All language subtitles for Badehotellet.S06E04.DANiSH.PREAiR.720p.WEB-DL.H.264-WEEDPOT.da

Der Führer har bestilt
et hus på Rügen.

De frygter et andet firma. Hvad nu
hvis det firma var Dem og mig?

Når du sidder der, vil du forstå, at
rimeligt ikke er hensigtsmæssigt.

— Så vil jeg slet ikke sidde der.
— Jeg har en, der regner med mig.

Han er inde som soldat.
Vi skal forloves, når han har orlov.

Det er Deres svigerdatters bror. Han
håber, De kan hjælpe ham til Sverige.

— Kan De komme videre uden papirer?
— Jeg håbede, De kunne hjælpe.

— Har du sagt, han kan komme her?
— Vores hjem er åbent for trængende.

Det er godt, du er kommet.

Det ville være dejligt,
hvis I holdt jeres høns inde!

Jeg kunne kraftedeme
være kørt i grøften!

Hallo! Jeg taler til Dem!
Uforskammede karl.

Philip, jeg skal lige tale med dig.
Hvor er Ditmar?

Han kommer. Vi følges ikke ad.
Folk skulle nødig få forkerte tanker.

Fotografen spurgte, om turistfilmen
blev til noget. Jeg sagde ja.

— Vi har ikke hørt fra turistchefen.
— Han skal nok ringe.

Jeg har en god fornemmelse. Men
fotografen havde et andet tilbud.

— Han ville gerne have lidt garanti.
— Hvad har du lovet?

— Det hele.
— Det er alt, hvad vi har!

— Hvad er der los?
— Goddag, grev Ditmar.

— Har De også badet?
— Rolig. Ellers ryger du ud.

Det har jeg ikke råd til. Hun har
lige sat vores formue over styr.

Om lidt ringer de, og vi kan
ikke optage uden en fotograf.

— Og hvis ikke så lukker vi.
— Der er møde på direktionsgangen.

— Jeg går op. Ring selv til ham.
— Hans kontor er lukket i ferien.

Det er da der, der burde være åbent.

Han skal nok ringe.
Det er jeg sikker på.

— Hold kæft.
— Jeg ville se, hvor du blev af.

Havde du en god tur? Skal vi ikke
køre en tur og få pigerne med?

— Jeg har lige kørt fra Tyskland.
— Vi kan da også bare blive her.

— Far er tilbage. Går du tur igen?
— Ja.

Vera går meget tur.
Er det ikke dejligt?

Jo. Jeg var ved at køre en høne over
over ved fru Andersens.

— En af deres? Georg, ikke igen.
— Nej, jeg var ved at køre den over!

Så kommer der den her ubehøvlede
karl. En, jeg aldrig har set før.

— Der er ikke andre derovre.
— Det var der!

— Talte du med ham?
— Nej. Han luskede bare af.

— Det er vel en, der hjælper til.
— De høns er ved at tage livet af en.

I må godt lukke den dør!

Dejligt, at du er tilbage.
Hvordan var mødet?

Jeg gider ikke tale om det.
Jeg siger ikke, det ikke gik godt.

— Jeg gider ikke tale om det.
— Nej, nej.

Nej, og det der fikumdik
gider jeg slet ikke.

— Du er ikke syg, vel?
— Nej, jeg er træt, Therese!

Jamen så venter vi,
til du ikke er så træt.

Hvad hvis det var en tyveknægt?
Ham, der luskede rundt. Hønsetyven!

Jeg går over til fru Andersens mand
og beder ham tælle de høns.

Nej, Georg. Du burde lægge dig ned
og slappe helt af. Så.

— Kunne han finde på at gå derover?
— Det tror jeg ikke.

Undskyld, Vera, men som jeg
kender din far, ved man aldrig.

Ja, det kan ikke udelukkes, hvis
han har en høne at plukke med ham.

— Undskyld. En høne at plukke...
— Det var ikke for at være morsom.

Nej. Det er situationen ikke til.
Det er ikke holdbart, at han bliver.

— Der er ikke meget, vi kan gøre.
— Var Deres kollega tilbage i dag?

— Ja.
— Så ring til ham igen.

Hør, om han kan foreslå noget,
der kan hjælpe Robert videre.

— Det er vanskeligt uden papirer.
— Det er jeg udmærket klar over.

Men det kunne være, hr. Aurlands
kollega kunne skaffe dem.

De må findes i Østrig,
hvor Robert kommer fra.

— Nej, du lever endnu?
— Hvad mener du?

— Du lovede at ringe tilbage.
— Gjorde jeg?

Hvor har du dine tanker henne?
Jeg bad dig om at finde ud af —

— hvem der var til stede,
da jeg gik i stå på scenen.

Hvorfor ville du vide det?

