Original subtitles

Himmelske Fader. Du ved, hvad der snart skal ske.

Igennem 24 år har Du givet os umulige øjeblikke.

- Og nu har vi denne dag. - Tak, Herre.

Vi beder om, at vi må få styrken. Vi beder i Jesu navn.

Amen.

Det er første gang i 24 år-

-at George og Margaret fortæller deres historie.

Her er forsiden. Der står: "Nogen kender denne person".

Den her artikel ændrede vores liv for altid.

Den ene artikel.

Jeg tænkte: "Det ligner min søn, Paul."

HVAD, HVIS DEN PERSON; DER ER TÆTTEST PÅ DIG...

...ER EN DJÆVEL I FORKLÆDNING?

VILLE DU BEMÆRKE TEGNENE?

Denne tragedie efterlader ar i vores lokalsamfund.

Endnu et ord til ofrene.

Hele vores liv vil vi sørge over jeres smerte og jeres tab.

Vi vil altid bede for, at I kan hele og finde fred.

Må Gud og hans hjælp hjælpe os alle. Tak.

Jeg er kristen, og jeg tror på ægte ondskab.

Der var ondskab i min søns hjerte.

Selv i dag kan George knap begribe sin søns onde gerning.

Men lige fra begyndelsen... var der tegn.

Der findes ikke ord, der kan beskrive, hvordan det er-

-at holde sin førstefødte søn.

Man er spændt. Hvad er det, der venter?

Jeg græd af glæde, da Paul Kenneth Keller blev født.

Jeg tjekkede hans hænder og tæer.

Jeg kiggede på ham og tænkte: "Sikke en vidunderlig gave."

Jeg var meget ung, at jeg troede på den lykkelige slutning.

Jeg var meget naiv.

Da jeg fik den baby i armene, anede jeg det ikke.

Hvordan det ville blive for ham og for os.

Paul udviste tidligt besynderlig adfærd over for sin søster, Ruth.

Der var problemer næsten fra begyndelsen.

Der er en hændelse, der virkelig skiller sig ud.

Det havde sneet. Ruth havde lært at gå.

De ville lege ude i forhaven.

Det første, han gjorde, var at skubbe hende.

Han skubbede hende ned i sneen.

Jeg fortalte ham, at sådan gør man ikke.

Du kunne have gjort hende fortræd. Paul?

Det eneste, jeg så hos Paul, var en distance.

Han brød sig ikke om at blive irettesat og at nogen var i vejen.

Hans ansigtsudtryk sagde: "Hvorfor lader du mig ikke være?"

Det var meget skræmmende.

Da vi fik vores tredje barn, blev det meget mere intenst.

Hans adfærd blev mere aggressiv.

Pauls søskende blev til Pauls ofre.

Han gjorde og sagde ting, der gjorde ondt på dem.

Det var ikke usædvanligt, at Paul fik Ben og Ruth til at græde.

Vi forsøgte at forklare Paul, hvad det var, man ikke måtte.

Han grinede, hvis der var nogen, der kom til skade. Han grinede.

Der var noget galt, men vi kunne ikke sætte fingeren på det.

Jeg mener, at Paul opnåede en slags tilfredsstillelse fra de ting.

Han var ikke noget uhyre, men han gjorde uhyrlige ting.

Vi opsøgte psykologer og prøvede med medicin.

Når det blev nødvendigt, gav jeg ham smæk.

Men der skete aldrig noget.

Hvis man har opbrugt de redskaber, man har til at opdrage med-

-og det ikke virker, hvad stiller man så op?

Det var et dagligt helvede.

En morgen fandt Margaret sin yngste søn på gulvet. Skrigende.

Jeg vidste med det samme, at han havde store smerter.

Han rystede sådan.

Han skreg bare, hvis jeg rørte ham nogen steder.

Jeg var hunderæd.

Paul havde spændt ben for sin bror med en spand golfbolde.

Hun skyndte sig til lægen med barnet.

Han var kommet slemt til skade.

Lægen sagde, at lille Bens lårben var flækket på langs.

Ben endte med at skulle i gips fra anklen og op til midt på brystet.

Det mest foruroligende var Pauls reaktion.

Jeg ville gerne kunne sige, at Paul var meget mærket-

-af den smerte og lidelse, han havde forvoldt ham.

Men det var han slet ikke.

Hvad tænkte du på?

Jeg kunne slet ikke se det.

Paul. Jeg taler til dig.

Jeg tænkte, at det ville være sjovt.

Vi vidste, at der var noget anderledes ved Paul.

Der var en vis glæde. Jeg vil helst slet ikke sætte ord på.

