Original subtitles

Jeg har ikke lyst til at blive interviewet.

Jeg vil stadig ikke interviewes.

Det er første gang, Candace Sims taler om sin stedsøn foran et kamera.

Jeg er klar. Jeg er klar til det.

Politiet ved ikke, hvad der gik galt.

Ron ringede, og han græd.

Han sagde: "Hørte du, hvad der skete?"

En dag med panik og terror.

Han siger: "Det er sandt, det var Robbie," og jeg skreg.

Jeg skreg højt, og så besvimede jeg.

HVAD HVIS DIN NÆRMESTE SLÆGTNING...

...VAR EN DJÆVEL I FORKLÆDNING?

VILLE DU OPDAGE TEGNENE?

Den 5. December, 2007-

-gjorde Robbie Hawkins på 19 en utrolig ond gerning.

Hvordan kan nogen begribe, hvad han gjorde?

Det kan ikke retfærdiggøres.

Der er kun én person, der ved, hvorfor han gjorde det, Robbie.

Politiet siger, de måske aldrig ved det.

Når man har en hændelse af denne art-

-kan det være umuligt at forklare.

I årene op til den rædselsvækkende dag...

...var der tegn.

Robbie var virkelig klog. Meget klog og kreativ.

Alt var magisk for ham. Han elskede at finde ud af noget nyt.

Han kom hjem med en ballon og kunne lave noget ud af den.

Binde en bil til en af hans soldater-

-og lege, de sprang ud med faldskærm eller noget.

Men Robbie var meget anderledes i en meget tidlig alder.

Tillykke med fødselsdagen.

En, to, tre.

Det var en god en. Okay, du vil elske det.

Han havde en masse udbrud.

Her er min gave.

Nej. Jeg vil have den blå.

Nej, jeg hader dig, du er dum, du er virkelig, virkelig...

Det er virkelig svært at beskrive et barns raserianfald.

Nogle gange slog noget klik, og Robbie ville råbe eder ad dig-

-sige, at du er værdiløs, alt, der kunne såre dig.

Jeg hader dig. Du er dum.

Men en gang var Robbie mere end vanligt...

Jeg hader dig.

Han smed med ting, slog hovedet mod væggen.

Han tog fat i mig for at bide eller gøre anden skade.

Vi var som alle forældre. Man prøver at tale ham fra det.

Men intet af det virkede.

Man kunne ikke tale ham til fornuft. Man ventede, til han faldt til ro...

...og så kom han ud og sagde, "Godmorgen, mor og far."

Og være virkelig sød, og så glemte man det igen.

Vi lod, som om det ikke skete, fordi det var vi nødt til.

Men det var meget vanskeligt meget af tiden.

Vi gik på listefødder næsten hele tiden.

Efter en hændelse i skolen blev det for meget for Ron og Candace.

Lige før jul blev han smidt ud af børnehaven.

Ron Hawkins er Robbies far.

Han har aldrig talt om sin søn på kamera.

De ringede, og jeg var nødt til at komme og hente ham tidligt.

De forklarede mig, hvad der var sket den dag.

- Hvad lavede han? - Han slog folk og kastede en stol.

- Hvorfor slog han børnene? - Det ved de ikke.

Men han slog og sparkede, og han slog en med en stol.

Da sagde de, de kunne ikke have ham længere.

Da han slog en med en stol.

De havde aggressive børn, men Robbie var et ekstremt tilfælde.

Det var ved at blive alt for fysisk-

-og for voldeligt og farligt.

Robbie var utrolig viljestærk. Han ville ikke give op.

Når man har et barn-

-der har en stærkere vilje end man kan holde ud...

...hvad gør man så?

Candace og Ron tog en meget svær beslutning...

De indlagde Robbie til psykiatrisk behandling.

Han var fire år.

Jeg ledte efter hjælp, fordi jeg kunne ikke klare det.

Jeg ved ikke nok...

...så de indlagde ham på et hospital.

Og da han kom derhen... jeg...

- Jeg kan ikke... - Helt i orden. Vi stopper.

Ingen ønsker, at ens barn skal lukkes inde i en gummicelle.

Hvordan... Jeg vil ikke tale om det. Jeg vil ikke tænke på det.

Jeg ved det ikke, Ron. Jeg gør, hvad der er bedst for ham.

Da han blev indlagt, blev jeg helt følelsesløs.

Man føler sig som en elendig forælder.

Det er skræmmende at give sit barn til en anden...

...og spørge: "Kan du lave ham?" For sådan var det.

Han var ødelagt legetøj, der skulle laves.

Hvordan siger man til en firårig, man ikke forlader ham?