Fordi der sad en person i salen,
som bragte mig ud af fatningen.

Midt i "Erasmus Montanus"
i en af mine kosteligste scener —

— hvor salen rungede af latter, får
jeg pludselig øje på denne person —

— som på det væmmeligste
stirrede på mig. Derfor.

— Hvor sad han?
— Det husker jeg ikke.

På en af de forreste rækker.
Tæt på dig.

Den eneste, jeg kan huske,
det var Mogens Gregorius, din elev.

— Ham var det jo nok ikke, vel?
— Nej, selvfølgelig ikke.

— Han var så stolt over din hjælp.
— Kan vi holde os til sagen?

— Hvem sad der ellers?
— Salen var propfuld.

Det er den, når jeg er på scenen.
Forhør dig i billetkontoret.

Hvornår skal du tale med psykologen?

Hvad har det med sagen at gøre?
Jeg har ikke brug for ham.

Jeg har brug for at få at vide,
hvem der generede mig —

— men du har ikke tid til at hjælpe.
Jeg finder ud af det. Hils din mor.

Jeg troede, det var nogen,
Deres far havde sendt over.

— Han ved ikke, hvem De er.
— Hvad har han sagt?

At der var en ny herovre.
De får ikke problemer med ham.

— En af pigerne taler over sig.
— Ikke fru Andersens piger.

Fru Fjeldsø vil henvende sig
til Østrig og få Deres papirer.

Uden om Tyskland?
Østrig ér Tyskland.

Hr. Aurland ringede alligevel
til sin kollega...

Som sagde det samme? Fru Fjeldsø
aner ikke, hvordan det er.

Østrig er lukket. Da jeg rejste,
skulle jeg aflevere alt.

Min kones smykker, vores bankbog.
Intet er for småt eller stort.

Bagefter skulle jeg skrive under på
aldrig at vende tilbage.

Der er ingen, der vil have os!
Jeg har ingen papirer.

Jeg eksisterer ikke!

Undskyld. Det lyder,
som om det er Dem, jeg skælder ud.

— Jeg kan godt forstå, De er vred.
— Det nytter ikke noget.

Kulrede høne.
Den kan heller ikke finde hjem.

— Hønsegården er den vej!
— Den leder efter steder at lægge æg.

Lærer man den slags, når man
læser engelsk på universitetet?

Jeg har passet høns på Langeland
hos min mormor og morfar.

De spurgte efter noget at læse i.
Jeg har taget lidt med til Dem.

Det er pænt af Dem.

Nå, der kommer chefen. Jeg må
hellere komme i gang med at luge.

— Hvor længe skal han blive boende?
— Det er ikke til at sige.

— Ville han ikke op til søsteren?
— Jo, men han har ingen papirer.

— Ved hun, at han er her?
— Fru Fjeldsø har ringet.

Hun ville komme, men Robert
syntes ikke, hun skulle risikere det.

Han vil videre til Amerika,
men de lukker ikke flere ind.

— Nå, Otilia.
— Kommer jeg for tidligt?

Nej, vi skal bare lige
være færdige her.

Vandet har kogt.
Du kan bare hælde på kanden.

— Vi kunne godt bruge en hånd.
— Har I hørt fra Martha? Bliver hun?

Ja, hun er blevet for fin til os.

Chefkok på Hotel Phønix
med fire kokke under sig.

— Nå, er du færdig med fru Molin?
— Ja. Vi har været rigtigt flittige.

Hun kan rollen på fejlfrit dansk.

— Hun har da vist en god lærer.
— Fortæl om din skole i Skørping.

Jeg har fortalt dig,
at det ikke er Skørping.

Det er en lille landsbyskole udenfor,
men der sker ikke meget i Gravlev.

— Derfor vil jeg gerne høre om det.
— Hvem ville til Amerika?

Det er bare en, vi har hørt om.

Edith, ved pigerne,
at vi drikker kaffe nu?

Det er sidste aften,
Jespers orkester spiller i Skagen.

— Hvis du vil, kan vi bytte vagt.
— Jeg bliver bare her.

— Hvis du skifter mening...
— Det gør jeg ikke.

Hvis jeg tager derop,
kan jeg ikke sige nej til ham.

Det har jeg aldrig kunnet. Så bliver
jeg så rasende på mig selv bagefter.

Kommer I? Nana, fik vi gjort rent
nede hos unge hr. Frigh?

Ikke endnu.

Han gik op igen, så jeg tænkte,
det var bedst at vente.

Du skal ikke være bange for ham.
Han er så sød.

Jeg er heller ikke bange.
Jeg tænkte bare...

Så siger jeg, du gør det,
når du har drukket kaffe.

— Har De været i vandet i dag?
— Nej. Jeg hører, om Leslie vil med.

