Original subtitles

ABBA er alle tiders største popband. Når man hører en popsang -

- der giver én lyst til at græde, danse, hoppe og smile på én gang -

- så er det ABBA's indlydelse, der gennemsyrer populærmusikken.

ABBA er en svensk poplegende.

De var det første store popband -

- og de skrev nogle af de bedste sange nogensinde.

De er popmusikkens blåtryk. Gennemført professionelle.

Alle interesserer sig for et band med to par, især når der kommer knas.

ABBA er Sveriges største eksportvare og verdens største popband.

Med et pladesalg på 400 millioner er de kun overgået af The Beatles.

Men den musik, der vil blive husket i mange generationer fremover -

- havde rødder i en helt anden sound.

I 60'erne var de musikalske strømninger i Sverige lig dem i USA -

- med en forkærlighed for folk music.

Mens stjerner som Woody Guthrie og Bob Dylan var singersongwriters -

- byggede Sveriges teenagere mure af lyd i grupper.

Benny Andersson voksede op i den tradition.

Benny havde en musikalsk opvækst.

Både hans farfar og far spillede traditionel svensk folkemusik.

Han blev meget hurtigt ekspert i svensk folkemusik.

Han dannede bandet The Hep Stars.

De var et herligt band. De havde en utrolig sceneenergi.

Men de begyndte at løbe tør for materiale -

- og lavede mange covernumre, men det lyder stadig godt.

The Hep Stars var påvirket af tidens rock'n'roll-bølge.

Björn Ulvaeus blev også påvirket af lyden.

Björn var som mange svenske teenagere i 50'erne eventyrlysten.

Nøglen for Björn var en rejse til London i 1959.

På den tid boomede skiffle i London.

Da han tog hjem efter et par måneder, tog han kærligheden til skiffle med -

- og kærligheden til musik, og dannede The Hootenanny Singers.

Som navnet antyder, var de et folkband, men i den kommercielle ende.

Bandets manager var Stig Anderson.

Stig foreslog at slå The Hootenanny Singers og The Hep Stars sammen -

- men endte med Benny og Björn som duo, da han opdagede deres talent.

Stig Anderson troede fuldt og fast på bandet.

Han så stjernekvaliteten.

Han troede på makkerparret Benny og Björn og drev dem frem.

Det er vigtigt med tillid. Det gjorde dem til de stjerner, de blev.

Pladeselskaberne tvivlede, så han lavede sit eget.

Benny og Björn tvivlede også. De troede ikke på -

- at en svensk duo kunne hitte internationalt, men han stod fast.

Han investerede fornuftigt og skrev tekster til nogle af de største hits.

Benny og Björn begyndte at skrive til andre.

Benny skrev en sang til det svenske melodigrandprix -

- og mødte i den forbindelse sangerinden Anni-Frid Lyngstad.

Frida havde den mest interessante baggrund.

Hun var norsk. Moderen havde en affære med en naziofficer og blev gravid.

Skammen i den lille by blev for meget -

- så hun og babyen flyttede til Sverige.

Moderen døde, da hun var lille, så hun voksede op hos sin mormor.

Hun fandt trøst og glæde i at synge.

Hun blev gravid som 17-årig -

- men lod barnet blive hjemme og indledte en ret succesfuld karriere.

Hun var i højere grad en jazz- og swingsanger end de andre.

Björn havde også fundet kærligheden under en turne med sit band.

Han mødte den svenske popstjerne Agnetha Fältskog i et tv-studie.

Agnetha var allerede selv en popsensation.

Hun var med i "Jesus Christ Superstar" -

- og trods sin unge alder havde hun en utrolig stemme.

Med sit blonde hår var hun et fantastisk produkt af svensk pop.

Som barn var hun besat af sangerinden Connie Francis fra 50'erne.

Hun havde lidt gråd i stemmen.

Og senere kunne man høre, at Agnetha også havde meget af det.

Hun havde et almindeligt job som omstillingsdame -

- men hun ville også synge.

Hun var smuk, selv efter svenske standarder -

- så hun fik snart en pladekontrakt.

Hun var en mindre svensk popstjerne. Og hun skrev sine egne sange.

Under mændenes navne udgav de to par "Hej gamle man!".

I de tidlige dage var det pop inspireret af folk.

Det var sidst i 60'erne. Der var masser af folk music.

Peter, Paul and Mary, Bob Dylan med flere.