Disse mennesker hjælper dig.

Jeg kan ikke huske, hvor længe han var der første gang.

Men da han kunne komme hjem-

-kom han hjem som en meget hvid, ren tavle.

Han var ikke vred mere, men han var heller ikke den glade Robbie.

Han havde ikke nogen følelser.

Men da Robbie blev ældre, vendte hans vrede tilbage-

-og det gik ud over hans stedmor.

Hej, Robbie. Så spiser vi.

Som Robbie blev ældre, blev han også stærkere.

Han blev større, og hans fysiske tilstedeværelse...

...blev meget mere skræmmende.

Robbie, du skal sidde ved bordet om fem minutter.

Candace ville snart se Robbies mørke side.

Jeg tænkte, Robbie vil ikke gøre noget.

Robbie ville ikke gøre noget.

Robbie blev ældre og lidt mere højrystet.

Jeg tror, han tænkte, hvis jeg ikke var der-

-ville hans mor komme tilbage og gifte sig med hans far igen.

Deres familie ville være samlet.

Candace Sims håbede, hendes stedsøn, Robbie-

-kunne styre sit temperament med alderen.

Hvis du giver mig ordrer igen, kommer du til at fortryde det.

Han begyndte at blive meget fjendtlig overfor mig.

En dag var jeg ude at slå græs-

-og jeg bad om noget at drikke-

-og Robbie kom ud med en sodavand.

Jeg tog en slurk og tænkte-

-den sodavand må være dårlig eller noget-

-og jeg ved ikke engang, hvad det er.

Jeg tog en slurk til, for den var ikke flad-

-og jeg tog en slurk til, jeg vidste ikke, hvad det var-

-men jeg ville ikke drikke den-

-efter jeg tog to-tre slurke for at finde ud af, hvad det var...

...og senere på aftenen blev jeg virkelig syg et par timer senere.

Jeg fik det rigtig skidt, og jeg fandt ud af-

-at han havde hældt kemikalier i sodavanden...

Han hældte pesticider i den.

Da han så, jeg ikke skulle indlægges, fortalte han det.

Han syntes, det var sjovt.

Efter han havde forgiftet mig, var det svært at slappe af-

-fordi på den ene side, begyndte jeg at være bange for ham.

Hvorfor gjorde du det, Robbie?

Jeg mener det. Hvorfor skulle det være sjovt?

Det var en joke. Han vidste ikke, du ville blive syg.

- Ikke, Robbie? - Ja, det var det.

Han ville af med mig.

Hvad er der? Du har det fint. Du døde jo ikke.

Jeg kunne have været død.

Men jeg tænkte også, at Robbie ikke ville gøre mig noget.

Robbie ville ikke gøre noget, fordi vi ved, hvem han er.

Han er ikke et frygteligt monster.

Candace overbeviste sig selv om, hun var tryg hjemme...

...men hun tog fejl.

Det næste store skænderi, jeg havde med Robbie...

...var den dag, hvor han flyttede ud permanent.

Hans storesøster arbejdede på en restaurant.

Han stjal hele tiden hendes penge.

Robbie, hvad laver du på dit søsters værelse?

- Ikke noget. - Lad mig se din rygsæk.

Nej.

Jeg ville se i hans rygsæk, om han havde sin søsters penge.

- Lad mig se din rygsæk. - Nej.

Du må ikke stjæle fra hende.

Robbie og jeg kom op at skændes.

Giv slip. Jeg stjal ikke noget. Du holder altid med de andre.

Du holder aldrig med mig.

Jeg prøvede at få fat i skoletasken. Vi sloges om tasken.

Min vielsesring skar ham på kinden.

Det var ikke med vilje. Undskyld.

Hvis du nogensinde rører mig igen, slår jeg dig ihjel.

Efter skænderiet blev Candace og Ron kaldt ind på Robbies skole.

Robbie fortæller, at I to kom op at slås.

Det er, hvor riften kommer fra.

I skolen fortalte han til hans venner og vejlederen-

-at jeg havde ramt ham, og at jeg havde slået ham.

Sådan havde han fået riften på hans kind.

Han fremlagde hændelsen som, at jeg var helt ustyrlig-

-og at jeg blev voldelig, og at jeg misbrugte ham.

Der er en mere alvorlig sag, vi skal tale om.

Så fortalte han et par børn i skolen, at han var så utilfreds med mig-

-at jeg kun ville forlade huset næste dag-

-var i en i en ligpose, og han sagde til dem-

-at han ville stikke mig ihjel, mens jeg sov den nat.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

Hvad gør man, når ens barn er sådan?

Jeg anede ikke mine levende råd.