Han følte næsten en glæde ved at se andre lide.

Det her lyder voldsomt, men det føltes næsten-

-at jeg havde at gøre med en fra en anden planet.

Men det værste venter stadig.

Pauls gerninger ville sende familien ud i et mareridt.

Jeg så Paul presse Ruth ned under vandet.

Mit hjerte stoppede.

George og jeg smiler.

Men der ligger stor smerte bag.

Man ville tro, at det var en lykkelig familie.

Men det var ikke sådan, det var.

Pauls destruktive adfærd var krævende for familien.

Vi prøver at tage på en lille ferie.

Der var en svømmepøl.

Vores børn kunne ikke svømme, så de var i den lave ende.

Jeg var altid på mærkerne, når Paul var sammen med sine søskende.

Man er anspændt, fordi der kan ske noget når som helst.

Jeg så Paul presse Ruth ned under vandet.

Det var som en eksplosion af frygt indeni.

Man tænker: "Jeg er nødt til at gøre noget med det samme."

Jeg var hunderæd.

Da hun kommer op, er hun rædselsslagen.

Hun græder højlydt.

Det påvirkede hende sidenhen.

Den dag i dag vil hun ikke gå i vandet.

Paul forstod det aldrig.

Det er det, der gør ondt. Paul forstod det aldrig.

Han skulle forstå, hvor alvorlige konsekvenser det kunne have.

Det sank slet ikke ind.

Det er en god beskrivelse at sige, at han manglede empati.

Det beskriver faktisk alle hændelserne i Pauls liv.

Når ens barn ikke reagerer, og man gør sit bedste-

-gør det meget ondt.

Jeg er ked af, at jeg formåede så lidt som far.

Hvis jeg havde fulgt op på det...

...havde Pauls adfærd måske ændret sig.

Og måske de forfærdelige ting, der fulgte efter.

Den konstante stress tærer på Margaret.

Man lever med en person, der er som en tidsindstillet bombe.

Man ved aldrig, hvor stor skade den gør.

Det var sådan, det var.

Jeg var konstant bekymret.

Mine tanker for bare af sted hele tiden.

Mit hjerte hamrede.

Jeg kan huske, at jeg greb fat i dynen om morgenen.

Jeg skulle til at stå op, og jeg græd og græd.

Jeg sagde: "Herre, jeg kan ikke klare en dag mere."

Margaret er desperat og opsøger en specialist.

Jeg fik ham undersøgt hos en neurolog.

Jeg håbede på, at der var nogen, der kunne hjælpe os med ham.

Paul fik vist foretaget 49 forskellige test.

Han sagde, at han mente, at vi havde et hyperaktivt barn.

Men jeg...

Ja.

"Men hvad kan vi så gøre?"

Han sagde: "I kommer til at lide som forældre."

Det var det.

Paul blev ældre og fik en ny besættelse.

Han blev fascineret af ildebrande.

Brandvæsnet forsøger at få branden under kontrol.

Branden begyndte på et børneværelse.

Han elskede brandbilerne og blinkene og sirenerne.

Det var hans store interesse, som han elskede at tale om.

Brandene fortsatte langs I94 ind i Washington.

358. Det er 9th Street og Jackson.

Mand med allergisk reaktion.

Han købte en politiradio, så han kunne lytte efter brandopkald.

Når der var bid, cyklede han af sted på sin cykel.

Ofte nåede han frem inden brandbilerne.

Han elskede det.

Han elskede sirenerne. Han elskede larm.

Han så det slet ikke som noget unormalt.

Jeg gav ham et godt kamera.

Han tog tusindvis af billeder af ildebrande.

Han viste mig hundredvis af billeder af brandbiler.

Jeg troede, at det var en sjov, harmløs, sund hobby.

Det var helt uskyldigt.

Min kærlighed til Paul var...

...og er uændret.

Smerte og sorg. Mere end jeg kan beskrive.

Men jeg elsker stadigvæk min søn.

Jeg håber altid, at det var et mareridt, og at det ikke skete.

Men det gjorde det.

George var opsat på at få Paul ind på det rette spor.

Jeg har været i marketingbranchen i næsten 50 år.

Jeg havde mit eget reklamebureau.

Det var en god og succesfuld tid for mig.

Min datter arbejder for mig.

Jeg havde brug for en dygtig sælger.

Branden opstod i et skur bag en lagerbygning med møbler.

Branden spredte sig på få minutter.

- George ringede. - Hej, George.

Han sagde: "Vi har fået en ny medarbejder."

Han sagde, at det var Paul. Hjertet sank ned i min mave.

Det er min søn.

Alt i mit liv handler om min søn.