Så det lå lidt i luften, men de bevægede sig mellem ren pop -

- og så måske lidt mere hippie-folk music.

"Hej gamle man" er den første sang, de lavede sammen.

Den er lidt sær. Man kan høre harmonierne og det stærke melodiøre -

- som blev kendetegnende for ABBA -

- men lyden er mere traditionel. Det er slet ikke så poppet.

Deres første forsøg som firkløver blev afskrevet af anmelderne.

Det var lidt noget miskmask, for de trak på alles repertoire.

De bedste sange var dem -

- som Benny og Björn skrev sammen, og hvor kvinderne sang kor.

Som firkløver havde de ikke helt fundet magien endnu.

Efter Bennys succes med "People Need Love" og albummet "Ring, Ring" -

- besluttede manager Stig Anderson at gøre bandet mere mainstream -

- og meldte dem til melodigrandprix.

Det var deres tidlige, luftige pop.

De lød som en skandinavisk version af Phil Spector.

Det gjorde "Ring, Ring" for dem.

De blev undervurderet, men ikke af sig selv.

Lydteknikeren Michael Tretow fandt på det fremragende trick -

- at indspille vokaler og guitarer to gange, så det gav et ekko.

Det lagde ABBA aldrig fra sig.

Det er anderledes end deres præ-ABBA folkpop -

- men har ikke helt den Euro-glans, vi alle sammen kender og elsker.

Jeg tror, de bliver klar over, at for at pop skal fungere i 70'erne -

- skal der være hook. Det begyndte man at se.

Men at kalde ABBA beat er fjollet.

Det er lidt let i forhold til det følelsesmæssige stød, der kom senere.

Jeg elsker historien om scenetøjet. Det skulle være så aparte som muligt -

- for det var fradragsberettiget, hvis det udelukkende var til scenebrug.

Så drengene havde fjerboaer, tossede sko og vilde frisurer.

De så ret vanvittige ud. Man så ikke folk på gaden i det antræk.

"Ring, Ring" blev nummer tre, men var et hit på det europæiske marked.

Men Stig ville indtage Storbritannien og USA -

- og en navneændring var første skridt.

Manageren Stig skrev alle deres navne ned, og de er altså ret lange.

Han blev ret træt af det og endte med bare at skrive deres initialer. ABBA.

Når man ser bands i dag, som The XX ...

Symbolsk set kan man ikke glemme det ord. De to matchende bogstaver.

Det stod for de to par. Det var et letgenkendeligt, genialt navn.

Der er også et fiskekonservesfirma, der hedder Abba.

Jeg ville have troet, det gav forkerte associationer -

- men de kunne godt lide det. Og ingen uden for Sverige kendte det.

På Stigs opfordring stillede ABBA op til melodigrandprix endnu en gang.

Denne gang lykkedes det, og de spillede "Waterloo" i 1974.

"Waterloo" er ret uimodståelig.

For det første er den utrolig munter og festlig.

Og det er bizart at tage Napoleons nederlag i Slaget ved Waterloo -

- og sammenligne det med at forelske sig og give sig hen.

Det var ikke set før i pop. Det var ikke "Save All Your Kisses For Me".

Så at et meget kommercielt band gjorde det, er faktisk ret cool.

Man hører den, og vil bare høre den igen. Den braser ud af højttalerne.

Den er alt det, en god popsang skal være.

England gav dem 0 point. Det er interessant, for de sang på engelsk -

- men repræsenterede Sverige. Det var ikke til deres fordel pointmæssigt.

Men de vandt trods alt. Og med den sang brød de igennem internationalt.

Folk kunne lide deres optræden og deres kostumer -

- der var inspireret af glamrock, som var fremherskende dengang.

Og der er masser af teater i sangen. Den er hurtig, fængende, sjov.

Trods succesen gjorde de efterfølgende singler sig ikke på hitlisterne.

ABBA risikerede at blive afskrevet som et "one hit wonder".

Deltagelse i melodigrandprix i 60'erne og 70'erne var karrierens højdepunkt.

Det var international succes.

"Hasta Mañana", "Monsieur", "I Do, I Do, I Do" og "Ring, Ring" -

- klarede sig ikke særlig godt. De blev mindre hits.

Og det så ud, som om det var dét for dem. Men de arbejdede hårdt.

De rykkede til Sverige og havde plads og vigtigere endnu, tid -

- til at arbejde på næste kapitel.

