All language subtitles for RIDERNE AF DET RUNDE BORD-1953_DK

Det hændte i de gamle dage,
at Rom behøvede, -

- at trække deres legioner
fra England.

Så stod riget
i store mørke og fare...

For hver krigsherre, havde sine
egne regler i sit eget tårn...

Og kæmpede med ild og sværd
mod hans kolleger.

Så mod disse mørke kræfter
rejste sig en ny kraft...

Hvor høflighed blomstrer...

Menneskeheden og ædle ridderlighed.

Dine frænder har været her før os.

Han er her stadig.

Jeg Morgan Le Fay, beskytter den
retmæssige dronning af England.

Og hendes ridder, Modred,
Lord af øerne.

Jeg Arthur Pendragon, hertug af Gwent.

Må Gud beskytte dig, stedsøster.

Gud skåne dig, stedbror.

Merlin den Vise har gjort, så vi kan
mødes her, og vi er her.

Mødes vi som fjender?

Vi mødes som frænder.

For at sætte en stopper for blods-
udgydelserne og genoprette en trone.

Hvem af os taler,
som konge af denne trone?

Han, som er Uther Pendragon søn,
den høje konge af England.

Jeg er den eneste som er
født til Uther i ægteskab.

Ingen søn blev født ham,
af hans retmæssige dronning.

Men din far, blev far til en søn.

- Født i skam.
-Hans Søn alligevel.

Morgan Le Fay er den retmæssige arving.

Og Modred den retmæssige konge.

My lady, er vi her så den, som er
retmæssige Konge kan bevise det.

Kom.

Hvilke ord er
hugget på stenen?

"Jeg er sværdet Excalibur, -

- den som kan befri mig,
fra denne ambolt, -

- er den retmæssige konge,
af hele England."

Hvordan ved vi, det her er
sværdet legenden taler om?

Hvis det er den sande sværd,
hvorfra vidste Merlin, hvor det var?

Fordi kongen, Uther Pendragon,
fortalte mig det.

Aftenen før sin død.

Så tager jeg, hvad der er mit.

Sire?

Det er ikke det sande sværd.

Det er det sande sværd.

Det er trolddom!

Lad ingen sige andet.

Så må vi tilkalde et råd,
ved Ring Stones...

Af ledere fra hele Landet.

- De skal beslutte det, herre.
-Ja.

De beslutter at hænge dig fra et træ,
og hele din trolddom med.

Selvom du være den unaturlige bror,
af denne dame...

Så pas på, du ikke hænger
ved siden af ham!

Vi skal mødes igen,
ved rådet på Ring Stones.

Konge af England!

Du er ikke.

- Hvad?
- Ikke endnu.

Du skal stadig bevise det ved gerninger,
ikke ord.

Sæt den tilbage i ambolten.

Med et hjerte af rasende fantasier.

Jeg er kommandant

Med et brændende spyd,
og en hest af luft.

Ved ørkenen jeg vandrer.

Ved en konge af spøgelser og skygger.

Lam indkaldt til en turnering.

Og ligaer uden for den
brede verdens ende.

Jeg tror det ikke er en rejse.

Nok.

Min mave er så slapt som et klokke reb,
og så hult som et brudt løfte.

Denne Arthur af jeres, skal være 100
ligaer på den anden side af ingenting.

På en oplader lavet af ingenting.

Arthur er rigtig nok og mand nok at ride
som vi gør, i forfølgelsen på hæder.

Ak, gode Lancelot,
hvor langt, i navnet på den årsag.

Vil du jage denne ridder?

Hvem? Arthur?
Til verdens ende og videre.

Vi er der allerede.

Det er dødens dal.
Djævelen selv har pløjet den.

Ikke så god Lancelot.
Jeg hører sang af livet.

Sød musik i mine sultne ører.

Fire mænd mod en høne.
Chivalry, skjul dit ansigt.

Kom, vi vil kigge efter noget hårdere,
som en fjende.

Sir, af forlov, min ånd er villig,
men min mave skriger for mad.

Spis, og slut dig til mig senere,
på Ring of Stones.

Skal vi se kong Leogrance
på Ring of Stones?

Ja, men ikke hans datter.

Guinevere er hos mig nu.

Her i mit hjerte, siden den dag,
vi mødtes som børn.

Og som hun altid vil være,
indtil dette hjerte ikke længere slår.

Venlige ord.

Jeg skal gøre hende til dronning.
Dronning af hele England.

Hvor god den er.

Fra nu af, er det Modred's jord.

Jeg skal rejse en anden vej til dig.

Gå ned,
og lade mig gå gennem skoven.

- Det er ikke som vi har planlagt.
-Det er, som jeg planlægger det nu.

- Hvorfor?
- Hvis en af os falder i baghold.

Den anden vil leve, for at forvirre
Modred på Ring of Stones.

Venligst, Gud, vil det være med dig.

- Rid med ham.
- Nej.

Det er dit blod Modret søger, ikke mit.
Bliv ved din herre.

Rid alene må du ikke.

Jeg vil gå gennem skoven,
og du skal tage Bedivere, -

Eller ingen af os flytter et
skridt, herfra indtil dommedag.

Jeg ser, jeg har været plejefar
til et muldyr.

Meget godt.

Gå gennem skoven, og
må gud være med dig.

Du har altid været mere en far for mig
i visdom og styrke.

End den, der blev far til mig.

Uden dig, livet havde været uholdbart.
Med dig, glæder jeg mig i det.

Gud være med dig.

- Hvilken vej har Arthur taget?
- Gennem skoven.

Sire, hvad er min belønning?

Du lovede mig guld nok, til
at lukke munden på mig.

Var der nogensinde nok guld
nok, til at lukke munden på en forræder?

Ikke desto mindre, gør ham tavs.

Her skilles vi. Giv mig
besked, når Arthur er død.

Inden for en time.

Hvor ville du have gået uden mig?

Til Rådet for Kongerne,
på Ring of Stones.

- Jeg vil ikke have dig der.
- Hvorfor ikke?

Dit liv kan være i fare.

Hvor du går, der går jeg også.

Har jeg nødt til at sige så meget?

Hvorfor er du så sent, herre ridder?

Hvorfor? Hvor sent er jeg, my lady?

Jeg har ventet på dig her, siden daggry.

Ak, my lady.
Hvordan skulle jeg at vide det?

Du skulle have vidst det, ved magi.

- Magi?
- Det virker måske.

Jeg lavede et ønske i vandet, for at
en ridder, skulle komme og rede mig.

- Og jeg er ridderen?
- Selvfølgelig er du det.

- Må jeg bede om my lady's navn?
- Elaine.

- Af hvilket sted?
- Af Astolat.

Kom nærmere. Måske du gerne vil ride.

Hvor tager du mig?

Til dit hjem, hvis du
fortæller mig, hvor det er.

Jeg fortalte dig, hvem jeg er, men du
har ikke fortalt mig, hvem du er.

Jeg er Lancelot af søen,
kong Ban's søn af Banoic.

- Hvor er Banoic?
-I Frankrig.

Så hvad laver du så, i England?

Jeg er på jagt efter en stor helt,
der hedder Arthur Pendragon.

Hvad vil du gøre, når du finder ham?

