.

Hvad laver du? To eksamener, i går og i dag.

Vil du droppe ud?

- Jeg troede, at det var slut. - Nu starter det igen.

Hvad er problemet? De er da ganske gode.

Ganske gode? De kan ikke bruges. Mit liv kan ikke bruges til noget.

Jeg har al for meget ballast. Ligner jeg en apoteker?

- Aldrig i livet. - Ord sætter ikke mad på bordet.

Ikke, hvis de ikke kan bruges til noget.

- Sådan forbliver det ikke. - Det er til at brække sig over.

Jeg vil have en plads i verden. Ellers går jeg under.

Det er det, der ødelægger det. Giften er ballasten i dit liv.

Stop nu, Ludwig. Smut med dig.

- Godmorgen. - Tilgiv mig. Jeg er Grete Trakl.

Det ændrer selvfølgelig på tingene. I morgen gælder ikke for Dem.

Det må så blive til vintersemesteret.

- På grund af de få dage? - Tre uger.

- Jeg havde bare ikke tid. - Det kan selvfølgelig ske.

Men nu er De her jo. Held og lykke.

- Nej, jeg ... - Kurset er fyldt.

Prøv med fingerteknik eller lytteøvelser. Alle vil komponere.

Men ikke alle gør det. Jeg kan ikke vente til vinter.

Det må De ikke gøre. Jeg har aldrig vist det til nogen før. Kig på det.

- Jeg beder Dem. - Er det Deres arbejde?

Har De sovet ud?

Nu er det nok! Pak Deres ting. De går ud ad bagdøren om ti minutter.

Har De været i Amerika?

Ja. Jeg var til koncert.

Negermusik. Jeg skal gå.

Vil De ikke høre det? Jeg ved, at jeg kan gøre det.

Jeg skriver det ned. Det er helt enkelt, men der mangler for meget.

De mangler disciplin og en smule beskedenhed.

Tirsdag, onsdag, torsdag klokken ti.

Jeg håbede på, at De kom.

Hvor skal De hen, frøken?

- Ind til hr. Trakl. - Ingen damebesøg!

Jeg er hans søster.

- Der findes flere forlag. - Jeg kan intet.

Ikke, når du er her, og slet ikke, når du er væk.

Ikke én eneste linje på tre uger og hvorfor?

Bare du kan bebrejde nogen. Jeg er her for meget og er for meget væk.

- Hvad skal jeg undskylde for først? - Det er for meget.

- Jeg kan ikke trække vejret. - For meget?

Bliv her!

Hvad havde du tænkt dig? At du tog hertil, og alt blev godt?

Som i et eventyr, eller som i en dejlig drøm?

- Det her er ikke en drøm. - Nej, ikke for mig.

Der findes ikke kun dig. Jeg er her også.

Du aner jo ikke, hvad du vil!

Jeg vil ikke gemme mig hele livet. Selv ikke for din skyld.

Skulle det der hjælpe?

Fint.

Lad være!

Lad være.

Undskyld. Undskyld, Grete.

Det beklager jeg. Du skal ikke røre det.

Rør det aldrig igen.

- Lov mig det. - Slip mig.

Hvad? Skal jeg slippe dig?

Det er dig, der ikke slipper mig. Det er sådan, det forholder sig.

Hvad sker der nu med os, Georg?

Jeg kan ikke påtage mig ansvaret. Det bliver værre og værre.

De siger ikke et ord til nogen.

Georg?

- Georg! - Nej, Grete. Nej!

Giv mig lidt plads. Du hører fra mig.

Nej, ikke på den måde.

Så nemt lader jeg dig ikke slippe.

Sådan. Nu gør vi det på min måde.

- En cognac. - Er det allerede fyraften?

Nej, vi har to timer endnu. Det skal afleveres i morgen.

- Hold din mund, Ludwig. - Er det takken?

Jeg gør en undtagelse for god opførsel.

