Original subtitles

Downloaded from YTS.MX

Official YIFY movies site: YTS.MX

Trafikken står stille på Helsingør- motorvejen i nordgående retning

og flere udrykningskøretøjer er på vej...

Bilisterne bedes gøre plads.

Vi ved ikke, hvad ulykken skyldes.

Der går endnu 30 minutter, før trafikken kommer i gang igen.

For Elisabeth var næstekærlighed ikke bare et ord.

Det var en måde at være i verden på, at være præst på.

En måde at være ægtefælle og mor på.

For I var hendes et og alt.

Må jeg godt holde den?

Er der noget bagefter? Kaffe eller noget?

- Hej, Regitze. - Hej, Heine.

Alletiders at vi kan gøre det sammen.

- Ja. - Altså...

Præsteboliger er embedsboliger, og den nye præst står og tripper.

Jeg har ringet til Jan, men han er ikke kommet i gang med at pakke,

eller tager det alvorligt.

En præstegård er en embedsbolig.

- Ja. - Den nye præst skal jo flytte ind.

Jan.

Vi forstår din sorg og dit chok.

Men livet går videre og har stadig meget at give.

Jeg har en bog med til dig. Mestring af sorg.

- Jan. - Far.

Gudfaderbevares noget vrøvl.

Skide luderkarl!

Far?

Far, kom nu ud. Heine er kørt. Far?

Super.

- Så laver jeg noget kaffe. - Der er noget, vi skal åbne sammen.

"Min harpe er blevet til sorg.

Min fløjte, til hulkende gråd."

Den her skal vi to åbne. Nu hvor hun ikke er her mere.

Det er den besked jeg fik.

Kære jer...

Kære, kære jer to...

Jeg står foran perleporten.

Jeg ligger faktisk i min seng, men I ved, hvad jeg mener.

Jeg er tryg. Jeg har min tro.

Min eneste sorg og bekymring er jer to.

Når man er en familie,

især en familie så lille som vores,

må man gøre et stykke arbejde for at være noget for hinanden.

Uanset forskelle og uenigheder.

Regitze. Jan er din far.

Det nytter ikke at bære nag og slå hånden af ham.

Du har ikke andre fædre.

Jan, du har ikke andre døtre,

så tag dig sammen, også selvom du må æde din stolthed.

Nogle gange må man gå rigtig langt for så at mødes på halvvejen.

Regitze, din far og jeg har talt om at gå Caminoen

fra Astorga til katedralen i Compostela.

Det har jeg drømt om hele mit liv.

Det når jeg så ikke.

Derfor er mit sidste ønske...

at I to kan gå Caminoen sammen.

Jeg tror, det vil gøre jer godt.

Pas godt på jer selv og hinanden.

- Caminoen? - Ja...

Ja, Caminoen.

-260 kilometer. - Okay.

Det tager elleve dage.

Elleve dage?

Jeg ved ikke... måske er der en kortere rute

hen over en weekend, som...

Savner du hende overhovedet ikke?

Om jeg savner hende? Jamen...

Hun er min mor. Selvfølgelig savner jeg hende.

Så ku' du måske overveje bare at respektere hendes sidste ønske.

Hvad har I så tænkt jer nu?

Det ved jeg ikke rigtig. Du ved, hvordan vi har det.

I ku' få talt sammen, hvis du går den tur.

Ja.

- Hvor ligger hun henne? - Fællesgraven.

Hallo! I skal ikke smide jeres blomster her.

Min mors urne er lige sat ned.

Ikke der. Det der er en græsplæne.

Fællesgraven er ned ad stien og så over til birkelunden.

Okay.

Her.

Det bliver en lang tur med ham.

Og hvad med din situation?

Har du talt med ham hollænderen?

Tror du det her bliver for varmt?

Jeg forstår godt, at det kan virke uoverskueligt.

- Ja. - Men har du talt med ham?

Nej, det har jeg ikke fået gjort.

Er det fra min far igen?

Nu er det noget med en sten i rygsækken.

Hvad?

Det går bare fra ingenting til at det vælter ind med sms'er fra ham.

Nu er det noget med sten...

Jeg tror, det ville glæde din mor at se os nu.

Helt sikkert.

Det er et lækkert køkken dernede.

Jeg glæder mig til at smage Caldeirada.

Nu går vi jo ikke denne her tur for at æde og drikke, vel?

Nej.

- Hvad er det? - Camino-paset.

Mit navn er Joaquín. Hvad hedder du?

- Mit navn er Jan. - Velkommen, Jan.

- Din første Camino? - Ja.

- Vidunderligt. Buen Camino. - Tak.

- Værsgo. - Hej.

Jeg hedder Joaquín. Hvad er navnet?

- Regitze. - Godt at møde dig.

Er det din første Camino?

Ja. Min mor er lige død af kræft...

- Det var hendes sidste ønske. - Storartet.

Buen Camino.

- Sådan. - Det første skridt.

Det var et udtryk din mor og jeg havde,

hvergang vi tog hul på noget nyt. "Det første skridt."

Det har jeg aldrig hørt før.

Det sagde vi altså.

Okay.

Fint.

- Det første skridt. - Det første skridt.

Google siger, vi er gået for langt.

Det første landkort blev tegnet på lertavler knap 4.000 år f.Kr.

- Jeg tror det virker okay. - Se. Vi skal tilbage herned.

- Og så skal vi til højre. - Vi er gået for langt.

Vi skal tilbage og til højre her.

Buen Camino!

Nogle tager taxa ud af byen.

Det kunne vi da også gøre.

Tænk at pilgrimme har gået her siden middelalderen.

Det er en 1200 år gammel tradition.

Det er totalt magisk.

Det er ikke meget du har med.

Vi er i Spanien. Sol og varme.

