All language subtitles for The Adventures of Sherlock Holmes - s03e02.dan

SHERLOCK HOLMES VENDER TILBAGE

ABBEY GRANGE

Er der langt?

KENT POLITIKORPS

Kom, Watson. Kom.

Spillet er i gang.

Få noget tøj på og kom!

- Mon ikke vi er tøet op, Holmes?
- Udmærket!

"Abbey Grange i Marsham, Kent.
Klokken 03.30."

"Kære mr. Holmes. Jeg anmoder
om Deres øjeblikkelige hjælp."

"Det er lige en sag for Dem."

"Jeg sætter fruen fri. Ellers vil jeg
sørge for ikke at røre noget."

"Vær venlig at komme så hurtigt som
muligt af hensyn til sir Eustace."

"Med venlig hilsen
Stanley Hopkins."

Han har bedt om Deres hjælp syv
gange. Hver gang med god grund.

Jeg ville tro, at alle hans sager
har fået plads i Deres arkiv.

Jeg må indrømme, at De
er god til at vælge ud, Watson.

Det råder bod på meget af det
latterlige i Deres historier.

Deres frygtelige uvane med at se på
alt som uvidenskabelige historier -

- har ødelagt en instruktiv og måske
endda klassisk række bevisførelser.

- Hvorfor skriver De dem ikke selv?
- Det gør jeg, Watson.

I mit livs efterår.

Det ser altså ud til,
at vi har en mordsag.

- Har vi?
- Monogrammet "EB", et våbenskjold.

En adresse, der fører tilbage
til nedlæggelsen af klostrene.

Vi bevæger os i fornemme kredse...
Brackenstall...

Sir Eustace Brackenstall.

Han blev omtalt i Chronicle
som en af de rigeste i Kent.

- Watson, Deres viden er enorm.
- Og De tror, han er død.

Jeg tror, han er blevet myrdet,
Watson.

Hopkins er ikke følelsesladet. Men
brevet tyder på en vis ophidselse.

Sagen haster naturligvis. Tror De,
vi kan få lov at inspicere liget?

Vi vil nok konstatere, at slægten
Brackenstall ikke videreføres.

Det var pænt af Dem at komme,
mr. Holmes. Og Dem, doktor...

- Jeg håber, De tilgiver, Holmes.
- Tilgiver hvad?

Jeg skulle ikke have ulejliget Dem.
Efter fruen kom til sig selv, -

- har hun fortalt så detaljeret
om sagen, at vi er overflødige.

Husker De Lewisham-banden?
En far og hans to sønner.

- De har gjort det.
- De blev fanget for 14 dage siden.

Ja. De blev set og genkendt. Dristigt
af dem allerede at lave noget igen.

- Men denne gang er det galgen.
- Brackenstall er altså død?

Ja. Spisestuen. Hovedet blev
smadret med hans egen ildrager.

Og fruen?

- Har De været i spisestuen?
- Ikke endnu, frue.

Jeg bliver glad,
når De kan få det overstået.

- Hvad er det?
- De har andre kvæstelser, frue.

Det er ikke noget. Det vedrører
ikke denne afskyelige sag.

Tag venligst plads.

Det er nok bedst at informere Dem
om noget vedrørende sir Eustace.

De vil utvivlsomt høre rygter,
der fordrejer sandheden.

Det ville gøre mig ondt, hvis hans
minde skulle plettes på den måde.

Sir Eustace drak...

Ikke regelmæssigt og konstant.
Det ødelagde ikke vores ægteskab.

Det indvirkede ikke på udførelsen
af hans officielle pligter.

Men han var selv skamfuld
over sin last.

Han var meget opmærksom på,
at jeg afskyede det.

Når behovet tog over, forsvandt han,
indtil giften havde udmattet ham.

Det nagede mig selvfølgelig,
at det skulle være sådan.

Men han var stolt og hensynsfuld
nok til ikke at lade mig se det.

Det var jeg dybt taknemlig for.

Hvor jeg havde medlidenhed
med ham. Kan De forstå det?

Jeg har aldrig hørt nogen tale med
en sådan medfølelse om den slags.

Jeg må imidlertid bede Dem
lytte videre:

Jeg var på sin vis taknemlig
for min mands last.

Det meste af mit liv har jeg boet
i Sydaustralien. Vinlandet.

Som ung kvinde
boede jeg alene med min far.

Min mor var afgået ved døden.