Det er din tur, Kokoschka.

Du savner hende stadig, ikke? Det lader til at være godt for dig.

- Hvem end hun er, får hun procenter. - Du er et svin, Schubeck.

Tak, Ludwig.

I kan rende mig i røven, I skinhellige småborgere!

Reaktionære skiderikker!

- Tag det nu roligt, Kokoschka. - Hænderne væk! Hold din mund!

- Du kan rende mig. - I er alle sammen rådne!

I er fortabt! I lever ikke længere! For pokker da.

Alma?

Alma, vent.

Der kan man bare se. Et menneske blandt rotterne.

Alma? Vent nu lidt.

- Alma, Alma ... - Er det den Kokoschka?

Han går i seng med de forkerte og har ingen til at passe på sig.

Jeg er så glad. Jeg har aldrig været så glad på en andens vegne.

Det føles underligt, men godt.

Det er en god følelse.

De kommer bestemt i dag.

Det er tredje dag, Georg. Jeg vil ikke mere.

Georg?

Werfel, Schnitzler og Rilke. Nu har han skrevet endnu en roman.

- Georg, i dag eller i morgen ... - Her! Den er her.

Georg Trakl. Det er min bog. Det er mig.

Værsgo.

Hjælp mig lige. Der er vådt overalt.

Grete?

Grete?

- Hvad vil du? - Se, om du stadig er i live.

- Ja, det har du så set nu. - Man kan ikke stikke af for evigt.

Det siger du ikke.

- Og hvad vil han? - Det er professor Brückner.

- Min bror, Georg. - Vi har mødt hinanden kort.

De må have mig undskyldt. Jeg kommer til anden time.

Grete? Grete, jeg beklager. Jeg var ubehøvlet.

Jeg tænker ofte kun på mig selv -

- men det betyder ikke, at jeg ikke ved det.

At jeg ikke ved, hvad du kan, og hvor meget det betyder.

- Jeg er stolt af dig. - Du skjuler det godt.

- Ellers bliver du bare for arrogant. - Dit fjols!

Du har ret. Men kun, fordi jeg har det så godt.

Er den ikke lidt tynd?

Din kælling.

De er alle sammen solgt. De er væk.

I dag læser folk også alt muligt bras.

Jeg kan takke dig for det hele. Du ved slet ikke hvor meget.

Jeg skal nok gengælde det. Det sværger jeg.

- Jeg troede ikke, at du kom mere. - Nej?

Nej.

Nu bliver alting anderledes, Grete!

Når jeg bliver succesfuld -

- og tjener penge ...

Endelig tjener jeg nogle penge.

Vi kan rejse og bo på det bedste hoteller.

Man kan alt, når man har penge.

Jeg har ikke brug for penge.

Jeg har bare brug for dig.

Så vil du nok synes om det.

Jeg ville egentlig vente med det.

- Hvad er det? - Det er Australien.

Det er den anden side af verden. Paradis.

Kun os to.

Hvad er der? Hvorfor ikke?

Fordi ingen ville forstå mig der ud over dig.

Jeg er meget overrasket.

Det er til bryllupsinvitationer. Så bliver de trykt.

Hun er min søster.

Du stikker halen mellem benene på grund af sådan et fjols.

- Fjolset kender halvdelen af byen. - Og hvad så?

- Du er så skidebange. - Man må vurdere mulighederne.

Mulighederne? Skal jeg gemme mig som en lurvet hund?

- Georg, vi må væk herfra! - Jeg har brug for mit sprog.

Man må aldrig komme for tæt på. Man må aldrig være selvtilfreds.

Det er enten sådan eller slet ikke.

Du kommer, når det passer dig, og ellers skal jeg være usynlig?

- Noget i den retning, ja. - Hvad skal der så blive af mig?

- Hvor passer jeg ind i billedet? - Det må du selv vide.

Hvad med i morgen?