— Han er da blevet glad for at bade.
— Det er gået af ham igen.

Han ligger bare deroppe og læser.
Jeg tror, det er kærestesorger.

— Tror De?
— Han opfører sig så mærkeligt.

Kører lange ture alene. Det er,
som om der er noget, han gruer over.

Han har ikke sagt et ord.
Han må have mødt en dame i Holland.

— Det lyder upraktisk.
— Ja. Nu starter han på fabrikken.

— Så går det i sig selv igen.
— Man kan godt huske kærestesorger.

— Ja. Svagt.
— Meget svagt.

Ja?

— Hvor blev De af?
— Jeg ville ikke forstyrre.

Det skal De bare gøre.
Jeg troede, De prøvede at undgå mig.

— Nej, nej.
— Det var godt.

Nå, De skal til.
Jeg går bare lidt.

— Jeg er ked af, jeg ikke fortalte...
— At De har en kæreste derhjemme?

Det skal De ikke være. Jeg er sikker
på, det er det helt rigtige for Dem.

Jeg tænkte...

— Gæt, hvem der lige ringede.
— Har du hørt, man kan banke på?

— Har du hørt, man kan låse?
— Luk døren.

Hvem har ringet? Lydmanden,
som nu også vil have penge?

Nej, Philip. Turistchefen
Tage Skovgaard. Filmen er vores!

Han kommer om en time. Han havde
bare nogle ting, han ville have med.

— Konkursen er aflyst. Tillykke.
— Jeg skal ind og forberede mig.

— Jeg sagde det jo.
— Hun sagde det jo.

Det gjorde hun faktisk.

Goddag igen, hr. Weyse.

Jeg er ked af,
at jeg ikke kunne nå Dem.

Så havde De sparet turen herop.
Jeg har fundet ud af —

— hvorfor jeg gik i stå på scenen.

Det var en person, som stirrede
ubehageligt på mig nede i salen.

— Nej dog. Hvem?
— Det ved jeg ikke.

Men billetkontoret er i gang med
at undersøge, hvem der sad der.

Interessant. Var det nok til
at distrahere Dem?

— Åbenbart.
— Og nok til, at De mistede lysten?

Sikkert i kombination
med min overanstrengelse, men ja.

Har De noget imod,
at jeg sætter mig et øjeblik?

Vil De ikke også?

Direktør Konradsen har fortalt om
et oprør blandt de unge skuespillere.

Nej, har han ulejliget Dem
med den dumme bagatel?

Nej, hør nu. Dette oprør... Der var
blot tale om en enkelt person —

— som havde besværet sig over
ikke at få tilbudt nogen roller.

Et anonymt brev,
hvor vedkommende klagede over —

— at den unge Erasmus Montanus
blev spillet af Dem.

Der ser De. Ikke til at tage
alvorligt. Jeg havde glemt det.

Kunne det tænkes, at det rumsterede
i Deres hjerne, da De gik i stå?

En, der havde klaget og mente,
at De var for gammel?

For gammel?

Hør nu. Skulle jeg ikke
kunne fremstille en 25—årig?

Det er jo latterligt.
Som sagt havde jeg glemt det.

Måske indtil De fik øje på en person
nede i salen og fik den indskydelse —

— at netop denne person
havde klaget anonymt.

Meget fantasifuldt, men hvorfor
skulle jeg så ikke kunne huske hvem?

Måske fordi De blev rystet over at gå
i stå, mens et fyldt teater så på —

— eller fordi personen i salen
stod Dem så nær —

— at deres ubevidste var nødt til
at afvise det.

Og det næste, De fortæller mig,
er vel, at det var min egen elev?

— Var han til stede?
— Ja, men det var ikke ham.

Han beundrer og elsker mig.
Det morsomme er faktisk —

— at det var den rolle, jeg øvede med
ham, da han søgte ind på Elevskolen.

— Det var netop "Erasmus Montanus".
— Interessant. Den selvsamme rolle.

Mogens.
Det var ham, jeg så!

— Er De sikker?
— Ja, ja. Det var ham!

Det var ham, der sad dernede i mørket
med al sin misundelse —

— og korslagte arme.
Ingenting var han uden mig.

Som en anden Brutus har han
stukket en kniv i ryggen på mig.

Det er et fattigt talent.
Denne tvetungede usling!

Ungdommen vil altid trænge
de gamle væk.

Det har De sikkert selv gjort.
Det er naturens orden.

Jeg tror ikke, De har sceneskræk.
De er blot blevet bange for —

— at De er på vej ind
i et lidt ældre rollefag.

— Goddag, søde Alma.
— Goddag, August.

Det glæder mig,
at du har valgt at blive —

— når du alligevel ikke skal øve
med hr. Weyse.

