Original subtitles

Downloaded from YTS.MX

Official YIFY movies site: YTS.MX

Lige siden jeg var lille, har jeg længtes efter at gå i dine fodspor...

...bag dig på stien.

"Far, kan du fortælle mig et eventyr?"

Du ville svare: "Vi kan gå os en tur."

"Se dig omkring," sagde du.

"Gå ikke så hurtigt, at du glemmer at se."

Jeg er kommet hjem for at følge dig på en ny vandring...

...fordi jeg gerne vil forstå dig bedre.

"Følg mine fodspor et år," sagde du. "Så vil du forstå."

Oh Nordfjord, Mit fagre bakkede hjem,

Du er blevet hos mig Gennem land og tid.

Jeg ser dine klipper, toppe og tinder

De skovklædte åse Og græsgrønne kamme.

Nej, jeg vil aldrig glemme den glitrende fjord,

Som skød så sølvblankt gennem fjeldene

Så stort og stille slår dens vande mod bredden

Og mødes med elve fra dale og fjelde.

Og gården derhjemme jeg ser den så klart

Huset og haven alt vi har kært

Det bliver i min sjæl, når jeg vandrer langt væk,

Og snart, inden længe bærer mine tanker mig hjem.

Jeg husker min fars manende ord

Og min mors tårer, da jeg rejste,

De gav mig det bedste af...

Jeg kan ikke... det er hårdt.

Ens forældre er fundamentet.

Det kører i mine tanker, alle vores gode tider sammen.

Jeg føler det samme.

Jeg elsker jer så højt, og jeg vil gerne takke jer for altid at være der for mig.

Selv om det er 30 år siden jeg rejste, kalder jeg det stadig mit hjem.

Jeg mærker tiden gå. Jeg kan ikke forestille mig at miste jer to.

Når vi går bort, skal du ikke...

Jeg mener, du har lov til at sørge, men du skal huske de gode tider.

Det gør alting meget nemmere.

Dyk ikke helt ned i sorgen, fordi...

...generationerne følger efter hinanden. Det er sådan, det er.

Fuldstændig naturligt. Det sker for alle.

Du skal bare huske de glade stunder, du har haft med os.

Det gør livet så meget nemmere.

"Den fagre aftensol smiler..."

Min mor sagde det ofte, når solen gik ned bag fjeldene...

"Den fagre aftensol smiler..."

De sidste solstråler forgylder fjeldtoppene.

Da jeg blev født, vendte mine fødder den forkerte vej.

Lægen lagde dem i gips ugentligt, indtil jeg blev to år.

Så skulle jeg opereres i mine ben i Oslo.

Jeg kom hjem på min 2-års fødselsdag.

Men det er kun, hvad jeg har fået fortalt, jeg husker intet om det.

Jeg har aldrig bemærket, at der var noget galt med mine ben.

De har aldrig stået stille siden.

Jeg står aldrig stille. Aldrig nogensinde!

De siger, jeg er 84 år gammel, men hvem ved?

Jeg blev født i huset dernede. Mit barndomshjem.

Vores familie har boet i Oldedalen i meget lang tid,-

-fra den ene generation til den næste.

De første skriftlige optegnelser om gården går tilbage til 1603.

Jeg husker, at min far fortalte mig, at min bedstefar,-

-hans far Anders, plantede den gran.

Det må have været før 1900, for han døde i 1906.

Den blev kaldt "Sætergranen."

Min fars bror friede til min mors søster under det træ,-

-og hun sagde ja.

Min kære bygd i fagre Nordfjord

Du fjeldomkransede Olden, Vores hjem på jorden her

Når fjord og vand er stille, og roligt spejles

Dybt i vores hjerte og sjæl, med alt det fagre

Jeg kender til et land langt oppe mod nord

Med lysende bredder mellem fjelde og fjord

Der er jeg gerne gæst, der hører mit hjerte til

Med det fineste, fineste bånd.

Oh! Jeg husker! Jeg husker

Jeg husker dette land så godt.

Hun var slank som en lilje, som man siger.

Han var som jeg forventede.

Langt mod nord...

...det er der mine kæreste bor.

Der vil jeg hen, når jeg rejser herfra,

Til det smukkeste sted der findes.

Jeg kan høre min fars stemme. Han er altid med mig.

Min far sang så meget...

Det var forfærdeligt at miste ham. Det gik så hurtigt.

Da vi åbnede kistelåget og løftede på ligklædet,-

-var der sne og regn. Det var frygteligt vejr.

Vi stod der, og jeg sagde: "Se!"

En solstråle ramte hans ansigt.

Det vil jeg aldrig glemme.

Når du tager det roligt og ser dig omkring,-

-får du følelsen af,-

-at du er meget lille i en meget stor verden.

Man kan sige, at min bedstefar var lidt religiøs.

Han grundlagde en menighed i Oldeskaret med en fra Stardalen.