Ride ud i den store verden,
ved hans side.

Hvad vil du ride på jagt efter?

Giganter og enhjørninger.

Og uden for England,
havet af hvide bjørne og hvaler.

Ud over havet, de glade øer
hvor ingen nogensinde bliver gammel...

Eller som Gareth Harper,
fortæller mig i hans sange.

- Har du en dame?
- Nej.

Så jeg skal være din dame.

En dag vil du komme tilbage,
og tage mig til de glade øer.

- Hvad er der?
- Intet, der vil skade dig.

Hvem er der?

Kom frem og erklære dig selv!

Hvorfor søger du mig?

Hvorfor ligger du i skjul, som en knægt?

Så det er en rede af slyngler.

Gode Herrer, træk jeres sværd,
før mine venner ankommer.

Fem til en, er alt hvad Arthur,
selv kunne håbe på.

- Er du Arthurs mand?
- Til Døden.

Dræb ham!

Døren er åben.
Hvem vil være den næste?

Bag dig.

Tak, my lady.

Jeg er med dig, enlige ridder.

Nedkæmp dem eller gå tilbage!

Ikke mens jeg lever.

- Jeg overgiver mig, en fair kamp.
- En fair kamp, baghold.

Hvad nu?

Nu, my lady,
skal jeg tage dig hjem til aftensmaden.

Den ridder igen.

Jeg takker for den hjælp,
jeg ikke havde brug for.

Det er modige ord,
men næppe taknemmelig.

Nægter du,at du har blandet dig,
i min kamp?

- Hvorfor, søger du en anden?
- Skylder du mig ikke en?

Kom, betal din gæld.
Med slagsværd, hvis du ønsker.

Sir Lancelot, jeg er sulten.

Jeg vil være hos dig om et minut.

Pas på, hun ikke bliver vidne
til dit nederlag, ridder.

Jeg har aldrig mødt, som dig før.

I kamp, har du ingen ligemand.

Jeg er Lancelot af søen.

Ved troen på min krop,
jeg skal vide, hvem du er.

Jeg er Arthur Pendragon.

Hvorfor bryde et sværd,
der tjente dig med sådan en magt?

Det slog dig.

Så skal du have mit.

Og det kan tjene dig halvt så godt.

My lord, mens jeg lever,
skal jeg huske denne time.

Jeg ondt i hvert ben.
Jeg er ikke i stand til at glemme det.

Stå og erklære dig selv, bondedreng.

Jeg ikke bondedreng, sire.

Jeg Percival af Astolat,
og jeg leder efter min søster, Elaine.

Tusind benådninger til dig selv,
og for din hest.

Der er den dame du søger,
tror jeg, i søvn og sikker.

Vi har været på jagt, over
hele landet for dig.

- Jeg har været i kamp.
- I Kamp?

- Vi kæmpede mod fem mænd.
- Vi?

- Denne ridder og jeg.
- Denne ridder, og du?

Han og den anden ridder.

Hvem er du?

Jeg er Lancelot af Banoic,
og det er Arthur Pendragon.

Milord.

Milords, lad mig være din mand,
og ride med dig.

Gør mig til ridder, og vildfaren.

- Hvilken vildfaren ville du søge?
- Den Hellige gral, my lord.

Din ambition svæver højt,
for sådanne unge vinger.

Vil du ikke hjælpe mig,
at bevise mig selv værdig til det?

Hvis alt går godt med vores sag,
søg os på Camelot.

Hvis der skal være krig,
søg os på slagmarken.

- og bevis dig selv i kamp.
-Jeg skal, my lord.

Tak.

Kom, søster.

Farvel, Sir Lancelot.

Jeg skal vente på dig,
når du vender tilbage, fra de glade øer.

Indtil da, my lady, pas godt på.

Glade øer? Hvor er de?

Hvem ved, my lord?

Måske i hjertet.
Har du ikke også søgt dem?

Jeg kender, en Ø,
som ikke er glad.

- Det må være min opgave at gøre det.
-Hvor er den?

Vi står på den nu.

Den skal blive glad, my lord.
Vi skal gøre det.

Vi er ikke mange mennesker.
Vi er ét folk.

Bundet sammen af havet omkring os,
og vore fjender udenfor.

Vi har ikke mange årsager.
Vi har en årsag: England.

England, som nu står i dødelig fare.

- Vi alene kan redde det.
- Hvordan?

Der skal være en ende, på
alle stridigheder iblandt os.

- Afbrændinger og drab.
-Du er ikke vores dommer eller leder.

Men han hævder at være vores dommer,
og vores leder.

Pas på denne mand, my lords!

Han ville omstyrte kongens sande arving,
og tage kronen selv.

Jeg hævder ikke noget,
der ikke retmæssigt mit.

Det fra en mand,
der ikke engang, rigtig er født!

Lad mig tale.

My lords.

Den sande hersker af England,
er hendes ret.

Det er lige så gamle som disse sten.

Der blevet rejst
til foranstaltningen af solen.

Og bevægelsen af stjerner.

Hver enkelt,
er afbalanceret til sin nabo.

Med al list, fra en murer's færdighed.

Hvis hver sten holdes i balance.

Så vil alle stå for evigt.

Sådan er det med England.

Lad hver mand være i balance,
med sin nabo.

Og vores verden vil stå stille.

Jeg er Mar, konge af Pikterne.

Er der nogen mand her, der
tør fortælle mig, hvad jeg skal gøre?

Ikke én mand, og heller ikke hundrede,
heller ikke hundrede tusinde.

Men befolkningen i England.

I den mørke nat af deres elendighed.

Knust med sult, frygt og elendighed,
de råber, "Lad der blive fred!"

Hør ham?

Han ville føre hver slave i landet,
mod sin herre.

Han ville gøre os til tjenere for
bønderne, der var født til at tjene os.

Hvem er Arthur Pendragon, der
tør tale sådanne ord, til konger?

Hvem af jer er en sand konge?

Mar, der kommer fra Rom
med sit malede værktøj.

Og brænder denne jord?

Mark og hans pirater?

Bryan og hans slavetogter,
på vores ubeskyttede kyster?

Der er ingen sand konge i England,
indtil rådet udnævner en og adlyder ham.

Det er pålagt, at jeg skal være
den retmæssige konge af England.

Jeg vil være konge, my lords.

Med fred, hvis jeg kan,
af krig, hvis jeg skal.

Hverken jeg eller mine venner,
mangler buer og spyd.

Og hvis folk mangler varer,
som I vil plyndre...

De mangler ikke vrede eller mod.

- Vælg!
- Lad Forræderen omkomme...

Mens hans forræderi stadig er sort,
på hans læber!

Arthur, rid!

Hvad skal det være, my lord,
Camelot eller slagmarken?

Til slagmarken!

Vi krone dig til konge inden jul!

Konge over alle konger.

At være hendes søn.

Hun valgte.

Han kom så stille

Hvor skal du hen?

Hjem.

Var din landsby ladt stående,
af Modred mænd?

Nej.

Men hvis jeg skal sulte ihjel, vil
jeg hellere sulte ihjel der end her.

Jeg elsker denne hest som en bror.

Jeg ville dræbe ham,
så du kunne spise hans kød.