Jeg ved det ikke. Måske.

Goddag.

Hun holder mig hen igen.

I dagevis og ugevis.

Hun er jo gift, ikke? Men det er ikke problemet.

Nej. Hun venter.

Hun venter, til jeg kradser på hendes dør som en hund i brunst.

Så sidder hun model for mig.

Forstår De det, Trakl?

Men sommetider, sjældent, giver hun sig virkelig hen.

Og jeg opfører mig som et fjols. Som om der kun fandtes én.

Som om der kun fandtes hende.

Hvordan holder man det ud?

At det ikke bliver anderledes?

At hun aldrig helt tilhører en? Hvordan gør De det?

Man bliver vanvittig. Man arbejder.

Og derudover ... Hvis jeg virkelig havde hende -

- ville det være forfærdeligt. Længsel er den største drivkraft.

Tilfredsstillelse er noget lort.

Hvad vil De egentlig vide, Trakl?

De spørger altid om de samme ting.

- Hvem handler det virkelig om? - Min søster.

Det er min søster.

Det er vidunderligt, Trakl. Det er perfekt.

De bliver en stor digter.

De bliver meget stor.

Optakten i klaverstemmen i starten af lieden implicerer tristhed.

En hjerteskærende anelse om undergang.

Hvem har vi der?

Søsteren.

- Tak. - Kokoschka.

- Jeg kender Deres bror. - Så vidt, det er muligt.

Du inviterede hende. Din idiot!

Er du vanvittig? Vil du ødelægge alt?

Er du bange for, at jeg ikke længere har brug for dig?

- Du gør det pokkers svært. - Svært?

Hvad skal jeg gøre for at gøre det nemmere? Sig frem.

Så sig det dog!

- Kom. - Hvor skal vi hen?

- Hjem. - Til mig eller til dig?

- Han er min bror og min kæreste. - Ti stille!

- Jeg vil ikke lyve mere, Georg! - En kvinde.

Vi skal bruge en kvinde.

Er der ingen, der tør?

- Grete, gå med. Jeg beder dig. - Hvorfor, Schuschi?

Fortæl mig det. Fortæl mig det foran alle andre.

Fordi jeg vil være i fred. Jeg vil endelig være i fred for dig.

- Så må du hellere gå. - Ikke uden dig.

Her. Hvad skal jeg gøre?

De skal ... tage tøjet af.

Jeg beder Dem.

En levende skulptur.

Ved man noget ...

... råber man op og vinder.

Det er "Tilbedelsen". Rodin, sidste år i Paris.

Jeg slår dig ihjel!

Stop så! Georg, er du vanvittig?

Så det er altså hende?

Det var altid kun hende.

Jeg kendte dig virkelig ikke -

- og sådan forbliver det også.

Pak dine ting. Du skal være ude i morgen.

Hun er meget yngre, og hun er min elev.

Vores forhold handler om musik.

Det er ingen bebrejdelse. Det er en bøn.

- Hvor gammel er De, professor? - Gammel nok.

Gammel nok til at finde ud af, om det er det værd?

Gammel nok til at stifte familie ... væk fra alt det her -

- i en anden by, måske på landet?

- Hun gifter sig aldrig med mig. - Jo, det gør hun.

Hun gør altid, som jeg ønsker, og denne gang er det godt for hende.

Tving hende til at komme til fornuft.

Det er hendes eneste chance.

Tak.

Goddag, mor.

- Har Georg sendt dig? - Hvem besøger dig om natten?

Schubeck.

- Schubeck? - Ja, og hvad så?

- Værtinden så ham, Grete. - Hvem?

- Det må du fortælle mig. - Sådan noget sludder.

Og hvad med det her?

Jeg prøvede at holde dig væk fra ham.

Jeg sendte dig på kostskole som seksårig og væk i ferierne -

- men du og din pokkers trods. Du ville absolut til Wien.