260 km i de der gummisko?

Du har ikke helt forstået, hvad den her vandring går ud på.

Caminoen oplyser og ophøjer vandreren. Op i røven med fodtøjet.

Tænk, hvis din mor var her.

Så tror jeg hun ville synge "Op, al den ting..."

Hun havde sådan en fin stemme.

Så ville du nok bede hende om at tie stille.

Hvorfor siger du det?

Det...

Det bad du hende da altid om, når det var hun sang.

Vel gjorde jeg da ej. Vi sang tit sammen.

- Buen Camino. - Buen Camino.

- Buen Camino. - Hej.

Far, det er okay. Vi husker bare forskelligt.

I sang jo sikkert, når det bare var jer to alene.

Det ved jeg jo ikke noget om, vel?

- Buen Camino. - Buen Camino.

Nå...

Vi mangler stadigvæk 16 km.

Har du brug for et hvil?

Nej, nej!

De skal altså punkteres.

- Vabler? - Ja, de er store.

Jeg tror, at du har de forkerte på sko til Caminoen.

- Tror du det? - Ja, og du må nok hellere...

- prikke hul på de der. - Det sagde jeg også.

Ja.

- Jeg har den her. - Jeg kan selv gøre det.

Nej, nej! Det går fint.

- Jeg har en. - Dejligt du har alt.

- Okay. - Godt.

Er det bedre?

- Tak. - Jeg hedder Mirna. Fra Kroatien.

Det her er Jan. Jeg er Regitze. Fra Danmark.

- Buen Camino. Vi ses! - Buen Camino.

- Det var da sødt af hende. - Hold kæft, hun var irriterende.

- Er du ikke snart færdig? - Jo, jo.

- Skynd dig lidt. - Hej.

- Hej. - Norge.

- Danmark. - Jeg er fra Oslo.

Jeg er fra København. Hej.

- Går du Caminoen alene? - Sammen med min far.

Jeg skulle være gået med min kæreste, men sådan blev det ikke.

Okay... Ja.

- Det blev ikke til noget. - Nej.

Sådan er det.

Vi snakkede om hus og hjem og elbil og den slags.

Vi tænkte endda på at få et barn.

Nå. Vildt.

Ja...

Hun forelskede sig i sin fitnesstræner.

Åh, shit. Okay.

Hendes brasilianske træner. Med tatoveringer fra top til tå.

- Undskyld. - Det er fint.

Jeg er bare...

Det er tatoveringerne, fitness, Brasilien og alt det...

- Der er mange ting. - Ja.

Det er nok...

Det er nok godt at tænke på noget andet. Lige sådan...

Du har har faktisk samme hårfarve som Liv.

Nå, sjovt.

- Kom med noget toiletpapir! - Ja.

- Hej, København. - Hej, Oslo.

Jeg tjekker os lige ind.

- Hallo igen. - Nå, hej!

Jeg tænkte lige på din far og hans fødder.

- Nå, virkelig? Hvor sødt. - De her er til din far.

Jeg er en kvinde med store fødder. De kan tilpasses.

- Nej, det kan vi ikke tage imod. - Jo, kom nu.

- Jeg har mine støvler. - Er du sikker?

- Ja, helt fint. - Mange tak.

- Ja. - Tak.

- Farvel. - Tak.

Farvel.

- Så har vi fået plads. - Godt.

Se. Du har fået sandaler af Mirna.

Det er jo perfekt.

Din mor hadede mænd med strømper i sandaler.

Ja, men nu er hun her ikke...

Tag dem nu bare.

Okay.

"Tak Mirna. Tak Gitze." "Selv tak, far."

- Hej. - Hej.

Selvfølgelig snakker vi sammen lidt.

Men snakker I om noget rigtigt...

Jeg prøver virkelig. Det er bare...

Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at fortælle ham, at jeg skal være mor.

Jeg ville også have svært ved det i din situation.

Jeg har forresten fået så ømme bryster.

Det gør sindssygt ondt. Havde du også det i starten?

Lad lige være med det der...

Mads, kan du tage ham? Nej! Lige et øjeblik.

Jeg bliver total idiot! Mads, gider du ikke...

Jeg ringer tilbage. Hey!

Det er virkelig godt.

Deres skaldyr smager fantastisk. Synes du ikke?

Hvad fik du at spise som barn?

Hvorfor det?

Det ved jeg ikke. Jeg...

Jeg kan bare ikke huske det. Jeg kan ikke huske farmor.

Der er satme ikke mange skaldyr i denne her suppedas.

Jeg kan godt huske farfar.

Pibelugten og hans dybe stemme, som jeg altid var så bange for.

Talte han meget?

- Farfar? - Ja.

Havde I det okay, dig og ham?

Han kan bedst betegnes som et arrogant røvhul.

Men ellers?

Jeg har ikke rigtig lyst til at snakke om det.

Godmorgen, København.

Godmorgen, Oslo.

Tyve kilometers vandring, og yoga?

Det er bare de der madrasser. De er virkelig hårde for ryggen.

Javel.

Det ville klæde dig, at hold pikken i ro på pilgrimsruten.

- Hvad? - Det er min datter, du savler over.

Hun stillede sig foran mig. Jeg var her først.

Det er folk der søger indsigt og lindring og visdom her.

Hvad laver du? Fyren sidder og passer sig selv.

Du liger og gør dig til og dyrker en østerlandsk religion

på den rute kristne pilgrimme har gået sidens middelalderen.

Slap nu af. Jeg strækker ud.

Og yoga er ikke nogen religion.

I går hurtigt i dag.

- Nå, ja. - I går måske med Gud.

Sandalerne er perfekte. Mange tak.

Ikke, far?

- Tak. - Skal vi følges ad?

- Det ville være... - Nej, tak.