Jeg vil have, at drengen får succes. Det vil jeg.

Jeg satte ikke ord på mine følelser.

Jeg syntes, at det var en stor fejl.

Han var god til klienterne.

Det blev tydeligt, at det skulle være ham, der arvede mit firma.

Jeg ville sælge det til ham.

Men han rummede så stor vrede.

Hvis nogen flyttede en blyant, det kunne være en lille ting...

Og så røg han helt op i det røde felt.

Pauls tilstedeværelse var foruroligende for mig.

Hvis jeg skal være ærlig, var jeg stadigvæk et nervevrag.

Margarets frygt blev snart bekræftet.

Jeg kom helt tilfældig ind af døren til kontoret-

-da jeg så Pauls hænder tage fat om Ruths hals.

Hvad er det, du laver?

Jeg kunne knap nok tro mine øjne.

Han slap hende, så snart jeg kom ind.

Det var ikke noget stort for ham.

Men hun var dødsensangst.

Margaret vidste, at hun måtte konfrontere sin mand.

Jeg mente, at Paul skulle fyres.

Han skulle ikke være der mere.

"Det er uacceptabelt, og han skal ud herfra."

Men jeg overvejede aldrig at fyre Paul.

Jeg forsøgte altid at redde Paul.

Hvis jeg bare gør en ting mere, vil det være nok til at redde ham.

Hans skøre adfærd forsvinder, og der kommer styr på hans liv.

Men de havde ret.

Det bryder jeg mig ikke om at tale om. De havde ret.

Pauls vrede var ved at blive antændt, og det ville Seattle også blive.

Det var en smuk sommeraften i august 1992.

Jeg blev ringet op af Paul.

Han sagde: "Du skulle se den fantastiske aftenhimmel."

Jeg så nyhederne i fjernsynet.

De sagde, at der var en pyroman på spil i det nordlige Seattle.

Man kan se den enorme røgsøjle på lang afstand.

Branden brød ud i et skur.

Ansatte og kunder nåede at komme ud.

Det er skrækkeligt at tænke på, at der er en pyroman i ens område.

Folk var dødsensangste.

Som det skred frem, nærmede brandene sig vores hjem.

Pyromanen er blevet endnu mere farlig.

For første gang er han slået til mod hjem, hvor folk var hjemme.

Jeg har to børn derinde.

Hvem ved, hvad der var sket, hvis der var gået fem minutter mere?

Jeg blev forskrækket. Bare jeg havde fanget ham.

Så ville han slippe for en retssag.

Pyromanen stifter over 100 brande på få måneder.

Politiet kunne ikke fange ham.

En pyroman må være en slags impulsiv galning.

Det ændrede sig lørdag aften.

Jeg tænkte, at det var en, der var meget syg.

Det kunne sagtens have kostet menneskeliv.

Det er et nyt og skrækindjagende mønster.

Ruth spurgte bare: "Far, tror du, at det kan være Paul?"

"Selvfølgelig ikke, skat. Det ville han aldrig gøre."

Det var vores reaktion.

Det sker meget regelmæssigt. Mindst en gang om dagen.

En morgen ændrer alt sig for familien.

Jeg sidder i min lænestol. Klokken er 10.30.

Aftenen inden har der været et langt fjernsynsprogram-

-hvor politiet offentliggjorde oplysninger.

De oplysninger ser jeg på forsiden af avisen.

Der står: "Nogen kender denne person."

Der er tre tegninger af pyromanen oppe i venstre hjørne.

Jeg kigger på den ene. "Det der ligner min søn, Paul."

Mit hjerte stoppede.

Mit hjerte har aldrig slået på samme måde siden da.

Så kom dagen. Det er den lokale avis.

Det er forsiden. Der står: "Nogen kender denne person."

Den her artikel ændrede vores liv for altid.

Den ene artikel.

I januar 1993 mente George, at han vidste, hvem pyromanen var.

Jeg kiggede på tegningerne. En af dem lignede Paul.

Det fangede mig.

Og de psykologiske karakteristika. Da jeg læste dem...

Han var kæphøj, meget renlig, høj og slank.

Meget ordentligt udseende. Det fik mig til at tænke på Paul.

Ikke mere nu.

Det kan ikke være Paul Det må ikke være Paul.

Minutterne føltes som år.

Lad os bede.

Jeg bad min kone om at bede.

Himmelske Fader.

Der er bønner, der er som støn.

Vis os vej.

Min kone og jeg stønnede. "Åh, Gud."

Jeg tænkte: "Vil jeg have, at det er Paul? Nej, jeg vil ikke."

Det var et sandt mareridt.