Må jeg tro, at det er,
fordi jeg er kommet?

Det ville nok være lidt
af en overfortolkning, søde August.

— Jeg lå sgu lige og hvilede mig.
— Det har været en lang rejse.

— Sæt Dem endelig, hr. Molin.
— Tak. Jeg er blot lidt nysgerrig.

Hvordan gik det dernede?
Fik De set feriebyggeriet på Rügen?

— Ja. Det var meget imponerende.
— Hvad sagde hr. Fischers firma?

Hr. Fischers firma er interesseret.
Der er bare lige det aber dabei —

— at partiet skal godkende aftalen.

Ja, det er klart.

De indgår ikke i et samarbejde,
før de har kigget folk i kortene.

— Hvad ser de efter?
— Alt. Alt, hr. Madsen. Alt.

De er meget grundige.
Deres byggerier, Deres økonomi —

— deres familieforhold.

Nå, det er sådan, de går til værks.
Jeg havde jo et lille uheld —

— på den amerikanske børs,
men det er ti år siden.

Siden har De betalt enhver sit.
De er driftig og ovenpå.

Det forstår man i partiet dernede.

Det vigtigste er,
at man kan regne med Deres loyalitet.

Ja, ja.
Regne med hvordan?

At De eller Deres familie
ikke foretager sig noget —

— der er i modstrid
med Tysklands interesser.

Med de søde piger, De har,
har De absolut intet at frygte.

Det er bare mig.

Vera har lige fortalt
den triste nyhed.

— Min kollega ringede.
— Kan det alligevel lade sig gøre?

Nej, desværre. Han ville bare
stilfærdigt orientere os om —

— hvordan de danske myndigheder
ser på den situation, vi er i.

— Hvad mente han?
— At vi skjuler en illegal flygtning.

— Det ser man ikke på med milde øjne.
— Selvfølgelig ikke.

— For mig ændrer det ingenting.
— Heller ikke for os.

Hvad sagde han?

Han fortalte om
en jødisk cykelhandler —

— der var smuglet til Danmark
med en dansk skipper.

Der havde man sendt en betjent ned
for at bringe skipperen for retten.

— Er det ikke det, jeg har sagt?
— Han fik vel bare en bøde.

— Hæftestraf.
— Ja. Vi ender i fængsel alle sammen.

Jeg har en idé. Det er noget,
jeg har læst i en kriminalroman.

De er i samme situation, men så
får de fat i nogle skumle typer —

— som laver falske identitetspapirer.

Nu må du simpelthen holde op.
Har vi ikke problemer nok?

— Skal vi også lave falske papirer?
— Du har fuldstændig ret.

Jeg ved ikke, hvordan vi gør det.
Vi kender jo ikke nogen kriminelle.

Det ved jeg nu snart ikke.
Vi står fire lige her.

— Goddag, hr. Frigh.
— Goddag.

Ja, jeg er lidt ked af
vores samtale sidst.

— Må jeg sætte mig et øjeblik?
— Ja, værsgo.

Ja, jeg troede jo, at Deres far havde
fortalt, han ville sælge fabrikken.

Han ville selvfølgelig skåne Dem.
De var ganske ung dengang.

Nu hører jeg, at De skal indtræde
i ledelsen efter sommerferien.

— Gratulerer.
— Tak.

— Vi to ligner faktisk hinanden.
— Gør vi?

Jeg har jo også overtaget
min fars forretning.

Han var dog ikke så betænksom
som Deres.

— Det kom aldrig for at skåne mig.
— De har klaret det godt alligevel.

Jo, men friheden,
friheden til selv at kunne vælge —

— det er dog det største,
synes De ikke?

Goddag, frue. Må jeg lykønske Dem
med Deres kloge og begavede søn?

— Der er fremtiden sikret.
— Tak, hr. Molin.

— Hvad talte I om?
— Ikke noget særligt.

— Har du fået det bedre?
— Der er ikke noget i vejen.

Du har bare været på værelset
så længe.

Der er bal i Skagen i aften.
Det er Jesper Duelunds orkester.

Hr. Duelund var gæst på hotellet
for nogle år siden.

Det er det her jazz —

— du godt kan lide. Måske der
kommer piger fra København.

Det gør der sikkert,
men jeg har ikke lyst.

— Skal jeg gøre det?
— Det må du da gerne, Edith.

Jeg har ikke de samme kræfter
i fingrene længere.

— Har du fået talt med Valter?
— Ikke endnu.

Jeg har ikke været hjemme. Vil Morten
virkelig forpagte hotellet ud?

Det er ikke så nemt bare at komme
hjem, nu de har fået lille Peter.

Men Fie og Morten ville
spørge dig først.

Jeg har fortalt,
hvor godt du klarede det, Edith.