De fokuserede på deres styrker og udviklede dem. Og det virkede.

"SOS" vendte udviklingen.

Man kunne ikke forbinde den med den gruppe, der havde lavet "Waterloo".

"SOS" er min yndlings-ABBA-sang.

Det er det smukke øjeblik, hvor teksten er melankolsk. Det er trist.

Men samtidig er det fængende. Jeg tror, mange kan se sig selv i den.

Akkorderne daler på forunderlig vis. Det er ikke typisk.

Det er ikke svært, men sangen er stykket sammen på en usædvanlig måde.

Men det lyder ikke usædvanligt. Der er ikke noget, der skurrer.

Det er almindeligt, men originalt, og det er svært at lave.

Den havde en skandinavisk melankoli -

- som ABBA udnyttede resten af karrieren.

Agnetha viste, hvor sjælfuld og sørgmodig en sangerinde hun var.

Der var noget voksent over den. Det var ikke luftig pop mere.

Det var lidt dybere, lidt mere ensomt -

- og det ensomme dyrkede de i resten af karrieren.

Det ændrede alt for dem.

"SOS" hittede verden over og fandt tilhængere blandt prominente musikere.

John Lennon, Pete Townshend og Ray Davies elskede sangen.

Videoen var instrueret af Lars Sven Hallström -

- som kom til at instruere de fleste af ABBA's videoer.

Lars Hallström definerede ABBA visuelt.

Stig Anderson glædede sig over, at han var billig.

Han kunne lave to videoer på en dag. Det kunne Stig Anderson lide.

Som visuel kunstner var han forbilledlig.

Når kvinderne sang sørgmodige sange, kiggede de direkte ind i kameraet.

Som talte de til seeren.

Det var hans varemærke. Og så splitscreen.

De har en slags symmetri, Benny og Björn og Agnetha og Frida.

De så godt ud. Og så de aparte kostumer. Videoerne var geniale.

De blev stillet over for hinanden, og der blev brugt effekter.

Videoerne fik vist bandets look på det internationale marked.

Og så blev der spillet på romantikken.

Midt i 70'erne i de tidlige ABBA-dage var de lykkelige par.

Det holdt ikke, men der var noget soapopera over det, som folk elskede.

"Mamma Mia" er en af de bedste popsange nogensinde.

"Mamma Mia" antyder noget, men det betyder ingenting.

Men alle kender "Mamma Mia" og "SOS", alle titlerne. Man er med.

Og det er nemt at synge med.

"Mamma Mia" strøg til tops verden over.

I Storbritannien vippede den Queens "Bohemian Rhapsody" af pinden.

Det var sjovt, for "mamma mia" er også i teksten til "Bohemian Rhapsody".

Det var sjovt, for "mor" indtog de to øverste pladser på singlehitlisten.

Den vokser og vokser og vokser, og det gjorde "Bohemian Rhapsody" også.

Det er "call and response" og omkvæd, der bygges op.

Den har en tik-tak-rytme, som ingen andre ABBA-sange havde.

Det understøttede det og beviste det australske markeds styrke.

Australierne faldt pladask for ABBA og forlangte den udgivet som single.

Og det blev den. Kæmpe hit i Australien, og Europa fulgte efter.

Det er ikke en vigtig sang, men en påmindelse om -

- at de godt kunne lave livsbekræftende sange.

Bandet blev superstjerner i 1976 med deres første Greatest Hits.

Den nye sang på pladen, "Fernando", er ABBA's mest solgte single nogensinde -

- med 10 millioner eksemplarer.

Jeg har en teori om "Fernando". Det var charterrejsens storhedstid.

Alle tog til Torremolinos og så videre og ville have et minde.

"Fernando" mindede dem om den flotte tjener.

Den havde en lille smule billig glamour over sig.

To gamle venner, der mindes et tabt slag. Eller hjertesorg.

Det var sangenes styrke.

De skrev om bestemte ting, men mange kunne forholde sig til det.

Det er den ultimative ABBA-sang. Det er en utrolig simpel sang -

- men jo mere man hører den, jo mere kompleks er den.

Teksten handler om to mexicanske revolutionære.

Björn skrev den i stedet for den, Stig havde skrevet om en romance.

Björn ændrede den. Det viser, hvor følelsesladet ABBA kunne være.

Det er en smuk, smuk sang. Den rammer mig hver gang.