Hvis jeg havde en mor,
var det min trofaste Theresa.

Det var et meget frit liv.

Jeg fandt det vanskeligt at vænne
mig til England. Være fruen i huset.

Jeg mente, at hvis jeg viste
forståelse for min mands svaghed, -

- ville han på sin side bære over med
noget af min upassende opførsel.

- Og det gjorde han.
- Jeg forstår.

Jeg vil fortælle Dem om i aftes.

Eustace lagde sig omkring 10.30.
Tjenestefolkene var hos sig selv.

- Hvor er det?
- I østfløjen.

Kun min mand, Theresa og jeg sover
i hovedbygningen. De har intet hørt.

Var De gået i seng?

Jeg var på mit værelse.
Jeg går aldrig, før fruen er i seng.

Jeg blev oppe. I dette værelse...

Jeg har for vane at se efter,
om alt er låst og sikret.

Af åbenlyse årsager kan det ikke
altid overlades til sir Eustace.

Jeg var i våbenværelset...

køkkenet...

butlerens anretterværelse...

billardværelset...

opholdsstuen...
og til sidst spisestuen.

Det er vanskeligt at sige,
hvad der så skete.

Jeg gik over mod gardinerne...

og stod ansigt til ansigt
med en indbrudstyv.

En stor mand. Ældre.

Først stirrede vi blot på hinanden.

Så kom der to andre mænd.
Den første slog mig ned.

Jeg må have været bevidstløs
i nogle minutter.

Da var det,
min stakkels mand kom ind.

De skal få at se,
hvad de gjorde ved ham.

Jeg tror, jeg besvimede igen. Jeg er
ikke sikker. Det er vanskeligt...

De må forstå,
at jeg var meget uklar.

Jeg ved, at de tog alt sølvtøjet.
Og jeg så dem drikke noget portvin.

Manden, der slog mig ned,
var ældre og havde skæg, -

- de andre var unge uden skæg.
Ja...

Til sidst sikrede de sig, at jeg var
bundet godt og stak af med sølvet.

Hvordan blev der slået alarm?

Fruen var ikke kommet op.
Hun sagde, hun snart kom, -

- så jeg gik ned senere
for at se, om hun sov.

Det er noget, jeg hader...

Der fandt jeg staklen.
Som hun fortalte.

Og han var på gulvet.
Blod og hjernemasse over det hele.

Det var nok
til at drive en kvinde til vanvid.

Selv hendes kjole
var plettet af hans blod.

Mary Fraser fra Adelaide
kunne klare sig selv, -

- og lady Brackenstall fra Abbey
Grange har ikke lavet om på det.

De har udspurgt hende længe nok.

- Hvornår kom fruen fra Australien?
- Halvandet år siden.

Hendes far sendte hende
på dannelsesrejse.

Den stakkel.
Han var jo et godt parti.

Sikket rod. Betjent...

- Ja, mon ikke.
- Vi har intet rørt.

Hvad mener De, doktor?
Fortsæt bare, min gode mand.

- Det var et meget voldsomt slag.
- Et enkelt slag?

Såret er helt regulært. Ser De:

Det begynder her under øret.
Det fortsætter over issebenet, så...

Siden er smadret til kronesømmen.
Jeg har aldrig set magen.

- Er han stærk, denne Randall?
- Han lever stort set af vold.

Han har så sandelig sat sit præg.

Men hvordan kunne Randall
gøre noget så vanvittigt?

Han vidste, vi ville genkende
fruens beskrivelse af dem.

Kriminelle kan have underlige
samvittighedskvaler og skrupler.

I den henseende er de
lige så besynderlige som andre.

En gnier er måske
en hemmelig velgører.

Denne voldelige Randall viger
måske tilbage for mord på en kvinde.

Eller han tror måske endda,
at hun ikke så ham.

Hvordan det?
Hun siger, de stirrede på hinanden.

Ja, men hun holdt lyset. Randall så
måske kun et blafrende stearinlys.

Ansigtet bag det
var blot en forvrænget maske.

Han havde måske ikke fantasi til at
tro, at hun så mere, end han gjorde.

Han slog hende bevidstløs i næste
nu og løste så sit problem.

Watson, må jeg bede Dem
undersøge det tyrkiske tæppe.

- For hvad, Holmes?
- Stearin, Watson. Stearin.

Denne klokke er en gåde.
Er den ikke, inspektør?