Gud er mit vidne. Jeg var imod det.

Hvad er det, du siger?

Sig det!

Du godeste. Du vidste det.

- Du vidste det helt fra begyndelsen. - Nej.

- Jo. - Nej!

Du lod det ske. Du lod os i stikken. Hvorfor?

Jeg ... vidste ikke noget!

Gå væk!

Jeg ... Jeg skylder dig ikke noget.

Jeg skylder ikke nogen noget. Kun mig selv.

Jeg håber, at du vinder, Grete. I det mindste dig.

Du har det, der skal til.

Gift dig med Brückner. Det er din sidste chance.

Det tager livet af ham. Det holder han ikke ud.

Jeg er på hotellet, indtil jeg tager hjem igen.

- Hvad sagde lægen? - At jeg ikke skal være trist.

Han siger, at det kan tage tid med den første. Ofte over et år.

Hvad er det der?

- Den seneste metode. - Nej, hør nu.

Det skal nok gå.

- Er der noget post til mig? - Lobmann spørger, om du spiller.

Nej.

Sikke et spild. Det er en skam, og jeg kan ikke længere se til.

- Så kig væk. - Du skal spille igen.

Jeg skal bare dø på et tidspunkt. Indtil da ...

Jeg kan hjælpe dig, men så skal du lade mig.

En oplæsning. Hans første oplæsning.

- Gør det aldrig igen! - Vi skal jo til Bayreuth den dag.

- Skal jeg sende ham flere penge? - Han spurgte dig kun én gang af nød.

- Han er min broder. - Og jeg er din mand.

- Vi taler om det i morgen. - Og hvis jeg siger nej?

Tilgiv mig.

Jeg ville bare ønske, at det for en gangs skyld handlede om mig.

Alt, hvad du beskæftiger dig med, har med ham at gøre.

Men jeg har nok taget fejl.

Jeg kan ikke tilbyde dig noget.

Ingenting.

"Det er en stubmark, som en sort regn falder på."

"Det er et brunt træ, der står alene hen."

"Det er en hviskende vind, der kredser om tomme hytter."

"Sikke trist denne aften er."

"Uden for landsbyen samler det forældreløse barn aks."

"Hendes øjne vogter runde og gyldne i dæmringen -"

"- og hendes skød venter på den himmelske brudgom."

"Ved hjemkomsten fandt hyrderne hendes rådne krop i en tornebusk."

"Jeg er blot en skygge i fjerne, mørke byer."

"Guds tavshed."

"Jeg drak Guds tavshed af lundens brønd."

"Min pande støder mod koldt metal. Fantasien søger mit hjerte."

"Det er et lys, som slukkes i min mund."

"Om natten lå jeg på en hede stiv af skarn og støv fra stjernerne."

"I hasselbuskene klang engle af krystal atter."

Grete? Så du det?

Hørte du, hvordan de klappede? Undskyld, men jeg er så glad.

Så utrolig ... Bare glad.

Tak, Grete.

- Det er min søster. - Nå, er det Dem?

Det glæder mig at møde Dem.

Grete?

- Grete, vent nu lidt. - Jeg tager af sted i morgen.

- Det er jo søndag. - Vil du vise mig mere?

- Hvad mener du? - At intet varer evigt.

Vi må tale sammen, men jeg kan ikke gå lige nu.

Nej, det kan du ikke, for dine venner er her jo.

Dine nye, gode venner. Nej, så går det ikke.

Men måske bagefter. Hvem ved?

Stop!

Det gør ikke noget. Det er ikke den tid.

Kom.

Grete, jeg er altid bange.

Hver dag.

Bange for, om du er tilfreds.

Bange for, om jeg får for meget ud af livet, og du for lidt.

Hvad kan jeg gøre, Grete?

Du har gjort alt, Georg. Det rækker til et helt liv.

Troede du virkelig, at du kunne slippe fra det?

Så hør godt efter, Georg.