Hvis det ville give dig modet tilbage,
af manden du svigter.

Behold din hest.

Konge af alle konger.

At være hendes søn.

Han fortalte.

Han kom, så stille.

Hvad skal jeg give dig som julegave?

Fine ord fra en knægt, hvis
lommer er så tomme som hans forstand.

Er det tomt?

Og en rigtig glædelig jul til dig.

Og en rigtig glædelig jul til dig,
Sir Gareth.

Forsigtigt.

Gawaine er så skånsom som en bjørn,
på en bi sværm.

Gareth er for fuld af julehumør.

Jeg ville hvis jeg var.
Jeg ruster hurtigere end mit sværd.

Jeg synger om en jomfru.

Det er mageløst.

Konge af alle konger.

At være hendes søn.

- Hvordan er natten?
- Selv tiden er frosset fast.

Hvornår skal vi angribe Modred, my lord?

- Når foråret begynder
-Hvorfor ikke nu?

Ingen hæren kan bekæmpe Modred,
og vinteren også.

Dette er ikke kamp, som jeg kender den.
Det er en slags snigende død.

Ikke desto mindre kæmper vi,
så sikkert som hvis vi var i området.

Det er sæsonen af året,
når mænd giver gaver.

Til dem, de mest agtede.

Jeg agter dig, mere end
nogen anden mand.

"Ven skal jeg være, kald mig ikke andet.

" Dette er sammenhold
mellem brødre "

- Kristus er født.
- Han er født.

Kender hver mand planen?

Hver mand på hans sted,
har fået sine ordrer.

Adlyder de dem, vil
Modred aldrig glemme denne dag.

- Modred vil ikke glemme denne dag.
- Han lever måske ikke en dag mere.

Må dette være sværdet,
der byder ham farvel.

Er det al den styrke, de kan mønstre?

Gamle mænd og lamme drenge?

Dagen er vores allerede.

England er vores allerede.

Død over Arthur!

Se, Arthur er død!

Dagen er mit!

Arthur lever. Dagen er stadig vores!

Fremad!

- Fremad?
- De er på tilbagetog.

Nu er det tid til at dræbe.

Fremad og dræb!

Vi har dem!

Død over fjenden!

Vil du se min flag beskæmmet?

Slå drage flaget til jorden!

Han har vundet sine sporer, min Konge.

Han har fortjent dem.
Kæmp videre, Sir Percival.

Og nu for England!

Fremad!

De falder som æbler i stormvejr!

Dagen er vores!

Hil til Arthur, konge af England!

Mine herrer, accepterer I,
Arthur Pendragon som jeres konge?

Så accepterer også hans benådning.

Hvorved han fritager jer alle
fra gengældelse.

Så I kan holde fred i England.

I min ægte anger, bekender jeg min uret
mod kong Arthur.

Og beder om at tjene ham loyalt,
som hans ridder.

Jeg giver min tilladelse.

Herre, jeg anmoder om at denne
ridder, blive forvist.

Vil du have mig til, at bryde mit ord?

Krigen er forbi, Lancelot. Jeg begynder
min regeringstid i fred og ære.

Denne mand vil ødelægge det!

Herre, må jeg stå, og blive irettesat
af denne køter af en ridder?

- Jeg vil give dig tilfredshed.
- Sir Lancelot, stop.

Læg dit sværd.

Er du ridder eller fjende?

Slå koldt vand i blodet,
og bliv på din plads.

Som er høj nok,
men ikke over riget.

Arthur Pendragon vil blive kronet,
som konge i byen Camelot.

Der vil han også ægte,
prinsesse Guinevere.

Da skal I alle samles.

Og hylde ham og hans dronning.

Sådan skal det blive .

Jeg er kong Ban's søn af Banoic,
irettesat af dig, foran dette selskab.

Mens den mand lever,
Vil jeg ikke hylde dig.

I ørkenen, jeg vandrer.

Ved en konge af spøgelser, og skygger.

Jeg er indkaldt til en turnering.

Og uden for verdens ende.

Syng med, Lancelot.

Hvor er din Røst, Lancelot?

- Med dit hjerte i din støvle?
- Lad ham være.

- Hvis skjolde er disse?
- Spørg hvis de var, sir ridder.

Er de alle tre dræbt?

Ikke dræbt, ville du sige det, væbner?

Ikke dræbt, væbner,
men sat i skam.

Vor herre og mester tog dem af alle.

Rustninger, heste og deres dame.

Og de gik bort til fods, som blufærdige.

Hvilken dame, er det I taler om?

Damen der ekskorteres af de tre riddere.

Vi sendte ikke hende væk.

Så din herre er en knægt og en hund.

Så med forlov, vil vi kaste
terninger, for din hest nu.

Vent på mig her.

Fremsig dit formål.

- Du holder en dame mod hendes vilje.
- Måske. Men ikke imod min vilje.

Jeg vil have, du lader hende gå.

Hvis du vil befri hende,
så prøv. Men dræb mig først.

Det skal være mig en fornøjelse.

Med agt du kæmper indædt.

Hvis jeg dræber dig.

Vil damen's hjerte,
smelte som smør i min hånd.

Du vil smelte
et andet sted, sir ridder.

Hvor er damen?

Hvis jeg skal vove mit skjold mod dig,
må hun acceptere mig.

Damen står der.

Frue, vil du tage mig
som din befrier?

Sig mig først, herre, hvem er du?

Den, der vil være din befrier.

Og hvorfor vil du befri mig?

Fordi jeg har set mange vidundere,
men ingen så smuk som dig.

- Sire, hun er...
- Brigid.

Jeg tager dig, som min befrier, ridder.

For damen!

Han er god, og ingen hund, deres højhed.

Han gøer godt nok.

Lad os nu se, hvordan han bider.

Overgiv dig!

Jeg skåner dig, hvis du sværger
at tage damen hen, hvor hun ønsker.

Og fordi du har vanæret,
gode riddere.

Vil du opgive din rustning,
og hænge dit skjold på det træ.

Jeg sværger det.

Gå dine veje, Sire.
Der er noget godt i dig.

Beskyt damen godt.

På ære.

Du er fri, min dame.
Hvorhen vil du gå herfra?

Til brylluppet med kong Arthur,
og prinsesse Guinevere på Camelot.

Vil du ride der, sammen med mig?

Jeg ønske jeg kunne, my lady,
men det kan jeg ikke.

Sir nederlag derhenne,
vil føre dig i sikkerhed der.

Sig mig, herre ridder, hvem er du?

Tilgiv mig, min dame,
men der er skam over mit navn.

Jeg tror, at du aldrig har gjort
noget skammeligt.

Eller aldrig vil.

Må Guds nåde,
være evigt med dig.

Må Guds nåde være evigt med dig, også.

Hver ridder i England,
skal være her i dag.

Jeg ville ønske, at Lancelot var her.

Og forstyrre en æble vogn?

Hvis han forstyrrer 100 æble vogne.

Ville det være en rimelig pris,
for synet af hans ansigt igen.

Hun har aldrig været smukkere.

De passer dårligt sammen.

Hvis de ikke er, vil vi sørge for det.

Længe leve kong Arthur!

Leve dronning Guinevere!

My lords, kom frem...

