Original subtitles

Jeg er fange i den russiske hær.

Mit navn er Lali.

Jeg er slovak.

Hvad skal du lave i aften?

Russerne vil gerne invitere nogle lokale kvinder til dans.

Dans? Mener du det?

Vi hører de har masser af mad deroppe.

Det har de.

I bliver hentet på pladsen kl. 19:00.

Og kørt tilbage hertil omkring midnat.

Og de ønsker flere kvinder, til festen.

Jeg forstår.

Bliver vi skudt hvis vi ikke kommer?

Der er disse...

priser, kalder de dem.

Hvor mange venner kunne du tage med?

Gælder det også gifte kvinder?

Ja, hvorfor ikke.

Så tror jeg vi kan blive fem.

Tak.

Vi ses.

Hun sagde ja.

Hun ville tage flere med.

Ivana?

Hun døde, mens hun sov.

Hun vågnede aldrig igen.

Det gør mig ondt.

Undskyld.

Spis langsommere. Små stykker.

Undskyld.

Du er for ung til dette.

Det sagde jeg jo, mor.

Find noget varmt tøj og sko til dem.

Mine brune snøresko, okay?

Din suppe smager fantastisk jeg har aldrig fået noget bedre.

Hør, nu.

I er kun piger...

men jeg må tale til jer som kvinder.

Russerne har indtaget vores landsby.

Og hvis de finder jer her, er Bella og jeg...

i en form for problemer.

Jeg bliver dårlig ved tanken...

I betyder intet for dem.

Forstår i det?

I må bo på mit loft...

men I må gemme jer indenfor.

- I må hverken blive set eller hørt. - Tak.

For alt.

Men vi ønsker at tage hjem.

I er bygget af noget helt specielt siden I sidder her.

Jeg skaffer noget varmt vand til et bad.

Tak.

- Kommer du med til dans? - Nej. Min dør bliver låst.

Hvor er det vi kan få den pris?

Hverken min far eller bror kom tilbage fra den krig.

Min mor kan ingenting på grund af sorg...

Jeg har to yngre søstre.

Petrov.

Kaptajn Petrov.

Lige frem, med moustache.

Han har prisen.

Tak. Se mig snurre rundt.

Godt. Hvad med dig?

Jeg har det godt.

Det er sent.

Jeg er utryg.

Dansen?

Blev der danset?

Mange nætter, stod det på.

Jeg var låst inde.

Den pige...

Lali?

Jeg var der ikke. Jeg kunne kun høre det.

Lali?

Jeg er låst inde...

hver aften.

Det er okay.

Du kan fortælle mig det.

Jeg tror ikke det er sikkert.

Det skete for længe siden.

Dygtig pige.

Hvilken slags mand...

Disse piger havde intet. Deres mænd, og fædre var væk.

Deres familier sultede.

De tilbageholdt mig i mange uger.

Det tog den tid før russerne stolede på mig.

- Slovak. - Ja, sir.

Vi skal hente nogle officerer.

Vi er tilbage om en halv time.

Er det en aftale?

Ja, sir. Selvfølgelig.

Hej, kan jeg købe din cykel? Tag det. Værsgo.

- Slovakiet? - Det tager cirka en dag.

Når du kommer til en skov, gå tværs over marken mod øst.

Behold den. Jeg ønsker at leve, som dig.

Af sted.

Tak.

Gita! Gita!

Gita, kom!

Hvor? Der er vand her.

Vand.

- Her. - Det er et godt sted.

Ja, denne vej.

- Hej, der står en gryde her. - Kom med den.

Fart på. Vi har travlt.

Han tog vores kande.

Jeg hader dette sted.

Gita fortalte mig først om disse ting efter flere år.

Om hvad pigerne, blev udsat for.

De blev opdraget til at leve i en harmløs verden.

Det blev taget fra dem.

Toget afgår til Korompa.

Stig ombord.

Kan jeg hjælpe dig?

Hvornår tog de af sted?

Få dage efter du rejste.

Der var soldater på gaderne.

Mor vækkede mig tidligt fordi jeg skulle tage en pakke med til Molnars.

Mrs. Molnar...

ville ikke lade mig gå hjem.

Hun skjulte mig.

Pakken indeholdt mors juveler og nogle billeder.

Få dage efter jeg rejste?

Det var kaos.

Alle var væk da jeg kom tilbage.

Jeg blev hos mrs. Molnar...

skjult.

- Goldie, de... - Jeg ved det.

Ja, jeg ved det godt.

Men jeg troede du var væk...

og se, her er du.

De var gamle.

Max og Maria ville være blevet hos deres drenge.

Jeg troede jeg var den eneste tilbage.

Lali...

Åh, min skat.

Åh, min skat.

Der er en pige.

Jeg mødte hende i lejren.

Hun hed...

Hun hedder Gita.

Jeg kan tjene nogle penge på ham.

- Jeg ejer intet. - Ja. På vejen til Bratislava.

Goldie, jeg...

Jeg kan ikke lade dig være alene igen.

Tag af sted.

Der er intet andet der er vigtigere.