En anden dag. Buen Camino.

Tak.

Hvorfor kunne vi ikke gå lidt sammen med hende?

Jeg er her for at opfylde din mors sidste ønske.

Ikke for at gnubbe skuldre med en kærlighedshungrende Big Foot,

der tror, det hele her er for sjov.

Cruz de Ferro, Jernkorset. Det højeste punkt på Caminoen.

Et meget, meget vigtigt sted. Så kan du godt tage stenen frem.

Stenen?

Jeg sendte dig en sms om at du skulle tage en sten med.

Jeg... Jeg troede, det var for sjov.

- En vittighed? - Jamen...

jeg forstod den heller ikke.

Stenen symboliserer den byrde, du gerne vil af med.

Når du lægger din sten, lægger du dine sorger fra dig.

Det duer nok kun, hvis man er troende.

Det er nok ikke tilfældigt, at du er her uden sten.

- Hvad? - Du tør ikke store følelser.

Jeg forstod ikke din sms.

"Vandet under himlen skal samle sig ét sted,

så det tørre land kommer til syne.

Gud så, at det var godt."

Skaberværket. Det sagde din mor, når hun så

en flot udsigt, sådan en dal som den her.

Ved du, hvad min yndlingshistorie i Bibelen var?

Den med... Hvor Jesus blev født.

- Altså Juleevangeliet? - Ja.

Både mor og far var hjemme, og der kom en masse gæster.

Det syntes jeg altid lød virkelig hyggeligt.

En lidt småborgerlig læsning af Det Nye Testamente.

Ja, måske. Det kan da godt være.

Jeg var misundelig på Jesus.

Tænk at bo i en stald med begge sine forældre og alle de dyr.

Du ville ikke holde to minutter i sådan en stald.

- Vamos! - Slap af!

Kan du komme væk? Kom væk! Du!

- Hvad laver du? - Vamos!

- Hvad har du gang i? - Den har skab og lopper. Vamos!

Hvad hvis jeg kastede nogle sten efter dig, var!

Hvad?

Du kan da ikke kaste noget som helst efter nogen.

- Det kan jeg da godt! - Du er bange for al konfrontation.

Hvad siger du? Jeg er da ikke bange for...

Du kan ikke lide modvind. Så hellere gå en helt anden vej.

Hvad mener du med det?

- Du holder aldrig ved noget. - Hvad?

Dit dyrlægestudie, tennis, kok og hvad der ellers har været.

Jeg kunne ikke klare studiet, jeg er ordblind. Har du glemt det?

Ja, eller også er du ikke særlig udholdende.

Ligesom med kokkefirmaet og det der fine catering.

Corona. Siger det dig et eller andet?

Det er ikke min skyld, at alt bare blev aflyst.

Når livet er hårdt og uretfærdigt, så har man to muligheder.

- Du kan enten hoppe og springe... - Lad være!

- Eller du kan kæmpe imod. - Lad være. Av! Lad være.

- Ingenting må gøre ondt. - Lad være. Sindssygt irriterende.

Vil du hoppe og springe eller stå fast?

Her taler vi om det der betyder noget.

- Ikke? De store ting. - Du er så...

Hej!

- Hej. - Hejsa!

Buen Camino.

Kom. Så går vi videre, ikk'.

- Hej! - Hej!

- Hvordan går det? - Det går rigtig dårligt!

Jeg vil hjem. Jeg dropper det her.

- Gitze, du kommer altså... - Hvad?

Lorteforbindelse.

Hallo? Hvad siger du? Hvad siger du?

Du tager ikke hjem før du har været i den katedral og tændt det lys.

- Ja. - Ja.

- Vil du have mælk? - Ja, men frisk mælk.

Leche frisk. Fresco eller noget.

Selvfølgelig er den frisk. Varm mælk.

Nej, nej. Frisk...

Den mælk holder evigt. Jeg vil have frisk... lige fra...

- Frisk. - Det er en kaffe. Slap af.

Jeg forstår ikke man får så dårlig kaffe i cortado'ens hjemland?

- Caliente. Varm. - Ja, okay.

Tak.

Langtidsholdbar mælk. Der er en bismag.

Din mor lavede dårlig kaffe. Hold nu kæft, den var dårlig.

Med lunkent vand og for få bønner. Men jeg drak den uden at brokke mig.

Ved du hvorfor?

Fordi ingenting handler om kaffe, men hvem man drikker den med.

Jeg var så heldig at jeg drak den med din mor.

Kan vi tage en halv time hvor vi ikke taler om mor?

Bare en halv time.

Hva' så med dig og kærligheden?

Er der stadig ikke noget andet menneske i dit liv?

Der er masser af mennesker i mit liv.

Jeg har en virkelig tæt veninde, som hedder Lisa.

Men du er ikke nogens elskede og har ikke nogen elskede?

Kærlighed kræver mod, Regitze. Andet kræver det ikke.

Man skal bare turde vove at gøre sig skrøbelig og forsvarsløs.

- Er det det mod det kniber lidt med? - Jeg gider ikke tale...

Jeg gider ikke tale om mit kærlighedsliv med min far. Det...

Der har jeg mine venner. Dem deler jeg sådan noget med.

Og venner er i øvrigt også kærlighed.

Det er ikke ligefrem fordi du deler helt vildt meget ud af dig selv.

Det føles lidt som en forelæsning engang imellem.

Ja.

Du behøver ikke... Det behøver vi ikke tale om mere.

Far?

Hej.

- Hvad laver du? - Hvad laver han?

- Far? - Hvad laver han?

Hallo!

- Hvad laver du? Far? - Er han diabetiker?

- Hvad laver du? - Er han diabetiker?

- Er du diabetiker? - Far? Kig på mig.

- Nej! - Vågn op!