Og hver gør sin hyldest...

Som gammel skik, foreskriver det.

Min Konge.

Det siges på denne dag med stor glæde...

At et menneske kan få en tjeneste...

Og at kongen vil give det,
hvis det ikke er imod riget.

Det er sandt, og jeg vil gøre det,
hvis det ikke være imod riget.

Min herre beder dig om denne ære...

At han kan være den første,
til at hylde dig.

Hvem er din herre?

Sir Lancelot af søen,
kong Ban's søn af Banoic...

Ridder, kommandør
af England's hære.

Jeg tager imod hans anmodning.

Min Konge, jeg er din mand,
ved mund og hænder...

Jeg sværger at tjene din sag,
imod alle andre.

Jeg kæmpede mod Lancelot,
og overlevede.

Sir Lancelot...

Ved mund og hænder, sværger jeg
vi ikke vil skilles igen.

Herre, tilgiv mig min uhøflighed,
på Ring of Stones.

Jeg irettesatte dig for skarpt,
og jeg siger det foran dette selskab.

Giv din hyldest til din dronning, også.

Guinevere, denne ridder
er mit banner, sværd og skjold.

Dette er ridderen,
som kom og befriede mig.

Men kom for sent til mit bryllup.

Sir Lancelot, jeg takker dig,
for du befriede min dame.

I taknemmelighed, gør jeg dig til
dronningens ridder.

Jeg skal altid være til din tjeneste, og
være din ridder i ret eller i uret.

Fra denne dag, og frem til min død.

Vær du min ridder i ret eller i uret.

I står her i tilstedeværelse,
af jeres kammerater, -

- for at blive riddere,
af det runde bord.

Derfor skal hver mand
højt sige dette løfte:

Jeg vil frygte Gud...

Ærer kongen...

Og forsvare dette rige,
med ære og med magt.

Med Guds god nåde...

Vil jeg holde mig til
dette fællesskab af riddere.

I navnet på hver mand her,
jeg sværger i Guds navn...

Til at kæmpe mod alle fjender.

Men aldrig i nogen forkerte sag,
heller ikke i nogen skandale.

Jeg vil forsvare de hjælpeløse,
og beskytte alle kvinder.

Og være barmhjertig mod alle mennesker.

Jeg vil ære mit ord.

Og jeg vil ikke tale forræderi,
eller bagvaskelse.

Jeg vil være sand i venskab.

Og trofast i kærlighed.

Alt dette, sværger jeg på fæstet
af mit sværd.

I må alle her sværge det samme?

Så vær det.

Gud give lang levetid til bordet rundt!

Så England blev velsignet med fred.

For mens Arthur og Lancelot
blev forenet i venskab.

Ingen kraft af det onde,
var stærk nok til at sejre.

Mod ridderlighed af det runde bord.

Zounds! ligner mit hår et æble?

Han gjorde det med vilje,
for at ødelægge mit mål.

Deres mål er så fattigt som hans musik.

Sætte din bue, Gawaine.

Vi kan få nye æbler hurtigere
end vi kan få nye ører.

Min nye høg mod din,
Jeg vil dele, det æble før du gør.

I orden. Med deres forlov, my lady.

Stop med at dagdrømme.
Du er ved hoffet nu, ikke i en eng.

Milady...

Dette er min søster, Elaine.

- Du er velkommen her.
-Tak, my lady.

My lady, jeg beder dig at gøre hende
en hofdame.

Hun nægter at blive hjemme længere.

Er det, hvad vil du gerne?

Musik!

Du skylder mig en høg, sir ridder.

- Sir Lancelot af søen, min søster.
- My lady.

Har du fundet de glade øer endnu?

Glade øer, my lady?

Har du glemt dem
så nemt, som du har glemt mig?

Glemt dig?

Tusind undskyldninger, my lady,
men hvor voksen du er.

- Tror du også det?
-Alle gør, undtagen dig.

Laver du stadig midsommer ønsker?

Nej, det var den eneste,
jeg nogensinde gjorde.

- Har din hest det godt?
- Berrick? Ja.

Han vil huske dig.
Han vil være glad for at se dig igen.

Hvornår kan jeg se ham?

Formoder du
en ridder af det runde bord...

Ikke har noget bedre at lave,
end at vise dig sin hest?

Hvornår kan jeg se, Berrick?

Han var en del af mit ønske.

Du skal se ham i morgen, my lady.

Hvor har du set, det barn før?

I et træ, en midsommeraften.

Hun ønskede en ridder,
kom ridende forbi og bar hende ud.

Og kom en ridder ridende,
og bar hende ud?

Ikke mens jeg var der.

Er jeg blind, eller kan jeg lugte,
et par kongelige turtelduer?

Hvad er det?

- En gammel mønt.
-Den er smuk.

Den er din.

Tak.

Du er ikke blind.

Vi skal sætte en fælde,
og fange vores turtelduer.

My lady, er det en ny halskæde,
du har på i aften.

- Må jeg beundrer det?
- Hvis du vil.

En gammel mønt.
Hvor mystisk og charmerende.

Kun den, der elsker en, giver sådan
en usædvanlig gave, til hans dame.

Jeg havde ikke lagt mærke til den.

Flot, min Herre, at give en sådan gave.

Og så ikke bemærke den,
når den er slidt i din ære?

Den blev givet til mig af Lancelot,
ikke kongen.

Af Lancelot?

Jeg ønsker, jeg kunne charmere mig,
til sådan en gave, herre.

Hvad skal jeg gøre for at fortjene det?

Hvis jeg kan behage dig med min dans,
vil det være en begyndelse?

Jeg er allerede i din gæld, my lady.

Må jeg også være beæret, my lady?

Ak, my lady, du er kommet ud for
den værste. Men pyt.

Lancelot skal danse med dig,
resten af aftenen.

Jeg befaler det.

Nå, herre, nu er vi alene,
hvad er så den store hemmelighed?

En behagelig én, håber jeg.

Ikke behageligt og ikke længere,
en hemmelighed.

En delikat sag,
og alligevel må jeg være stum.

En domstol er et meget
elegant sted, my lady.

Og dobbelt, når du så er dronning.

Men væggene har ikke blot ører.

De har øjne, og de har læber.

Ingen er sikker for dem, my lady.

Ikke engang kongen selv,
og ikke engang dig.

Prøver du at fortælle mig,
at jeg har fjender?

Alle i en domstol har fjender.

Hvis nogen kunne lave en løgn om
dronningen, så mænd troede på den.

Ville det bryde det runde bord,
og ødelægge riget.

Hvad løgn kunne de gør af mig?

En, der ville indebære Lancelot.

Lancelot er min mands ven.

Og Modred er din mands fjende.

- Kender min mand til det her?
- Ikke fra mine læber.

- Så skal jeg fortælle ham det.
- Nej.

Hvorfor ikke?

Hvis Arthur tror på dig,
og forviste Modred.

Kunne jeg ikke længere holde
øje med ham, som jeg gør her.

Hvis han troede dig.

Ville du have gjort dig selv alvorlig
skade, i hans tillidsfulde øjne.

Og hvad med Lancelot i alt dette?

Det er Lancelot,
for hvem jeg er bekymret.

Han er faklen, som Modred
ville lyse England op med.