Det varede indtil omkring 1945.

Det var vel i deres forlovelsesdage, eller lidt før,-

-at min bedstefar mistede en finger i en ulykke.

Han skrev et smukt brev til sin kommende brud,-

-og spurgte om hun stadig ville have ham trods hans handikap,-

-han havde jo mistet en finger.

Min far var en utrolig venlig person.

Han var familiens klippe.

Min far mistede sin far, da han var bare ni år.

Han måtte tage ansvar for sine yngre søskende.

Min farmor stod tilbage med fem børn og ingen mand.

Det var ingen spøg på en gård, særligt ikke dengang.

Min far var 11 år gammel, da han fik skødet på gården.

Jørgens far Elling fortalte mig engang, da vi sad og så på fjeldene...

Du er den første, jeg har sagt det til.

Han sagde: "Jeg er så glad for, at du og Jørgen fandt sammen."

Jeg sagde, "Tak, Elling. Hvorfor siger du det?"

"Jeg ser glæden i jeres øjne, når I ser hinanden,-

"-hvis I har været væk fra hinanden bare et lille øjeblik."

Det sagde Elling til mig.

Når du når toppen af fjeldet-

-og ser en lille blomst mellem stenene,-

-er blomstens farve helt unik.

Det er en blomst, som har kæmpet for at holde sig i live.

Disse blomster har en særlig smuk farve.

Man glemmer det aldrig.

Jeg har arvet det fra min mor.

Hun var også utroligt interesseret i blomster.

Den slags dage efterlader minder, som du aldrig vil glemme.

Det er en udsigt, som man sjældent ser.

En sjælden gang kan man tage på ture som disse-

-og opleve naturen så skøn-

-som vi kan forestille os.

Vi har været så heldige med vejret i dag.

Det er den slags ture, man planlægger at tage, men aldrig får gjort,-

-men så sker det lige pludselig.

Og så...

Dagligdagen og livet selv er pludselig så meget mere værd,-

-når man oplever en dag som denne...

Og det er naturen, som danner rammen om det hele.

Vi fandt nogle tekster, som min oldefar skrev-

-efter det store jordskred i Lodalen i 1905.

"Det svimler for mig, bare jeg tænker på det.

"Jeg ankom til min svogers hus,-

-men hvor var alle dem, som plejede at møde mig-

-med varme velkomsthilsener?

Hvor var de, de gode venner? Hvor var de henne?"

Da dele af Ramnefjellet kollapsede,-

-så mistede min oldemor Mari Nesdal sin bror og hele hans familie.

18 af hendes slægtninge døde under lavinen og flodbølgen.

Ramnefjellet kollapsede igen i 1936.

Min far deltog i eftersøgningen, sammen med mange andre.

Han fandt en lille død pige, som lå i en høstak.

Det gjorde et stort indtryk på mig, at hele familier blev udslettet,-

-og de overlevende stod tilbage med ingenting.

Ødelagte huse er ikke så slemt-

-som når hele familier bliver taget med af vandet.

De fleste blev aldrig fundet.

Det efterlader en med mange triste tanker.

At miste alle sine kære på en nat-

-må være en frygtelig oplevelse.

"Salve P. Nesdal."

"Peder S. Nesdal."

"Oline M. Nesdal."

"Mari A. Nesdal."

"Johan A. Nesdal."

"Udøbt søn."

"Sivert Johan P. Nesdal."

"Brite Ingeborg Kamilla P. Nesdal."

"Johanne Samueline P. Nesdal."

"Udøbt søn."

"Anders S. Nesdal."

"Abraham J. Nesdal."

"Anne L. Nesdal."

"Johannes A. Nesdal."

"Lars A. Nesdal."

"Martin A. Nesdal."

"Dagfinn A. Nesdal."

"Ingeborg O. Bødal."

"Vilhelm E. Bødal."

"Peder K. Nesdal."

"Mons Kristian O. Nesdal."

"Katrine Torine B. Nesdal."

"Olav M. Nesdal."

"Agnes M. Nesdal."

"Bjarne M. Nesdal."

"Solveig M. Nesdal."

At have sin egen indre ro...

Hvis du er glad, så har folk omkring dig det nok også godt.

Det er det vigtigste for mig, at vi har det godt sammen.

Bare sidde og tænke over livet: De gode og de dårlige ting.

Kan jeg gøre noget for at få det endnu bedre?

Vi ved, hvad vi betyder for hinanden. Det gør livet så meget lysere.

-Du er min dreng. -Du kan ikke kalde en gammel mand dreng.

Jo, jeg kan. Jeg vil kalde dig det, så længe jeg kan tale.

Bare så du ved det.

-Du er så romantisk. -Når det slår mig.

Hun er det bedste jeg har, uanset hvad der sker.

Gletsjeren har forandret sig meget.

I 1950'erne var den meget lille, men stadig lidt større end nu.