Sidst i 70'erne var ABBA's succes ikke til at stoppe.

"Arrival" fra 1976 viste kunsten at skrive fintslebne popsange -

- og det er "Dancing Queen" et fremragende eksempel på.

"Dancing Queen" for mig er venner -

- der danser på diskoteket med diskokugler og en sorgløs tid.

Det handlede om musikken og fest. Folk levede gennem dem.

Min yndlingssang er "Dancing Queen". Den er munter og handler om frihed -

- og at give den gas på dansegulvet, men jeg synes, den er utrolig trist.

Da Benny kom hjem med demoerne til "Dancing Queen" -

- til sin kæreste Frida, brød hun ud i gråd.

Jeg mener, at man kun kan reagere sådan, når man hører den første gang.

Ja, teksten er lidt overfladisk -

- men klaveret ...

Den sørgmodige melankoli, der er over den her utrolig muntre sang -

- viser, at ABBA var to kontraster i ét. Det er den perfekte popsang.

Agnetha og Fridas stemmer smelter sammen -

- så man har en konstant fornemmelse af kor.

I dag er det banalt, for vokaler bliver indspillet flere gange -

- for at give en bredere fornemmelse end den menneskelige stemme.

Men ABBA gjorde det fra første færd med de to kvinder, der synger sammen.

Det er en del af det, ikke det hele.

Det var lige så meget kemien som sangskrivningen.

Men rent musikalsk var det smart gjort.

De to stemmer ... De piger kan synge.

Inden ABBA havde de hver især succes.

Det er fantastisk at høre dem alene.

Men sammen leger de med hinandens styrker og svagheder.

Smukke harmonier og Agnethas stærke og dog følelsesladede vokal.

De synger ikke på deres eget sprog -

- men deres diktion og udtale er lige i skabet.

Succesen blev et problem i forhold til efterspørgslen efter at se dem live.

3,5 millioner ville have billetter til to koncerter i Royal Albert Hall -

- og i Australien spillede de for hundredtusinder.

Australien elskede dem, og da de kom dertil, ville de indspille en film -

- samtidig med en turne, som der var alt for få billetter til.

En brøkdel fik billetter, men mange flere ville gerne have.

Australien og New Zealand var de første lande, der tog ABBA til sig.

De indtog den kulturelle scene fuldstændig.

"ABBA-The Movie" handlede om en australsk journalist ...

Skrækkelig film, men et kæmpe hit. De var et fænomen i hele verden -

- men i Australien var det ABBA-feber.

Bandet tjente enorme summer nu -

- og med det fulgte problemer med skat og hele den side af forretningen.

Nogle siger, de var større end Volvo. Det var en kæmpestor forretning.

De var for store til at turnere. I dag er der masser af stadionbands.

ABBA var et stadionband i hele verden. De kunne ikke tackle det.

ABBA-feberen rasede. Det ville enhver have det svært med.

Men særligt Agnetha havde det svært.

Hun ville optræde, men havde nok ikke forestillet sig, at det blev så vildt.

De var eftertragtet live, men ABBA var et studieband.

De var tryggere i studiet.

Frida har også talt om, hvad der sker, når to kvinder er frontfigurer.

Det giver venskabelig konkurrence.

Man kan se, at de kæmper en lille smule om rampelyset.

Sammen med filmen og turneen kom "ABBA-The Album".

Pladen var inspireret af Benny og Björns ophold på USA's vestkyst.

Den blev deres bedst placerede plade i USA.

En myte om ABBA er, at de ikke indtog Amerika.

De var ikke så populære som i resten af verden, men de rykkede noget.

Det nagede både Stig, Benny og Björn, at de ikke var lige så populære der.

De var i Amerika i nogen tid for at tilegne sig tidens sangskriverkultur.

"The Album" er det tætteste, de kom på at lave en californisk plade.

Den havde en blødhed, og det var godt håndværk, og de gik ikke på kompromis.

Det er en fremragende plade.

Min favorit er "The Name of the Game".

Det er en af ABBA's gode "knas i parforholdet"-sange.

Det er en voksensang.

Den handler om voksenting og forhold, der forliser.

"ABBA-The Album" gav os "Take a Chance on Me" og "The Name of the Game".

Det er to stærke sange i ABBA-repertoiret.

Den kom samtidig med soundtracket til "Grease" og "Saturday Night Fever".

Så det var en æra.