- Hvad gør du? - Han har hypoglykæmi.

- Vold hører ingen steder hjemme. - Far!

Hvor skal du hen? Hør nu efter!

Hør her. Han er helt klart diabetiker.

- Det må du da vide som datter. - Har du en småkage eller juice?

- Han skal have sukker. - Han er ikke diabetiker.

- Han... - Jeg henter mere juice. Lad mig.

Han har brug for sukker. Nu! Ellers kan det blive svært.

- Vent nu lidt. - Overlad det til os.

- Jeg kommer. - Det ordner vi. Bare rolig.

- Det er vigtigt, han får sukker. - Okay.

- Og chokolade eller noget. - Far?

- Hold den der. - Drik.

Man kan da ikke bare drage ud uden at tage noget med.

Sæt ham i skyggen.

Er du okay?

Har du diabetes, far? Hvad?

Ja.

Og det syntes du ikke, jeg skulle vide? Hvad?

- Det går man ikke og flager med. - Nej...

Det er gammelmandsdiabetes. Virkelig charmerende.

Men vi skal jo holde øje med, om du får spist og drukket.

- Og at du tager din insulin. - Jo, men...

- Det er jo ikke for sjov. - Det er type 2.

Indtil videre kræver det ikke insulin.

Jeg er voksen. Jeg styrer selv mine kiks og min juice.

Det gør du åbenbart ikke. Det gør svenskerne!

Sådan noget siger man til hinanden når man er i familie.

Ligesom jeg utrolig gerne ville have vidst det, da mor blev syg.

- Vi ville ikke gøre dig urolig. - Knoglekræft stadie 3!

Der var al mulig grund til at gøre mig urolig.

Ja.

Der er ting der er svære at få sagt, ikk'.

Hej.

Monasterio de San Julián de Samos. Det brændte ned i 1558

og blev genopført.

Det er et sted med kæmpestor symbolsk betydning for Caminoen.

- Du skal spise og drikke. - Der er gotik, barok...

- og renæssance i arkitekturen. - Far!

Diabetes! Du skal spise og drikke noget.

Jeg prøver at åbne omgivelserne for dig.

At give klostret historisk resonans og mening.

Og så snakker du om kiks.

Ja. Jeg prøver også bare at...

Vi forberedte os altid, din mor og jeg.

Altid når vi skulle ud at rejse.

Vi sørgede for at vide, hvad der ville møde os.

Sankt Benedikt grundlagde dette kloster.

Montecassino er Italiens vigtigste kloster,

hvor han begravede sin søster Scholastica.

Hej, søde. Det er ikke et godt tidspunkt.

Lisa. Det er ikke et godt tidspunkt!

- Vær venlig. - Jeg får skældud af en munk.

Jeg ringer senere. Hej, hej.

- Hvorfor tager du den? - Slap af. Jeg lagde på.

Det her er et kloster. Ikke din lokale hipstercafé.

Señor, vær venlig at dæmpe stemmen.

Det her er et kloster. Folk lever i stilhed.

Udvis lidt respekt.

Vi går og... går og går.

Og?

Jamen og...

Vi kan bare ikke sammen.

Hvad med hollænderen?

Jeg tror ikke han har lyst til, at vide at han skal være far.

Nå, hvordan går det med vablerne?

- Sandalerne hjalp. - Åh, godt.

En pilgrimsfærd er et mønster, en ceremoniel bevægelse,

det gælder afstanden, vandringen og pilgrimmens opførsel.

Det hele er fastlagt, det er ikke bare fristil eller hyggeture.

- Mønstret er fundamentet. - Ja, det er en rite.

Et langstrakt ritual, der skænker pilgrimmen en religiøs fornyelse

og en sindsændring.

- En overgangsrite. - Inklusiv en adskilt tilstand.

Det er liminalfasen, en mytisk vej.

Pilgrimmene gentager mytiske personers lærdom fra fortiden.

Gentagelse, gentagelse og gentagelse igen,

og så vil der træde et bestemt mønster frem.

Og i det øjeblik indbyder mønstret til yderligere gentagelser...

Netop. Du burde vandre ad Via Francigena.

- Det er en smuk pilgrimsfærd. - Det vil jeg måske.

- Okay. Buen Camino. - Buen Camino.

Farvel.

Farvel.

Det er sådan en mand du burde løbe efter.

Nå.

- Og kede mig ihjel? - Kede dig?

I selskab med sådan en kapacitet?

Du ser smuk ud.

- Jeg skal tisse hvert kvarter. - Seriøst?

- Ja. - Åh, nej.

Bortset fra det er det skønt at være gravid.

- Er faren her? - Han er en skiderik.

Jeg går for at finde styrken til at forlade ham.

Dejligt vejr.

Jeg er ret ligeglad med vejret.

Jeg er her for at ære min afdøde kone.

- Det er min tredje gang her. - Tredje gang?

Første gang jeg gik Caminoen,

fordi min mand døde i en bilulykke.

52 år gammel.

Anden gang jeg gik den var, fordi jeg havde brystkræft.

Denne gang er det, fordi min bedste ven døde af leukæmi i fjor.

Jeg savner hende. Meget.

Det er godt for mig at gå.

Bevæge mig fremad.

Jeg tror, at jeg overlevede kræft.

Ingen løfter, men...

jeg har håb.

- Jeg trænger til at hvile lidt. - Selvfølgelig.

- Farvel. - Farvel.

- Vi ses. - Ja, farvel.

Er du okay?

Vil du have juice og kiks?

Nej, jeg skal bare sidde her lidt.

- Det er meget godt... - Jeg er ikke noget barn.

Jeg prøver bare at hjælpe dig.

Du trænger vist til den her.

- Åh, tak. - Velkommen til La Senda.