— Tak, fru Andersen.
— Fru Berggrens gæst er kommet.

— Så må du gerne give besked.
— Han har sat sig i spisesalen.

Jeg sagde, vi dækkede op i
dagligstuen, men han ville sidde der.

Den er så smuk og minder ham
om selve den danske folkesjæl.

Hvis det er sådan, han har det, må
vi hellere lade ham blive siddende.

Fru Berggren. Dejligt at se Dem
igen. Sæt Dem ned, sæt Dem ned.

Jeg har fået nye, fortryllende idéer.

Tak.

Egtvedpigen. Vi har fuldstændig
glemt Egtvedpigen!

Jeg må også omkring Himmelbjerget,
Dybbøl Mølle og Holger Danske.

Og Kronborg luder ved Sjællands port

mod hvide skuder,
hvor lyst, hvor stort!

— Har jeg ikke ret?
— Jo, men hvordan havde De tænkt...?

Jeg har skrevet en ny drejebog.
Værsgo.

De bad mig skære budgettet med 15%,
men med alt det her ekstra...

Pengene er ikke noget problem. Lav
det bare, så finder vi en løsning.

Undskyld, men er det ikke en lille
smule voldsomt med alt det her?

Er det Deres eller min film?
Hvem har skrevet drejebogen?

— Det er Dem.
— Hvem har forstand på turisme?

— Dem.
— Jeg har skabt Dansk Turistsamvirke.

Intet var det uden mig. Intet.
I hver eneste flække har jeg været.

Har De været overalt i Danmark? Har
De arbejdet i turistbranchen i 30 år?

Nej, og alligevel gør De dem klog
på noget, De ikke har forstand på.

Godt ord igen.
Følg mine anvisninger —

— så skal vi nok lave
en hyldest til fædrelandet.

Jeg går ind.
Bliv her.

Hvad vej løb han?
Han tog bagdøren! Løb udenom!

— Hvad sker der? Hvem er De?
— Hansen. Kriminalpolitiet.

— Bare han ikke forulempede Dem.
— Nej. Hvad er der galt?

— Hvem har han fortalt, han er?
— Han er fra Dansk Turistsamvirke.

— Og han har bedt Dem lave en film?
— Ja.

Der er ikke noget
Dansk Turistsamvirke.

Han er patient
på sindssygehospitalet i Risskov.

Det mener De ikke.

Desværre.
Han var på turistkontoret i Randers —

— men det slog klik for ham,
så han blev indlagt.

Nu render han og fortæller,
at han er landets største turistchef.

Jeg har jagtet ham.
Han kan ikke tåle at blive sagt imod.

Undskyld.
Jeg må hellere hjælpe min kollega.

Jeg håber ikke,
De har brugt for meget tid på ham.

— Sindssyg?
— Jeg kan ikke tro det.

— Hvad er diagnosen?
— Overdreven fædrelandskærlighed?

Der ringede ikke en lille klokke,
da han sagde Dansk Turistsamvirke?

Eller da han fortalte, at
turistkontoret var lukket i ferien?

— Eller da han sang?
— Det gjorde han også første gang.

— Der var det noget, han kunne høre.
— "Elverskud", ikke?

— Nu ved du, hvorfor de ikke ringede.
— Han var på flugt.

Tusind tak for opbakningen.
Jeg har brugt tre uger på det her.

— Tror I, jeg synes, det er sjovt?
— Det er der ingen af os, der gør.

Vores firma er lige gået nedenom
og hjem, men måden, det skete på...

Det ér sgu sjovt.

Hvordan gik dit møde?

Fantastisk.

— Ja?
— Der er telefon, hr. Weyse.

Hvis det er billetkontoret,
er jeg her ikke.

— Det er Jesper Duelund.
— Jesper Duelund?

Han spiller i Skagen. Har De ikke
hørt det? Vil De have telefonen op?

Ja.
Ja tak.

— Weyse.
— Længe siden.

— Det må man sige.
— Jeg er i Skagen.

Vi spiller i aften,
hvis De vil kigge forbi.

— Det er pænt af dem...
— Jeg har nye med i år.

Vi har fuldt hus af unge mennesker.
De er vilde med det.

Nå, unge mennesker? Nej,
jeg tror ikke, det er noget for mig.

Så meget kan De ikke være
faldet af på den siden sidst.

Store kunstnere har ingen alder.
Jeg håber også, Ane kommer.

Så kunne hun køre med Dem.
Vi ses.

— Weyse?
— Ja, lille Edith?

Deres cocktail.
Skal jeg sætte den på værelset?

Ja, gør det.
Gør det.

Ja?

— Undskyld.
— Blev De ikke færdig?

Jo.

Jeg ville bare høre...