Fortæl os, hvad vi skal gøre.

Det var det, der skete. Vi spurgte ikke, hvordan vi skulle skjule ham.

Hvordan skjuler vi sandheden?

Det her var min umiddelbare reaktion på Gud.

Det gør mig ondt.

Jeg sagde: "Jeg er nødt til at kontakte politiet."

George fremlagde beviserne for den ledende efterforsker.

Jeg sagde: "Her er et billede af min søn, Paul."

Han blev ligbleg.

De sagde: "Vi vil gerne mørklægge det her."

"Uanset hvad ved vi, at Paul er meget mobil."

"I må ikke give Paul besked."

Det var som en bombe i hjertet.

"Når du går herfra, skal du opføre dig normalt."

Det var det, de sagde.

Det igangsatte en ti dage lang aktion.

Vi samarbejdede med politiet bag kulisserne.

Jeg opførte mig ikke normalt til at begynde med.

Hvordan skulle jeg opføre mig normalt?

Vi havde brug for Guds hjælp til at holde kæft.

Vi må ikke sige et eneste ord, selvom Paul sidder få meter væk.

Er alt i orden, mor?

Ja.

George opdagede, at Paul ville rejse væk i et par dage.

Jeg kan huske det så tydeligt.

George sagde: "Skat, det er dig, der skal ringe denne gang."

"Du skal sige noget til Paul, så han kommer hjem igen."

Jeg sagde: "Paul. Det er mor."

Jeg sagde: "Du må ikke tage sydpå."

Jeg kan huske, at jeg sagde: "Vi har brug for, at du bliver her."

"Vi har brug for dig her."

Jeg følte mig som den ultimative forræder.

Han sagde: "Fint, mor. Jeg kommer tilbage."

Og så blev jeg overvældet af skyldfølelse.

Det skulle gøres, men det var jo min søn.

Det hele er bare så modbydeligt. Så modbydeligt.

Parret vidste ikke, at deres søn, Ben, overvejede at advare sin bror.

Jeg vidste, at de fulgte efter ham.

Det var sidste søndag inden anholdelsen.

Jeg kører til kirke med en fyr, der ikke ved, hvad der venter.

Fyren er min bror.

Jeg følte mig fristet af at stige ud af bilen-

-og sige: "Paul. Du skal køre videre. Stol på mig."

"Du må ikke se dig tilbage. Kør, indtil du løber tør, og fortsæt."

Jeg overvejede det.

Men det, der afholdt mig, var-

-at jeg så ville gå imod det, min far arbejdede på.

Familien blev udsat for en sidste prøvelse-

-på en aften, som de ville kalde "Den sidste nadver".

Den ottende aften var vi alle samlet.

Paul var forsinket, og det lignede ham ikke.

Vi havde jo alle sammen alle de her oplysninger.

Vi håber, at han ikke har hørt eller opdaget noget.

Da han kom, kunne jeg se, at han var nervøs.

Og under middagen... Han hulkede ikke.

Men han græd under hele middagen.

Paul vidste inderst inde, at løbet var kørt.

Og samtidig var jeg...

Jeg følte mig som en forræder.

Jeg kunne ikke sige et ord til ham.

Da vi havde spist, gav ham mig et knus.

Den aften slap han mig ikke. Han holdt fast.

Han vidste, at løbet var kørt. Det vil jeg aldrig glemme.

Undskyld.

Den 6. Februar 1993 blev Paul Keller anholdt.

Hans far ventede på ham på politistationen.

De hentede ham ind.

For første gang i sit liv har han håndjern på.

Og far er der.

Jeg lagde armene om ham og gav ham et stort knus.

Jeg sagde: "Paul. De ved alt."

"Du er nødt til at fortælle sandheden for en gangs skyld."

- Nu gør vi det, at... - Jeg er ikke nogen forbryder.

Den 6. Februar 1993 anholdt man Seattles pyroman.

Den 6. August spredte du dig lidt.

Der var vist en brand på 176th Street.

- Stiftede du branden? - Ja.

Jeg... Jeg kan fortælle, hvordan jeg gjorde.

Men jeg er altså ikke forbrydertypen.

På farens opfordring tilstod Paul stiftelsen af 76 brande.

Jeg er bange. Jeg ved, hvilken slags person jeg er.

Jeg er et kærligt væsen, men jeg har udvist dårlig dømmekraft.

- Kleenex? - Tak.

Det sker snart. Jeg har ondt af familierne.

- Lad mig spørge om noget. - Og af mig.

Det, der virkelig gik mig på, var-

-at da jeg endelig så videooptagelserne-

-virkede han meget nonchalant.