Tak.

Hallo? Señor? Hej.

Kaffen er rigtig god.

Sådan laver vi kaffe i Spanien.

Nej, det er det ikke. Tro mig.

Det er ikke sådan man laver kaffe på den fucking Camino.

Her er religiøse mennesker.

- Bandeord kan støde nogen. - Bandeord? Ja, naturligvis.

Undskyld. Jeg plejer... Jeg plejer ikke at...

Pigebarnet har hovedet oppe i egen røv!

Signora... scusi for...

Nej. Det er italiensk.

Nå, ja...

Min mor forstår ikke engelsk.

Er hun idiot?

Ja, men... Tak.

Mor, hvad laver du?

Hvad er der i vejen med det skøre pigebarn?

Spiller du?

- Ja, er det okay? - Okay.

Vil du spille?

Ja? Okay, hvorfor ikke?

Okay.

Et-nul.

Undskyld!

- Nej. - Er det din første Camino?

Ja. Og...

Sikkert den sidste.

Jeg går med min far for at glæde min mor. Det er...

Det er lidt... det er kompliceret.

- Jeg stopper her. Du vinder. - Nå? Okay. Jeg vinder? Okay.

Jeg skal hjælpe min mor med aftensmaden.

- Til mig? - Til dig og...

- Og andre. - Tyve andre.

- Men jeg vinder. - Du vinder.

- Vi kan måske spille senere. - Hej.

Hej.

Bordtennis?

De laver god kaffe.

Det er sådan man møder venner.

Hej.

Gjorde det ondt?

- Gjorde hvad ondt? - At tale med Mirna i dag.

Du kunne jo prøve igen.

Hvis du har brug for at tale med nogen så gør det dog.

Jeg er her for din mor.

Ja, hvad ellers?

Hvad ellers?

Hvad er det for en hånlig tone?

Det er ikke nogen hånlig tone.

Det har bare altid handlet om dig og mor.

Mor og dig. Dig og mor.

Jeg aner ikke, hvad du snakker om.

Det har altid handlet om jer to.

Om at være klog og hvad man lige havde læst...

Og lange diskussioner om tro og...

Ja, eksistens og akademiske ting.

Er vi også imod litteratur og ånd nu?

Det har bare ikke altid været helt sådan...

Det har ikke altid været så nemt ikke at kunne læse i det selskab.

Men så har du jo haft dine egne interesser.

Du har været god til at spille tennis.

"Herren mildner altid luften for de klippede får."

Tennis gav ikke sindssygt mange point derhjemme, vel?

En familie er ikke en konkurrence.

Der har været plads til alle slags mennesker omkring vores middagsbord.

Far, I kom aldrig til mine kampe.

Mor havde altid en prædiken at skrive

eller en sorggruppe at samle...

Du havde altid opgaver, der skulle rettes.

Du anede ikke, om jeg var god eller ej.

Sport siger mig ikke farlig meget...

De andres forældre kom ikke for sportens skyld.

De kom for børnenes skyld.

Hvis du skal pibe over din barndom,

så find venligst et andet sted at sidde.

Hej.

Alkohol og diabetes 2.

Må man det?

Bare rolig. Jeg kommer med fred.

En cola, por favor.

Skal du have en øl? Una cerveza.

- Nej, nej. - Til hende.

Måske du skulle prøve at drikke dig fuld og miste besindelsen.

- Og skide på, hvad andre tænker. - Jeg har bare lyst til en cola.

Okay?

Din mor... Vi havde nogle fine branderter sammen.

Vi snakkede, vi elskede...

Far, prøv at hør...

Jeg forstår det godt. Jeg forstår, at du er totalt ulykkelig...

- Det er ikke... - Nej, jeg er ikke! Jeg er martret!

For helvede! Jeg er martret helt herinde.

Jeg har mistet mit livsvidne, min sjæleven.

Man er ingenting uden kærlighed.

Man er ingenting når man er alene.

Selvfølgelig er man noget, selvom man er alene.

Hvad er man? Når ingen hører dig?

- Hvad? Når ingen kan se dig? - Men... Man er sig selv.

Du er dig selv, det er da også noget.

- Jeg klarer mig rigtig fint alene. - Årh, hold kæft!

- Hvad skal det der betyde? - Du er ikke lykkelig, Gitze.

- Det kan enhver idiot se. - Det ved du ikke en skid om.

Du har ingen kærlighed, min skat.

"Alting af kærlighed sødes."

Jeg gider stadig ikke tale om mit kærlighedsliv med min far.

Der er heller ikke meget at tale om, så det kan være lige meget.

Okay. Så nu sidder vi to bare her og er...

to gange ingenting? Er vi bare ingenting? Er det sådan?

- Din mor er med mig. - Jeg ved godt, hun er med dig.

Du bærer hende i dit hjerte. Men jeg er her også.

Er det? Er det hendes...

Er det hendes aske?

I din... I din mavetaske?

Du sagde, at mors urne var lagt ned i fællesgraven.

- Det vil sige du løj! - Nej, men jeg kunne ikke give slip.

Tanken om Elisabeths aske nede i mørket...

Det er virkelig... Det er bare virkelig...

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige.

- Du kender... - Det gør man bare ikke!

Du kender ikke sorg. Du kender ikke ægte sorg.

Ægte savn. Du kender ikke til kniven i hjertet!

Jeg kender ikke nogen der tager deres døde kone med på en bar i Spanien

og lyver for deres datter.

Hun drømte om Caminoen, om at opleve katedralen.

- Jeg har tænkt mig, hun skal se den! - Hun drømmer ikke mere!

Hun kan ikke se eller opleve noget!

Hun er død! Så fat det dog!

Nej!

- Pas dig selv. - Lad nu vær!

Nej, for satan!