Så voksede den, og i 1990'erne fyldte den hele det store vand.

Det er en skam, at den trækker sig tilbage.

Vi siger, at gletsjeren kælver, når de store isstykker falder af.

Det er utroligt, hvad naturen kan fortælle os.

Hun er ni år yngre end mig.

Hun er let til fods, så jeg må gå hver dag,-

-for at kunne følge med hende helt til det sidste.

Har du fundet en sten? Jeg tager den med hjem.

Kan du se "slangen" der, i bjerget?

-Elvene er voldsomme i aften. -Ja...

Det er sjældent.

Det har jeg aldrig set før..

Elven fra Tjøta-gletsjeren har nok aldrig været så stor før.

Det har jeg aldrig set før.

Som mor sagde:

Livet er godt, så længe vi er to. -Det er sandt.

Jeg har tænkt på, at jeg vil gå bort først.

Det er rigtigt.

At jeg skal miste Jørgen, det kan jeg ikke tænke på.

Hvad mener du om det?

Det har jeg ikke tænkt så meget over.

Livet slutter jo til sidst, for os begge.

Det er ikke op til os at bestemme rækkefølgen.

Så det må vi vel tage som det kommer.

-Vi kan ikke gøre så meget andet. -Det kan vi ikke.

Familiens klippe sidder der.

Vi er tilfredse med som vi har det.

-Det er du! -Ja.

Vi skranter måske lidt, men indeni er vi sunde og raske.

I 1946 fik jeg blindtarmsbetændelse.

Vandet var frosset til, og en storm havde sprængt isen.

Jeg blev syg en tirsdag aften. Jeg kunne ikke holde på maden efter det.

Jeg kastede det hele op.

Jeg lå i sengen til om lørdagen.

Så forstod de, der var noget galt, og ringede efter lægen.

Lægen sagde, at jeg skulle på hospitalet straks,-

-men det var ikke så enkelt.

Vejret var frygteligt. Det var regn og slud.

Fem eller seks mænd måtte bære mig.

Over hele Sandvika. Den var nok over 100 meter bred.

Sandvika er den største snedrive nær Oldevatnet.

Den kan være op til 300 meter bred.

Jeg var lille og let og ikke så tung at bære, men...

Vi tog hjemmefra lørdag klokken et-

-og ankom til Nordfjordeid kl. 22.

Jeg blev opereret klokken et natten til søndag.

Desværre havde min far en undertrøje på,-

-som gik helt ned til lårene.

Den var gennemblødt, og han måtte have den på hele natten på hospitalet.

Han havde ikke noget skiftetøj.

En uge senere måtte vi ringe til lægen. Han havde fået bronkitis.

Han kom sig aldrig helt over det.

Han var for det meste frisk, men måtte passe meget på,-

-for han blev ved med at få bronkitis.

Alligevel levede han til han blev 86.

Der var flere gange, hvor folks liv var på spil.

Vi har mistet mange mennesker her.

I 1850 eller 1860 blev nabogården ødelagt af en lavine.

Syv eller otte mennesker mistede livet.

Så Oldedalen har ikke altid været et trygt sted.

Min far fortalte mig, at de døde-

-blev anbragt i laden her på gården.

En af folkene derfra var medhjælper her.

Han var eneste overlevende fra hele familien.

Oldedalen har altid haft et unikt sammenhold. Man måtte kæmpe sammen.

Det var en af de bygder i Nordfjord,-

-som først fik telefonlinjer til alle beboerne.

Min tante arbejdede på telefoncentralen.

Hver juleaften og nytårsaften-

-sammenkoblede hun hele Oldedalen.

Så var der en, der spillede violin og sang julesange.

Efter det talte alle sammen i kor,-

-og ønskede hinanden en god jul.

Det gentog sig nytårsaften, så var det godt nytår.

Min far voksede op uden sin far,-

-så måske var han forbundet til sin far via grantræet,-

-som min bedstefar plantede højt oppe på fjeldet.

Han tænkte måske mere og mere på sin far, efterhånden som træet voksede.

For det træ talte han meget om.

Grantræet står jo og ser ned på vores hjem,-

-hvor de næste generationer er vokset op.

Så måske...

Han var jo lidt religiøst indstillet...

...hele vejen fra grantræet og ned til vores hjem i Oldedalen.

Mhm...

Din bedstefar vil jo altid være her-

-fordi grantræet er der.

Ja.

Og du er en del af det hele.

Ingen storm kan tage dette, med de rødder.

Jeg tænker, det her er et fint sted.

Der er nok fugt.

Det behøver træer, ellers dør de, før de sætter rødder.

De gav mig det bedste Af alt hvad de vidste

Lige til det sidste

Velsignet være Nordfjord fra gletsjer til hav

Og tak for det fagre hjem som vi fik

Held og lykke til hver mand og hver kvinde

Så glæden fylder hvert hjem i hele Nordfjord