Når man trak her, må det have
ringet højt i køkkenet.

Ingen ville kunne høre den.

- Men hvordan kunne tyven vide det?
- Ja, det har jeg også spurgt om.

Enten kendte han huset eller havde
noget at gøre med én af folkene.

Vi er netop ved at undersøge
personalet sammen med butleren.

Inspektør, De tænker da på alt.

Holmes...

Dér...

Lidt voks og en sveden plet.

Det kan ikke ses,
men der er den karakteristiske lugt.

Fruen må være faldet her. Randall
har samlet stagen op omgående.

Det må være der,
de indtog deres forfriskninger.

Sagde fruen, at de
brugte butlerens proptrækker?

Nej. Hun var bevidstløs,
da de åbnede flasken.

Den blev åbnet med en proptrækker
fra en lommekniv.

Hvis man ser på proppen, kan man
se, der blev gjort tre forsøg.

Denne ville have gennemboret den
og trukket den ud første gang.

Når I fanger ham, vil I se,
at han har en universalkniv på sig.

Godt set, mr. Holmes.

Disse tre glas forvirrer mig,
må jeg tilstå.

Sagde lady Brackenstall, at hun
faktisk så de tre mænd drikke?

Ja, det sagde hun helt tydeligt.

Så er vi færdige.
Er der mere at sige?

Når man har særlige evner
som Sherlock Holmes, -

- søger man en mere dybsindig
forklaring end den åbenbare.

Lad os vide,
når Randall bliver anholdt.

De må have det som en specialist,
der skal kurere mæslinger.

Frustrerende!

Vi må tilbage! Tre glas...

Watson, vi har været blændet
af den kvindes skønhed.

Skønhed kan være sandhed.
Men hun taler måske ikke sandt.

Der var portvin i glassene,
men der var kun bundfald i ét af dem.

Det glas, der skænkes i til sidst,
er det, der får bundfald.

Enig. Hvis det er det sidste
i flasken. Men flasken var halvfuld.

Og... den var blevet rystet.
Der var bundfald i det hele.

- Hvad tror De så?
- Der blev kun brugt to glas.

En slat blev hældt i et tredje glas,
så man tror, der var tre mænd.

- Jeg forstår!
- Hvis jeg har ret, Watson...

bevæger denne sag sig fra det
trivielle til det ekstraordinære.

Det må være toget til Kent.

- Hvilket?
- Det dér.

- Hvordan kunne De dog høre det?
- Jeg hørte ikke. Jeg observerede.

En velkommen tanke
efter sådan en forspildt formiddag.

Lady Brackenstall og pigen må have
en god grund til at dække over én.

Vi må selv stykke sagen sammen
uden deres hjælp, Watson.

Til Abbey Grange
så hurtigt som muligt.

Watson!

Det ser ud til, at Hopkins
er taget til hovedkvarteret.

Hvor meget frustration for arbejderne
kunne man mon rekonstruere herfra?

Hvad er det? Watson!

Dette er vist noget andet.

Fudge.

Hvil i fred. En grav for et kæledyr.

Den har været ødelagt.
Repareret og ødelagt igen med vilje.

Den fortæller en historie
om den umiddelbare fortid.

Watson!

Resterne af et hundehalsbånd.
Fudge.

Du dér. Er nogen blevet fyret
i den sidste måneds tid?

Nej, sir.

Så er det, som jeg troede.

Fudge.

Lad os forestille os,
at lady Brackenstalls hund dør.

Det er måske ikke helt ved siden af
at tro, den stakkels hund blev dræbt.

Dræbt? Hvorfor?

Uden grund. Det skete i en sadistisk
drukkenbolts anfald af raseri.

- En af morderne?
- Nej, Watson.

Fruens mand!
Den sidste Brackenstall.

- Brackenstall?
- Tænk Dem om.

Kun et familiemedlem kunne knuse
gravstenen uden at forsvinde.

Hvorfor skulle Brackenstall ønske
at slette alle spor efter et kæledyr?

- Så De mærkerne på fruens arm?
- Ja, og Deres manglende interesse.

Det var stiksår fra en lang nål,
måske en hattenål.

Denne kvinde har levet med frygt
for sin fysiske sikkerhed, Watson.

Pas på, Holmes...

Watson... nu har vi hold på sagen.

Og jeg var på nippet
til at begå mit livs dumhed.