I 1977 kom "Saturday Night Fever" og soundtracket med Bee Gees -

- og disko blev mainstream i USA.

ABBA eksperimenterede med lyden på "Summer Night City" fra 1978.

ABBA passede perfekt til disko.

Glimmer, glamour, perfektion.

Det dansevenlige og fantasiprægede passede perfekt til dem.

"Summer Night City" var deres hyldest til Stockholm.

Den har altid voldt folk problemer, og jeg forstår ikke hvorfor -

- for den var sprudlende dansevenlig.

Men den var svær for dem at indspille.

Det var første gang, de havde kæmpet i studiet.

De blev aldrig tilfredse med den. Den blev mixet og remixet et par gange.

De kunne ikke rigtig få ABBA-magien frem.

Problemerne med singlen -

- blegnede mod Björn og Agnethas skilsmisse.

De udgav "Chiquitita", som blev en af deres største -

- men pressen mente, at skilsmissen betød enden på ABBA.

Som Agnetha så gribende sagde: "Vi løb tør for kærlighed."

Det var ret modigt af dem at fortsætte i bandet.

Björn havde stadig ambitioner, og Agnetha ville stadig være med -

- især fordi hun ikke skulle turnere så meget.

Der var også nogle selvbiografiske aspekter. Som Björn sagde:

"Det var nemmere, for personen i studiet var ikke min kone."

"Hun var bare sangerinden i ABBA."

Det var svært, og med den enorme succes og det store pres -

- for ny musik, turneer ... De havde 300 koncerter om året på et tidspunkt.

Det kan ikke undgå at påvirke dem -

- og forholdet mellem parrene og vennerne.

Det var ikke den bedste atmosfære -

- men de havde altid haft en høj arbejdsmoral, så de blev ved.

"Chiquitita" og en spansk udgave af "I Have a Dream" -

- blev hits i Latinamerika.

ABBA genindspillede endnu otte hits til albummet "Gracias Por La Música".

ABBA havde mange fans i den spansktalende verden.

Det cementerede det bare. Men de var ikke de første, der gjorde det.

"I Want To Hold Your Hand" med Beatles blev også indspillet på tysk.

Det gjorde store bands -

- sikkert på opfordring af selskabernes udenlandske afdelinger.

Argentinerne foreslog det, og ABBA sagde: "Ja, vi er fuldstændig med."

Så de indspillede en hel plade -

- og "Chiquitita" blev naturligvis det største hit i Sydamerika i 25 år.

Alle må bare have vidst, at det var en sikker vinder.

De engelske versioner af "I Have a Dream" og "Chiquitita" -

- kom med på "Voulez-Vous" fra 1979.

"Voulez-Vous" er en fantastisk sang. Igen: klassisk ABBA.

Når man ser alle sangene samlet, er det vildt at tænke på -

- at et band kunne skabe bare én af dem. Men de havde en perlerække.

Det var, som om de sprøjtede dem ud. De fik det til at se utrolig nemt ud.

Med 80'erne kom en modreaktion mod disko.

ABBA vendte tilbage til poplyden på albummet "Super Trouper".

En million eksemplarer blev forudbestilt. Det var ny rekord.

Man kan ane ting om ABBA's forhold på deres senere plader.

Men på "Super Trouper" er "Me and I", som er deres allermørkeste sang.

"Our Last Summer", "Happy New Year", de har alle en stemning af sorg -

- ting, der ændrer sig, ting, der nærmer sig sin afslutning.

Det er ikke forbi endnu, men det er det i en ikke så fjern fremtid.

Sangen "Super Trouper" benytter sig også af ABBA's trick -

- med at parre en dyster tekst med glædestrålende musik.

Frida synger om at synge for tusinder af venner blandt publikum -

- men alligevel føle sig fuldstændig alene.

Men hør teksten.

Det er den bedste, mest fortvivlede on the road-sang nogensinde.

Den handler om Agnethas indstilling til at turnere. Hun savnede sine børn.

Björn og Benny kunne placere deres stemmer inde i hendes sjæl.

Det er et vidunderligt aspekt i deres sangskrivning.

Det er utrolig ægte. Stemningen kan vende når som helst.

Man kan køre bil i silende regn -

- efter et brud, og man græder og tænker: "Sangen handler om mig."

Fem minutter senere kan din ven høre den på gaden i solskin -

- og være i den syvende himmel.