- Hold vejret! - Elisabeth!

No breathing!

I må ikke trække vejret! Det er min mor!

- Lad mig hjælpe dig. - Jeg kan godt selv klare det!

Der er gået hul på hende.

Så du skal holde posen godt lukket.

- Jeg tager hjem. - Nej, Gitze. Stop.

Stop! Jeg er slet ikke mig selv. Vel?

Jeg har det jo ad helvede til.

Du slog mig.

Undskyld. Jeg er plørefuld. Jeg kan slet ikke tåle at drikke.

- Jeg tager stadig hjem. - Nej, Gitze. For helvede. Stop.

- Lad være med at røre mig. - Stop. Slå mig, for fanden.

- Så er der balance. - Nej, jeg vil sgu' da ej.

Jo, det gider du godt. Du skal ikke være en dørmåtte.

- Hvad kalder du mig? - Kom så, dørmåtte. Ikk'?

Far, det her...

Det her, det er slut.

Vi to, vi gør bare ikke noget godt for hinanden. Vi går...

Vi går totalt forbi hinanden, vi sårer hinanden og vi...

Du sårer i hvert fald mig.

Nu tager jeg til Compostela og så...

flyver jeg hjem.

- Så kan du gå din Camino. Ikk'? - Gitze.

Det er det. Du ringer ikke til mig, og jeg ringer ikke til dig.

Og ja... Buen Camino.

Hey...

Ved hvad? Der var lige én ting, jeg synes du skulle vide.

Jeg er gravid.

Hva'?

Og jeg... Jeg glæder mig.

Jeg tror faktisk...

Jeg tror faktisk, jeg bliver en okay god mor.

- Hvad med at vente til i morgen? - Nej, tak.

Det er Lisa. Læg en besked, så ringer jeg tilbage. Hej!

Hej, det er mig. Jeg er gået fra ham. Jeg er skredet.

Jeg vil ikke være sammen med ham mere. Han slog mig fandme!

Han er sådan et fucking arrogant røvhul.

Jeg vil bare hjem nu.

Hallo, Martjin her.

Hallo. Hvem er det?

Buen Camino, København!

Snakker vi ikke i dag?

Skal vi følges ad lidt og være tavse sammen?

Hvad siger du?

Skal vi følges lidt ad og være tavse sammen?

- Du lægger simpelthen an på mig? - Undskyld? Hvabehar?

Hah!

Du lægger an på mig på mig her på Caminoen?

Nej, jeg foreslog at skulle følges ad.

Eftersom at dig og din far ikke har det så godt sammen.

Det her er et sted, hvor pilgrimme har vandret siden middelalderen.

Fandme, ikke et sted man samler damer op for at holde varmen i soveposen.

- Fint. - Vel?

Jeg er gravid.

Hørte du det? Hva'? Jeg er gravid!

Jeg er ikke en eller anden bimbo!

Vis lidt respekt, Norge!

Hvad?

- Hallo. - Hej. Jeg skal til Compostela.

Compostela, claro.

- Med en taxa? - Med en taxa?

Lige nu.

Ja, men vi har et problem. Vi har ingen taxaer her.

Okay...

Men måske kan jeg ringe efter en taxa fra Compostela til dig?

- Ja, det ville være fantastisk. - Tre timer, to timer...

- Jeg ved det ikke. - Hurtigst muligt.

Jeg må lede efter telefonnumret.

Gitze! Jeg har ledt overalt efter dig.

- Åh, hej. - Goddag.

- Hvad laver du her? - Din far.

Han... Han opførte sig ret underligt i morges.

Så besvimede han og faldt og slog hovedet.

- Måske fik han hjernerystelse. - Hvad?

Lægen undersøgte ham. Han har brug for hvile.

- Ja. - Jeg syntes, du burde vide det.

Jeg ved ikke, om du... Måske du vil tilbage og se til din far?

Nej, jeg vil ikke tilbage. Nej.

Det kan jeg bare ikke.

Hør nu her...

Min far var ikke en særlig rar mand.

Han og jeg skændtes bravt.

Om politik, etik, musik, samfundet, flygtninge. Ja, om alt.

Nu er han borte, og jeg savner ham sådan.

Hver eneste dag.

Alle de historier, man er fælles om. Jeg kunne sige:

"Husker du den sjove hund i Almería?"

- Hvad? - Og så grinte vi, fordi...

Vi så engang en sjov hund i Almería.

Men nu...

Jeg...

Men... det var kun for ham og mig.

Nu hænger jeg på det billede af den hund.

Helt alene.

Jeg kan ikke engang huske...

en eneste sjov historie med min far lige nu.

Det vil du komme til.

- Tak. - Claro.

Hej, far.

- Hej! - Hej.

Du er simpelthen gravid.

- Ja. - Det er da fantastisk.

Øh, ja.

Men altså, det er ret nyt, så...

Jeg er kun i uge 10.

Så, ja...

- Så det varer lidt endnu. - Ja.

Men hvem er han så? Faren?

Der er ikke nogen far.

Der er vel altid en far.

Ikke rigtigt lige her, nej.

- Nej? - Næ.

Så du aner ikke, hvem der har gjort dig gravid?

Jo, jeg aner godt, hvordan jeg blev gravid, men...

Der er ikke en kæreste. Det var bare en...

Ja, en... En fyr fra...

En hollænder, som jeg mødte kort. Han ved ikke noget om det her.

- Du kunne jo finde ham. - Det ved jeg ikke. Det er...

Han har en kone og to børn.

Det kan jeg ikke.

Men du kan jo ikke få et barn alene.

Hvorfor ikke?

Fordi det er meget egoistisk.

Og simpelthen så trist.

Har du overhovedet gjort dig nogle overvejelser om,

hvor stort et ansvar det er at have et barn?