Men nu er ringen næsten sluttet.

- Ved De, hvem mændene er?
- Manden, Watson. Manden.

Kun én. Men en usædvanlig person.

Stærk som en løve,
aktiv som et egern, fingernem -

- og ikke mindst:
Han tænker usædvanlig hurtigt.

Åh, lady Brackenstall.

Jeg vil ikke forstyrre Dem unødigt.
Jeg vil kun gøre det lettere for Dem.

Jeg er overbevist om, De har
været igennem mange prøvelser.

Stol på mig som en ven, og jeg
skal retfærdiggøre Deres tillid.

- Hvad vil De have?
- Sandheden.

- Mr. Holmes!
- Nej, frue. Det nytter ikke.

De kender måske mit ry. Jeg satser
alt på, at Deres historie er opspind.

Hvilken fornærmelse!
Siger De, at fruen lyver?

- Har De intet at sige?
- Jeg har fortalt alt.

Tænk igen, lady Brackenstall!
Er det ikke bedre at være oprigtig?

Jeg har fortalt Dem alt,
hvad jeg ved.

Jeg beklager.

Klokkestrengen gav os et spor,
der burde have givet os vished.

Hvis De trak i en klokkestreng,
hvor ville den da briste?

Selvfølgelig dér,
hvor den er fastgjort. Ikke midt på.

- Men rebet var flosset.
- Kun det, der bandt fruen.

Det ordnede han med sin kniv.
Den anden ende var ikke.

Fra kaminhylden kunne man se,
at det var skåret over.

Stop, kusk!

Watson!

Den træstamme har
ikke bevæget sig siden i morges.

Forankret .?

Sørg for, at inspektør Hopkins
får dette, når han er tilbage.

Hvorhen, Holmes?

- Southern Cross Lines kontor.
- Ja. Ja, selvfølgelig.

Southern Cross Line er den vigtigste
forbindelse fra Adelaide til London.

Åh, jeg forstår...

I maj dét år anløb kun ét
af vores skibe havn her:

Vores flagskib, "The Rock of
Gibraltar". Jeg får passagerlisten.

Hvordan søren
vidste mr. Holmes det?

Her. Mary Fraser og hendes tjeneste-
pige på første klasse fra Adelaide.

Hvor er "The Rock of Gibraltar" nu?

Ved middagstid i dag var hun
ved Den Arabiske Golf, mr. Holmes.

På vej mod Suez. Håber jeg.

Er det Deres politik
ofte at lade officerer skifte skib?

Nej, tværtimod. Det er vores politik
ikke at lade dem skifte.

Nå, De vil vide, hvor -

- et besætningsmedlem på "Rock"
befinder sig nu...

Mr. Viviani,
Deres skarpsindighed forbløffer mig.

Den kan alene tilskrives den gode
doktors skildring af Deres arbejde.

Kun derfor kan jeg bruge
lidt sund fornuft.

De forbløffer mig virkelig!
Watson, noterer De?

Det vil glæde Dem at høre, at jeg
ved nøjagtig, hvem officeren er.

Dejligt, mrs. Burbage. Dejligt!

Den eneste officer
fra den tur med "Rock", -

- som ikke er om bord nu,
er Jack Croker. En fin fyr.

Er det ikke rigtigt, mrs. Burbage?

Han har den virkning. Fin fyr og flot
som en prins. Han bliver forgudet.

Vi har forfremmet ham
til kaptajn for et nyt skib.

Ingen te, tak.
Det er næsten færdigt.

Han er vores yngste kaptajn,
men han bliver den bedste.

Der er ikke én officer i vores flåde,
der kan røre ham.

Han har temperament
og kan være hidsig, -

- men han er også loyal,
ærlig og venlig.

Somme tider møder man folk med,
hvad man kunne kalde en stor sjæl, -

- som det er et privilegium at kende.
Sådan er Croker.

Et par gange i min karriere har jeg
gjort mere skade -

- end forbryderen har gjort
med sin forbrydelse.

Men jeg har lært at være forsigtig.

Jeg vil hellere lege kispus med loven
end med min egen samvittighed.

Kaptajn Croker. Tag plads.

Jeg fik Deres telegram, og jeg kom,
som De bad om. De var på kontoret?

Man kan ikke slippe fra Dem,
kan man?

Sig frem! De kan ikke lege
gemmeleg med mig. Hvad ved De?

Giv ham en cigar, Watson.