Ron. Jeg kan ikke gøre det. Jeg er bange.

Han mente det ikke. Han har det hårdt.

Skat, jeg tror, han mener det, når han siger de ting.

Jeg helt ude af den. Jeg kan ikke.

Giv ham lidt tid, okay? Han er bare en knægt.

Når et normalt barn siger "jeg hader dig" til forældrene-

-mener de det ikke-

-men med Robbie kommer man i tvivl-

-og det er grund til bekymring.

Mener han virkelig det?

Jeg tror, Robbie mente det, fordi senere-

-så vi, han havde skåret ind i sin kommode...

..."Dræb hende".

Vi fandt lommeknive, som han havde samlet i sine skuffer.

Så vi vidste, at han mente det.

Det var ikke en trussel den aften eller en anden aften.

Vi ringede til psykiateren, som sagde-

-at vi skulle ringe til politiet og få ham fjernet.

Han ikke kunne bo i huset, så det gjorde de.

De kom og hentede ham.

Foruden et aftenbesøg eller et weekendbesøg...

...var det sidste gang, han var i huset.

Robbie blev sendt til et bofællesskab.

Han havde brug for et sted-

-med et struktureret miljø, men jeg havde det forfærdeligt.

Der var noget af min familie, der manglede.

Lægen sagde, det kunne være alle mulige ting.

Adskillelsesangst, Posttraumatisk stress.

ADD, ADHD, alt muligt. Ingen havde et svar.

De ville prøve forskellig medicin og metoder.

"Det virker ikke. Vi prøver det her. Det virkede heller ikke."

"Lad os prøve noget andet."

Candace og Ron håbede, Robbie fik det bedre, efter han fik hjælp.

Men det værste var endnu i vente.

Der var mere end én hændelse, hvor jeg eller familien blev vist...

...som døde med knive stukket i os eller løkker omkring vores halse.

Vi havde ikke mere tid.

Da Robbie fik psykiatrisk behandling-

-sagde jeg til mig selv, det ikke handlede om mig.

Jeg sagde til mig selv: "Det er ikke mig, det er ikke mig."

Candace Sims' stedsøn Robbie truede med at myrde hende-

-og nu bor han i et bofællesskab.

Robbie havde mange mål i terapien.

Et af dem var at prøve at få et bedre forhold til mig.

Og undskylde for hans handlinger.

Man kan ikke gøre og sige disse ting uden at undskylde til nogen.

Du skal undskylde og tage ansvar for dine handlinger.

Han sagde undskyld, men han virkede ikke oprigtig.

- Undskyld, okay? - Nej. Jeg accepterer den ikke.

Det var noget rod, Han kunne ikke engang lade som om.

Han lader ikke som om og siger: "Jeg elsker Candace nu."

"Jeg vil hjem, og det var min fejl."

Vi troede, han ville gøre det til sidst.

Seks måneder går, et år går, to år går, tre år går-

-fire år går, og vi kan ikke tro, at han ikke har rykket sig.

Jo længere der går med at skulle undskylde-

-jo værre bliver det. Det var det, der skete.

Så var det tilbage til de verbale overgreb.

Vi var helt tilbage til, hvor vi startede.

På en måde var det meget let for ham-

-konstant at gå længere og længere ned-

-og længere ned, han kom, var der intet, nogen kunne sige eller gøre-

-der kunne få ham op til overfladen igen.

I bofællesskaber har man ikke mange personlige ejendele-

-så det eneste, han havde til rådighed dagligt-

-var pen og papir, og så han tegnede en masse.

Han tegnede konstant og elskede det. Han var god til at tegne.

Robbies kreativitet virkede som et tegn på forbedring.

Men hans tegninger afslørede en fatal besættelse.

Hej, Robbie.

Han tegnede billeder af sine følelser.

- Hvad tegner du? - Ikke noget.

Må jeg se?

De var billeder af familien, der lå-

-med knive stukket i os eller løkker omkring vores halse.

Nogle kun af mig, nogle var af familien.

Nogle af dem var hans far og jeg.

Jeg tror, han havde så meget mørke i sig-

-at han afspejlede, hvad han følte i sine tegninger.

Hvad er det, Robbie? Hvorfor tegner du det?

Han var uigenkendelig for os.

Han bebrejdede altid mig, at han ikke kunne komme hjem.

"Du vil ikke have mig hjem."

Du er ligeglad med, at jeg er her, og har det bedre uden mig.

Candace indså, Robbie aldrig kunne komme hjem, hvis hun var der.

Hun vidste, hvad hun skulle gøre.

- Jeg giver ikke op. - Men det virker ikke.