Én sang, som menes at afsløre de forliste forhold -

- er "The Winner Takes It All".

Det er min yndlings-ABBA-sang. Jeg hørte den en del gange i morges.

Når man læser teksten, som er skrevet samtidig med bruddene ...

De blotter sig. De har sagt, at det ikke handlede om Agnetha og Björn -

- men man kan læse en masse ind i det. Det er en utrolig trist sang.

Når et band har problemer, begynder folk at læse alt muligt ind i det.

ABBA havde altid skrevet om hjertesorg. "SOS" var også trist.

Folk vidste, hvad der skete -

- så de nærlæste teksterne lidt mere.

Björn har sagt, at han skrev den i én køre, mens han havde ondt af sig selv.

Det var ulykkeligt for ham -

- men han har givet verden en sang, som er blevet en trøst for mange.

Men jeg har også set venner danse og få noget helt andet ud af den.

Tolke den nærmest majestætisk. Så jeg mener, de skrev et mesterværk.

I 1981 annoncerede Frida og Benny deres brud -

- da de gik i studiet med "The Visitors".

Et af de første digitale albums og den første popudgivelse på cd.

Det var en vanskelig indspilning, for Benny og Frida var blevet skilt.

De havde også problemer -

- fordi de gik fra analogt til digitalt udstyr, som Polar havde købt.

Der skete også noget musikalsk.

Björn dikterede af uransaglige grunde -

- at de to kvinder ikke skulle synge sammen i versene, kun i omkvædene.

Det var snedigt, men det fjernede noget af ABBA's essens.

"The Visitors" er min yndlings-ABBA-plade.

Den er lidt mere kompleks. Der er mere tekstur, og den er lidt mørkere.

De kan stadig skrive gode popsange, men det er lidt mere interessant.

Den er ikke så poppet, men det kan jeg godt lide. Jeg hører den stadig.

Der blev booket studie til en efterfølger til "The Visitors".

Men ud over et par nye sange kom der ikke noget nyt album.

Efter "The Visitors" lå det ikke i kortene, at ABBA skulle stoppe.

Men for første gang siden 60'erne kæmpede de med at finde materiale.

De tog på drengetur til Bahamas for at prøve at skrive noget materiale -

- som måske, måske ikke skulle hedde "Opus 10".

Benny og Björn var ikke tilfredse, så båndene blev arkiveret.

De prøvede at holde bandet i gang, men det fungerede bare ikke.

De samledes en sidste gang -

- til indspilningen af den fantastiske "The Day Before You Came" -

- og den stærkt undervurderede "Under Attack".

"Under Attack" blev det sidste fra ABBA.

Under indspilningen bemærkede tekniker Michael Tretow -

- den triste stemning i studiet og vidste, at det var slut.

Deres forhold forliste, men som professionelle fortsatte de.

Og når de optrådte, kunne man ikke se, at der var problemer.

Men turneer og store familier og mange børn derhjemme ...

Det blev en belastning.

Agnetha blev mere og mere ensom.

Hun ville nok ikke ønske at blive sammenlignet med Greta Garbo -

- men hun virkede sådan. Hun ville ikke være en offentlig person mere.

Det er en ret naturlig reaktion.

Agnetha er den mest interessante. Hun havde fået nok af turnelivet -

- men ville stadig musikken og fik et par hits, men var ude af rampelyset.

For et par år siden udgav hun det anmelderroste album "A".

Det er en herlig plade. Jeg vil godt høre mere fra hende.

Frida udgav sin første soloplade med Phil Collins som producer.

Benny, den måske mest fornuftige af dem, genoptog svensk folkemusik.

Der var ikke noget pres, da han ikke henvendte sig til et globalt publikum.

Han spillede den musik, han elskede, og havde stadig ABBA i baggrunden.

Björn kastede sig over musicals -

- og er blevet kurator for ABBA-arven.

Så hvorfor ikke stoppe og sige: "Nu har vi gjort det."

Hvorfor skulle de blive ved?

ABBA har haft stor indflydelse. De åbnede dørene for svensk musik -

- og brød barrierer ned for mange europæiske kunstnere.

Det er den første musik, mange vil høre i deres liv.

Til børnefester bliver der altid spillet ABBA.

Sangene vil altid være kendte. De er evergreens.

Pop-perfektion, men de fik det til at se nemt ud. De skrev komplekse sange -

- men fik det til at se nemt ud. Det er det geniale ved ABBA.