- Det er forfærdeligt.
- Det er livet.

Og Lancelot er for sårbar.

At være uden for denne fortræd.
Han skal sikkert giftes.

Giftes?

Jeg er glad for det er mig,
der ser dit ansigt i dette øjeblik.

Og ikke Morgan Le Fay, my lady.

- Har du også mistanke om mig?
Nej, my lady.

Men jeg er lige så udspekuleret som hun
ved vævning, skyld ud af uskyld.

Hvis det er til gavn for min sag.

Lancelot skulle gifte sig.

Det er ikke for grusomt et offer,
for tronen han tjener.

Hvorfor så tavs, barn?

Jeg forsøger, at finde modet til
at stille dig et spørgsmål, my lady.

- Hvorfor er det så svært?
- Fordi.

Er det om Sir Lancelot?

- Hvordan vidste du det, my lady?
-Jeg gættede. Kom med dit spørgsmål.

Elsker han nogen, my lady?

Han har aldrig fortalt mig det.

- Så er der ikke nogen anden?
- Nej, ingen.

Lægger han nogensinde mærke til mig,
eller taler om mig?

Jeg er sikker på, han gør.

My lady, ville han gifte sig med en,
der elsker ham så meget, som jeg.

Selv om han ikke elsker dem meget?

Selv hvis han kun,
elskede dem meget lidt?

Ville enhver kvinde være klog at gifte
sig med en, der ikke elsker hende?

Det kunne bringe hjertesorg med.

Mit hjerte vil kun bryde, hvis jeg
troede, at jeg måske aldrig så ham igen.

Så du ville gifte dig med ham
uanset omkostningerne?

Ja, my lady.

Ja, jeg ville.

Gawaine, du stiller dig i vindretningen.
Jeg vil vente ved floden.

Elaine talte om dig,
da vi red.

Hun gør mig stor ære.

- Jeg er kommet til at kende hende godt.
-Jeg tror, hun behager dig.

- behager hun dig?
- Ja, hvorfor ikke?

Hvor meget behager hun dig?

Jeg ville være hendes tjener,
før alle andre.

Langsomt, Sheba! Langsomt!

Drop, Sheba!

Lancelot, der er noget
jeg må fortælle dig.

Jeg ved, at du elsker mig.

Du ville aldrig fortælle mig det,
men jeg ved, at du gør.

Men var det vores hemmelighed, ingen
skade eller skam kunne komme af det.

Men det er ikke længere en hemmelighed.

Og vi har fjender.

Disse fjender ville blive
bragt til tavshed.

Hvis du gifter dig med Elaine.

Det er mit ønske, at du gør det,
for hun elsker også dig.

Igennem hele krigen,
Arthur talte om dig.

Jeg kæmpede ved siden af ham,
og du var altid i hans hjerte.

Du må ikke være i mit, også.

Jeg vil gøre, som du befaler mig.

Tak.

Kom, Sheba.

- Godt fløjet.
- Ja, hun gjorde det godt.

Herre, hvis det behager dig, vil jeg gå
til det nordlige som kaptajn af styrken.

Du, Lancelot? Hvorfor?

- Der er gode kampe i nord.
- Der altid gode kampe i nord.

- Pikterne er i oprør.
- Pikterne er altid i oprør.

Herre, du kender mig bedre
end nogen mand.

Min arm har været stille for længe.
Jeg er syg for lyden af slaget.

Jeg forstår det.

Du har min tilladelse til at gå.

Jeg vil også bede Lady Elaine, om noget.

Vil du gå med mig, min dame,
som min kone?

Ja, min Herre.

Lykkeligt.

- My lady.
- Mit Barn.

Vores velsignelser går med jer begge.

My lady og min kone.

Jeg vil forblive din ridder, og bære
dit tørklæde som jeg altid har gjort.

I loyalitet og ære.

Gud gå med dig.

Vi skal savne ham.

Jeg savner ham allerede.

Rejs banneret!

Lansere!

Hæv lanser!

Fremad!

Hvem af os bedrøver det mest,
at se dem tage bort? spekulerer jeg på.

Hvem af os har det ømmeste hjerte.

Godt. Så er ingen af os sørgende.

Er der noget tegn på dem?

En budbringer, en rytter?

Jeg føler min mand er nær ved.

Jeg ønsker jeg havde din tro, my lady.

Så vakle ikke i din egen, Gawaine.

Jeg fortæller mig selv, tre måneder
er et kvart år.

Men allerede føler jeg,
de har været væk i tre århundreder.

De vil komme sikkert hjem.

Jeg kan mærke ham meget tæt på mig.

Jeg ville være endnu tættere på ham,
hvis han ikke havde taget harpen med.

Vil du så havde sørget for min sikkerhed?

Nej, my lady.

Han har ikke mere ansvarsfølelse,
end hans egen fjollet harpe.

My lady.

Aldrig et tegn på en bue.
Vil vi nogensinde se en Pict?

- Ja, de graver i jorden som grævlinger.
- Eller opløst i højlandets tåge.

Klar til at kvæle os til døden.

Stille!

Dan rækker!

Dan rækker!

Brug brændende pile!

Skjolde!

Hold fast, du gamle bulderbasse.

Milord, jeg har lavet min sidste larm.

Var jeg sådan en dårlig ridder,
efter alt?

Du var så god en ridder,
som jeg har kendt.

Fremad!

My lady. forsigtigt.

Nan, hjælp mig hurtigt.

Alle disse måneder, og nu er han her,
og jeg er ikke klar til at møde ham.

- Du fået at vide, ikke at ophidse dig.
-Jeg er ikke ophidset.

Selvom han er her nu.

My lady.

My lord.

En dame så klog som elfenben.

En perle i guld, der skinner.

En dame der messer.

En kærlighed,
hvor på mit hjerte kan klæbe sig fast.

Hendes lykke må aldrig forsvinde.

Mens jeg synger.

Den skotske tåge,
har rustet alle hans noder.

Jeg vil hende godt, hun vil mig vel.

Jeg tror mit hjerte vil bryde i to.

For min sorg.

I Guds egen hilsen kan hun gå.

Damen min.

En dejlig sang, Gareth.
Men hvorfor sådan en trist én?

Ja, syng en glad melodi.

Vil du danse, min dame?

Percival er her!

Aldrig var et ansigt mere velkomment!

Aldrig var et hjerte mere kold og træt.

Kom, sid ved ilden.

- Bring kød og vin.
Ja, sire.

- Hvilken nyheder?
- Du vil vide mere end jeg.

Vi? Vi har ikke hørt noget
siden vi forlod.

Hvor længe har du været væk
fra Camelot?

For mange uger.

Percival, er alt godt med dig?

Jeg er ude for at søge, sire.

- Hvad vil du søge?
- Den Hellige gral.

I pinsen, når det runde bord mødtes,
hver ridder du har sat i deres sted.

Pludselig hørte vi
larm og lyden af torden.

Højere, indtil vi troede væggene
ville vælte og ødelægge os.

Og så døde larmen,
og hallen var fyldt med lys.

Hundrede gange mere klart end dagen.

Og ingen ridder kunne tale.

Så hørte vi musik, som om
himlen var fyldt med glade sange.