Nå, er det? Det anede jeg ikke. Selvfølgelig ved jeg det!

- Gitze, du kan nå at få det fjernet. - Hvad siger du?

Så vidt jeg husker, er grænsen 12. uge.

Hey! Du skal slet ikke mene noget om mig og min graviditet.

Du skal slet ikke mene noget om en abort!

Vi kan vel godt tale om tingene. Bare lidt.

Man har vel lov til at sige sin mening.

Du skal tie stille og lukke dine øjne,

fordi du har en hjernerystelse.

Altså, det her, det er min beslutning...

Og du behøver slet ikke at have noget som helst

med mig og mit barn at gøre.

Overhovedet ikke.

Og jeg vil aldrig...

aldrig diskutere det her med dig nogensinde igen.

Hej! Endelig tager du den.

Du er med på, at der ikke er nogen tidsforskel, ikk' oss?

Jeg har virkelig brug for at tale med dig.

Når klokken er lort i Spanien, er den også lort i Danmark.

- Undskyld. - Det må vente til i morgen.

- Altså, klokken er... - Okay. Hej.

Hej.

Hej.

- Hej. - Hej.

Du godeste, Tito. Hiv bukserne op, den skøre pige er vendt tilbage.

Hvad siger din mor?

Det er en gammel spansk hilsen.

Okay.

Gracías! Og...

Buenos días. Men jeg...

- Jeg laver en cortado mere til dig. - Nej, jeg ville bare...

Angående madlavningen.

Nej! Det her er Galicien.

Vi har Spaniens fineste køkken.

- Ja, ja. Selvfølgelig. - Min mor var en fantastisk kok.

Men hun er ældre nu og en smule dement.

Vi gør vores bedste.

Selvfølgelig. Jeg ville bare spørge, om jeg kunne...

Om jeg kunne hjælpe til i køkkenet.

- Dig? - Ja, jeg kan lave mad.

Ja! Og jeg vil gerne... Jeg...

Jeg har virkelig, virkelig brug for at gøre noget.

Hun vil hjælpe til med maden. Hun siger, hun kan lave mad.

Ja, lad os fylde køkkenet med liderlige kvinder. Sikken fest!

Sí? Ja?

- Sí, sí. - Er det et ja?

- Det er det. - Gracías, señora.

Lad os nu se.

Jeg kunne tilberede de her artiskokker.

Med jamón.

Hun vil lave alcachofas con jamón.

- Det er rigtig godt. - Está bien.

Hej.

Værsgo.

Spis.

Nej, vi kan ikke tale mere om det.

Spis din mad.

Din mor lader til at have en meget...

- En stor personlighed. - Te creo.

I dag er det faktisk seks uger siden min mor døde.

Det er underligt, når de forsvinder.

- Ja. - De var der altid.

Og pludselig er de der ikke.

Jeg begynder faktisk at savne hende lidt.

Ja.

Jeg følte mig som et koldt menneske, fordi jeg ikke...

savnede hende.

Kold? Dig?

Nej, det synes jeg ikke.

Tito!

Spørg geniet, om hun også vil lave aftensmad.

Min mor spørger, om du er sød at hjælpe os med aftensmaden.

Det vil jeg rigtig gerne.

Ja.

Hvad med hjernerystelsen?

Hovedpinen er væk.

- Og jeg er skrupsulten. - Godt.

Sid ned.

Tak for mad.

Ja, velbekomme.

Tænk, at du...

Tænk, at du...

Nej far, helt ærligt. Hold op med det der.

Er du ikke sød at skrue ned for al dramaet?

Far, jeg skal nok selv finde ud af det her.

Ikk', der er...

masser af kvinder, der klarer det med et barn alene. Ikke?

Ved du godt din mor drømte om at få et barnebarn?

Tænk, hvis hun havde fået lov til at opleve at blive mormor.

Hun var meget plaget af vores forhold.

Hvor svært vi to havde det.

At det var kommet så vidt, at vi helt holdt op med at ses.

- Kan du overhovedet huske det? - Huske hvad?

Jamen...

Kan du overhovedet huske, hvorfor vi ikke havde set hinanden?

Kan du huske, hvad du kaldte mig?

Altså...

Du kaldte mig, øhm...

dit livs skuffelse.

- Ja... - Ja.

Jeg tror jeg havde drukket lidt for meget.

Ja.

Det havde du sikkert.

Det er ikke, fordi det gjorde så ondt...

det du sagde. Det var mere...

Det var mere det med, at du virkelig mente det.

Det er sådan, du ser mig.

Jeg tror, du har lagt lidt for meget i det.

Kan man det?

Kan man lægge for meget i dét?

Men, Regitze... Prøv at se dig nu.

- Du kan nære folks legemer. - Ja, men...

- Din mor kunne nære folks sjæl. - Jeg har ikke brug for din ros nu.

Men, Gitze... Jeg bildte mig engang ind,

at jeg var den store tænker.

Ikke? Og jeg var sikker på...

at jeg skulle skrive vigtige bøger, der ville ændre hele verden.

Men jeg endte som gymnasielærer.

Noget din farfar slet ikke havde respekt for,

så han hånede mig, hver gang vi var sammen.

Og... sørgede for

at gøre mig opmærksom på, at jeg var hans store skuffelse.

Så jeg følte mig selv som en fiasko.

Ikke?

Det er så der, jeg er endt.

Som en, der kan spille for galleriet og citere Kierkegaard.

Jo, men...

Det er da også noget.

Det ved jeg ikke, men det er for sent at gøre noget ved.

Men prøv at hør, Gitze.

Nu er jeg så endt med at smide al min skuffelse lige i hovedet på dig...

- Det går sgu ikke rigtig. - Nej.

Men jeg drikker i øvrigt for meget.