Bid i den, kaptajn, og lad ikke
nerverne spille Dem et puds.

Jeg ville ikke sidde her og ryge med
Dem, hvis De var en gemen forbryder.

Sig mig, hvad brugte De -

- til at fastgøre sølvtøjet til den
flydende træstamme? Fiskesnøre?

Jeg ved det ikke, da jeg
ikke var der. Men er det rigtigt?

- Hvad vil De have?
- Retfærdighed.

- For hvem?
- Vi er ikke fanatiske.

Vi ønsker bare, at retfærdigheden
sker fyldest. Det er det hele.

Javel, ja.

- Var det fiskesnøre?
- Nej. Sejlgarn.

Det stammer fra min tid
som ung matros.

Selv nu har jeg altid en sølvmønt,
noget sejlgarn og...

En universalkniv.

Hvordan fanden ved De det?

Hvem er De?

Fortæl mig nu alt,
der skete på Abbey Grange i aftes.

Vær ærlig. Så kan vi gøre godt.

Prøv at narre mig,
og jeg skal knuse Dem.

Jeg tager chancen.
Men først vil jeg sige:

Jeg fortryder intet. Jeg frygter
intet. Jeg ville gøre det igen.

Sådan ser jeg på det.
Det er min version.

Når jeg tænker på Mary.
Kære Mary Fraser...

Når jeg tænker på, hvad jeg har
rodet hende i, bliver jeg forstenet.

Jeg mødte hende, da jeg
var styrmand på min sidste hyre.

Luft!
Jeg skal have luft, mr. Croker.

- Jeg har aldrig før danset sådan.
- De danser, som var De født til det.

Hverken født eller opfostret til det.
Men tak til en bedre danser end mig.

Hun behandlede mig så pænt,
som kun hun kunne gøre det.

Vi blev aldrig forlovet.
Jeg klager ikke.

Men det var kærlighed fra min side.

Og kun sjov og venskab fra hendes.

Da vi skiltes,
var hun en fri kvinde.

Men jeg kunne aldrig mere
blive en fri mand.

Næste gang jeg kom i land,
læste jeg om hendes ægteskab.

Hun syntes at være skabt til det.
Jeg sørgede ikke. Det føltes rigtigt.

Så jeg troede,
jeg aldrig ville få hende at se igen.

Jeg blev forfremmet. Skibet var ikke
søsat. Jeg ventede nogen tid i Kent.

Jeg vidste, hvor hun boede,
men jeg holdt mig væk.

Så mødte jeg Theresa Wright, og...

Hun fortalte mig om hende.
Om ægteskabet.

Om mandens fordrukne ondskab.
Hun fortalte det hele.

Adelsmanden brændte hunden og
truede hende med samme skæbne.

Jeg siger Dem,
det drev mig til vanvid.

Jeg mødte Mary. Flere gange.

Så ville hun ikke se mig mere.

Jeg fik besked om, at jeg skulle
sejle i løbet af en uge.

Du er skør.
Hvordan kunne du komme her?

Jeg rejser, Mary.
Jeg har fået en kommando.

At rejse uden at sige farvel...

Jeg så dig måske aldrig mere.

- Rejser du?
- Jeg synes ikke om det.

Du bliver en god kaptajn.

Du kan ikke lade
en sådan chance gå fra dig.

- Jeg er bekymret for dig.
- Der er intet, du kan gøre.

Det er netop dét, der gør mest ondt.

Jeg tror,
jeg ville være blevet skør, hvis...

"Hvis"... Mary?

Hvis det ikke havde været
for tanken om dig... min ven.

"Ven" er tilstrækkeligt, Mary.

Min kærlighed til dig er så stærk,
at den kan overleve på smuler.

- "Ven" er tilstrækkeligt.
- Jack, bed mig ikke sige det.

Det vil ikke gøre os lykkeligere.

- Du ved, hvad jeg føler.
- Gør jeg?

Det ved du, du gør.

Så forlader jeg dig lykkeligere,
end da jeg kom.

Gud velsigne dig, kære Mary Fraser.
Det er nok for mig.

Du kan ikke blive, Jack.

Tag dette for min skyld.

Omsider ser jeg Dem, frue...
udøve Deres hverv.

Her er nøglen
til Deres forbandede blufærdighed.

De har et hverv, frue.
En forbandet luder.

En rendestensdronning.
En beskidt mær.