Er det mors?

Gitas.

Gita, jeg er her, jeg finder dig Lali Eisenberg fra Krompachy.

Goddag.

Er I kommet fra Polen, fra Birkenau?

- Ja. - Ja.

Kender I mine venner, Gita Fuhrmannova? Hanna? Ivana?

Beklager.

Ja.

Det betyder jo ikke han er død, vel?

Hvor er han?

Tror du han ville bo her, og sove på gaden?

Nej. Vi finder ham.

Vi er i vores eget land nu.

Først finder vi noget mad...

bliver vasket... og finder hjælp.

Du stinker.

Det var det. Intet håb. Han klarede det ikke.

Giv ikke op.

Jeg venter på dig.

Undskyld mig. Jeg skal forbi.

Lali!

Det er hende...

Det er dig.

Vær helliget til mig

med denne ring i samsvar

med Moses og Israels love.

Jeg har gentaget dette tusindvis af gange i mit hoved.

Lali...

Jeg elsker dig.

Vi har overlevet vores værste dage.

De bedste er foran os.

Den er smuk.

Se mig lige.

Der ligger sandwich i køleskabet.

Lali, jeg er sent på den. Farvel!

- Hvor skal du hen? - Ingen steder.

Jeg vaskede bare krusene. Er du okay?

- Ja. - Så, jeg tænkte,

efterkrigstiden kunne være et lille kapitel i slutningen.

Et resumé.

Du flyttede til Australien, og så videre.

De levede lykkelige til deres dages ende.

Det er aldrig rigtig sådan, vel?

Jo, jeg mener, der er ret ofte en epilog.

Historien er slut, og dig og Gita byggede et liv sammen.

Vi ønskede en lykkelig slutning. Vi jagtede det altid.

Hvad er der, Lali?

Jeg vil ikke tale mere.

Det banker på døren.

Goddag.

Vi søger mr. Ludwig Eisenberg.

Lali, kig på mig.

Kom, vær sød.

Jeg har det fint... Sid ned.

Det sted var vores hjem.

God mad.

Rent luft.

Gita havde bageriet, synagogen,

hendes gode venner.

Jeg ved ikke.

Skal du på arbejde?

Jeg kan blive lidt længere hvis du synes.

Nej, nej.

Jeg klarer mig.

Okay.

Du har jo suppe i køleskabet.

Jeg tager det nye udkast med i morgen.

Få dig noget luft, bevæg de gamle ben, okay?

- Vi ses i morgen. - Vi ses i morgen.

Uanset hvor du er...

så er jeg her.

Goddag.

Vi søger mr. Ludwig Eisenberg.

Det var mit navn.

Eisenberg, ja.

Kom indenfor.

Tak.

Vi blev bedt om at bekræfte din identitet, sir.

Af hvem? Hvorfor?

Vi er australske statsborgere.

Du ændrede dit navn efter krigen?

- Jo, til Sokolov. - Det står i papirerne.

Vi blev sendt af...

den tyske konsul for at aflevere et brev til dig.

Hvad er det?

- Det er åbnet. - Det er en bøn...

fra et tysk advokatfirma

der repræsenterer en tidligere SS-officer

for en erklæring til støtte for deres klient.

For deres klient? En nazi officer?

Det stemmer.

En nazi officer der er anklaget for krigsforbrydelser.

Han beder om din hjælp.

SS officer, Stefan Baretzki.

Her er detaljerne fra begge, advokatfirmaet og det tyske konsulat.

Dem efterlader vi hos dig.

- Goddag. - Goddag.

- Hvilken dag er det? - Torsdag. Vi talte sammen i går.

Jo?

Kom ind.

- Den må du læse. - Ja, det vil jeg.

Denne gang, har fokuseret på dig og Gita.

Jeg er spændt på at høre din reaktion.

Jeg har fundet en måde at fortælle det på.

Det lyder godt.

- Og du smiler. - Ja.

Hvordan har du det?

Jeg har sovet dårligt.

Fortiden er her sammen med os nu.

Vi forlod lejren, vi forlod Slovakiet...

og så kom vi hertil.

Fortiden fulgte os som en syg hund.

Du sagde "lykkelige til vore dages ende", men det var hårdt.

Gita var så trist mange år efter. Og alle mareridtene.

- Jeg henter vand. - Nej.

Sæt du dig ned? Jeg henter noget vand.

- Gita... - Du skal skrive under på disse kort.

En til Louises to års fødselsdag,

og tvillingerne Gina og Joel bliver fem.

Lali...

Værsgo.

Tak.

Tænkte du på Gita?

Alt dette skete på samme tid.

Hvilket, Lali?

Igen, igen.

Cohen Street mirakel doktor.

Vi har prøvet alt.

Intet virker.

Jeg troede jeg ville hele over tid.

Andre kvinder der var der er kommet sig.

Du må hade mig.

Nej.

Nej, aldrig.

Jeg er så glad for dig.

Værsgo.

Det bliver måske koldt.

- Godnat. - Gita...

Så er vi klar.

Ost og pickles.