Jeg har fri i aften. Hvis De har
lyst, kunne vi tage ud at bade.

— Ja. Det er det, vi må sammen.
— Vi kan også køre en tur.

— Er De sikker på det?
— Hvis De har lyst.

Har De lyst? Det er vel mere det,
der er spørgsmålet. Sidst sagde De...

— Vi kan også bare lade være.
— Jeg holder ved skiltet klokken ni.

Så kan De jo se.

Tag det roligt, Olga.
Jeg har talt med grev Ditmar.

Det var bare en politimand.
Det har intet med os at gøre.

Han var her i en helt anden
anledning. De ér kørt igen.

Det er et spørgsmål om tid,
så kommer de rendende igen.

Og så har vi skjult
en jødisk flygtning fra Tyskland!

— Vi er nødt til at hjælpe ham.
— Ja, selvfølgelig!

Jeg ville bare ønske,
at Vera ikke havde fundet ham.

Hvor mange gange skal jeg sige,
at den dør holdes lukket?

Hvordan kan du være så lang tid
om at hente et håndklæde?

Jeg hørte fru Fjeldsø og hendes
søster. Jeg ved, hvem han er —

— ham ovre ved fru Andersen.
Sibylles bror.

Han er jøde
og blev sendt til en lejr.

— Hvad laver han så her?
— Han er flygtet dernedefra.

De sagde, Vera havde fundet ham. Det
er nok ham, hun besøger på turene.

Hvad skal du?

— Hvor er din søster?
— Hvor tror du?

Vera? Nå, der er du.
Nu skal du høre.

— Hvor er din far?
— Hos Vera. Hvad sker der?

Ikke noget.

— Du må intet have med ham at gøre.
— Det bestemmer du ikke.

— Det kan du bande på!
— Man kan høre jer.

Jeg er fandeme ligeglad. Hold dig
fra ham, ellers tager jeg affære.

Det er ulovligt
at skjule en flytning.

— Du vil melde ham?
— Selvfølgelig ikke.

— Bland dig udenom, Therese.
— Det er på grund af dine venner.

Jeg arbejder med dem. Jeg gør mig
ikke til dommer over, hvad de laver.

Du finder dig i, at de bestemmer,
bare så du kan lave en forretning.

— Det er fandeme dem, du lever af!
— Jeg vil ikke have dine judaspenge!

Det her er en mand, der kan dø. Dem,
du har travlt med at arbejde for —

— vil slå ham ihjel. De gjorde det
med hans kone, mens han så på!

Jeg har tænkt mig
at hjælpe ham lige meget hvad.

Hvis du gør noget som helst,
så vil jeg aldrig se dig mere.

Det her er mit værelse.
Jeg vil godt have, at I går.

Weyse!

Godt De kom.
Hvad med Ane?

Jeg spurgte, gamle dreng,
men hun har ikke fri i aften.

— Men hun har det godt?
— Strålende.

— Slå Dem ned. Få noget at drikke.
— Det er Edward Weyse.

— Er det?
— Ja, det er. Kan du ikke se det?

Skal vi ikke spørge,
om han vil sidde her?

De synes ikke, De burde være her.

Ham derhjemme, Anders...

Vi har kendt hinanden, siden vi var
små. Det har altid skullet være os.

Han vil købe en gård, når han får
sparet op og er færdig som soldat.

— Så er alt jo planlagt.
— Ikke at jeg skulle møde Dem.

Men De skal tilbage til Deres fabrik.

Ja.

Alt er også planlagt for mig.
Det har De ret i.

Jeg har ikke lyst til
at rejse nogen steder.

Jeg har bare lyst til
at blive sammen med Dem.

— Jeg har det ligesådan.
— Skal vi ikke glemme alt om planer?

Og lade som om den her sommer
aldrig slutter? Skal vi ikke?

En dag forstår vi, at der er
en større mening med det hele.

— Måske ikke lige nu, men en dag.
— Philip tror på skæbnen.

Han forstår ikke, at meningen med det
hele er, at der ikke er nogen mening.

Jeg har det ligesom den her.
Et stort rundt nul.

Ikke noget ægteskab,
ikke noget firma, ikke nogen fremtid.

— Du har os.
— Ja, men i Paris, ikke?

Vi flytter nok hjem.
De taler for meget om krig dernede.

Skål.

— Vi troede, De var ældre.
— Jeg er på samme alder som jer.

— Bor I her i Skagen?
— Ser vi sådan ud?

— Vi er på vandretur i telt.
— Vi er fra Hellerup.

To skønne københavnerinder
og to studiner. Skål på det.

Skål.

— Er De også student?
— Ja.

— Det blev jeg sidste år.
— Det er vist ikke rigtigt.

Hvordan har min mor så set
alle Deres film?