- Hvad hvis vi får ham hjem igen? - Nej. Jeg kan ikke blive her længere.

Måske er det bedre, hvis jeg ikke er her.

Jeg vil aldrig bebrejde Robbie, at vores ægteskab stoppede.

Men til sidst blev Ron og jeg skilt, så Robbie kunne komme hjem.

Det var vores sidste mulighed-

-for at få Robbie hjem-

-hvis jeg ikke var der.

Jeg elsker dig, Ron, men jeg kan ikke mere.

Han skulle hjem, så hans far kan lære ham at være en mand.

Og hvordan man lever livet.

Han havde været derinde i fem år. Han var 17 år.

Han havde brug for at komme hjem.

Robbie ville først komme hjem, når jeg var skilt og havde mit eget hus.

Mit eget hjem. Så kom Robbie hjem.

Efter år i bofællesskaber var Robbie Hawkins hjemme hos sin far, Ron.

Jeg havde ikke rosenrøde forventninger til hans hjemkost.

Og at vi ville leve det søde liv sammen.

Jeg vidste, at det ikke blev let. Jeg håbede, vi kunne komme videre.

Du har brug for orden. Du har brug for en rutine.

Han havde strenge regler for, hvad han skulle gøre.

Jeg forventede, at han opførte sig pænt i skolen.

Ingen alkohol, ingen stoffer, han havde udgangsforbud.

Helt almindelige ting.

Han klarede sig godt. Robbie kunne gøre alt, hvis han satte sig for det.

Han var slet ikke dum.

Jeg troede, at Robbie ville være en af dem-

-der efter alt det, han været igennem-

-ville han tale med børn, der har det svært-

-og han kunne være en af dem, der kunne sige til et barn:

"Jeg ved, hvordan det er."

Han kunne bruge den smerte, han havde haft til at hjælpe andre.

Da Robbie blev 18, besluttede han at flytte hjemmefra.

Nogle måneder senere havde han et job og mødte en pige.

Det var, hvad jeg havde håbet på.

Et tegn på en erkendelse af de dårlige ting, der ikke fungerede-

-og han prøver at bevæge sig mod noget bedre.

Et job og en pige, det betyder meget. Man arbejder på en fremtid.

Jeg troede ikke, han var helt forandret-

-men det var positive tegn.

Et fingerpeg om, at det måske ville blive bedre.

Ron var optimistisk, hvad angik Robbies fremtid...

...indtil den 5. December, 2007.

- Alarmcentralen. Hvad er der sket? - Hallo?

Hvad er der sket?

Der er en med en pistol, der skyder folk i Von Maur på Westroad.

Jeg hørte 12 skud. Pop, pop, pop, pop, pop, og folk, der løb og skreg.

Jeg vidste ikke, hvad der skete.

Vi gemte os i et skab og ringede til alarmcentralen.

- Hallo? - Hej, jeg er i Von Maur.

Vi er på vej derud. Så nogen personen, der skød?

- Nej, men jeg er meget bange. - Okay, vi er på vej.

Hans ældste søster, min ældste, ringede til mig-

-og spurgte om jeg vidste, hvad der skete.

Hun sagde: "Mor, du tror vel ikke, det var Robbie?"

Jeg sagde: "Hvorfor skulle jeg tro det?"

Robbies far Ron var nede på gaden ved storcentret.

Jeg kan ikke huske, hvad klokken var.

Min datter ringede og sagde: "Jeg har hørt om et skyderi-

-i Westroads storcenter, og jeg er bange.

Hun havde hørt lidt i nyhederne.

En dag med ferieshopping blev til panik og terror-

-efter en teenager skød med et automatgevær.

Jeg er tæt på, og jeg spurgte en betjent...

Jeg sagde: "Vil du ikke nok sige, at jeg er en paranoid far-

-men jeg er bare bange."

Jeg håbede, han bad mig gå hjem og lade være med at bekymre mig.

Han bad mig om mit id og gik væk, og han kom ikke tilbage.

Så ringede min telefon.

Det var min ældste datter, og hun skreg ind i telefonen.

De kom stadig ikke ud og fortalte mig noget.

Sådan fandt jeg ud af, mens jeg var på stedet.

Så ringede Ron, og han græd...

Han sagde: "Ved du, hvad der er sket? Det er sandt, det var Robbie."

Jeg skreg, jeg skreg bare så højt.

Og så besvimede jeg.

Politiet siger, 19-årige Robert Hawkins skød.

Ron og Candace skulle snart finde ud, hvad Robbie havde gjort.

Ingen ord eller undskyldninger vil gøre det bedre for dem.