- Så talte en stemme.
- En stemme?

Men de mest mærkelige ting.

Og det er noget, som
jeg ikke engang forstår.

Hvad?

Hver ridder hørte musikken,
og så lyset.

Men jeg var den eneste,
som hørte stemmen.

Hvad sagde den?

Den sagde: "Percival, min ridder".

Hvad er kommet ud af verdslige liv,
og ind i det åndelige liv.

Gå ud, Søg den hellige gral.

Velsignet, hvorfra vor Herre drak
det sidste, triste aftensmad.

Og da han døde på korset for hele
menneskeheden, holdt det hans blod.

Søg efter det.

Indtil udgangen af troen
i, hvad der er evigt kan fornys.

For i god tid,
koppen vender tilbage til Jorden.

Og der vil fortsat, være mænd
i fred med hinanden.

Velsignet være Gud, der lever og flytter
alle ting for evigt.

Amen.

Kongen givet mig forladelse, og gå
ud efter min søgen.

Men i sit hjerte, har
det bedrøvet ham at se mig gå.

Først Lancelot, og nu dig, sagde han.

Han er en ensom mand.

Du er altid velkommen,
min bror Percival.

Dit besøg, har bragt
stor glæde for os begge.

Frue, vil du sørge for ham?
Jeg må gå min runde med vagten.

Alt lykke i min verden,
er her hos mig nu.

Og min er altid fornyet.

- Hvad er det?
- Ingenting, min Konge.

Er ensomhed ingenting?

Jeg er ikke ensom.

Jeg er...

Og jeg tror, du også er.

Store opgaver bringer store krav,
på den menneskelige ånd.

Og til tider stor træthed.

Jeg må ofte se dig gå,
ingen kan følge eller sørge for dig.

Jeg mindst af alle.

Du mest af alt.

Herre, jeg ærer dig over alle mennesker.

Jeg ser, hvordan du
sørger for dit folk.

Og jeg længes efter at tjene dig bedre.

Med langt mere kærlighed, og forståelse
end jeg besidder.

Men en konge som du, har behov
for en større dronning end jeg.

Jeg elsker ham også, Guinevere.

Jeg vidste ikke
min søster kunne være så glad.

Hvem der har sat sin lid til dig,
har du gjort glad.

Hvem ved bedre end jeg?

Hvad jeg ved ikke, hvorfor jeg
blev valgt til den hellige gral.

Stedet for den sande ridder
i kristenheden.

Hver erobring jeg har forsøgt,
har jeg opnået.

Og jeg har aldrig blevet slået i kamp,
om det var rigtigt eller forkert.

Men i hellige Ting, fejler jeg.

For der er en synd i mit hjerte,
der ødelægger mig.

Og ingen magt,
vil nogensinde gøre det rent igen.

Hvis der er en sorg i dit hjerte,
lad mine bære halvdelen af den.

For jeg ved,
der er ingen synd i dit hjerte.

Min egen ville se sort og tabt ud.

Der er ingen synd i dig, Percival.

Og du vil finde, hvad du søger.

Stemmen, der talte til dig var Guds.

My lord, Lancelot.

Kom, sid ved mig.

Jeg vil fortælle dig om drømmen,
jeg drømte.

Om vores søn.

- Er du sikker på det er en søn, er du?
- Jeg så ham.

Han var bevæbnet helt i hvidt.

Hans skjold og spyd var hvide.

Også hans hest.

Han havde dine øjne, dit smil,
og din indflydelse.

Og dog var han som ingen,
der kunne redde sig selv.

Der var et stort lys omkring ham.

Jeg misunder dig sådan en drøm.

Du ved, at mine drømme
bliver til virkelighed?

Det gør de altid.

- Dine gør ikke.
- Hvorfor sagde du det?

Du har aldrig fundet dine lykkelige øer.

Mærkeligt, at du skal huske det.

Det var ikke nogen spøg.

Dette er mine glade øer.

Jeg vil aldrig have mere,
end dette fra livet.

Du er faktisk, så glad ved så lidt?

Så lidt?

Hvis jeg skulle leve mit liv igen.

Ville jeg have det samme liv.

Forstår du, Lancelot?

Ikke noget anderledes.

Jeg vil have du husker det, altid.

Det vil jeg.

- Er Modred her?
- Med Kong Mar

Hvad ved Modred indtil nu?

Hvorfor er vi blevet kaldt hertil?

Hvorfor kom du,
medmindre du gættede mit formål?

Jeg deltager ikke i komplot mod Arthur,
kun hvis landet er delt.

Heller ikke jeg.

Hvad vil splitte det hurtigere, end
et sammenstød mellem Lancelot og Arthur?

- Hans hoved er fuld af nonsens.
- Ikke af nonsens.

Der er et dårligt led i Arthurs kæde.

Lancelot er dronningens elsker.
Hvorfor i ellers jeg er her, my lords?

Hvis Mar, men vil bede om fred,
vil jeg gøre resten.

- Skal jeg søge Lancelot om fred?
- Når Krigen her er til ende.

Hvad holder så Lancelot tilbage, fra
at vende tilbage til retten på Camelot?

På Camelot, Lancelot og dronningen
vil forråde sig selv.

Jeg sætter min ed på det.

Jeg kravler til Lancelot for fred?

- Det er vanvid.
- Vent, Lad mig høre Modred færdig.

Jeg lugter metoder i hans sind.

Læs det.

Herre, jeg give dig loyale hilsener.

Grænsen er nu under kontrol
som du ville have den.

Pikterne, under deres leder Mar,
har søgt om fred.

Med Gareth og Gawaine
sender jeg min søn Galahad.

For hvem, jeg gav ham liv.

My lady, hans mor døde.

End hendes hjerte var nogensinde
mere konstant, mere skånsomt, -

- og mere tilgivende.

Jeg beder dig, tage midler for
at sende min søn til min far.

Så han kan have glæde af
hans barnebarn.

Vær vist på vores venskab.

Og hendes nåde, dronningen, skal vide,
at jeg stadig er hendes sande tjener.

Lancelot.

Ridder.

- Hvornår vender du tilbage til nord.
- Så snart det behager dig, sire.

Jeg vil give dig et brev til Lancelot,
og så skal du tage afsted.

Sire, Lancelot skal komme tilbage,
han har været alt væk, alt for længe.

Du har ret.

- Sire, det er for tidligt.
- For tidligt, når krigen er forbi?

Mar vil være i oprør igen,
så snart han vender ryggen.

Lancelot tjener stadig England bedst
fra slagmarken.

Og ville ikke komme.

Derfor befal, ham ikke.

Lad os se, til barnet, my lady.

Jeg vil tale med Merlin senere,
når hans tunge ikke er så skarp.

Når hans tunge ikke er så skarp.

Jeg ville ønske, at jeg havde den gamle
ravns hals, mellem mine fingre nu.

Fingre efterlader blå mærker.

Merlin er gammel.

Hans død kunne nemmere
se mere naturlig ud.

Gør det.

Merlin, jeg sendte bud efter dig,
for nogle timer siden.

Hvorfor kom du ikke til mig?

Lad os ikke skændes over Lancelot.

Hvis dine reelle årsager er sunde,
lover jeg, at lade ham forlade nord.