Jeg startede som barneskuespiller.

Nu må de smukke damer have
mig undskyldt. Det er mit stikord.

The way you wear your hat

the way you sip your tea

the memory of all that

no, no,
they can't take that away from me.

The way your smile just beams

the way you sing off key

the way you haunt my dreams

no, no,
they can't take that away from me.

August! Hvordan er du kommet ind?
Jeg har låst døren.

Det er det forbavsende
ved det her hotel.

Alle kan låse døren, men der er
samme nøgle til nogle værelser.

Til alt held dit og mit.
Er det ikke et tegn, lille Alma?

Det kan ikke blive ved. Jeg vil ikke
have, at nogen ved, du kommer her.

— Hvorfor er vi blevet, som vi er?
— August, oprigtigt talt.

Hvorfor er vi gået fra
at være venlige og forstående...

... til alt det,
ingen af os ønsker at være?

Det skal jeg fortælle dig, Alma.
Det er...

Det er, når vi mister kærligheden.
Når den brutalt bliver revet fra os.

— August, vores ægteskab...
— Jeg ved godt, det var min skyld.

Men én ting skal du vide. Jeg har
altid ønsket det bedste for os to.

Altid. Jeg har aldrig villet andet
end os to, siden jeg mødte dig.

Os to. Du finder aldrig nogen,
der vil elske dig, sådan som jeg gør.

— Og nu skal jeg nok gå.
— August, kom herhen.

Kom.
Sæt dig et øjeblik.

— Jeg holder jo af dig.
— Gør du?

Ja.

Men vores ægteskab gik i stykker,
længe før vi mødte hinanden.

Du blev gjort fortræd i barndommen.

Det er for stor en opgave for mig,
må du forstå.

Du er nødt til at holde op med
at komme her om natten.

— Jeg sover dårligt.
— Så skriv et brev til din kone.

Det vil hun blive glad for.

— Er det dig?
— Jeg håber ikke, jeg forstyrrer.

— Der er ikke andre. Spil videre.
— Nej, jeg ville blot øve lidt.

Jeg spiller til morgensang hver
morgen, og nu starter skolen snart.

Så kan man begynde forfra med
at lære dem at sidde stille.

— De er nogle vilde krabater.
— Du savner dem, kan jeg høre.

Det gør jeg nok.

Fru Andersen spurgte,
om jeg ville forpagte hotellet.

Gjorde hun det?
Det var da flot af hende.

Jeg spurgte Valter, hvad han syntes.
"Det skal du bestemme."

"Hvis det er noget, du gerne vil,
så vil jeg ikke blande mig."

— Det er en god mand, du har fået.
— Ja. Jamen det er det.

Men jeg sagde altså nej. Jeg har
savnet mine børn her i sommer.

De er hos mormor og morfar,
men jeg kan ikke holde ud at høre —

— at Astrid har tabt en tand,
og det ser jeg ikke.

Jeg har sagt til fru Andersen,
jeg gerne vil arbejde her —

— men at jeg skal hjem om aftenen.

Nå, men jeg må se at komme videre.
Gæsterne vågner snart.

— Godmorgen, hr. Weyse.
— Godmorgen.

Har De sovet godt?

— Jo tak.
— Ja, så meget De nåede.

Hvordan er jeg endt her?
Jeg er ikke kørt selv, vel?

— De ringede efter en vognmand.
— Vognmand Larsen.

— Var der nogen, der så, vi gik ind?
— Man skulle tro, De skammede Dem.

— Gør De det?
— Næh, næh.

Men nu skal I videre, småpiger.
I skal jo vandre helt til Tversted.

— Er det ikke rigtigt?
— Det haster ikke.

Det haster meget.
Nu skal I være søde at liste ud.

Der er helst ikke nogen,
der skulle se jer.

— Leslie er ikke oppe?
— Han kommer om lidt.

Han har det meget bedre. Jeg spurgte
direkte, om han var ked af —

— han ikke skulle til Holland.
Det var han ikke.

Krisen er overstået,
og pigen er glemt.

— Er det dig, Jesper?
— Dav, Edith. Tag den herre først.

— Det var Dem, der ringede.
— Jeg kan sagtens vente.

Det kan jeg også.
Jeg er på ferie.

De er gæst, så er det vel naturligt,
at De kommer først.

Det foregår i den rækkefølge,
man er ankommet til skranken.

— Jeg vil da blæse på rækkefølgen.
— Ane er ude i køkkenet.

Jeg har også hr. Weyses bilnøgler
med. Jeg har kørt hans bil hjem.

Dem skal jeg nok give ham.

— Hvor i alverden kommer han fra?
— Jesper Duelund. Han spiller jazz.

Nå. Ja, så forstår man jo bedre
den manglende opdragelse.