Kom så an. Stå der over kroppen
på Deres satans hore.

Hun klarer den.

Jack... Jack...

Nej tak, kaptajn.

- Hvad skete der?
- Jeg slog ham ihjel.

- Er du sikker?
- Ja, jeg kunne føle det.

Åh gud, hvad skal vi gøre?

Hør på gamle Theresa.

De har mærker efter et slag,
der kunne have dræbt Dem.

Theresa var iskold. Det var hende
lige så meget som mig.

Vi ville få det til at se ud
som et indbrud.

Theresa gentog historien for fruen,
mens jeg skar klokkestrengen over.

Jeg bandt hende og flossede rebet,
så det virkede naturligt.

- Sølvtøjet... det ved De allerede.
- Det tredje glas til afledning.

Ja. Vi smed lysestagen,
hvor Mary faldt, så stearinet...

Jeg troede ikke, politiet
ville kunne gennemskue det.

Da jeg vidste, den barbar var død,
og hun var fri, var jeg stolt.

Det er jeg stadig,
om jeg så skal hænges.

Det er sandheden. Hele sandheden.

Ja. Ja, De har fortalt mig sandheden.

Og hvis Theresa havde takket ja
til Deres portvin -

- var jeg måske blevet narret,
ligesom politiet sandelig blev det.

Hvad ledte Dem på sporet af mig,
og hvordan fandt De mig?

Kun en sømand eller akrobat
kunne have nået den klokkestreng.

Kun en sømand kunne have knyttet
de knuder på stolen.

Det var tydeligt, at fruen
dækkede over nogen. En elsker.

Det krævede ikke megen fantasi
at forbinde hende med én fra skibet.

Croker. De venter besøg.

Gør jeg?

Min elskede, denne herre ved det
hele. Vi kan ikke gemme os for ham.

Det ved jeg. Hans telegram
fik mig til at komme her.

Hvad er Deres hensigt, mr. Holmes?

Kaptajn Croker,
dette er en alvorlig sag.

Efter den historie,
De har fortalt her i aften, -

- er jeg sikker på, at retten
vil indse, De handlede i selvforsvar.

Det må juryen
imidlertid tage stilling til.

Jeg nærer dog
så stor sympati for Dem, -

- at hvis De bestemmer Dem til at
forsvinde, vil ingen hindre Dem deri.

- Og så kommer det hele frem.
- Sikkert.

Hvad er det så for et forslag?

Mary kommer til at tage skraldet.
Måske anholdt som medskyldig. Nej.

- Jack, du skal tage væk.
- Nej, jeg vil ikke.

Tag det roligt, kaptajn.
Jeg testede Dem blot.

Watson,
denne fyr gør altid det rigtige.

Det er et stort ansvar, jeg påtager
mig. Men vi gør det på lovlig vis.

Croker, De er fangen. Watson...

De er den britiske jury, og jeg
har aldrig set en bedre kvalificeret.

De har lyttet til bevisførelsen.
Skyldig eller ikke skyldig?

- Ikke skyldig!
- Vox populi, vox dei. De er fri.

- Nej, sir. Det går ikke.
- Kaptajn?

Hvis politiet nu anholder en stakkel?

Så vil jeg bruge al min magt for at
få dem til at indse deres fejl.

Hvis de kommer på sporet af Dem,
er det en anden sag.

Kom tilbage
til denne kvinde om et år, -

- og lad jeres fremtid retfærdiggøre
den dom, vi har afsagt i aften.

Tak!

Frue. Deres beskrivelse
af en mands alkoholisme pirrede mig.

Nu ved vi, det ikke drejede sig om
Deres mand. Men indsigten! Mon...

Min far. Min stakkels far, doktor.

Derfor sendte han mig til England.
Og derfor var jeg ikke bange for det.

Jeg kendte jo til det,
før jeg blev gift. Hvor dum jeg var!

Tak, frue. Jeg var sikker på, Deres
historie havde bund i virkeligheden.

Det er næsten, som om De
misbilliger den lykke, vi har skabt.

Nej, jeg billiger den. Selvfølgelig.

Det bekymrer mig, at De påtog Dem
rollen som advokat og dommer.

De tænker for meget
på formaliteter.

Formaliteter er samfundets
fundament, Holmes.

Klæder skaber folk.

Det er heldigt nok,
at De er enestående.

Oversættelse: Ulla Warren
www.sdi-media.com