Paul sagde: "Ja, det gjorde jeg. Jeg gjorde sådan her."

Som om han slet ikke forbandt det med det forfærdelige...

...han havde forårsaget.

Jeg skal ikke i fængsel. I må tage den med forsikringen.

Der var distancen.

I skal bare vide, at jeg aldrig ville gøre nogen fortræd.

Men det værste ventede stadig.

Hjertet sank i brystet på mig.

Vi var så lettede over en bestemt ting.

Det havde ikke kostet liv.

September 1992. Tre ældre kvinder dør i en ildebrand på et plejehjem.

Den berygtede pyroman vil blive sigtet for drab.

Først mente man, at branden opstod ved et uheld.

Så fandt man andre beviser.

Keller bliver sigtet for drabet på 93-årige Bertha Nelson-

-77-årige Mary Dorris og 72-årige Adeline Stockness.

Det var et helt andet niveau. De var gamle.

Nogle af dem kan nok ikke komme rundt uden hjælp.

Det er svært at begribe, at Paul kunne gøre sådan noget.

Jeg ved, at det var ham, men jeg ville ønske, at det ikke var.

Samfundet fortjener at blive beskyttet fra dig.

Dine ofre led på alle måder.

Da vidnerne aflagde forklaring-

-holdt jeg øje med alle her i retssalen.

Det var noget, der rørte alle.

Bortset fra dig, Paul Keller. Du reagerer ikke.

Jeg kan ikke med god samvittighed idømme dig en straf-

-hvor du ender med at komme ud, så du kan stifte brande igen.

Paul erklærede sig skyldig. Han blev idømt 107 års fængsel.

Der af afsagt dom over vores søn og vores bror.

Men for mange vil smerten fortsætte.

Jeg kan se, hvor knust George og Ruth var.

Det er svært at se dem så kede af det.

Jeg mangler ord.

Det var et forfærdeligt øjeblik.

Ikke i mit værste mareridt kunne jeg have forestillet mig-

-at jeg ville sidde her alle de år efter-

-og se den smerte og det tab, som uskyldige mennesker har lidt.

Herren er min dommer.

Hver eneste dag i alle de år-

-gjorde vi det, så godt vi kunne.

George mistede sin klienter. Familien mistede firmaet og deres hjem.

Hvorfor vendte folk mig ryggen-

-når vi stod frem og gjorde det rette?

Jeg kunne mærke mørket banke mod mit hoved.

Folk vendte os ryggen. Endda dem, der kendte os.

Også kristne venner. Det var hårdt.

Nu sidder jeg her som en gammel kristen mand og pastor.

Jeg vil ikke skære alle over en kam.

Der var nogle af dem, der havde muligheden-

-for at have været til meget stor hjælp.

Hjælp og opmuntring kunne have reddet liv på det tidspunkt.

Men der var så mange, der forsvandt.

Da de gennemgik Pauls journal-

-opdagede de noget chokerende om Pauls fødsel.

Noget der kunne forklare alle hans problemer.

I journalen stod der, at Pauls navlestreng havde løsnet sig.

Han var to eller tre minutter fra at dø. Han var ved at forbløde.

Og vores læge-

-har aldrig nogensinde nævnt det for os.

Det var et enormt svigt.

Hvad, hvis vi havde vidst det?

Det er kriminelt. Det er meget kriminelt...

...når man tilbageholder oplysninger, der kan hjælpe nogen.

Jeg sank længere og længere ned i et mørkt hul-

-af angst, depression og posttraumatisk stress, sorg.

Panikanfald. Det hele.

Jeg sagde: "Lad os tage hjem, Herre." Ikke mere smerte. Ikke mere.

Margaret kæmpede mod sine dæmoner i 13 år.

En morgen var der noget, der ændrede sig.

Jeg vågnede en morgen.

Jeg vendte mig, så jeg kunne stå ud af sengen.

Jeg fornemmede, at der var noget, der var anderledes.

Noget er forandret.

Sorgen, depressionen og angsten var forsvundet.

Det var væk. Frygten var væk. Jeg følte mig som en fugl.

Det var bare...

Jeg kan simpelthen ikke takke Gud nok.

Han gav mig den gave at lade mig hele.

Himmelske Fader.

Vi lægger al den tid, der er gået, i Dine hænder.

Vi beder om, at de, der ser det her og lider så meget-

-at de ikke vil leve mere-

-kan blive fyldt med nyt håb.

Vi ærer Dit navn og lægger al den her tid-

-og resten af vores liv i Dine hænder.

Vi beder i Jesu navn. Amen.

Helle Virenfeldt Smith www.btistudios.com