— Det er forældrenes ansvar, ikke?
— Jo.

Hvad kan jeg hjælpe Dem med?

Kunne jeg få Dem til
at sætte en stor buket blomster op —

— på fru Molins værelse?
Den største, De kan finde.

De skal ikke sige, det er fra mig.
Hun elsker blomster.

— Selvfølgelig.
— Tak.

Jeg har tænkt på dig.
Ja, på jer.

Dig og Emma.

Jeg...
Jeg kører først videre i morgen.

Kunne vi måske ses i aften?

— I aften?
— Ja?

— Eller du har måske ikke fri?
— Jo.

Så kan jeg hente dig klokken ni.
Så kan vi sige godnat til Emma.

Er det ikke en god plan?

Nej, Jesper.
Det er det ikke.

Hvad så?

Så ikke noget.

— Sagde hun ja eller nej til ham?
— Det ved jeg ikke.

Men uanset hvad er det let at føle,
at man skulle have valgt det andet.

Nu går du ind og ringer til Helene og
spørger, hvordan drengene har det —

— og siger, at du savner dem.
Nej, du sender blomster.

30 røde roser. 50. Nej,
du overvælder hende. Nej, du ringer.

Du lægger kortene på bordet
og fortæller det hele.

Blomster er bedre. Nej,
så vil hun jo undre sig og tro...

Og det går jo ikke.

Glemt med vilje, for at jeg skal fare
til Tversted. Sådan leger vi ikke.

Næh, næh, små pigebørn.
Den bliver lagt i receptionen —

— og så kan I selv afhente.
Jeg er færdig med det der.

Jeg er en gift mand
i min bedste alder.

Han skal væk herfra. Han skal slet
ikke have noget med Vera at gøre.

Jeg gider ikke høre noget.
Han vil selv væk.

Det kan han jo ikke!

— Du ville tale med mig?
— Ja, kom ind.

Jeg har talt med Aurland om ham.
Han vil over til søsteren i Sverige.

— Han hedder Robert.
— Ja, ja. Han har ikke nogen papirer.

— Han er jo dansk, ikke?
— Så havde han fået lov til at blive.

Han er østrigsk statsborger.
Det har jeg fortalt dig.

Han er født i Danmark. Derfor
kan han få en dansk navneattest.

Med den kan han nemt rejse
til Sverige. De kræver ikke pas.

— Det har din far ret i.
— Gu har jeg ret.

Hvordan får han en navneattest?

— Er De døbt i synagogen i København?
— Ikke døbt, men De har ret.

— Det må stå i protokollerne.
— Hr. Aurlands kollega er selv jøde.

Han henvender sig til rabbineren
helt diskret.

— Har Deres far udtænkt den plan?
— Han ér ikke så slem.

Min mor plejer at sige,
at han er et får i ulveklæder.

De må godt tage dem her tilbage.
Jeg er ikke glad for kriminalromaner.

Jeg har spænding nok.
Men denne her, den er god.

— Var det den, De havde med at gøre?
— Ja. Forlaget bad mig læse den.

Fru Fjeldsø tror, De har skrevet den.
Det fortalte De, da De kom med den.

Gjorde jeg?
Ja. Det er sødt, ikke?

Hr. Weyse!

Vi savnede Dem i aftes.

Jeg var en lille tur i Skagen
for at besøge en gammel ven.

Jeg kan se, De har det bedre.
Vil De måske øve Deres Petruchio?

Fru Molin, desværre. Jeg er
alt for ung til at spille Petruchio.

Nu må De have mig undskyldt.
Jeg skal et lille smut til Tversted.

— Godmorgen.
— Går det bedre i dag?

— Hvor blev du af dernede?
— Jeg gik en lang tur.

Morten og Fie kommer ikke tilbage
næste år. De forpagter hotellet ud.

De håbede, det var noget for Edith,
men hun savner sine børn.

— Hvad skal der så ske?
— De skal finde en anden forpagter.

— Nå ja. Selvfølgelig.
— Hvorfor bliver det ikke os?

Du sagde, der var en mening med
det hele. Det hele passer sammen.

I vil ikke bo i Frankrig,
og jeg skal finde på noget nyt.

Vi elsker det her hotel.
Det var her, vi mødte hinanden.

Jo, men hvordan skulle vi...

Jeg tager mig af gæsterne, Ditmar
af økonomien, og du er i køkkenet.

De skal jo finde en anden.

Mon der er en ledig plads der,
hvor de spærrede turistchefen inde?

— Jeg mener det alvorligt.
— Det er det, jeg frygter.

— Hvor meget har du sovet i nat?
— Slet ikke. Nå, hvad siger I?

Tekster: Mikkel Holst
Dansk Video Tekst