Lali, værsgo. Kom og få noget at spise.

- Tak. - Det var så lidt.

Lali, vi er nødt til at tale sammen.

Jeg er blevet lidt bekymret.

- Føler du dig syg? - Nej, ikke syg.

- Heather... - Ja, min ven, hvad er det?

Dette er ikke til bogen.

Okay.

Politiet, som om vi er kriminelle!

- Baretzki. - Han var et monster.

Jeg ved hvem han var.

Kan du huske hvad han gjorde for os?

Hvad?

Mener du det?

Hvad han gjorde for os?

Du ville stå op foran verden,

- og sige han var en mand? - Det ved jeg ikke.

Har du mistet forstanden?

- Kan vi ikke bare tale om det? - Tale om hvad?

- Så mange ting! - Hvilke ting?!

Hvorfor...

Hvorfor er du så vred hele tiden?

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre.

- Hvad gør jeg. - Det ved jeg ikke.

Selvfølgelig kan du det. Jeg vil gøre alt for dig.

Lali, jeg er færdig.

Jeg kan ikke fortsætte sådan.

- Det kan du heller ikke. - Hvad?

Jeg kan ikke give dig det du ønsker.

- Den familie du ønsker. - Gita, du er alt jeg ønsker.

- Vi farer rundt, og bliver ældre. - Gita, stop!

Bliver jeg straffet?

Gør du?

Jeg vil gerne til Europa...

besøge mit hjem.

Cilka...

Esthers datter, Mimi, hun er 16 nu. Jeg vil gerne se hende.

- Det kan jeg ikke. - Jo du kan.

Jeg vidste ikke om hun ville komme tilbage.

Jeg måtte skrive den erklæring.

Jeg ønskede at fortælle sandheden.

Men hvad var sandheden?

Hvordan ved jeg hvad der er rigtigt?

Du er som en bror til mig.

Jeg skrev erklæringen,

og leverede det i den tyske ambassade...

de sendte det til advokatfirmaet...

og jeg hørte aldrig fra dem igen.

Kan du huske du hvad du skrev?

At han var tilstede ved udvælgelserne...

at jeg så ham myrde mange mennesker...

nogle gange bare fordi han var i dårligt humør.

Han kom i fængsel.

Jeg har læst om disse retssager, Lali.

Baretzki...

begik selvmord.

Han var en brutal psykopat.

Jeg ville ikke være i live, hvis det ikke var for ham.

Og det må jeg leve med hele mit liv.

Du er så smuk.

Det er du også.

- Jeg savnede dig. - Jeg savnede også dig.

Så du laver mad?

Det dufter dejligt.

- Er du sulten? - Meget sulten.

Vent.

Vi må tale sammen.

Jeg besøgte din gamle lejlighed i Bratislava.

Jeg tænkte på den gang vi sad på gulvet fordi vi ikke havde et bord.

Hvad vi håbede på.

Hvor lykkelige vi var.

Lali...

Jeg kom med nød og næppe på flyet.

Jeg var meget syg.

Syg?

Hvorfor sagde du ikke noget?

Jeg gik til doktor, og han sagde at jeg var syg...

fordi jeg var gravid.

Er du... hvad?

Gita... nej...

- Nej, Gita. - Vi skal have en baby.

Jeg tror jeg gerne vil tilbage dertil.

Ja, til Birkenau, til lejren.

Jeg troede du aldrig ville tilbage til Europa.

Det er rigtigt, jeg ville ikke, men nu...

hvis du vil tage med?

Lali, åh, det er...

Burde du ikke gøre det sammen med din søn?

Vi har aldrig snakket med ham om fortiden.

Selvfølgelig ved han det. Han oplevede, hans mors mareridt.

Du ønsker ikke, at dit barn skal se din smerte.

Men det gjorde han.

Jeg havde ikke troet at jeg ville fortælle dig så meget.

Nu ved du det, så kom med mig.

Folk tror sikkert bare du er min datter.

- Eller sygeplejerske. - Hej, så er det nok, chef!

Lali, det vil jeg gerne...

hvis du mener det.

Jeg vil gerne tilbage til lejren....

til Birkenau...

for at se det med mine gamle øjne.

Og hvis du er ved min side...

ville jeg virkelig blive glad.

Kom.

Du fortjener et hvil.

- Er du klar? - Ja.

- Vi kan stoppe til hver en tid, okay? - Okay.

Godt.

Interview med Lou Sokolov, 21. februar 2004.

Vil du sige dit navn, tak?

Mit navn er Lou Sokolov.

Er det dit fødenavn?

Nej, jeg blev født Ludwig Eisenberg.

- Hvilket navn er du kendt som? - Lali. De kaldte mig Lali.

- Er du gift, Lali? - Nej, det har jeg været.

- Hvad hed din hustru? - Gita. Gita Sokolov.

- Hvor mødte dig og Gita hinanden? - I Auschwitz-Birkenau.

Jeg blev taget fra mine forældre,

og transporteret som et dyr...

til et ukendt sted.

Jeg var tatovøren i, Auschwitz-Birkenau.