Men hvis de være luner fra gammel
tyran, skal jeg kalde efter ham.

Og risikere din bebrejdelse.

Hvad siger du?

Lanser ned!

Hæv lanser!

Riddere og damer.

For Sir Lancelot af søen.

Som har holdt kongens vagt, på
de nordlige marcher godt og trofast.

Og nu er vendt tilbage,
ved kongens ønske.

Proklamerer jeg, i kongens navn.

12 dages fest.

Med turneringer, fest,
dans og forlovelser.

Som skal udarbejdes herefter.

Må pesten tage turneringen.

Hvorfor skal jeg ride mod hver en ridder
der ønsker at vise sig, for hans dame?

Så hver en dame vil råbe til dig.

Enhver idiot tror, de
vil grine hans ballader.

Så han vil synge dem, igen og igen.

Indtil de råber endnu højere om nåde.

Hvad er det, my lord? En dames farver?

Hvorfor ikke?

Er det til minde om Lady Elaine?

Jeg behøver intet tørklæde,
for at huske hende.

Ved min sjæl!

Lancelot er iført,
en dames slør på hans arm.

Et slør? Men er han ikke stadig i sorg,
efter sin kone?

Jeg takker Gud for, at en dame,
har fået hans tanker tilbage.

Sire's, My lady's.

Hvad er den sværeste kunst i verden?

Det er at barbere et æg.

Men kul danseren,
vil barbere et dusin æg med sine tæer.

Uden at ødelægge et.

Hvis du tvivler, læg dine indsatser,
på antallet han vil ødelægge.

- To.
- Fire.

Syv.

- Jeg tror på, han ikke ødelægger nogen.
- umuligt.

- Hvad vil du satse?
- Et kys.

- Er det dronningens nye rival?
-Jeg undrer mig.

Jeg tager imod det.

Så vidt så godt.

Tag din indsats!

Lady Vivien havde bedst råd.

Vi er alle lidt jaloux på hende,
er vi ikke, my lady?

Vær venlig at gå.

- Men, frue, hvem vil sørge for dig?
- Jeg vil sørge for mig selv.

Du havde ret, my lady.
Dronningen er gået til Lancelot.

Dine mænd venter og er klar.
Send dem til øst tårnet.

Gå.

Denne gang skal vi ikke svigte.
Kongen skal have bevis absolut.

Du skal ikke være der, når de bliver
taget. Arthur må tror, vi er uskyldige.

Vent her. Måske vil vi ikke fejle.

Hvem er det?

- My lady.
- Luk døren.

Hvad bragte dig her?

Jeg må vide, hvad jeg har gjort,
for at du skal såre mig.

Du kommer her på dette tidspunkt,
for at spørge mig om det?

Hvornår kunne jeg ellers spørge dig?

I nærværelse af retten,
så du kunne skamme dig, over mig?

Men det er forræderi af dig at komme.
Du vanærer os begge.

Du kan ikke blive, ej heller ikke komme
her igen, eller tale til mig.

Er det en del af din pligt,
at ydmyge mig for alle kunne se det?

Dette er alt i dit sind. Jeg beder dig,
vend tilbage til dit kammer.

Tal med mig i morgen
hvor ingen skade kan ske.

Hvorfor ignorerer du mig i aften?

Har din kærlighed til mig,
vendt sig til foragt?

Hvorfor? Jeg må vide hvorfor.

Frue, i kun én ting
har du taget fejl af mig.

Jeg elsker dig ikke.

Det er ikke i min natur,
at elske eller ære.

Det er kun min natur at kæmpe,
dyrke sport, spise, og kæmpe igen.

Var det hele en løgn?

Har du aldrig elsket mig?

Hvis jeg gjorde, intet varer evigt.
Mindst af alt dårskab.

Hvad er det du siger?

Har du selv ikke advaret mig, om
at Modred holder øje med hvert skridt?

Er han sådan et fjols,
at han ikke holder øje med os nu.

Håber det er dig,
og ikke Lady Vivien jeg foretrækker?

For Lady Vivien,
hun og jeg er som en fjer.

Kravene til hinanden er lys.

- Vi har ikke begået højforræderi.
- Stop.

Jeg beder dig, sig ikke mere.

Jeg vil ikke nedværdige mig,
for dig igen.

Hvem er det?

Døden.

De venter på trappen.

Så det var mig, der havde for lidt tro.

Det er for sent for stilhed, Lancelot.
Du er fanget til sidst.

Modred mænd. Han og Morgan
er kun ventet på dette øjeblik.

Forræder, ridder!

Vi vil have dit hoved på en pæl,
og din skøge, også.

Hun vil gå til bålet,
i en fin sæk.

Kom ud, eller vi vælter døren!

- Hvad er der?
-Mit sværd.

Simon tog mit sværd,
for at reparere skeden.

- Vi er tabt.
- Hvis vi er tabt, er alt tabt.

Konge, rige, England.

Agravaine, hvis du trækker dig,
og afslutter dette.

Sværger jeg på mit ridderskab
Jeg vil stå til ansvar for kongen.

Du skal til kongen,
og hans dronning sammen med dig.

I Modred's tilstedeværelse.

Agravaine, jeg overgiver mig, og står
til ansvar, hvis du vil spare Lancelot.

Giv plads. Jeg vil åbne.

Jeg havde.

Alt, hvad der er sket,
skal rapporteres til Arthur.

Men ikke af dig.

Sires, I hørt bevis,
under ed og uden ondskab.

At dronningens nåde gjort hemmeligt,
og om natten.

Og uden kendskab
for hendes mand.

Gik uden opsyn, til
Sir Lancelot kvarter.

I skal give jeres stemme, hver af jer,
for eller imod den anklagede.

Du husker, hvis de kendes skyldige, hvad
straffen er for højforræderi.

For manden.

At hans hoved bliver slået fra hans
krop, og hans krop blive sønderlemmet.

Og hans mærke hængt op på vejen,
til formaning for alle forrædere.

For kvinden.

Hun skal udstilles offentligt.

Og brændes levende, foran folket.

Sires, afgiv jeres stemme.

Enten skyldig eller ikke-skyldig.

- Sir Tor?
- Skyldig.

- Sir Lionel.
- Ikke skyldig.

- Sir Ector.
- Skyldig.

Jeg hørte en stor løgn,
og red hertil uden hvile.

- Hvor er Lancelot?
- Jeg ved det ikke.

Kongen er her,
og retssagen er endt.

Retssagen?

Derfor konstateres det,
ved optælling af stemmer.

At Lancelot af søen,
og Guinevere dronning.

Er hver af dem er skyldig,
i højforræderi.

Imod vores herre, kong Arthur.

Min Konge.

Jeg beder om myndighed,
til at fange forræderen Lancelot.

Min ædle konge,
jeg overgiver mig til jeres hænder.

Hvis det er en anger for barmhjertighed,
er det dårligt timet, Sir Lancelot.

Du er dømt for højforræderi,
og dronningen også.

Hvorfor er dronningen ikke med dig?

Fordi dronningen,
er blevet så stærkt forurettet.

At jeg vil holde hende i sikkerhed,
indtil det er kommet på ret køl.

Forræder!

Berøre hendes loyalitet og min,
Jeg vil afgive fuldt regnskab.