- Og jeg har knaldet ved siden af. - Det behøver jeg ikke vide.

- Din mor og Heine knaldede iøvrigt... - Nej!

Jo.

Ja...

Der er sorgen og savnet.

Og skammen og skylden.

Over dem vi gjorde hinanden til.

Skam og skyld kan Herren måske hele, det ville din mor påstå.

Men sorg og savn...

den er jeg alene med nu.

Hej.

Det var storartet. Tak. Tak for musikken.

- La cena. - Aftensmad.

- Nå, aftensmaden. Ja. Sí. - Buenissima! Buena.

Tak.

Wow.

Alle kan smage din glæde og lidenskab for madlavning.

Det ved jeg nu ikke. Det er bare lidt olie og...

nogle løg og dine flotte grønsager.

Ja?

Jeg er gravid.

Embarazada? Venter du et barn?

Ja. Der er ingen far. Ingen far, men jeg venter...

et barn. Et lille et.

- Nå, men tillykke. - Tak.

Ja, jeg er...

Jeg er lykkelig. Tror jeg.

Jeg har... min mor.

- Ja, ja. - Jeg er nødt til at få hende i seng.

- Ellers glemmer hun det. - Ja, ja.

- At gå i seng... og... - At sove...

Jeg må dække op til morgenmaden

og forberede alt før sengetid.

- Ja. - Okay?

Jeg er træt.

Vi skal hjem.

Ku' du ikk' få din bejler til at køre os?

Han er ikke min bejler.

Hvad med katedralen og lyset, vi skulle tænde for mor?

Det kan vi godt nå inden lufthavnen.

- Katedralen er smuk, ikke? - Jo, den er smuk.

Den er fantastisk!

Kommer du?

Nej, det gør jeg faktisk ikke.

Hvad nu?

Jeg kan ikke se den mere.

Se hvad?

Jeg vil faktisk hellere sidde og drikke en kop kaffe.

Det gjorde din mor og jeg altid, når vi rejste sammen.

Så ku' vi bare sidde og drikke kaffe og kiggede på folk

og på livet, der gik forbi. Det har jeg meget mere lyst til.

Men jeg vil gerne have mor med.

Okay.

Min mor.

- Hej! - Jamen, hej!

Hej.

Har du været inde i katedralen?

Nej. Jeg har set mange kirker og katedraler i min levetid.

Er du troende eller arkitekt?

Tak!

Min kone var troende. Hun var præst.

Protestantisk præst.

Hvad med dig?

Lige nu er jeg kaffedrikker.

Vi har en meget smuk katedral i Zagreb, ved du det?

Okay. Den har jeg ikke hørt om.

Hvis du kommer til Zagreb, så ring til mig

og så kan jeg vise dig den.

- Det er det, vi gør, ikke? - Hvad er det vi gør?

Vi drikker kaffe.

Vi møder nye mennesker.

Vi går videre. Vi kommer videre.

Nå, men... farvel.

Farvel.

Giver det mening at tænde et lys for en levende person?

Man kan tænde et stearinlys for nogen, man har mistet,

eller for en du ønsker noget godt for.

For et nyfødt barn. For alle.

Det her er for mit barn. Det her er for min far...

Og hvor er du?

Det ved jeg ikke.

Tak.

- Tak, for at du tog dig af mig. - Til hver en tid, papá.

Så... ja...

For mig var det denne sommers glæde at møde dig.

Jeg mener det.

Også for mig.

Ja...

Farvel...

- Hvad laver du? - Hvad?

Lader du ham bare køre?

Jeg har sagt, at jeg er gravid, et turn off for de fleste mænd.

Du er bare enlig mor på et meget tidligt stadie.

Hvis du lader ham køre nu,

så finder du aldrig ud af, hvad det her er for noget.

Hør her, Gitze, nu er nu, og pludselig er det for sent.

Er du okay?

Ja.

- Lad vær med at kigge. - Ja.

Jeg... Det er, fordi...

jeg vil gerne se dig igen.

Ja.

Jeg vil gerne...

lære dig lidt bedre at kende.

Måske komme tilbage og lave lidt mad og...

Se, hvad der sker med... med os.

Jeg ved det godt. Gravid. Turn off.

Nej, det er ikke det. Jeg kan ikke have en kvinde i mit liv.

Ikke nogen kvinde.

- Kan du lide mænd? Eller... - Nej.

Jeg har forpligtet mig til at gå i kloster 1. august.

Hvad? Hvorfor?

- Fordi jeg tror på Gud. - Jah...

- Samos-klostret er det største. - Det ved jeg godt. Jeg var der. Ja.

Hvis det hjælper, måtte jeg ransage mig selv, da jeg mødte dig.

- Virkelig. - Det hjælper. Lidt. Ja.

Det gør mig ondt. Også på mine egne vegne.

Gør du det, du skal og...

Og hvis dig og Gud slår op på et tidspunkt, så ring til mig.

Du vil være den første, jeg ringer til.

- Min mor vil være nummer to. - Okay.

- Men... Jeg mener det. - Det gør jeg også.

- Okay. - Okay.

Tak.

Hvorfor vil han være munk, den idiot, når han kan få sådan en som dig?

Var det... Var det et kompliment, eller?

Når du kan lave mad til 100 mennesker,

så du kan nok også klare én unge.

I fin stil. Ikke?

Og der er jo ikke nogen farmor og farfar.

Og heller ikke nogen mormor.

Men...

Der er for fanden en morfar, ikke?

En slags morfar, hvis du vil have det.

Du skal ikke kigge på mig, når jeg græder.

Jeg ligner sådan en lille kanin.

- Den er da ikke så dårlig. - Ah, den er forfærdelig!

Tekster af: Sheila N. Hasahya plint.com