Det, der skete i nat -

- var én gang for meget.

Fra i dag har jeg ikke længere brug for dig.

Fra i dag er jeg ikke længere alene. Forstår du det?

Jeg vil aldrig mere være alene.

Det har du ikke gjort. Det må ikke være sandt.

- Det er den største synd. - Så passer det jo til os.

"Hel." Kan du huske det, Georg? Ét kød.

Nu er tiden inde.

Hvem i Guds navn er du?

Jeg er den, jeg altid har været.

Men du er en anden.

Du har glemt det hele.

Jeg er lykkelig.

Jeg vil også prøve!

Hvor er hun?

Rør mig ikke! Fjern dine beskidte fingre fra mig! Gå væk!

Lad mig være. Det er mit barn! Det tilhører mig. Gå væk!

Lad mig være i fred! Gå nu med dig!

Gå med dig! Lad mig være i fred!

Ud! Gå ud med Dem, Brückner! Jeg beder Dem.

Vær venlig at gå.

Sov nu.

Så du ...

... kan blive rask igen.

Du skal blive rask igen.

Han ved det ikke.

Han tror, at det er hans barn.

Han må ikke vide det.

"Natten truer vores kys." Den hvisker til os:"

"Hvem af jer tager skylden?"

"Stadig sitrende af vellyst beder vi:"

"Tilgiv os, Maria, i din gunst."

"Af blomsterskåle stiger begærlige dufte op -"

"- og kærtegner vores pander blege af skyld."

"Udmattede af strejfene fra den trykkende luft."

"Vi drømmer. Tilgiv os, Maria, i din gunst."

"Sirenernes fontæner bruser højere og højere -"

"- og mørkt rager sfinksen op foran vores skyld -"

"- og får vores hjerter til at klinge syndigt igen."

"Vi hulker."

"Tilgiv os, Maria, i din gunst."

Det er Deres skyld, hvis hun dør.

De dræbte hende med det! Det var altid kun Dem!

De lånte hende bare til mig. Blot en del af hende.

- Vidste De det? - Nej.

Nej. Jeg fandt først ud af det i går.

Hun talte i febervildelse -

- og hun var meget præcis.

Hvordan kan De leve med det?

Hvorfor, Trakl?

Hvorfor?

Jeg ved det ikke.

Der var ikke noget valg.

De er et uhyre.

Uanset hvad jeg gør, taber jeg altid.

Jeg vil ikke mere.

Måske handler det ikke altid om at vinde.

Men derimod?

Om at holde ud.

Jeg ved det ikke. Måske handler det om forståelse.

Man får tildelt en plads. Man kan ikke selv vælge den.

Kan man ikke? Du kan da.

Fik du ikke altid det, du ville?

Det, jeg allerhelst ville, fortalte jeg dig aldrig.

Du ville have givet mig det -

- for længe siden.

Forstår du det?

Du ville være taget med mig.

Også derhen.

Jeg frygter livet mere end døden.

Sådan har det altid været.

Tilgiv mig for alt andet.

Tilgiv mig, Grete.

Ikke for min skyld, men for din egen. Slut fred med verden.

Og derefter?

Så ser du det an.

Så ser du virkelig livet an.

Uden mig.

I frihed.

Jamen så ...

Én ting til, Schuschi.

Dommedag findes ikke.

Og der er ingen skyld efter døden.

Dommen falder her i livet.

Du får alt her, og du betaler alt her.

Derefter er der intet tilbage.

Kun fred og lys.

Jeg ved det, Georg.

Jeg kunne mærke det.

Jeg nåede næsten derud.

Georg Trakl meldte sig til hæren ved udbruddet af første verdenskrig -

- og tog sit eget liv på hospitalet i Krakow den 6. november 1914.

Tre år senere, den 21. november 1917, fulgte Grete ham i døden.

Hun skød sig selv efter en løssluppen fest.