Men først må jeg tale om et venskab,
hvorfra alt andet er sprunget.

I gamle dage, red jeg på jagt efter en
mand, og fandt ham, blev hans ven.

Vi kæmpede side om side
og udholdt alle ting sammen.

Og hvis vi til tider blev adskilte.

Jeg vil stadig sige, at der ikke er
to mænd, der er sandere venner.

Så mødte jeg en kvinde.
Og fra den tid af, elskede jeg hende.

Hendes navn er Guinevere.
Hun er jeres dronning.

Min ven var jeres konge.

Det behagede ham,
at gøre mig til hendes ridder.

Derfor forblev jeg hende tjener,
og ingen andens.

Det redede kun my lady, min kone.

Til hvis sjæl, Gud kan give blid hvile.

En mand og en kvinde kan elske hinanden,
hele deres liv, uden ondskab mellem dem.

Sådan kærlighed er god.

For ved benægtelse, og lidelse
hjertet renses.

Være, som det kan.

Hvis nogen ridder vil sige,
at dronningen ikke er en ægte kone.

Vil jeg straffe hans krop.

Min Konge, denne mand er
ikke længere fri, og kan tilbyde kamp.

Han kan kun fordømmes.

Sir Lancelot.

Ifølge loven, straffen for dig,
og dronning Guinevere er død.

Men ved min autoritet,
som konge i dette rige.

Skal hverken dronningen, eller du dø.

Straf skal der være.

Derfor dekreer jeg, at Guinevere.

Min dronning.

Bliver transporteret til klosteret, af
de hellige nonner på Amesbury.

For at forblive der, indtil hendes død.

Sir Lancelot,
da dette land var i nød og fare.

Tjente du det med en høvdings økse.

Derfor skal du blive forvist,
fra dette rige England.

Aldrig i dit liv, at vende tilbage.

Straffen er døden!

Sætningen er forvist!

Sire, jeg takker dig, for din nåde,
og barmhjertighed til dronningen.

Jeg vil overholde denne forvisning.

Selvom det er hårdere
end at skulle miste livet.

Min Konge, det er dig, der har lært os
at ingen konge af England.

Kan sætte sig over loven.

Mænd og kvinder, høje og lave,
er ens for denne domstol.

Men du har udnyttet loven,
til dit eget formål.

Hvis du beskytter den levende.

Som skal hævne de døde,
hvem skal så dømme mordere?

Du har brudt den ed,
taget i denne sal.

Mine lords, sire's.

Det sidste ord i denne sag,
er blevet sagt.

Det sidste ord i denne sag,
er ikke blevet sagt.

Vil du udfordre kongens autoritet?

Konge, kun så længe vi kalder ham konge!

Er det kongeligt at en mand løber fra
retfærdighed, når han græder højest?

Er der ingen riddere, der tror.

At den stolte og stærke bør følge,
men han er stadig stærkere?

Er han en konge eller en mand af halm.

Blind for alt, redde sin egen sorg,
og syg i sjælen?

Hvor stærk er Arthur uden Lancelot?

Så stærk som en mand i kampen, hvor
sværdet er blevet ramt af en knytnæve.

En mand med et spyd
kunne slå ham.

Således, lykkedes Modred med
hans hensigt.

Den store bånd blev brudt.

Med dronningen taget fra alle mænds
øjne, i sorg og skændsel.

Og Lancelot forvist fra landet.

Onde dage vendte tilbage til England.

Hører I, som har kommandoen
af de modstående hære.

Der er enighed om,
at mens denne våbenhvile varer.

At ingen ridder, trækker sit sværd.

Hvis nogens sværd bliver trukket,
på den ene eller anden side,.

En trompet skal lyde,
og den frygtelige krig begynde.

Arthur Pendragon,
du bad om denne våbenhvile.

Hvad håber du på, du skal vinde?

Modred, jeg forsøger at afværge
dette blodbad.

I modsætning til den gamle krig,
vi kæmpede mod hinanden.

Når du førte fjender imod mig.
Fjender af England.

Denne gang fører jeg englændere
imod dig, fordi du er fjenden.

Hvis jeg må kæmpe mod mit folk,
og mine riddere.

Slaget, der slår dem til døde,
dødt for mig.

Tabet er dit, ikke mit.

Modred, pas på! Ingen vil stå op,
i denne holocaust.

Ven vil dræbe ven i denne tåge, og
ikke at vide hvem han dræber.

Foran os ligger kun mørket,
af total udslettelse.

Slutningen af ridderlighed,
slutningen af hele vores verden.

I Guds navn,
beder jeg dig afstå denne krig.

Efter mine betingelser.

Hvad er de?

Først skal du fjerne dine hære,
fra vest.

For det andet, liv og løsøre
for befolkningen i vest.

Skal komme under mit domæne.

Sidst, det runde bord skal
opløses.

For aldrig at samles.

Disse betingelser er ikke udtryk for
værdighed! De er udtryk for sejr!

Hvis jeg enig i disse vilkår, vil du love
aldrig at udføre yderligere krige?

Hvis jeg ikke bliver provokeret.

- Jeg accepterer vilkårene.
- Nej!

Lad det ske skriftligt!

Forræderi!

Arthur, min ædle Herre.

Gud tilgive mig. Jeg kommer for sent.

Hvilket sted er dette?

Kapellet af sværdet.

Excalibur.

Vender tilbage hvorfra det kom.

Lyser ikke længere,
ikke længere storhed.

- Plettet af min egen hånd.
- My lord.

Modred. Du havde ret.

Jeg skulle have ødelagt ham.

Derfor gør det,
før han vokser i styrke igen.

Det vil jeg.

Min sværd.

Plettet af blod, af mit eget folk.

Kast det i havet, Lancelot.

Sværg det.

Jeg sværger.

Gå til Guinevere.

Fortæl hende.

Jeg elsker og tilgiver hende.

Ven skal jeg være.

Kald mig ikke andet.

Dette er et bånd,
imellem bror og bror.

Vent i salen af det runde bord,
indtil jeg kommer.

Lad mig gå med dig.

Hvad jeg skal gøre, skal gøres alene.

Jeg bringer dig triste nyheder,
my lady.

Kongen er død.

Hans budskab til jer var kort, to ord.

Hvad var de?

Tilgivelse og kærlighed.

Tak.

- Til døden!
- Til Døden.

Hvad er det?

Det var mig, der bragte dette fællesskab
til ødelæggelse og død.

Mit hjerte er for sygt, til at bede.

Musikken.

Kan du ikke høre det?

Jeg hører ingenting.

Lyset.

Det næsten blinder mig.

Men salen er uændret.

Koppen.

Koppen.

Percival, min ridder og tjener.

Denne høje vision gives
til det rene hjerte.

Til slutningen, at troen på,
hvad der er evigt, kan fornys.

Af fællesskab og ære, er intet tabt.

Og af alle riddere, Galahad,
søn Lancelot, er mest værdig.

Giv trøst derefter til Lancelot.

Hvis skyld er tilgivet.

Og hvis Hjerte nu skal kende fred.

Velsignet være Gud, som bor.

Og bevæger sig i alle ting for evigt.

Tekstet af Fnogbus.