Goddag. Før vi taler om situationen på boligmarkedet-

-sender jeg min kondolence-

-til familierne til de myrdede i Omaha, Nebraska i går.

Selv efter det var bekræftet, det var ham...

...kunne jeg kun ryste på hovedet.

Jeg kan stadig ikke tro, at han gjorde det.

Jeg ved, det er en svær dag for borgerne i området.

Ofrene og deres kære er i amerikanernes bønner.

Jeg forstår det ikke. Jeg kan stadig ikke forstå det.

Den 5. December, 2007 fik Candace Sims og Ronald Hawkins at vide-

-at deres søn, Robbie myrdede otte personer i Westroads storcenter.

Det tredje og sidste billede viser den 19-årige sigte med en AK-47.

Politiet siger, Hawkins åbnede ild-

-og dræbte otte i storcenteret.

Derefter vendte Robbie sit våben mod sig selv.

Det ser ud, som om han har skudt sig selv.

- Ligger han ved et våben? - Ja, han ligger ved det.

Ni mennesker, herunder skytten, var døde.

Fem personer blev såret.

Politiet siger, de ikke ved, hvorfor han skød.

Hvordan kan nogen forstå, hvad han gjorde?

Det kan ikke retfærdiggøres.

Der er kun én, der ved, hvorfor han gjorde det, Robbie.

Jeg ved stadig ikke hvorfor.

Hvorfor gik han efter fremmede personer?

Jeg aner det simpelthen ikke.

Ingen idé.

Aner det ikke. Tro mig, jeg har tænkt meget over det.

Tænkte du, han ville udføre voldshandlinger?

Nej. Robbie...

Jeg siger ikke-

-at han ikke kunne finde på at slås, men...

Det er for ekstremt til, jeg kan begribe-

-at han gjorde det.

Det kan jeg ikke. Det er så langt ude-

-at min hjerne aldrig ville kunne tænke den slags scenarie.

I de følgende uger spekulerede Candace og Ron på-

-om de kunne have gjort noget anderledes?

Jeg bebrejder ofte mig selv-

-for at komme op at slås med ham og tage hans taske.

Fordi hvis jeg ikke havde gjort det, ville han ikke have forladt huset.

Hvad hvis jeg stoppede det og gav hans storesøster de ti dollar-

-hun manglede af min egen lomme?

Man ved ikke, om det var det rigtige.

Vi har ingen idé, vi ved ikke, hvor vidt det ville gå-

-hvordan det så havde udviklet sig.

Vi kan ikke gå tilbage fortryde og gøre det om.

Efter det skete gik jeg online-

-og se de hundredevis af kommentarer-

-som jeg læste.

"Hvorfor gjorde ingen noget? Hvorfor gjorde ingen noget?"

Alle involverede gjorde alt, hvad der stod i deres magt.

Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, og det var ikke nok.

Efter skyderiet gemte jeg mig i temmelig lang tid.

Det er svært at gå ud at spise den dag i dag-

-og man hører, at folk taler om det-

-eller gå i kirke-

-og de holder en mindegudstjeneste.

Når jeg sidder og ser det på tv.

Så kommer hans fødselsdag.

Så er der årsdag for skyderiet.

Det går aldrig væk.

Vi talte om din vigtige meddelelse. Vil du læse det højt?

For det første ønsker jeg, at alle forstår-

-at dette ikke er for at nedtone-

-ofrenes og de pårørendes smerte.

Jeg prøver heller ikke at undskylde min søns handlinger.

Jeg kan intet sige eller gøre for at lette den smerte, så mange føler.

Vi kan ikke gå tilbage i tiden og ændre på det.

Man kan spørge sig selv, hvorfor vi ikke prøvede noget andet-

-men alle gjorde, hvad de mente var bedst.

I sidste ende er han den ansvarlige.

Det påvirker stadig min familie hver eneste dag.

Jeg ville slet ikke interviewes-

-men mine børn har overbevist mig om-

-at hvis bare det kan hjælpe en enkelt person, er det det hele værd.

Det er svært at være i den anden ende af noget som dette-

-og ikke at kunne forstå det.

Jeg forsøger at lade være med at-

-spørge mig selv, hvad jeg kunne have gjort anderledes.

Der var ikke noget, jeg kunne have gjort for at forhindre skyderiet.

Jeg kan ikke færdiggøre det. Jeg har tusindvis af tanker.

Frem for alt elsker jeg min familie.

Jeg elsker mine børn, jeg elsker Robbie.

Vi savner ham så meget.

Ordet "undskyld" er slet ikke nok over for ofrenes familier-

-og alle, der er berørt af dette.

Det kan ikke beskrives med ord.

Lajka Birkedal Hollesen www.btistudios.com